Mig og Sorring/Toustrup – Egon Kristensen

Jeg har fået overdraget stafetten og vil gerne fortælle lidt om mig selv og min familie.

For nøjagtig 30 år siden kørte jeg igennem Toustrup på vej til arbejde i Ikast og så et lille rødt hus, der var til salg på Ryttervej. Anette og jeg havde boet i Århus i flere år og fået to børn, Marie og Mads. Vi kørte forbi et par gange, så på huset og slog straks til; vi trængte til at komme væk fra storbyen. Anette arbejdede dengang i Mellerup, så beliggenheden var perfekt; vi havde nøjagtig 50 km på arbejde i hver sin retning. Anette var naturligvis interesseret i, hvordan vandkvaliteten var. Da vi så på huset ringede de tidligere ejere derfor straks til formanden for Toustrup Vandværk, vores nabo Mogens Jensen. Han kunne forsikre os om en rigtig god vandkvalitet. Samme formand for vandværket kom kort tid efter forbi og meddelte os, at han havde sat vores aconto-betaling for vand op, da han kunne konstatere at vi havde små børn! Det var nok ikke forekommet i Århus. En anden episode, viste os også, at nu var vi kommet på landet: Jeg havde i god tid ringet til Gjern Kommune og sagt at vi gerne ville have børnehaveplads til Marie i Sorring. Telefonisk fik jeg at vide, at det ikke var noget problem: ”Vi har pasningsgaranti i kommunen, så hun kan bare starte 1. april”. I Århus var vi jo vant til at man skulle løbe pladsanvisningen på dørene for at få en plads, så en uge inden vi skulle flytte ind, ringede jeg til Gjern Kommune og sagde, at jeg ikke kunne forstå, at jeg ikke havde modtaget en skriftlig bekræftelse på børnehavepladsen i Sorring. Svaret fra kommunen var: ”Jamen det har jeg jo sagt til dig i telefonen, at det er i orden!” – Intet unødvendigt bureaukrati.

Vi blev straks en del at det blomstrende lokalsamfund og deltog med glæde i det. Medlem af Toustrup Forsamlingshus, medlem af Vandværket, medlem i Teaterforeningen, medlem af Skolebestyrelsen, medlem af Lokalrådet. På den måde fik vi rigtig mange gode venner og en stor omgangskreds.

Da Anna kom til, var huset på Ryttervej ved at blive for lille, og vi måtte overveje at bygge et par værelser til. Grunden var i forvejen bebygget op til grænsen (godt og vel), så da jeg henvendte mig til Gjern Kommune om en evt. tilbygning, var svaret prompte: ”Men så må I jo have en dispensation, det der med bebyggelses­grad er mere relevant på Nørrebro end det er i Gjern Kommune!”

Arbejdsmæssigt har jeg efter endt uddannelse på Århus Universitet med Musik og Historie arbejdet på Ikast-Brande Gymnasium i 37 år. Igennem næsten alle årene har jeg været tillidsrepræsentant, jeg har siddet i bestyrelsen i Gymnasieskolernes Lærerforening og i Magistrenes A-kasse; været lokalbestyrelsesformand i Lokaludvalget og har haft mange forhandlinger med det daværende Ringkøbing Amt. Da jeg for 5 år siden gik på pension fra Ikast-Brande Gymnasium fortsatte jeg mit arbejde i bestyrelsen i Akademikerpension, hvor jeg tidligere var blevet formand. Dengang konstaterede ”Børsen” i en stort opsat forsideartikel: ” Musiklærer fra Ikast skal nu administrere 115 milliarder kr.” Underforstået: det ville da aldrig gå godt. Det synes jeg nu i al beskeden, at det gjorde. Da jeg fik ansat de rigtige folk, gik det rigtig godt både med afkast og grøn omstilling. For et par år siden valgte jeg så at blive fuldtidspensionist, og det nyder jeg i fulde drag.

Efter at alle børnene var flyttet hjemmefra, genoptog Anette og jeg for 5 år siden ungdommens ferierejseform og tog på en måneds interrail; spontant rundt i Europa til storbyer, på vandreture etc. En fantastisk ferieform, som vi helt sikkert vil gentage. Nedenfor et par billeder, fra vores ophold i Bologna:

Sidste år havde jeg fornøjelsen af at fejre min 70-års fødselsdag med venner, familie, naboer, teaterforenings-folk, mandskor, tidligere kolleger etc. til en stor fest på Restaurant Venge Kloster. Festen skulle have været i Toustrup Forsamlingshus, men to dage før blev huset oversvømmet og kunne ikke anvendes. Heldigvis havde Mads via sit arbejde på Lillering gode kontakter, så det lykkedes at flytte festen. Nedenfor billede af min søde kone og mine 4 børn til fødselsdagen:

Egon Kristensen

Mit og Sorring/Toustrup – Helle Lolholm

Tak for stafetten til Lars Kjær Dideriksen – min nabo i det nye Dalen.

Heldet følger de tossede
Jeg flyttede til Sorring i april 2023 – da de nye rækkehuse i Dalen stod klar. Så jeg har næsten boet her et helt år. Man siger gerne at “heldet
følger de tossede” og det passer egentlig ganske godt i mit tilfælde. Det var ganske tilfældigt det blev i Sorring, at jeg kom til at bo.

Jeg flyttede til Silkeborg i 2018 og havde meldt mig ind i BoligSilkeborg. På et tidspunkt så jeg, at de annoncerede, at de byggede nye rækkehuse i Dalen i Sorring. Jeg blev lidt nysgerrig og satte flueben ved dem. Og glemte så ALT om dem og Sorring. Inderst inde havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle bosætte mig i Sorring.

Jeg (og mine børn) har boet rigtig mange forskellige steder og langt fra hinanden. De senere år har jeg drømt om at kunne komme til at bo tæt på mine børn. Det var endelig lykkedes at få min søn fra Hanstholm til Silkeborg og min datter, svigersøn og barnebarn var på udkig efter grund/hus i Silkeborg området og havde deres eget hus til salg på Djursland. Det var sløve tider med både køb og salg, så fremtiden så lidt usikker ud på den front.

Pludselig en dag i januar 2023 fik jeg et brev fra boligforeningen. Der stod at jeg var nr. 14 på boliglisten (der er 6 boliger af dem jeg havde søgt). Så umiddelbart lå jeg ikke til at komme i betragtning til en bolig.

Jeg tog ud og så lejligheden – en grå, kold og mudret omgang – OG jeg var SOLGT. Her ville jeg gerne ud og bo. Sikke et skønt område, sikke nogle lækre boliger og sikke en stilhed. Jeg fik trykket ja tak, krydsede fingrene og 5 dage senere havde jeg underskrevet bolig kontrakten. Det gør ikke så meget, man er tosset, når bare man også er heldig.

Efterfølgende lykkedes det min datter og svigersøn at købe et dejligt hus i Ry, så min drøm gik i opfyldelse og vi bor nu tæt på hinanden. Det er skønt og jeg nyder det hver eneste dag.

”Giv det videre” kultur
I løbet af det år jeg har boet her, har jeg oplevet en fantastisk lyst og vilje til at dele og hjælpe hinanden her i Sorring. Gennem Facebook er jeg blevet medlem af “‘Det sker’ – i Sorring” siden samt “Sorring – lad planter få nyt liv i ny have”. Her har jeg via opslag hentet krydderurter, tomatplanter, solbær (hvor jeg liiige fik nyopgravede kartofler med som en ekstra bonus), blommer, aronia bær, hyben, grønne tomater osv. Og blevet modtaget af skønne venlige mennesker alle steder. Hvor er det dog FANTASTISK at folk deler ud af deres overskud. Det er en skøn kultur.

Hele vinteren har jeg deltaget på holdet “åndedræt og bevægelse” gennem idrætsforeningen. Det foregår i gymnastiksalen på skolen hver mandag aften. Her ligger vi en lille flok og trækker vejret. Det at trække vejret skal man ikke tage for givet og med forskellige teknikker bliver vi bedre og bedre til det. Vi slutter timen af med en skøn meditation. Så behagelig og afslappende at jeg må erkende at jeg nok indimellem har forstyrret de andre på holdet med min snorken. ZZZZzzzz

Jeg er vældig imponeret over, hvor aktiv Sorring og omegn er trods dens størrelse. Som ny er jeg glad for at få Miniavisen i postkassen, da den giver et rigtig godt overblik over hvad der sker i byen og hvornår det sker.

Hvem er hende Lolholm så ?
Jeg er 58 år og er i dag førtidspensionist. Efter en operation i 2021, hvor jeg fik fjernet en tumor på min hørenerve, er jeg blevet døv på mit venstre øre. Det kan have visse fordele, men har desværre også visse ulemper. Jeg trives ikke særlig godt i større forsamlinger med baggrundsstøj og min hjerne bliver hurtigere træt. Derfor har jeg stadig til gode at være deltager i mange af de skønne arrangementer der foregår her i Sorring. Jeg prøver hele tiden til, så mon ikke det en dag lykkedes at mødes til et arrangement.

Jeg er kreativ. Holder meget af at lave mad (har en uddannelse indenfor ernæring og sundhed) og nyder at nørkle med enten hækle- eller strikketøj.

Jeg er mormor til Merle på 2 år og Malte på 2 uger og elsker at tilbringe tid med dem. Børnebørn er virkelig livets dessert. Familien i det hele taget betyder rigtig meget for mig og vi ses så ofte vi kan. Og vores ugentlige spiseaften har stor prioritet.

Jeg er vinterbader og må indrømme, at jeg mangler en bade sø at hoppe i her i Sorring. Heldigvis ligger både Knudsø, Schoubyes Sø (den kunstige sø) og Almind Sø i køreafstand, så jeg stadig kan få det kolde gys indimellem.

Jeg er stadig ved at lande i mit nye liv – både som førtidspensionist og som tilflytter til Sorring. Hen ad vejen håber jeg at blive mere involveret i lokalsamfundet både gennem aktiviteter og gennem frivillig arbejde. Det er nu hyggeligt når man kender hinanden og kan få en lille snak i Brugsen.

Man skal aldrig sige aldrig…
men jeg føler jeg er landet lige her, hvor jeg skal være resten af mit liv (med mindre jeg skal en tur forbi Sorring Friplejehjem, hvis det bliver aktuelt).

Da jeg flyttede ind i Dalen, var det 30. gang jeg pakkede flyttekasserne ud. Jeg har boet mange forskellige steder. Randers, Viborg, Løgumkloster, Tørring ved Vejle er nogle af stederne. I en alder af 50 år tog jeg mig et par “fjumreår” og blev madmor og skibums i Norges fjelde. Om sommeren boede jeg på Sicilien, hvor jeg “arbejdede” for mafiaen (lyder meget værre end det oprigtigt var). Jeg har været god til at tage chancerne, når de opstod.

Livet fremover bliver mere roligt OG det gør bestemt ikke noget. Jeg glæder mig til at opleve Sorring og alt hvad den har at byde på. Jeg glæder mig til selv at kunne bidrage.

I nærmeste fremtid vil jeg annoncere på ”‘Det sker’ – i Sorring” på Facebook efter gå-selskab. Min tanke er at det er en god måde at lære nye mennesker at kende, at lære byen og omegnens gåruter at kende og ikke mindst få noget frisk luft og motion.

JEG HÅBER VI SES!

Helle Lolholm

Mig og Sorring/Toustrup af Hans Erik Kristoffersen

Tak for stafetten til Ditte, vores gode nabo.

Jeg hedder Hans Erik Kristoffersen og er gift med Anne. Vi mener åbenbart begge to vi er godt gift idet vi fortsat holder sammen, godt og vel 43 år efter vores bryllup.

Vi har nu boet i Sorring i to et halvt år, efter ca. 35 år i Sæby. Måske kan det ”svagt” høres på dialekten, hvilket heldigvis mange fra Sorring tilsyneladende har accepteret.

Jeg er født og opvokset i udkanten af Hirtshals hvor mine forældre havde et lille landbrug og en vognmandsforretning. Så jeg er en bondedreng der er flyttet til byen.

Jeg blev udlært automekaniker i Hirtshals, og som 24 årig blev jeg ansat som faglærer ved Frederikshavn tekniske skole, dengang som landets yngste faglærer. Jeg underviste autolærlinge og senere blev det til efteruddannelse af automekanikere.

Samme år som jeg startede som faglærer mødte jeg Anne. Anne er født og opvokset på en gård i Vissing ved Hadsten, og udlært hos landboforeningen i Hadsten. Vi blev gift og Anne flyttede til Nordjylland, fik job på Landbo Nord i regnskabsafdelingen og sammen købte vi nyt hus i Gærum ved Frederikshavn. Efter nogle år som faglærer fik jeg lyst til at prøve at være selvstændig, og sagde mit job på teknisk skole op, og startede et autoværksted op i Sæby. Samtidig solgte vi huset i Gærum og byggede nyt hus i Sæby.

I hele mit arbejdsliv har autobranchen været min hjemmebane. Jeg har altid interesseret mig meget for efteruddannelse og efter nogle år som selvstændig, fik jeg ideen til et efteruddannelsescenter i det nordjyske. Efter en lang opbygningsfase lykkedes det dels med EU midler og dels lokale midler at opføre Autobranchens Udviklingscenter, som skulle afholde efteruddannelse og udviklingsaktiviteter for autobranchen i hele landet.

Det voksede hurtigt og jeg var pludselig leder for 13 autoinstruktører og lavede kurser for flere af de danske bilimportører. Efter 10 år stoppede jeg i 2007 som leder af centret, idet jeg fik chancen for at opbygge endnu et efteruddannelses­center. Jeg blev samtidig selvstændig igen, og sammen med autogrossisten FTZ, grundlagde jeg det der i dag er kendt som FTZ akademi, hvor det primært er folk fra den frie del af autobranchen der efteruddannes. Her var jeg leder fra 2007 til 2019, og har selv i den periode primært afholdt kurser for værkstedsindehavere, men har samtidig haft 10 instruktører ansat der underviser i teknikken omkring bilerne.

Jeg er stadig selvstændig, og laver konsulentarbejde for nogle af grossisterne i autobranchen samt bestyrelsesarbejde for nogle autoværksteder. Det er dog i dag på nedsat tid, idet personnummeret siger fødselsår 1954, så jeg nærmer mig vel pensionsalderen.

På det familiemæssige område har Anne og mig haft den store glæde at få 2 børn. Vi har begge været meget sportsinteresserede lige fra vi var børn, og det har i høj grad præget vores fritid. Anne har spillet både fodbold og håndbold på højt niveau, og jeg har selv primært spillet fodbold, men også en del bordtennis og badminton.

Vi har begge været involveret i både træneropgaver og bestyrelsesopgaver i diverse idrætsforeninger i Sæby og det har også præget begge børn, som ligeledes har været meget sportsinteresserede og begge dyrket meget sport siden de var små.

Begge børn er havnet i det østjyske, vores søn og svigerdatter i Silkeborg og vores datter og svigersøn i Mårslet. Begge steder er der desuden kommet 3 børnebørn til. Så nu har vi årsagen til at de to gamle nordjyder besluttede at flytte 200 km mod syd.

Vores 6 børnebørn er i dag i alderen 3 – 11 år, og en aften sad vi i Sæby og funderede lidt over hvordan vi kunne få nogle flere timer sammen med både børn og børnebørn.

Huset i Sæby blev solgt i løbet af nogle få dage og hvad så? Hvor skal vi flytte hen?

Joh, vi fandt et kort og satte en finger ca. midt mellem Mårslet og Silkeborg og her er der jo en bette by der hedder Sorring.

Vi fandt ud af der var en ledig grund på Hjejlevej, men vi kom for sent, den var solgt inden vi nåede frem, men så var der et hus lige over for grunden, Hjejlevej 97 og sikke en udsigt… Det måtte vi eje.

Vi havde ingen relationer, vi kendte ingen i byen, vi havde boet næsten 35 år i Sæby, og været utrolig glade for byen og området, men vi vovede springet.

Vi har ikke fortrudt et sekund. Vi har i den grad følt os velkommen i byen.

Vi fik en fantastisk velkomst af vores nye naboer og genboer på Hjejlevej. Der gik mindre end 2 døgn fra vi flyttede ind, så havde alle været forbi og sige velkommen og det er noget der varmer. Men også i resten af byen har vi fra første dag følt os velkommen.

Vi har selvfølgelig været bevidste om der skal ydes lidt fra vores side, især når man ikke længere har skolesøgende børn som giver en naturlig omgang med øvrige forældre, men når man som pensionist flytter, skal man vise man ønsker at blande sig. Vi har i dag stor glæde af en velfungerende idrætsforening, jeg spiller badminton og Anne er med til gymnastik, jeg kom efter nogle få måneder i bestyrelsen for Sorringhus’ Venner og er senere kommet i bestyrelsen for det nye friplejehjem, hvilket allerede har givet os en stor berøringsflade i byen.

Både Anne og mig har meldt os til klub frivillig i Brugsen, og også her har det givet mange dejlige bekendtskaber – Når man står foran brugsen og vasker indkøbskurve og vogne med vand og sæbe kommer der mange gode og sjove kommentarer fra brugsens kunder.

Alt i alt en stor tak for den måde Sorrings borgere og foreninger har modtaget os to nordjyder – Vi er både glade og ikke mindst taknemmelige for at vi er havnet her, og endnu en gang tak for stafetten og dermed muligheden for at udtrykke en tak og også sige til byens øvrige beboere at vi skal være glade og stolte over vores by og det sammenhold vi har – Vi oplevede det ikke mindst her i juni måned ved Sorring står sammen arrangementet. Godt at opleve at også i Sorring er der en række ildsjæle, som bruger masser af tid, kræfter og energi på at få byen til at fungere. Tak for det.

Hans Erik

Mig og Sorring/Toustrup – Birthe Frølund Novotny

Tak til Pernille for stafetten, – jeg blev glad over at skulle skrive i Miniavisen.

Jeg hedder Birthe, er 43 år gammel og bor på Høghgårdsvej 1. Jeg deler det store hus med min mand Mark, vores to drenge Nikolaj og Tobias samt vores (gøende!) hund Gizmo.

I mine barne- og ungdomsår boede jeg med mine forældre og 2 ældre brødre i Aulum. En tryg barndom i en lille landsby i midten af Jylland.

I 2005 blev jeg færdig som sygeplejerske, som jeg læste til i Holstebro. Jeg startede min sygeplejekarriere i Glostrup, har været en tur tilbage i Holstebro, men drømmen om et job på intensiv afdeling førte mig til Aarhus. I 2007 startede jeg på drømmejobbet på ITA på Kommune Hospitalet. Et meget spændende, udfordrende og til tider hårdt speciale, som jeg stadig holder meget af, men sagde farvel til i 2017. Nu kører jeg til Åbyhøj, hvor jeg arbejder som konsultationssygeplejerske i en almen praksis. Det er jeg rigtig glad for. Jeg er her fri for aften-, nat- og weekendarbejde, hvilket jeg har gjort meget i i mine tidligere jobs på sygehus og i kommunalt regi. Vagterne tager Mark sig blandt andet af i sit job som anæstesisygeplejerske i Randers.

I 2009 mødte jeg Mark, som var ny sygeplejerske på intensiv afdelingen. Det blev hurtigt til hemmelige kys og holden i hånd, når vi var på vagt sammen 🙂
Hurtigt efter at vi var blevet kærester købte vi vores første hus sammen i Spørring og kort efter blev jeg gravid. Nikolaj kom til verden i februar 2011.

Mark kunne ikke få job efter endt uddannelse til anæstesisygeplejerske, hvilket gjorde at vi tog 4 måneder til Bergen. Det var en fin oplevelse og med os hjem gemte lillebror sig i maven og Tobias kom til verden i september 2013. Og Mark havde fået fast stilling på Aarhus Sygehus.

I august 2014 blev vi gift i Besser Kirke på Samsø. Mark er vokset op på øen, så det var meget naturligt for os at blive gift i Besser Kirke, hvor mine svigerforældre er blevet gift, Mark konfirmeret og begge vores drenge døbt. Marks forældre bor fortsat på øen og vi elsker at tage færgen fra Hou til den lille ø i Kattegat.

En dag i november 2013 (der var julemarked i forsamlingshuset 🙂) kørte vi til Sorring, da vi havde en aftale med en ejendomsmægler. Vi havde udset et par huse, som var interessante. Vi var på udkig efter et hus max 30 minutter fra Aarhus og det førte os til denne dejlige by. Egentlig havde vi ikke planer om at se huset på Høghgårdsvej, men ejendomsmægleren mente, at huset lige var noget for os. Og ganske rigtigt!

Siden vi flyttede ind, har vi været i gang med at renovere og jeg er ikke sikker på, at vi nogensinde bliver færdige! 🙁

Vi trives her i byen. Her er trygt og rart, hjælpsomheden er stor ift. stort og småt. Man bliver mødt med smil og et ”hej” uanset hvor, man kommer hen. Ungerne har mange venner, spiller fodbold og badminton. Mark spiller bordtennis og også badminton.  Jeg nyder naturen med mine gåture med Gizmo og nyder at snakke med venner og bekendte rundt omkring i byen. Tak til alle de frivillige her i byen som gør så stort et stykke arbejde for at danne rammen om fællesskab i Sorring. For Sorring er speciel.

Birthe Frølund Novotny

 

Mig og Sorring/Toustrup – Pernille Mertz

Mange tak for stafetten fra Amalie og Simon. Jeg fik i en hurtig vending, sagt at den ville vi gerne overtage, men ved nærmere eftertanke, havde jeg ikke den fjerneste idé om hvad jeg skulle skrive til Sorrings helt egen miniavis. Vi har været trofaste læsere af miniavisen siden vi flyttede hertil i 2021, og har nydt at lære lidt mere om de folk som bor her i byen ved at læse deres historier. Og nu blev det så vores tur til at fortælle lidt om os selv.


Jeg hedder Pernille Mertz, og sammen med min mand Eric og vores dreng Tim, flyttede vi til Sorring i sommeren 2021. Vi havde faktisk allerede købt huset i februar, men da overtagelsen gerne måtte passe sammen med sommerferien, aftalte vi med Katrine og Emil, som boede i huset dengang, at vi skulle overtage huset fra d. 1. juli. Det var en skøn årstid at flytte ind på Silkeborgvej 6. Haven stod i fuldt flor og Tim kunne lege ude i haven, imens vi gjorde lidt i stand inde i huset. Sidenhen er lillebror Sofus kommet til verden, så der er liv og glade dage i det lille røde murstenshus fra 1930.
Til dagligt arbejder jeg som projektleder i WSP, et rådgivende ingeniørfirma, hvor jeg bl.a. sidder med inddragelses- og samskabelsesprocesser inden for natur og klima. Eric slår sine folder som pædagog på Tilst Skole og Tim og Sofus går henholdsvis i børnehave og vuggestue i Sorrings Børnehus.
Jeg er oprindeligt fra Odense, og Eric er fra Brædstrup. Vi mødte hinanden i Aarhus hvor vi begge studerede og flyttede efter nogle år sammen i en lejlighed i Viby. Men som vores lille familie voksede, voksede vi også ud af lejligheden. Så vi lejede et husmandssted i Lillering, lige op til skoven. Der boede vi godt et år, da vi så at huset på Silkeborgvej 6, var til salg. Vi faldt for den gamle murermester stil, og syntes at huset med det store kirsebærtræ i haven, var utroligt charmerende. Vi kendte ikke meget til Sorring, udover at jeg havde været til nogle drejekurser hos Sorrings Lervarefabrik. Men vi fandt hurtigt ud af, at Sorring, selvom det er en lille landsby, har alt hvad man har brug for af indkøb, dagtilbud, skoler, hal, aktiviteter og med et rigtig godt sammenhold. Det hjalp også at Erics kollega Lisbeth, som også bor i byen, snakkede rigtig godt om Sorring.


Jeg havde egentlig aldrig troet, at jeg skulle bo i et hus, sidde med boliglån og med to biler. Jeg har altid holdt meget af rejse, og tog som 19-årig fire måneder til Sydamerika og det blev starten på mange rejser af forskellige varigheder til Asien, Centralasien, Mellemøsten og Kaukasien. Jeg har altid holdt af eventyr, der omhandlede mødet med det fremmede, som får en til reflektere over både hvordan man selv lever og ens egne kulturelle normer. Efter hver rejse, har jeg følt at jeg har lært lidt mere om livet, end jeg vidste før jeg tog afsted. I dag, eller i hvert fald lige nu, er det ikke længere de store rejser som er eventyret i mit liv. Nu handler eventyret i stedet om min dejlige familie, hvor hverdagen med to små børn, arbejde, venner og fritidsinteresser fylder alle døgnets timer ud.
Og sikke et eventyr det er. Jeg er glad for, at det er netop Sorring som danner rammerne om det eventyr som Eric og jeg står midt i. Vi nyder de lokale arrangementer, hvor vi bl.a. har været til juletræsfest i Toustrups forsamlingshus, fastelavn i hallen og vi glæder os til at skabe flere gode stunder og lære flere at kende her i byen.
Pernille Mertz

Mig og Sorring/Toustrup – Dorthe Haagen Nielsen

Tak til Pernille Skovby for stafetten. Pernille og jeg kender hinanden fra Sorring skole, hvor to af hver vores børn går i samme klasse på hhv. 2. og 5. årgang.
Jeg hedder Dorthe Haagen Nielsen og er født og opvokset på Danmarks smukkeste ø, Falster. I 1999 byttede jeg fødeøen ud med mini-metropolen Aarhus for at læse Engelsk og sidenhen Film & TV på Aarhus Universitet. Her mødte jeg en mørk aften Christian, som jeg i dag er gift med på 15. år. Sammen har vi tre piger på 8, 10 og 13 år. Christian arbejder i Silkeborg som lærer for en specialklasse på Langsøskolen. Jeg arbejder i Aarhus som kontorleder i en lille virksomhed, Partisia, der laver sikre softwareløsninger og er ved at bygge verdens sejeste Blockchain. Jeg har besluttet mig for at bryde lidt med traditionen i indlægget, da jeg simpelthen føler en uimodståelig trang til at introducere hus-ejerskabsbegrebet i Sorring. Nok mest for dem, der er nyere i byen. Det er nemlig en af de mere spøjse ting ved Sorring, som flere herboende vil kunne nikke genkendende til.

Sorring – byen, hvor man altid bor i andres huse

Det var noget så romantisk som en fælles slunken kassebeholdning, krydret med imponerende studiegæld og tårnhøje boligpriser pga. boligboblen, der afgjorde, at valget faldt på Sorring tilbage i 2007. Det var simpelthen her, vi havde råd til at købe et lille hus – nemlig Anders og Pias hus på Sanddalen 13. Og her stødte vi første gang på Sorrings husbegreb, hvor vi lærte, at man rent faktisk ikke bor i sit eget hus i Sorring. Det betyder, at med mindre man er nybygger – og altså ikke fattigrøve som os – så skal man lige vænne sig til, at man altid bor i ‘nogens’ hus. Derfor måtte Christian og jeg hurtigt opgive fortællingen om, at vi skam var det nye par på Sanddalen 13, for ingen i byen havde nogensinde hørt om den obskure adresse? Men Pia og Anders’ hus – bingo, det kunne vi da bare have sagt, så vidste alle pludselig, hvor vi boede. Nuvel, selvom vi nu boede i Anders og Pias hus, blev vi hjerteligt modtaget ved ankomst til byen. Pernille fra Sverriggården (på toppen af Sanddalen) bød os velkommen med en lerskål fra Sorring Lervarefabrik fyldt med gode sager, og vi følte os hjerteligt velkomne i byen fra første færd.

Hus til låns på Hjejlevej

Der kom senere 3 beboere mere til på matriklen på Sanddalen, og med kun 2 børneværelser og lige over 100 m2 valgte vi at gå på udkig efter et større hus og satte vores eget til salg i 2020. Vi ledte vidt og bredt uden held – og var sågar på Falster med grundige overvejelser om at bosætte os der, tæt på min familie. Vi havde begge sagt vores job op, og med huset til salg, var alle muligheder i spil. Vi droppede dog Falster og havde nær købt et gammelt, skønt hus i Voel. Drømmehuset var dog i Sorring. Bare ikke til salg. Derfor måtte jeg op og stemme dørklokken til det hus, vi nu bor i – og det gav pote. Og belært af fortiden skriver jeg netop, at vi bor i huset, for end ikke et skøde med vores navne kan ændre på, at huset jo ikke rigtig er vores. Næh, vi bor nemlig i Laurits Madsens hus på Hjejlevej – tidligere borgmester i Gjern og fædrene ophav til tidligere brugsuddeler Sten Madsen. Og selvom Tommy Porsmose boede 20 år i huset efter Laurits, er huset på Hjejlevej i folkemunde stadig Laurits’ hus. Vi overtog huset i sommeren 2021. Der er umanerligt mange m2 i det gamle hus, en helt vidunderlig udsigt, plads til gæster, edderkopper på størrelse med hundehvalpe i sensommeren (ikke så populært), brændeovn, som er børnenes yndlingsspot i de mørke måneder og Sorrings – vel nok – bedste toilet udsigt. Så er det sagt. Og her bor vi nu på 2. år.

Om udlængsel og rejsefeber

Jeg har siden min tid som rygsækrejsende i Asien i de sene 90’ere været bidt af at rejse og været håbløst forelsket i Sydøstasien. Christian og jeg rejste sammen til både USA og Asien på kortere ture flere gange, inden pigerne kom til. Derfor var det også en præmis, at rejse aktiviteterne ikke skulle indstilles, selvom der kom børn til. Pigerne har derfor, siden de var ganske små, været med på kortere og længere ture til udlandet. Vi har besøgt flere europæiske lande, og alle mand har været med i Beijing i Kina, hvortil jeg tidligere havde arbejdsrelaterede rejser. Under min sidste barsel tog jeg alle tre piger, som dengang var 8 måneder, 3 og 5 år, samt min mor, med skib tværs over Nordsøen, hvor vi endte på Færøerne, selvom kursen var sat mod Island. Lang historie kort blev 2 ud af tre piger umanerligt søsyge, og der var meldt meget hård sø det sidste stykke fra Færøerne til Island, så vi blev sat i land kl. 05 på færøsk jord en meget kold og mørk forårsmorgen. Vi fandt heldigvis tag over hovedet efter lidt køren rundt på må og få i det mørklagte ørige, og fik en fantastisk oplevelse, som jeg varmt kan anbefale!

På eventyr i Sydøstasien x 2

Bidt af rejsefeber besluttede Christian og jeg at sætte alt ind på en længere rejse til Sydøstasien med børnene. Der blev spinket og sparet og 1. januar 2018 stilede vi ud på et 4 måneders eventyr med børnene i Sydøstasien. Vi havde en fuldstændig fantastisk tur, og begyndte straks at spare op igen, da vi kom hjem. Det betød, at vi atter rejste ud i januar 2020 på et 2 måneders langt eventyr i Asien, som dog blev abrupt afbrudt lidt før tid, da Corona pandemien ramte, og landene begyndte at lukke ned. Vi kom med det sidste fly ud af Singapore til Danmark, inden ruten blev indstillet, og så har vi nærmest bare siddet hjemme sammen med resten af verden lige siden. En enkelt tur til USA blev det heldigvis til i sommers. Jeg har familie i midtvesten, og det var en fuldstændig fantastisk oplevelse for os alle fem at komme over og besøge dem. Turen blev kombineret med et roadtrip til et par af sydstaterne.

Vores liv i Sorring

Vi er alle sammen enormt glade for at bo i Sorring. Det tætte sammenhold, pigerne, som kan færdes trygt i hele byen, skønne mennesker og et rigt aktivitetsliv – ikke mindst at forglemme vores allesammens Brugs – gør det enormt attraktivt for os at være her. Alle piger har været igennem utallige år med gymnastik i STIF, og to af pigerne går nu til badminton. De har alle gode venner i Sorring, som de ses med, også selvom vores ældste datter nu er kommet til storbyen Silkeborg ifm. 7. klasse. Christian har været gymnastiktræner i STIF tidligere, og lidt seniorbadminton er det også blevet til for ham. Vi har begge siddet i forældreråd i pigernes klasser på Sorring skole på forskellige tidspunkter, og i fordums tid havde jeg en klumme, Rundt om Sorring, i Miniavisen. Nu bruger jeg noget tid i Lokalrådet sammen med lutter skønne mennesker, som heldigvis har helt styr på historikken om folks huse, så her lærer jeg virkelig noget! En (alt for sjælden) gang imellem lykkes det mig at tage en tur på en islandsk hest sammen med min gode veninde i Dallerup, mens Christian foretrækker at kaste liner ud i havvand.

Vi har et stort netværk i byen og mange skønne venner og naboer – nye som gamle – som vi heldigvis møder ofte. Enten over køledisken i Brugsen, henover hækken, eller hvis de falder forbi for at hente et barn eller få et stykke pølse til hunden. Det er vi meget taknemmelige for.

Jeg giver stafetten videre til to relativt nye tilflyttere, nemlig Christian og Camilla, som ganske kort nåede at være vores naboer på Sanddalen, inden vi lånte huset ud til Arne og Jette. Christian og Camilla bor i huset, som tidligere blev brugt som frisør. Er man i tvivl om, hvilket hus, der er tale om, må man opstøve en lokal Sorringenser, som helt sikkert kan hjælpe med at udpege huset.

Dorthe Haagen Nielsen

Årets lokalområde 2022

Til den månedlige fællesspisning i forsamlingshuset i begyndelsen af oktober kom borgmester Helle Gade forbi og overrakte prisen som “Årets lokalområde 2022.

Tidligere på året havde Sorring Lokalråd indstillet netop Sorring-Toustrup, til den kommunale pris “Årets lokalområde”. Det havde de, fordi der i de seneste år er taget nogle enormt vigtige initiativer for byen og dens borgere, og fordi de frivillige indsatser fortjener at bliver anerkendt.

Formand for lokalrådet, Simone Schandorf, fortæller: “Vi ville i lokalrådet deltage i fællesskab med vores familier, og havde ikke nogen anelse om aftenens skjulte agenda. Sammen med mange andre af byens folk, får vi vores service pakket frem fra kurvene og lander ved bordene til duften af forloren hare og brun sovs. Vi er mange, som opdager, at vi har fået selskab af en række politikere, heriblandt Helle Gade. “Hvad foregår der her”, smiler vi spørgende til hinanden. Efter en rum tid tager Helle ordet og fortæller, at hun ikke kun er her for den gode sovs. Hun er her også for at overrække os prisen som årets lokalområde i Silkeborg Kommune. Helle fortæller indledningsvist i sin tale, at de i afgørelsen på ingen måde var i tvivl. Initiativerne, de frivillige kræfter og fællesskabet i Sorring er ikke til at tage fejl af. Herefter uddyber hun årsagerne for afgørelsen, som inkluderer de initiativer der er beskrevet i Midtjyllands avis og også i et par kommunale skriv på Silkeborg Kalder på facebook (Se herunder) og linkedIn.”

Efter planen skal pengene bruges på en digital skærm, som skal kunne vise byens borgere, nye som gamle, hvad der foregår i byen, og på den måde bidrage til forsat at have et stærkt og tilgængeligt fællesskab i byen.

Tillykke Sorring-Toustrup!

Mig og Sorring/Toustrup – Pia Møller Poulsen

AF PIA MØLLER POULSEN

Tak for stafetten til Kristine Dalgaard. Vi kender hinanden via vores børn, som er på årgang. Dette har bl.a. medført at børnene har fælles fritidsaktiviteter, hvor der bl.a. skal planlægges kørsel til FDF i Silkeborg 2. Kreds.

Jeg hedder Pia Møller Poulsen og er 41 år og har boet i Sorring siden november 2010, hvor min mand Peter og jeg købte hus på Høghgårdsvej. Et område som vi senere blev bekendt med, blev omtalt som Sorrings svar på Beverly Hills.

Jeg er født og opvokset i Vestjylland i nærheden af Lemvig i en lille by, der hedder Fabjerg. Gennem mange år troede jeg, at Vestjylland var stedet for mig, og havde ingen planer om at skulle bosætte mig andre steder. Efter endt gymnasie tid i Struer meldte lysten sig til et par af de populære sabbatår. Tilfældigt fik jeg job på Egmont Højskolen. Højskoleopholdet samt en længere udlandsrejse med frivilligt arbejde på Thailands største børnehjem og rundrejse i Thailand, Cambodia og Vietnam, gav mig mod på at forlade det vestjyske. Muligheden for at flytte i min gymnasievenindes fars lejlighed i centrum af Århus bød sig, og så stod jeg pludselig der med husleje og intet job. Heldigvis manglede daginstitutionerne i området vikarer. I september 2003 begyndte jeg på pædagoguddannelsen på Jydsk pædagogseminarium i Århus. Jeg blev færdiguddannet i 2007 og gik direkte i job på en døgninstitution.

Kort efter mødte jeg Peter, som kommer fra Djursland, og stien blev hurtigt lagt med først fælles lejlighed i Århus, som skulle udskiftes med et hus, så der var plads til bryllupsfest og børn. Peter arbejdede på det tidspunkt i Låsby, og som mange andre søgte vi efter drømmehuset udenfor Århus for at få mere for pengene. Vi brugte en del tid på at besøge små byer i periferien af Århus. En søndag eftermiddag besluttede vi os så for at besøge Sorring, og gik en tur på stierne i byen. Alle vi mødte sagde hej og smilte, der var indkøbsmulighed, en hyggelig kirke og et hus vi straks forelskede os i. Det eneste vi umiddelbart ville ændre var at hækken skulle være lavere, fordi ude bag den, gemte sig en fantastisk udsigt, som på den rigtige dag gør, at Himmelbjerget kan skimtes i horisonten. Desuden ville vi have et drivhus i haven og så var alt perfekt.

Året efter blev vi gift i Dallerup kirke og det efterfølgende år kom vores søn David til verden og et par år efter blev Silas født. Med børnene kom også et bredere bekendtskab til flere fra byen. Hvor det pludselig blev tydeligt, hvordan mange kender hinanden på kryds og tværs i en lille by som Sorring. Nogle er født her og mange, som os, flytter hertil, når storbylivet skal skiftes ud med egne rammer. Det giver en skøn dynamik og masser af engagement. Det lille bysamfund giver også mulighed for, at børnene efter endt tid i dagpleje, stadig kan møde deres meget vellidte dagplejemor på vej i Brugsen, eller gå forbi børnehaven, for lige at prøve yndlings klatretårnet, når man nu er blevet skolebarn. Alt sammen er med til at skabe en fantastisk kontinuitet og sammenhæng i et barneliv, som er foregået i Sorring.

Kort efter vi flyttede til byen begyndte jeg på STIFs pilates hold og gik der i flere år. Dejlig træning, men ikke så meget socialt fællesskab. Det er der til gengæld masser af på STIFs damesenior fodboldhold, som jeg blev en del af efter endt barsel med vores andet barn. Holdet blev af mig hurtigt omtalt som luksus-holdet. Et fantastisk koncept hvor Gitte Jakobsen sørger for at der kan stilles hold til kamp og indkalder til træning. Hun sørger også for samkørsel ved Brugsen, spilletøjsvask og kolde drikkevarer til tredje halvleg. Hanna kommer som oftest til kamp og sørger for udskiftning under kampen. Det er da luksus⚽

Holdet kan klart anbefales til andre, hvis man har den mindste lyst til at spille fodbold – alle kan være med, hvis bare man gerne vil have det sjovt og hygge sig.

Sidste år var vi tre damer fra senior­holdet, som synes det var ærgerligt at vores børn i henholdsvis 1. og 2. klasse ikke kunne opleve det samvær og hygge, som vi selv oplevede med dameholdet. Derfor fik vi lov at oprette et hygge fodboldhold for de to årgange. Ingen af os havde træner erfaring, men blot lysten til fodbold. Pludselig stod vi med knap 20 børn, som også synes fodbold var sjovt. Det greb om sig og nogle af dem blev så begejstrede at de søgte nye udfordringer i Voel, med kampe osv. Hyggeholdet i Sorring er fortsat i denne sæson dog med flere årgange og dermed med stor aldersspredning og et forholdsvis stort spænd i fodbold­erfaring. Dette til trods kæmper alle det bedste de kan, og har en positiv tilgang til spillet. Det er virkelig fantastisk, at være en del af og stor tak til de forældre, som torsdag eftermiddag lader deres børn tage til fodbold med Janne, Simone og jeg.

Noget af det, som gør Sorring til en dejligt sted for mig er bl.a. det gode foreningsliv, hvor man mødes på tværs af alder om fælles interesser. Samtidig oplever jeg Sorring, som et sted hvor meget kan lade sig gøre, når vi hjælper hinanden. Naturen, som er lige rundt om os, samt infrastrukturen som muliggør at have job i en af de omkringliggende større byer har også stor værdi for det som Sorring kan tilbyde. Jeg kører f.eks. til Århus hver dag for at varetage mit job som specialpædagog på Århus kommunes dagtilbud udelukkende for børn med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. På de gode dage tages turen på 30 min. Det er kortere tid end nogle af mine kollegaer bruger på at komme fra den ene ende af Århus til den anden i bil.

Som familie har vi også nydt rigtig godt af både fællesspisninger i forsamlingshuset, diverse gymnastikhold, højtidsarrangementer som fastelavn og juletræstænding samt det gode naboskab. F.eks. har vi pt. fået lov til at bo i campingvogn på vores Grundejerforenings fællesareal, mens vi renoverer vores hus. En renovering som vi flere gange har overvejet om gav mening. Vi har kigget på flere andre huse i Sorring, men aldrig været i tvivl om, at vi selvfølgelig skulle blive i byen. Her har vi det rigtig godt.

Friplejehjemmets nyhed om at deres byggeri med meget stor sandsynlighed ville komme til at finde sted på marken lige udenfor vores hæk, gav os endnu en gang overvejelsen om hvorvidt vi skulle flytte, men vi kom frem til at dialog med menneskene bag Friplejehjemmet, samt alt det vi godt kan lide ved at bo, hvor vi gør, gjorde at vi er gået i gang med renoveringen, og håber at byggeriet af Friplejehjemmet ikke kommer til at tage hele vores udsigt, som vi sætter meget stor pris på.

Muligheden for at have by på den ene side af huset og landlig idyl på den anden giver os virkelig stor værdi, og var netop en af grundene til vi valgte at bosætte os i Sorring. Nu er der, som beskrevet, kommet meget mere til.

Pia Møller Poulsen

Mig og Sorring/Toustrup – Tina Brokmann

AF TINA BROKMANN

Tak til Gitte Helboe for stafetten.

Jeg er opvokset i Hårby ved Skanderborg, så det at leve i et mindre landsby­samfund ligger mig ikke fjernt. Jeg har gået i skole på Veng fællesskole og dyrket sport i Borgernes Hus, som begge er en sammenslutning af 6 mindre landsbyer. Jeg har gået til sportsfest, høstfest, ja endda også opvokset med at gå soldat til Fastelavn.

Dog var soldat en mere ”alvorlig” sag i Veng fællesområde. Man måtte ikke deltage førend man gik i 4. klasse og det gjaldt om at nå først ud til de fjernt liggende gårde for at samle pengene førend nabolandsbyens soldater. Og mødte man nabosoldaterne så måtte man trække sværd og kæmpe sig først til døren.

Som i Sorring gik skolen kun til 7. klasse og derfor måtte man med bussen til Hørning for at færdiggøre folkeskolen på en af deres skoler. Efter folkeskolen tog jeg HTX-studentereksamen i Viby J, fik huen på i år 2000 og så måtte jeg i gang med uddannelse. Da jeg er af en håndværkerfamilie, valgte jeg at læse til bygningskonstruktør i Horsens, men måtte inden da flytte hjemmefra, da Hårby – ligesom Sorring – oplevede at busruten blev nedlagt og det var ikke muligt at komme til uddannelsesmulighederne, hvis ikke man flyttede hjemmefra eller havde bil.

Efter at have boet i lejlighed i både Skanderborg og Århus kunne jeg i december 2003 sige, at jeg havde en bachelorgrad som bygningskonstruktør. Jeg flyttede hjem til min forældre i Hårby, mens jeg søgte job. På det tidspunkt var kvinder i byggebranchen ikke så udbredt, mest på tegnestuerne og slet ikke på byggepladsen. Jeg troede da også jeg skulle sidde på tegnestuen, men mit første job blev som tegner og tilbudsberegner hos Korsvej Savværk i Låsby, som var en tømrervirksomhed.

Med et job på hånden begyndte jeg at lede efter mit eget sted at bo. Det var her jeg faldt over et billigt håndværkertilbud i Sorring, som var så dejligt centralt placeret i forhold til at skulle køre til byggepladser i hele Danmark.
Midt i boligsøgningen mødte jeg Kris til et biltræf i Vandel. Kris er født og opvokset i Skanderborg og uddannet klejnsmed, og selvom det hele var meget nyt, så valgt Kris meget hurtigt at rykke sine teltpæle op og tage med til Sorring.

Huset på Møllebakken er faktisk stort, og den ene af mine lillebrødre stod i tømrerlære i Låsby, så han flyttede også med ind i huset, da jeg overtog. Det var ret praktisk med en tømrer ved hånden, når huset skulle istandsættes. Men det første halve år i Sorring var ikke som ventet og jeg begyndte at overveje om det var det forkerte sted at bo.

Kris, min bror og jeg undrede os over at folket i Sorring ikke hilste tilbage når vi mødte dem på gaden. At naboerne skyndte sig indenfor, når vi prøvede at starte en snak på gaden og generelt virkede til at undgå os. Først da vi april 2005 startede den helt store udvendige renovering af huset med skiftning af tag, opgravning af kloak o.l., begyndte naboerne at stoppe op og snakke med os og der blev hilst tilbage, når vi kom i brugsen.

Sidenhen har vi fået et rigtig godt forhold til alle vores naboer på Møllebakken både tidligere og nuværende. Det viste sig, at de troede vi boede til leje og grundet min mands og lillebrors fysiske bygning, udseende og ”brian”-gejlede biler – ja så troede naboerne at vi var rockere og begyndte derfor at låsene dørene.

Da jeg flyttede til Sorring havde jeg min hund Sofus, en bichon havanias med og foråret 2005 anskaffede vi os vores anden hund Rex, en amerikansk staffordshire terrier. Specielt Rex’ muskuløse udseende som hund, forstærkede naboernes tanke om, at vi måtte være en rocker-familie.

Jeg har altid gået til træning med mine hunde og på daværende tidspunkt trænede jeg ved DcH Galten. Men min vej ind til at lære folket at kende i Sorring blev igennem Charlotte Eskildsen. Da vi flyttede til byen startede jeg på et voksent rytmegymnastikhold, da jeg altid har dyrket gymnastik, og her igennem spurgte Charlotte om jeg ikke ville sidde med i Sorring-Toustrup Idrætsbestyrelse (STIF). Mine forældre har altid hjulpet til i lokalsporten, så det ville jeg også gerne.

De næste 11-12 år sidder jeg med i STIF på forskellige poster. Jeg har både været håndboldformand, volleyballformand, fitnessformand, gymnastikformand – men det jeg er mest kendt for i byen er nok min opbygning af hundeafdelingen i STIF, hvor jeg fortsat fungerer som afdelingsformand.


I 2007 blev Kris og jeg gift i al hemmelighed – vi ønskede ikke at dele oplevelsen med nogen – men opmærksomme øjne fangede alligevel ringen på min finger ved først kommende halfest. STIF’s bestyrelse fik hurtigt arrangeret et lille slør, saks til strømper og så fik vi ellers lov til at danse brudevals foran byen.
For mig er det noget af det der kendetegner borgerne i Sorring. Uanset hvor mange timer af min fritid jeg har brugt på byen, så har jeg altid fået det mangfoldigt tilbage ved folk der bekymrer sig, hjælper og er der for en.

I 2008 kom vores søn Kristian til verden og Sorring udvidede sig for os endnu engang. Nu begyndte vi jo at lære andre forældre, dagplejer, børnehave og Sorring skole at kende. I 2012 kom lillesøster Asta Katrine til verden og vores familie-hverdags-liv kunne nu virke til at køre sin egen skønne cirkel.
I 2019 måtte vi dog indse at Kristian ikke fungerede i Sorrings sociale liv. Efter en diagnose med autisme og ADHD blev han flyttet til autistafdelingen på Ans skole. Vejen dertil har været hård og svær som forældre, men den har været det værd, da vi nu ser at vores søn begynder at vokse og udvikle sig, for i Ans er der rammerne til det. Lillesøster Asta er fortsat på Sorring skole og trives der i sine sociale rammer.

Jeg selv arbejdede for MTHøjgaard fra 2004 til 2015 og KPC fra 2015 til 2018. Jeg har kørt Danmark rundt og været med på spændende byggerier såsom Ebeltoft Glasmuseum, Moesgaard Museum, Slotsarkaderne i Hillerød, Frederikshavn fælles skole, LandBoMidtØst, Skejby Psykiatri og rigtig mange boligrenoveringer.
I 2018 startede jeg egen virksomhed, hvor jeg hjælper håndværkervirksomheder med kvalitetssikring samt drift og vedligeholdelse på byggerier.

Jeg bruger meget af min fritid på min nuværende hund Duplo (beagle). Træning og konkurrencer med ham. Jeg bruger meget tid på hundeklubben og mit hjerte brænder stort for klubben, dens medlemmer og for hundenes gode familieliv. Når fritid ikke går op i hundene, så sejler jeg på Silkeborg søerne med familien, roder i haven, hjælper min mand i hans hobbyvirksomhed Brokkeriet eller nyder øl med naboerne.

Jeg er kommet til at elske Sorring, dens omgivelser, dens folk og dens muligheder.
Selvom det kan føles som om du ikke har tid eller overskud, så giv en hånd med til hvad som helst. Prøv at være en ildsjæl, prøv at brænde igennem på noget så meget at selv dine nærmeste bliver træt af dig.
Den følelse inde i dig, når det lykkes eller du får hjælpen tilbage, den glemmer du aldrig og går aldrig ned på den. Det er det Sorring består af og skal fortsætte med at bestå af.

Tina Brokmann

Mig og Sorring/Toustrup – Emil Jørgensen

AF EMIL JØRGENSEN

Flemming Schroll skal have stor tak for stafetten.

Min hustru er ikke dansklærer ligesom Flemmings, så grammatikken må I tage med et gran salt.

For lige knap 14 år siden boede vi i Aarhus og Ninna var i gang med at læse og jeg arbejdede på livet løs og så kom der en landejendom til salg i Sorring. Den kom til salg om fredagen, vi så den om søndagen og onsdag havde vi handlet. Ja der var ikke så meget betænkningstid, men det gjorde heller ikke noget, når det viste sig, at vi endte i verdens bedste landsby. Tilfældigvis nok også den by i Danmark hvor der kommer flest helikoptere hen over. Jeg tager stadig mig selv i at springe ud ad døren, når jeg kan høre de flyver meget lavt.

Som en start fyrede vi med koks her på gården og det var lidt træls at holde varme på huset hele tiden, så der gik ikke længe før vores første søn Julian blev født og han er nu lige rundet de 13 år. Siden kom Sebastian på 8 til.

Jeg er født i Hobro og har boet i Arden, Viborg, Gjern, Grenå, Thorning og på Fyn men de fleste af mine børne/ungdomsår har jeg haft i Hammel-området. Derfor anså jeg også det med at flytte til Sorring som at komme lidt hjem.

Da jeg gik ud af skolen efter 10. klasse, startede jeg i lære som tømrer, men kunne desværre ikke holde til det pga. ryggen, som jeg døjede meget med dengang. Så allerede som 16-årig fik jeg tildelt en eller anden ordning ved kommunen, hvor de faktisk sagde til mig, at de mente, jeg var så uarbejdsdygtig, at de ikke forventede at jeg kom i arbejde igen. Pengene væltede ind på kontoen og hver morgen tog jeg bussen ind til Aarhus og fiskede på havnen og fulgte med i livet på havnen, dengang der stadig var andet end beboelse derinde.

Derudover gik tiden ret meget op i at spille musik og holde fest.

Jeg blev ret stædig og mente efter et halvt års tid, at nok var nok og så fandt jeg mig et arbejde, som jeg kunne holde til og så har jeg været arbejdsdygtig lige siden og ryggen har været god ved mig det meste af tiden.

I de unge år gik rigtig meget af min fritid med at spille musik og lave lyd. Jeg var en del af bandet ”De Tre Bukke Fra Brugsen” i Hammel, hvor jeg slog mine folder på bassen. Sideløbende med det lavede jeg lyd for mine venners band og drak alle deres øl i omklædningsrummet. Det var en fantastisk tid, hvor jeg med min spæde alder aldrig skulle køre hjem.

Jeg flyttede så til Aarhus da jeg var 19-20 år, hvor jeg også mødte Ninna, som var i lære som tjener. Ninna forudså ganske tidligt at en tjener og en tekniker i musikbranchen nok fik svært ved at stifte familie. Nogle år efter at Ninna blev færdiguddannet tjener, tog hun en kontoruddannelse.

En dag ringede en af mine gamle venner og sagde at han lavede lyd for et band, som manglede en tekniker til at sørge for deres instrumenter weekenden efter og om det var noget, jeg havde lyst til. ”Ja ja det skal jeg nok hjælpe med”.

Jeg blev fast tekniker for det band og et par år efter havde de i Anders Matthesen-lejren spottet mig og så tog jeg på tour med ”Anden med band”, så ringede de fra Allan Olsen, så ringede de fra Sebastian, så ringede de fra Tina Dickow…

Så sad jeg i saksen og lavede ca. 120 koncerter om året og har nu arbejdet i den professionelle ende af musikbranchen som baggearsmand (ham i det sorte tøj der kommer med nye guitarer til musikerne) lige siden.

Sideløbende med alle de større artister har jeg i omkring 18 år arbejdet for partybandet Tennis, hvor jeg også de sidste 5 år har siddet med al management for dem. Dvs. al kundekontakt, salg, planlægning osv.

De seneste år har jeg dog droslet ned på ca. 50 koncerter om året og arbejder hovedsageligt for Tennis samt enkelte afløsertjanser hist og pist.

Da Coronaen ramte underholdningsbranchen, måtte jeg tænke lidt hurtigt og fik stablet mit lille handymansfirma på benene hvor jeg er blevet taget rigtig godt imod 😊

Nu skal jeg i den grad love for at der er gang i underholdningsbranchen og handymansfirmaet samtidig.

Vi er utrolig glade for at bo her i Sorring, hvor vi efterhånden kender rigtig mange mennesker. Som Sebastian nogle gange spørger mig… Hvordan kan det være, du kender så mange her i byen? Jeg svarer, at jeg bare fra dag 1 har hilst på alle her i byen, som så bare en smule venlige ud.

Jeg er ikke som sådan fast engageret i noget frivilligt arbejde her i byen, men har hjulpet en del til ved gymnastikopvisning, LAN-party osv.

Efter Sorring Står Sammen arrangementet i sommers har jeg dog valgt at tilbyde min hjælp til gruppen, idet jeg syntes at have noget at byde ind med fra mine mange år i cirkus musik. Jeg synes, det er et skønt arrangement, som virkelig har sin berettigelse her i byen. Der var rigtig flot deltagelse i sommers og jeg er sikker på, at vi kan udbrede arrangementet endnu mere og lokke resten af jer med til denne dejlige dag til næste sommer og forhåbentlig mange år frem.

Jeg er ligesom Flemming en del af ”Sorring Klaverflytterlaug” hvor vi bl.a. har renoveret skaterbanen på skolen kvit og frit til vores alles børns store fornøjelse.

Foreningsarbejde har ikke den vildeste tiltrækningskraft i disse år, men jeg vil opfordre alle til på hver sin måde at være en del af vores lille fantastiske landsbysamfund. Der er mange måder, man kan engagere sig på. Om det er at bage en kage til lokalrådets møder eller melde sig som formand i Brugsens bestyrelse, så er der brug for alle vores gode kræfter.

Sammen kan vi faktisk rigtig meget.

Tak for jeres tid 😊

Emil

Page 1 of 3 >