Mig og Sorring/Toustrup – Dorthe Haagen Nielsen

Tak til Pernille Skovby for stafetten. Pernille og jeg kender hinanden fra Sorring skole, hvor to af hver vores børn går i samme klasse på hhv. 2. og 5. årgang.
Jeg hedder Dorthe Haagen Nielsen og er født og opvokset på Danmarks smukkeste ø, Falster. I 1999 byttede jeg fødeøen ud med mini-metropolen Aarhus for at læse Engelsk og sidenhen Film & TV på Aarhus Universitet. Her mødte jeg en mørk aften Christian, som jeg i dag er gift med på 15. år. Sammen har vi tre piger på 8, 10 og 13 år. Christian arbejder i Silkeborg som lærer for en specialklasse på Langsøskolen. Jeg arbejder i Aarhus som kontorleder i en lille virksomhed, Partisia, der laver sikre softwareløsninger og er ved at bygge verdens sejeste Blockchain. Jeg har besluttet mig for at bryde lidt med traditionen i indlægget, da jeg simpelthen føler en uimodståelig trang til at introducere hus-ejerskabsbegrebet i Sorring. Nok mest for dem, der er nyere i byen. Det er nemlig en af de mere spøjse ting ved Sorring, som flere herboende vil kunne nikke genkendende til.

Sorring – byen, hvor man altid bor i andres huse

Det var noget så romantisk som en fælles slunken kassebeholdning, krydret med imponerende studiegæld og tårnhøje boligpriser pga. boligboblen, der afgjorde, at valget faldt på Sorring tilbage i 2007. Det var simpelthen her, vi havde råd til at købe et lille hus – nemlig Anders og Pias hus på Sanddalen 13. Og her stødte vi første gang på Sorrings husbegreb, hvor vi lærte, at man rent faktisk ikke bor i sit eget hus i Sorring. Det betyder, at med mindre man er nybygger – og altså ikke fattigrøve som os – så skal man lige vænne sig til, at man altid bor i ‘nogens’ hus. Derfor måtte Christian og jeg hurtigt opgive fortællingen om, at vi skam var det nye par på Sanddalen 13, for ingen i byen havde nogensinde hørt om den obskure adresse? Men Pia og Anders’ hus – bingo, det kunne vi da bare have sagt, så vidste alle pludselig, hvor vi boede. Nuvel, selvom vi nu boede i Anders og Pias hus, blev vi hjerteligt modtaget ved ankomst til byen. Pernille fra Sverriggården (på toppen af Sanddalen) bød os velkommen med en lerskål fra Sorring Lervarefabrik fyldt med gode sager, og vi følte os hjerteligt velkomne i byen fra første færd.

Hus til låns på Hjejlevej

Der kom senere 3 beboere mere til på matriklen på Sanddalen, og med kun 2 børneværelser og lige over 100 m2 valgte vi at gå på udkig efter et større hus og satte vores eget til salg i 2020. Vi ledte vidt og bredt uden held – og var sågar på Falster med grundige overvejelser om at bosætte os der, tæt på min familie. Vi havde begge sagt vores job op, og med huset til salg, var alle muligheder i spil. Vi droppede dog Falster og havde nær købt et gammelt, skønt hus i Voel. Drømmehuset var dog i Sorring. Bare ikke til salg. Derfor måtte jeg op og stemme dørklokken til det hus, vi nu bor i – og det gav pote. Og belært af fortiden skriver jeg netop, at vi bor i huset, for end ikke et skøde med vores navne kan ændre på, at huset jo ikke rigtig er vores. Næh, vi bor nemlig i Laurits Madsens hus på Hjejlevej – tidligere borgmester i Gjern og fædrene ophav til tidligere brugsuddeler Sten Madsen. Og selvom Tommy Porsmose boede 20 år i huset efter Laurits, er huset på Hjejlevej i folkemunde stadig Laurits’ hus. Vi overtog huset i sommeren 2021. Der er umanerligt mange m2 i det gamle hus, en helt vidunderlig udsigt, plads til gæster, edderkopper på størrelse med hundehvalpe i sensommeren (ikke så populært), brændeovn, som er børnenes yndlingsspot i de mørke måneder og Sorrings – vel nok – bedste toilet udsigt. Så er det sagt. Og her bor vi nu på 2. år.

Om udlængsel og rejsefeber

Jeg har siden min tid som rygsækrejsende i Asien i de sene 90’ere været bidt af at rejse og været håbløst forelsket i Sydøstasien. Christian og jeg rejste sammen til både USA og Asien på kortere ture flere gange, inden pigerne kom til. Derfor var det også en præmis, at rejse aktiviteterne ikke skulle indstilles, selvom der kom børn til. Pigerne har derfor, siden de var ganske små, været med på kortere og længere ture til udlandet. Vi har besøgt flere europæiske lande, og alle mand har været med i Beijing i Kina, hvortil jeg tidligere havde arbejdsrelaterede rejser. Under min sidste barsel tog jeg alle tre piger, som dengang var 8 måneder, 3 og 5 år, samt min mor, med skib tværs over Nordsøen, hvor vi endte på Færøerne, selvom kursen var sat mod Island. Lang historie kort blev 2 ud af tre piger umanerligt søsyge, og der var meldt meget hård sø det sidste stykke fra Færøerne til Island, så vi blev sat i land kl. 05 på færøsk jord en meget kold og mørk forårsmorgen. Vi fandt heldigvis tag over hovedet efter lidt køren rundt på må og få i det mørklagte ørige, og fik en fantastisk oplevelse, som jeg varmt kan anbefale!

På eventyr i Sydøstasien x 2

Bidt af rejsefeber besluttede Christian og jeg at sætte alt ind på en længere rejse til Sydøstasien med børnene. Der blev spinket og sparet og 1. januar 2018 stilede vi ud på et 4 måneders eventyr med børnene i Sydøstasien. Vi havde en fuldstændig fantastisk tur, og begyndte straks at spare op igen, da vi kom hjem. Det betød, at vi atter rejste ud i januar 2020 på et 2 måneders langt eventyr i Asien, som dog blev abrupt afbrudt lidt før tid, da Corona pandemien ramte, og landene begyndte at lukke ned. Vi kom med det sidste fly ud af Singapore til Danmark, inden ruten blev indstillet, og så har vi nærmest bare siddet hjemme sammen med resten af verden lige siden. En enkelt tur til USA blev det heldigvis til i sommers. Jeg har familie i midtvesten, og det var en fuldstændig fantastisk oplevelse for os alle fem at komme over og besøge dem. Turen blev kombineret med et roadtrip til et par af sydstaterne.

Vores liv i Sorring

Vi er alle sammen enormt glade for at bo i Sorring. Det tætte sammenhold, pigerne, som kan færdes trygt i hele byen, skønne mennesker og et rigt aktivitetsliv – ikke mindst at forglemme vores allesammens Brugs – gør det enormt attraktivt for os at være her. Alle piger har været igennem utallige år med gymnastik i STIF, og to af pigerne går nu til badminton. De har alle gode venner i Sorring, som de ses med, også selvom vores ældste datter nu er kommet til storbyen Silkeborg ifm. 7. klasse. Christian har været gymnastiktræner i STIF tidligere, og lidt seniorbadminton er det også blevet til for ham. Vi har begge siddet i forældreråd i pigernes klasser på Sorring skole på forskellige tidspunkter, og i fordums tid havde jeg en klumme, Rundt om Sorring, i Miniavisen. Nu bruger jeg noget tid i Lokalrådet sammen med lutter skønne mennesker, som heldigvis har helt styr på historikken om folks huse, så her lærer jeg virkelig noget! En (alt for sjælden) gang imellem lykkes det mig at tage en tur på en islandsk hest sammen med min gode veninde i Dallerup, mens Christian foretrækker at kaste liner ud i havvand.

Vi har et stort netværk i byen og mange skønne venner og naboer – nye som gamle – som vi heldigvis møder ofte. Enten over køledisken i Brugsen, henover hækken, eller hvis de falder forbi for at hente et barn eller få et stykke pølse til hunden. Det er vi meget taknemmelige for.

Jeg giver stafetten videre til to relativt nye tilflyttere, nemlig Christian og Camilla, som ganske kort nåede at være vores naboer på Sanddalen, inden vi lånte huset ud til Arne og Jette. Christian og Camilla bor i huset, som tidligere blev brugt som frisør. Er man i tvivl om, hvilket hus, der er tale om, må man opstøve en lokal Sorringenser, som helt sikkert kan hjælpe med at udpege huset.

Dorthe Haagen Nielsen

Årets lokalområde 2022

Til den månedlige fællesspisning i forsamlingshuset i begyndelsen af oktober kom borgmester Helle Gade forbi og overrakte prisen som “Årets lokalområde 2022.

Tidligere på året havde Sorring Lokalråd indstillet netop Sorring-Toustrup, til den kommunale pris “Årets lokalområde”. Det havde de, fordi der i de seneste år er taget nogle enormt vigtige initiativer for byen og dens borgere, og fordi de frivillige indsatser fortjener at bliver anerkendt.

Formand for lokalrådet, Simone Schandorf, fortæller: “Vi ville i lokalrådet deltage i fællesskab med vores familier, og havde ikke nogen anelse om aftenens skjulte agenda. Sammen med mange andre af byens folk, får vi vores service pakket frem fra kurvene og lander ved bordene til duften af forloren hare og brun sovs. Vi er mange, som opdager, at vi har fået selskab af en række politikere, heriblandt Helle Gade. “Hvad foregår der her”, smiler vi spørgende til hinanden. Efter en rum tid tager Helle ordet og fortæller, at hun ikke kun er her for den gode sovs. Hun er her også for at overrække os prisen som årets lokalområde i Silkeborg Kommune. Helle fortæller indledningsvist i sin tale, at de i afgørelsen på ingen måde var i tvivl. Initiativerne, de frivillige kræfter og fællesskabet i Sorring er ikke til at tage fejl af. Herefter uddyber hun årsagerne for afgørelsen, som inkluderer de initiativer der er beskrevet i Midtjyllands avis og også i et par kommunale skriv på Silkeborg Kalder på facebook (Se herunder) og linkedIn.”

Efter planen skal pengene bruges på en digital skærm, som skal kunne vise byens borgere, nye som gamle, hvad der foregår i byen, og på den måde bidrage til forsat at have et stærkt og tilgængeligt fællesskab i byen.

Tillykke Sorring-Toustrup!

Mig og Sorring/Toustrup – Pia Møller Poulsen

AF PIA MØLLER POULSEN

Tak for stafetten til Kristine Dalgaard. Vi kender hinanden via vores børn, som er på årgang. Dette har bl.a. medført at børnene har fælles fritidsaktiviteter, hvor der bl.a. skal planlægges kørsel til FDF i Silkeborg 2. Kreds.

Jeg hedder Pia Møller Poulsen og er 41 år og har boet i Sorring siden november 2010, hvor min mand Peter og jeg købte hus på Høghgårdsvej. Et område som vi senere blev bekendt med, blev omtalt som Sorrings svar på Beverly Hills.

Jeg er født og opvokset i Vestjylland i nærheden af Lemvig i en lille by, der hedder Fabjerg. Gennem mange år troede jeg, at Vestjylland var stedet for mig, og havde ingen planer om at skulle bosætte mig andre steder. Efter endt gymnasie tid i Struer meldte lysten sig til et par af de populære sabbatår. Tilfældigt fik jeg job på Egmont Højskolen. Højskoleopholdet samt en længere udlandsrejse med frivilligt arbejde på Thailands største børnehjem og rundrejse i Thailand, Cambodia og Vietnam, gav mig mod på at forlade det vestjyske. Muligheden for at flytte i min gymnasievenindes fars lejlighed i centrum af Århus bød sig, og så stod jeg pludselig der med husleje og intet job. Heldigvis manglede daginstitutionerne i området vikarer. I september 2003 begyndte jeg på pædagoguddannelsen på Jydsk pædagogseminarium i Århus. Jeg blev færdiguddannet i 2007 og gik direkte i job på en døgninstitution.

Kort efter mødte jeg Peter, som kommer fra Djursland, og stien blev hurtigt lagt med først fælles lejlighed i Århus, som skulle udskiftes med et hus, så der var plads til bryllupsfest og børn. Peter arbejdede på det tidspunkt i Låsby, og som mange andre søgte vi efter drømmehuset udenfor Århus for at få mere for pengene. Vi brugte en del tid på at besøge små byer i periferien af Århus. En søndag eftermiddag besluttede vi os så for at besøge Sorring, og gik en tur på stierne i byen. Alle vi mødte sagde hej og smilte, der var indkøbsmulighed, en hyggelig kirke og et hus vi straks forelskede os i. Det eneste vi umiddelbart ville ændre var at hækken skulle være lavere, fordi ude bag den, gemte sig en fantastisk udsigt, som på den rigtige dag gør, at Himmelbjerget kan skimtes i horisonten. Desuden ville vi have et drivhus i haven og så var alt perfekt.

Året efter blev vi gift i Dallerup kirke og det efterfølgende år kom vores søn David til verden og et par år efter blev Silas født. Med børnene kom også et bredere bekendtskab til flere fra byen. Hvor det pludselig blev tydeligt, hvordan mange kender hinanden på kryds og tværs i en lille by som Sorring. Nogle er født her og mange, som os, flytter hertil, når storbylivet skal skiftes ud med egne rammer. Det giver en skøn dynamik og masser af engagement. Det lille bysamfund giver også mulighed for, at børnene efter endt tid i dagpleje, stadig kan møde deres meget vellidte dagplejemor på vej i Brugsen, eller gå forbi børnehaven, for lige at prøve yndlings klatretårnet, når man nu er blevet skolebarn. Alt sammen er med til at skabe en fantastisk kontinuitet og sammenhæng i et barneliv, som er foregået i Sorring.

Kort efter vi flyttede til byen begyndte jeg på STIFs pilates hold og gik der i flere år. Dejlig træning, men ikke så meget socialt fællesskab. Det er der til gengæld masser af på STIFs damesenior fodboldhold, som jeg blev en del af efter endt barsel med vores andet barn. Holdet blev af mig hurtigt omtalt som luksus-holdet. Et fantastisk koncept hvor Gitte Jakobsen sørger for at der kan stilles hold til kamp og indkalder til træning. Hun sørger også for samkørsel ved Brugsen, spilletøjsvask og kolde drikkevarer til tredje halvleg. Hanna kommer som oftest til kamp og sørger for udskiftning under kampen. Det er da luksus⚽

Holdet kan klart anbefales til andre, hvis man har den mindste lyst til at spille fodbold – alle kan være med, hvis bare man gerne vil have det sjovt og hygge sig.

Sidste år var vi tre damer fra senior­holdet, som synes det var ærgerligt at vores børn i henholdsvis 1. og 2. klasse ikke kunne opleve det samvær og hygge, som vi selv oplevede med dameholdet. Derfor fik vi lov at oprette et hygge fodboldhold for de to årgange. Ingen af os havde træner erfaring, men blot lysten til fodbold. Pludselig stod vi med knap 20 børn, som også synes fodbold var sjovt. Det greb om sig og nogle af dem blev så begejstrede at de søgte nye udfordringer i Voel, med kampe osv. Hyggeholdet i Sorring er fortsat i denne sæson dog med flere årgange og dermed med stor aldersspredning og et forholdsvis stort spænd i fodbold­erfaring. Dette til trods kæmper alle det bedste de kan, og har en positiv tilgang til spillet. Det er virkelig fantastisk, at være en del af og stor tak til de forældre, som torsdag eftermiddag lader deres børn tage til fodbold med Janne, Simone og jeg.

Noget af det, som gør Sorring til en dejligt sted for mig er bl.a. det gode foreningsliv, hvor man mødes på tværs af alder om fælles interesser. Samtidig oplever jeg Sorring, som et sted hvor meget kan lade sig gøre, når vi hjælper hinanden. Naturen, som er lige rundt om os, samt infrastrukturen som muliggør at have job i en af de omkringliggende større byer har også stor værdi for det som Sorring kan tilbyde. Jeg kører f.eks. til Århus hver dag for at varetage mit job som specialpædagog på Århus kommunes dagtilbud udelukkende for børn med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. På de gode dage tages turen på 30 min. Det er kortere tid end nogle af mine kollegaer bruger på at komme fra den ene ende af Århus til den anden i bil.

Som familie har vi også nydt rigtig godt af både fællesspisninger i forsamlingshuset, diverse gymnastikhold, højtidsarrangementer som fastelavn og juletræstænding samt det gode naboskab. F.eks. har vi pt. fået lov til at bo i campingvogn på vores Grundejerforenings fællesareal, mens vi renoverer vores hus. En renovering som vi flere gange har overvejet om gav mening. Vi har kigget på flere andre huse i Sorring, men aldrig været i tvivl om, at vi selvfølgelig skulle blive i byen. Her har vi det rigtig godt.

Friplejehjemmets nyhed om at deres byggeri med meget stor sandsynlighed ville komme til at finde sted på marken lige udenfor vores hæk, gav os endnu en gang overvejelsen om hvorvidt vi skulle flytte, men vi kom frem til at dialog med menneskene bag Friplejehjemmet, samt alt det vi godt kan lide ved at bo, hvor vi gør, gjorde at vi er gået i gang med renoveringen, og håber at byggeriet af Friplejehjemmet ikke kommer til at tage hele vores udsigt, som vi sætter meget stor pris på.

Muligheden for at have by på den ene side af huset og landlig idyl på den anden giver os virkelig stor værdi, og var netop en af grundene til vi valgte at bosætte os i Sorring. Nu er der, som beskrevet, kommet meget mere til.

Pia Møller Poulsen

Mig og Sorring/Toustrup – Tina Brokmann

AF TINA BROKMANN

Tak til Gitte Helboe for stafetten.

Jeg er opvokset i Hårby ved Skanderborg, så det at leve i et mindre landsby­samfund ligger mig ikke fjernt. Jeg har gået i skole på Veng fællesskole og dyrket sport i Borgernes Hus, som begge er en sammenslutning af 6 mindre landsbyer. Jeg har gået til sportsfest, høstfest, ja endda også opvokset med at gå soldat til Fastelavn.

Dog var soldat en mere ”alvorlig” sag i Veng fællesområde. Man måtte ikke deltage førend man gik i 4. klasse og det gjaldt om at nå først ud til de fjernt liggende gårde for at samle pengene førend nabolandsbyens soldater. Og mødte man nabosoldaterne så måtte man trække sværd og kæmpe sig først til døren.

Som i Sorring gik skolen kun til 7. klasse og derfor måtte man med bussen til Hørning for at færdiggøre folkeskolen på en af deres skoler. Efter folkeskolen tog jeg HTX-studentereksamen i Viby J, fik huen på i år 2000 og så måtte jeg i gang med uddannelse. Da jeg er af en håndværkerfamilie, valgte jeg at læse til bygningskonstruktør i Horsens, men måtte inden da flytte hjemmefra, da Hårby – ligesom Sorring – oplevede at busruten blev nedlagt og det var ikke muligt at komme til uddannelsesmulighederne, hvis ikke man flyttede hjemmefra eller havde bil.

Efter at have boet i lejlighed i både Skanderborg og Århus kunne jeg i december 2003 sige, at jeg havde en bachelorgrad som bygningskonstruktør. Jeg flyttede hjem til min forældre i Hårby, mens jeg søgte job. På det tidspunkt var kvinder i byggebranchen ikke så udbredt, mest på tegnestuerne og slet ikke på byggepladsen. Jeg troede da også jeg skulle sidde på tegnestuen, men mit første job blev som tegner og tilbudsberegner hos Korsvej Savværk i Låsby, som var en tømrervirksomhed.

Med et job på hånden begyndte jeg at lede efter mit eget sted at bo. Det var her jeg faldt over et billigt håndværkertilbud i Sorring, som var så dejligt centralt placeret i forhold til at skulle køre til byggepladser i hele Danmark.
Midt i boligsøgningen mødte jeg Kris til et biltræf i Vandel. Kris er født og opvokset i Skanderborg og uddannet klejnsmed, og selvom det hele var meget nyt, så valgt Kris meget hurtigt at rykke sine teltpæle op og tage med til Sorring.

Huset på Møllebakken er faktisk stort, og den ene af mine lillebrødre stod i tømrerlære i Låsby, så han flyttede også med ind i huset, da jeg overtog. Det var ret praktisk med en tømrer ved hånden, når huset skulle istandsættes. Men det første halve år i Sorring var ikke som ventet og jeg begyndte at overveje om det var det forkerte sted at bo.

Kris, min bror og jeg undrede os over at folket i Sorring ikke hilste tilbage når vi mødte dem på gaden. At naboerne skyndte sig indenfor, når vi prøvede at starte en snak på gaden og generelt virkede til at undgå os. Først da vi april 2005 startede den helt store udvendige renovering af huset med skiftning af tag, opgravning af kloak o.l., begyndte naboerne at stoppe op og snakke med os og der blev hilst tilbage, når vi kom i brugsen.

Sidenhen har vi fået et rigtig godt forhold til alle vores naboer på Møllebakken både tidligere og nuværende. Det viste sig, at de troede vi boede til leje og grundet min mands og lillebrors fysiske bygning, udseende og ”brian”-gejlede biler – ja så troede naboerne at vi var rockere og begyndte derfor at låsene dørene.

Da jeg flyttede til Sorring havde jeg min hund Sofus, en bichon havanias med og foråret 2005 anskaffede vi os vores anden hund Rex, en amerikansk staffordshire terrier. Specielt Rex’ muskuløse udseende som hund, forstærkede naboernes tanke om, at vi måtte være en rocker-familie.

Jeg har altid gået til træning med mine hunde og på daværende tidspunkt trænede jeg ved DcH Galten. Men min vej ind til at lære folket at kende i Sorring blev igennem Charlotte Eskildsen. Da vi flyttede til byen startede jeg på et voksent rytmegymnastikhold, da jeg altid har dyrket gymnastik, og her igennem spurgte Charlotte om jeg ikke ville sidde med i Sorring-Toustrup Idrætsbestyrelse (STIF). Mine forældre har altid hjulpet til i lokalsporten, så det ville jeg også gerne.

De næste 11-12 år sidder jeg med i STIF på forskellige poster. Jeg har både været håndboldformand, volleyballformand, fitnessformand, gymnastikformand – men det jeg er mest kendt for i byen er nok min opbygning af hundeafdelingen i STIF, hvor jeg fortsat fungerer som afdelingsformand.


I 2007 blev Kris og jeg gift i al hemmelighed – vi ønskede ikke at dele oplevelsen med nogen – men opmærksomme øjne fangede alligevel ringen på min finger ved først kommende halfest. STIF’s bestyrelse fik hurtigt arrangeret et lille slør, saks til strømper og så fik vi ellers lov til at danse brudevals foran byen.
For mig er det noget af det der kendetegner borgerne i Sorring. Uanset hvor mange timer af min fritid jeg har brugt på byen, så har jeg altid fået det mangfoldigt tilbage ved folk der bekymrer sig, hjælper og er der for en.

I 2008 kom vores søn Kristian til verden og Sorring udvidede sig for os endnu engang. Nu begyndte vi jo at lære andre forældre, dagplejer, børnehave og Sorring skole at kende. I 2012 kom lillesøster Asta Katrine til verden og vores familie-hverdags-liv kunne nu virke til at køre sin egen skønne cirkel.
I 2019 måtte vi dog indse at Kristian ikke fungerede i Sorrings sociale liv. Efter en diagnose med autisme og ADHD blev han flyttet til autistafdelingen på Ans skole. Vejen dertil har været hård og svær som forældre, men den har været det værd, da vi nu ser at vores søn begynder at vokse og udvikle sig, for i Ans er der rammerne til det. Lillesøster Asta er fortsat på Sorring skole og trives der i sine sociale rammer.

Jeg selv arbejdede for MTHøjgaard fra 2004 til 2015 og KPC fra 2015 til 2018. Jeg har kørt Danmark rundt og været med på spændende byggerier såsom Ebeltoft Glasmuseum, Moesgaard Museum, Slotsarkaderne i Hillerød, Frederikshavn fælles skole, LandBoMidtØst, Skejby Psykiatri og rigtig mange boligrenoveringer.
I 2018 startede jeg egen virksomhed, hvor jeg hjælper håndværkervirksomheder med kvalitetssikring samt drift og vedligeholdelse på byggerier.

Jeg bruger meget af min fritid på min nuværende hund Duplo (beagle). Træning og konkurrencer med ham. Jeg bruger meget tid på hundeklubben og mit hjerte brænder stort for klubben, dens medlemmer og for hundenes gode familieliv. Når fritid ikke går op i hundene, så sejler jeg på Silkeborg søerne med familien, roder i haven, hjælper min mand i hans hobbyvirksomhed Brokkeriet eller nyder øl med naboerne.

Jeg er kommet til at elske Sorring, dens omgivelser, dens folk og dens muligheder.
Selvom det kan føles som om du ikke har tid eller overskud, så giv en hånd med til hvad som helst. Prøv at være en ildsjæl, prøv at brænde igennem på noget så meget at selv dine nærmeste bliver træt af dig.
Den følelse inde i dig, når det lykkes eller du får hjælpen tilbage, den glemmer du aldrig og går aldrig ned på den. Det er det Sorring består af og skal fortsætte med at bestå af.

Tina Brokmann

Mig og Sorring/Toustrup – Emil Jørgensen

AF EMIL JØRGENSEN

Flemming Schroll skal have stor tak for stafetten.

Min hustru er ikke dansklærer ligesom Flemmings, så grammatikken må I tage med et gran salt.

For lige knap 14 år siden boede vi i Aarhus og Ninna var i gang med at læse og jeg arbejdede på livet løs og så kom der en landejendom til salg i Sorring. Den kom til salg om fredagen, vi så den om søndagen og onsdag havde vi handlet. Ja der var ikke så meget betænkningstid, men det gjorde heller ikke noget, når det viste sig, at vi endte i verdens bedste landsby. Tilfældigvis nok også den by i Danmark hvor der kommer flest helikoptere hen over. Jeg tager stadig mig selv i at springe ud ad døren, når jeg kan høre de flyver meget lavt.

Som en start fyrede vi med koks her på gården og det var lidt træls at holde varme på huset hele tiden, så der gik ikke længe før vores første søn Julian blev født og han er nu lige rundet de 13 år. Siden kom Sebastian på 8 til.

Jeg er født i Hobro og har boet i Arden, Viborg, Gjern, Grenå, Thorning og på Fyn men de fleste af mine børne/ungdomsår har jeg haft i Hammel-området. Derfor anså jeg også det med at flytte til Sorring som at komme lidt hjem.

Da jeg gik ud af skolen efter 10. klasse, startede jeg i lære som tømrer, men kunne desværre ikke holde til det pga. ryggen, som jeg døjede meget med dengang. Så allerede som 16-årig fik jeg tildelt en eller anden ordning ved kommunen, hvor de faktisk sagde til mig, at de mente, jeg var så uarbejdsdygtig, at de ikke forventede at jeg kom i arbejde igen. Pengene væltede ind på kontoen og hver morgen tog jeg bussen ind til Aarhus og fiskede på havnen og fulgte med i livet på havnen, dengang der stadig var andet end beboelse derinde.

Derudover gik tiden ret meget op i at spille musik og holde fest.

Jeg blev ret stædig og mente efter et halvt års tid, at nok var nok og så fandt jeg mig et arbejde, som jeg kunne holde til og så har jeg været arbejdsdygtig lige siden og ryggen har været god ved mig det meste af tiden.

I de unge år gik rigtig meget af min fritid med at spille musik og lave lyd. Jeg var en del af bandet ”De Tre Bukke Fra Brugsen” i Hammel, hvor jeg slog mine folder på bassen. Sideløbende med det lavede jeg lyd for mine venners band og drak alle deres øl i omklædningsrummet. Det var en fantastisk tid, hvor jeg med min spæde alder aldrig skulle køre hjem.

Jeg flyttede så til Aarhus da jeg var 19-20 år, hvor jeg også mødte Ninna, som var i lære som tjener. Ninna forudså ganske tidligt at en tjener og en tekniker i musikbranchen nok fik svært ved at stifte familie. Nogle år efter at Ninna blev færdiguddannet tjener, tog hun en kontoruddannelse.

En dag ringede en af mine gamle venner og sagde at han lavede lyd for et band, som manglede en tekniker til at sørge for deres instrumenter weekenden efter og om det var noget, jeg havde lyst til. ”Ja ja det skal jeg nok hjælpe med”.

Jeg blev fast tekniker for det band og et par år efter havde de i Anders Matthesen-lejren spottet mig og så tog jeg på tour med ”Anden med band”, så ringede de fra Allan Olsen, så ringede de fra Sebastian, så ringede de fra Tina Dickow…

Så sad jeg i saksen og lavede ca. 120 koncerter om året og har nu arbejdet i den professionelle ende af musikbranchen som baggearsmand (ham i det sorte tøj der kommer med nye guitarer til musikerne) lige siden.

Sideløbende med alle de større artister har jeg i omkring 18 år arbejdet for partybandet Tennis, hvor jeg også de sidste 5 år har siddet med al management for dem. Dvs. al kundekontakt, salg, planlægning osv.

De seneste år har jeg dog droslet ned på ca. 50 koncerter om året og arbejder hovedsageligt for Tennis samt enkelte afløsertjanser hist og pist.

Da Coronaen ramte underholdningsbranchen, måtte jeg tænke lidt hurtigt og fik stablet mit lille handymansfirma på benene hvor jeg er blevet taget rigtig godt imod 😊

Nu skal jeg i den grad love for at der er gang i underholdningsbranchen og handymansfirmaet samtidig.

Vi er utrolig glade for at bo her i Sorring, hvor vi efterhånden kender rigtig mange mennesker. Som Sebastian nogle gange spørger mig… Hvordan kan det være, du kender så mange her i byen? Jeg svarer, at jeg bare fra dag 1 har hilst på alle her i byen, som så bare en smule venlige ud.

Jeg er ikke som sådan fast engageret i noget frivilligt arbejde her i byen, men har hjulpet en del til ved gymnastikopvisning, LAN-party osv.

Efter Sorring Står Sammen arrangementet i sommers har jeg dog valgt at tilbyde min hjælp til gruppen, idet jeg syntes at have noget at byde ind med fra mine mange år i cirkus musik. Jeg synes, det er et skønt arrangement, som virkelig har sin berettigelse her i byen. Der var rigtig flot deltagelse i sommers og jeg er sikker på, at vi kan udbrede arrangementet endnu mere og lokke resten af jer med til denne dejlige dag til næste sommer og forhåbentlig mange år frem.

Jeg er ligesom Flemming en del af ”Sorring Klaverflytterlaug” hvor vi bl.a. har renoveret skaterbanen på skolen kvit og frit til vores alles børns store fornøjelse.

Foreningsarbejde har ikke den vildeste tiltrækningskraft i disse år, men jeg vil opfordre alle til på hver sin måde at være en del af vores lille fantastiske landsbysamfund. Der er mange måder, man kan engagere sig på. Om det er at bage en kage til lokalrådets møder eller melde sig som formand i Brugsens bestyrelse, så er der brug for alle vores gode kræfter.

Sammen kan vi faktisk rigtig meget.

Tak for jeres tid 😊

Emil

Mig og Sorring/Toustrup af Flemming Schroll

AF FLEMMING SCHROLL

Tak til Dorthe Staunstrup for stafetten.

”Der var engang en lille landsby, som hed Sorring. I Sorring var der en vej, der hed Møllebakken. På Møllebakken 5 lå bagerens gamle hus, og i det hus bor nu familien Schroll, med lillesøster Ellen, storebror Emil, med deres forældre Lisbeth og Flemming.”

Fra Danmarks ældste by til Danmarks højest beliggende by.

Jeg er født og opvokset i Ribe, men som mange andre unge mænd skulle jeg aftjene værnepligt. Jeg startede i Forsvaret i 1997 ved Jydske Dragonregiment, kamptropperne, i Holstebro, og det var her, at jeg stødte på byen Sorring for første gang. Ved JDR kaldes man ikke ved sit almindelige navn, men ved den by som man kommer fra. Og i køjen over for mig, lå en ung mand, hvor der stod Sorring på hans uniform. Hans civile navn var Jimmi Laursen. Efter endt værnepligt tog Sorring/Jimmi hjem, men vi holdt kontakten. Jeg blev udsendt som soldat til Bosnien i 1998, hvor jeg brugte det meste af min vågne tid bag rattet i et pansret køretøj.

Da jeg kom hjem fra ”action-ferie”, flyttede jeg til Århus, hvor jeg arbejdede for UPS i en årrække, samtidig med at jeg havde kontrakt med Forsvaret. I 2001 startede jeg på Lærerseminariet i Silkeborg, men blev overflyttet til Århus Lærerseminarium året efter. Her mødte jeg Lisbeth, der kommer fra Rødding ved Viborg, og som i dag arbejder på Tilst Skole. Så beslutningen i 2002 om at flytte seminarium, viste sig at være det helt rigtige valg.

I seminarietiden arbejdede jeg lidt for Jimmi, som havde startet et lille autohjælpfirma. Jeg blev medejer af firmaet, men vi ønskede begge en større forretning. Jeg blev færdiguddannet, som lærer i juni 2005, og 1. juli 2005 overtog Jimmi og jeg en virksomhed i Galten, som hedder Niebuhr Glass-peening, som beskæftiger sig med overfladebehandling af rustfrit stål i form af glasblæsning og slyngrensning.

Lisbeth og jeg boede stadig i Århus, og i 2006 blev Lisbeth gravid med vores første barn. Vi ønskede ikke, at vores børn skulle vokse op i Århus, så vi gik på husjagt. Vi var ude at kigge på nogle forskellige huse i Sorring og omegn, men købte et skuffesalg, som vi på ingen måder har fortrudt. Vi overtog vores hus d. 15. maj 2007, og Emil blev født d. 6. juni 2007, så efter et par travle uger, flyttede vi direkte fra fødegangen på Skejby Sygehus til vores hus i Sorring. Vi kendte ingen i Sorring, men allerede fra første dag, oplevede vi sammenholdet i byen. Det var meget varmt i den periode, så jeg stod en aften og skulle grave tv-kabel ned. Der gik ikke lang tid, før naboerne stod klar til at hjælpe med gravearbejdet, invitere til Sankt Hans og selvfølgelig afslutte arbejdet med en kold øl. Det er blevet til meget ”gravearbejde m.m.” siden og mange øl med naboer og venner i byen, hvilket vi værdsætter utrolig meget.

I juni 2010 kom vores lille datter, Ellen, til verden, og efter babyræset var overstået, kunne jeg finde tid til at gå ind i det fællesskab, som er i netop Sorring. Jeg blev valgt ind i Halbestyrelsen tilbage i 2014, og jeg har i år overtaget formandsposten efter Aage. I 2015 blev jeg desuden valgt ind i Skolebestyrelsen, hvor jeg ligeledes sidder endnu. Emil går i skole på Fårvang skole i 8. klasse, og Ellen går i 5. klasse, så min tid som skolebestyrelsesmedlem på Sorring Skole er nok snart et overstået kapitel, – men et godt kapitel. Halbestyrelsesarbejdet optager en del tid i øjeblikket, men man gør med glæde arbejdet, når man kan se at det er til gavn for hele byen.

Når virksomhed og bestyrelsesarbejde ikke tager min tid, spiller jeg badminton på onsdagsholdet og er hjælpetræner for u13-u17 holdet. En tur på mountainbike og racercykel bliver det også til en gang imellem, når hjernen lige skal luftes igennem.

Når familien Schroll ikke er at finde i Sorring i længere tid, kan vi findes i vores sommerhus i Sverige, hvor vi nyder freden og stilheden.

Det er fantastisk at bo i en by som Sorring. Vi er gode til at hjælpe hinanden, – om det er en lille ting ovre ved naboen eller en reparation af skaterbanen på skolen, – mødes vi og hjælper.

Jeg er en del af ”Sorring Klaverflytterlaug”, som er en gruppe af mænd, som hjælper hinanden med projekter, eller hvis man lige skal bruge en hånd til et løft eller to. Gruppen mødes til hygge, (læs: en øl), men samles også hvis der er et projekt, som er til gavn for Sorring, – eksempelvis skaterbanen.

Det er skønt at se så mange frivillige i byen, der ønsker at hjælpe, når et arrangement skal stables på benene. Det skal vi blive ved med! Vi skal blive ved med at kæmpe for vores lille by, – cykelstier, hal, skole, grunde… Alt er værd at kæmpe for.

Til sidst en lille opfordring: Meld dig til noget, – meld dig som træner/
hjælpetræner i STIF, eller meld dig til en bestyrelse, en forening eller et udvalg. Min erfaring siger, at du ikke vil fortryde det.

Flemming Schroll

Mig og Sorring/Toustrup af Dorthe Staunstrup og familie

Tak til Anni Lundgård for stafetten.

I starten af 2002 havde jeg aldrig hørt om Sorring og havde ingen idé om, at det var her jeg skulle slå mig ned.

Carsten som er fra Lemvig og jeg som er fra Faaborg, mødte hinanden på en fælles arbejdsplads med hovedkontor i Herning.

I1994 fik Carsten arbejde hos Nykredit i Aalborg og vi flyttede til Nordjylland og købte her vores første hus i 1996, et nedlagt landbrug uden for Gandrup og troede, det var der vi skulle slå os ned. Her blev vi også gift i 1997 og fik Bastian i 1998 og Anton i 2001.

Men vores arbejdsplads ville det anderledes. Vi havde begge fået arbejde i Nykredit og den 20.02.2002 blev vi slået sammen med Jyske Bank og skulle fremover arbejde i JN Data i Silkeborg. Så efter et kort stop i Pårup endte vi med at bygge hus her i Sorring på Bredsigbakke 13, som en af de første i den nye udstykning og vi flyttede ind i februar 2004. Bastian var på det tidspunkt 5 år og Anton var 2.

Både Carsten og jeg har tidligere dyrket gymnastik og det var derfor naturligt for os at melde os selv og børn til gymnastik i STIF. Jeg startede på Dorte Withs rytmehold, så jeg kunne lære nogle af de lokale at kende. Det var her jeg mødte Malene Højlund Rasmussen og Tina Brokmann første gang og inden jeg fik set mig om, blev Malene og jeg trænere for et børnegymnastikhold, hvor vores børn gik. Vi trænede sammen i mange år og var på mange sjove og lærerige DGI kurser sammen.

På et tidspunkt blev jeg inddraget i STIF bestyrelsesarbejdet af bl.a. Tina Brokmann og i 2009 blev jeg valgt som formand for Gymnastikken og i 2016 blev jeg kasserer i STIF og det er jeg stadig.

Træner og bestyrelsesarbejdet betyder, at man lærer rigtig mange at kende i byen og alt hvad man giver som frivillig her, kommer tifold igen. Det involverer også ofte hele familien og Carsten har også været træner for et springhold for de lidt større børn og både Anton og Bastian har været hjælpetrænere.

Familien har også nydt godt af teaterforeningen PAF, hvor Bastian har deltaget i børnestykker og Carsten har været med til flere teater- og revyforestillinger samt bestyrelsesarbejde.

At Sorring er en stor foreningsby viser sig også, da vores ældste dreng bliver involveret i Lego League og foreningen FNIS (Foreningen for Naturfags Interesserede i Sorring) blev stiftet med Rikke Christiansen som tovholder. Hende og hendes mand Robert havde i flere år ungerne med til First Lego League konkurrence i Herning og et år endda til finalerne i Oslo.

Det er måske os, som har været med til at starte den store Halloween opstandelse i Sorring J

Da de første børn begyndte at komme rundt for at lave ”Slik eller Ballade”, klædte vi os også ud og startede med at forskrække dem med motorsav og ild i hænderne.

Nu har det grebet om sig og er blevet et større show og bl.a. Malene, Rikke Dahlberg, Gitte Rasmussen og Randi Greve og nogle af de større børn har været med på legen i flere år. Doktor Død har nok været skyld i flere mareridt efter han hev hjertet ud på Anton og skar hans arm af flere gange på en aften J

Det unikke ved Sorring er, at rigtig mange lynhurtigt er med på idéen – også selvom det mest er en amerikansk tradition. Vi kommer af gode grunde ikke selv rundt i byen på dagen, men vi kan høre, at der er rigtig mange, der gør noget ud af det og både børn og voksne går rundt udklædte. Samtidig er der stor forståelse for, at hvis der ikke er pyntet op ved et hus, så er det ikke der, man skal lave ”Slik eller Ballade”.

Er man ny i byen er der i hvert fald ingen undskyldning for ikke at involvere sig. Der er mange foreninger og alle er repræsenteret på byens egen hjemmeside www.sorring.dk, så det er let at finde en at kontakte. Ellers har vi også vores egen facebook gruppe ’Det sker’ – i Sorring, som blev startet af Malene i 2009 og her er jeg blevet medadministrator.

Udover foreningslivet i Sorring er jeg rigtig glad for at gå ture i den skønne natur omkring byen, hvor det altid er muligt at lave en rundtur i forskellig længde og selv en kort tur rundt om Syvhøje giver et fantastisk udsyn med mulighed for en pause og en sodavand på toppen. Jeg er heldig, at min nabo Malene Frank slår følgeskab, så vi kommer afsted hver morgen og tit også kommer afsted på længere ture sammen.

Bastian er for længst flyttet hjemmefra og bor nu i Århus. Han blev Bachelor i Datalogi her i sommer og har nu fået arbejde hos TriFork. Anton bor stadig hjemme og er i lære som Salgsassistent hos Ikea.

Jeg arbejder stadig hos JN Data i Silkeborg og Carsten arbejder hos Systematic i Århus.

Selvom vi ikke var helt tilfredse med at blive ”påtvunget” en flytning i 2002, så har vi aldrig fortrudt, at vi endte i Sorring, som er en fantastisk aktiv landsby med et stort sammenhold og engagement. Det er helt klart med til at gøre byen til noget særligt.

”Keep Sorring Special”

Dorthe Staunstrup

Mig og Sorring/Toustrup af Torben Egebjerg

AF TORBEN EGEBJERG

I foråret 2018 skrev jeg til min gode gamle ven Mogens, i en henslængt kommentar på Skype, at jeg havde fundet en lille by tæt på Aarhus, der havde det hele og havde potentiale til at være en oase for vores børnefamilier i hverdagens stress og jag. Der gik ikke meget mere end en måned, så skrev Mogens, at de havde købt hus i Sorring!

Det satte gang i tankerne i vores lille familie. Felix var seks år og gik i 0. klasse
og Willum var 3 år og gik i Børnehave i Ikast, hvor vi havde vores røde murermestervilla fra 1949. Jeg arbejdede i Skanderborg og Anja, min bedre halvdel, arbejdede dengang i Herning. Vi havde længe gået med planer om at finde et sted tættere på Aarhus og Østjylland, hvor jeg arbejdede og Anja barslede med planer om at finde noget nyt i den østlige del af Jylland.

Alt gik derefter stærkt. Vi fik sat murermestervillaen til salg, og solgte den på otte dage! Vi gik så hastigt i gang med diverse online sider og søgte huse i Sorring og fandt nogle interessante huse. Så drog vi afsted mod det jeg i dag med et glimt i øjet ynder at kalde ”toppen af Danmark” for at finde vores nye hjem. I bilen på Herning motorvejen spottede vi varemærket Sorring Tårnet på lang afstand og stadig i dag når vi er på vej hjem mod Sorring er det en sport at spotte tårnet først.

Udsigt fra stuen i vores nye hjem

Vi faldt med det samme for atmosfæren i Sorring og ikke mindst det store himmelrum, den betagende udsigt med den flotte natur og den friske luft. Vores valg faldt på Hjejlevej med sin smukke udsigt og centrale beliggenhed i byen, med let til det hele: Idrætsfaciliteterne ved STIF-hallen og boldbanerne, skolen og dejligt tæt på vores gode Brugs og Pizzamand.

Vores hus på Hjejlevej

Det er ikke bare himlen der er højt til i Sorring, her er også masser af hjerterum og højt til loftet. Stort set alle vi mødte og kom i kontakt med, da vi flyttede til byen, var meget åbne og hjælpsomme. Man kunne godt frygte at et lille samfund, som vores, var mere konservativt indstillet overfor tilflyttere. Men i Sorring gives der plads og velkomst til nye, ikke mindst, tror jeg, fordi mange i byen selv er tilflyttere med et ønske om et lokalsamfund med gode sociale relationer i højsædet.

Med skoleskift og ny børnehave var der nok omvæltninger at tage hånd om, så at forældrene i vores drenges skoleklasser og børnehavegruppe var imødekommende og hjælpsomme var en kærkommen bonus. Willum var rigtig glad for sine år i Sorring børnehus, hvor han især nød tiden i storbørnsgruppen med den store legeplads, en god dynamisk gruppe og nærværende voksne. Felix skulle vænne sig til de nye rammer og rigtig mange nye venner i Sorring skoles største klasse på, jeg tror 37 elever i skrivende stund – en stor mundfuld for en knægt på 6 år.

Men både Felix og jeg startede på fodbold i STIF og fik på den måde styrket vores sociale relationer og dyrket dejlig motion. Felix spiller også badminton i STIF-regi, hvor de har en dygtig junior afdeling med nogle meget kompetente trænere.

Jeg har ikke spillet fodbold i klub siden jeg var 13… Men jeg var fast besluttet på at Oldboys klubben i Sorring var noget, jeg skulle være en del af. Jeg havde hørt at der var talstærkt fremmøde både til træning, første, anden og ikke mindst tredje halvleg. Det sociale aspekt i Oldboys holdet vægter lige så stort for mig som selve bolden og det at holde min ikke helt nye krop i gang med motion. Jeg fik anskaffet støvler og stod klar på grønsværen en dejlig sensommeraften i august 2018. Fem minutter senere humpede jeg hjem med en mindre fiber i hvert lår. Fantastisk debut. Så, der skulle gå endnu en månedstid, før jeg sidst i september vendte frygteligt tilbage og har været en del af holdet lige siden, med op- og nedture og ikke mindst hyggelige fester og fantastisk kammeratskab. Det kan kun anbefales, specielt som tilflytter, at blive en del af STIF og nyde det netværk og samvær, der kommer ud af det.

I foråret 2020 manglede min største drengs fodboldhold en træner og, til trods for at jeg ikke umiddelbart havde udprægede kompetencer ud i den sfære, meldte jeg mig som frivillig under STIFs banner. Til at starte med mest af nød, for ellers var der stor risiko for, at ungerne ikke fik noget fodboldhold, det skulle dog vise sig at blive en givende udfordring. 2020 blev som vi alle ved et ret trægt år i sociale, kulturelle og sportslige sammenhænge. Men vi fik stablet træning på benene og ungerne formåede at vinde deres første sæson i efteråret. Jeg fik lov til at være med til at høste frugterne af tidligere års træneres hårde arbejde. At opleve den umiddelbare glæde sådan nogle unger får ved at kæmpe sig til sejer, med holdånd, sammenspil og vilje var helt fantastisk. Der var sprudlende jubelscener og stoltheden, der lyste ud af deres øjne, var uvurderlig.
En kæmpe bonus ved at være træner i en forening som STIF er, at jeg har fået et rigtig godt kendskab til min søns kammerater og deres forældre. Det kan kun anbefales, dog skal overskuddet være til det, da det kan kræve en vis portion pædagogiske resurser.

Personligt sætter jeg sociale relationer højt og i Sorring, er der rig mulighed for at pleje netop disse. Selvfølgelig er pandemien en hæmsko, men vi skal huske at værdsætte vores muligheder, når vi kommer ud på den anden side. De gode dagligdags tiltag, som vi i familien har glædet os over, er fællesspisning i hallen, specielt når der er stegt flæsk på menuen. Fællesspisninger i forsamlingshuset, der også er omdrejningspunkt for julemarkedet. Og jeg vil anbefale den månedlige fredagscafe, hvor man kan få en lille anekdote fra lokalmiljøet, møde nye mennesker og få en hyggestund med sine venner.

Vi har nydt de større arrangementer i hallen omkring Jul, Fastelavn og Skt. Hans aften. Den årlige rundboldturnering har vi kun nået at deltage i en gang, men vi håber den vender stærkt tilbage!


Tak til Simon for at sende stafetten min vej og til Sorring for at have lukket os ind i et godt fællesskab med mange gode nye venner, vi ses derude!

Torben Egebjerg

Mig og Sorring/Toustrup af Simon Nørgaard Laursen

AF SIMON NØRGAARD LAURSEN

De første linier vil jeg benytte på at takke Helle Urup for at sende “blyanten” videre til min familie og jeg. Det er fornøjeligt måned efter måned at læse om sine medborgere. Og det er egentligt også rart at være tvunget til at fundere lidt over sin egen tilværelse og historie.

“Attraktiv landsby i rivende vækst” stod der. Og “Byen har en rigtig god bykultur og et fantastisk sammenhold”. Det var, hvad salgsannoncen lovede os, da vi skrev under på salgsaftalen på den gamle villa på Ebbesensvej 16 i februar 2018. Det var stort set også, hvad vi vidste om Sorring.  Dét samt at luften skulle være ualmindeligt tynd efter danske standarder. Jeg havde nogle dystre anelser. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på navnet “Sorring” som den ærgerlige sammentrækning af sorrow og boring. Vi havde ikke været i byen længe, før vi glædeligt kunne konstatere, at ejendomsmægleren havde ret, og min skepsis blev manet fuldstændig til jorden – i Sorring er der bestemt hverken sørgeligt eller kedeligt.

Vores historie går tilbage til Aarhus, hvor Simone og jeg kender hinanden fra studiet på Aarhus Universitet. Her studerede Simone molekylærbiologi og arbejdede med, hvordan mælk kan påvirke hjernen. Jeg selv er uddannet biolog og har arbejdet særligt meget med hjertet i krybdyr. Da vi var færdige med at studere, rykkede vi nordpå til Aalborg, hvor jeg fik mit første job i et rådgivende ingeniørfirma. I Aalborg kom vores datter, Luna, til verden. Med bulder og brag. Simone udviklede en sjælden form for svangerskabsforgiftning, som det tog lang tid at komme sig over. Med Lunas tilkomst steg savnet til vores familier i det midtjyske – Simone kommer fra Horsens, jeg selv fra Djursland. Så det var kærkomment, da jeg fik arbejde i Laven, at vi da kunne begynde at lede efter et sted at bo i Aarhus- eller Silkeborgområdet.

Når man tegner den “østjyske boligsøger-trekant” med hjørner i Randers, Silkeborg og Aarhus, så ligger der, lige lidt øst for trekantens centrum, en lille uanselig by ved navn Sorring. Det var bestemt ikke givet, at vi skulle ende her. Men da vi en vinterdag stod i det hvide hus med de blå vinduer, kiggede Simone og jeg – uden ejendomsmægleren noterede det – hinanden i øjnene og nikkede stiltiende til hinanden. Den var god nok, vi havde begge to de der sælsomme – men dyre – bobler i maven, der opstår inden et spontant boligkøb. Så pludselig sad vi der med et hus på 100 år, og hvad der ellers følger med af skønhedspletter i sådan et. For at reducere tiden jeg dagligt brugte på E45 mellem Laven og Aalborg, fandt vi på AirBNB et sted vi kunne bo i de 2 måneder, der gik, indtil vi kunne overtage nøglerne til huset. Dette viste sig at være et af de varmeste og mest åbenhjertige hjem, vi har kendt. Det er med stor glæde og med mange gode minder, at vi tænker tilbage på denne tid som logerende hos Anne Grethe og Frode i Røgen. Derudover har vi kun alt muligt godt at sige om Røgen. Det var en by, hvori vi kun befandt os kort tid, men på denne tid nåede Røgen at gøre et bestandigt og varmt indtryk på os.

Ebbesensvej 16, Sorring

Da vi endelig kunne sætte den gamle nøgle i den utætte hoveddør på Ebbesensvej, var det med ambivalens, men dog også et smil på læben, at vi altid blev mødt med “Nå… det er jer, der bor i Tinas og Pouls hus”. I vores hoved var det jo egentlig vores, men vi måtte nok bare acceptere, at byen har en historie, der går vores tid længe forud. Da vi så huset første gang, faldt vi for sjælen og charmen i den gamle karetmager-bolig. Vi har selvfølgelig ønsket at bevare meget af sjælen i det, og er nu efterhånden ved at have været over alle flader og i alle hjørner af huset. Det har været en stor mundfuld. En meget, meget større mundfuld, end vi havde forestillet os. Men det har også været en spændende og lærerig proces at omdanne et gammelt hus til vores eget. Blandt andet er vores hus ikke længere “det gamle, hvide hus med de blå vinduer og de mange æbletræer”, men et gammelt hvidt hus med hvide vinduer – dog stadig mange æbletræer. På samme måde som vi efterhånden begynder at kende huset og føle, at det virkelig er vores, begynder vi også at føle os hjemme i Sorring. “Nu er vi snart hjemme”, bliver der altid sagt, så snart Sorring-tårnet kan spejdes i horisonten. Her i byen kom den seneste tilføjelse til familien også, da vi i oktober fik vores søn Aamund. I dag er vi altså fire på matriklen. Aamund fra 2020 og Luna på 3 år, som går på Rævestuen i Børnehuset. Simone, som er i gang med en PhD på Aarhus Universitet. Her arbejder hun med den mekanisme, hvorpå hjernen optager medikamenter. Jeg selv arbejder i Taconic Biosciences, hvor vi kan påføre mus de samme sygdomme, som vi mennesker lider af. Herved kan man udvikle, teste og forbedre medicin, inden det bliver brugt på mennesker.

Luna og Aamund

Gennem det stærke foreningsliv og de mange kontakter man får sig igennem børnenes gang i børnehuset, har vi efterhånden fået mange venner og rigtig gode bekendtskaber her i byen. Simone har spillet på STIFs dame fodboldhold, og jeg selv har spillet på det lokale og stolte Oldboyshold. Og det er med enorm ærgrelse, at jeg har spillet min sidste sæson på det ambitiøse og talentfulde Oldboyshold, da en knæskade i en meget udramatisk situation, i en meget udramatisk kamp satte en stopper for mine fodboldmæssige udfoldelser. Onde tunger vil måske melde, at der bliver drukket flere øl, end der bliver scoret mål, men hvad gør det, når målene er ualmindeligt flotte? I den anledning vil jeg meget gerne slå et slag for STIF, som bliver drevet og vedligeholdt af en gruppe arbejdsomme og initiativrige borgere. Jeg vil anbefale alle, hvad end man er tidligere elitespiller eller har lyst til at prøve at spille fodbold for første gang at melde sig ind i STIF. STIF favner alle niveauer, der er et utroligt kammeratskab, og det er en enormt god måde for nytilflyttere at komme ind i det sociale liv, der findes i og omkring Sorring. Derudover er der jo mange flere tilbud end fodbold i STIF, lige fra badminton til eSport. Så det er bare at kridte støvlerne eller routeren og komme i gang.

Vi er enormt glade for sammenholdet og viljen til det lokale i Sorring. Jeg vil ikke sige, at vi er taknemmelige, for netop dette sammenhold var et grundvilkår for, at vi endte her. Og dette føler jeg er en vigtig pointe; vi har hverken Bilka, biograf eller bibliotek i byen. Der er mange ting, vi ikke har. På den måde kan man sige, at der er rigtig mange grunde til ikke at flytte til Sorring. Men vi har noget, som er meget mere vigtigt end alt det andet, og det er sammenholdet. Vi har hinanden, og de fleste af os har en vilje til byen og til Sorring. Det skal vi blive ved med, for det er vigtigt for folk, der bor her. Og det er lige så vigtigt for folk, der netop er kommet til eller andre, der i skrivende stund leder efter et sted at bo. Man må sige, at fællesskabet har været udfordret det seneste år. Mange af de sociale arrangementer vi plejer at have i byen er blevet aflyst, og foreningslivet er blevet sat på pause. Men jeg tror, at man kan vende den nuværende situation til noget positivt. Jeg tror, at folk mærket af mere end et år under disse omstændigheder kan se og prissætte glæden og vigtigheden af sådanne muligheder i endnu højere grad. Jeg tror, at mere end et år lukket inde i hjemmets fire rammer kan tænde en gnist i folks vilje til fællesskabet. Så vi en gang, når samfundet igen åbner, vil støtte endnu mere op og værne endnu mere om de sociale fællesskaber vi har i byen, og som er så vigtige for byens fortsatte beståen. Af netop denne grund, var det også enormt dejligt og nervepirrende at sidde og følge opbakningen til vores Dagli’Brugsen. Dette var et levende bevis på, at folk i Sorring vil Sorring. Og det er godt for hele byen og for byens fremtid.

Simone, Luna og Simon ved Gudenåen.

Efter dette lokalpatriotiske manifest vil jeg blot sige tak til sorringenserne, for at gøre Sorring til et rigtig dejligt sted at flytte til. Lad fortsat Sorring være det.

Simon Nørgaard Laursen og familie.

Mig og Sorring/Toustrup af Hanna Jensen

AF HANNA JENSEN

Tak til Inger og Preben for stafetten. Jeg blev glad for at blive spurgt.

Jeg er tilflytter til Sorring og hedder Hanna. Jeg er 59 år og bor på Høghgårdsvej 2 sammen med Poul. Her har vi boet siden 1983. Poul er født og opvokset i Sorring og han er ud af pottemagerfamilien.  Og så må jeg ikke skrive mere om ham!!

Vi har 3 voksne sønner.

Martin er 36 år og gift med Adina. De bor i Isenvad, sammen med Marie og Alba på 8 år og Viggo på snart 5 år.

Thomas er 32 år. Bor i Lysbro sammen med Alberte på 5 år og Oswald på 3 år.

Mikkel er 29 år og bor i Voel.

Jeg blev født i Mollerup i 1960, og boede der med mine forældre Tove og Kalle, og min storebror Niels Jørgen.

Jeg startede i 1. Klasse i Mollerup lille skole i 1968. Der gik jeg så det første år, så lukkede begge skoler i Mollerup. Jow-jow, der var 2 skoler i Mollerup dengang.

I 2. klasse kom jeg så i skole i Linå, hvor jeg gik til og med 4. klasse. Derefter kom jeg til Sejs og gik til og med 10 klasse. Stadigvæk boede vi det samme sted.

I 1980 flyttede jeg sammen med Poul ude ved Inger og Preben på Ternevej i et lille hus som de lejede ud. Det blev til 3 dejlige år derude, og et venskab med Inger, som jeg er sikker på er for evigt. Der går jeg aldrig forgæves hvis jeg har brug for hjælp eller en snak.

I 1981 blev jeg udlært i en lille brugs i Mollerup, jeg startede der som flaskepige da jeg var 14 år. Da jeg var udlært havde uddeleren forpagtet kiosken på Birkhede Camping ved Ry, så der arbejdede jeg et par somre.

I 1983 arbejdede jeg et års tid i Brugsen i Stjær.

Fra 1985 til 1987 arbejdede jeg på Hammel Møbelfabrik.

Indimellem havde jeg nogle år på barsel og job på Jopin Pyntegrønt i Laven, hvor jeg klippede pyntegrønt, birkegrene, elefantgræs, agurker og mosgrene, formklippede juletræer og gødede dem – med en balje på maven og så bare gå række op og ned. Et meget alsidigt job med meget sjov og skøre påfund.

I 1990 fik jeg job hos Jørck og Larsen i Knudlund hvor jeg arbejdede om natten. Vi syede dyner og sengetæpper. Det var så ikke lige noget jeg kunne holde til, så det blev en kort fornøjelse.

I 1993 blev jeg ansat i Dagli´Brugsen i Sorring hvor jeg endte med at have 15 gode år, inden jeg tænkte at jeg burde prøve noget nyt.

I 2008 fik jeg job i frugt og grønt-afdelingen i Kvickly Ry hvor jeg stadig arbejder og er meget glad for det.

Indimellem alle de år har jeg siddet 4 år i skolebestyrelsen, hvilket var meget lærerigt og udfordrende, men godt at se tingene lidt fra en anden vinkel.

I flere år spillede jeg håndbold, fodbold og badminton. Nu nøjes jeg med at stå på sidelinjen når Sorrings Damer spiller kamp hvilket jeg nyder. Så føler jeg ligesom at jeg er med, og vi har det sjovt.

Jeg har også gået til gymnastik, pilates og træning på store bolde.

Så har jeg siddet i bestyrelsen i STIF. Tror nok det blev til 6 år som badminton formand. Derudover har jeg været træner for U9 badminton i nogle år. Og fodboldtræner i en årrække for nogle skønne og sjove piger. Noget som jeg aldrig har fortrudt, fik så mange gode og sjove oplevelser med alle de skønne børn, og jeg bliver glad når jeg går igennem byen og de hilser og snakker med mig. Og det er vigtigt at man melder sig under fanerne så alle børn kan få nogle gode timer i vores lille Idrætsforening.

Så var jeg med til at starte fitness op. En spændende og travl periode.

Så har jeg siddet 6 år i bestyrelsen i Dagli’Brugsen i Sorring, hvor jeg var med til at ansætte ny uddeler, en spændende udfordring.

Sidst men ikke mindst sidder jeg i bestyrelsen for støtteforeningen som prøver at få nogle penge ind ved at sælge målaktier. Pengene går til ungdomsarbejdet i STIF. Vi kunne godt ønske at flere købte aktierne for så kunne der komme rigtig meget hjælp til klubben.

Jeg er rigtig glad for at bo i Sorring, jeg synes vi har en dejlig by som vi skal passe på. Hvor der er det, der skal være. Og rigtig mange frivillige der gør et stort stykke arbejde for byen. Vi har rigtig gode venner som også bor i Sorring, nogle af dem har holdt ved i over 40 år. Tak for jer. Vi har søde og hjælpsomme genboer. Og bor meget centralt til alting.

Og vores børn har haft en god og tryg barn­dom i en dejlig by, hvor de selv kunne gå eller cykle i skole og til fodbold og badminton. Det krævede lidt koordinering når alle skulle ud til kamp, og vi kun havde en bil.

Jeg bruger en masse fritid på at cykle rundt i omegnen og nyder den skønne natur og udsigt. Man får mere med, når man cykler eller går, og så er det godt for sjælen. Og der er så mange fine ture man kan gå eller cykle.

Hanna Jensen

Page 1 of 2 >