Tak for stafetten til Ditte, vores gode nabo.
Jeg hedder Hans Erik Kristoffersen og er gift med Anne. Vi mener åbenbart begge to vi er godt gift idet vi fortsat holder sammen, godt og vel 43 år efter vores bryllup.
Vi har nu boet i Sorring i to et halvt år, efter ca. 35 år i Sæby. Måske kan det ”svagt” høres på dialekten, hvilket heldigvis mange fra Sorring tilsyneladende har accepteret.
Jeg er født og opvokset i udkanten af Hirtshals hvor mine forældre havde et lille landbrug og en vognmandsforretning. Så jeg er en bondedreng der er flyttet til byen.
Jeg blev udlært automekaniker i Hirtshals, og som 24 årig blev jeg ansat som faglærer ved Frederikshavn tekniske skole, dengang som landets yngste faglærer. Jeg underviste autolærlinge og senere blev det til efteruddannelse af automekanikere.
Samme år som jeg startede som faglærer mødte jeg Anne. Anne er født og opvokset på en gård i Vissing ved Hadsten, og udlært hos landboforeningen i Hadsten. Vi blev gift og Anne flyttede til Nordjylland, fik job på Landbo Nord i regnskabsafdelingen og sammen købte vi nyt hus i Gærum ved Frederikshavn. Efter nogle år som faglærer fik jeg lyst til at prøve at være selvstændig, og sagde mit job på teknisk skole op, og startede et autoværksted op i Sæby. Samtidig solgte vi huset i Gærum og byggede nyt hus i Sæby.
I hele mit arbejdsliv har autobranchen været min hjemmebane. Jeg har altid interesseret mig meget for efteruddannelse og efter nogle år som selvstændig, fik jeg ideen til et efteruddannelsescenter i det nordjyske. Efter en lang opbygningsfase lykkedes det dels med EU midler og dels lokale midler at opføre Autobranchens Udviklingscenter, som skulle afholde efteruddannelse og udviklingsaktiviteter for autobranchen i hele landet.
Det voksede hurtigt og jeg var pludselig leder for 13 autoinstruktører og lavede kurser for flere af de danske bilimportører. Efter 10 år stoppede jeg i 2007 som leder af centret, idet jeg fik chancen for at opbygge endnu et efteruddannelsescenter. Jeg blev samtidig selvstændig igen, og sammen med autogrossisten FTZ, grundlagde jeg det der i dag er kendt som FTZ akademi, hvor det primært er folk fra den frie del af autobranchen der efteruddannes. Her var jeg leder fra 2007 til 2019, og har selv i den periode primært afholdt kurser for værkstedsindehavere, men har samtidig haft 10 instruktører ansat der underviser i teknikken omkring bilerne.
Jeg er stadig selvstændig, og laver konsulentarbejde for nogle af grossisterne i autobranchen samt bestyrelsesarbejde for nogle autoværksteder. Det er dog i dag på nedsat tid, idet personnummeret siger fødselsår 1954, så jeg nærmer mig vel pensionsalderen.
På det familiemæssige område har Anne og mig haft den store glæde at få 2 børn. Vi har begge været meget sportsinteresserede lige fra vi var børn, og det har i høj grad præget vores fritid. Anne har spillet både fodbold og håndbold på højt niveau, og jeg har selv primært spillet fodbold, men også en del bordtennis og badminton.
Vi har begge været involveret i både træneropgaver og bestyrelsesopgaver i diverse idrætsforeninger i Sæby og det har også præget begge børn, som ligeledes har været meget sportsinteresserede og begge dyrket meget sport siden de var små.
Begge børn er havnet i det østjyske, vores søn og svigerdatter i Silkeborg og vores datter og svigersøn i Mårslet. Begge steder er der desuden kommet 3 børnebørn til. Så nu har vi årsagen til at de to gamle nordjyder besluttede at flytte 200 km mod syd.
Vores 6 børnebørn er i dag i alderen 3 – 11 år, og en aften sad vi i Sæby og funderede lidt over hvordan vi kunne få nogle flere timer sammen med både børn og børnebørn.
Huset i Sæby blev solgt i løbet af nogle få dage og hvad så? Hvor skal vi flytte hen?
Joh, vi fandt et kort og satte en finger ca. midt mellem Mårslet og Silkeborg og her er der jo en bette by der hedder Sorring.
Vi fandt ud af der var en ledig grund på Hjejlevej, men vi kom for sent, den var solgt inden vi nåede frem, men så var der et hus lige over for grunden, Hjejlevej 97 og sikke en udsigt… Det måtte vi eje.
Vi havde ingen relationer, vi kendte ingen i byen, vi havde boet næsten 35 år i Sæby, og været utrolig glade for byen og området, men vi vovede springet.
Vi har ikke fortrudt et sekund. Vi har i den grad følt os velkommen i byen.
Vi fik en fantastisk velkomst af vores nye naboer og genboer på Hjejlevej. Der gik mindre end 2 døgn fra vi flyttede ind, så havde alle været forbi og sige velkommen og det er noget der varmer. Men også i resten af byen har vi fra første dag følt os velkommen.
Vi har selvfølgelig været bevidste om der skal ydes lidt fra vores side, især når man ikke længere har skolesøgende børn som giver en naturlig omgang med øvrige forældre, men når man som pensionist flytter, skal man vise man ønsker at blande sig. Vi har i dag stor glæde af en velfungerende idrætsforening, jeg spiller badminton og Anne er med til gymnastik, jeg kom efter nogle få måneder i bestyrelsen for Sorringhus’ Venner og er senere kommet i bestyrelsen for det nye friplejehjem, hvilket allerede har givet os en stor berøringsflade i byen.
Både Anne og mig har meldt os til klub frivillig i Brugsen, og også her har det givet mange dejlige bekendtskaber – Når man står foran brugsen og vasker indkøbskurve og vogne med vand og sæbe kommer der mange gode og sjove kommentarer fra brugsens kunder.
Alt i alt en stor tak for den måde Sorrings borgere og foreninger har modtaget os to nordjyder – Vi er både glade og ikke mindst taknemmelige for at vi er havnet her, og endnu en gang tak for stafetten og dermed muligheden for at udtrykke en tak og også sige til byens øvrige beboere at vi skal være glade og stolte over vores by og det sammenhold vi har – Vi oplevede det ikke mindst her i juni måned ved Sorring står sammen arrangementet. Godt at opleve at også i Sorring er der en række ildsjæle, som bruger masser af tid, kræfter og energi på at få byen til at fungere. Tak for det.
Hans Erik
Jeg hedder Birthe, er 43 år gammel og bor på Høghgårdsvej 1. Jeg deler det store hus med min mand Mark, vores to drenge Nikolaj og Tobias samt vores (gøende!) hund Gizmo.
Christian arbejder i Silkeborg som lærer for en specialklasse på Langsøskolen. Jeg arbejder i Aarhus som kontorleder i en lille virksomhed, Partisia, der laver sikre softwareløsninger og er ved at bygge verdens sejeste Blockchain. Jeg har besluttet mig for at bryde lidt med traditionen i indlægget, da jeg simpelthen føler en uimodståelig trang til at introducere hus-ejerskabsbegrebet i Sorring. Nok mest for dem, der er nyere i byen. Det er nemlig en af de mere spøjse ting ved Sorring, som flere herboende vil kunne nikke genkendende til.
Der kom senere 3 beboere mere til på matriklen på Sanddalen, og med kun 2 børneværelser og lige over 100 m2 valgte vi at gå på udkig efter et større hus og satte vores eget til salg i 2020. Vi ledte vidt og bredt uden held – og var sågar på Falster med grundige overvejelser om at bosætte os der, tæt på min familie. Vi havde begge sagt vores job op, og med huset til salg, var alle muligheder i spil. Vi droppede dog Falster og havde nær købt et gammelt, skønt hus i Voel. Drømmehuset var dog i Sorring. Bare ikke til salg. Derfor måtte jeg op og stemme dørklokken til det hus, vi nu bor i – og det gav pote. Og belært af fortiden skriver jeg netop, at vi bor i huset, for end ikke et skøde med vores navne kan ændre på, at huset jo ikke rigtig er vores. Næh, vi bor nemlig i Laurits Madsens hus på Hjejlevej – tidligere borgmester i Gjern og fædrene ophav til tidligere brugsuddeler Sten Madsen. Og selvom Tommy Porsmose boede 20 år i huset efter Laurits, er huset på Hjejlevej i folkemunde stadig Laurits’ hus. Vi overtog huset i sommeren 2021. 
Der er umanerligt mange m2 i det gamle hus, en helt vidunderlig udsigt, plads til gæster, edderkopper på størrelse med hundehvalpe i sensommeren (ikke så populært), brændeovn, som er børnenes yndlingsspot i de mørke måneder og Sorrings – vel nok – bedste toilet udsigt. Så er det sagt. Og her bor vi nu på 2. år.
Vi har besøgt flere europæiske lande, og alle mand har været med i Beijing i Kina, hvortil jeg tidligere havde arbejdsrelaterede rejser. Under min sidste barsel tog jeg alle tre piger, som dengang var 8 måneder, 3 og 5 år, samt min mor, med skib tværs over Nordsøen, hvor vi endte på Færøerne, selvom kursen var sat mod Island. Lang historie kort blev 2 ud af tre piger umanerligt søsyge, og der var meldt meget hård sø det sidste stykke fra Færøerne til Island, så vi blev sat i land kl. 05 på færøsk jord en meget kold og mørk forårsmorgen. Vi fandt heldigvis tag over hovedet efter lidt køren rundt på må og få i det mørklagte ørige, og fik en fantastisk oplevelse, som jeg varmt kan anbefale!
Jeg hedder Pia Møller Poulsen og er 41 år og har boet i Sorring siden november 2010, hvor min mand Peter og jeg købte hus på Høghgårdsvej. Et område som vi senere blev bekendt med, blev omtalt som Sorrings svar på Beverly Hills.
Året efter blev vi gift i Dallerup kirke og det efterfølgende år kom vores søn David til verden og et par år efter blev Silas født. Med børnene kom også et bredere bekendtskab til flere fra byen. Hvor det pludselig blev tydeligt, hvordan mange kender hinanden på kryds og tværs i en lille by som Sorring. Nogle er født her og mange, som os, flytter hertil, når storbylivet skal skiftes ud med egne rammer. Det giver en skøn dynamik og masser af engagement. Det lille bysamfund giver også mulighed for, at børnene efter endt tid i dagpleje, stadig kan møde deres meget vellidte dagplejemor på vej i Brugsen, eller gå forbi børnehaven, for lige at prøve yndlings klatretårnet, når man nu er blevet skolebarn. Alt sammen er med til at skabe en fantastisk kontinuitet og sammenhæng i et barneliv, som er foregået i Sorring.
Sidste år var vi tre damer fra seniorholdet, som synes det var ærgerligt at vores børn i henholdsvis 1. og 2. klasse ikke kunne opleve det samvær og hygge, som vi selv oplevede med dameholdet. Derfor fik vi lov at oprette et hygge fodboldhold for de to årgange. Ingen af os havde træner erfaring, men blot lysten til fodbold. Pludselig stod vi med knap 20 børn, som også synes fodbold var sjovt. Det greb om sig og nogle af dem blev så begejstrede at de søgte nye udfordringer i Voel, med kampe osv. Hyggeholdet i Sorring er fortsat i denne sæson dog med flere årgange og dermed med stor aldersspredning og et forholdsvis stort spænd i fodbolderfaring. Dette til trods kæmper alle det bedste de kan, og har en positiv tilgang til spillet. Det er virkelig fantastisk, at være en del af og stor tak til de forældre, som torsdag eftermiddag lader deres børn tage til fodbold med Janne, Simone og jeg.
Kris, min bror og jeg undrede os over at folket i Sorring ikke hilste tilbage når vi mødte dem på gaden. At naboerne skyndte sig indenfor, når vi prøvede at starte en snak på gaden og generelt virkede til at undgå os. Først da vi april 2005 startede den helt store udvendige renovering af huset med skiftning af tag, opgravning af kloak o.l., begyndte naboerne at stoppe op og snakke med os og der blev hilst tilbage, når vi kom i brugsen.
Da jeg flyttede til Sorring havde jeg min hund Sofus, en bichon havanias med og foråret 2005 anskaffede vi os vores anden hund Rex, en amerikansk staffordshire terrier. Specielt Rex’ muskuløse udseende som hund, forstærkede naboernes tanke om, at vi måtte være en rocker-familie.
Carsten som er fra Lemvig og jeg som er fra Faaborg, mødte hinanden på en fælles arbejdsplads med hovedkontor i Herning.
