Mig og Sorring/Toustrup af Hanna Jensen

AF HANNA JENSEN

Tak til Inger og Preben for stafetten. Jeg blev glad for at blive spurgt.

Jeg er tilflytter til Sorring og hedder Hanna. Jeg er 59 år og bor på Høghgårdsvej 2 sammen med Poul. Her har vi boet siden 1983. Poul er født og opvokset i Sorring og han er ud af pottemagerfamilien.  Og så må jeg ikke skrive mere om ham!!

Vi har 3 voksne sønner.

Martin er 36 år og gift med Adina. De bor i Isenvad, sammen med Marie og Alba på 8 år og Viggo på snart 5 år.

Thomas er 32 år. Bor i Lysbro sammen med Alberte på 5 år og Oswald på 3 år.

Mikkel er 29 år og bor i Voel.

Jeg blev født i Mollerup i 1960, og boede der med mine forældre Tove og Kalle, og min storebror Niels Jørgen.

Jeg startede i 1. Klasse i Mollerup lille skole i 1968. Der gik jeg så det første år, så lukkede begge skoler i Mollerup. Jow-jow, der var 2 skoler i Mollerup dengang.

I 2. klasse kom jeg så i skole i Linå, hvor jeg gik til og med 4. klasse. Derefter kom jeg til Sejs og gik til og med 10 klasse. Stadigvæk boede vi det samme sted.

I 1980 flyttede jeg sammen med Poul ude ved Inger og Preben på Ternevej i et lille hus som de lejede ud. Det blev til 3 dejlige år derude, og et venskab med Inger, som jeg er sikker på er for evigt. Der går jeg aldrig forgæves hvis jeg har brug for hjælp eller en snak.

I 1981 blev jeg udlært i en lille brugs i Mollerup, jeg startede der som flaskepige da jeg var 14 år. Da jeg var udlært havde uddeleren forpagtet kiosken på Birkhede Camping ved Ry, så der arbejdede jeg et par somre.

I 1983 arbejdede jeg et års tid i Brugsen i Stjær.

Fra 1985 til 1987 arbejdede jeg på Hammel Møbelfabrik.

Indimellem havde jeg nogle år på barsel og job på Jopin Pyntegrønt i Laven, hvor jeg klippede pyntegrønt, birkegrene, elefantgræs, agurker og mosgrene, formklippede juletræer og gødede dem – med en balje på maven og så bare gå række op og ned. Et meget alsidigt job med meget sjov og skøre påfund.

I 1990 fik jeg job hos Jørck og Larsen i Knudlund hvor jeg arbejdede om natten. Vi syede dyner og sengetæpper. Det var så ikke lige noget jeg kunne holde til, så det blev en kort fornøjelse.

I 1993 blev jeg ansat i Dagli´Brugsen i Sorring hvor jeg endte med at have 15 gode år, inden jeg tænkte at jeg burde prøve noget nyt.

I 2008 fik jeg job i frugt og grønt-afdelingen i Kvickly Ry hvor jeg stadig arbejder og er meget glad for det.

Indimellem alle de år har jeg siddet 4 år i skolebestyrelsen, hvilket var meget lærerigt og udfordrende, men godt at se tingene lidt fra en anden vinkel.

I flere år spillede jeg håndbold, fodbold og badminton. Nu nøjes jeg med at stå på sidelinjen når Sorrings Damer spiller kamp hvilket jeg nyder. Så føler jeg ligesom at jeg er med, og vi har det sjovt.

Jeg har også gået til gymnastik, pilates og træning på store bolde.

Så har jeg siddet i bestyrelsen i STIF. Tror nok det blev til 6 år som badminton formand. Derudover har jeg været træner for U9 badminton i nogle år. Og fodboldtræner i en årrække for nogle skønne og sjove piger. Noget som jeg aldrig har fortrudt, fik så mange gode og sjove oplevelser med alle de skønne børn, og jeg bliver glad når jeg går igennem byen og de hilser og snakker med mig. Og det er vigtigt at man melder sig under fanerne så alle børn kan få nogle gode timer i vores lille Idrætsforening.

Så var jeg med til at starte fitness op. En spændende og travl periode.

Så har jeg siddet 6 år i bestyrelsen i Dagli’Brugsen i Sorring, hvor jeg var med til at ansætte ny uddeler, en spændende udfordring.

Sidst men ikke mindst sidder jeg i bestyrelsen for støtteforeningen som prøver at få nogle penge ind ved at sælge målaktier. Pengene går til ungdomsarbejdet i STIF. Vi kunne godt ønske at flere købte aktierne for så kunne der komme rigtig meget hjælp til klubben.

Jeg er rigtig glad for at bo i Sorring, jeg synes vi har en dejlig by som vi skal passe på. Hvor der er det, der skal være. Og rigtig mange frivillige der gør et stort stykke arbejde for byen. Vi har rigtig gode venner som også bor i Sorring, nogle af dem har holdt ved i over 40 år. Tak for jer. Vi har søde og hjælpsomme genboer. Og bor meget centralt til alting.

Og vores børn har haft en god og tryg barn­dom i en dejlig by, hvor de selv kunne gå eller cykle i skole og til fodbold og badminton. Det krævede lidt koordinering når alle skulle ud til kamp, og vi kun havde en bil.

Jeg bruger en masse fritid på at cykle rundt i omegnen og nyder den skønne natur og udsigt. Man får mere med, når man cykler eller går, og så er det godt for sjælen. Og der er så mange fine ture man kan gå eller cykle.

Hanna Jensen

Mig og Sorring/Toustrup af Inger Jensen

AF INGER JENSEN

Tak til Søren og Jette Hansen for at give stafetten videre til os.

Mit navn er Inger Jensen (født Boldsen). Jeg er indfødt på Høngevej i 1950 (der hvor Karen Osterland bor nu), datter af Emma og Niels Boldsen.

Den sidste af en søskendeflok på 6 stk. Gik i folkeskolen her i Sorring og blev konfirmeret som det første hold ved Ole Rydal i Dallerup kirke.

Kom på Kornmod i 8.-9. klasse og blev færdig én fredag og startede i lære på systue Dansk Kjole Industri i Silkeborg mandag. Jeg fik et værelse ved min søster Ulla i Resenbro.

Her fra Sorring kørte der en bus til bal i Linå hver lørdag, som jeg og vennerne benyttede flittigt.
Her mødte jeg min mand Preben Jensen. Preben er født på Tingvejen i Gjern i 1949. Preben var i lære som smed ved nu afdøde Karl Andersen i Voel.

Da Preben var udlært flyttede vi sammen i 2 værelser på Løvfaldsvej i Resenbro.

Vi blev gift den 26. december 1970 i Dallerup kirke og boede til leje på Nørskovbakke i Silkeborg. I 1971 købte vi hus på Baunehøjvej i Silkeborg.

Kjoleindustrien havde solgt til Kyeds konfektion, så her syede jeg til 1974.
Preben arbejdede først i Galten ved smeden Hans Schørring, og også ved Hvidtved Larsen i Silkeborg.

I 1974 fik vi vores søn Jesper Halvorsen, som nu er gift med Susan Halvorsen og har 3 skønne piger Jasmin, Jessica og Josefine. De bor i naboejendommen til Prebens fødehjem.

I 1976 var vi så heldige at blive beriget med en datter Heidi Boldsen Jensen, som har 4 skønne børn Jacob, Cille, Mikkel og Kalle. Heidi er kommet tilbage til Sorring fra Hørning, så vi er privilegeret at have vores guld omkring os.

Både vores børn og børnebørn er døbt i Dallerup kirke og har gået på Sorring skole, og Jesper og Heidi er også blevet gift i Dallerup kirke.

I 1978 fik vi mulighed for at købe et nedlagt landbrug med griseproduktion på Ternevej 6 her med udlejning af et ældre stuehus i Sorring, efter Prebens forældre Emma og Johannes Jensen. Her voksede vore børn op, og jeg tog et sabbatår fra systuen Refa på Nørskovbakke i 79/80 for at hjælpe Preben. Vi hentede madaffald, som blev kogt til grisene. Det var et slid med at hente og vaske bøtter og holde kogeriet rent; men godt for vores børn, for de skulle kun i børnehave om formiddagen.

Her blev jeg klar over at jeg skulle noget andet, så jeg blev ansat i Hjemmeplejen Gjern i 1981, og det var vejen frem. Jeg tog uddannelsen som sygehjælper i 1989, og videreuddannede mig som social- og sundhedsassistent i 1997.

Herefter arbejdede jeg på Kejlstruplund fra 1990 til 2010, hvor plejehjemmet blev nedlagt og jeg gik på efterløn.

Preben droslede lidt ned på griseproduktionen og holdt op med at hente affald. Lejede noget jord (der hvor Jesper bor og flere forskellige steder i Sorring).

Arbejdede også ved Hans Schørring i Galten, og kom til BSI i Århus, Intertec i Viby, Anders Andersen i Odder, Glenco i Hasselager og til sidst Kemp & Lauritzen i Tilst, hvorefter han gik på pension i 2015. Fritidsjobbet var mark og grise.

I 1984 var han i STIF’s bestyrelse og var med til at bygge det nye klubhus.
Jeg var aktiv i Sorring Borgerforening af flere gange, og her brugte vi begge tid på at være med i de gode gamle sommerfester.

Kørte med Jesper til fodboldstævner og Heidi til Badmintonstævner.

I 1995 solgte vi gården på Ternevej og flyttede til Hovedgaden 39.

Da Sorring Forsamlingshus ikke havde vært på mere, overtog jeg udlejningensom koordinator, og den opgave har jeg stadig.

I 2014 var der gang i nyt byggeri på Bredsig med 16 nye boliger.
Her kunne vi godt se os selv, og har heller ikke siden fortrudt, at vi flyttede hertil. Vi bor sammen med nogle dejlige mennesker her. Vi solgte huset på Hovedgaden og flyttede ind her den 1. maj 2015.

Her har jeg en post som beboerrepræsentant, sammen med 2 andre her.

I 2016 blev jeg valgt ind i hovedbestyrelsen for Silkeborg Boligselskab. Her arbejder vi lige nu bl.a. med flere nybyggerier, og jeg er så heldig at kunne være med til, at der sker udvikling i vores by på Dybdalsvej med 19 nye boliger.

Vi holder meget af Sorring og de gode omgivelser, og er kede af at det er blevet så bøvlet med bus for de unge mennesker. Håber på en bedring fremadrettet.

Preben får sin pensionisttid til at gå med at hjælpe børn og børnebørn, og han hjælper også til her på Bundgaarden. Og så er vi begge glade for at gå tur med vores hund Viggo i Sorrings kønne natur.

Inger Jensen

Mig og Sorring/Toustrup af Søren Hansen

AF SØREN HANSEN

Vi er meget beærede over at Bodil og Ernst Bilde sendte stafetten videre til os.
Mit navn er Søren Hansen, og jeg bor på Solbærmarken sammen med min kone Jette og vores 3 børn Katrine, Kasper og Victor.

Jeg er født og opvokset i Frederikshavn til jeg blev 13 år, og derefter flyttede vi ud i en lille landsby, som hedder Hørby. Efter Folkeskolen kom jeg i lære i et gartneri i Hørby. I min læretid var der 3 skoleophold på Beder Gartner skole, som ligger syd for Århus. Nogle kaldte det også partnerskolen. Det passede også meget godt i mit tilfælde for der mødte jeg Jette.
Jette er opvokset i Låsby, og var i lære ved Leif Simonsen, hvis gartneri lå udenfor Låsby på vej mod Skanderborg. Jettes forældre arbejdede ved kirken i Låsby og Dallerup dengang.
Efter jeg blev færdig uddannet som gartner i 1991, aftjente jeg min værnepligt ovre ved Den Kongelige Livgarde i København. Jeg var inde i vagtkompagniet i sommeren 92, det var en god sommer med EM i fodbold.

Efter vi blev uddannet gartner i 1993 søgte vi job i USA, hvor vi var så heldige at vi begge fik et job derovre. På gartneriet var der næsten 400 ansatte, så lige noget større end vi var vant til herhjemme. Gartneriet lå lige syd for San Francisco, nemlig i en lille hyggelig by som hedder Half Moon Bay, som lå helt ud til Atlanterhavet. Der skulle vi arbejde i 6 måneder, men det blev til 12 måneder, og så flyttede vi op til Seattle, hvor vi fik job ved en dansk gartner, der var vi i 8 måneder. Der var også nogle gode skisportssteder, så vi fik også lært at stå på ski. Efter vi stoppede oppe i Seattle, skulle vi så rejse rundt derovre, hvor vi ville have kørt tværs over USA, men så blev Jette desværre syg og vi måtte rejse hjem.
Vi flyttede så ind i en lejlighed i midtbyen i Århus, som var ejet af Anna og Åge fra Toustrup. Efter et par år derinde besluttede vi os så for at rejse jorden rundt i 7 måneder. Det var en kæmpe oplevelse for os, hvor vi så også fik kørt tværs over USA, som vi gik glip af et par år tidligere.
Så var tiden inde og vi skulle slå os ned og stifte familie. Vi kiggede flere steder hvor vi så faldt over Sorring, og områdets flotte og dejlige natur. Der var også mange gode bakker til en god løbetur. Vi byggede et hus på Høghgårdsvej 16 i 1998, hvor Søren og Helle Serritzlew bor nu. Det var et godt valg. Nogle i byen kaldte det også for Beverly Hills 🙂 da det nok var et stykke tid siden der sidst var bygget nye huse i byen, og det var også der, hvor den gamle fodboldbane lå før.

Jeg kan huske den første gang vi kom til torvedag nede på Brugsens parkerings-plads, hvor vi gik med barnevogn. Der sad mange fra byen ved et langt bord og fik kaffe. De kiggede vist lidt efter os, hvor vi så tror de snakkede om, hvem det nu var, der var ankommet til byen. Vi var jo nok nogle af de første nye tilflyttere. Efterfølgende blev der bygget en del huse hvor der kom mange nye tilflyttere til byen efter vi kom til byen i 1998. Så der har været en god tilflytning til byen siden vi kom hertil, og vi har fået en flot ny børnehave, som vi nu er nabo til.


Katrine kom til verden 2 måneder før vi flyttede til Sorring. Vores lille familie fik en god modtagelse i byen. Året efter blev vi gift i Dallerup kirke, og festen var selvfølgelig i Sorring forsamlingshus, hvor der var rigtig god dansemusik af Aage Hoberg, men året bød også på sygdom, hvor vi måtte tage afsked med Jettes far som jo arbejdede ved Dallerup kirke. Jeg valgte at søge jobbet, og fik det, hvor jeg var i næsten 17 år.

Før det kørte jeg rundt for et firma, der hedder Decoplant, som er et firma der leverer og passer indendørs planter på kontorer og virksomheder. Der kørte jeg rundt i det meste af Jylland. Så Jeg følte mig privilegeret af at kunne få et job så tæt på hvor vi boede. Jeg har været rigtig glad for de år jeg var ved kirken, og alle de mennesker i lokalområdet som jeg kom til at kende.
Især Anne Grethe Bonde husker jeg tydeligt. Hun var en frisk ældre dame som gik forbi kirken hver dag. Vi fik en lille sludder i alt slags vejr, om så det sneede eller regnede kom hun forbi. Hun blev 99 og gik trofast næsten til det sidste.
I 2016 blev jeg opfordret til at søge stillingen som halinspektør i Låsby. Da jeg altid har været i idrættens verden, var det lige noget for mig, så nu arbejder jeg i nabobyen.
Kasper kom til verden i 2000 og Victor kom til verden i 2001. Mens børnene var små arbejdede Jette som dagplejemor i byen.

Foreningslivet i byen har altid bidraget med mange gode tilbud, og tæt fællesskab. Dem har vi benyttet os godt af, og de har betydet meget for vores familie, og skabt mange gode bekendtskaber for os.
Alle vores børn har dyrket sport i Sorring. De gik til gymnastik, badminton og fodbold. Vi har som familie nydt godt af de gode tilbud, som har været i byen. Kan også huske at Jette tog børnene med i forsamlingshuset, dengang der var danseundervisning der. Men det var ikke lige noget for drengene, de var mere til fodbold og badminton.

Vi har brugt rigtig mange gode timer i idrætshallerne, og på fodboldbanerne sammen med andre børn og forældre her fra byen. Det var en fantastisk tid som bare er gået alt for hurtigt.
Jeg har selv været en del af STIF i en lang årrække som fodboldtræner og fitness instruktør, det var en rigtig god tid, og jeg har mange rigtig gode oplevelser. Især med de fodbolddrenge som jeg trænede. Det var også en god måde at komme til at kende børnene og forældrene i byen på. I var nogle gode knægte, og vi var på nogle rigtig gode og sjove ture sammen. Vi var ca. af sted hver sommer til stævner med overnatning. Et år var vi i Göteborg til en turnering, og vi var en tur i en stor forlystelsespark som hedder Liseberg med nogle kæmpe rutsjebaner. Så sådan en tur kan godt anbefales, og det er også en rigtig god måde at lære drengene at kende.

Byen kan bl.a. også tilbyde en strikkeklub som ligger i Garnbiksen som Jette har masser af glæde af. Der har de det rigtig hyggeligt, og jeg får måske en sweater engang 🙂

Vi er rigtig glade for byen, og hvad byen har at tilbyde, børnene har haft en rigtig tryg og god opvækst her, og som Kasper sagde engang, da vi var en tur i København, ”Nej hvor er jeg glad for at vi bor i Sorring.”
Vi mærkede for alvor sammenholdet og medfølelsen i byen, og masser af hjælp, da vores yngste søn Victor fik konstateret leukæmi i 2015. Det siger lidt om Sorring og sammenholdet i byen. Vi benytter lige chancen til at sige en kæmpe tak til alle som støttede os i den svære tid.
Ikke mindst en kæmpe tak til de 3 skoleveninder der tog initiativ til at samle penge ind til knæk cancer ved at sælge hjemmebagt kage i Brugsen. De fik lidt over 16.000. – Godt gået.

Søren Hansen

Mig og Sorring/Toustrup af Ernst Bilde

Af Ernst Bilde

Tak for stafetten til Chenette Angin.

Jeg og min kære kone Bodil bor i dag på Solbærmarken 48 i Sorring.

Som barn flyttede jeg til Toustrup i marts 1953 som 6 årig. Mine forældre havde forpagtet Rosengården af min farmor Anne Bilde. Jeg startede i skole april 1954 i Sorring Skole og gik der til og med 6. klasse. Så skiftede jeg til Hammel Realskole. Efter skolen havde jeg forskellige pladser ved landbruget.

I november 1966 kom jeg ind som soldat på infirmeriet i Aarhus som sygepasser, hvor jeg var indtil november 1968. Derefter gik jeg på Vejlby Landbrugsskole i 9 måneder.

Jeg traf min kone Bodil i sommeren 1967 til bal på Nilles Kro. Vi blev gift i november 1971 i Dallerup Kirke.

Vi boede i en toværelses lejlighed i Aarhus fra 1970 til sommeren 1972, hvor vi flyttede til Ryttervej 4 i Toustrup. Jeg var da kommet i murerlære hos Bodils fætter og fik svendebrev i september 1973.

Samme år blev min far dræbt i en trafikulykke. Så jeg hjalp min mor på gården og overtog Rosengården i 1977. Så blev jeg heltidslandmand med marker og grise og drev landbruget i 35 år.

I 1972 fik vi vores søn Nicolai og i 1976 fik vi vores datter Louise. Louise er skolelærer og bor i Ry sammen med sin mand Dennis og vores ældste barnebarn Nicolai.

Vores søn Nicolai, der er El-installatør, og vores svigerdatter Anja har tre børn, Maja, Mads og Magnus. De byggede hus i 2009 i Sorring.

Jeg blev folkepensionist i 2012, og vi blev enige om at afhænde gården. Da vores søn og svigerdatter gerne ville overtage gården, byttede vi bare bolig med dem. Så det er derfor vi i dag bor på Solbærmarken 48, og det er vi meget glade for.

Da vi boede i Toustrup var jeg formand for vandværket, og vi deltog i fællesskabet omkring Toustrup Forsamlingshus.

Jeg har været i bestyrelsen for Brugsen, og jeg har deltaget i teaterforeningen. Min første optræden var i ”Landmandsliv” i Sorring Forsamlingshus.

Nu er det Sorrings Mandskor jeg deltager i, og så er vi nogle ældre herrer der går til gymnastik hver mandag.
Onsdag formiddag deltager jeg i senior badminton, og torsdag aften er det badminton med de yngre, så jeg har travlt som folkepensionist. For jeg er også med i menighedsrådet.

Vi har været på skiferie hvert år med familie eller venner, og på cykeltur på vores tandem om sommeren.

Min kone har lokket mig til at spille golf, og der er jo også nogle ferieture, der skal passes ind her.

Så jeg og min Bodil har et utrolig godt familieliv og et socialt pensionistliv.

Ernst Bilde

Mig og Sorring af Bente Jakobsen

Tak for stafetten til Flemming. Jeg er meget beæret over, at blive tiltroet dette indlæg.

Jeg hedder Bente Jakobsen og har haft glæden af 45 somre. Jeg er født og opvokset på et Familielandbrug i Vestjylland, helt nøjagtig, ved Linde midt imellem Holstebro, Struer og Lemvig. Jeg er nr. 2 i rækken ud af 4 søskende, hvor de 3 fortsat bor på fødeegnen.

Hjemme har vi hjulpet til i stalden og marken. I 1. klasse skulle jeg møde kl. 10, og kunne derfor hjælpe med at muge ud ved grisene hver morgen, før jeg tog i skole. I 4. klasse begyndte jeg at hjælpe min far med malkningen. Og i 7. klasse passede jeg gården, når resten af familien var på den årlige sommerferie med campingvognen. Derudover fik jeg ansvaret for min onkels gård og naboens gård når de havde brug for husbondafløser.

Jeg har altid oplevet stor glæde ved landbruget og dyrene, og har også det meste af mit liv haft heste, hvilket bl.a. var det som senere skulle føre mig til Sorring.

Efter 8 år på den lokale folkeskole, et 2-årigt efterskoleophold og en HF eksamen, var jeg stuepige på et større gods, Ausumgård som ligger mellem Struer og Holstebro samt andre jobs, bl.a. pædagogmedhjælper. Jeg tog også et højskole¬ophold, og det var her jeg mødte Morten, som senere blev min mand og mine sønners far. Vi rejste rundt i Australien sammen. I 1996 flyttede jeg til Århus for at begynde på pædagogseminariet, som jeg afsluttede i 2000, og siden har jeg arbejdet i Gellerupparken og Langkærparken ved Århus som vuggestue- og børnehavepædagog. Vi boede i en lille 2-værelses lejlighed i Århus C. Jeg savnede markerne og især min hest, som i de år jeg var på seminariet stod på gården hos mine forældre.

Morten og jeg begyndte at lede efter et sted hvor vores ønsker kunne indfries, og for mig var det at kunne få mine heste hjem. For Morten, som studerede informationsvidenskab på Århus Universitet og senere underviste samt gik i gang med en PHD i undervisning, betød det, at vi skulle blive i det Østjyske. Vi søgte i små 2 år, og i april 2000 førte det os til Sorring. Et helt ukendt lokalområde for os begge, men i august 2002 flyttede vi ind på gården i Sorring.

Her i Sorring oplevede vi at blive taget meget hjerteligt imod af naboer, som bød på kaffe og masser af hyggelige stunder og snakke samt lokale beretninger. Jeg skulle finde foder m.m. til hestene, og der var altid en som kendte en der kunne hjælpe.
I 2003 kom Alexander til verden, og igen blev bekendtskabskredsen større, og i 2006 ventede vi Nikolaj, hvilket igen udvidede til nye omgangskredse.

2006 blev et begivenhedsrigt år. Morten og jeg blev beriget med Nikolaj, vi blev gift i Dallerup kirke på Nikolajs dåbsdag; men året bød også på sygdom og sygdomsforløb i vores lille familie, da Morten blev ramt af en aggressiv hjernetumor. Igennem dette sygdomsforløb blev jeg og vi mødt af medfølelse, masser af hjælp og mange lydhøre ører. I september 2007 måtte vi tage afsked med Morten.

I den efterfølgende tid mærkede vi Sorrings lokale ånd, nemlig i form af en stor forståelse og medfølelse for os i denne svære tid. Det var også det som betød at vi blev i Sorring. Det her var drengenes og min base, det var her Nikolaj og Alexander havde deres børnehave og dagpleje og dermed deres venner. Det samme gjaldt for undertegnede. Sorring skulle fortsat være base for vores familie i fremtiden, vi ønskede at blive blandt alle disse søde mennesker. I forbindelse med mine sønners opvækst har jeg tilbragt mange timer i hallen og på fodboldbanen i skønt selskab af andre forældre.


Jeg arbejdede i 2007 som souschef/pædagog i Gellerupparken, i en børnehave med 100 % 2-sprogede børn. Hvilket betød at hele åbningstiden skulle dækkes i tidsrummet, 6.30-17. Igennem en årrække har mine sønner haft flere gode unge ansvarsfulde Sorring-mennesker til at hente og være hos drengene, til jeg kom hjem.

Integrationen har været den røde tråd gennem hele mit virke siden jeg blev uddannet fra pædagogseminariet. I dag arbejder jeg bl.a. som familiekonsulent, jeg er en del af et integrationsteam som modtager de nye flygtningefamilier, der kommer til Ikast-Brande kommune. Min opgave er at hjælpe disse familier til en god start i kommunen. Derudover er jeg socialfaglig beboerrådgiver i to boligområder, hvor jeg vejleder bl.a. førstegangs forældre i emnet børn og søvn, hjælper unge til et fritidsjob og meget andet.
Sorring har indfriet mit ønske om at kunne se mine børn vokse op i et trygt landsbysamfund, omgivet af fantastisk natur.

Jeg har en perlerække af oplevelser her fra Sorring, som indeholder hyggelige sammenkomster, fødselsdage, spontane kaffesnakke, masser af gode legeaftaler for mine børn og snakke med deres forældre. – Ja, tiden går hurtigt i godt selskab, og her gik der lige små 20 år.

Bente Jakobsen

Mig og Sorring/Toustrup af Harry Jensen

AF HARRY JENSEN

Tak til Martin for at videregive stafetten til mig. Jeg har boet i Sorring siden 1957. Mine forældre købte en lille ejendom på 5 tdr. land, der hvor UN kraner ligger nu, som de drev samtidig med, at min far arbejdede som tømrer. Så var der også lidt arbejde til os to drenge: Børge og jeg.

Jeg er født ved Toustrup Station i 1946. Mine forældre: Mariane og Karl Jensen, også kaldet »Karl snedker«. Jeg var således 11 år, da vi flyttede til Sorring. Min skoletid begyndte i Sorring Centralskole i 1953, skolen ude på Toustrup Mark, som lærer Højer drev, blev nedlagt ca. et år før. Transporten til skolen foregik med skolebus, Robert Rohde kørte turen fra Sorring om morgenen for at hente elever til kl. 8. Igen til middag for at aflevere formiddagselever og tage nye elever med, som skulle møde om eftermiddagen, og igen aflevere eftermiddags­elever efter endt skoletid: Tre ture om dagen: Sorring-Tovstrup By-Centralen-Toustrup Mark-Toustrup Station-Tovstrup By-Sorring. Da vi kom til Sorring var transporten til skolen på cykel.

Toustrup St. var dengang postkontor, idet Hammelbanen kørte dengang. Et kendt navn, Post Bak, var et af postbudene, der udgik fra stationen. Stations­pladsen var også et godt sted at lege, da der næsten altid stod en tom godsvogn på sidesporet. En stor portalkran fandtes også ved stationen, hvor der kunne aflæsses gods, for eksempel maskiner til smeden i Tovstrup.

Når der skulle handles andet end dagligvarer derhjemme, var det i Hammel, da det var nemt at tage med toget dertil. Den lokale købmand dækkede familiens behov for dagligvarer. Hammelbanen blev nedlagt i 1956 efter at have eksisteret i først 12 år, hvor den gik fra Aarhus til Hammel, i 1914 blev strækningen udvidet til også at nå Thorsø. Navnet på togvognene var AHTJ.

Det var ikke bare banen, der stoppede, den lokale købmand lukkede sin butik omkring 1953, hvorefter vi blev betjent først af købmand Jens Svendsen, Toustrup Mark og senere af købmand Svend Pedersen i Tovstrup. Der var rig mulighed for at købe madvarer, der kom slagter fra Farre, en grønthandler fra Anbæk, (vi havde nu selv rigeligt med grøntsager i haven), bageren fra Skovby kom om onsdagen og bager Helmer Røhling fra Sorring kom hver lørdag eftermiddag og igen søndag morgen med de bestilte rundstykker.

Efter endt skoletid 7 år og konfirmation i 1960 ved pastor Ammitzbøll, blev det landbruget, der havde min store interesse. Det skyldes måske, at som dreng ved Toustrup St. havde jeg min gang ved nogle landmænd, og da vi flyttede til Sorring, var der også rig mulighed for at dyrke interessen.

Min første plads var hos Inger og Jens Poulsen, Skovslund Toustrup Mark, dernæst ved Astrid og Alfred Justesen, Sorring, denne gård er nu nedrevet og erstattet med området: Kastanievej, markerne er plantet til med juletræer. Senere to pladser længere mod vest. Derefter kom soldatertiden, som ikke blev særlig lang, efter 5 måneder og et færdselsuheld blev det til et halv år på sygehuset. Først 5 måneder i Tarm, der var nærmeste sygehus, ulykken skete i Lønborg. Den sidste måned var på sygehuset i Silkeborg til genoptræning. Efter 3 måneders rekreation hjemme hos mine forældre fik jeg arbejde på Dallerup Maskinstation, det lugtede også lidt af landbrug.

Mit arbejdsliv begyndte som sagt ved landbruget, men selvom det var et frit liv var det også lidt bundet med lange arbejdsdage. Så i 1970 fik jeg job som chauffør på Sorring Savværk og Tømmerhandel. Det blev til 14 dejlige år på en god arbejdsplads. Der skete forandringer i byggebranchen, med nedgang i arbejdsopgaverne, så i 1984 ved årets udgang sluttede mit job i træbranchen.

I 1969 blev der bygget lagerhaller på modsat side af Silkeborgvej: Stenfeldt Hansen Glas. Der måtte man også se ændringer i glasbranchen, så man var nødt til at sadle om, i stedet for bare at distribuere glas til forskellige glarmestre, blev der indkøbt maskiner til forarbejdning af de forskellige glastyper. Det blev min arbejdsplads i mange år med en enkelt afstikker til termorudefabrikken i Gjern for så at komme tilbage til Sorring. Det blev til 22 gode år i glasbranchen med forskellige indehavere af virksomheden, nu hedder firmaet: Gern Glas. Glas er tungt og skørt at arbejde med, så jeg gik på efterløn i 2006.

Som dreng var jeg medlem af KFUM-spejderne med Viggo Nielsen, Robert Laursen og Henning Mortensen som ledere. Der var klublokale på loftet hos Gerda og Jens Bak. Efter konfirmationen fortsatte jeg som spejder og blev siden medlem af KFUM og K i Sorring, indtil jeg flyttede fra egnen til landbrug i nærheden af Kjellerup.

Min egen familie er ikke stor. Efter fars død i 1975 og mors død 9 år senere i 1984, har jeg min bror Børge. Han overtog vore forældres ejendom på Klintrupvej efter mors død, denne ejendom var mors fødehjem og har været i slægtens eje i flere generationer. Den lille ejendom, som blev købt i 1957, blev solgt igen i 1963, hvor mine forældre flyttede ud på Klintrupvej. Far blev desværre syg med forkalket kranspulsåre kort tid efter, de var flyttet, så han var indlagt flere gange, dengang var der ikke de muligheder for ballonudvidelse, som der er i dag. Mor kom på et tidspunkt i gang med at strikke store trøjer til et firma i Hurup i Thy, det gav en god lille indtægt, mor havde altid været hjemmegående og ikke vant til store indtægter, så det hun fik for at strikke var et godt supplement til pensionen. Naboer og venner var altid velkomne til at kigge ind til en snak og en kop kaffe, det nød mor, det gav lidt adspredelse i hverdagen.

Mit liv fik en større dimension, da jeg blev gift med Meta, som var blevet alene efter Knuds død i 1992. Der fulgte en stor familie med, børn, som alle var gift og havde stiftet familie og selv fået børn, og der kom flere til i alt 13 børnebørn. Når der i forskellige sammenhænge har været tale om, hvor mange børnebørn vi har, plejer jeg at sige, at dem er jeg måske ikke kommet helt ærlig til, men de er dejlige og jeg holder af dem alle. Familien vokser stadig, den består nu foruden 13 børnebørn også af 5 oldebørn, og der er mulighed for flere.

Huset, vi bor i, er mit hus, nogle, som tidligere har skrevet i dette blad bor i en »andens hus«, sådan er der så meget, men det er nok for bedre at kunne stedfæste beliggenheden. Huset byggede jeg i 1973 på en grund købt af Frida og Jørgen Møller. Grunden havde intet med Hjejlevejs udstykningen at gøre, den hørte til Sandalen, men en ansøgning til Gjern Kommune gav tilladelse til udkørsel til Hjejlevej og er nu nr. 14 på denne gade. Det er et selvbyggerhus med hjælp fra min far, der kunne vejlede og give gode råd, min bror Børge hjalp til, og nogle venner var også involveret.

Meta og jeg har i mange år haft vores gang i missionshuset, indtil det blev nedlagt og solgt i 2015. Vi er nu med i samfundet i Voel i deres missionshus. Meta var i mange år med til at holde søndagsskole i missionshuset hver anden søndag, dette børnearbejde blev senere til »Spiren«, som blev holdt om torsdagen. Da jeg var dreng, var det Høgsberg, der holdt søndagsskole. Høgsberg og fru Høgsberg, som hun altid blev kaldt, var bestyrer på Sorring Alderdomshjem.

Både Meta og jeg har været i menighedsrådet, Meta fra 1980 til 1996, derefter blev det min tur i de næste 16 år. Jeg holdt en pause i den følgende periode fra 2012 – 2016. Jeg blev midt i denne periode valgt til kirkeværge efter Mogens Jensen Tovstrup og var i den forbindelse med til alle menighedsrådsmøderne, så i 2016 blev jeg valgt i rådet igen for en ny 4-årig periode.

Vi vil begge to gerne deltage i gudstjenesterne, også fordi vi føler, at det er Dallerup kirke vil hører til og vil gerne være med i det, der foregår i og ud fra kirken. Ved gudstjenesten på Sorringhus ca. en gang om måneden er vi med som medhjælpere, Meta bager kringle til kaffen, jeg dækker bord og vasker op.

Jeg er både døbt, konfirmeret og gift i Dallerup Kirke, Meta er født i Nørbæk Sogn ved Viborg og konfirmeret her i Dallerup, hendes forældre kom her til Sorring i 1945. Meta blev også gift med Knud i kirken her, og nogle år efter Knuds død, blev Meta og jeg gift med hinanden. Vi ønsker også at blive begravet på Dallerup kirkegård.

Der er sket meget i Sorring igennem årene, når jeg tænker tilbage til 1957, da vi flyttede til byen eller lidt udenfor, var der tre købmænd, en brugsforening, to slagterforretninger, en bager og et brødudsalg, en gartner og en smed var der og to mekanikere, den ene med benzinsalg, en skrædder, en telefoncentral, en bank i et lokale ved købmand Jens Bak og en sparekasse i et lokale på Sorring Alderdomshjem. Fem vognmandsforretninger, Jens Laurids Jensen var eksport­vognmand og senere skolebus, Laurs Jensen havde lastbiler og en enkelt turistbus, Robert Rohde som kørte skolebus og minibus, Laurids Møller var lillebil vognmand, og Niels Rasmussen, »kaldet Niels Fragtmand« med hestene. Savværket ikke at forglemme, har været en god arbejdsplads for mange af Sorrings beboere.

Nu er Dagli’Brugsen, stor og flot, den eneste dagligvarebutik her i byen, den har så hele varesortimentet, og der er håndkøbsudsalg og postbutik, så byen er dækket ind. Jeg husker Olav Refsgaard som uddeler, da vi kom til Sorring, han efterfulgtes af Sten Madsen, og nu er det Finn Lorenzen. Brugsen havde også grovvarehandel dengang. Det havde købmand Pedersen også, der fik far malet grutning til grisene, da vi boede på den lille ejendom, der var kun 220 volt strøm, det var ikke nok til at drive en kværn.

Vi føler os godt tilpas her i Sorring og som medlem af Sorring-Toustrup Seniorer, deltager vi også i nogle af arrangementerne i Sorringhus.

Harry Jensen

Mig og Sorring – Michael Egebjerg Sanberg

AF MICHAEL EGEBJERG SANBERG

Jeg sender en stor tak til Anders Precht, for at videresende stafetten til mig.

Mit navn er Michael Egebjerg Sanberg, er 35 år er gift på 10. år med min skønne kone Mia, og sammen har vi børnene Fabian på 10 år og Nelli på 7 år.

Mia og jeg er begge vokset op i Tilst. Vi kom til Sorring i 2006, da andelsboligerne på Jordbærvej blev opført, og hvor vi indtil august i år har boet på Jordbærvej 16, og er nu ved at bygge hus på Bredsigbakke.

Til daglig arbejder jeg på et lager i Hasselager, hvor vi modner bananer, bl.a. til Brugsen i Sorring.

Årsagen, til vi flyttede til Sorring, var, at jeg dengang arbejdede som grave-fører hos en entreprenør, der havde sine fleste opgaver i Vestjylland.

Med de i forvejen mange kørte kilometer fra Tilst til Vestjylland, virkede Sorring ikke langt væk og med den kommende motorvej fra Aarhus til Herning, gav det mere mening at bo tættere på min arbejdsplads, uden at skulle flytte langt fra familien i Tilst.

Vi havde ikke tidligere kendskab til byen Sorring, andet end det var en by, man kørte igennem, når man kom fra Tilst til Silkeborg via Langelinie.

Andelsboligen blev købt, og vi flyttede ind november 2006, i starten som et springbræt, men endte med at bo der i 12 år, i et dejligt hjem, på en vej med en masse gode naboer.

Det lå ikke i kortene, at vi skulle blive i Sorring, men som årene gik, fik vi vores 2 børn, og med børn i Sorring, kan man ikke undgå at udvide sit netværk, med diverse sammenkomster i børnehøjde, hvor man mødes med andre familier i byen. Nu er 12 år gået, vi bor stadigvæk i Sorring, og har for nylig solgt vores andelsbolig, og er nu på vej mod nye eventyr på Bredsigbakke.

Da vores søn fik smag for sportens verden, og begyndte – ligesom mange andre børn i hans alder – til fodbold, og da der pludselig blev behov for en ny træner til hans fodboldhold, stod jeg klar, dog uden erfaring som træner, og min egen karriere inden for fodbolden var meget kort. Men jeg kunne da gøre mit bedste, om ikke andet kunne de da få lidt løbetræning.

Jeg har nu været træner for drengene i næsten 6 år, og har efterhånden fået en masse erfaring som træner, samt et indgående kendskab til min søns venner og omgangskreds.

Til en Sankt Hans aften for nogle år tilbage blev der i båltalen nævnt, hvor få der deltog til STIF`s general­forsam­linger, til trods for det store medlems­tal pr. indbygger, og med de nævnte tal, vakte det min opmærksomhed eller dårlige samvittighed. Jeg besluttede mig for, at jeg ville komme til alle fremtidige generalforsamlinger hvis muligt, især når jeg nu i forvejen var træner for et fodboldhold og havde 2 børn, der var aktive i foreningen.

Med deltagelse i generalforsamlingerne, har det nu resulteret i, at jeg i dag sidder som formand for vores fodboldafdeling. Det skal dog siges, at jeg meldte mig af lyst og ikke af nød, og har ikke fortrudt det siden. Det er utroligt givende, at kunne være med til at udvikle og bidrage til foreningslivet i byen.

STIF´s bestyrelse består af 7 ildsjæle, der hver brænder for deres virke, hvilket gør, at når vi mødes en gang om måneden, kan møderne hurtig trække ud, samtidig med det er hyggeligt. Det koster selvfølgelig meget af min fritid at være både træner og formand, men det er gået hen og blevet som en hobby for mig, og som træner har jeg stadig tid med min søn.

Igennem formandskabet har jeg igen udvidet mit netværk i byen, og det er jo fantastisk at køre igennem Hovedgaden og hilse på næsten alle, man kører forbi på sin vej. Det samme gør sig gældende, når man er ude at gå en tur, eller bare en tur i Brugsen, så hilser man på menneskene på sin vej.

Som frivillig får jeg lov til at være ”en del af noget større”. Jeg kan kun opfordre til at få meldt sig ind i en forening hurtigst muligt, hvis man trænger til at udvide sit netværk eller bare har noget på hjerte. Ikke nødvendigvis som formand, men der er altid brug for en frivillig. Det er de frivillige kræfter, der får byen til at være et godt sted at bo. Sorring tilbyder noget for en hver smag.

Sorring er en fantastisk by at bo i. Vi er ”byen under tårnet” og samtidig ”byen på toppen”. Måske ikke det flotteste tårn, men et vartegn der står højt i landskabet, og kan ses langvejs fra, både fra Nord, Syd, Øst og Vest. Sorring-tårnet er for mig lig med hjemme, hvor min familie sover trygt, og hvor mine venner og naboer bor. Her er trygt, vi står sammen, vi hjælper hinanden, og her er muligheder for aktivitet i alle aldre.

Jeg vil gerne benytte lejligheden, til at sende et stort tak til alle de frivillige kræfter der er i byen. De er i høj grad med til at gøre vores Sorring til et bedre sted at være.

Michael Egebjerg Sanberg