Mig og Sorring af Bente Jakobsen

Tak for stafetten til Flemming. Jeg er meget beæret over, at blive tiltroet dette indlæg.

Jeg hedder Bente Jakobsen og har haft glæden af 45 somre. Jeg er født og opvokset på et Familielandbrug i Vestjylland, helt nøjagtig, ved Linde midt imellem Holstebro, Struer og Lemvig. Jeg er nr. 2 i rækken ud af 4 søskende, hvor de 3 fortsat bor på fødeegnen.

Hjemme har vi hjulpet til i stalden og marken. I 1. klasse skulle jeg møde kl. 10, og kunne derfor hjælpe med at muge ud ved grisene hver morgen, før jeg tog i skole. I 4. klasse begyndte jeg at hjælpe min far med malkningen. Og i 7. klasse passede jeg gården, når resten af familien var på den årlige sommerferie med campingvognen. Derudover fik jeg ansvaret for min onkels gård og naboens gård når de havde brug for husbondafløser.

Jeg har altid oplevet stor glæde ved landbruget og dyrene, og har også det meste af mit liv haft heste, hvilket bl.a. var det som senere skulle føre mig til Sorring.

Efter 8 år på den lokale folkeskole, et 2-årigt efterskoleophold og en HF eksamen, var jeg stuepige på et større gods, Ausumgård som ligger mellem Struer og Holstebro samt andre jobs, bl.a. pædagogmedhjælper. Jeg tog også et højskole¬ophold, og det var her jeg mødte Morten, som senere blev min mand og mine sønners far. Vi rejste rundt i Australien sammen. I 1996 flyttede jeg til Århus for at begynde på pædagogseminariet, som jeg afsluttede i 2000, og siden har jeg arbejdet i Gellerupparken og Langkærparken ved Århus som vuggestue- og børnehavepædagog. Vi boede i en lille 2-værelses lejlighed i Århus C. Jeg savnede markerne og især min hest, som i de år jeg var på seminariet stod på gården hos mine forældre.

Morten og jeg begyndte at lede efter et sted hvor vores ønsker kunne indfries, og for mig var det at kunne få mine heste hjem. For Morten, som studerede informationsvidenskab på Århus Universitet og senere underviste samt gik i gang med en PHD i undervisning, betød det, at vi skulle blive i det Østjyske. Vi søgte i små 2 år, og i april 2000 førte det os til Sorring. Et helt ukendt lokalområde for os begge, men i august 2002 flyttede vi ind på gården i Sorring.

Her i Sorring oplevede vi at blive taget meget hjerteligt imod af naboer, som bød på kaffe og masser af hyggelige stunder og snakke samt lokale beretninger. Jeg skulle finde foder m.m. til hestene, og der var altid en som kendte en der kunne hjælpe.
I 2003 kom Alexander til verden, og igen blev bekendtskabskredsen større, og i 2006 ventede vi Nikolaj, hvilket igen udvidede til nye omgangskredse.

2006 blev et begivenhedsrigt år. Morten og jeg blev beriget med Nikolaj, vi blev gift i Dallerup kirke på Nikolajs dåbsdag; men året bød også på sygdom og sygdomsforløb i vores lille familie, da Morten blev ramt af en aggressiv hjernetumor. Igennem dette sygdomsforløb blev jeg og vi mødt af medfølelse, masser af hjælp og mange lydhøre ører. I september 2007 måtte vi tage afsked med Morten.

I den efterfølgende tid mærkede vi Sorrings lokale ånd, nemlig i form af en stor forståelse og medfølelse for os i denne svære tid. Det var også det som betød at vi blev i Sorring. Det her var drengenes og min base, det var her Nikolaj og Alexander havde deres børnehave og dagpleje og dermed deres venner. Det samme gjaldt for undertegnede. Sorring skulle fortsat være base for vores familie i fremtiden, vi ønskede at blive blandt alle disse søde mennesker. I forbindelse med mine sønners opvækst har jeg tilbragt mange timer i hallen og på fodboldbanen i skønt selskab af andre forældre.


Jeg arbejdede i 2007 som souschef/pædagog i Gellerupparken, i en børnehave med 100 % 2-sprogede børn. Hvilket betød at hele åbningstiden skulle dækkes i tidsrummet, 6.30-17. Igennem en årrække har mine sønner haft flere gode unge ansvarsfulde Sorring-mennesker til at hente og være hos drengene, til jeg kom hjem.

Integrationen har været den røde tråd gennem hele mit virke siden jeg blev uddannet fra pædagogseminariet. I dag arbejder jeg bl.a. som familiekonsulent, jeg er en del af et integrationsteam som modtager de nye flygtningefamilier, der kommer til Ikast-Brande kommune. Min opgave er at hjælpe disse familier til en god start i kommunen. Derudover er jeg socialfaglig beboerrådgiver i to boligområder, hvor jeg vejleder bl.a. førstegangs forældre i emnet børn og søvn, hjælper unge til et fritidsjob og meget andet.
Sorring har indfriet mit ønske om at kunne se mine børn vokse op i et trygt landsbysamfund, omgivet af fantastisk natur.

Jeg har en perlerække af oplevelser her fra Sorring, som indeholder hyggelige sammenkomster, fødselsdage, spontane kaffesnakke, masser af gode legeaftaler for mine børn og snakke med deres forældre. – Ja, tiden går hurtigt i godt selskab, og her gik der lige små 20 år.

Bente Jakobsen

Mig og Sorring/Toustrup af Harry Jensen

AF HARRY JENSEN

Tak til Martin for at videregive stafetten til mig. Jeg har boet i Sorring siden 1957. Mine forældre købte en lille ejendom på 5 tdr. land, der hvor UN kraner ligger nu, som de drev samtidig med, at min far arbejdede som tømrer. Så var der også lidt arbejde til os to drenge: Børge og jeg.

Jeg er født ved Toustrup Station i 1946. Mine forældre: Mariane og Karl Jensen, også kaldet »Karl snedker«. Jeg var således 11 år, da vi flyttede til Sorring. Min skoletid begyndte i Sorring Centralskole i 1953, skolen ude på Toustrup Mark, som lærer Højer drev, blev nedlagt ca. et år før. Transporten til skolen foregik med skolebus, Robert Rohde kørte turen fra Sorring om morgenen for at hente elever til kl. 8. Igen til middag for at aflevere formiddagselever og tage nye elever med, som skulle møde om eftermiddagen, og igen aflevere eftermiddags­elever efter endt skoletid: Tre ture om dagen: Sorring-Tovstrup By-Centralen-Toustrup Mark-Toustrup Station-Tovstrup By-Sorring. Da vi kom til Sorring var transporten til skolen på cykel.

Toustrup St. var dengang postkontor, idet Hammelbanen kørte dengang. Et kendt navn, Post Bak, var et af postbudene, der udgik fra stationen. Stations­pladsen var også et godt sted at lege, da der næsten altid stod en tom godsvogn på sidesporet. En stor portalkran fandtes også ved stationen, hvor der kunne aflæsses gods, for eksempel maskiner til smeden i Tovstrup.

Når der skulle handles andet end dagligvarer derhjemme, var det i Hammel, da det var nemt at tage med toget dertil. Den lokale købmand dækkede familiens behov for dagligvarer. Hammelbanen blev nedlagt i 1956 efter at have eksisteret i først 12 år, hvor den gik fra Aarhus til Hammel, i 1914 blev strækningen udvidet til også at nå Thorsø. Navnet på togvognene var AHTJ.

Det var ikke bare banen, der stoppede, den lokale købmand lukkede sin butik omkring 1953, hvorefter vi blev betjent først af købmand Jens Svendsen, Toustrup Mark og senere af købmand Svend Pedersen i Tovstrup. Der var rig mulighed for at købe madvarer, der kom slagter fra Farre, en grønthandler fra Anbæk, (vi havde nu selv rigeligt med grøntsager i haven), bageren fra Skovby kom om onsdagen og bager Helmer Røhling fra Sorring kom hver lørdag eftermiddag og igen søndag morgen med de bestilte rundstykker.

Efter endt skoletid 7 år og konfirmation i 1960 ved pastor Ammitzbøll, blev det landbruget, der havde min store interesse. Det skyldes måske, at som dreng ved Toustrup St. havde jeg min gang ved nogle landmænd, og da vi flyttede til Sorring, var der også rig mulighed for at dyrke interessen.

Min første plads var hos Inger og Jens Poulsen, Skovslund Toustrup Mark, dernæst ved Astrid og Alfred Justesen, Sorring, denne gård er nu nedrevet og erstattet med området: Kastanievej, markerne er plantet til med juletræer. Senere to pladser længere mod vest. Derefter kom soldatertiden, som ikke blev særlig lang, efter 5 måneder og et færdselsuheld blev det til et halv år på sygehuset. Først 5 måneder i Tarm, der var nærmeste sygehus, ulykken skete i Lønborg. Den sidste måned var på sygehuset i Silkeborg til genoptræning. Efter 3 måneders rekreation hjemme hos mine forældre fik jeg arbejde på Dallerup Maskinstation, det lugtede også lidt af landbrug.

Mit arbejdsliv begyndte som sagt ved landbruget, men selvom det var et frit liv var det også lidt bundet med lange arbejdsdage. Så i 1970 fik jeg job som chauffør på Sorring Savværk og Tømmerhandel. Det blev til 14 dejlige år på en god arbejdsplads. Der skete forandringer i byggebranchen, med nedgang i arbejdsopgaverne, så i 1984 ved årets udgang sluttede mit job i træbranchen.

I 1969 blev der bygget lagerhaller på modsat side af Silkeborgvej: Stenfeldt Hansen Glas. Der måtte man også se ændringer i glasbranchen, så man var nødt til at sadle om, i stedet for bare at distribuere glas til forskellige glarmestre, blev der indkøbt maskiner til forarbejdning af de forskellige glastyper. Det blev min arbejdsplads i mange år med en enkelt afstikker til termorudefabrikken i Gjern for så at komme tilbage til Sorring. Det blev til 22 gode år i glasbranchen med forskellige indehavere af virksomheden, nu hedder firmaet: Gern Glas. Glas er tungt og skørt at arbejde med, så jeg gik på efterløn i 2006.

Som dreng var jeg medlem af KFUM-spejderne med Viggo Nielsen, Robert Laursen og Henning Mortensen som ledere. Der var klublokale på loftet hos Gerda og Jens Bak. Efter konfirmationen fortsatte jeg som spejder og blev siden medlem af KFUM og K i Sorring, indtil jeg flyttede fra egnen til landbrug i nærheden af Kjellerup.

Min egen familie er ikke stor. Efter fars død i 1975 og mors død 9 år senere i 1984, har jeg min bror Børge. Han overtog vore forældres ejendom på Klintrupvej efter mors død, denne ejendom var mors fødehjem og har været i slægtens eje i flere generationer. Den lille ejendom, som blev købt i 1957, blev solgt igen i 1963, hvor mine forældre flyttede ud på Klintrupvej. Far blev desværre syg med forkalket kranspulsåre kort tid efter, de var flyttet, så han var indlagt flere gange, dengang var der ikke de muligheder for ballonudvidelse, som der er i dag. Mor kom på et tidspunkt i gang med at strikke store trøjer til et firma i Hurup i Thy, det gav en god lille indtægt, mor havde altid været hjemmegående og ikke vant til store indtægter, så det hun fik for at strikke var et godt supplement til pensionen. Naboer og venner var altid velkomne til at kigge ind til en snak og en kop kaffe, det nød mor, det gav lidt adspredelse i hverdagen.

Mit liv fik en større dimension, da jeg blev gift med Meta, som var blevet alene efter Knuds død i 1992. Der fulgte en stor familie med, børn, som alle var gift og havde stiftet familie og selv fået børn, og der kom flere til i alt 13 børnebørn. Når der i forskellige sammenhænge har været tale om, hvor mange børnebørn vi har, plejer jeg at sige, at dem er jeg måske ikke kommet helt ærlig til, men de er dejlige og jeg holder af dem alle. Familien vokser stadig, den består nu foruden 13 børnebørn også af 5 oldebørn, og der er mulighed for flere.

Huset, vi bor i, er mit hus, nogle, som tidligere har skrevet i dette blad bor i en »andens hus«, sådan er der så meget, men det er nok for bedre at kunne stedfæste beliggenheden. Huset byggede jeg i 1973 på en grund købt af Frida og Jørgen Møller. Grunden havde intet med Hjejlevejs udstykningen at gøre, den hørte til Sandalen, men en ansøgning til Gjern Kommune gav tilladelse til udkørsel til Hjejlevej og er nu nr. 14 på denne gade. Det er et selvbyggerhus med hjælp fra min far, der kunne vejlede og give gode råd, min bror Børge hjalp til, og nogle venner var også involveret.

Meta og jeg har i mange år haft vores gang i missionshuset, indtil det blev nedlagt og solgt i 2015. Vi er nu med i samfundet i Voel i deres missionshus. Meta var i mange år med til at holde søndagsskole i missionshuset hver anden søndag, dette børnearbejde blev senere til »Spiren«, som blev holdt om torsdagen. Da jeg var dreng, var det Høgsberg, der holdt søndagsskole. Høgsberg og fru Høgsberg, som hun altid blev kaldt, var bestyrer på Sorring Alderdomshjem.

Både Meta og jeg har været i menighedsrådet, Meta fra 1980 til 1996, derefter blev det min tur i de næste 16 år. Jeg holdt en pause i den følgende periode fra 2012 – 2016. Jeg blev midt i denne periode valgt til kirkeværge efter Mogens Jensen Tovstrup og var i den forbindelse med til alle menighedsrådsmøderne, så i 2016 blev jeg valgt i rådet igen for en ny 4-årig periode.

Vi vil begge to gerne deltage i gudstjenesterne, også fordi vi føler, at det er Dallerup kirke vil hører til og vil gerne være med i det, der foregår i og ud fra kirken. Ved gudstjenesten på Sorringhus ca. en gang om måneden er vi med som medhjælpere, Meta bager kringle til kaffen, jeg dækker bord og vasker op.

Jeg er både døbt, konfirmeret og gift i Dallerup Kirke, Meta er født i Nørbæk Sogn ved Viborg og konfirmeret her i Dallerup, hendes forældre kom her til Sorring i 1945. Meta blev også gift med Knud i kirken her, og nogle år efter Knuds død, blev Meta og jeg gift med hinanden. Vi ønsker også at blive begravet på Dallerup kirkegård.

Der er sket meget i Sorring igennem årene, når jeg tænker tilbage til 1957, da vi flyttede til byen eller lidt udenfor, var der tre købmænd, en brugsforening, to slagterforretninger, en bager og et brødudsalg, en gartner og en smed var der og to mekanikere, den ene med benzinsalg, en skrædder, en telefoncentral, en bank i et lokale ved købmand Jens Bak og en sparekasse i et lokale på Sorring Alderdomshjem. Fem vognmandsforretninger, Jens Laurids Jensen var eksport­vognmand og senere skolebus, Laurs Jensen havde lastbiler og en enkelt turistbus, Robert Rohde som kørte skolebus og minibus, Laurids Møller var lillebil vognmand, og Niels Rasmussen, »kaldet Niels Fragtmand« med hestene. Savværket ikke at forglemme, har været en god arbejdsplads for mange af Sorrings beboere.

Nu er Dagli’Brugsen, stor og flot, den eneste dagligvarebutik her i byen, den har så hele varesortimentet, og der er håndkøbsudsalg og postbutik, så byen er dækket ind. Jeg husker Olav Refsgaard som uddeler, da vi kom til Sorring, han efterfulgtes af Sten Madsen, og nu er det Finn Lorenzen. Brugsen havde også grovvarehandel dengang. Det havde købmand Pedersen også, der fik far malet grutning til grisene, da vi boede på den lille ejendom, der var kun 220 volt strøm, det var ikke nok til at drive en kværn.

Vi føler os godt tilpas her i Sorring og som medlem af Sorring-Toustrup Seniorer, deltager vi også i nogle af arrangementerne i Sorringhus.

Harry Jensen

Mig og Sorring – Michael Egebjerg Sanberg

AF MICHAEL EGEBJERG SANBERG

Jeg sender en stor tak til Anders Precht, for at videresende stafetten til mig.

Mit navn er Michael Egebjerg Sanberg, er 35 år er gift på 10. år med min skønne kone Mia, og sammen har vi børnene Fabian på 10 år og Nelli på 7 år.

Mia og jeg er begge vokset op i Tilst. Vi kom til Sorring i 2006, da andelsboligerne på Jordbærvej blev opført, og hvor vi indtil august i år har boet på Jordbærvej 16, og er nu ved at bygge hus på Bredsigbakke.

Til daglig arbejder jeg på et lager i Hasselager, hvor vi modner bananer, bl.a. til Brugsen i Sorring.

Årsagen, til vi flyttede til Sorring, var, at jeg dengang arbejdede som grave-fører hos en entreprenør, der havde sine fleste opgaver i Vestjylland.

Med de i forvejen mange kørte kilometer fra Tilst til Vestjylland, virkede Sorring ikke langt væk og med den kommende motorvej fra Aarhus til Herning, gav det mere mening at bo tættere på min arbejdsplads, uden at skulle flytte langt fra familien i Tilst.

Vi havde ikke tidligere kendskab til byen Sorring, andet end det var en by, man kørte igennem, når man kom fra Tilst til Silkeborg via Langelinie.

Andelsboligen blev købt, og vi flyttede ind november 2006, i starten som et springbræt, men endte med at bo der i 12 år, i et dejligt hjem, på en vej med en masse gode naboer.

Det lå ikke i kortene, at vi skulle blive i Sorring, men som årene gik, fik vi vores 2 børn, og med børn i Sorring, kan man ikke undgå at udvide sit netværk, med diverse sammenkomster i børnehøjde, hvor man mødes med andre familier i byen. Nu er 12 år gået, vi bor stadigvæk i Sorring, og har for nylig solgt vores andelsbolig, og er nu på vej mod nye eventyr på Bredsigbakke.

Da vores søn fik smag for sportens verden, og begyndte – ligesom mange andre børn i hans alder – til fodbold, og da der pludselig blev behov for en ny træner til hans fodboldhold, stod jeg klar, dog uden erfaring som træner, og min egen karriere inden for fodbolden var meget kort. Men jeg kunne da gøre mit bedste, om ikke andet kunne de da få lidt løbetræning.

Jeg har nu været træner for drengene i næsten 6 år, og har efterhånden fået en masse erfaring som træner, samt et indgående kendskab til min søns venner og omgangskreds.

Til en Sankt Hans aften for nogle år tilbage blev der i båltalen nævnt, hvor få der deltog til STIF`s general­forsam­linger, til trods for det store medlems­tal pr. indbygger, og med de nævnte tal, vakte det min opmærksomhed eller dårlige samvittighed. Jeg besluttede mig for, at jeg ville komme til alle fremtidige generalforsamlinger hvis muligt, især når jeg nu i forvejen var træner for et fodboldhold og havde 2 børn, der var aktive i foreningen.

Med deltagelse i generalforsamlingerne, har det nu resulteret i, at jeg i dag sidder som formand for vores fodboldafdeling. Det skal dog siges, at jeg meldte mig af lyst og ikke af nød, og har ikke fortrudt det siden. Det er utroligt givende, at kunne være med til at udvikle og bidrage til foreningslivet i byen.

STIF´s bestyrelse består af 7 ildsjæle, der hver brænder for deres virke, hvilket gør, at når vi mødes en gang om måneden, kan møderne hurtig trække ud, samtidig med det er hyggeligt. Det koster selvfølgelig meget af min fritid at være både træner og formand, men det er gået hen og blevet som en hobby for mig, og som træner har jeg stadig tid med min søn.

Igennem formandskabet har jeg igen udvidet mit netværk i byen, og det er jo fantastisk at køre igennem Hovedgaden og hilse på næsten alle, man kører forbi på sin vej. Det samme gør sig gældende, når man er ude at gå en tur, eller bare en tur i Brugsen, så hilser man på menneskene på sin vej.

Som frivillig får jeg lov til at være ”en del af noget større”. Jeg kan kun opfordre til at få meldt sig ind i en forening hurtigst muligt, hvis man trænger til at udvide sit netværk eller bare har noget på hjerte. Ikke nødvendigvis som formand, men der er altid brug for en frivillig. Det er de frivillige kræfter, der får byen til at være et godt sted at bo. Sorring tilbyder noget for en hver smag.

Sorring er en fantastisk by at bo i. Vi er ”byen under tårnet” og samtidig ”byen på toppen”. Måske ikke det flotteste tårn, men et vartegn der står højt i landskabet, og kan ses langvejs fra, både fra Nord, Syd, Øst og Vest. Sorring-tårnet er for mig lig med hjemme, hvor min familie sover trygt, og hvor mine venner og naboer bor. Her er trygt, vi står sammen, vi hjælper hinanden, og her er muligheder for aktivitet i alle aldre.

Jeg vil gerne benytte lejligheden, til at sende et stort tak til alle de frivillige kræfter der er i byen. De er i høj grad med til at gøre vores Sorring til et bedre sted at være.

Michael Egebjerg Sanberg