Warning: preg_match() [function.preg-match]: Compilation failed: quantifier does not follow a repeatable item at offset 1 in /var/www/sorring.dk/public_html/wp-includes/class-wp.php on line 238
Mig og Sorring – Mette Kok Jepsen – Sorring.dk

Mig og Sorring – Mette Kok Jepsen

Vi siger mange tak til Karen Lyngby for at stafetten landede hos os. Jeg hedder Mette, og jeg bor sammen med min mand Daniel og vores 2 børn, Andreas og Marie.   

Det er 6 år siden vi flyttede til Sorring. Vi bor på Jordbærvej 1, som for 7 år siden bare var en byggegrund. Vi købte grunden i 2019, og året efter flyttede vi ind i vores nybyggede hus. Allerede under byggeprocessen oplevede vi interesse og hjælpsomhed fra naboerne, hvilket gjorde at vi følte os meget velkommen her i byen. 

Daniel er opvokset i Gjern. Han er uddannet elektriker ved Gjern EL og har efterfølgende læst videre til elinstallatør i Hadsten. I dag er han ansat ved et el-firma i Aarhus, hvor han arbejder med el-projekter inden for industrien.

Jeg er opvokset i Sønderjylland i en lille by uden for Tønder. Jeg har en kontor­uddannelse med speciale som advokatsekretær. For 12 år siden besluttede jeg mig for et karriereskift, og derfor startede jeg i 2014 på sygeplejestudiet i Aarhus. I dag arbejder jeg som operationssygeplejerske på Aarhus Universitetshospital. 

Daniel og jeg har lært hinanden at kende på et mix gymnastikhold i Aarhus, og i sommeren 2013 blev vi kærester. Året efter flyttede vi sammen i Daniels lejlighed i Vejlby/Risskov. I 2018 kom Andreas til verden, og der konkluderede vi at lejligheden var blevet for lille til os. Vi var begge klar til at forlade storbyen, og slå rødder i en mindre by. 

Vi endte i Sorring fordi Daniel havde kendskab til området, og han havde hørt om en byggegrund i Sorring. En kold vinterdag kørte vi et smut forbi og kiggede på grunden. Efter en snak med en forbipasserende, og en tur rundt på grunden, besluttede vi os for at købe den. Og det har vi ikke fortrudt.

Der er sket meget på de 6 år vi har boet i Sorring. I 2021 kom Marie til verden, for 3 år siden blev vi gift i Dallerup Kirke, i 2024 startede Andreas i skole, og til næste år starter Marie også i skole. Det betyder et farvel til Sorring Børnehus, som har været en del af vores hverdag, i alt den tid vi har boet i Sorring. Et sted vi er meget glade for at komme.

Vi sætter i dagligdagen stor pris på de ting, som gør at hverdagen fungerer for en børnefamilie. Det har derfor stor betydning for os, at der er børnehave, skole, idrætsforening og indkøbsmuligheder tæt på. Vi nyder at handle i Brugsen, hvor der altid er en venlig betjening.

Både Daniel og jeg har været og er frivillige trænere i STIF. Vores børn er glade for, at gå til gymnastik, badminton og fodbold med deres kammerater fra henholdsvis børnehaven og skolen. Det er dejligt at bo i en by, hvor der er et aktivt foreningsliv med mange frivillige kræfter. 

Sorring lever op til mine forventninger og mere til. Jeg er glad for, at kunne give mine børn en opvækst i en landsby, der minder om den jeg selv er opvokset i.   

Tak fordi I ville læse vores historie.

Mette Kok Jepsen