AF FLEMMING SCHROLL
Tak til Dorthe Staunstrup for stafetten.
”Der var engang en lille landsby, som hed Sorring. I Sorring var der en vej, der hed Møllebakken. På Møllebakken 5 lå bagerens gamle hus, og i det hus bor nu familien Schroll, med lillesøster Ellen, storebror Emil, med deres forældre Lisbeth og Flemming.”
Fra Danmarks ældste by til Danmarks højest beliggende by.
Jeg er født og opvokset i Ribe, men som mange andre unge mænd skulle jeg aftjene værnepligt. Jeg startede i Forsvaret i 1997 ved Jydske Dragonregiment, kamptropperne, i Holstebro, og det var her, at jeg stødte på byen Sorring for første gang. Ved JDR kaldes man ikke ved sit almindelige navn, men ved den by som man kommer fra. Og i køjen over for mig, lå en ung mand, hvor der stod Sorring på hans uniform. Hans civile navn var Jimmi Laursen. Efter endt værnepligt tog Sorring/Jimmi hjem, men vi holdt kontakten. Jeg blev udsendt som soldat til Bosnien i 1998, hvor jeg brugte det meste af min vågne tid bag rattet i et pansret køretøj.
Da jeg kom hjem fra ”action-ferie”, flyttede jeg til Århus, hvor jeg arbejdede for UPS i en årrække, samtidig med at jeg havde kontrakt med Forsvaret. I 2001 startede jeg på Lærerseminariet i Silkeborg, men blev overflyttet til Århus Lærerseminarium året efter. Her mødte jeg Lisbeth, der kommer fra Rødding ved Viborg, og som i dag arbejder på Tilst Skole. Så beslutningen i 2002 om at flytte seminarium, viste sig at være det helt rigtige valg.
I seminarietiden arbejdede jeg lidt for Jimmi, som havde startet et lille autohjælpfirma. Jeg blev medejer af firmaet, men vi ønskede begge en større forretning. Jeg blev færdiguddannet, som lærer i juni 2005, og 1. juli 2005 overtog Jimmi og jeg en virksomhed i Galten, som hedder Niebuhr Glass-peening, som beskæftiger sig med overfladebehandling af rustfrit stål i form af glasblæsning og slyngrensning.
Lisbeth og jeg boede stadig i Århus, og i 2006 blev Lisbeth gravid med vores første barn. Vi ønskede ikke, at vores børn skulle vokse op i Århus, så vi gik på husjagt. Vi var ude at kigge på nogle forskellige huse i Sorring og omegn, men købte et skuffesalg, som vi på ingen måder har fortrudt. Vi overtog vores hus d. 15. maj 2007, og Emil blev født d. 6. juni 2007, så efter et par travle uger, flyttede vi direkte fra fødegangen på Skejby Sygehus til vores hus i Sorring. Vi kendte ingen i Sorring, men allerede fra første dag, oplevede vi sammenholdet i byen. Det var meget varmt i den periode, så jeg stod en aften og skulle grave tv-kabel ned. Der gik ikke lang tid, før naboerne stod klar til at hjælpe med gravearbejdet, invitere til Sankt Hans og selvfølgelig afslutte arbejdet med en kold øl. Det er blevet til meget ”gravearbejde m.m.” siden og mange øl med naboer og venner i byen, hvilket vi værdsætter utrolig meget.
I juni 2010 kom vores lille datter, Ellen, til verden, og efter babyræset var overstået, kunne jeg finde tid til at gå ind i det fællesskab, som er i netop Sorring. Jeg blev valgt ind i Halbestyrelsen tilbage i 2014, og jeg har i år overtaget formandsposten efter Aage. I 2015 blev jeg desuden valgt ind i Skolebestyrelsen, hvor jeg ligeledes sidder endnu. Emil går i skole på Fårvang skole i 8. klasse, og Ellen går i 5. klasse, så min tid som skolebestyrelsesmedlem på Sorring Skole er nok snart et overstået kapitel, – men et godt kapitel. Halbestyrelsesarbejdet optager en del tid i øjeblikket, men man gør med glæde arbejdet, når man kan se at det er til gavn for hele byen.
Når virksomhed og bestyrelsesarbejde ikke tager min tid, spiller jeg badminton på onsdagsholdet og er hjælpetræner for u13-u17 holdet. En tur på mountainbike og racercykel bliver det også til en gang imellem, når hjernen lige skal luftes igennem.
Når familien Schroll ikke er at finde i Sorring i længere tid, kan vi findes i vores sommerhus i Sverige, hvor vi nyder freden og stilheden.
Det er fantastisk at bo i en by som Sorring. Vi er gode til at hjælpe hinanden, – om det er en lille ting ovre ved naboen eller en reparation af skaterbanen på skolen, – mødes vi og hjælper.
Jeg er en del af ”Sorring Klaverflytterlaug”, som er en gruppe af mænd, som hjælper hinanden med projekter, eller hvis man lige skal bruge en hånd til et løft eller to. Gruppen mødes til hygge, (læs: en øl), men samles også hvis der er et projekt, som er til gavn for Sorring, – eksempelvis skaterbanen.
Det er skønt at se så mange frivillige i byen, der ønsker at hjælpe, når et arrangement skal stables på benene. Det skal vi blive ved med! Vi skal blive ved med at kæmpe for vores lille by, – cykelstier, hal, skole, grunde… Alt er værd at kæmpe for.
Til sidst en lille opfordring: Meld dig til noget, – meld dig som træner/
hjælpetræner i STIF, eller meld dig til en bestyrelse, en forening eller et udvalg. Min erfaring siger, at du ikke vil fortryde det.
Flemming Schroll