Mig og Sorring/Toustrup af Flemming Schroll

AF FLEMMING SCHROLL

Tak til Dorthe Staunstrup for stafetten.

”Der var engang en lille landsby, som hed Sorring. I Sorring var der en vej, der hed Møllebakken. På Møllebakken 5 lå bagerens gamle hus, og i det hus bor nu familien Schroll, med lillesøster Ellen, storebror Emil, med deres forældre Lisbeth og Flemming.”

Fra Danmarks ældste by til Danmarks højest beliggende by.

Jeg er født og opvokset i Ribe, men som mange andre unge mænd skulle jeg aftjene værnepligt. Jeg startede i Forsvaret i 1997 ved Jydske Dragonregiment, kamptropperne, i Holstebro, og det var her, at jeg stødte på byen Sorring for første gang. Ved JDR kaldes man ikke ved sit almindelige navn, men ved den by som man kommer fra. Og i køjen over for mig, lå en ung mand, hvor der stod Sorring på hans uniform. Hans civile navn var Jimmi Laursen. Efter endt værnepligt tog Sorring/Jimmi hjem, men vi holdt kontakten. Jeg blev udsendt som soldat til Bosnien i 1998, hvor jeg brugte det meste af min vågne tid bag rattet i et pansret køretøj.

Da jeg kom hjem fra ”action-ferie”, flyttede jeg til Århus, hvor jeg arbejdede for UPS i en årrække, samtidig med at jeg havde kontrakt med Forsvaret. I 2001 startede jeg på Lærerseminariet i Silkeborg, men blev overflyttet til Århus Lærerseminarium året efter. Her mødte jeg Lisbeth, der kommer fra Rødding ved Viborg, og som i dag arbejder på Tilst Skole. Så beslutningen i 2002 om at flytte seminarium, viste sig at være det helt rigtige valg.

I seminarietiden arbejdede jeg lidt for Jimmi, som havde startet et lille autohjælpfirma. Jeg blev medejer af firmaet, men vi ønskede begge en større forretning. Jeg blev færdiguddannet, som lærer i juni 2005, og 1. juli 2005 overtog Jimmi og jeg en virksomhed i Galten, som hedder Niebuhr Glass-peening, som beskæftiger sig med overfladebehandling af rustfrit stål i form af glasblæsning og slyngrensning.

Lisbeth og jeg boede stadig i Århus, og i 2006 blev Lisbeth gravid med vores første barn. Vi ønskede ikke, at vores børn skulle vokse op i Århus, så vi gik på husjagt. Vi var ude at kigge på nogle forskellige huse i Sorring og omegn, men købte et skuffesalg, som vi på ingen måder har fortrudt. Vi overtog vores hus d. 15. maj 2007, og Emil blev født d. 6. juni 2007, så efter et par travle uger, flyttede vi direkte fra fødegangen på Skejby Sygehus til vores hus i Sorring. Vi kendte ingen i Sorring, men allerede fra første dag, oplevede vi sammenholdet i byen. Det var meget varmt i den periode, så jeg stod en aften og skulle grave tv-kabel ned. Der gik ikke lang tid, før naboerne stod klar til at hjælpe med gravearbejdet, invitere til Sankt Hans og selvfølgelig afslutte arbejdet med en kold øl. Det er blevet til meget ”gravearbejde m.m.” siden og mange øl med naboer og venner i byen, hvilket vi værdsætter utrolig meget.

I juni 2010 kom vores lille datter, Ellen, til verden, og efter babyræset var overstået, kunne jeg finde tid til at gå ind i det fællesskab, som er i netop Sorring. Jeg blev valgt ind i Halbestyrelsen tilbage i 2014, og jeg har i år overtaget formandsposten efter Aage. I 2015 blev jeg desuden valgt ind i Skolebestyrelsen, hvor jeg ligeledes sidder endnu. Emil går i skole på Fårvang skole i 8. klasse, og Ellen går i 5. klasse, så min tid som skolebestyrelsesmedlem på Sorring Skole er nok snart et overstået kapitel, – men et godt kapitel. Halbestyrelsesarbejdet optager en del tid i øjeblikket, men man gør med glæde arbejdet, når man kan se at det er til gavn for hele byen.

Når virksomhed og bestyrelsesarbejde ikke tager min tid, spiller jeg badminton på onsdagsholdet og er hjælpetræner for u13-u17 holdet. En tur på mountainbike og racercykel bliver det også til en gang imellem, når hjernen lige skal luftes igennem.

Når familien Schroll ikke er at finde i Sorring i længere tid, kan vi findes i vores sommerhus i Sverige, hvor vi nyder freden og stilheden.

Det er fantastisk at bo i en by som Sorring. Vi er gode til at hjælpe hinanden, – om det er en lille ting ovre ved naboen eller en reparation af skaterbanen på skolen, – mødes vi og hjælper.

Jeg er en del af ”Sorring Klaverflytterlaug”, som er en gruppe af mænd, som hjælper hinanden med projekter, eller hvis man lige skal bruge en hånd til et løft eller to. Gruppen mødes til hygge, (læs: en øl), men samles også hvis der er et projekt, som er til gavn for Sorring, – eksempelvis skaterbanen.

Det er skønt at se så mange frivillige i byen, der ønsker at hjælpe, når et arrangement skal stables på benene. Det skal vi blive ved med! Vi skal blive ved med at kæmpe for vores lille by, – cykelstier, hal, skole, grunde… Alt er værd at kæmpe for.

Til sidst en lille opfordring: Meld dig til noget, – meld dig som træner/
hjælpetræner i STIF, eller meld dig til en bestyrelse, en forening eller et udvalg. Min erfaring siger, at du ikke vil fortryde det.

Flemming Schroll

Mig og Sorring/Toustrup af Dorthe Staunstrup og familie

Tak til Anni Lundgård for stafetten.

I starten af 2002 havde jeg aldrig hørt om Sorring og havde ingen idé om, at det var her jeg skulle slå mig ned.

Carsten som er fra Lemvig og jeg som er fra Faaborg, mødte hinanden på en fælles arbejdsplads med hovedkontor i Herning.

I1994 fik Carsten arbejde hos Nykredit i Aalborg og vi flyttede til Nordjylland og købte her vores første hus i 1996, et nedlagt landbrug uden for Gandrup og troede, det var der vi skulle slå os ned. Her blev vi også gift i 1997 og fik Bastian i 1998 og Anton i 2001.

Men vores arbejdsplads ville det anderledes. Vi havde begge fået arbejde i Nykredit og den 20.02.2002 blev vi slået sammen med Jyske Bank og skulle fremover arbejde i JN Data i Silkeborg. Så efter et kort stop i Pårup endte vi med at bygge hus her i Sorring på Bredsigbakke 13, som en af de første i den nye udstykning og vi flyttede ind i februar 2004. Bastian var på det tidspunkt 5 år og Anton var 2.

Både Carsten og jeg har tidligere dyrket gymnastik og det var derfor naturligt for os at melde os selv og børn til gymnastik i STIF. Jeg startede på Dorte Withs rytmehold, så jeg kunne lære nogle af de lokale at kende. Det var her jeg mødte Malene Højlund Rasmussen og Tina Brokmann første gang og inden jeg fik set mig om, blev Malene og jeg trænere for et børnegymnastikhold, hvor vores børn gik. Vi trænede sammen i mange år og var på mange sjove og lærerige DGI kurser sammen.

På et tidspunkt blev jeg inddraget i STIF bestyrelsesarbejdet af bl.a. Tina Brokmann og i 2009 blev jeg valgt som formand for Gymnastikken og i 2016 blev jeg kasserer i STIF og det er jeg stadig.

Træner og bestyrelsesarbejdet betyder, at man lærer rigtig mange at kende i byen og alt hvad man giver som frivillig her, kommer tifold igen. Det involverer også ofte hele familien og Carsten har også været træner for et springhold for de lidt større børn og både Anton og Bastian har været hjælpetrænere.

Familien har også nydt godt af teaterforeningen PAF, hvor Bastian har deltaget i børnestykker og Carsten har været med til flere teater- og revyforestillinger samt bestyrelsesarbejde.

At Sorring er en stor foreningsby viser sig også, da vores ældste dreng bliver involveret i Lego League og foreningen FNIS (Foreningen for Naturfags Interesserede i Sorring) blev stiftet med Rikke Christiansen som tovholder. Hende og hendes mand Robert havde i flere år ungerne med til First Lego League konkurrence i Herning og et år endda til finalerne i Oslo.

Det er måske os, som har været med til at starte den store Halloween opstandelse i Sorring J

Da de første børn begyndte at komme rundt for at lave ”Slik eller Ballade”, klædte vi os også ud og startede med at forskrække dem med motorsav og ild i hænderne.

Nu har det grebet om sig og er blevet et større show og bl.a. Malene, Rikke Dahlberg, Gitte Rasmussen og Randi Greve og nogle af de større børn har været med på legen i flere år. Doktor Død har nok været skyld i flere mareridt efter han hev hjertet ud på Anton og skar hans arm af flere gange på en aften J

Det unikke ved Sorring er, at rigtig mange lynhurtigt er med på idéen – også selvom det mest er en amerikansk tradition. Vi kommer af gode grunde ikke selv rundt i byen på dagen, men vi kan høre, at der er rigtig mange, der gør noget ud af det og både børn og voksne går rundt udklædte. Samtidig er der stor forståelse for, at hvis der ikke er pyntet op ved et hus, så er det ikke der, man skal lave ”Slik eller Ballade”.

Er man ny i byen er der i hvert fald ingen undskyldning for ikke at involvere sig. Der er mange foreninger og alle er repræsenteret på byens egen hjemmeside www.sorring.dk, så det er let at finde en at kontakte. Ellers har vi også vores egen facebook gruppe ’Det sker’ – i Sorring, som blev startet af Malene i 2009 og her er jeg blevet medadministrator.

Udover foreningslivet i Sorring er jeg rigtig glad for at gå ture i den skønne natur omkring byen, hvor det altid er muligt at lave en rundtur i forskellig længde og selv en kort tur rundt om Syvhøje giver et fantastisk udsyn med mulighed for en pause og en sodavand på toppen. Jeg er heldig, at min nabo Malene Frank slår følgeskab, så vi kommer afsted hver morgen og tit også kommer afsted på længere ture sammen.

Bastian er for længst flyttet hjemmefra og bor nu i Århus. Han blev Bachelor i Datalogi her i sommer og har nu fået arbejde hos TriFork. Anton bor stadig hjemme og er i lære som Salgsassistent hos Ikea.

Jeg arbejder stadig hos JN Data i Silkeborg og Carsten arbejder hos Systematic i Århus.

Selvom vi ikke var helt tilfredse med at blive ”påtvunget” en flytning i 2002, så har vi aldrig fortrudt, at vi endte i Sorring, som er en fantastisk aktiv landsby med et stort sammenhold og engagement. Det er helt klart med til at gøre byen til noget særligt.

”Keep Sorring Special”

Dorthe Staunstrup

Mig og Sorring/Toustrup af Torben Egebjerg

AF TORBEN EGEBJERG

I foråret 2018 skrev jeg til min gode gamle ven Mogens, i en henslængt kommentar på Skype, at jeg havde fundet en lille by tæt på Aarhus, der havde det hele og havde potentiale til at være en oase for vores børnefamilier i hverdagens stress og jag. Der gik ikke meget mere end en måned, så skrev Mogens, at de havde købt hus i Sorring!

Det satte gang i tankerne i vores lille familie. Felix var seks år og gik i 0. klasse
og Willum var 3 år og gik i Børnehave i Ikast, hvor vi havde vores røde murermestervilla fra 1949. Jeg arbejdede i Skanderborg og Anja, min bedre halvdel, arbejdede dengang i Herning. Vi havde længe gået med planer om at finde et sted tættere på Aarhus og Østjylland, hvor jeg arbejdede og Anja barslede med planer om at finde noget nyt i den østlige del af Jylland.

Alt gik derefter stærkt. Vi fik sat murermestervillaen til salg, og solgte den på otte dage! Vi gik så hastigt i gang med diverse online sider og søgte huse i Sorring og fandt nogle interessante huse. Så drog vi afsted mod det jeg i dag med et glimt i øjet ynder at kalde ”toppen af Danmark” for at finde vores nye hjem. I bilen på Herning motorvejen spottede vi varemærket Sorring Tårnet på lang afstand og stadig i dag når vi er på vej hjem mod Sorring er det en sport at spotte tårnet først.

Udsigt fra stuen i vores nye hjem

Vi faldt med det samme for atmosfæren i Sorring og ikke mindst det store himmelrum, den betagende udsigt med den flotte natur og den friske luft. Vores valg faldt på Hjejlevej med sin smukke udsigt og centrale beliggenhed i byen, med let til det hele: Idrætsfaciliteterne ved STIF-hallen og boldbanerne, skolen og dejligt tæt på vores gode Brugs og Pizzamand.

Vores hus på Hjejlevej

Det er ikke bare himlen der er højt til i Sorring, her er også masser af hjerterum og højt til loftet. Stort set alle vi mødte og kom i kontakt med, da vi flyttede til byen, var meget åbne og hjælpsomme. Man kunne godt frygte at et lille samfund, som vores, var mere konservativt indstillet overfor tilflyttere. Men i Sorring gives der plads og velkomst til nye, ikke mindst, tror jeg, fordi mange i byen selv er tilflyttere med et ønske om et lokalsamfund med gode sociale relationer i højsædet.

Med skoleskift og ny børnehave var der nok omvæltninger at tage hånd om, så at forældrene i vores drenges skoleklasser og børnehavegruppe var imødekommende og hjælpsomme var en kærkommen bonus. Willum var rigtig glad for sine år i Sorring børnehus, hvor han især nød tiden i storbørnsgruppen med den store legeplads, en god dynamisk gruppe og nærværende voksne. Felix skulle vænne sig til de nye rammer og rigtig mange nye venner i Sorring skoles største klasse på, jeg tror 37 elever i skrivende stund – en stor mundfuld for en knægt på 6 år.

Men både Felix og jeg startede på fodbold i STIF og fik på den måde styrket vores sociale relationer og dyrket dejlig motion. Felix spiller også badminton i STIF-regi, hvor de har en dygtig junior afdeling med nogle meget kompetente trænere.

Jeg har ikke spillet fodbold i klub siden jeg var 13… Men jeg var fast besluttet på at Oldboys klubben i Sorring var noget, jeg skulle være en del af. Jeg havde hørt at der var talstærkt fremmøde både til træning, første, anden og ikke mindst tredje halvleg. Det sociale aspekt i Oldboys holdet vægter lige så stort for mig som selve bolden og det at holde min ikke helt nye krop i gang med motion. Jeg fik anskaffet støvler og stod klar på grønsværen en dejlig sensommeraften i august 2018. Fem minutter senere humpede jeg hjem med en mindre fiber i hvert lår. Fantastisk debut. Så, der skulle gå endnu en månedstid, før jeg sidst i september vendte frygteligt tilbage og har været en del af holdet lige siden, med op- og nedture og ikke mindst hyggelige fester og fantastisk kammeratskab. Det kan kun anbefales, specielt som tilflytter, at blive en del af STIF og nyde det netværk og samvær, der kommer ud af det.

I foråret 2020 manglede min største drengs fodboldhold en træner og, til trods for at jeg ikke umiddelbart havde udprægede kompetencer ud i den sfære, meldte jeg mig som frivillig under STIFs banner. Til at starte med mest af nød, for ellers var der stor risiko for, at ungerne ikke fik noget fodboldhold, det skulle dog vise sig at blive en givende udfordring. 2020 blev som vi alle ved et ret trægt år i sociale, kulturelle og sportslige sammenhænge. Men vi fik stablet træning på benene og ungerne formåede at vinde deres første sæson i efteråret. Jeg fik lov til at være med til at høste frugterne af tidligere års træneres hårde arbejde. At opleve den umiddelbare glæde sådan nogle unger får ved at kæmpe sig til sejer, med holdånd, sammenspil og vilje var helt fantastisk. Der var sprudlende jubelscener og stoltheden, der lyste ud af deres øjne, var uvurderlig.
En kæmpe bonus ved at være træner i en forening som STIF er, at jeg har fået et rigtig godt kendskab til min søns kammerater og deres forældre. Det kan kun anbefales, dog skal overskuddet være til det, da det kan kræve en vis portion pædagogiske resurser.

Personligt sætter jeg sociale relationer højt og i Sorring, er der rig mulighed for at pleje netop disse. Selvfølgelig er pandemien en hæmsko, men vi skal huske at værdsætte vores muligheder, når vi kommer ud på den anden side. De gode dagligdags tiltag, som vi i familien har glædet os over, er fællesspisning i hallen, specielt når der er stegt flæsk på menuen. Fællesspisninger i forsamlingshuset, der også er omdrejningspunkt for julemarkedet. Og jeg vil anbefale den månedlige fredagscafe, hvor man kan få en lille anekdote fra lokalmiljøet, møde nye mennesker og få en hyggestund med sine venner.

Vi har nydt de større arrangementer i hallen omkring Jul, Fastelavn og Skt. Hans aften. Den årlige rundboldturnering har vi kun nået at deltage i en gang, men vi håber den vender stærkt tilbage!


Tak til Simon for at sende stafetten min vej og til Sorring for at have lukket os ind i et godt fællesskab med mange gode nye venner, vi ses derude!

Torben Egebjerg

Mig og Sorring/Toustrup af Simon Nørgaard Laursen

AF SIMON NØRGAARD LAURSEN

De første linier vil jeg benytte på at takke Helle Urup for at sende “blyanten” videre til min familie og jeg. Det er fornøjeligt måned efter måned at læse om sine medborgere. Og det er egentligt også rart at være tvunget til at fundere lidt over sin egen tilværelse og historie.

“Attraktiv landsby i rivende vækst” stod der. Og “Byen har en rigtig god bykultur og et fantastisk sammenhold”. Det var, hvad salgsannoncen lovede os, da vi skrev under på salgsaftalen på den gamle villa på Ebbesensvej 16 i februar 2018. Det var stort set også, hvad vi vidste om Sorring.  Dét samt at luften skulle være ualmindeligt tynd efter danske standarder. Jeg havde nogle dystre anelser. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på navnet “Sorring” som den ærgerlige sammentrækning af sorrow og boring. Vi havde ikke været i byen længe, før vi glædeligt kunne konstatere, at ejendomsmægleren havde ret, og min skepsis blev manet fuldstændig til jorden – i Sorring er der bestemt hverken sørgeligt eller kedeligt.

Vores historie går tilbage til Aarhus, hvor Simone og jeg kender hinanden fra studiet på Aarhus Universitet. Her studerede Simone molekylærbiologi og arbejdede med, hvordan mælk kan påvirke hjernen. Jeg selv er uddannet biolog og har arbejdet særligt meget med hjertet i krybdyr. Da vi var færdige med at studere, rykkede vi nordpå til Aalborg, hvor jeg fik mit første job i et rådgivende ingeniørfirma. I Aalborg kom vores datter, Luna, til verden. Med bulder og brag. Simone udviklede en sjælden form for svangerskabsforgiftning, som det tog lang tid at komme sig over. Med Lunas tilkomst steg savnet til vores familier i det midtjyske – Simone kommer fra Horsens, jeg selv fra Djursland. Så det var kærkomment, da jeg fik arbejde i Laven, at vi da kunne begynde at lede efter et sted at bo i Aarhus- eller Silkeborgområdet.

Når man tegner den “østjyske boligsøger-trekant” med hjørner i Randers, Silkeborg og Aarhus, så ligger der, lige lidt øst for trekantens centrum, en lille uanselig by ved navn Sorring. Det var bestemt ikke givet, at vi skulle ende her. Men da vi en vinterdag stod i det hvide hus med de blå vinduer, kiggede Simone og jeg – uden ejendomsmægleren noterede det – hinanden i øjnene og nikkede stiltiende til hinanden. Den var god nok, vi havde begge to de der sælsomme – men dyre – bobler i maven, der opstår inden et spontant boligkøb. Så pludselig sad vi der med et hus på 100 år, og hvad der ellers følger med af skønhedspletter i sådan et. For at reducere tiden jeg dagligt brugte på E45 mellem Laven og Aalborg, fandt vi på AirBNB et sted vi kunne bo i de 2 måneder, der gik, indtil vi kunne overtage nøglerne til huset. Dette viste sig at være et af de varmeste og mest åbenhjertige hjem, vi har kendt. Det er med stor glæde og med mange gode minder, at vi tænker tilbage på denne tid som logerende hos Anne Grethe og Frode i Røgen. Derudover har vi kun alt muligt godt at sige om Røgen. Det var en by, hvori vi kun befandt os kort tid, men på denne tid nåede Røgen at gøre et bestandigt og varmt indtryk på os.

Ebbesensvej 16, Sorring

Da vi endelig kunne sætte den gamle nøgle i den utætte hoveddør på Ebbesensvej, var det med ambivalens, men dog også et smil på læben, at vi altid blev mødt med “Nå… det er jer, der bor i Tinas og Pouls hus”. I vores hoved var det jo egentlig vores, men vi måtte nok bare acceptere, at byen har en historie, der går vores tid længe forud. Da vi så huset første gang, faldt vi for sjælen og charmen i den gamle karetmager-bolig. Vi har selvfølgelig ønsket at bevare meget af sjælen i det, og er nu efterhånden ved at have været over alle flader og i alle hjørner af huset. Det har været en stor mundfuld. En meget, meget større mundfuld, end vi havde forestillet os. Men det har også været en spændende og lærerig proces at omdanne et gammelt hus til vores eget. Blandt andet er vores hus ikke længere “det gamle, hvide hus med de blå vinduer og de mange æbletræer”, men et gammelt hvidt hus med hvide vinduer – dog stadig mange æbletræer. På samme måde som vi efterhånden begynder at kende huset og føle, at det virkelig er vores, begynder vi også at føle os hjemme i Sorring. “Nu er vi snart hjemme”, bliver der altid sagt, så snart Sorring-tårnet kan spejdes i horisonten. Her i byen kom den seneste tilføjelse til familien også, da vi i oktober fik vores søn Aamund. I dag er vi altså fire på matriklen. Aamund fra 2020 og Luna på 3 år, som går på Rævestuen i Børnehuset. Simone, som er i gang med en PhD på Aarhus Universitet. Her arbejder hun med den mekanisme, hvorpå hjernen optager medikamenter. Jeg selv arbejder i Taconic Biosciences, hvor vi kan påføre mus de samme sygdomme, som vi mennesker lider af. Herved kan man udvikle, teste og forbedre medicin, inden det bliver brugt på mennesker.

Luna og Aamund

Gennem det stærke foreningsliv og de mange kontakter man får sig igennem børnenes gang i børnehuset, har vi efterhånden fået mange venner og rigtig gode bekendtskaber her i byen. Simone har spillet på STIFs dame fodboldhold, og jeg selv har spillet på det lokale og stolte Oldboyshold. Og det er med enorm ærgrelse, at jeg har spillet min sidste sæson på det ambitiøse og talentfulde Oldboyshold, da en knæskade i en meget udramatisk situation, i en meget udramatisk kamp satte en stopper for mine fodboldmæssige udfoldelser. Onde tunger vil måske melde, at der bliver drukket flere øl, end der bliver scoret mål, men hvad gør det, når målene er ualmindeligt flotte? I den anledning vil jeg meget gerne slå et slag for STIF, som bliver drevet og vedligeholdt af en gruppe arbejdsomme og initiativrige borgere. Jeg vil anbefale alle, hvad end man er tidligere elitespiller eller har lyst til at prøve at spille fodbold for første gang at melde sig ind i STIF. STIF favner alle niveauer, der er et utroligt kammeratskab, og det er en enormt god måde for nytilflyttere at komme ind i det sociale liv, der findes i og omkring Sorring. Derudover er der jo mange flere tilbud end fodbold i STIF, lige fra badminton til eSport. Så det er bare at kridte støvlerne eller routeren og komme i gang.

Vi er enormt glade for sammenholdet og viljen til det lokale i Sorring. Jeg vil ikke sige, at vi er taknemmelige, for netop dette sammenhold var et grundvilkår for, at vi endte her. Og dette føler jeg er en vigtig pointe; vi har hverken Bilka, biograf eller bibliotek i byen. Der er mange ting, vi ikke har. På den måde kan man sige, at der er rigtig mange grunde til ikke at flytte til Sorring. Men vi har noget, som er meget mere vigtigt end alt det andet, og det er sammenholdet. Vi har hinanden, og de fleste af os har en vilje til byen og til Sorring. Det skal vi blive ved med, for det er vigtigt for folk, der bor her. Og det er lige så vigtigt for folk, der netop er kommet til eller andre, der i skrivende stund leder efter et sted at bo. Man må sige, at fællesskabet har været udfordret det seneste år. Mange af de sociale arrangementer vi plejer at have i byen er blevet aflyst, og foreningslivet er blevet sat på pause. Men jeg tror, at man kan vende den nuværende situation til noget positivt. Jeg tror, at folk mærket af mere end et år under disse omstændigheder kan se og prissætte glæden og vigtigheden af sådanne muligheder i endnu højere grad. Jeg tror, at mere end et år lukket inde i hjemmets fire rammer kan tænde en gnist i folks vilje til fællesskabet. Så vi en gang, når samfundet igen åbner, vil støtte endnu mere op og værne endnu mere om de sociale fællesskaber vi har i byen, og som er så vigtige for byens fortsatte beståen. Af netop denne grund, var det også enormt dejligt og nervepirrende at sidde og følge opbakningen til vores Dagli’Brugsen. Dette var et levende bevis på, at folk i Sorring vil Sorring. Og det er godt for hele byen og for byens fremtid.

Simone, Luna og Simon ved Gudenåen.

Efter dette lokalpatriotiske manifest vil jeg blot sige tak til sorringenserne, for at gøre Sorring til et rigtig dejligt sted at flytte til. Lad fortsat Sorring være det.

Simon Nørgaard Laursen og familie.

Mig og Sorring/Toustrup af Hanna Jensen

AF HANNA JENSEN

Tak til Inger og Preben for stafetten. Jeg blev glad for at blive spurgt.

Jeg er tilflytter til Sorring og hedder Hanna. Jeg er 59 år og bor på Høghgårdsvej 2 sammen med Poul. Her har vi boet siden 1983. Poul er født og opvokset i Sorring og han er ud af pottemagerfamilien.  Og så må jeg ikke skrive mere om ham!!

Vi har 3 voksne sønner.

Martin er 36 år og gift med Adina. De bor i Isenvad, sammen med Marie og Alba på 8 år og Viggo på snart 5 år.

Thomas er 32 år. Bor i Lysbro sammen med Alberte på 5 år og Oswald på 3 år.

Mikkel er 29 år og bor i Voel.

Jeg blev født i Mollerup i 1960, og boede der med mine forældre Tove og Kalle, og min storebror Niels Jørgen.

Jeg startede i 1. Klasse i Mollerup lille skole i 1968. Der gik jeg så det første år, så lukkede begge skoler i Mollerup. Jow-jow, der var 2 skoler i Mollerup dengang.

I 2. klasse kom jeg så i skole i Linå, hvor jeg gik til og med 4. klasse. Derefter kom jeg til Sejs og gik til og med 10 klasse. Stadigvæk boede vi det samme sted.

I 1980 flyttede jeg sammen med Poul ude ved Inger og Preben på Ternevej i et lille hus som de lejede ud. Det blev til 3 dejlige år derude, og et venskab med Inger, som jeg er sikker på er for evigt. Der går jeg aldrig forgæves hvis jeg har brug for hjælp eller en snak.

I 1981 blev jeg udlært i en lille brugs i Mollerup, jeg startede der som flaskepige da jeg var 14 år. Da jeg var udlært havde uddeleren forpagtet kiosken på Birkhede Camping ved Ry, så der arbejdede jeg et par somre.

I 1983 arbejdede jeg et års tid i Brugsen i Stjær.

Fra 1985 til 1987 arbejdede jeg på Hammel Møbelfabrik.

Indimellem havde jeg nogle år på barsel og job på Jopin Pyntegrønt i Laven, hvor jeg klippede pyntegrønt, birkegrene, elefantgræs, agurker og mosgrene, formklippede juletræer og gødede dem – med en balje på maven og så bare gå række op og ned. Et meget alsidigt job med meget sjov og skøre påfund.

I 1990 fik jeg job hos Jørck og Larsen i Knudlund hvor jeg arbejdede om natten. Vi syede dyner og sengetæpper. Det var så ikke lige noget jeg kunne holde til, så det blev en kort fornøjelse.

I 1993 blev jeg ansat i Dagli´Brugsen i Sorring hvor jeg endte med at have 15 gode år, inden jeg tænkte at jeg burde prøve noget nyt.

I 2008 fik jeg job i frugt og grønt-afdelingen i Kvickly Ry hvor jeg stadig arbejder og er meget glad for det.

Indimellem alle de år har jeg siddet 4 år i skolebestyrelsen, hvilket var meget lærerigt og udfordrende, men godt at se tingene lidt fra en anden vinkel.

I flere år spillede jeg håndbold, fodbold og badminton. Nu nøjes jeg med at stå på sidelinjen når Sorrings Damer spiller kamp hvilket jeg nyder. Så føler jeg ligesom at jeg er med, og vi har det sjovt.

Jeg har også gået til gymnastik, pilates og træning på store bolde.

Så har jeg siddet i bestyrelsen i STIF. Tror nok det blev til 6 år som badminton formand. Derudover har jeg været træner for U9 badminton i nogle år. Og fodboldtræner i en årrække for nogle skønne og sjove piger. Noget som jeg aldrig har fortrudt, fik så mange gode og sjove oplevelser med alle de skønne børn, og jeg bliver glad når jeg går igennem byen og de hilser og snakker med mig. Og det er vigtigt at man melder sig under fanerne så alle børn kan få nogle gode timer i vores lille Idrætsforening.

Så var jeg med til at starte fitness op. En spændende og travl periode.

Så har jeg siddet 6 år i bestyrelsen i Dagli’Brugsen i Sorring, hvor jeg var med til at ansætte ny uddeler, en spændende udfordring.

Sidst men ikke mindst sidder jeg i bestyrelsen for støtteforeningen som prøver at få nogle penge ind ved at sælge målaktier. Pengene går til ungdomsarbejdet i STIF. Vi kunne godt ønske at flere købte aktierne for så kunne der komme rigtig meget hjælp til klubben.

Jeg er rigtig glad for at bo i Sorring, jeg synes vi har en dejlig by som vi skal passe på. Hvor der er det, der skal være. Og rigtig mange frivillige der gør et stort stykke arbejde for byen. Vi har rigtig gode venner som også bor i Sorring, nogle af dem har holdt ved i over 40 år. Tak for jer. Vi har søde og hjælpsomme genboer. Og bor meget centralt til alting.

Og vores børn har haft en god og tryg barn­dom i en dejlig by, hvor de selv kunne gå eller cykle i skole og til fodbold og badminton. Det krævede lidt koordinering når alle skulle ud til kamp, og vi kun havde en bil.

Jeg bruger en masse fritid på at cykle rundt i omegnen og nyder den skønne natur og udsigt. Man får mere med, når man cykler eller går, og så er det godt for sjælen. Og der er så mange fine ture man kan gå eller cykle.

Hanna Jensen

Mig og Sorring/Toustrup af Inger Jensen

AF INGER JENSEN

Tak til Søren og Jette Hansen for at give stafetten videre til os.

Mit navn er Inger Jensen (født Boldsen). Jeg er indfødt på Høngevej i 1950 (der hvor Karen Osterland bor nu), datter af Emma og Niels Boldsen.

Den sidste af en søskendeflok på 6 stk. Gik i folkeskolen her i Sorring og blev konfirmeret som det første hold ved Ole Rydal i Dallerup kirke.

Kom på Kornmod i 8.-9. klasse og blev færdig én fredag og startede i lære på systue Dansk Kjole Industri i Silkeborg mandag. Jeg fik et værelse ved min søster Ulla i Resenbro.

Her fra Sorring kørte der en bus til bal i Linå hver lørdag, som jeg og vennerne benyttede flittigt.
Her mødte jeg min mand Preben Jensen. Preben er født på Tingvejen i Gjern i 1949. Preben var i lære som smed ved nu afdøde Karl Andersen i Voel.

Da Preben var udlært flyttede vi sammen i 2 værelser på Løvfaldsvej i Resenbro.

Vi blev gift den 26. december 1970 i Dallerup kirke og boede til leje på Nørskovbakke i Silkeborg. I 1971 købte vi hus på Baunehøjvej i Silkeborg.

Kjoleindustrien havde solgt til Kyeds konfektion, så her syede jeg til 1974.
Preben arbejdede først i Galten ved smeden Hans Schørring, og også ved Hvidtved Larsen i Silkeborg.

I 1974 fik vi vores søn Jesper Halvorsen, som nu er gift med Susan Halvorsen og har 3 skønne piger Jasmin, Jessica og Josefine. De bor i naboejendommen til Prebens fødehjem.

I 1976 var vi så heldige at blive beriget med en datter Heidi Boldsen Jensen, som har 4 skønne børn Jacob, Cille, Mikkel og Kalle. Heidi er kommet tilbage til Sorring fra Hørning, så vi er privilegeret at have vores guld omkring os.

Både vores børn og børnebørn er døbt i Dallerup kirke og har gået på Sorring skole, og Jesper og Heidi er også blevet gift i Dallerup kirke.

I 1978 fik vi mulighed for at købe et nedlagt landbrug med griseproduktion på Ternevej 6 her med udlejning af et ældre stuehus i Sorring, efter Prebens forældre Emma og Johannes Jensen. Her voksede vore børn op, og jeg tog et sabbatår fra systuen Refa på Nørskovbakke i 79/80 for at hjælpe Preben. Vi hentede madaffald, som blev kogt til grisene. Det var et slid med at hente og vaske bøtter og holde kogeriet rent; men godt for vores børn, for de skulle kun i børnehave om formiddagen.

Her blev jeg klar over at jeg skulle noget andet, så jeg blev ansat i Hjemmeplejen Gjern i 1981, og det var vejen frem. Jeg tog uddannelsen som sygehjælper i 1989, og videreuddannede mig som social- og sundhedsassistent i 1997.

Herefter arbejdede jeg på Kejlstruplund fra 1990 til 2010, hvor plejehjemmet blev nedlagt og jeg gik på efterløn.

Preben droslede lidt ned på griseproduktionen og holdt op med at hente affald. Lejede noget jord (der hvor Jesper bor og flere forskellige steder i Sorring).

Arbejdede også ved Hans Schørring i Galten, og kom til BSI i Århus, Intertec i Viby, Anders Andersen i Odder, Glenco i Hasselager og til sidst Kemp & Lauritzen i Tilst, hvorefter han gik på pension i 2015. Fritidsjobbet var mark og grise.

I 1984 var han i STIF’s bestyrelse og var med til at bygge det nye klubhus.
Jeg var aktiv i Sorring Borgerforening af flere gange, og her brugte vi begge tid på at være med i de gode gamle sommerfester.

Kørte med Jesper til fodboldstævner og Heidi til Badmintonstævner.

I 1995 solgte vi gården på Ternevej og flyttede til Hovedgaden 39.

Da Sorring Forsamlingshus ikke havde vært på mere, overtog jeg udlejningensom koordinator, og den opgave har jeg stadig.

I 2014 var der gang i nyt byggeri på Bredsig med 16 nye boliger.
Her kunne vi godt se os selv, og har heller ikke siden fortrudt, at vi flyttede hertil. Vi bor sammen med nogle dejlige mennesker her. Vi solgte huset på Hovedgaden og flyttede ind her den 1. maj 2015.

Her har jeg en post som beboerrepræsentant, sammen med 2 andre her.

I 2016 blev jeg valgt ind i hovedbestyrelsen for Silkeborg Boligselskab. Her arbejder vi lige nu bl.a. med flere nybyggerier, og jeg er så heldig at kunne være med til, at der sker udvikling i vores by på Dybdalsvej med 19 nye boliger.

Vi holder meget af Sorring og de gode omgivelser, og er kede af at det er blevet så bøvlet med bus for de unge mennesker. Håber på en bedring fremadrettet.

Preben får sin pensionisttid til at gå med at hjælpe børn og børnebørn, og han hjælper også til her på Bundgaarden. Og så er vi begge glade for at gå tur med vores hund Viggo i Sorrings kønne natur.

Inger Jensen

Mig og Sorring/Toustrup af Søren Hansen

AF SØREN HANSEN

Vi er meget beærede over at Bodil og Ernst Bilde sendte stafetten videre til os.
Mit navn er Søren Hansen, og jeg bor på Solbærmarken sammen med min kone Jette og vores 3 børn Katrine, Kasper og Victor.

Jeg er født og opvokset i Frederikshavn til jeg blev 13 år, og derefter flyttede vi ud i en lille landsby, som hedder Hørby. Efter Folkeskolen kom jeg i lære i et gartneri i Hørby. I min læretid var der 3 skoleophold på Beder Gartner skole, som ligger syd for Århus. Nogle kaldte det også partnerskolen. Det passede også meget godt i mit tilfælde for der mødte jeg Jette.
Jette er opvokset i Låsby, og var i lære ved Leif Simonsen, hvis gartneri lå udenfor Låsby på vej mod Skanderborg. Jettes forældre arbejdede ved kirken i Låsby og Dallerup dengang.
Efter jeg blev færdig uddannet som gartner i 1991, aftjente jeg min værnepligt ovre ved Den Kongelige Livgarde i København. Jeg var inde i vagtkompagniet i sommeren 92, det var en god sommer med EM i fodbold.

Efter vi blev uddannet gartner i 1993 søgte vi job i USA, hvor vi var så heldige at vi begge fik et job derovre. På gartneriet var der næsten 400 ansatte, så lige noget større end vi var vant til herhjemme. Gartneriet lå lige syd for San Francisco, nemlig i en lille hyggelig by som hedder Half Moon Bay, som lå helt ud til Atlanterhavet. Der skulle vi arbejde i 6 måneder, men det blev til 12 måneder, og så flyttede vi op til Seattle, hvor vi fik job ved en dansk gartner, der var vi i 8 måneder. Der var også nogle gode skisportssteder, så vi fik også lært at stå på ski. Efter vi stoppede oppe i Seattle, skulle vi så rejse rundt derovre, hvor vi ville have kørt tværs over USA, men så blev Jette desværre syg og vi måtte rejse hjem.
Vi flyttede så ind i en lejlighed i midtbyen i Århus, som var ejet af Anna og Åge fra Toustrup. Efter et par år derinde besluttede vi os så for at rejse jorden rundt i 7 måneder. Det var en kæmpe oplevelse for os, hvor vi så også fik kørt tværs over USA, som vi gik glip af et par år tidligere.
Så var tiden inde og vi skulle slå os ned og stifte familie. Vi kiggede flere steder hvor vi så faldt over Sorring, og områdets flotte og dejlige natur. Der var også mange gode bakker til en god løbetur. Vi byggede et hus på Høghgårdsvej 16 i 1998, hvor Søren og Helle Serritzlew bor nu. Det var et godt valg. Nogle i byen kaldte det også for Beverly Hills 🙂 da det nok var et stykke tid siden der sidst var bygget nye huse i byen, og det var også der, hvor den gamle fodboldbane lå før.

Jeg kan huske den første gang vi kom til torvedag nede på Brugsens parkerings-plads, hvor vi gik med barnevogn. Der sad mange fra byen ved et langt bord og fik kaffe. De kiggede vist lidt efter os, hvor vi så tror de snakkede om, hvem det nu var, der var ankommet til byen. Vi var jo nok nogle af de første nye tilflyttere. Efterfølgende blev der bygget en del huse hvor der kom mange nye tilflyttere til byen efter vi kom til byen i 1998. Så der har været en god tilflytning til byen siden vi kom hertil, og vi har fået en flot ny børnehave, som vi nu er nabo til.


Katrine kom til verden 2 måneder før vi flyttede til Sorring. Vores lille familie fik en god modtagelse i byen. Året efter blev vi gift i Dallerup kirke, og festen var selvfølgelig i Sorring forsamlingshus, hvor der var rigtig god dansemusik af Aage Hoberg, men året bød også på sygdom, hvor vi måtte tage afsked med Jettes far som jo arbejdede ved Dallerup kirke. Jeg valgte at søge jobbet, og fik det, hvor jeg var i næsten 17 år.

Før det kørte jeg rundt for et firma, der hedder Decoplant, som er et firma der leverer og passer indendørs planter på kontorer og virksomheder. Der kørte jeg rundt i det meste af Jylland. Så Jeg følte mig privilegeret af at kunne få et job så tæt på hvor vi boede. Jeg har været rigtig glad for de år jeg var ved kirken, og alle de mennesker i lokalområdet som jeg kom til at kende.
Især Anne Grethe Bonde husker jeg tydeligt. Hun var en frisk ældre dame som gik forbi kirken hver dag. Vi fik en lille sludder i alt slags vejr, om så det sneede eller regnede kom hun forbi. Hun blev 99 og gik trofast næsten til det sidste.
I 2016 blev jeg opfordret til at søge stillingen som halinspektør i Låsby. Da jeg altid har været i idrættens verden, var det lige noget for mig, så nu arbejder jeg i nabobyen.
Kasper kom til verden i 2000 og Victor kom til verden i 2001. Mens børnene var små arbejdede Jette som dagplejemor i byen.

Foreningslivet i byen har altid bidraget med mange gode tilbud, og tæt fællesskab. Dem har vi benyttet os godt af, og de har betydet meget for vores familie, og skabt mange gode bekendtskaber for os.
Alle vores børn har dyrket sport i Sorring. De gik til gymnastik, badminton og fodbold. Vi har som familie nydt godt af de gode tilbud, som har været i byen. Kan også huske at Jette tog børnene med i forsamlingshuset, dengang der var danseundervisning der. Men det var ikke lige noget for drengene, de var mere til fodbold og badminton.

Vi har brugt rigtig mange gode timer i idrætshallerne, og på fodboldbanerne sammen med andre børn og forældre her fra byen. Det var en fantastisk tid som bare er gået alt for hurtigt.
Jeg har selv været en del af STIF i en lang årrække som fodboldtræner og fitness instruktør, det var en rigtig god tid, og jeg har mange rigtig gode oplevelser. Især med de fodbolddrenge som jeg trænede. Det var også en god måde at komme til at kende børnene og forældrene i byen på. I var nogle gode knægte, og vi var på nogle rigtig gode og sjove ture sammen. Vi var ca. af sted hver sommer til stævner med overnatning. Et år var vi i Göteborg til en turnering, og vi var en tur i en stor forlystelsespark som hedder Liseberg med nogle kæmpe rutsjebaner. Så sådan en tur kan godt anbefales, og det er også en rigtig god måde at lære drengene at kende.

Byen kan bl.a. også tilbyde en strikkeklub som ligger i Garnbiksen som Jette har masser af glæde af. Der har de det rigtig hyggeligt, og jeg får måske en sweater engang 🙂

Vi er rigtig glade for byen, og hvad byen har at tilbyde, børnene har haft en rigtig tryg og god opvækst her, og som Kasper sagde engang, da vi var en tur i København, ”Nej hvor er jeg glad for at vi bor i Sorring.”
Vi mærkede for alvor sammenholdet og medfølelsen i byen, og masser af hjælp, da vores yngste søn Victor fik konstateret leukæmi i 2015. Det siger lidt om Sorring og sammenholdet i byen. Vi benytter lige chancen til at sige en kæmpe tak til alle som støttede os i den svære tid.
Ikke mindst en kæmpe tak til de 3 skoleveninder der tog initiativ til at samle penge ind til knæk cancer ved at sælge hjemmebagt kage i Brugsen. De fik lidt over 16.000. – Godt gået.

Søren Hansen

Mig og Sorring/Toustrup af Ernst Bilde

Af Ernst Bilde

Tak for stafetten til Chenette Angin.

Jeg og min kære kone Bodil bor i dag på Solbærmarken 48 i Sorring.

Som barn flyttede jeg til Toustrup i marts 1953 som 6 årig. Mine forældre havde forpagtet Rosengården af min farmor Anne Bilde. Jeg startede i skole april 1954 i Sorring Skole og gik der til og med 6. klasse. Så skiftede jeg til Hammel Realskole. Efter skolen havde jeg forskellige pladser ved landbruget.

I november 1966 kom jeg ind som soldat på infirmeriet i Aarhus som sygepasser, hvor jeg var indtil november 1968. Derefter gik jeg på Vejlby Landbrugsskole i 9 måneder.

Jeg traf min kone Bodil i sommeren 1967 til bal på Nilles Kro. Vi blev gift i november 1971 i Dallerup Kirke.

Vi boede i en toværelses lejlighed i Aarhus fra 1970 til sommeren 1972, hvor vi flyttede til Ryttervej 4 i Toustrup. Jeg var da kommet i murerlære hos Bodils fætter og fik svendebrev i september 1973.

Samme år blev min far dræbt i en trafikulykke. Så jeg hjalp min mor på gården og overtog Rosengården i 1977. Så blev jeg heltidslandmand med marker og grise og drev landbruget i 35 år.

I 1972 fik vi vores søn Nicolai og i 1976 fik vi vores datter Louise. Louise er skolelærer og bor i Ry sammen med sin mand Dennis og vores ældste barnebarn Nicolai.

Vores søn Nicolai, der er El-installatør, og vores svigerdatter Anja har tre børn, Maja, Mads og Magnus. De byggede hus i 2009 i Sorring.

Jeg blev folkepensionist i 2012, og vi blev enige om at afhænde gården. Da vores søn og svigerdatter gerne ville overtage gården, byttede vi bare bolig med dem. Så det er derfor vi i dag bor på Solbærmarken 48, og det er vi meget glade for.

Da vi boede i Toustrup var jeg formand for vandværket, og vi deltog i fællesskabet omkring Toustrup Forsamlingshus.

Jeg har været i bestyrelsen for Brugsen, og jeg har deltaget i teaterforeningen. Min første optræden var i ”Landmandsliv” i Sorring Forsamlingshus.

Nu er det Sorrings Mandskor jeg deltager i, og så er vi nogle ældre herrer der går til gymnastik hver mandag.
Onsdag formiddag deltager jeg i senior badminton, og torsdag aften er det badminton med de yngre, så jeg har travlt som folkepensionist. For jeg er også med i menighedsrådet.

Vi har været på skiferie hvert år med familie eller venner, og på cykeltur på vores tandem om sommeren.

Min kone har lokket mig til at spille golf, og der er jo også nogle ferieture, der skal passes ind her.

Så jeg og min Bodil har et utrolig godt familieliv og et socialt pensionistliv.

Ernst Bilde

Mig og Sorring af Bente Jakobsen

Tak for stafetten til Flemming. Jeg er meget beæret over, at blive tiltroet dette indlæg.

Jeg hedder Bente Jakobsen og har haft glæden af 45 somre. Jeg er født og opvokset på et Familielandbrug i Vestjylland, helt nøjagtig, ved Linde midt imellem Holstebro, Struer og Lemvig. Jeg er nr. 2 i rækken ud af 4 søskende, hvor de 3 fortsat bor på fødeegnen.

Hjemme har vi hjulpet til i stalden og marken. I 1. klasse skulle jeg møde kl. 10, og kunne derfor hjælpe med at muge ud ved grisene hver morgen, før jeg tog i skole. I 4. klasse begyndte jeg at hjælpe min far med malkningen. Og i 7. klasse passede jeg gården, når resten af familien var på den årlige sommerferie med campingvognen. Derudover fik jeg ansvaret for min onkels gård og naboens gård når de havde brug for husbondafløser.

Jeg har altid oplevet stor glæde ved landbruget og dyrene, og har også det meste af mit liv haft heste, hvilket bl.a. var det som senere skulle føre mig til Sorring.

Efter 8 år på den lokale folkeskole, et 2-årigt efterskoleophold og en HF eksamen, var jeg stuepige på et større gods, Ausumgård som ligger mellem Struer og Holstebro samt andre jobs, bl.a. pædagogmedhjælper. Jeg tog også et højskole¬ophold, og det var her jeg mødte Morten, som senere blev min mand og mine sønners far. Vi rejste rundt i Australien sammen. I 1996 flyttede jeg til Århus for at begynde på pædagogseminariet, som jeg afsluttede i 2000, og siden har jeg arbejdet i Gellerupparken og Langkærparken ved Århus som vuggestue- og børnehavepædagog. Vi boede i en lille 2-værelses lejlighed i Århus C. Jeg savnede markerne og især min hest, som i de år jeg var på seminariet stod på gården hos mine forældre.

Morten og jeg begyndte at lede efter et sted hvor vores ønsker kunne indfries, og for mig var det at kunne få mine heste hjem. For Morten, som studerede informationsvidenskab på Århus Universitet og senere underviste samt gik i gang med en PHD i undervisning, betød det, at vi skulle blive i det Østjyske. Vi søgte i små 2 år, og i april 2000 førte det os til Sorring. Et helt ukendt lokalområde for os begge, men i august 2002 flyttede vi ind på gården i Sorring.

Her i Sorring oplevede vi at blive taget meget hjerteligt imod af naboer, som bød på kaffe og masser af hyggelige stunder og snakke samt lokale beretninger. Jeg skulle finde foder m.m. til hestene, og der var altid en som kendte en der kunne hjælpe.
I 2003 kom Alexander til verden, og igen blev bekendtskabskredsen større, og i 2006 ventede vi Nikolaj, hvilket igen udvidede til nye omgangskredse.

2006 blev et begivenhedsrigt år. Morten og jeg blev beriget med Nikolaj, vi blev gift i Dallerup kirke på Nikolajs dåbsdag; men året bød også på sygdom og sygdomsforløb i vores lille familie, da Morten blev ramt af en aggressiv hjernetumor. Igennem dette sygdomsforløb blev jeg og vi mødt af medfølelse, masser af hjælp og mange lydhøre ører. I september 2007 måtte vi tage afsked med Morten.

I den efterfølgende tid mærkede vi Sorrings lokale ånd, nemlig i form af en stor forståelse og medfølelse for os i denne svære tid. Det var også det som betød at vi blev i Sorring. Det her var drengenes og min base, det var her Nikolaj og Alexander havde deres børnehave og dagpleje og dermed deres venner. Det samme gjaldt for undertegnede. Sorring skulle fortsat være base for vores familie i fremtiden, vi ønskede at blive blandt alle disse søde mennesker. I forbindelse med mine sønners opvækst har jeg tilbragt mange timer i hallen og på fodboldbanen i skønt selskab af andre forældre.


Jeg arbejdede i 2007 som souschef/pædagog i Gellerupparken, i en børnehave med 100 % 2-sprogede børn. Hvilket betød at hele åbningstiden skulle dækkes i tidsrummet, 6.30-17. Igennem en årrække har mine sønner haft flere gode unge ansvarsfulde Sorring-mennesker til at hente og være hos drengene, til jeg kom hjem.

Integrationen har været den røde tråd gennem hele mit virke siden jeg blev uddannet fra pædagogseminariet. I dag arbejder jeg bl.a. som familiekonsulent, jeg er en del af et integrationsteam som modtager de nye flygtningefamilier, der kommer til Ikast-Brande kommune. Min opgave er at hjælpe disse familier til en god start i kommunen. Derudover er jeg socialfaglig beboerrådgiver i to boligområder, hvor jeg vejleder bl.a. førstegangs forældre i emnet børn og søvn, hjælper unge til et fritidsjob og meget andet.
Sorring har indfriet mit ønske om at kunne se mine børn vokse op i et trygt landsbysamfund, omgivet af fantastisk natur.

Jeg har en perlerække af oplevelser her fra Sorring, som indeholder hyggelige sammenkomster, fødselsdage, spontane kaffesnakke, masser af gode legeaftaler for mine børn og snakke med deres forældre. – Ja, tiden går hurtigt i godt selskab, og her gik der lige små 20 år.

Bente Jakobsen

Mig og Sorring/Toustrup af Harry Jensen

AF HARRY JENSEN

Tak til Martin for at videregive stafetten til mig. Jeg har boet i Sorring siden 1957. Mine forældre købte en lille ejendom på 5 tdr. land, der hvor UN kraner ligger nu, som de drev samtidig med, at min far arbejdede som tømrer. Så var der også lidt arbejde til os to drenge: Børge og jeg.

Jeg er født ved Toustrup Station i 1946. Mine forældre: Mariane og Karl Jensen, også kaldet »Karl snedker«. Jeg var således 11 år, da vi flyttede til Sorring. Min skoletid begyndte i Sorring Centralskole i 1953, skolen ude på Toustrup Mark, som lærer Højer drev, blev nedlagt ca. et år før. Transporten til skolen foregik med skolebus, Robert Rohde kørte turen fra Sorring om morgenen for at hente elever til kl. 8. Igen til middag for at aflevere formiddagselever og tage nye elever med, som skulle møde om eftermiddagen, og igen aflevere eftermiddags­elever efter endt skoletid: Tre ture om dagen: Sorring-Tovstrup By-Centralen-Toustrup Mark-Toustrup Station-Tovstrup By-Sorring. Da vi kom til Sorring var transporten til skolen på cykel.

Toustrup St. var dengang postkontor, idet Hammelbanen kørte dengang. Et kendt navn, Post Bak, var et af postbudene, der udgik fra stationen. Stations­pladsen var også et godt sted at lege, da der næsten altid stod en tom godsvogn på sidesporet. En stor portalkran fandtes også ved stationen, hvor der kunne aflæsses gods, for eksempel maskiner til smeden i Tovstrup.

Når der skulle handles andet end dagligvarer derhjemme, var det i Hammel, da det var nemt at tage med toget dertil. Den lokale købmand dækkede familiens behov for dagligvarer. Hammelbanen blev nedlagt i 1956 efter at have eksisteret i først 12 år, hvor den gik fra Aarhus til Hammel, i 1914 blev strækningen udvidet til også at nå Thorsø. Navnet på togvognene var AHTJ.

Det var ikke bare banen, der stoppede, den lokale købmand lukkede sin butik omkring 1953, hvorefter vi blev betjent først af købmand Jens Svendsen, Toustrup Mark og senere af købmand Svend Pedersen i Tovstrup. Der var rig mulighed for at købe madvarer, der kom slagter fra Farre, en grønthandler fra Anbæk, (vi havde nu selv rigeligt med grøntsager i haven), bageren fra Skovby kom om onsdagen og bager Helmer Røhling fra Sorring kom hver lørdag eftermiddag og igen søndag morgen med de bestilte rundstykker.

Efter endt skoletid 7 år og konfirmation i 1960 ved pastor Ammitzbøll, blev det landbruget, der havde min store interesse. Det skyldes måske, at som dreng ved Toustrup St. havde jeg min gang ved nogle landmænd, og da vi flyttede til Sorring, var der også rig mulighed for at dyrke interessen.

Min første plads var hos Inger og Jens Poulsen, Skovslund Toustrup Mark, dernæst ved Astrid og Alfred Justesen, Sorring, denne gård er nu nedrevet og erstattet med området: Kastanievej, markerne er plantet til med juletræer. Senere to pladser længere mod vest. Derefter kom soldatertiden, som ikke blev særlig lang, efter 5 måneder og et færdselsuheld blev det til et halv år på sygehuset. Først 5 måneder i Tarm, der var nærmeste sygehus, ulykken skete i Lønborg. Den sidste måned var på sygehuset i Silkeborg til genoptræning. Efter 3 måneders rekreation hjemme hos mine forældre fik jeg arbejde på Dallerup Maskinstation, det lugtede også lidt af landbrug.

Mit arbejdsliv begyndte som sagt ved landbruget, men selvom det var et frit liv var det også lidt bundet med lange arbejdsdage. Så i 1970 fik jeg job som chauffør på Sorring Savværk og Tømmerhandel. Det blev til 14 dejlige år på en god arbejdsplads. Der skete forandringer i byggebranchen, med nedgang i arbejdsopgaverne, så i 1984 ved årets udgang sluttede mit job i træbranchen.

I 1969 blev der bygget lagerhaller på modsat side af Silkeborgvej: Stenfeldt Hansen Glas. Der måtte man også se ændringer i glasbranchen, så man var nødt til at sadle om, i stedet for bare at distribuere glas til forskellige glarmestre, blev der indkøbt maskiner til forarbejdning af de forskellige glastyper. Det blev min arbejdsplads i mange år med en enkelt afstikker til termorudefabrikken i Gjern for så at komme tilbage til Sorring. Det blev til 22 gode år i glasbranchen med forskellige indehavere af virksomheden, nu hedder firmaet: Gern Glas. Glas er tungt og skørt at arbejde med, så jeg gik på efterløn i 2006.

Som dreng var jeg medlem af KFUM-spejderne med Viggo Nielsen, Robert Laursen og Henning Mortensen som ledere. Der var klublokale på loftet hos Gerda og Jens Bak. Efter konfirmationen fortsatte jeg som spejder og blev siden medlem af KFUM og K i Sorring, indtil jeg flyttede fra egnen til landbrug i nærheden af Kjellerup.

Min egen familie er ikke stor. Efter fars død i 1975 og mors død 9 år senere i 1984, har jeg min bror Børge. Han overtog vore forældres ejendom på Klintrupvej efter mors død, denne ejendom var mors fødehjem og har været i slægtens eje i flere generationer. Den lille ejendom, som blev købt i 1957, blev solgt igen i 1963, hvor mine forældre flyttede ud på Klintrupvej. Far blev desværre syg med forkalket kranspulsåre kort tid efter, de var flyttet, så han var indlagt flere gange, dengang var der ikke de muligheder for ballonudvidelse, som der er i dag. Mor kom på et tidspunkt i gang med at strikke store trøjer til et firma i Hurup i Thy, det gav en god lille indtægt, mor havde altid været hjemmegående og ikke vant til store indtægter, så det hun fik for at strikke var et godt supplement til pensionen. Naboer og venner var altid velkomne til at kigge ind til en snak og en kop kaffe, det nød mor, det gav lidt adspredelse i hverdagen.

Mit liv fik en større dimension, da jeg blev gift med Meta, som var blevet alene efter Knuds død i 1992. Der fulgte en stor familie med, børn, som alle var gift og havde stiftet familie og selv fået børn, og der kom flere til i alt 13 børnebørn. Når der i forskellige sammenhænge har været tale om, hvor mange børnebørn vi har, plejer jeg at sige, at dem er jeg måske ikke kommet helt ærlig til, men de er dejlige og jeg holder af dem alle. Familien vokser stadig, den består nu foruden 13 børnebørn også af 5 oldebørn, og der er mulighed for flere.

Huset, vi bor i, er mit hus, nogle, som tidligere har skrevet i dette blad bor i en »andens hus«, sådan er der så meget, men det er nok for bedre at kunne stedfæste beliggenheden. Huset byggede jeg i 1973 på en grund købt af Frida og Jørgen Møller. Grunden havde intet med Hjejlevejs udstykningen at gøre, den hørte til Sandalen, men en ansøgning til Gjern Kommune gav tilladelse til udkørsel til Hjejlevej og er nu nr. 14 på denne gade. Det er et selvbyggerhus med hjælp fra min far, der kunne vejlede og give gode råd, min bror Børge hjalp til, og nogle venner var også involveret.

Meta og jeg har i mange år haft vores gang i missionshuset, indtil det blev nedlagt og solgt i 2015. Vi er nu med i samfundet i Voel i deres missionshus. Meta var i mange år med til at holde søndagsskole i missionshuset hver anden søndag, dette børnearbejde blev senere til »Spiren«, som blev holdt om torsdagen. Da jeg var dreng, var det Høgsberg, der holdt søndagsskole. Høgsberg og fru Høgsberg, som hun altid blev kaldt, var bestyrer på Sorring Alderdomshjem.

Både Meta og jeg har været i menighedsrådet, Meta fra 1980 til 1996, derefter blev det min tur i de næste 16 år. Jeg holdt en pause i den følgende periode fra 2012 – 2016. Jeg blev midt i denne periode valgt til kirkeværge efter Mogens Jensen Tovstrup og var i den forbindelse med til alle menighedsrådsmøderne, så i 2016 blev jeg valgt i rådet igen for en ny 4-årig periode.

Vi vil begge to gerne deltage i gudstjenesterne, også fordi vi føler, at det er Dallerup kirke vil hører til og vil gerne være med i det, der foregår i og ud fra kirken. Ved gudstjenesten på Sorringhus ca. en gang om måneden er vi med som medhjælpere, Meta bager kringle til kaffen, jeg dækker bord og vasker op.

Jeg er både døbt, konfirmeret og gift i Dallerup Kirke, Meta er født i Nørbæk Sogn ved Viborg og konfirmeret her i Dallerup, hendes forældre kom her til Sorring i 1945. Meta blev også gift med Knud i kirken her, og nogle år efter Knuds død, blev Meta og jeg gift med hinanden. Vi ønsker også at blive begravet på Dallerup kirkegård.

Der er sket meget i Sorring igennem årene, når jeg tænker tilbage til 1957, da vi flyttede til byen eller lidt udenfor, var der tre købmænd, en brugsforening, to slagterforretninger, en bager og et brødudsalg, en gartner og en smed var der og to mekanikere, den ene med benzinsalg, en skrædder, en telefoncentral, en bank i et lokale ved købmand Jens Bak og en sparekasse i et lokale på Sorring Alderdomshjem. Fem vognmandsforretninger, Jens Laurids Jensen var eksport­vognmand og senere skolebus, Laurs Jensen havde lastbiler og en enkelt turistbus, Robert Rohde som kørte skolebus og minibus, Laurids Møller var lillebil vognmand, og Niels Rasmussen, »kaldet Niels Fragtmand« med hestene. Savværket ikke at forglemme, har været en god arbejdsplads for mange af Sorrings beboere.

Nu er Dagli’Brugsen, stor og flot, den eneste dagligvarebutik her i byen, den har så hele varesortimentet, og der er håndkøbsudsalg og postbutik, så byen er dækket ind. Jeg husker Olav Refsgaard som uddeler, da vi kom til Sorring, han efterfulgtes af Sten Madsen, og nu er det Finn Lorenzen. Brugsen havde også grovvarehandel dengang. Det havde købmand Pedersen også, der fik far malet grutning til grisene, da vi boede på den lille ejendom, der var kun 220 volt strøm, det var ikke nok til at drive en kværn.

Vi føler os godt tilpas her i Sorring og som medlem af Sorring-Toustrup Seniorer, deltager vi også i nogle af arrangementerne i Sorringhus.

Harry Jensen

< Page 2 of 3 >