Mig og Sorring/Toustrup – Tina Brokmann

AF TINA BROKMANN

Tak til Gitte Helboe for stafetten.

Jeg er opvokset i Hårby ved Skanderborg, så det at leve i et mindre landsby­samfund ligger mig ikke fjernt. Jeg har gået i skole på Veng fællesskole og dyrket sport i Borgernes Hus, som begge er en sammenslutning af 6 mindre landsbyer. Jeg har gået til sportsfest, høstfest, ja endda også opvokset med at gå soldat til Fastelavn.

Dog var soldat en mere ”alvorlig” sag i Veng fællesområde. Man måtte ikke deltage førend man gik i 4. klasse og det gjaldt om at nå først ud til de fjernt liggende gårde for at samle pengene førend nabolandsbyens soldater. Og mødte man nabosoldaterne så måtte man trække sværd og kæmpe sig først til døren.

Som i Sorring gik skolen kun til 7. klasse og derfor måtte man med bussen til Hørning for at færdiggøre folkeskolen på en af deres skoler. Efter folkeskolen tog jeg HTX-studentereksamen i Viby J, fik huen på i år 2000 og så måtte jeg i gang med uddannelse. Da jeg er af en håndværkerfamilie, valgte jeg at læse til bygningskonstruktør i Horsens, men måtte inden da flytte hjemmefra, da Hårby – ligesom Sorring – oplevede at busruten blev nedlagt og det var ikke muligt at komme til uddannelsesmulighederne, hvis ikke man flyttede hjemmefra eller havde bil.

Efter at have boet i lejlighed i både Skanderborg og Århus kunne jeg i december 2003 sige, at jeg havde en bachelorgrad som bygningskonstruktør. Jeg flyttede hjem til min forældre i Hårby, mens jeg søgte job. På det tidspunkt var kvinder i byggebranchen ikke så udbredt, mest på tegnestuerne og slet ikke på byggepladsen. Jeg troede da også jeg skulle sidde på tegnestuen, men mit første job blev som tegner og tilbudsberegner hos Korsvej Savværk i Låsby, som var en tømrervirksomhed.

Med et job på hånden begyndte jeg at lede efter mit eget sted at bo. Det var her jeg faldt over et billigt håndværkertilbud i Sorring, som var så dejligt centralt placeret i forhold til at skulle køre til byggepladser i hele Danmark.
Midt i boligsøgningen mødte jeg Kris til et biltræf i Vandel. Kris er født og opvokset i Skanderborg og uddannet klejnsmed, og selvom det hele var meget nyt, så valgt Kris meget hurtigt at rykke sine teltpæle op og tage med til Sorring.

Huset på Møllebakken er faktisk stort, og den ene af mine lillebrødre stod i tømrerlære i Låsby, så han flyttede også med ind i huset, da jeg overtog. Det var ret praktisk med en tømrer ved hånden, når huset skulle istandsættes. Men det første halve år i Sorring var ikke som ventet og jeg begyndte at overveje om det var det forkerte sted at bo.

Kris, min bror og jeg undrede os over at folket i Sorring ikke hilste tilbage når vi mødte dem på gaden. At naboerne skyndte sig indenfor, når vi prøvede at starte en snak på gaden og generelt virkede til at undgå os. Først da vi april 2005 startede den helt store udvendige renovering af huset med skiftning af tag, opgravning af kloak o.l., begyndte naboerne at stoppe op og snakke med os og der blev hilst tilbage, når vi kom i brugsen.

Sidenhen har vi fået et rigtig godt forhold til alle vores naboer på Møllebakken både tidligere og nuværende. Det viste sig, at de troede vi boede til leje og grundet min mands og lillebrors fysiske bygning, udseende og ”brian”-gejlede biler – ja så troede naboerne at vi var rockere og begyndte derfor at låsene dørene.

Da jeg flyttede til Sorring havde jeg min hund Sofus, en bichon havanias med og foråret 2005 anskaffede vi os vores anden hund Rex, en amerikansk staffordshire terrier. Specielt Rex’ muskuløse udseende som hund, forstærkede naboernes tanke om, at vi måtte være en rocker-familie.

Jeg har altid gået til træning med mine hunde og på daværende tidspunkt trænede jeg ved DcH Galten. Men min vej ind til at lære folket at kende i Sorring blev igennem Charlotte Eskildsen. Da vi flyttede til byen startede jeg på et voksent rytmegymnastikhold, da jeg altid har dyrket gymnastik, og her igennem spurgte Charlotte om jeg ikke ville sidde med i Sorring-Toustrup Idrætsbestyrelse (STIF). Mine forældre har altid hjulpet til i lokalsporten, så det ville jeg også gerne.

De næste 11-12 år sidder jeg med i STIF på forskellige poster. Jeg har både været håndboldformand, volleyballformand, fitnessformand, gymnastikformand – men det jeg er mest kendt for i byen er nok min opbygning af hundeafdelingen i STIF, hvor jeg fortsat fungerer som afdelingsformand.


I 2007 blev Kris og jeg gift i al hemmelighed – vi ønskede ikke at dele oplevelsen med nogen – men opmærksomme øjne fangede alligevel ringen på min finger ved først kommende halfest. STIF’s bestyrelse fik hurtigt arrangeret et lille slør, saks til strømper og så fik vi ellers lov til at danse brudevals foran byen.
For mig er det noget af det der kendetegner borgerne i Sorring. Uanset hvor mange timer af min fritid jeg har brugt på byen, så har jeg altid fået det mangfoldigt tilbage ved folk der bekymrer sig, hjælper og er der for en.

I 2008 kom vores søn Kristian til verden og Sorring udvidede sig for os endnu engang. Nu begyndte vi jo at lære andre forældre, dagplejer, børnehave og Sorring skole at kende. I 2012 kom lillesøster Asta Katrine til verden og vores familie-hverdags-liv kunne nu virke til at køre sin egen skønne cirkel.
I 2019 måtte vi dog indse at Kristian ikke fungerede i Sorrings sociale liv. Efter en diagnose med autisme og ADHD blev han flyttet til autistafdelingen på Ans skole. Vejen dertil har været hård og svær som forældre, men den har været det værd, da vi nu ser at vores søn begynder at vokse og udvikle sig, for i Ans er der rammerne til det. Lillesøster Asta er fortsat på Sorring skole og trives der i sine sociale rammer.

Jeg selv arbejdede for MTHøjgaard fra 2004 til 2015 og KPC fra 2015 til 2018. Jeg har kørt Danmark rundt og været med på spændende byggerier såsom Ebeltoft Glasmuseum, Moesgaard Museum, Slotsarkaderne i Hillerød, Frederikshavn fælles skole, LandBoMidtØst, Skejby Psykiatri og rigtig mange boligrenoveringer.
I 2018 startede jeg egen virksomhed, hvor jeg hjælper håndværkervirksomheder med kvalitetssikring samt drift og vedligeholdelse på byggerier.

Jeg bruger meget af min fritid på min nuværende hund Duplo (beagle). Træning og konkurrencer med ham. Jeg bruger meget tid på hundeklubben og mit hjerte brænder stort for klubben, dens medlemmer og for hundenes gode familieliv. Når fritid ikke går op i hundene, så sejler jeg på Silkeborg søerne med familien, roder i haven, hjælper min mand i hans hobbyvirksomhed Brokkeriet eller nyder øl med naboerne.

Jeg er kommet til at elske Sorring, dens omgivelser, dens folk og dens muligheder.
Selvom det kan føles som om du ikke har tid eller overskud, så giv en hånd med til hvad som helst. Prøv at være en ildsjæl, prøv at brænde igennem på noget så meget at selv dine nærmeste bliver træt af dig.
Den følelse inde i dig, når det lykkes eller du får hjælpen tilbage, den glemmer du aldrig og går aldrig ned på den. Det er det Sorring består af og skal fortsætte med at bestå af.

Tina Brokmann

Posted in: Mig og Sorring

Written by Martin