Mig og Sorring/Toustrup af Inger Jensen

AF INGER JENSEN

Tak til Søren og Jette Hansen for at give stafetten videre til os.

Mit navn er Inger Jensen (født Boldsen). Jeg er indfødt på Høngevej i 1950 (der hvor Karen Osterland bor nu), datter af Emma og Niels Boldsen.

Den sidste af en søskendeflok på 6 stk. Gik i folkeskolen her i Sorring og blev konfirmeret som det første hold ved Ole Rydal i Dallerup kirke.

Kom på Kornmod i 8.-9. klasse og blev færdig én fredag og startede i lære på systue Dansk Kjole Industri i Silkeborg mandag. Jeg fik et værelse ved min søster Ulla i Resenbro.

Her fra Sorring kørte der en bus til bal i Linå hver lørdag, som jeg og vennerne benyttede flittigt.
Her mødte jeg min mand Preben Jensen. Preben er født på Tingvejen i Gjern i 1949. Preben var i lære som smed ved nu afdøde Karl Andersen i Voel.

Da Preben var udlært flyttede vi sammen i 2 værelser på Løvfaldsvej i Resenbro.

Vi blev gift den 26. december 1970 i Dallerup kirke og boede til leje på Nørskovbakke i Silkeborg. I 1971 købte vi hus på Baunehøjvej i Silkeborg.

Kjoleindustrien havde solgt til Kyeds konfektion, så her syede jeg til 1974.
Preben arbejdede først i Galten ved smeden Hans Schørring, og også ved Hvidtved Larsen i Silkeborg.

I 1974 fik vi vores søn Jesper Halvorsen, som nu er gift med Susan Halvorsen og har 3 skønne piger Jasmin, Jessica og Josefine. De bor i naboejendommen til Prebens fødehjem.

I 1976 var vi så heldige at blive beriget med en datter Heidi Boldsen Jensen, som har 4 skønne børn Jacob, Cille, Mikkel og Kalle. Heidi er kommet tilbage til Sorring fra Hørning, så vi er privilegeret at have vores guld omkring os.

Både vores børn og børnebørn er døbt i Dallerup kirke og har gået på Sorring skole, og Jesper og Heidi er også blevet gift i Dallerup kirke.

I 1978 fik vi mulighed for at købe et nedlagt landbrug med griseproduktion på Ternevej 6 her med udlejning af et ældre stuehus i Sorring, efter Prebens forældre Emma og Johannes Jensen. Her voksede vore børn op, og jeg tog et sabbatår fra systuen Refa på Nørskovbakke i 79/80 for at hjælpe Preben. Vi hentede madaffald, som blev kogt til grisene. Det var et slid med at hente og vaske bøtter og holde kogeriet rent; men godt for vores børn, for de skulle kun i børnehave om formiddagen.

Her blev jeg klar over at jeg skulle noget andet, så jeg blev ansat i Hjemmeplejen Gjern i 1981, og det var vejen frem. Jeg tog uddannelsen som sygehjælper i 1989, og videreuddannede mig som social- og sundhedsassistent i 1997.

Herefter arbejdede jeg på Kejlstruplund fra 1990 til 2010, hvor plejehjemmet blev nedlagt og jeg gik på efterløn.

Preben droslede lidt ned på griseproduktionen og holdt op med at hente affald. Lejede noget jord (der hvor Jesper bor og flere forskellige steder i Sorring).

Arbejdede også ved Hans Schørring i Galten, og kom til BSI i Århus, Intertec i Viby, Anders Andersen i Odder, Glenco i Hasselager og til sidst Kemp & Lauritzen i Tilst, hvorefter han gik på pension i 2015. Fritidsjobbet var mark og grise.

I 1984 var han i STIF’s bestyrelse og var med til at bygge det nye klubhus.
Jeg var aktiv i Sorring Borgerforening af flere gange, og her brugte vi begge tid på at være med i de gode gamle sommerfester.

Kørte med Jesper til fodboldstævner og Heidi til Badmintonstævner.

I 1995 solgte vi gården på Ternevej og flyttede til Hovedgaden 39.

Da Sorring Forsamlingshus ikke havde vært på mere, overtog jeg udlejningensom koordinator, og den opgave har jeg stadig.

I 2014 var der gang i nyt byggeri på Bredsig med 16 nye boliger.
Her kunne vi godt se os selv, og har heller ikke siden fortrudt, at vi flyttede hertil. Vi bor sammen med nogle dejlige mennesker her. Vi solgte huset på Hovedgaden og flyttede ind her den 1. maj 2015.

Her har jeg en post som beboerrepræsentant, sammen med 2 andre her.

I 2016 blev jeg valgt ind i hovedbestyrelsen for Silkeborg Boligselskab. Her arbejder vi lige nu bl.a. med flere nybyggerier, og jeg er så heldig at kunne være med til, at der sker udvikling i vores by på Dybdalsvej med 19 nye boliger.

Vi holder meget af Sorring og de gode omgivelser, og er kede af at det er blevet så bøvlet med bus for de unge mennesker. Håber på en bedring fremadrettet.

Preben får sin pensionisttid til at gå med at hjælpe børn og børnebørn, og han hjælper også til her på Bundgaarden. Og så er vi begge glade for at gå tur med vores hund Viggo i Sorrings kønne natur.

Inger Jensen

Posted in: Mig og Sorring

Written by Martin