Mig og Sorring/Toustrup – Dorthe Haagen Nielsen

Tak til Pernille Skovby for stafetten. Pernille og jeg kender hinanden fra Sorring skole, hvor to af hver vores børn går i samme klasse på hhv. 2. og 5. årgang.
Jeg hedder Dorthe Haagen Nielsen og er født og opvokset på Danmarks smukkeste ø, Falster. I 1999 byttede jeg fødeøen ud med mini-metropolen Aarhus for at læse Engelsk og sidenhen Film & TV på Aarhus Universitet. Her mødte jeg en mørk aften Christian, som jeg i dag er gift med på 15. år. Sammen har vi tre piger på 8, 10 og 13 år. Christian arbejder i Silkeborg som lærer for en specialklasse på Langsøskolen. Jeg arbejder i Aarhus som kontorleder i en lille virksomhed, Partisia, der laver sikre softwareløsninger og er ved at bygge verdens sejeste Blockchain. Jeg har besluttet mig for at bryde lidt med traditionen i indlægget, da jeg simpelthen føler en uimodståelig trang til at introducere hus-ejerskabsbegrebet i Sorring. Nok mest for dem, der er nyere i byen. Det er nemlig en af de mere spøjse ting ved Sorring, som flere herboende vil kunne nikke genkendende til.

Sorring – byen, hvor man altid bor i andres huse

Det var noget så romantisk som en fælles slunken kassebeholdning, krydret med imponerende studiegæld og tårnhøje boligpriser pga. boligboblen, der afgjorde, at valget faldt på Sorring tilbage i 2007. Det var simpelthen her, vi havde råd til at købe et lille hus – nemlig Anders og Pias hus på Sanddalen 13. Og her stødte vi første gang på Sorrings husbegreb, hvor vi lærte, at man rent faktisk ikke bor i sit eget hus i Sorring. Det betyder, at med mindre man er nybygger – og altså ikke fattigrøve som os – så skal man lige vænne sig til, at man altid bor i ‘nogens’ hus. Derfor måtte Christian og jeg hurtigt opgive fortællingen om, at vi skam var det nye par på Sanddalen 13, for ingen i byen havde nogensinde hørt om den obskure adresse? Men Pia og Anders’ hus – bingo, det kunne vi da bare have sagt, så vidste alle pludselig, hvor vi boede. Nuvel, selvom vi nu boede i Anders og Pias hus, blev vi hjerteligt modtaget ved ankomst til byen. Pernille fra Sverriggården (på toppen af Sanddalen) bød os velkommen med en lerskål fra Sorring Lervarefabrik fyldt med gode sager, og vi følte os hjerteligt velkomne i byen fra første færd.

Hus til låns på Hjejlevej

Der kom senere 3 beboere mere til på matriklen på Sanddalen, og med kun 2 børneværelser og lige over 100 m2 valgte vi at gå på udkig efter et større hus og satte vores eget til salg i 2020. Vi ledte vidt og bredt uden held – og var sågar på Falster med grundige overvejelser om at bosætte os der, tæt på min familie. Vi havde begge sagt vores job op, og med huset til salg, var alle muligheder i spil. Vi droppede dog Falster og havde nær købt et gammelt, skønt hus i Voel. Drømmehuset var dog i Sorring. Bare ikke til salg. Derfor måtte jeg op og stemme dørklokken til det hus, vi nu bor i – og det gav pote. Og belært af fortiden skriver jeg netop, at vi bor i huset, for end ikke et skøde med vores navne kan ændre på, at huset jo ikke rigtig er vores. Næh, vi bor nemlig i Laurits Madsens hus på Hjejlevej – tidligere borgmester i Gjern og fædrene ophav til tidligere brugsuddeler Sten Madsen. Og selvom Tommy Porsmose boede 20 år i huset efter Laurits, er huset på Hjejlevej i folkemunde stadig Laurits’ hus. Vi overtog huset i sommeren 2021. Der er umanerligt mange m2 i det gamle hus, en helt vidunderlig udsigt, plads til gæster, edderkopper på størrelse med hundehvalpe i sensommeren (ikke så populært), brændeovn, som er børnenes yndlingsspot i de mørke måneder og Sorrings – vel nok – bedste toilet udsigt. Så er det sagt. Og her bor vi nu på 2. år.

Om udlængsel og rejsefeber

Jeg har siden min tid som rygsækrejsende i Asien i de sene 90’ere været bidt af at rejse og været håbløst forelsket i Sydøstasien. Christian og jeg rejste sammen til både USA og Asien på kortere ture flere gange, inden pigerne kom til. Derfor var det også en præmis, at rejse aktiviteterne ikke skulle indstilles, selvom der kom børn til. Pigerne har derfor, siden de var ganske små, været med på kortere og længere ture til udlandet. Vi har besøgt flere europæiske lande, og alle mand har været med i Beijing i Kina, hvortil jeg tidligere havde arbejdsrelaterede rejser. Under min sidste barsel tog jeg alle tre piger, som dengang var 8 måneder, 3 og 5 år, samt min mor, med skib tværs over Nordsøen, hvor vi endte på Færøerne, selvom kursen var sat mod Island. Lang historie kort blev 2 ud af tre piger umanerligt søsyge, og der var meldt meget hård sø det sidste stykke fra Færøerne til Island, så vi blev sat i land kl. 05 på færøsk jord en meget kold og mørk forårsmorgen. Vi fandt heldigvis tag over hovedet efter lidt køren rundt på må og få i det mørklagte ørige, og fik en fantastisk oplevelse, som jeg varmt kan anbefale!

På eventyr i Sydøstasien x 2

Bidt af rejsefeber besluttede Christian og jeg at sætte alt ind på en længere rejse til Sydøstasien med børnene. Der blev spinket og sparet og 1. januar 2018 stilede vi ud på et 4 måneders eventyr med børnene i Sydøstasien. Vi havde en fuldstændig fantastisk tur, og begyndte straks at spare op igen, da vi kom hjem. Det betød, at vi atter rejste ud i januar 2020 på et 2 måneders langt eventyr i Asien, som dog blev abrupt afbrudt lidt før tid, da Corona pandemien ramte, og landene begyndte at lukke ned. Vi kom med det sidste fly ud af Singapore til Danmark, inden ruten blev indstillet, og så har vi nærmest bare siddet hjemme sammen med resten af verden lige siden. En enkelt tur til USA blev det heldigvis til i sommers. Jeg har familie i midtvesten, og det var en fuldstændig fantastisk oplevelse for os alle fem at komme over og besøge dem. Turen blev kombineret med et roadtrip til et par af sydstaterne.

Vores liv i Sorring

Vi er alle sammen enormt glade for at bo i Sorring. Det tætte sammenhold, pigerne, som kan færdes trygt i hele byen, skønne mennesker og et rigt aktivitetsliv – ikke mindst at forglemme vores allesammens Brugs – gør det enormt attraktivt for os at være her. Alle piger har været igennem utallige år med gymnastik i STIF, og to af pigerne går nu til badminton. De har alle gode venner i Sorring, som de ses med, også selvom vores ældste datter nu er kommet til storbyen Silkeborg ifm. 7. klasse. Christian har været gymnastiktræner i STIF tidligere, og lidt seniorbadminton er det også blevet til for ham. Vi har begge siddet i forældreråd i pigernes klasser på Sorring skole på forskellige tidspunkter, og i fordums tid havde jeg en klumme, Rundt om Sorring, i Miniavisen. Nu bruger jeg noget tid i Lokalrådet sammen med lutter skønne mennesker, som heldigvis har helt styr på historikken om folks huse, så her lærer jeg virkelig noget! En (alt for sjælden) gang imellem lykkes det mig at tage en tur på en islandsk hest sammen med min gode veninde i Dallerup, mens Christian foretrækker at kaste liner ud i havvand.

Vi har et stort netværk i byen og mange skønne venner og naboer – nye som gamle – som vi heldigvis møder ofte. Enten over køledisken i Brugsen, henover hækken, eller hvis de falder forbi for at hente et barn eller få et stykke pølse til hunden. Det er vi meget taknemmelige for.

Jeg giver stafetten videre til to relativt nye tilflyttere, nemlig Christian og Camilla, som ganske kort nåede at være vores naboer på Sanddalen, inden vi lånte huset ud til Arne og Jette. Christian og Camilla bor i huset, som tidligere blev brugt som frisør. Er man i tvivl om, hvilket hus, der er tale om, må man opstøve en lokal Sorringenser, som helt sikkert kan hjælpe med at udpege huset.

Dorthe Haagen Nielsen

Posted in: Mig og Sorring

Written by Martin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*