Sorring garagesalg 2020

Stik håndspritten i lommen og kom og gør en god handel rundt i byens haver, indkørsler og garager. Der er masser af lopper og guld fra gemmerne🎒🥾🛷
Klik ind på kortet https://bit.ly/2ApWw6e og se hvor der handles.
Eller meld dig til med en bod her: https://bit.ly/2MLMmiX og kom med på kortet så folk kan finde dig😃
Vi håber på en god og hyggelig dag.
Følg med her på begivenheden.
Under “debat” kan du gøre lidt reklame for din bod eller lede efter et godt tilbud👗🕶🍕🍻
Del og spred gerne budskabet, og lad os krydse fingre🤞🏻for godt vejr☀️så vi alle kan få en hyggelig dag med masser af liv i gaderne
Se mere på facebook sider, her.

𝗕𝗟𝗜𝗩𝗘𝗥 𝗦𝗢𝗥𝗥𝗜𝗡𝗚 𝗦𝗡𝗬𝗗𝗧 𝗙𝗢𝗥 𝟯𝟱𝟬.𝟬𝟬𝟬 𝗞𝗥?

✔ kom og LYT med i 90 min
✔ BAK OP om den frivillige bestyrelse og deres ønske om flere penge til vores hal
✔ GRATIS kaffe og rundstykker kl. 9.00
✔ Vi spørger bl.a. politikerne “Hvorfor øges kommunens husleje i vores hal ikke, når den i øvrigt lovpriste og uvildige model siger vi skal have +30%?”
Læs mere og tilmeld dig Borgermøde ved STIF Hallen den 20. juni kl. 9.30 her:
Se videon på vores facebook side.

Sorring Vandværk -Byggeri Møllebakken

Byggeri Møllebakken

Vi har igennem en længere periode, arbejdet på en fornyelse af vores vandbeholder på Møllebakken.

Nedenfor på siden, er der nogle informationer omkring projektet.

Vi forventer at påbegynde nedbrydningen af eksisterende beholder samt pumpehus på Møllebakken medio/ultimo maj måned.

Du kan læse mere på deres Sorring Vandværks side, og se nogle billeder

Læs mere her.

Mig og Sorring Toustrup af Chenette Madsen Perangin Angin

AF CHENETTE MADSEN PERANGIN ANGIN

Tak for stafetten til min gode veninde Bente Jakobsen.

Ligesom Stine Røhling starter med i sin fortælling om Mig og Sorring, så kan jeg vist også godt kalde mig “Et barn af Sorring”. Min fars familie har været bosat her i Sorring siden 1938. Min farfar Laurits Madsen var mejerist og bestyrer af mejeriet i Horskilde, indtil det lukkede i 1970. Til de som ikke lige ved det, så ligger Horskilde ca. 1 km uden for byen mod Låsby og Tovstrup.

I 1975 byggede min farfar og farmor hus på datidens “toppen af Hjejlevej”. Min farfar var en kendt mand i Sorring og gammel Gjern kommune. Han havde politiske interesser og blev i 1970 valgt som Gjern kommunes første borgmester.

Min farbror Sten er også en kendt Sorring-genser, da han var brugsuddeleren før Finn.

Min far er også et kendt ansigt i byen, idet han stod for marmeladekogningen i mange år for Sorring bær, han kører varetur for Brugsen, og han er kendt som “morfar Erling” for rigtig mange af byens børn.

Ja, så fik jeg beskrevet mit tilhørsforhold til Sorring, og nu til lidt om mig. Jeg hedder Chenette Madsen Perangin Angin, jeg er 42 år, og datter af Erling og Sonja Madsen. Mine forældre flyttede i slutningen af 1977 til Sorring eller rettere sagt til en nedlagt landbrugsejendom 2 km uden for Sorrings byskilt mod Gjern.

Her havde jeg en rigtig dejlig barndom, hvor min lillebror Johnny og jeg havde mange projekter i form af at bygge huler eller hjælpe naboerne med at samle sten og høste. I familien brugte vi meget tid sammen; om søndagen gik min far og jeg ind til Røhlings bageri på Møllebakken for at købe rundstykker, vi plukkede bær og bælgede ærter, og om vinteren sneede vi inde, så vores nabo, Verner, måtte komme os til undsætning med sin traktor. Ja, det var dengang, der var snevejr til.. Jeg husker tilbage på det som en skøn tid, omend mine egne drenge, der er vokset op i Ipad’ens æra, synes, det lyder som en barndom på Hjerl Hede.

 

 

På et tidspunkt fik jeg en hest, en islænder vallak som hed Baldur, der gik ikke længe, så fik min mor også en islænder, og på et tidspunkt havde vi en flok på fire islændere. Og jeg har virkelig redet mange ture i området omkring Storlyngdal og Sorringskoven.

Jeg har gået fastelavnssoldat, fra jeg startede i skole til jeg blev 11-12 år, jeg har været med til at plante de første solbærplanter på Solbærmarken, og var i 1985 med til at fejre Sorring skoles 150 års fødselsdag. Jeg kan huske Børges butik, Købmand Bak, Elmer købmand, posthuset, Sparekassen, Besteds kiosk, Jettes blomsterbutik, Blomsterkransen og mange flere forretninger som har været her i byen.

Fra Sorring skoles 150 års fødselsdag

I 1983 startede jeg på Sorring skole og gik der til og med 7. kl. Dengang var Sorring skole ikke så stor, og jeg kan huske at på et tidspunkt var min klasse nede på kun 3 piger og 10 drenge.

Så det var en omvæltning, da vi kom til Fårvang i 8.-10. kl., hvor der var fem 8. klasser! Årene på Fårvang var sjove og på mange måder lærerige, men festerne i Skanderup og Sorring forsamlingshus er nok dem, jeg husker bedst.

Så blev det HF i Silkeborg, og et halv år i huset ved den sødeste familie på Ternevej i Silkeborg.

I 1996 tog min veninde Marie og jeg 9 måneder til Brighton i Sydengland, hvor vi arbejdede som handicaphjælpere. Det var på mange måder udfordrende at stå på egne ben i en stor fremmed by, og ikke mindst at få økonomien til at hænge sammen. Men det var en fantastisk oplevelse, som jeg mindes med glæde.

Da vi vendte hjem fra Brighton i foråret 1997, tog vi og vores veninde Trine fra Holmstol til Indonesien. At det blev Indonesien, var en tilfældighed, vi lukkede øjnene og pegede på verdenskortet i atlasset, og fingeren landede på Indonesien!

Den rejse forandrede mit liv for altid, for vores jungleguide, som vi allerede mødte på andendagen, var Joshua, som jeg nu er gift med på 23. år.

Joshua og jeg blev gift på Gjern Rådhus i november 1997, efter at have kendt hinanden i bare et halvt år. I 1999 rejste vi tre måneder tilbage til Sumatra, hvor vi bl.a. blev gift på indonesisk og havde hele landsbyen på 600 mennesker inviteret med til fest.

Senere hen har vi også fået en kirkelig velsignelse i forbindelse med dåben på vores søn Lukas. Så det er blevet til tre bryllupper med den samme mand, – så er det vist slået fast 🙂

Sammen har vi fire drenge, Lukas på snart 17, Silas på 12 og Carlos på 6.
I 2002 mistede vi deres storebror Viktor, to uger før termin. I dag er sårene nogenlunde lægt, og han er på ingen måde en hemmelighed.

Joshua fik arbejde hos Gjern Glas i 2000, og inden da flyttede vi i lejligheden på Hovedgaden ved siden af Brugsen. Sidenhen flyttede vi til Vibevej 5 – også kendt som Jytte Vengs hus, og i dag bor vi på Hjejlevej 45, hvor vi byggede til, så jeg fik plads til mine dagplejebørn.

Jeg har været dagplejer i snart 15 år, så jeg har haft mange af byens børn og forældre “gennem mine hænder”. Jeg nyder mit arbejde og mine rigtig gode kollegaer i fulde drag.

Jeg er utrolig glad for, at vi valgte Sorring som rammen om vores hjem, da vi skulle starte vores familieliv op. Det har været nemt for Joshua at blive integreret i Sorring, og alle har været utrolig venlige og imødekommende overfor ham og os.

Vi har et godt sammenhold i byen, med mange gode arrangementer! Et godt idrætsliv, og takket være mange frivillige kan vores børn gå til gymnastik, badminton, fodbold og meget mere 🙂

Jeg føler mig tryg i Sorring, og det er min oplevelse, at børnene kan færdes trygt i byen, og at vi holder øje med hinanden og børnene – på den gode måde 🙂

Chenette Madsen Perangin Angin

 

 

 

Landsbyen Sorring ligger som den højest beliggende by i Danmark, ved siden af den gamle gravhøj Sorring Loddenhøj. Loddenhøjen ligger 148 meter over havets overflade, og er udsmykket med et radio/tv tårn, der knejser flot over området (du kan læse mere om højen her LINK). Når man får øje på tårnet ved man, at der ikke er langt hjem.

Sorring ligger omkring 14 km fra Silkeborg, og er godt placeret i forhold til job, både i Aarhus, Horsens, Randers, Viborg og Silkeborg.

Sorring har i dag cirka 1100 indbyggere og forventer øget vækst. Byen har et stort og flot, rundt nybygget, der er fyldt med moderne bekvemmeligheder, fantastiske muligheder for de små i byen. Sorring har også en skole som går til 6. klasse. Skolen er også blevet moderniseret og renoveret. Sorring Skole er i øvrigt den højest beliggende skole i Danmark.

Sorring har gennem tiden været kendt for sin produktion af lertøj, og i 1870 var der registreret 70 lertøjs-producenter i landsbyen. Derudover har der været flere vindmøller, der har malet mel og skåret tømmer op. I dag har Sorring flere forskellige industrier og værksteder, som du kan finde i top menuen.

Sorring har et godt og aktivt fritidsliv, med mange tilbud af forskelig art. Du kan se i menuen foreninger og følge med i, hvad de laver.

Mig og Sorring af Flemming Wandborg

Af Flemming Wandborg

Først en tak til Harry Jensen, der havde tillid nok til at spørge, om jeg ville overtage stafetten. Først senere fandt jeg ud af, at det var omkring jul, jeg skulle skrive – og da har man faktisk andet at tage sig til. Endelig er jeg jo ikke én, der har boet i Sorring i umindelige tider, er faktisk kun tilflytter med godt 15 år i Sorring.

Mit navn er Flemming Wandborg. Jeg er født i 1939 og opvokset i Hornbæk ved Randers og gik de første år i skole i Hornbæk skole, som dengang var 2-klasset, indtil jeg kom på Randers Statsskole og herfra tog mellem- og realeksamen.

Jeg videreuddannede mig til lærer på Århus Seminarium, var soldat og sergent i 2 år og fik derefter ansættelse i Skagen, hvor jeg var lærer, til jeg i 2003 gik på pension.

I min skoletid som barn fyldte musik og FDF en stor del af min fritid, og begge dele fulgte mig også i mit voksenliv, idet jeg var leder i FDF, korsanger og spillede på violin og klaver.

I min seminarietid var jeg kirkesanger i Fausing og Auning kirker, hvilket betalte min uddannelse, så jeg kun skyldte 50 kroner, da jeg blev færdig.

I 1965 blev jeg gift med Merete, som jeg indtil 1999 delte dels bord og seng med, dels også arbejde, idet hun også var lærer på samme skole som jeg var.

Desværre døde hun, kun 56 år gammel, og efter et par år var der én, der sagde til mig, at jeg skulle se at få mig en kone, og så var det, at Anna og jeg kom til at kende hinanden. Hendes mand, Arne, var død ca. en måned efter, at Merete døde; men hun ville ikke flytte fra Borum til Skagen, for der blæser det, og langt det meste af hendes familie bor her på egnen, så for at opnå hendes gunst måtte jeg altså rive teltpælene op og flytte, først hjem til hende, da huset i

Skagen var solgt, og derefter et halvt år til Skovby, mens vores hus her på Bredsigbakke blev bygget, idet hendes hus meget hurtigt blev afsat. I 2004 var huset her færdigt, vi flyttede ind og blev viet i Dallerup kirke.

At flytte til Sorring var noget af en omvæltning. I forvejen anede jeg knap, hvor byen lå, men det varede ikke ret længe, inden jeg havde rodet mig ind i diverse sammenhænge.

Der skulle oprettes en grundejerforening, og af en eller anden grund fandt man ud af, at jeg sammen med Åge Jakobsen fint kunne være formand og næstformand. Vi var jo pensionister, mens de øvrige på vores lille vej var arbejdsramte. De to poster indebar, at alt det praktiske blev overladt til os, mens den øvrige bestyrelse var god til at give råd.

Formandsposten, som jeg fik, indebærer visse privilegier. Jeg har ret til at slå græs på fællesarealer og rabatter, sørge for at maskinparken, en havetraktor, bliver serviceret og desuden andet forefaldende arbejde. Vores grundejerforening med kun 11 husstande er så lille, at vi mødes på kryds og tværs i mange forskellige sammenhænge, og generalforsamlinger og vejfester kan holdes hos en af beboerne.

Kort efter tilflytningen blev jeg medlem af bestyrelsen i Røde Kors og genoptog det arbejde, jeg i næsten al min tid i Skagen havde haft, ligesom en bestyrelsespost i en FDF-efterskole fortsatte i nogle år.

Der gik kun halvandet år, inden jeg blev valgt til menighedsrådet, hvor jeg har siddet siden, men efter 13 år stopper jeg om et år. Det har altid været spændende, og jeg kendte til arbejdet fra min tid i Skagen, hvor jeg var
med i ca. 24 år.

Endelig har jeg været brugt som kirkesangerafløservikar, et job, jeg kan
bruges til, når alt andet glipper. Titlen er opfundet af mig selv, men dækker ganske godt. Flemming som dreng i Hornbæk

Hvad Sorring betyder for mig, er ikke helt let at definere; men nu har jeg levet en stor del af mit liv i Skagen, og på det tidspunkt var centrum dér, ligesom når børnene i skolen skulle udpege et sted på Europakortet, skulle de lige først finde Skagen, hvilket jo ikke er så svært. Lidt sværere er det med Sorring. Når man fortæller fremmede, at man bor i Sorring, skal man ofte fortælle, hvor det er. Ikke desto mindre er Sorring for mig blevet noget særligt. En af de første dage efter indflytningen gik jeg hjem fra Brugsen, og på vejen kom den tanke over mig: Dette er for fremtiden DIN by. Det er ikke et sted, du er kommet for at besøge. Du bor her. Her er dit hjem. Denne indskydelse har fulgt mig siden og for mig er centrum nu her i Sorring.

Var valget af bosted rigtigt? Hvad kan Sorring gøre for dig – – og omvendt?

Ja, i højeste grad! Sorring har en størrelse, der gør, at man hurtigt kommer til at kende en hel del mennesker, ja, det er næsten umuligt andet, hvis man vil. Hvis man lukker sig inde og er sig selv nok, er det vel ligegyldigt, hvor man bor, men vil man have noget tilbage, må man åbne sig og tage del i det liv, der rører sig i ens nærhed.

Det var spændende, da det store slag skulle slås for Sorringhus. Heldigvis opdagede politikerne, at Sorring var et sted, hvor der skete noget. Mere, end de kloge hoveder havde drømt om, og borgermødet var en hyldest til fællesskabet, der i hvert fald i den situation fik magt til at ”omvende” adskillige, der vel også kunne se, at der var stemmer i at være positiv.

Anna og jeg er med tiden ikke blevet mindre begejstrede for Sorring. Sorring har det, vi behøver, både legemligt og åndeligt, så det valg, vi i sin tid tog, var i den grad det rigtige!

Flemming Wandborg

 

Mig og Sorring/Toustrup AF Martin Skipper

Tak til Inger for at videregive stafetten til mig. Jeg føler mig stadig som en af de nye i byen, selvom det er 10 år siden, jeg og min familie flyttede til Sorring. Vi kendte ikke noget til byen, før vi flyttede til Silkeborgvej 42, men vi faldt for det hyggelige hus i udkanten af byen. Min kone, Eva, har altid boet i byer, og jeg er opvokset på en lille gård i Lund ved Herning. Så dette hus – på grænsen mellem land og by – passede perfekt til os.

Jeg undersøgte selvfølgelig alt det, der var på nettet om Sorring, før vi købte huset. Og www.sorring.dk blev også gransket grundigt. Det gjorde indtryk, at landsbyen havde en hjemmeside, hvor det var tydeligt, at der var liv i byen. Hjemmesiden var opdateret og gjorde et godt indtryk på mig.

Senere har jeg selv fået lov at få indflydelse på Sorring.dk først i form af en opdatering af systemet bag og et nyt logo og layout på siden. Nu sidder jeg i bestyrelsen for Internetgruppen Sorring, som bl.a. er ansvarlig for denne hjemmeside. Det er godt og hyggeligt at være med i dette lille arbejdsfællesskab.

Jeg har arbejdet med udvikling af hjemmesider siden 1999, og de seneste 12 år har jeg haft eget firma: Kreativweb.dk, hvor jeg udvikler, designer og opdaterer hjemmesider. Jeg er uddannet socialpædagog og senere webudvikler. Min interesse for IT og kommunikation har optaget det meste af mit arbejdsliv bl.a. som underviser på Webintegrator-uddannelsen i Aarhus og som kommunika­tionsmedarbejder i Silkeborg. Lige nu er jeg ved at omstille mit arbejdsliv, så jeg får mere tid til mit eget firma, hvor jeg har succes med et intranetsystem, som jeg har udviklet til kirker.

Da Eva og jeg flyttede til Sorring, havde vi kun Benjamin på 1 år. Siden da er Jonathan, Elisa og Kristian kommet til. Så vores hus er fuld af liv. Vi har ikke været så flittige brugere af Sorrings institutioner. Det er kun Benjamin og Jonathan, der har gået i Sorring Børnehus. For 5 år siden blev Eva hjemme­gående, og det har været godt for vores familie. Vores tre ældste børn går på den kristne friskole Klippen i Voel, og det er de rigtig glade for.

I Sorring er der et rigt foreningsliv i STIF, og det har vores børn også nydt godt af – både gymnastik, fodbold og badminton. Jeg har ikke selv kompetencer inden for idrættens verden, men jeg er rigtig glad og taknemmelig over, at der er andre, der har evner for det, og vil bruge tid som trænere og ledere i det lokale foreningsliv.

Noget andet, vi holder af ved Sorring, er den smukke natur. Fra vores hus har vi udsigt både til Himmelbjerget og ind mod Silkeborg. Det er skønt at kunne se langt. Vi nyder også at kunne gå ture rundt i og omkring Sorring. Vi er også glade for cykelstien, der forbinder Sorring med Voel. Vi kan se, den bliver brugt flittigt, så det har været en god investering.

I det hele taget er det en fornøjelse at bo i en by, hvor så mange brænder for, at her skal være godt at leve og bo for alle aldersgrupper. Tak til alle jer, der blander jer i debatten, når bus 112 er i spil og da Sorringhus var truet. Der er mange gode ting i vores landsby, der er værd at kæmpe for, så det bliver ved at være et attraktivt sted at bo. Og der er noget, der tyder på, at Sorring er attraktiv. Byen har vokseværk, og bl.a. vores hus er steget i værdi, siden vi købte det midt i finanskrisen. Så det giver håb og optimisme for fremtiden. Og vi har tænkt os at bo i Sorring i mange år endnu.

Martin Skipper

Mig og Sorring/Toustrup af Inger Engsig-Karup

Gitte Jakobsen ringede og spurgte, om jeg ville skrive i denne serie. Det vil jeg gerne.

Inger 2016 Inger 2016

Min historie i Sorring startede med indflytning den 29. august 1995. Da flyttede hele familien ind i Methas hus på Drosselvej 10, for Metha skulle giftes med Harry og flyttede hen i den anden ende af byen. Nu bor jeg her sammen med Filip. Vores børn er flyttet andre steder hen. Det er det sted, jeg har boet i længst tid i hele mit liv. Den første nat sov vi bare på madrasser på gulvet, for vores ejendele skulle samles sammen fra flere steder og foregik over flere dage.

Jeg husker ikke meget fra det første år i Sorring. Det hænger sammen med, at det var en meget stor forandring i mit og vores liv at komme hertil. Ikke fordi Sorring er så forskellig fra mange andre små bysamfund i landet men mere, fordi vi kom fra noget helt andet. Jeg husker det år som noget, hvor jeg klarede én dag ad gangen, og først fra det andet år blev der lidt mere overskud.

Filip er født i København, men voksede op i Sønderjylland. Jeg er født i Almind ved Viborg og har også boet nord for Viborg, så de flade ådale er et landskab, der har betydet meget for mig altid. Vi har taget lærereksamen i Århus, har boet i Vendsyssel i fire fede år, og så kom det næste afgørende afsnit i vores liv. Vi flyttede til Sorring fra Bangladesh efter 15 års engagement for det missions­selskab, der nu hedder Danmission. Mange ting er meget forskellige fra Bangladesh, men vi havde gennem de mange år vænnet os til den måde at leve på. Vi havde ansat folk til at gøre ting i huset. Vi havde en person til at lave mad og indkøb og en anden til at gøre rent og vaske tøj og en til at passe vores børn, da de var små. Nå ja, der var også nattevagter til at passe på området, når vi sov. Alle de ting var ikke her. Men her var huset udstyret med vaskemaskine, og en støvsuger fik vi også købt. Når vi køber ind, er hovedet hugget af kyllingen og den er renset. Jeg må lige afsløre, at en opvaskemaskine har vi stadig ikke skaffet os. Vores børn behøvede ikke pasning som tidligere, og Danmark har ikke mange nattevagter, når man som os ikke ejer mere end naboerne. Her er sygeforsikring og en velordnet trafik, og tiggere findes næsten ikke. Men i Bangladesh kører bussen, når den er fyldt op. Hvis det var tilfældet her, ville der sjældent komme en bus forbi, tror jeg. Der var altså masser af nye forhold at vænne sig til, og det tog meget energi, også selv om vi er vokset op her.

Filip havde fået arbejde i Blå Kors´ hovedkontor i Silkeborg og arbejdede der en del år, hvorefter han har arbejdet med andre ting. Vi skulle finde et hus på denne egn, men det var lidt tilfældigt, at det lige blev Sorring. Vi kendte ikke byen i forvejen, men havde mødt Lydia og Åge Drengsgaard, som nu begge er begravet på Dallerup kirkegård efter deres meget lange liv. De havde med en gruppe interesserede besøgt os i Bangladesh. Det gjorde de, fordi de engageret havde fulgt vores og andres arbejde gennem en del år og havde lyst og mulighed for at tage den rejse.

Og tiden går…
Og tiden går…

Vores bekendte rundt om fordeler sig i to grupper: Dem der aldrig har hørt om Sorring, og dem der siger ”Nå, det er der, vi køber ler”.

Noget af det, jeg husker fra de første uger, var Brugsen og Sten Madsen. Vi er begge vokset op i små samfund og ved, at det er vigtigt at støtte det, der foregår netop i disse små byer. Sten Madsen var brugsuddeler dengang. Han kender vel alle mennesker i denne by, og derfor spottede han da hurtigt, at vi var nye. Men diskretion havde han og masede ikke meget på over for os. Jeg tror, at han så vores indkøbsvogne, der bugnede lidt mere end de flestes de første dage i august 1995. Vi skulle jo have både sulfo, shampoo, rugbrød, smør, leverpostej, opvaskebørste, mel, grønsager, og alt mulig andet, som vi ellers køber lidt efterhånden, men som vi bare havde brug for at få skaffet, så familien kunne komme til at fungere. Det er godt at købe lokalt, selv om det ikke altid er absolut billigst. Til gengæld er service et brugbart begreb om vores Dagli´Brugsen, og den butik skal gerne være her også om mange år, så derfor skal vi købe ind der.

Nu er det Finn Lorenzen, der bestyrer Brugsen, og det er stadig med fin service. Jeg tænker også, at de mange af byens helt unge får nogle gode erfaringer som medarbejdere der. De er i hvert fald lært godt op med kundeservice, og det bliver de jo gennem Finn og de andre, der arbejder der.

Vores børn kom ikke til at gå i skole i Sorring. Den ældste skulle på efterskole, og de andre kom til at gå på Klippen, friskolen i Voel, hvor jeg selv fik arbejde, og hvor jeg endeligt stoppede med udgangen af oktober 2018. Jeg har ikke noget imod folkeskolen og kan se, at vores piger havde haft et lidt større kendskab til jævnaldrende herfra, end de endte med at få, men de skulle til gengæld skifte skole igen efter 7. klasse, og det tror vi, at de ikke havde brug for igen. Afstanden til Voel er fin på cykel, og en af de fede ting ved Sorring er, at udsigten til Himmelbjerget er så fin lige vest for byen. Jeg måtte fortsætte med at arbejde, indtil cykelstien var etableret, så det gjorde jeg. Jeg var endda med til at indvi stien en dag i september sidste år sammen med 4. klasserne fra Klippen og Voel og Sorring skoler. Det var en fin markering, selv om vejret ærlig talt var en prøvelse. Børnene klagede ikke, så det gjorde jeg heller ikke.

Det er godt at bo her, fordi så mange vil gøre noget for byen. Der er helt sikkert plads til, at flere gør noget, for som mange andre steder er der nogle, der gør en meget stor indsats, mens andre ikke synes, de kan overkomme det. Eller måske er de bare ikke blevet spurgt. Drosselvej blev efter lidt tid verdens centrum. Ingrid og Knud Johansen flyttede ind ved siden af, og vi lavede et hul i hækken, hvor en hækplante var gået ud, så det var nemt at smutte over til dem og også den anden vej. Og selv om Knud nu ikke er mere, og Ingrid er flyttet, så har vi stadig en hotline til hende.

Bjobs...
Bijobs

Hvor ligger byens vandværk? Flovt at indrømme, men det vidste jeg først efter mere end ti år i Sorring. Nu kommer jeg til gengæld ret ofte dernede, for jeg fik lov at stille bistader op der, og de har stået der siden 2008. Der er andre i byen, der har bier, og vi skal da også lige veksle et par ord om vores ”bijobs”, når vi mødes rundt omkring.

Mit lokale engagement har ikke strakt sig til STIF, men nogle af de andre sammenhænge. For en del år siden dukkede jeg op, da PAF (Teaterforeningen) skulle i gang med et af de udendørs storstykker. Det endte ikke med nogen rolle der, men jeg kom til at hjælpe instruktøren med at holde styr på detaljerne. Det var meget sjovt og lærerigt. Og sikke et fællesskab! Siden hen med andre opgaver og også i bestyrelsen.

Jeg har været med i menighedsrådet en del år nu, og hvad der foregår i kirken havde nu også min interesse før den tid. Jeg gik i kirke også, da Rydal var præst. Så kom Signe Høg, og sidst har jeg været med til at udpege Oliver Karst som præst. Det er bare et stort ønske for mig, at vi kan blive flere om at nyde kirkens ro, budskab og mulighed for fællesskabet der også. Det var meget tilfreds­stillende at få lavet sognelokale ved Sorringhus. Og selv om jeg ikke kommer til mange ting i den anden del af Sorringhus endnu, så er det bestemt noget, jeg har tanke om at kunne komme til.

Vores tilknytning til byen fik en ny og helt uforudset dimension for knap tre år siden, idet vores yngste barn, Martha, døde helt pludseligt. Hun blev begravet ved Dallerup Kirke, og derfor er der det særlige sted at besøge og tænke på.

Vores to andre børn Simon og Gunvor, bor hhv. i Augustenborg på Als med kone og tre drenge og i Århus med mand og lille pige. Så bedstemor er bare det herligste, man kan opnå.

Inger Engsig-Karup

Skt. Hans og STIF 60 år ​ ​- Båltale d. 23/7 2019

Af Thue Bjerring Lindballe

Kære alle sammen, Så skete det… Jeg havde godt fornemmet at det var Sorring-måden eller måske ligefrem velset, det der​ ​med at have tre børn. Og se nu​ ​bare; Anne og jeg får barn nr. tre og straks bliver man inviteret til at tale ved en offentlig forsamling. Tilfældigt? Det tror jeg ikke!

Dejligt at se jer alle her ved bålet på denne skønne midsommeraften. I år fylder​ ​vores idrætsforening jo 60 år​ ​og som formand vil jeg gerne benytte lejligheden til at tale lidt om STIFs historie, om frivillighed og om vigtigheden​ ​af et rigt foreningsliv.

Som det står mejslet i granit på​ ​den store sten her omme foran klubhuset, så har man i Sorring dyrket foreningsidræt siden 1942.

S.I.F. hed det dengang.

​​I dag er det STIF vi fejrer, det​ ​har nemlig været navnet på​ ​vores idrætsforening siden 1959 hvor Toustrup kom med​ ​og det daværende trekløver​ ​logo blev til firkløveren, som vi kender den i dag.

I STIFs tidlige år var det mest ​ ​fodbold der spilledes. Hvorvidt​ ​man havde et skur at klæde​ ​om i, er jeg ikke sikker på, men spillet havde i hvert fald endnu​ ​ikke fundet sin vej herop. Datidens ene bane lå sydvest​ ​for byen, ca. på området omkring det grønne fællesareal​ ​på Høghgårdsvej – altså før der var noget der hed Høghgårdsvej.​ ​

Gymnastik og Badminton kunne man såmænd også gå til, og utroligt nok så foregik det​ ​i Forsamlingshuset nede på Hovedgaden – Man kan jo spekulere lidt over om man​ ​mon havde særlige krav til ketsjerens længde for at skåne loftbeklædningen – det melder historien ikke noget om. Det var ikke kun idrættens form​ ​der var en anden dengang, byen så også anderledes ud.

Sorring Skole holdt til i det vi i​ ​dag kalder den gamle børnehave, og den var sammen med Rasmussens Planteskole de eneste man ​ ​kunne besøge her på​ ​Skolebakken. Planteskolens arealer er siden blevet bygget​ ​til med skolen, som vi kender​ ​den i dag og, som alle nok ved,​ ​blev noget af den udlagt og fredet til Rasmussens Have. Det var først i sidste halvdel af ​ ​60’erne at der begyndte at komme huse op langs vejen og i 1972 fik STIF sit klubhus her på toppen af det hele. Som jeg har fået det fortalt med stor indsats fra byens indbyggere, ligesom vedligehold og​ ​tilbygninger sidenhen var det. Huset bestod som​ ​udgangspunkt af de to gamle omklædningsrum, fyrrummet​ ​og boldrummet, som dengang var kiosk. Tre gange er​ ​klubhuset blevet bygget om og udvidet til den lidt sjove​ ​bygningsmasse, som man nok​ ​må sande, det er i dag.

Sidenhen har skolen fået gymnastiksalen bygget til og seneste opgradering af​ ​områdets idrætsfaciliteter blev​ ​rejsningen af Hallen her bag mig i 2008.​ ​Så der er bestemt sket noget med lokal-idrættens rammer gennem årene. Det hænger blandt andet​ ​sammen med et stigende befolkningstal og dermed​ ​behov.

Dengang i 50’erne​ ​havde Sorring ca. 400 indbyggere, i dag nærmer vi os​ ​1200.​ ​Og i hele vores område, Dallerup Sogn, med Toustrup,​ ​Toustrup Stationsby og alle de gode folk der bor ude i det​ ​omkringliggende landskab, tæller vi 1800. Ikke mindst i lyset af disse tal, kan vi glæde os over at mere end 600… hver tredje borger,​ ​er medlem af Idrætsforeningen.​ ​Dertil skal lægges, de ca. 60​ ​frivillige som er med til at drive foreningen. Frivillige foruden hvem vi ingen idrætsforening​ ​havde. Dem vender jeg tilbage til lidt senere.

Sammen med idrættens​ ​rammer, har STIFs tilbud​ ​udviklet sig gennem årene.​ ​Udendørs håndbold for kvinder ​ ​blev erstattet af kvindefodbold omkring den tid hvor man fik​ ​klubhuset. Børnenes håndbold rykkede ind i gymnastiksalen​ ​da den kom og er sidenhen blevet overgivet til Voel. Ligesom volleyball og sikkert​ ​også andre tiltag er kommet og gået.​ ​Den dag i dag er det stadig de​ ​tre oprindelige sportsgrene som trives særligt godt i STIF og det gør de selvfølgeligt​ ​sammen med vores store​ ​fitnessafdeling. STIF forsøger​ ​sig også med at tilbyde eSport, men med knap så​ ​imponerende tilslutning.

Ja, eSporten er en satsning for​ ​STIF og afdelingens tilværelse er stadig lidt op ad bakke grundet trænermangel i de populære spil. MEN ambitionen om at​ ​tiltrække nogen af dem, der​ ​ikke ellers er en del af foreningsfælleskabet, som går glip af at føle ansvar overfor sit hold og lære andre gode​ ​værdier, den er intakt.​ ​Og hele satsningen bør i øvrigt ses som et sundhedstegn.

Borgerne her i området har​ ​adgang til en idrætsforening​ ​med en vifte af tilbud og en sund økonomi. Vi har mulighed​ ​for at gøre ting og, ja, at satse​ ​lidt. ​​Nye fitnessmaskiner vidner om​ ​at foreningen ikke har satset over evne og at udviklingen af de eksisterende tilbud ikke går​ ​i stå. eSporten vidner om at STIF siger JA til nye initiativer. STIF siger også JA, når vi får mulighed for at udvide fodbolden med en sæson eller​ ​to for de aldersgrupper der​ ​ellers har svært ved at stille hold. Vi bekymrer os mere om​ ​dét, end om at trøjen har den​ ​rigtige farve, klubnavnet bliver udvasket eller at det er 100 %​ ​sikkert at økonomien kan hænge sammen.​

​Klubsamarbejdet med Voel​ ​GFG er kommet godt fra start og er et vidnesbyrd om den​ ​positive udvikling som​ ​foreningen er i.
Det lyder jo meget ædelt når​ ​man sådan står og taler om at sige JA, men det er meget ​ ​simpelt. Der ikke noget ​ ​alternativ. STIF kunne ikke eksistere uden frivillige der siger JA og STIF udviklede sig​ ​ikke uden en bestyrelse der siger JA. Faktisk er det bestyrelsens​ ​fineste opgave at sige JA til jeres initiativer.

Som bestyrelse sikrer vi kontinuiteten i måden​ ​vi gør ting på og tilsammen kender vi mange mennesker i​ ​vores lille samfund. Det er​ ​vigtigt, når man skal have ting​ ​til at ske.​ ​Men initiativet er så meget jeres, som det er vores.

Et​ ​STIF-medlemskab er ikke et Fitness.dk abonnement hvor​ ​medlemmerne betaler og STIF leverer.​ ​Som i alle andre foreninger så​ ​sker tingene i samarbejde med borgerne og konkrete​ ​forbedringsforslag​ ​implementeres ved fælles hjælp, så der kan skabes nye​ ​og bedre tilbud. Det starter med at nogen tager et initiativ. Men hvorfor er det så så vigtigt​ ​med nye og bedre tilbud? Hvorfor er STIF og alle de andre foreninger her i området egentligt noget at gå op i. Det er de selvfølgeligt fordi de​ ​spiller en central rolle i at det ​her sted er et fedt sted at bo,​ ​et trygt og sundt sted at vokse op og ikke mindst​ ​et sjovt sted at gå til fest…

Foreningerne er der hvor vi mødes, der hvor vi dygtiggør​ ​os i det vi selv synes er sjovt,​ ​og det er der vi bliver stolte af​ ​at komme fra Sorring. Der er stort set ingen af mine ungdomsvenner eller kolleger der taler om det sted de bor i dag, men det gør jeg og det​ ​tror jeg også flere af jer gør…

Foreningerne former vores fællesskab, på en målestok der række ud over vejfesten, og som i mange tilfælde er​ ​stærkere end vores jyske eller danske selvforståelse fordi den er så åbenlyst nærværende i vores dagligdag. Ydermere er vi selvfølgeligt bundet sammen af at det som​ ​lille samfund er svært at råbe​ ​det stor samfund op. Det er​ ​svært at få et budskab ud om,​ ​at vores område er et godt sted​ ​at bo. Jeg tror ikke, vi kan overbevise​ ​folk udefra om, at Sorring og​ ​omegn er noget særligt. Udefra set er der jo mange små​ ​samfund som vores. Folk flytter​ ​ikke hertil fordi her er fedt at​ ​bo… De flytter hertil fordi der er​ ​en daginstitution, en skole, en​ ​Brugs og 30 min til Aarhus og​ ​andre større byer. Det er nemlig den samme afstand som det kræver for huspriserne at knække til købers fordel.​ ​Men os der bor her skal jo synes, det er fedt at bo her, og​ ​dem der så faktisk vælger at​ ​flytte hertil skal hurtigt få det​ ​lært.

Og her spiller foreningerne en vigtig rolle! De kan medvirke til at tilflytterne lige bliver lidt​ ​længere, så skolen kan holde​ ​sin størrelse og Brugsen sin​ ​omsætning. Ja, måske de​ ​endda kan vokse lidt, så vi kan​ ​holde centrallisterne for døren.​ ​Så vi kan bevare skolen og Brugsen, og så vi fortsat kan råde over hele pakken af dagligdags nødvendigheder,​ ​lige her hvor vi bor. Og det leder mig tilbage til de​ ​frivillige, for det er dem der er rygraden i al foreningsarbejde.​ ​Og nu hvor alle forstår vigtigheden af foreninger, kan der ikke herske tvivl om de​ ​frivilliges betydning.

I forhold til STIF så taler jeg om de trænere og hjælpetrænere, som har været på kursus i trænergerningen,​ ​som forbereder og gennemfører træningen, som ved noget om maskinerne, som er med til at arrangere og​ ​afvikle stævner og som hver uge byder vores børn​ ​og voksne velkommen i​ ​foreningen.

SKÅL for 60 år med frivillighed i idrætten i Sorring-Toustrup! Den slags frivillige, som tager det lange seje træk over en hel sæson, er også dem som har​ ​fundet en vej igennem den frivilliges dilemma. Jeg tror​ ​mange frivillige har spekuleret over det dilemma det er; på den ene side at føle man ikke​ ​har tid nok, til alt det man gerne vil for sig selv og sin​ ​familie. Og på den anden side at skulle give sin tid til andre.

Mange af vores frivillige er​ ​også træner for deres eget eller deres børns hold, og det​ ​er lige præcis, som det skal være. Vi kan ikke ønske os​ ​mere af hinanden end at vi bidrager med lige netop det vi selv synes, vi kan. Heldigvis er det sådan, at de​ ​fleste frivillige oplever, at det​ ​de giver kommer tilbage med​ ​renter, for eksempel igennem medmenneskers anerkendelse​ ​af deres indsats. Og i mange tilfælde bliver de derfor også hængende i mere end én​ ​sæson.

En vigtig drivkraft i den frivilliges arbejde er selvfølgelig​ ​også en stærk pligtfølelse og forståelse af at kun hvis man ​selv siger JA og KOM VI GØR ​ ​DET kan man være sikker på, ​ ​at der bliver et tilbud.​

​Det er nok det altoverskyggende fællestræk​ ​for de frivillige i STIF, de siger​ ​JA.​ ​Nogle gange ved de ikke hvad,​ ​de siger ja til, men det finder de så bare ud af i fællesskab med​ ​de andre frivillige. Man er​ ​ALDRIG frivillig alene. Jeg selv har aldrig før STIF bedrevet forenings- eller​ ​frivilligt arbejde, ej heller​ ​kommer jeg af en familie, hvor​ ​det er normen. Men for to år siden savnede STIF en formand og lige så angstprovokerende, som jeg helt ærligt synes, det var at​ ​sige JA. Lige så sikker var jeg​ ​på, at det passede på mine​ ​værdier, at jeg skulle bidrage,​ ​på en eller anden måde. Og​ ​jeg forsikrede mig selv om, at det kunne jo aldrig gå værre end galt. Så her står jeg nu og er ingenlunde ekspert i bestyrelsesarbejde,​ ​foreningsdanmark eller sport​ ​for den sags skyld, men jeg​ ​ved at jeg bidrager til noget meningsfuldt, at jeg er med til​ ​at give mine og jeres børn en aktiv barndom, og vi voksne noget at mødes om.

Overskud i hverdagen, det har jeg lige så lidt af som alle jer andre. Men en forståelse af mine​ ​værdier og initiativet til at sige​ ​JA, har givet mig et stort kendskab til mit lokalsamfund og folkene, der lever her. Jeg håber min tale kan være med til at inspirere endnu flere​ ​til at bidrage til vores​ ​fællesskab her i området. Husk​ ​der er mange andre måder at bidrage på end en trænergerning i STIF.

Et eksempel er den nyligt​ ​gennemførte generalforsamling​ ​i IGS, Internetgruppen Sorring.​ ​I år ringede formanden på forhånd til mig i håbet om at sikre sig en ordstyrer.​ ​Mens mange af os har en holdning til Sorring.dk, byens​ ​ansigt udadtil, byens reklamesøjle, så er der blot mellem én og to deltagere til​ ​deres generalforsamlinger.​ ​Dukker man op til den slags, så er man også med til at bidrage til vores lokale fællesskab. Et andet eksempel hvor man​ ​kan bidrage er Torvedagen,​ ​som mangler en tovholder. Ingen kan formodentlig​ ​overskue sådan en opgave​ ​som udenforstående, men man​ ​kan erklære overfor sine medmennesker at ”det giver mening for mig at Sorring har​ ​en Torvedag, så jeg vil godt være med i den gruppe som​ ​skal sørge for at holde det i​ ​live”.

Hvis ikke man siger det​ ​højt, så bliver man ikke hørt og risikoen er, at vi måske mister​ ​noget, vi ikke havde behøvet at miste.

Gransk jeres værdier og find​ ​ud hvordan I gerne vil bidrage​ ​til vores lokalsamfund. Måske​ ​det bare er at give en anden​ ​frivillig dit nummer, til hvis et pludseligt behov skulle opstå.​ ​Det er unægteligt nemmer at​ ​blive tilbudt hjælp end at skulle ud at opsøge den. Støt jeres næste i at melde sig på banen – det gælder både teenagebørn og ægtefæller

Vis de frivillige at du bakker op om dem, ved at møde op til foreningernes arrangementer.​ ​Vis bestyrelserne at du bakker op om dem ved at møde op til​ ​generalforsamlingerne. Tag børnene med hvis de ikke kan blive passet – det er også​ ​med til at danne dem.

Det glade budskab er at det går godt i STIF og i vores​ ​område generelt, og at vi bare skal hjælpe hinanden med at​ ​det fortsætter.

Gennem initiativ og frivillighed. Dem der bidrager og dem der er frivillige, er ikke overmennesker. De er ligesom​ ​alle andre, og det ER et glad​ ​budskab. Det betyder bare at​ ​reglerne er simple: Sæt dig ind i den frivilliges sted​ ​og støt dem eller giv en hånd,​ ​hvis du ser et behov. OG ​ ​Du er kun ét JA for selv at blive​ ​frivillig.​ ​SKÅL for jeres initiativ! Og inden jeg takker helt af.

Et​ ​rigt foreningsliv kræver jo selvfølgelig også nogle penge. Det er ikke helt så sexet at tale​ ​om sådan en aften, men vær​ ​ikke i tvivl om, at vores lokale håndværkere og firmaer holder hånden under os.

Særligt vil jeg gerne fremhæve vores​ ​gode samarbejde med Brugsen.

SKÅL for alle vores glade sponsorer!

Tak til jer alle for en dejlig dag,​ ​hvor jeg synes det endnu​ ​engang er lykkedes vores lille​ ​samfund at stable noget​ ​meningsfuldt på benene. ​

​God sommer til alle, TAK!

Mig og Sorring af Gitte Dalsgaard Jakobsen

Mit navn er Gitte Dalsgaard Jakobsen. Jeg er født i Års i Himmerland, og flyttede til Dallerup da jeg var 5 år, sammen med mine forældre Dagmar og John ”mekaniker” (de havde auto-værksted i 35 år, der hvor OK tanken er i dag) og min lillebror Tommy. Kort efter blev familien forøget med Ulla og et par år efter Uffe.

Vi boede i Dallerup i 4 år hvor jeg havde min daglige gang på Westergaards bondegård, og tilbragte også mange timer på kirkegården sammen med Gustav, Tove og Peter Møller, når de passede deres arbejde. Det var før der fandtes børnehaver udenfor storbyerne.

I 1967 flyttede vi til Silkeborgvej 18 i Sorring, og jeg begyndte at spille håndbold i STIF, på banen hvor Høghgårdsvejs nye huse nu præger bybilledet. Jeg har været medlem af STIF i næsten alle årene siden, så det må være mindst 45 år!

Jeg gik 7 år på Sorring Skole og havde Per Bjørn som lærer i nogle fag. Bagefter fortsatte jeg 3 år i Fårvang.

Da jeg var 12 år begyndte jeg at hente varer i Brugsen og hos Købmand Bak og Købmandsbutikken hvor der nu er Røde Kors, for 3 familier 2-3 gange i ugen. Det var for bager Røhling, deres datter Birgit som havde en tøjbutik på Høghgårdsvej 3 og tømrer Graugaard der havde møbelforretning på Silkeborgvej 14. I en skoleferie var jeg på Post Fjerkræslagteri i Holmstol, og jeg begyndte at være barnepige hos forskellige familier, bl.a. hos Søren Ryge der dengang boede på Høngevej.

Efter skoletiden blev jeg stuepige på Hotel Dania i Silkeborg, så blev jeg ung pige i huset hos en familie i Risskov, inden jeg kom i lære som smørrebrødsjomfru på Norsminde Gl. Kro. Det var imens jeg var der, at Karsten og jeg fandt sammen. Så fik jeg arbejde på Silkeborg Kurbad, og vi købte hus i Mollerup og flyttede sammen. Det var i sommeren 1981.

I 1983 blev vi forældre til Heidi og overtog husmandsstedet ”Sultenlurer” på Skolebakken 30 i Sorring d. 1/1 1984.

I januar 1985 fik vi Morten og blev gift i september, og i 1988 fik vi Brian.

De har alle 3 gået på Sorring Skole, og fortsatte på Fårvang, inden de kom på hhv. Gymnasiet, HTX og HHX i Silkeborg.

Fra 1982 til 1993 var jeg ansat hos pyntegrønts-firmaet Jopin i Mollerup som sæsonarbejder. Og nød at være hjemmegående hos børnene, i de perioder der ikke var noget arbejde.

Karsten som er udlært smed hos Bent Sørensen (der havde værksted hvor Jens Hansen nu har el-forretning), arbejdede fra efteråret 1983 til sommeren 1997 hos Container Care i Århus, og har siden været ansat hos Sorring Maskinhandel.

I 20 år havde vi lidt landbrug med svin, høns, planteavl og juletræer, men nu er jorden forpagtet ud, og Karsten passer i stedet 3 vandværker.

Jeg har siden 1994 været ansat i forskellige institutioner hvor jeg har gjort rent, lavet mad og været pædagogmedhjælper, hvilket jeg har været og er meget glad for.

I mine unge år var jeg håndbold-hjælpetræner, og da Brian blev 5 år startede jeg med at træne ungdoms fodbold og sluttede først med det da jeg fik skiftende arbejdstider i 2008. Siden har jeg været holdleder for Damesenior fodbold, og spiller stadig på holdet, det er super sjovt, i år er den yngste på holdet 18 år, og så er vi et par stykker på 60 år, så her er plads til alle.

I 2013 var Karsten og jeg så heldige at der var plads til os i Sorring Skiklub, så vi kunne prøve at komme på skiferie, det har vi været med på siden og nyder det meget, selvom jeg kun er kommet til at kunne stå på de blå pister.

Siden 1985 har jeg også siddet nogle år i bestyrelsen for forskellige foreninger, bl.a. Sorring Forsamlingshus, STIF + Støtteforeningen og i Dagli’Brugsen. Når der har været teaterstykker i PAF, og der er blevet afholdt Sommerfest/Byfest, Torvedage, Fællesspisninger m.m. har jeg været med som hjælper. Det har givet mange sjove timer i fællesskab med andre, og det vil jeg gerne opfordre alle til at prøve.

Bedstemor titlen er jeg mega stolt af, indtil videre er det blevet til 4 børnebørn. Mille og Brian der i øjeblikket er ved at flytte til Resenbro har Maja på 5 år og Oliver på 2 år, og Heidi og Brian der bor i Nøvling v/Ålborg har Magnus på 2½ år og Frederik på 8 mdr. Louisa og Morten bor i Ejdrup mellem Nibe og Aars.

Sorringhus er også et sted jeg ynder at komme, og jeg glæder mig til at kunne deltage i mange flere aktiviteter der, når jeg om få år kan stoppe med at arbejde.

For mig er Sorring/Toustrup et smørhul, skøn natur, overskuelig, med de institutioner og indkøbs muligheder der er behov for, til at få et mindre samfund til at fungere, men tæt ved større byer. Jeg nyder at bo her, og håber at blive her mange år endnu, at kunne fortsætte med at deltage i fællesskabet og alle de forskellige aktiviteter der tilbydes, og snakke med venner, bekendte og nye mennesker, når vi mødes rundt i området.

God sommer til alle.

Gitte Jakobsen

 

Page 1 of 3 >