henrik – Sorring.dk

Mig og Sorring / Toustrup – Anne Baastrup Holm

Tak for stafetten fra Christina Raakjær Værge, som jeg sidder i bestyrelse med for Toustrup Forsamlingshus.

Jeg hedder Anne Baastrup Holm og bor nu på en landejendom på Skanderborgvej v. Toustrup Mark sammen med min mand Theis og vores to drenge Viktor på 10 år og Oskar på 5 år. Men dette er ikke vores første hus i området, da vi tidligere boede i Toustrup og nu har rundet de 17 år som ”tilflyttere” i dette dejlige område.

Min relation til Sorring går faktisk endnu længere tilbage, for jeg har haft skåle og kander fra Sorring Lervarefabrik i mit liv så langt tilbage jeg husker, da min bedstefar Niels Poulsen kørte ”lerbussen” i mange år tilbage i 80’er- og 90’erne.

Da Theis og jeg skulle finde vores første hus sammen var Sorring/Toustrup et smørhul mellem familie i Hammel og Gjern, mit studie i Herning og Theis’ arbejde i Århus, men lige så vigtigt, så føltes området hjemligt og kendt – hvilket jeg bl.a. tilskriver barndomsminder med lervarer og min mormors historier om Sorring Loddenhøj, som eksotisk udflugtsmål i hendes barndom.

Vores lille gule hus i Toustrup blev for småt da familien voksede og hobbyerne ligeså, derfor måtte der mere plads til og heldigvis lykkedes det efter lang tid at finde vores nuværende ejendom, hvor drengene kan boltre sig på den store matrikel, Theis kan skrue i biler på hans værksted i længerne og jeg kan nørkle med mine planter og grønsager i drivhus og urtehave.

Da vi for 17 år siden flyttede hertil, var jeg lige begyndt at læse til civilingeniør i forretningsudvikling i Herning og har siden jeg blev færdig i 2012 arbejdet indenfor udvikling og integrering af vedvarende energiteknologi.

Jeg arbejder i dag hos Wind Estate, hvor jeg udvikler VE-projekter med vindmøller, solceller og PtX. Theis har arbejdet med jernbaner hos Aarsleff Rail i næsten al den tid vi har kendt hinanden og sidder i dag som jernbanesikkerhedsplanlægger og sikrer at arbejdet udføres sikkert.

Jeg har altid været engageret i foreningsliv og frivillighed – hvilket både Sorring og Toustrup brillerer i og også har været medvirkende til at vi faldt godt til og ønskede at blive boende i området. For nuværende er jeg, udover at være bestyrelsesmedlem i Toustrup Forsamlingshus, også forperson i Forældrebestyrelsen i Dagtilbuddet Søhøjlandet (som består af Sorring, Gjern, Voel og Resenbro børnehuse) og skolebestyrelsesmedlem på Langsøskolen i Silkeborg, hvor vores ældste søn Viktor går i Inklusionscenteret.

Derudover er jeg her i efteråret blevet valgt og indtrådt i repræsentantskabet for AURA, som via DinEl ejer elnettet i området. Jeg vil gerne sige stort tak til alle jer, der har stemt på mig i efteråret!

Jeg vil gerne bruge anledningen til at opfordre jer til at huske på hvad I værdsætter og er taknemmelige for ved at bo lige præcis her. For mig er det især de lokale fællesskaber og hjælpsomheden os imellem. I en tid med rigeligt af konflikter, krig og klimaforandringer – bør vi værne om kærligheden, åbenhed, fællesskaber og venskaber. Derfor skal vi fortsætte med at bakke op om lokale initiativer og foreninger, at bidrage med det vi formår hver især og huske at invitere naboen med.

Rigtig godt nytår og vi ses i byen 😊
Anne Baastrup Holm

Mig og Sorring/Toustrup – Christina Raakjær Vørge

Tak for stafetten fra Camilla Vestergaard, som er en af vores naboer i Toustrup, og som jeg sidder i bestyrelse med for Toustrup Forsamlingshus.

Mit navn er Christina Raakjær Værge, og jeg er gift med Anders. Sammen har vi tre drenge: Malte, Lauge og Anker på hhv. 4 måneder, 2 år og 4 år. Pt. er jeg på barsel med vores yngste søn, men ellers arbejder jeg til daglig som kordegn i Elsted Kirke i Lystrup, mens Anders arbejder som projektkonsulent hos Almas Korn, der sælger kornsiloer og tørrerier til landbruget og grovvarevirksomheder.

Fra byliv til landliv

Det har ikke altid ligget i kortene, at jeg skulle flytte på “landet”. Jeg er født i Aarhus, har altid boet i byen og har levet 13 år af mit voksne liv i Aarhus, hvor jeg har studeret i 7 år samt arbejdet. Det ændrede sig, da jeg mødte Anders, som åbnede mine øjne for naturen og alt det, som livet på landet kan. Han er nemlig vokset op med udsigt til Lillebælt, skov og mark i det sydfynske og har haft det som legeplads hele sin barndom. Vi startede dog vores liv sammen i vores 100 kvadratmeter store rækkehus i Brabrand, men efter et par år dér havde vi brug for at komme videre og gik nu på jagt efter et dejligt landsted, hvor vi kunne starte et nyt kapitel i vores liv. Efter længere tids søgen faldt vi over “Haldgården” i en boligannonce. Den måtte vi bare se, for den var på papiret al det, vi søgte – et skønt landsted med masser af plads ude og inde, skøn omkringliggende natur og beliggende i et aktivt lokalsamfund. Og Haldgården skuffede ikke! Da vi på den anden fremvisning mødte Benny og Merete, de tidligere ejere, var vi ikke i tvivl om, at Haldgården var det rette sted for os som familie. På gåturen rundt på ejendommen formåede de at formidle alt det, som Toustrup/Sorring kan: Godt naboskab, engagement, dejlig natur, godt foreningsliv, aktivt forsamlingshus mv. Herudover kommer naturligvis også, at vi faldt for huset, de øvrige bygninger og ikke mindst den store have og skoven, som hører til ejendommen. Så i april 2022 rev vi teltpælene op og flyttede ind på Haldgården, Johannes Jensens Vej 44. Allerede fra første færd blev vi budt velkommen af flere naboer, som kom og bankede på døren med blomster og vin. Det var simpelthen så skønt at opleve den velkomst og varme – nu var vi slet ikke i tvivl om, at det var den helt rigtige beslutning at slå os ned her. Intet landsted uden en traktor, hvorfor en gammel IH-traktor ret hurtigt flyttede ind i laden til stor glæde for særligt Anders og drengene.

Haldgårdens have og gåtur på “Bedstefars sti” i skoven

“Se mor – der går 4 rådyr nede for enden af haven”, siger Anker til mig midt under havregrødspisningen en morgen. En anden dag råber Lauge til mig “Dasaner” (=Fasaner). Dette er blot to af mange eksempler på, hvordan naturen kommer helt tæt på os her i Toustrup. Vi sætter begge stor pris på, at vi forhåbentlig kan give vores børn en begejstring for naturen og masser af udeleg. Det er ikke kun det rige dyreliv i haven, som vi nyder året rundt. Det er også de mange frugttræer og -buske samt blomster, som vi kan takke Merete og Benny for. Det er en fornøjelse, at jeg næsten året rundt kan lave blomsterbuketter at pynte vores hjem med, og at vi sammen med vores drenge kan gå på jagt efter lækre blåbær, blommer, ribs, stikkelsbær og brombær, æbler m.m. i haven. Nogle gange bliver det til tærte og syltetøj, andre gange – og oftest – bliver bærrene spist med det samme. Her i skrivende stund er det helt store hit at samle kastanjer og lave bål i haven.

Vores have omkranses af en dejlig skov, som vi elsker at gå ture i sammen med vores drenge, hvor vi udforsker og taler om det, vi møder på vores vej – alt lige fra vinbjergsnegle i hobetal til vandløbet, der snor sig ned gennem skoven. Fra offentlig vej, dvs. Johannes Jensens Vej, er der to “indgange” til vores skov og videre ind i Sønderskoven: Den ene er via “Bedstefars sti”, som er gjort gangbar af drengenes bedstefar, deraf navnet, og den er at finde lige på den anden side af Haldgårdsvej. Den anden indgang er lige mellem Johannes Jensens Vej 50 og Stougården. Nogle kender allerede stierne, men vi håber, at flere vil finde vej derned med denne lille “teaser” og har lyst til at udforske skoven, og hvad den har at byde på. Min bedre halvdel vil forsøge at slå stierne så godt som det nu kan lade sig gøre i en travl hverdag med 3 børn og et landsted. Vi håber, at vi ses!

Forsamlingshuset – et lokalt fællesskab Udover skovturene kan vi godt lide at gå ture sammen med drengene i vores lille skønne landsby, selvom en gåtur er en kort fornøjelse. Men på turen op ad Ryttervej kan vi være heldige at støde på Anette og Egon, som gerne byder på en is, hvis vejret og tiden tillader det, eller vi hopper i vandpytter på grusvejen ved gadekæret med Ellen og Sophus, som er venner fra børnehave og vuggestue. Det er dejligt at mærke lysten til det lokale fællesskab og opmærksomheden på hinanden – fra små såvel som store, nye såvel som “gamle” Toustrup-beboere. Et sted, hvor dette virkelig også kommer til udtryk, er i det frivillige engagement omkring Toustrup Forsamlingshus. Her oplever vi en helt særlig livsnerve, sjæl og historie, som tydeligt manifesteres igennem de ildsjæle, som har brugt huset i mange år.

Kort tid efter vi flyttede ind kom formanden for bestyrelsen, Camilla, og bød os velkommen. Da vi deltog i den første fællesspisning, var der en lyst til og nysgerrighed efter at finde ud af, hvem der nu var flyttet ind på Haldgården. Det var dejligt at mærke den varme og imødekommenhed, hvilket også har gjort, at vi har prioriteret vores deltagelse i forsamlingshusets arbejdsdage, fællesspisninger, den traditionsrige juletræsfest osv., når det har været muligt for os.

Gennem mange år har både Anders og jeg været frivillige i kirkeligt børne- og ungdomsarbejde og ved, hvordan frivillighed er en vigtig drivkraft i at få ting til at ske og til at skabe fællesskaber. Med mit hverv som kasserer i bestyrelsen for Toustrup Forsamlingshus, Anders’ deltagelse i en gruppe, der arbejder på at få en cykelsti til Toustrup og forhåbentligt deltagelse i andre frivillige initiativer fremover håber vi på at kunne bidrage til, at der sker noget i vores lille skønne lokalsamfund Toustrup/Sorring og være med til at styrke fællesskabet lokalt.

Christina Raakjær Værge

Mig og Sorring/Toustrup af Camilla Vestergaard

Tak
for stafetten fra Anne Mahler Schmidt, som er vores kære ”nabo” i Toustrup!

Jeg hedder Camilla Vestergaard og er glad for at måtte dele en lille flig af min historie og tilknytning til Sorring/Toustrup med jer!

Der var engang…
En ung fyr ved navn Søren, som voksede op på Stougaarden i Toustrup. Han spillede fodbold og musik – og da jeg mødte ham på Silkeborg Gymnasium som 17-årig, var der sød musik i luften. Dengang havde jeg ingen fantasi til at forestille mig, at vi nu 20 år efter er flyttet ind på selv samme bondegård i Toustrup og har skabt en familie på fem med børnene Johannes 11 år, Ingrid Marie 9 år og Anna Elise 7 år.

Vi har kendt hinanden længe gennem en ungdom med rejser, uddannelse, karriere og livet med børn. Vi er begge romantiske bonderøve, som altid har drømt om at skabe et liv på landet. Da vi efter at have boet 10 år på et landsted ved Sjelle fik mulighed for at overtage Sørens fødegård, Stougaarden var det et stort ønske for os, at skabe liv på den gamle gård. Jeg opgav derfor en karriere som jordbrug-, natur- og miljøkonsulent i Aarhus til fordel for en iværksætterkarriere som eventmanager kombineret med hjemmegående husmor for en tid. Samtidig havde Søren opgivet sin ungdomskarriere som superligaspiller for i stedet at træde ind i familievirksomheden med produktion, køb og salg af juletræer til Europa.

Netop livet på Stougaarden med dyrkning af juletræer gav os idéen til at starte Stougaardens Julemarked, som ikke kun skulle skabe liv på gården men også i lokalsamfundet. Vi tog arbejdshandskerne på og ryddede ud i gårdens længer for at kunne åbne julemarkedet for første gang i 2018. Glæden var stor ved at møde så mange glade julegæster, som kom og havde en god tid med venner og familie. Vi har i de efterfølgende år været heldige, at rygtet om juletræssalget har spredt sig og i 2023 rundede vi 10.000 besøgende i vores åbningsweekender. Det er derfor nu en stor hjælp, at lokale frivillige såvel som ungarbejdere har lyst til at give en hånd med i den travle juletid!

Julen har de sidste år også skabt tradition for opførelsen af PAFs årlige Julespil i Laden. En tilbagevendende begivenhed, som får julestemningen frem og vi derfor ser meget frem til!

Som noget nyt i 2025 skyder vi gang i et Bryllupskoncept på Stougaarden, hvor det er muligt at leje laden til afholdelse af et drømmebryllup på landet. Vi har oplevet fantastik interesse for muligheden og må allerede nu melde om alle weekender udsolgt til næste år! Vi kan mærke, at Toustrup pludselig er kommet på landkortet, da familier fra både Aarhus, Silkeborg, Viborg, Randers og Skanderborg lægger vejen forbi til Julemarked og nu også bryllupsbesøg. Vi håber på at kunne skabe autentiske rammer på gården, som folk drømmer om til deres store dag og må sande, at kærligheden fra juletiden nu er noget, vi kommer til at sprede hele året.

Når tiden ikke går med praktiske gøremål på gården, nyder jeg at tilbringe tid med familie og venner. Siden vi er flyttet til Toustrup er der kommet nye venner til, specielt gennem mit engagement i Toustrup Forsamlingshus, hvor jeg i øjeblikket er formand i en fantastisk bestyrelse. Vi nyder at medvirke til jævnlige begivenheder i forsamlingshuset, som omfatter fællesspisninger, julefrokost, højskolesang og arbejdsdage. Det er dejlige mennesker, der bakker op om fællesskabet og som man altid kan ringe til, hvis ”lokummet brænder” eller nærmere, hvis vores fælles forsamlingshus står under vand…

Tak for det – og tak for, at I læste med!

Jeg håber også I vil læse den lille solstrålehistorie her i bladet om Toustrup

Teddy

Håber vi ses til Stougaardens Julemarked & Juletræssalg i weekenderne fra 23. nov. til 23. dec.

De bedste hilsner
Camilla Vestergaard

Historiske ruter

Historiske ruter åbner i efterårsferien. Se mere under Lokalrådet

Se mere på lokalråde side

Mig og Sorring/Toustrup – Anne Mahler Schmidt

Tak for stafetten til Egon Kristensen, vores “nabo” fra Toustrup – den lille by, hvor vi i min familie omtaler alle som naboer, da vi bor tæt, kommer hinanden hjerteligt ved, og der kun er ca. 45 huse. Vores egen lille Bulderby med børn i hvert andet hus.

Jeg hedder Anne Mahler Schmidt og er gift med Tina Mahler Schmidt. Sammen har vi Ellen på snart 5 år og Sophus på 1,5 år.

Vi bor på Johannes Jensens Vej 41 i et bindingsværkshus fra 1777. Det er vildt at tænke på, at huset næsten er 250 år gammelt og kun et år yngre end USA’s grundlæggelse! Det var det første hus, vi kiggede på, og vi forelskede os med det samme i det. Begge vores håndværkerfædre fægtede febrilsk med armene og frarådede os at købe huset, så vi købte det cirka med det samme – og uden sådan rigtig at have kigget på andre huse.

Flytning

Inden Toustrup boede vi i et kollektiv i Åbyhøj i Aarhus, hvor jeg først arbejdede med shipping på Aarhus havn og senere læste lingvistik og sociologi på universitetet. Efter mange gode år i Aarhus søgte vi ud af byen og faldt for området her, hvor vi på første besøg i Brugsen i Sorring blev budt på kage, fordi en af medarbejderne havde jubilæum – præcis den stemning og fællesskab, vi ledte efter.

I månederne op til flytningen glædede vi os meget, men kort tid før flytningen blev vi nervøse for, om vi mon ville passe ind i den lille by, og om der ville blive set skævt til det lesbiske par inde fra Aarhus. Vi flyttede ind d. 1. maj 2018 og skulle giftes d. 2. juni. Ved vores bryllup modtog vi mange lykønskninger, og det kulturbærende værk om livet i Dallerup sogn, der handler om, hvem der har beboet stedet de seneste 200 år. Vi så det som en varm velkomst, at også vi nu hørte til historien om de mærkelige personager, der har beboet jorden for foden af Danmarks højest beliggende landsby.

Tak til “naboer” for at få os til at føle os velkomne lige fra starten.

Frivillighed og fællesskab

Mens vi har boet her, har jeg siddet i bestyrelsen for Toustrup Forsamlingshus i fire år. Forsamlingshuset er virkelig en perle og sætter rammerne for så mange dejlige traditioner og muligheder for at mødes på tværs. Der er både fællesspisninger, koncerter, teater, juletræsfest, Skt. Hans og arbejdsdage, hvor vi hjælpes ad med at vedligeholde huset. Selve bestyrelsen har også været en stor fornøjelse at deltage i. Meget af tiden bestod bestyrelsen primært af kvinder i start 30’erne med små børn ligesom os. Her lærte jeg bl.a. at fundraise til et nyt tag og meget mere, hvilket senere tilfældigvis skulle blive mit levebrød, da jeg nu arbejder som fundraiser og forskningsrådgiver på VIA University College i Aarhus og dagligt søger penge til forskning i bl.a. pædagogik og udsathed.

Siden har vi lært flere folk at kende gennem bl.a. mødregrupper, dagpleje, STIF gymnastik, Sorring Børnehus, over hækken og i Brugsen. Derudover har jeg været med til at forvandle den tidligere branddam til et rekreativt område for byens borgere (et gadekær om man vil) og oprettet Facebook-gruppen Toustrup-gruppen, som pendant til gruppen Det sker’ – i Sorring, hvor alle med interesse for lokale forhold i Toustrup er velkomne til at deltage. Min næste drøm for livet i Toustrup er at få etableret en cykelsti, så det hele kan gå op i en højere enhed. Lige nu er der cykelsti fra både Sorring og Låsby til Silkeborg, men med en lille krølle på halen kunne der være cykelsti hele vejen rundt via Toustrup.

Ude godt men hjemme bedst

Jeg kommer oprindeligt fra Randers, men har boet i både Mexico og Canada og rejst i store dele af verden. Et ekstra plus ved at bo i Toustrup er, at det forholdsvis billige hus muliggør, at vi kan bruge resten af opsparingen på at rejse på eventyr. Hver gang vi har været ude, glæder vi os dog til at komme hjem til Toustrup og alle de traditioner og oplevelser, der følger med: fx vandreture i skovene, julemarked på Stougaarden, kastanjer ved gadekæret, æblemost i efterårsferien, bålhygge i haven, is ved Egon og Anette om sommeren og julemandsbesøg i forsamlingshuset om vinteren.

Vores lille Bulderby her i Toustrup er ikke kun et godt sted at vokse op som barn, men også et sted, hvor man kan se sig selv blive gammel. Børnene får lov til at udforske verden med trygge rammer og mange legekammerater lige rundt om hjørnet, og vi forældre kan glæde os over den nærhed og det fællesskab, som byen byder på. Samtidig ser vi med beundring på dem, der har boet her i mange år, og som stadig nyder det tætte sammenhold og de naturskønne omgivelser.

Her i Sorring-Toustrup er vi heldige at kunne leve i et fællesskab, hvor generationer mødes og drager omsorg for hinanden – hvor der er plads til både legende børn og livserfarne sjæle. Det er et sted, hvor man kan bygge sin egen historie og samtidig blive en del af noget større, der rækker langt ud over ens eget liv.

Anne Mahler Schmidt

Mit og Sorring/Toustrup – Per Holm

Tak for stafetten til Helle Lolholm – min nabo i det nye Dalen.

Sorring – et godt sted at bo

Vi er to Århusianere som er dumpet ned i Sorring. Min kone hedder Lis og arbejder med HR i Aarhus kommune. Jeg hedder Per og er førtidspensionist grundet en blodsygdom og hjertesygdom som faldt oveni hinanden for ca. 5 år siden. Vi er tilflyttere og bor i Dalen, hvortil vi flyttede ind 15. april 2023 sammen med 17 andre familier i den nye bebyggelse ”Dalen” under Silkeborg Bolig.Denne dag var på mange måder kaotisk, forvirrende og sjov med 17 flyttelæs på parkeringspladsen, familier og hjælpere der var stærkt optaget af deres egen flytning, som alle susede rundt imellem hinanden, men samtidig gav hinanden plads og tog hensyn. 17 nye familier flyttede ind i et ”hug”. Vi tror efterfølgende at det har været en fordel for naboskabet, at alle startede det samme sted, på samme dag og selvfølgelig var opsatte på at gøre Dalen/Sorring, til et godt sted at bo.

Vi kommer som sagt oprindeligt fra Aarhus, hvor vi har boet i størstedelen af vores liv – så hvorfor Sorring? Svaret er egentlig ganske simpelt. Vi ønskede at bo til leje i et rækkehus i et plan og det er stort set umuligt at opdrive i Aarhus kommune medmindre man ønsker at betale det dobbelte i husleje. Derudover skulle placeringen af vores nye bolig ikke ligge for langt væk fra vores børn og børnebørn, som bor i Galten og Stavtrup.

Vi nyder begge at bruge de lokale arrangementer og deltager gerne i musikarrangementer og andre arrangementer som har vores interesse. Jeg er aktiv i fitness centret i Sorring, som jeg besøger 2-3 gange om ugen. Onde tunger vil nok påstå at jeg snakker mere end jeg træner, men det sociale aspekt er jo også en vigtig del af foreningslivet. Derudover er jeg medlem af Dalen’s beboerråd, som varetager beboernes interesser og driver beboelsens Facebook-side. En lukket gruppe, hvor kun Dalens beboere har adgang. Her orienterer vi hinanden om ting af almen interesse for Dalen’s beboere.

Lis og jeg er rigtig glade for at bo i Sorring, hvor forholdet til ens medborgere og naboer er helt anderledes tæt end vi har været vant til. Vi nyder roen i vores landlige omgivelser, som dog ikke er længere væk end vi indkøbsmæssigt er stærkt tilknyttet både Silkeborg og Aarhus.
Dalen har nogen rigtig fine boliger, hvor de mangler i færdiggørelsen, der har været, efterhånden er ved at være udbedret. Området mangler naturligvis at vokse til da alting er nyplantet, men alle beboere er i sving med at give haver og terrasser et personligt udtryk. Vi er ret sikre på at Dalen bliver en perle i Sorring, hvor vi glæder os til at bo i forhåbentlig mange år.

Per Holm

Mig og Sorring/Toustrup af Lars Kjær Dideriksen

Tak for stafetten til Martin Alexandersen – Sorrings nye cykelsmed og vores tidligere nabo.

Jeg, Lars, og min kæreste Christel kom til Sorring i april 2020. Lige da corona lukkede landet. Ikke de bedste odds, hvis man skal lære nye folk at kende. Her skete intet og alle var gemt bag masker. Vi faldt dog hurtigt for byen, selvom vi ikke havde hørt om den før (vi er ikke keramikere). Det virkede som en driftig lille by, og vi blev hurtigt glade for de muligheder, som naturen omkring byen gav os. Vi havde en skøn første sommer i Sorring.

Den lille by midt imellem

Valget af Sorring var et “geografisk kompromis”. Jeg arbejder i Aarhus og Christel i Viborg, og det var nogenlunde midt imellem. Vi tjekkede flere byer, men endte med at leje Hovedgaden 19 – med Brugsen som genbo – af Lars Mikkelsen (tilsyneladende Sorrings anden famøse DJ?).

Men da Silkeborg Boligselskab byggede 18 nye boliger på Dalen, så slog vi til. Vi var heldige og flyttede ind i forsommeren 2023 i Sorrings nye kvarter, hvor der er masser af søde naboer, der gerne vil hinanden. I Hovedgaden hyggede vi os med at følge byens liv fra første parket, men nyder nu at være i et stille hjørne af byen med udsigt til Himmelbjerget. Nej, vi klager bestemt ikke.

En lille familie

Vi bragte en lille ny indfødt Sorringborger til byen i september 2021, da vi fik Niclas. Så snart han kunne kravle fulgte han ivrigt med i alt udenfor Hovedgaden 19 – amerikanerbiler, byens hunde og ikke mindst traktorer (“dada!”). Hans første ord blev dog “atju!”. En af de såkaldte “corona-senfølger”, omend en morsom en af slagsen.

Indkøringen i byens vuggestue gik fantastisk. Masser af ros til pædagogerne der, som gav os en helt tryg drømmestart. Vi er endda så heldige, at flere fra Niclas’ mødregruppe er i samme vuggestue og han trives godt med de andre børn der.

For en stund har vi som nybagte forældre måttet skrue ned for de lange og flotte vandreture rundt om byen og i Gjern Bakker. Men med den energi Niclas lægger for dagen, så kan vi nok snart starte igen.

Et par mediehoveder

Christel er indfødt viborgenser, mens jeg er en af de forbistrede sjællændere. Ikke København, men derimod småbyliv på Sydsjælland nær Vordingborg. Mit liv har dog primært været centreret omkring Aarhus siden 1997. Jeg uddannede mig til journalist og fokuserede senere på strategisk kommunikation. Christel er mediegrafiker og livslang trofast Viborgenser – lige indtil vi rykkede til Sorring.

Hun tager hver dag turen til en af Viborgs store virksomheder, F&H Group. Det er “brand house” for bl.a. Mette Blomsterberg, Claus Holm, Södahl m.fl., som Christel laver grafik til webshops, nyhedsbreve og meget mere for.

Jeg laver PR på 10. år på teatret Bora Bora, der ligger i midten af Aarhus ved Musikhusparken, og som præsenterer dans og visuelt teater. Jeg står for pressekommunikation, sociale medier og hjemmesiden bora-bora.dk, hvor jeg informerer om teatrets forestillinger, festivaler og aktiviteter. Jeg er kommunikationsblæksprutte og laver også video, fotos og grafisk design.
Jeg var helt blank på “moderne dans” og performance, da jeg startede i 2014. Men det var en luksus at dykke ned i en så varieret og levende kunstart, der er så åben for fortolkning. Sprog er ikke en barriere, når det handler om bevægelse. Derfor præsenterer vi også forestillinger fra hele verden. Canada, Taiwan, Australien, Sydkorea og stort set hele Europa og Norden kommer forbi. Samtidig arbejder vi med at styrke dansemiljøet i Danmark. Det er sjældent kedeligt.

Passion for kulturen

Både Christel og jeg elsker film, musik og at rode med visuelle ting. Vi er ivrige koncertgængere, selv om forældregerningen har lagt lidt en dæmper på det. Niclas havde dog sin musikfestivaldebut, da han var ni måneder gammel på den børnevenlige Hjortshøj Festival. Han har også været til Dans Baby Dans Festival for de 0 til 5-årige på Bora Bora.

Christel har fra barnsben passioneret dyrket ballet. Senere kom salsa til, som bl.a. er grunden til, at hun allerede kendte én fra Sorring, da vi kom hertil. Byens allestedsnærværende musiker Steen Frederiksen, som vi bl.a. har oplevet ved Sorring Står Sammen.

I Aarhus blev jeg meget involveret i musikscenen under opblomstringen i 2002-2005, hvor jeg bl.a. lavede bogen og cd’en “århus:nu – et signalement af de nye toner”. Senere startede jeg pladeselskabet Sound Of Perpetual Astonishment (SOPA), hvor jeg udgav musik med kunstnere fra primært Aarhus, København og Berlin, og arrangerede koncerter. Jeg filmede også koncerter, musikvideoer og et par dokumentarfilm på bl.a. Grønland og i New York. Jeg gør det stadig, når jeg kan.

Jeg har primært hjulpet andre musikere, men spiller også selv musik “til husbehov”. Niclas har svært ved at holde nallerne fra fars guitar, selv om han har sin egen – og
det er bare skønt.

Hvor skal vi hen, du?

Vi ved selvfølgelig ikke hvad fremtiden bringer, men vi kan lide Sorring. Vi har engageret os i opstarten af Sorring Fælleshave, som Emil og Ninna Jørgensen er ved at starte op. Christel har designet et logo til projektet. Vi håber, at mange flere vil være med til at skabe flere nye fællesskaber – på tværs af alder. Et godt initiativ for os, der måske ikke er voldsomt sporty. Med det sagt, så har krudtuglen Niclas dog en fest til gymnastik hver mandag sammen med de andre vuggestueunger. Jeg er selv mere til løbeture i naturen end f.eks. fodbold.

Jeg har tænkt på om der er grobund for mere livemusik i byen i løbet af året. Jeg har stadig et netværk at trække på til den slags. Jeg er et “krea-hoved” og har også overvejet, om jeg skulle finde et lokale i området, hvor jeg kunne rode med kreative ting. Nu må vi se.

Tusind tak til Martin for stafetten. Vi havde tænkt lidt på om vi nogensinde fik muligheden. Man kan åbenbart være heldig.

Hvis man er nysgerrig, så huserer jeg på larsdideriksen.com, hvor der ligger skriverier, e-bøger, fotos, videoer, dokumentarfilm, podcasts og musik m.m.

Lars Kjær Dideriksen

Mig og Sorring/Toustrup af Martin Alexandersen

Tak for stafetten til Hans Erik, der delte sin historie i sidste Miniavis.

Fra det rå nordvest kvarter i København til Sorring
I 2009 startede jeg på pædagoguddannelsen og flyttede til København. Fra dag 1 på pædagogstudiet, levede jeg min uddannelse samt kampen for mit fag. Det hele stoppede brat i 2018, hvor jeg gik ned med alvorlig stress.

I dag lever jeg sammen med min kæreste Sofie, vores to børn, Bille på 4 år og Balder på 8 måneder, nede på Hovedgaden 17 ved Sorrings Byttebod og Alexandersen Cykler. Vi rundede vores første år i byen i sommers. Vi endte faktisk lidt ved en tilfældighed her i Sorring. Dette gør dog ikke byen mindre fantastisk. Byen, der vel uden at fornærme nogen blot er en flække, har præcis det, som skal til for at være en moderne landsby, der rejser sig skønt i det midtJyske. Vi kender langt fra alle i byen, men min nabo eller genbo kender dig nok. Dette skaber forpligtende fællesskab som vi holder utroligt meget af. Nærværet, hjælpsomheden og noget som “nærmest er helt glemt” – hilsepligten.

Bille var meget forundret over ham manden, ”Finn brugsuddeleren”, som høfligt hilste på ham i starten når vi var ved købmanden. Dette var ikke særlig københavnsk og ret underligt for ham. Nu hilser lillemanden fint tilbage, folk er ikke så fremmede længere, han finder glæde i denne gestus og deres smil, og så har han tilmed anlagt sig en dejlig, jysk accent.

Oprindeligt var planen sådan, at vi i juni 2022 skulle være flyttet i Kolonihave i Silkeborg i et års tid. Vi ønskede at etablere os, finde en ro, finde jobs og på sigt købe hus. Gerne et sted lidt udenfor Silkeborg, og meget gerne med adgang til skov og badesø, måske i en landsby med lokalt sammenhold og et blomstrende aktivitets- og foreningsliv. Dog gik denne plan i vasken, men vores jobs var sagt op og flyttebilen var bestilt, så noget skulle gøres og relativt hurtigt måtte vi ændre strategi.

Vi fik mulighed for midlertidigt at benytte gæsteafdelingen i min svigermors hus. Nu begyndte boligsøgningen så, med vores liv i flyttekasser. Vi fandt 2-3 huse vi gerne ville se på, og første prioritet var et gråt hus i Sorring med tilhørende anneks samt egen have. Sofie kendte til byen, idet hendes bedste veninde var vokset op her og hun selv i Silkeborg. Jeg derimod, havde aldrig været længere væk end Resenbro, samt været i sommerhus ude i Fårvang ud til Gudenåen. Silkeborg havde jeg større kendskab til, fordi jeg havde besøgt byen mange gange de sidste 6 år, sammen med Sofie.

Kærlighed flytter bjerge
Var jeg blevet spurgt bare 8 år forinden, om jeg ville bo i Jylland, ville mit klare svar have været nej. Men dette forjættede land, som jeg ellers har rejst i fra top til bund og på kryds og tværs for at holde oplæg, afholde kurser eller være bisidder mens jeg var tillidsvalgt for Pædagogstuderendes Landssammenslutning, begyndte at vokse på mig. Det viste sig stille og roligt, at jeg så mig mere og mere lun på det her med græs, at tingene godt måtte gå lidt langsomt, og det at folk langt de fleste steder ikke boede ovenpå hinanden i en betonlagkage, hvilket jeg ellers havde været vant til i København. Men det var i høj grad min kærlighed til Sofie, der hjalp mig det sidste stykke over broen.

Før tanken om Jylland dukkede op, drømte vi om økosamfund, selvforsynende køkkenhave, kortere arbejdsuger, og så ville jeg især gerne bygge et halmhus vi kunne leve i. Disse tanker synes de fleste banker lød utrolig spændende, de ville bare ikke låne penge til den slags “pjank”. Derved så vi ind i måske mere end 10 års byggerod, leve i en husvogn på sten, gå på arbejde for at tjene penge til materialer og skaffe kapital til at holde fri, for at kunne bygge hus. Det var bestemt ikke den model vi ville.

Det hele blev uoverkommeligt og imens havde Corona sendt boligpriserne på himmelflugt i København. Jeg var stadig sygemeldt med stress og havde udviklet generaliseret angst. Jeg var dog i lønnet praktik i en tømrervirksomhed, men var endt i stampe og havde aldrig rigtig rejst mig efter min stress-sygemelding i efteråret 2018. Vi var trætte af at bo i vores lille toværelses lejlighed, som ellers lå rigtig fint lige ud til Nordvest Parken. Vores lille formue efter et tidligere boligsalg var skrumpet ind, og priser var skudt i vejret. Omkring juletid 2021 tog vi beslutningen om det måtte blive Jylland.

Jeg er oprigtig rigtig glad for at bo i Sorring, og det er min familie også. Det er vores opfattelse at folk vil hinanden og byen det rigtig godt. Vi passer på hinanden, selv om vi ikke er på fornavn med alle, eller kender deres historie. Der er et forpligtende fællesskab i Sorring, med et fokus på at være en moderne landsby med fælles institutioner, virksomheder, foreningerne og kultursteder. Denne samhørighed giver tryghed og dette nærvær er for mig og min familie uvurderligt.

København mulighedernes by
Mit overskud er kommet tilbage. Ja, jeg kedede mig lidt i starten, men det var forventeligt. Folk jeg snakkede med, antog ofte, at det også måtte have været forfærdeligt at bo i København. Ikke for mig. Ikke for os. Vi elskede det og jeg kan da til tider godt savne mulighedernes by. Vi kendte alle lommerne, alle de fede og fantastiske legepladser, de lækreste spisesteder hvor børn også var velkomne. Vi boede “midt i byen”, men havde samtidig adgang til natur og dyr, og alt kunne nås i vores ladcykel.

Det var en kæmpe omstilling at lande i Sorring, og nu skulle vi til at aktivere vores barn noget mere end vi var vant til, når vi hentede ham fra børnehave. Vi kunne ikke lige ryste 10 muligheder ud af ærmet: vil du holde marsvin i de gamles by, skal vi tage i Utterslev mose og klappe lam eller vil du på legeplads? Legepladserne var nærmest alle sammen større end den nye i Indelukket inde i Silkeborg.

Sofie havde fået job som fysioterapeut da vi flyttede til byen. Jeg måtte en tur ind på jobcentret for at få tildelt ny praktik. Mit ønske var at komme indenfor i Cykelbranchen på et værksted da jeg selv havde rodet med cykler siden 2018, og gerne ville prøve det af professionelt. Så jeg tog på charmetur med uopfordrede ansøgninger i hånden, og det lykkedes at komme ind i en cykelbutik med eget værksted. Efter 8 måneder i praktik ville jeg gerne overgå til lønnet praktik, men efter et uforløst møde mellem praktikstedet, jobcentret og jeg, forsvandt modet samt viljen til at blive i systemet ret meget længere. Jeg følte mig ikke rask endnu, men måske var det systemet, der fastholdt mig i sygdom, jeg følte mig i hvert fald konstant på vægten. Jeg havde en enorm trang til at bestemme over mit liv. Jeg blev fritstillet, og fik 6 uger til at søge job. Men jobs hang ikke på træerne og slet ikke indenfor cykelværkstederne.

Herre i eget skur
Jeg havde længe gået med tanken om at blive selvstændig, nu kom tiden for at tage springet, og det endte med at jeg åbnede Alexandersen Cykler, dog med den tryghed i at jeg kunne få faste timer ved siden af, hos Schriver Cykler i Århus.

Jeg arbejder til dagligt med alle slags cykler, men primært fokus på hverdagscykler, hvilket mit værksted også er bygget op omkring. Jeg vil gerne drive min virksomhed som “et åbent køkken”, med ærligt, ordentligt håndværk til moderate priser. Jeg holder af at være med under hele processen, fra indlevering til aflevering, da jeg kan lide kundekontakten samt vejledningen. Jeg har på nuværende tidspunkt ikke behov for at min forretning skal vækste stort. Jeg ønsker at være et lille sted, med nærvær, ro og genkendelighed samt faste kunder. Jeg ønsker ikke at skulle slås med de store butikker eller kæder. Jeg drømmer da til tider om et lidt større værksted – måske endda med varme, men lige nu glæder jeg mig over at kunne holde mine udgifter nede, lave solide reparationer og møde glade kunder samt kunne køre det hele i mit eget tempo.

Københavner ferier, men vores hjem er Sorring
Sofie har nok haft sværest ved at falde til i landsbyen. Jeg er introvert og lader op alene eller med meget få mennesker. Jeg er i bund og grund “blevet luftet” ved at gå en tur over i Brugsen. Derimod kan jeg mærke, at Sofie kan mangle lidt urbanitet en gang imellem. Vores familie falder dog mere og mere til, og sidst vi drøftede fremtiden, blev vi enige om det nok var det rette sted vi er landet – hvert fald indtil børnenes skolegang i byen får en ende. Men at se hendes hjerte smelte når børnene render til halloween, når Bille og jeg går afsted denne aften for at mødes med et par stykker fra børnehaven, men støder ind i flere og flere vi kender for at ende med at møde op i samlet flok ved vores eget hus og råbe slik eller ballade, det er stemningen af landsby.

Det er hyggeligt at bo i Sorring og mon ikke vi ender med at blive, selvom der ikke er direkte adgang til skov og badesø. Til gengæld kan byen så meget andet som vi finder mindst ligeså vigtigt for os. Her er jo fantastisk og det er jo byens borgere, der gør Sorring til Sorring. Som det er lige nu, vil vi ikke være det foruden på nogen måde og mange tak for den fine modtagelse her i Sorring.

Martin Alexandersen

Mig og Sorring/Toustrup af Ditte Jensen

Tak for stafetten, som jeg har fået af Gitte Rasmussen.

Jeg hedder Ditte, er gift med Steen og sammen har vi Ida og Max. Vi bor helt oppe i toppen af Hjejlevej, ja faktisk lige så højt som Himmelbjerget. Det var i hvert fald, hvad der stod i salgsannoncen fra EDC, da vi købte grunden i sin tid.

Jeg er født og opvokset mellem Ravnstrup og Finderup, lidt udenfor Viborg. Jeg har haft min skolegang på Hald Ege Skole, og befandt mig egentlig ret godt i Viborg, indtil jeg mødte min mand Steen tilbage i 2005.

Han kom fra Skovby og var bosiddende i Galten. Efter vi havde været kærester lidt på afstand i et halvt års tid, flyttede jeg ned til ham i Galten. Der gik nogle år med at bo i lejlighed sammen, indtil et vennepar her fra Sorring, blev ved med at lokke med os. “Kom til Sorring – Her er så skønt at bo” sagde de.

Da der så blev udbudt grunde til salg heroppe på toppen, slog vi hurtigt til og bød på 3 stk. Glæden var stor, da vi blev ringet op af ejendomsmægleren. Vi havde fået alle 3, så hvilken én ville vi købe…?? Tja… Det var jo et rigtig godt spørgsmål. Men jeg er nu ret sikker på, at vi valgte helt rigtigt. Der gik dog lige 3 år, inden vi kunne finde ud af, hvilket hus vi ville have på vores jordstykke.

Det gik vi så i gang med at bygge i sensommeren 2010. Huset har vi selv tegnet og imens vi byggede det, boede vi i skurvogn her på vejen, da vi selv har lavet en del. Kalenderen siger at vi har boet i Sorring i 13 år nu, og det har vi ikke fortrudt én eneste gang.

Jeg er oprindeligt udlært som købmand, men arbejder i dag som Office Manager hos Kendskab i Silkeborg. Mine kollegaer laver online marketing, og jeg laver en masse andet som bogføring, fakturering, tidsstyring m.m. Min mand Steen er elektriker og arbejder hos Dansk El og Teknik, der kører i hele Danmark. De har afdelinger i Jylland og på Sjælland, med hovedsæde i Odense.

I 2012 kom vores datter Ida til verden. Jeg var heldig at komme i mødregruppe med 4 andre skønne kvinder, og kom derfor hurtigt til at lære nogle at kende i byen. For man er altså lidt anonym her i Sorring, indtil man får børn, med mindre man selv gør noget aktivt for at lære folk at kende. Ved ikke hvordan nye tilflyttere har det i dag, men det var i hvert fald den følelse vi havde da vi flyttede til byen.

Heldigvis gik mødregruppen og jeg, både til fitness i hallen, babysalmesang i Dallerup og babybio sammen. Det var en skøn tid.

Da vores datter startede i børnehaven, meldte jeg mig ind i aktivitetsudvalget. Så fik jeg endnu en mulighed for at lære nogle nye mennesker at kende. Det hyggede jeg mig i hvert fald en del med, i de år hun gik der.

Max kom til verden i 2018, og igen var jeg heldig at få en skøn mødregruppe her fra byen.

Vi har også tilbragt mange hyggelige timer sammen, og i dag går vores børn i børnehave sammen, så vi ses stadig ind imellem til forskellige arrangementer i byen og i børnehaven, hvilket er rigtig dejligt.

Vi er enormt heldige i denne by, at vi både har dagpleje, vuggestue, børnehave og skole. Så børnene mødes helt fra baby-tiden, og følges så op igennem livet, helt til og med 6. klasse på Sorring Skole. Vores familie er i hvert fald meget glade for de tilbud der er her i byen.

I 2022 blev jeg gymnastikinstruktør i STIF, for Sorringlopperne, og sikke nogle glade og søde børn, vi havde fornøjelsen af i den sæson, der som vanligt sluttede med en rigtig fin opvisning i STIF hallen i marts måned.

Der skulle derfor ikke mange overvejelser til, da jeg besluttede at nappe endnu en sæson med Sorringlopperne. Det er virkelig sjovt og givende at være gymnastiktræner. Og helt fantastisk at møde børnene i børnehaven, der glad råber “hej gymnastiktræner, hvornår skal vi til gymnastik igen?”

Jeg er derudover også med i PAFs bestyrelse. Noget Gitte lokkede mig til, en dag jeg vist nok havde fået lidt for meget rødvin til en fest nede i vores lokale forsamlingshus. Men jeg har nu ikke fortrudt. Her er en masse skønne mennesker tilknyttet, som kender rigtig meget til Sorring og dens historie. Jeg glæder mig til at se, hvad eventyret i PAF ellers byder på, af sjove oplevelser og forhåbentlig møder jeg flere nye og spændende mennesker på min vej.

Jeg arrangerede også et loppemarked med min gode veninde og partner in crime, i STIF hallen d. 13. maj.

Desværre blev vi ramt af et fantastisk forårsvejr, så besøgstallet var ikke helt som ønsket. Men det var mega sjovt at stable på benene, og jeg er især meget beæret over, at man her i byen nemt bliver mødt i sine ideer og flere er med til at gribe dem og hjælpe dem i mål.

Det var i hvert fald sjovt, at være med til at skabe en hyggelig dag for byens borgere. Og vi må se, om vi kan finde på at arrangere et nyt loppemarked på et tidspunkt.

Jeg er blevet meget glad for at lave frivilligt arbejde. Det er en rigtig god måde at lære folk i byen at kende på, så det kan jeg kun anbefale alle at prøve før eller siden.

Der er mange skønne foreninger, hvor man kan give et nap med, og hjælpe med både store og små opgaver. Og så giver det bare sådan en skøn energi, at være med i fællesskabet.

Sorring er sådan en dejlig by. Og vi er meget glade for, at vi blev “lokket” hertil, så vi kunne skabe vores skønne hjem lige netop her, på toppen af Hjejlevej.

Folk er så venlige her i byen. Man hilser på hinanden og giver et smil med på vejen. Vi er gode til at stå sammen og hjælpe hinanden med små og store ting.

Ja, Sorring er noget særligt, og en fantastisk by at lade sine børn vokse op i.

Tak fordi du læste med.
Ditte Jensen

Mig og Sorring/Toustrup af Gitte Nygaard Rasmussen

Tak for stafetten til min ”skøre nabokone” Birthe.

Jeg hedder Gitte, jeg bor på Høghgårdsvej i ”huset med det flade tag” sammen med min mand, Peter og vores 3 børn, Casper, Sofie og Lærke.

Jeg er født i Herning og opvokset i Snejbjerg, en lille by uden for Herning. Her boede jeg sammen med mine forældre indtil jeg blev student i 1999. I 1998 mødte jeg Peter, som kommer fra Vanløse. Vi flyttede sammen i august 1999 i en lille 1-værelses lejlighed i Århus. Her boede vi 1 år, indtil vi var heldige at få en 3-værelses lejlighed, stadig i Århus. Jeg har altid været meget glad for børn og jeg troede derfor, jeg skulle være pædagog. Jeg startede med at tage den pædagogiske grunduddannelse, som jeg afsluttede i oktober 2003, ca. 5 uger før Casper blev født. Efter barsel havde jeg flere vikarjobs og kunne her konstatere, at pædagog nok alligevel ikke var noget for mig. Det blev for meget med en hel dag med skrigende unger og så også skulle have overskud til mig egne børn.

Lidt ved et tilfælde hørte jeg om lægesekretærfaget og blev nysgerrig på, om det kunne være noget for mig. Jeg søgte ind, men fik desværre afslag, jeg havde ikke noget erfaring. Jeg var heldig at få en praktikplads på det gamle Amtssygehus, hvor jeg var, mens jeg var gravid med Sofie.

Da Sofie meldte sin ankomst i 2006, blev lejligheden for lille og vi var heldige at få en større lejlighed, 3 mdr. før hun kom til verden, denne gang i den anden ende af Ringvejen i Århus. Efter barsel med Sofie søgte jeg igen ind som lægesekretær og denne gang havde jeg min praktik erfaring med og jeg blev optaget.

Efter nogle år i denne lejlighed på 1. sal, drømte vi om mere plads og en have til vores børn. Vi søgte vidt og bredt på Boligsiden og var ude og se flere huse, men ingen havde det, vi gerne ville have. En dag fik jeg lavet en søgning over et for stort område, men her var huset, som umiddelbart havde alt det, vi gerne ville have, i Sorring. Ingen af os havde hørt om den by, men vi måtte alligevel ud og se huset og ja det endte med, at vi købte det og kunne flytte ind i september 2009.

Det var også i september 2009, jeg blev færdig som lægesekretær og var så heldig at få tilbudt job på en af de afdelinger, jeg havde været i praktik, Gynækologisk-Obstetrisk Afd. I dag hedder den Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler, men patientgruppen har ikke ændret sig.

I 2011 kom Lærke til familien. Nu var vi flyttet 3 gange og havde fået 3 børn, så vi bestemte, at vi ikke skulle flytte igen og den beslutning holder vi stadig ved, da vi er meget glade for at bo, hvor vi gør.

Jeg har altid selv været meget glad for håndbold og har spillet i mange år, så det var nærliggende, at mine børn også skulle prøve kræfter med dette. Desværre kan man ikke spille i Sorring, så vi måtte kigge mod Voel. Alle 3 børn har spillet håndbold og både Sofie og Lærke spiller stadig. Jeg har været træner for pigerne igennem næsten alle de år, de har spillet og er nu blevet ansat til at hjælpe klubben i administrationen nogle timer om ugen. Når man alligevel er meget i hallen, kan man jo godt hjælpe til 🙂

I foråret 2013, da jeg kom i SFO’en for at hente Casper, havde han meget travlt med at komme afsted, da han havde hørt, der skulle være opstart til et teaterstykke for børn i Gøgleriet og det ville han gerne være med til. Jeg havde aldrig hørt om stedet og vidste ikke, hvor vi skulle hen. Heldigvis kunne en af de voksne i SFO’en lede os på vej og vi kørte, efter anvisninger, op på Solbærmarken. Men det hjalp ikke meget, for hvor var det Gøgleri? Efter lidt tid og frustration fra drengen, kom en anden forælder og kunne hjælpe os ned i, hvad der udefra, kun lignede et almindeligt hus. Casper kom med i forestillingen og her var jeg første gang lidt med omkring en teaterforestilling i Pottemageregnens AmatørTeaterforening, da jeg hjalp lidt med det praktiske.

I sensommeren var der indkaldt til informationsmøde, for der skulle laves storstykke. Jeg tænkte jeg kan da møde op og høre mere om det. Jeg ville gerne hjælpe med det praktiske, men jeg skulle absolut ikke på scenen. Til mødet kom desværre ikke ret mange, så storstykket blev aflyst.

Den aften kom jeg til at sidde ved siden af Anette Dippel, som var instruktør på et stykke, der skulle opføres i Toustrup forsamlingshus i november. Hun spurgte om jeg kunne sy, ikke det store, svarede jeg, men blev alligevel en del af kostumeholdet til den forestående forestilling. Lynhurtigt blev jeg også en del af sminkeholdet og var nu en del af Pottemageregnens Amatørteaterforening og det er jeg stadig. I dag sidder jeg i bestyrelsen og er faktisk formand. Ja jeg har da også været på scenen et par gange i løbet af årene 🙂

Det er en fantastisk forening at være medlem af, fuld at gode mennesker, som bare gerne vil have det hyggeligt og sjovt og der er plads til alle, uanset om man vil på scenen eller ej.

Ud over timerne i hallen i Voel og i teaterforeningen prøver jeg at hjælpe, hvor jeg kan, da de fleste arrangementer og aktiviteter, f.eks. juletræsfest, fastelavn og skt. hans er afhængige af frivillige hænder. Min familie vil nok gå så langt som til at sige, at jeg aldrig er hjemme, men det er fedt at hjælpe til. Man kommer til at møde en masse søde mennesker og får en masse oplevelser i rygsækken, og oftest har jeg en eller flere fra familien med. Jeg kan kun anbefale alle, at deltage som frivillig, specielt hvis man er ny i byen, så kommer man hurtigt til at kende nogen 🙂

Sorring er en dejlig by med plads til alle og hvor man kan deltage på lige det niveau, man har lyst, tid og overskud til.

Gitte Nygaard Rasmussen

Page 1 of 6 >

Sorring.dk

Sorring – Landsbyen på toppen

Mig og Sorring / Toustrup – Anne Baastrup Holm

Mig og Sorring/Toustrup – Christina Raakjær Vørge

Mig og Sorring/Toustrup af Camilla Vestergaard

Historiske ruter

Mig og Sorring/Toustrup – Anne Mahler Schmidt

Mit og Sorring/Toustrup – Per Holm

Mig og Sorring/Toustrup af Lars Kjær Dideriksen

Mig og Sorring/Toustrup af Martin Alexandersen

Mig og Sorring/Toustrup af Ditte Jensen

Mig og Sorring/Toustrup af Gitte Nygaard Rasmussen

Søg

Menu

Sorring – Landsbyen på toppen

Om Sorring

Foreninger

Byens forretninger

Byens virksomheder

Instutioner

Miniavisen

Søg

Menu