Mig og Sorring Toustrup AF Helle Urup

Katja Wachs, tusind tak for stafetten.

Havde ikke lige set din besked på min telefon, før din mor, Tina, imens vi drikker øl efter badminton træning, bly råber igennem luften… ”Hva’ Helle, Katja spørger om du har set din messenger besked” – ”om du vil overtage stafetten”…

Blev rigtig glad og nok også lidt overrasket og spørger så Tina om det er seriøst – hun fortsætter ”Ja, gu er det rigtigt”… og det er så her jeg ville ønske der var lyd på, men pyt – kan alligevel ikke gengive det helt unikke toneleje og den gennemgribende dialekt, der på ingen måde er karakteristisk ”Sorring-dialekt” 🙂

I det sekund starter mine tanker så omkring mig som person samt om Sorring og mig – tanker som man egentligt ikke dykker så meget ned i til hverdag…

Men hvem er Helle Urup så?

Jeg er født og opvokset i Varde, hvor jeg har haft mange gode barndoms- og ungdomsår. Her tog jeg også min HHX og nød livet som ung med gode venner, fester og masser af skæg og ballade. Min mor må have fået en del grå hår blot på min bekostning.

Jeg arbejdede bl.a. i mange år i byens biograf, hvor der blev holdt de vildeste fester. Biografdirektøren havde heldigvis mistet sin lugtesans, så den ellers voldsomme efterluft efter slatter mv. opdagede han aldrig.

Et år efter HHX fik jeg i 1999 en lederstilling i Føtex. Trængte så til udfordringer, så efter ca. 1 ½ år blev jeg ansvarlig for Varde fritidscenterets bowling og cafeteria, hvilken var noget af en prøvelse med en meget usædvanlig chef og var jeg en mand, ville jeg virkelig have fået mange hår på brystet.

Efter igen ca. 1 ½ år drog jeg mod Århus, hvor jeg fik en sælgerstilling hos Designa køkken, som senere udløste en butikschefstilling.

I 2007 løber jeg ind i Gert, som også er fra Varde, til en koncert. Der har efterfølgende været mange sjove kommentarer til dette, da han faktisk havde været min lærer på sidste år af HHX, så imens jeg dengang sad bly på min plads med oprakt hånd drømmer Gert sig i dag nok tilbage til dengang hvor jeg havde lidt mere respekt 😉

Vi blev så kærester der i 2007 og allerede i slutningen af 2008 føjer vi en ekstra titel til vores forhold, da vi bliver kompagnoner og åbner vores virksomhed, MOOGIO. Gert bibeholdt sit underviserjob på handelsgymnasiet og arbejdede først fuldtid i 2010.

Vores passion i vores MOOGIO univers er at levere højkvalitetsløsninger bl.a. markiser, fleksible overdækningsløsninger, motoriserede sejl samt gardiner i alle afskygninger – alt sammen skræddersyet. Vores kunder er både private og erhverv.

Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet og glæde mig over at vi havde et lille hus, hvor vi havde optaget afdragsfrit lån, da man ikke kommer langt med en løn på 8000.- pr. måned – og kærlighed og kildevand er i denne sammenhæng noget opreklameret.

Butikken var i fuld gang og imens vi det første år brugte en kvart million på markedsføring og kun havde en omsætning på 1,2 mill. – har vi ofte været omgivet af rystende hoveder.

I dag har vi et skønt showroom i Tilst på 600 m2 nær Bauhaus og Elgiganten, og vi er 7 mand + eksterne montører, der hjælper til i vores højsæson.

Fra Tilst til Sorring

Jeg er absolut ikke gammel i gårde her i byen. Vi har været bosat i Sorring i 6 år, så man kan roligt, hvis man spørger rundt i Sorring-forsamlinger, sige at jeg fortsat er ”new kid on the block”.

Nå, men hvorom alt er, så flyttede min familie og jeg til Sorring dec. 2014. På det tidspunkt var vi 3 – Gert og vores dengang 3 ½ år gamle søn, Sigfred.

Men hvordan landede vi her?

Vi er langt fra de eneste, der har prøvet at se om vi kunne trække en streg omkring Århus i et forsøg på at holde os indenfor Århus kommune. Egentlig kiggede vi mod Skødstrup, da min søster og svoger lige havde købt grund der, men skæbnen ville at vores lille hus ikke blev solgt, så timingen passede ikke med Skødstrup.

Stregen blev altså ved en ren tilfældighed udvisket da jeg en dag smider en EDC avis foran næsen på Gert. Fedt hus på forsiden, ikke Århus kommune, men kun 20 min til kanten af Århus. ”Hvad tænker du, Gert”?

I det sekund, uden vi egentlig selv helt er klar over det, er vi i fuld gang med at foretage en af de største ændringer i vores liv – vi er ude i en glidebane på vej til at blive et par godt gemene bonderøve – vel og mærke ment med den allerstørste respekt og varme – i hvert fald hvis vi kigger lidt i bakspejlet 🙂

Vi bestilte en fremvisning og hoppede så en dag i bilen egentlig uden de store forventninger. Vi rammer så Sorring-skiltet og får fundet adressen – funkishus med et præg af storby og moderne tanker – helt igennem vores stil… og så omgivet af rolig natur og en stille facade… her skal bare bo skønne mennesker…

Tænk sig ikke at skulle vælge – her kunne vi få det bedste fra 2 verdener. Det blev hurtigt ret tydeligt for mig og det overvældede mig mentalt.

Vi købte huset få dage efter og kunne så gå julen 2014 i møde som nye Sorring- borgere.

Sigfred begyndte i verdens bedste børnehave på toppen af skolebakken – et ægte eldorado.

Da Sigfred havde gået deroppe i ca. 2 uger sagde han dog kækt ”Nu vil jeg gerne prøve en ny børnehave”. Virkeligt humoristisk at så lille en mand havde set denne her flytning som om vi var ”på interrail tur”.

Men det var også tydeligt for os at han havde et dejligt syn på livet og var klar på alt hvad et nyt liv i Sorring ville bringe.

Efter kort tid i Sorring kom vores lille prinsesse, Elna, til verden og vi har nu en god fordeling på 50/50 af begge køn, så drengene ikke kører alt for meget rundt med os piger.

Ildsjæle og tryghed

Som jeg skrev tænkte jeg at her i denne lille by måtte der forhåbentlig bo skønne mennesker, men hvad ved man egentlig når man køber et hus og vel at mærke i en helt ny by?

I Tilst var vi vant til ikke at kende ret mange når vi gik ud for at handle og jeg skal da lige love for at jeg fik mig en på opleveren ved at komme til Sorring. Og ja, Århus har måske Aros og skønne caféer, men men men …

Det pludselig at være en del af et fællesskab, at blive mødt af varme og nærvær var noget vi ikke var vant til.

Jeg kom hurtigt til at elske det engagement der er i Sorring – alle de ildsjæle der bor herude – vi nyder mangfoldigheden og den blanding af mennesker der gør byen unik.

Vi værdsætter trygheden og gennemsigtigheden i at vi bare ”kender” hinanden og kan sende børnene på kryds og tværs i byen.

Vi benytter os af mange af de sportstilbud der er i byen. Sigfred og Gert går til badminton og fodbold. Elna til gymnastik samt jeg prøver nu for 2. år i træk kræfter med badminton efter at have gået til fodbold et par sæsoner samt til Styrke Plus.

Gert bidrager til badminton som træner og jeg nyder at sidde i aktivitetsudvalget i børnehaven.

Fra en af vores mange Club La Santa ture

Vi deltager så aktivt vi kan og tiden tillader det, da vi nyder vores lille Sorring boble, men opgaven med at vedligeholde et skønt lokalsamfund er en fælles opgave. Derfor vil jeg blot afslutningsvis sige til jer alle i Sorring som Jokeren sang det:

”Op med hagen”… ”klap jer selv på skulderen” – alt dette er en fælles achievement, og vi har aldrig et sekund fortrudt vores valg om at bosætte os lige præcis her.

Tusind tak, Sorring!

Helle Urup

Mig og Sorring af Katja Wachs

Først og fremmest tak til Hanna Jensen for at give stafetten videre til mig. Jeg blev meget overrasket over at blive spurgt men også glad.

Jeg flyttede til Sorring i 1998 sammen med mine forældre samt storesøster og jeg var helt sikker på, at når man flyttede til en lille by i Jylland så fik man nok også en hest – men nej.

Vi flyttede ind i Høghgårdsvej nr. 1, et stort og skønt hus med rigtig meget plads, dog ikke til en hest. Men det var nu alligevel skønt at bo i Sorring, jeg havde alle mine venner tæt på, så jeg bare kunne gå over og lege. Min søster og jeg kunne spille kantsten med de andre børn på vejen.
Som 8-9 årig begyndte jeg til badminton oppe i den lille hal og senere startede jeg til fodbold. Jeg har også haft et enkelt år i Sorring Børnecabaret.

Som helt ung brugte jeg min fritid på at være badmintontræner for U9 spillerne, samt fodboldtræner for et drengehold. Det var supersjovt, både træning men også kampe og stævner. Her blev jeg nogle gange overrasket over hvor ivrige og entusiastiske fodboldmødre kan blive – jeg nævner ikke nogen navne.

Som 14-årig fik jeg fritidsjob i Dagli’Brugsen. Det var et fantastisk job hvor jeg lærte meget om mig selv, og andre mennesker. Det var også en super arbejds­plads med alsidige opgaver men også et sted med plads til sjov og humor, som Sten Madsen sagde når han og jeg var på arbejde sammen: ”Nå, så er det kvik og Wachs i dag – the dreamteam.”

En gang om måneden var der disko-fest i forsamlingshuset, og indtil jeg selv blev gammel nok til at deltage, stod jeg i køkkenet hvor jeg lavede pommes fritter og franske hotdogs. Da jeg endelig måtte deltage i festerne, var det ofte hos mig, der blev holdt forfest. For med en gildesal i kælderen, var det i vennernes øjne, naturligt at være den som lagde hus til. Her kunne vi varme op til festen, med en enkelt genstand, Inden vi skulle ned i forsamlingshuset. For at høre Cryp2night, byens lokale mobil-disko der spillede op til dans og sjov.

I 2008 blev jeg færdig med min uddannelse som pædagogisk assistent og har siden arbejdet i Stjær Børnehave.

Min mand Kasper, har jeg kendt siden vi var børn. Kasper gik 2 klasser over mig, og dengang var han bare irriterende. Det er han stadig! Men i dag er han også min dejlige mand.

Da vi flyttede sammen, var det i en af andelslejlighederne ”de blå huse” – et supergodt første-gangs-køb. Her fik vi vores første datter Kaja i 2012. I oktober 2014 købte vi vores nuværende hus på Dybdalsvej, da vi ventede vores anden datter Karen, og synes at vores andelsbolig var blevet for lille.  På Dybdalsvej fik vi et dejligt hus, med en kæmpe have. Lige noget for Kasper, der jo er uddannet landmand. Så her kan han selv dyrke vores grøntsager.

Hverken jeg eller Kasper, har nogensinde overvejet at flytte fra Sorring. Vi er begge opvokset i byen, og synes at vores børn, skulle have de samme muligheder og goder, der er i et lille samfund som Sorring. Det er faktisk lidt sjovt at tænke på, at mine børn nu er 3. generation på skolen, da Kaspers far også har gået på skolen.

Det er hyggeligt, når jeg på mine løbeture møder folk der dytter og vinker, dem der giver ”thumbs up”, dem jeg ikke kender navnet på, men som alligevel stopper op, når det pis øs regner, og spørger om man ikke skal have et lift hjem.

Sorring er i mine øjne også en by med en masse muligheder, alt er inden for rækkevidde, der er tilbud til mine børn, lokalt i byen. Jeg er tryg ved at sende mine børn alene af sted i byen. Da min ældste datter faldt på vej hjem fra skole, kommer der en voksen, som vi ikke lige kender, trøster Kaja og sikrer sig, at Kaja er klar til resten af turen hjem.

Sorring er en by, drevet af ildsjæle, som lægger et kæmpe arbejde i at skabe rammer og tilbud, til fælles bedste. Tilbud som jeg selv har haft stor glæde af, og som mine børn nu også nyder godt af. Men det stopper ikke ved børn og voksne, når man bliver senior, er der også en masse muligheder, f.eks. på Sorringhus. Mine bedsteforældre, som også er flyttet til byen, har stor glæde af tilbuddene og kommer til fællessang, banko, og fælles morgenmad bl.a.

For omkring 4 år siden blev jeg selv spurgt, om jeg ikke ville være en del af fitnessudvalget, da man søgte unge brugere til udvalget, der kunne være med til at udvikle og forny og opdatere vores træningscenter. Det er en spændende opgave, og det giver god mening, at jeg selv giver noget tilbage til fællesskabet.

Men det der betyder allermest for mig, er vores store netværk, mange af vores venner og mine veninder, bor i eller omkring Sorring, og vi ses stadig, både til almindelig hygge, men også til livets begivenheder.

Sorring er en by du lever i og som giver livet mening.

Katja Wachs

Sorring garagesalg 2020

Stik håndspritten i lommen og kom og gør en god handel rundt i byens haver, indkørsler og garager. Der er masser af lopper og guld fra gemmerne🎒🥾🛷
Klik ind på kortet https://bit.ly/2ApWw6e og se hvor der handles.
Eller meld dig til med en bod her: https://bit.ly/2MLMmiX og kom med på kortet så folk kan finde dig😃
Vi håber på en god og hyggelig dag.
Følg med her på begivenheden.
Under “debat” kan du gøre lidt reklame for din bod eller lede efter et godt tilbud👗🕶🍕🍻
Del og spred gerne budskabet, og lad os krydse fingre🤞🏻for godt vejr☀️så vi alle kan få en hyggelig dag med masser af liv i gaderne
Se mere på facebook sider, her.

𝗕𝗟𝗜𝗩𝗘𝗥 𝗦𝗢𝗥𝗥𝗜𝗡𝗚 𝗦𝗡𝗬𝗗𝗧 𝗙𝗢𝗥 𝟯𝟱𝟬.𝟬𝟬𝟬 𝗞𝗥?

✔ kom og LYT med i 90 min
✔ BAK OP om den frivillige bestyrelse og deres ønske om flere penge til vores hal
✔ GRATIS kaffe og rundstykker kl. 9.00
✔ Vi spørger bl.a. politikerne “Hvorfor øges kommunens husleje i vores hal ikke, når den i øvrigt lovpriste og uvildige model siger vi skal have +30%?”
Læs mere og tilmeld dig Borgermøde ved STIF Hallen den 20. juni kl. 9.30 her:
Se videon på vores facebook side.

Sorring Vandværk -Byggeri Møllebakken

Byggeri Møllebakken

Vi har igennem en længere periode, arbejdet på en fornyelse af vores vandbeholder på Møllebakken.

Nedenfor på siden, er der nogle informationer omkring projektet.

Vi forventer at påbegynde nedbrydningen af eksisterende beholder samt pumpehus på Møllebakken medio/ultimo maj måned.

Du kan læse mere på deres Sorring Vandværks side, og se nogle billeder

Læs mere her.

Mig og Sorring Toustrup af Chenette Madsen Perangin Angin

AF CHENETTE MADSEN PERANGIN ANGIN

Tak for stafetten til min gode veninde Bente Jakobsen.

Ligesom Stine Røhling starter med i sin fortælling om Mig og Sorring, så kan jeg vist også godt kalde mig “Et barn af Sorring”. Min fars familie har været bosat her i Sorring siden 1938. Min farfar Laurits Madsen var mejerist og bestyrer af mejeriet i Horskilde, indtil det lukkede i 1970. Til de som ikke lige ved det, så ligger Horskilde ca. 1 km uden for byen mod Låsby og Tovstrup.

I 1975 byggede min farfar og farmor hus på datidens “toppen af Hjejlevej”. Min farfar var en kendt mand i Sorring og gammel Gjern kommune. Han havde politiske interesser og blev i 1970 valgt som Gjern kommunes første borgmester.

Min farbror Sten er også en kendt Sorring-genser, da han var brugsuddeleren før Finn.

Min far er også et kendt ansigt i byen, idet han stod for marmeladekogningen i mange år for Sorring bær, han kører varetur for Brugsen, og han er kendt som “morfar Erling” for rigtig mange af byens børn.

Ja, så fik jeg beskrevet mit tilhørsforhold til Sorring, og nu til lidt om mig. Jeg hedder Chenette Madsen Perangin Angin, jeg er 42 år, og datter af Erling og Sonja Madsen. Mine forældre flyttede i slutningen af 1977 til Sorring eller rettere sagt til en nedlagt landbrugsejendom 2 km uden for Sorrings byskilt mod Gjern.

Her havde jeg en rigtig dejlig barndom, hvor min lillebror Johnny og jeg havde mange projekter i form af at bygge huler eller hjælpe naboerne med at samle sten og høste. I familien brugte vi meget tid sammen; om søndagen gik min far og jeg ind til Røhlings bageri på Møllebakken for at købe rundstykker, vi plukkede bær og bælgede ærter, og om vinteren sneede vi inde, så vores nabo, Verner, måtte komme os til undsætning med sin traktor. Ja, det var dengang, der var snevejr til.. Jeg husker tilbage på det som en skøn tid, omend mine egne drenge, der er vokset op i Ipad’ens æra, synes, det lyder som en barndom på Hjerl Hede.

 

 

På et tidspunkt fik jeg en hest, en islænder vallak som hed Baldur, der gik ikke længe, så fik min mor også en islænder, og på et tidspunkt havde vi en flok på fire islændere. Og jeg har virkelig redet mange ture i området omkring Storlyngdal og Sorringskoven.

Jeg har gået fastelavnssoldat, fra jeg startede i skole til jeg blev 11-12 år, jeg har været med til at plante de første solbærplanter på Solbærmarken, og var i 1985 med til at fejre Sorring skoles 150 års fødselsdag. Jeg kan huske Børges butik, Købmand Bak, Elmer købmand, posthuset, Sparekassen, Besteds kiosk, Jettes blomsterbutik, Blomsterkransen og mange flere forretninger som har været her i byen.

Fra Sorring skoles 150 års fødselsdag

I 1983 startede jeg på Sorring skole og gik der til og med 7. kl. Dengang var Sorring skole ikke så stor, og jeg kan huske at på et tidspunkt var min klasse nede på kun 3 piger og 10 drenge.

Så det var en omvæltning, da vi kom til Fårvang i 8.-10. kl., hvor der var fem 8. klasser! Årene på Fårvang var sjove og på mange måder lærerige, men festerne i Skanderup og Sorring forsamlingshus er nok dem, jeg husker bedst.

Så blev det HF i Silkeborg, og et halv år i huset ved den sødeste familie på Ternevej i Silkeborg.

I 1996 tog min veninde Marie og jeg 9 måneder til Brighton i Sydengland, hvor vi arbejdede som handicaphjælpere. Det var på mange måder udfordrende at stå på egne ben i en stor fremmed by, og ikke mindst at få økonomien til at hænge sammen. Men det var en fantastisk oplevelse, som jeg mindes med glæde.

Da vi vendte hjem fra Brighton i foråret 1997, tog vi og vores veninde Trine fra Holmstol til Indonesien. At det blev Indonesien, var en tilfældighed, vi lukkede øjnene og pegede på verdenskortet i atlasset, og fingeren landede på Indonesien!

Den rejse forandrede mit liv for altid, for vores jungleguide, som vi allerede mødte på andendagen, var Joshua, som jeg nu er gift med på 23. år.

Joshua og jeg blev gift på Gjern Rådhus i november 1997, efter at have kendt hinanden i bare et halvt år. I 1999 rejste vi tre måneder tilbage til Sumatra, hvor vi bl.a. blev gift på indonesisk og havde hele landsbyen på 600 mennesker inviteret med til fest.

Senere hen har vi også fået en kirkelig velsignelse i forbindelse med dåben på vores søn Lukas. Så det er blevet til tre bryllupper med den samme mand, – så er det vist slået fast 🙂

Sammen har vi fire drenge, Lukas på snart 17, Silas på 12 og Carlos på 6.
I 2002 mistede vi deres storebror Viktor, to uger før termin. I dag er sårene nogenlunde lægt, og han er på ingen måde en hemmelighed.

Joshua fik arbejde hos Gjern Glas i 2000, og inden da flyttede vi i lejligheden på Hovedgaden ved siden af Brugsen. Sidenhen flyttede vi til Vibevej 5 – også kendt som Jytte Vengs hus, og i dag bor vi på Hjejlevej 45, hvor vi byggede til, så jeg fik plads til mine dagplejebørn.

Jeg har været dagplejer i snart 15 år, så jeg har haft mange af byens børn og forældre “gennem mine hænder”. Jeg nyder mit arbejde og mine rigtig gode kollegaer i fulde drag.

Jeg er utrolig glad for, at vi valgte Sorring som rammen om vores hjem, da vi skulle starte vores familieliv op. Det har været nemt for Joshua at blive integreret i Sorring, og alle har været utrolig venlige og imødekommende overfor ham og os.

Vi har et godt sammenhold i byen, med mange gode arrangementer! Et godt idrætsliv, og takket være mange frivillige kan vores børn gå til gymnastik, badminton, fodbold og meget mere 🙂

Jeg føler mig tryg i Sorring, og det er min oplevelse, at børnene kan færdes trygt i byen, og at vi holder øje med hinanden og børnene – på den gode måde 🙂

Chenette Madsen Perangin Angin

 

 

 

Landsbyen Sorring ligger som den højest beliggende by i Danmark, ved siden af den gamle gravhøj Sorring Loddenhøj. Loddenhøjen ligger 148 meter over havets overflade, og er udsmykket med et radio/tv tårn, der knejser flot over området (du kan læse mere om højen her LINK). Når man får øje på tårnet ved man, at der ikke er langt hjem.

Sorring ligger omkring 14 km fra Silkeborg, og er godt placeret i forhold til job, både i Aarhus, Horsens, Randers, Viborg og Silkeborg.

Sorring har i dag cirka 1100 indbyggere og forventer øget vækst. Byen har et stort og flot, rundt nybygget, der er fyldt med moderne bekvemmeligheder, fantastiske muligheder for de små i byen. Sorring har også en skole som går til 6. klasse. Skolen er også blevet moderniseret og renoveret. Sorring Skole er i øvrigt den højest beliggende skole i Danmark.

Sorring har gennem tiden været kendt for sin produktion af lertøj, og i 1870 var der registreret 70 lertøjs-producenter i landsbyen. Derudover har der været flere vindmøller, der har malet mel og skåret tømmer op. I dag har Sorring flere forskellige industrier og værksteder, som du kan finde i top menuen.

Sorring har et godt og aktivt fritidsliv, med mange tilbud af forskelig art. Du kan se i menuen foreninger og følge med i, hvad de laver.

Mig og Sorring af Flemming Wandborg

Af Flemming Wandborg

Først en tak til Harry Jensen, der havde tillid nok til at spørge, om jeg ville overtage stafetten. Først senere fandt jeg ud af, at det var omkring jul, jeg skulle skrive – og da har man faktisk andet at tage sig til. Endelig er jeg jo ikke én, der har boet i Sorring i umindelige tider, er faktisk kun tilflytter med godt 15 år i Sorring.

Mit navn er Flemming Wandborg. Jeg er født i 1939 og opvokset i Hornbæk ved Randers og gik de første år i skole i Hornbæk skole, som dengang var 2-klasset, indtil jeg kom på Randers Statsskole og herfra tog mellem- og realeksamen.

Jeg videreuddannede mig til lærer på Århus Seminarium, var soldat og sergent i 2 år og fik derefter ansættelse i Skagen, hvor jeg var lærer, til jeg i 2003 gik på pension.

I min skoletid som barn fyldte musik og FDF en stor del af min fritid, og begge dele fulgte mig også i mit voksenliv, idet jeg var leder i FDF, korsanger og spillede på violin og klaver.

I min seminarietid var jeg kirkesanger i Fausing og Auning kirker, hvilket betalte min uddannelse, så jeg kun skyldte 50 kroner, da jeg blev færdig.

I 1965 blev jeg gift med Merete, som jeg indtil 1999 delte dels bord og seng med, dels også arbejde, idet hun også var lærer på samme skole som jeg var.

Desværre døde hun, kun 56 år gammel, og efter et par år var der én, der sagde til mig, at jeg skulle se at få mig en kone, og så var det, at Anna og jeg kom til at kende hinanden. Hendes mand, Arne, var død ca. en måned efter, at Merete døde; men hun ville ikke flytte fra Borum til Skagen, for der blæser det, og langt det meste af hendes familie bor her på egnen, så for at opnå hendes gunst måtte jeg altså rive teltpælene op og flytte, først hjem til hende, da huset i

Skagen var solgt, og derefter et halvt år til Skovby, mens vores hus her på Bredsigbakke blev bygget, idet hendes hus meget hurtigt blev afsat. I 2004 var huset her færdigt, vi flyttede ind og blev viet i Dallerup kirke.

At flytte til Sorring var noget af en omvæltning. I forvejen anede jeg knap, hvor byen lå, men det varede ikke ret længe, inden jeg havde rodet mig ind i diverse sammenhænge.

Der skulle oprettes en grundejerforening, og af en eller anden grund fandt man ud af, at jeg sammen med Åge Jakobsen fint kunne være formand og næstformand. Vi var jo pensionister, mens de øvrige på vores lille vej var arbejdsramte. De to poster indebar, at alt det praktiske blev overladt til os, mens den øvrige bestyrelse var god til at give råd.

Formandsposten, som jeg fik, indebærer visse privilegier. Jeg har ret til at slå græs på fællesarealer og rabatter, sørge for at maskinparken, en havetraktor, bliver serviceret og desuden andet forefaldende arbejde. Vores grundejerforening med kun 11 husstande er så lille, at vi mødes på kryds og tværs i mange forskellige sammenhænge, og generalforsamlinger og vejfester kan holdes hos en af beboerne.

Kort efter tilflytningen blev jeg medlem af bestyrelsen i Røde Kors og genoptog det arbejde, jeg i næsten al min tid i Skagen havde haft, ligesom en bestyrelsespost i en FDF-efterskole fortsatte i nogle år.

Der gik kun halvandet år, inden jeg blev valgt til menighedsrådet, hvor jeg har siddet siden, men efter 13 år stopper jeg om et år. Det har altid været spændende, og jeg kendte til arbejdet fra min tid i Skagen, hvor jeg var
med i ca. 24 år.

Endelig har jeg været brugt som kirkesangerafløservikar, et job, jeg kan
bruges til, når alt andet glipper. Titlen er opfundet af mig selv, men dækker ganske godt. Flemming som dreng i Hornbæk

Hvad Sorring betyder for mig, er ikke helt let at definere; men nu har jeg levet en stor del af mit liv i Skagen, og på det tidspunkt var centrum dér, ligesom når børnene i skolen skulle udpege et sted på Europakortet, skulle de lige først finde Skagen, hvilket jo ikke er så svært. Lidt sværere er det med Sorring. Når man fortæller fremmede, at man bor i Sorring, skal man ofte fortælle, hvor det er. Ikke desto mindre er Sorring for mig blevet noget særligt. En af de første dage efter indflytningen gik jeg hjem fra Brugsen, og på vejen kom den tanke over mig: Dette er for fremtiden DIN by. Det er ikke et sted, du er kommet for at besøge. Du bor her. Her er dit hjem. Denne indskydelse har fulgt mig siden og for mig er centrum nu her i Sorring.

Var valget af bosted rigtigt? Hvad kan Sorring gøre for dig – – og omvendt?

Ja, i højeste grad! Sorring har en størrelse, der gør, at man hurtigt kommer til at kende en hel del mennesker, ja, det er næsten umuligt andet, hvis man vil. Hvis man lukker sig inde og er sig selv nok, er det vel ligegyldigt, hvor man bor, men vil man have noget tilbage, må man åbne sig og tage del i det liv, der rører sig i ens nærhed.

Det var spændende, da det store slag skulle slås for Sorringhus. Heldigvis opdagede politikerne, at Sorring var et sted, hvor der skete noget. Mere, end de kloge hoveder havde drømt om, og borgermødet var en hyldest til fællesskabet, der i hvert fald i den situation fik magt til at ”omvende” adskillige, der vel også kunne se, at der var stemmer i at være positiv.

Anna og jeg er med tiden ikke blevet mindre begejstrede for Sorring. Sorring har det, vi behøver, både legemligt og åndeligt, så det valg, vi i sin tid tog, var i den grad det rigtige!

Flemming Wandborg

 

Mig og Sorring/Toustrup AF Martin Skipper

Tak til Inger for at videregive stafetten til mig. Jeg føler mig stadig som en af de nye i byen, selvom det er 10 år siden, jeg og min familie flyttede til Sorring. Vi kendte ikke noget til byen, før vi flyttede til Silkeborgvej 42, men vi faldt for det hyggelige hus i udkanten af byen. Min kone, Eva, har altid boet i byer, og jeg er opvokset på en lille gård i Lund ved Herning. Så dette hus – på grænsen mellem land og by – passede perfekt til os.

Jeg undersøgte selvfølgelig alt det, der var på nettet om Sorring, før vi købte huset. Og www.sorring.dk blev også gransket grundigt. Det gjorde indtryk, at landsbyen havde en hjemmeside, hvor det var tydeligt, at der var liv i byen. Hjemmesiden var opdateret og gjorde et godt indtryk på mig.

Senere har jeg selv fået lov at få indflydelse på Sorring.dk først i form af en opdatering af systemet bag og et nyt logo og layout på siden. Nu sidder jeg i bestyrelsen for Internetgruppen Sorring, som bl.a. er ansvarlig for denne hjemmeside. Det er godt og hyggeligt at være med i dette lille arbejdsfællesskab.

Jeg har arbejdet med udvikling af hjemmesider siden 1999, og de seneste 12 år har jeg haft eget firma: Kreativweb.dk, hvor jeg udvikler, designer og opdaterer hjemmesider. Jeg er uddannet socialpædagog og senere webudvikler. Min interesse for IT og kommunikation har optaget det meste af mit arbejdsliv bl.a. som underviser på Webintegrator-uddannelsen i Aarhus og som kommunika­tionsmedarbejder i Silkeborg. Lige nu er jeg ved at omstille mit arbejdsliv, så jeg får mere tid til mit eget firma, hvor jeg har succes med et intranetsystem, som jeg har udviklet til kirker.

Da Eva og jeg flyttede til Sorring, havde vi kun Benjamin på 1 år. Siden da er Jonathan, Elisa og Kristian kommet til. Så vores hus er fuld af liv. Vi har ikke været så flittige brugere af Sorrings institutioner. Det er kun Benjamin og Jonathan, der har gået i Sorring Børnehus. For 5 år siden blev Eva hjemme­gående, og det har været godt for vores familie. Vores tre ældste børn går på den kristne friskole Klippen i Voel, og det er de rigtig glade for.

I Sorring er der et rigt foreningsliv i STIF, og det har vores børn også nydt godt af – både gymnastik, fodbold og badminton. Jeg har ikke selv kompetencer inden for idrættens verden, men jeg er rigtig glad og taknemmelig over, at der er andre, der har evner for det, og vil bruge tid som trænere og ledere i det lokale foreningsliv.

Noget andet, vi holder af ved Sorring, er den smukke natur. Fra vores hus har vi udsigt både til Himmelbjerget og ind mod Silkeborg. Det er skønt at kunne se langt. Vi nyder også at kunne gå ture rundt i og omkring Sorring. Vi er også glade for cykelstien, der forbinder Sorring med Voel. Vi kan se, den bliver brugt flittigt, så det har været en god investering.

I det hele taget er det en fornøjelse at bo i en by, hvor så mange brænder for, at her skal være godt at leve og bo for alle aldersgrupper. Tak til alle jer, der blander jer i debatten, når bus 112 er i spil og da Sorringhus var truet. Der er mange gode ting i vores landsby, der er værd at kæmpe for, så det bliver ved at være et attraktivt sted at bo. Og der er noget, der tyder på, at Sorring er attraktiv. Byen har vokseværk, og bl.a. vores hus er steget i værdi, siden vi købte det midt i finanskrisen. Så det giver håb og optimisme for fremtiden. Og vi har tænkt os at bo i Sorring i mange år endnu.

Martin Skipper

Mig og Sorring/Toustrup af Inger Engsig-Karup

Gitte Jakobsen ringede og spurgte, om jeg ville skrive i denne serie. Det vil jeg gerne.

Inger 2016 Inger 2016

Min historie i Sorring startede med indflytning den 29. august 1995. Da flyttede hele familien ind i Methas hus på Drosselvej 10, for Metha skulle giftes med Harry og flyttede hen i den anden ende af byen. Nu bor jeg her sammen med Filip. Vores børn er flyttet andre steder hen. Det er det sted, jeg har boet i længst tid i hele mit liv. Den første nat sov vi bare på madrasser på gulvet, for vores ejendele skulle samles sammen fra flere steder og foregik over flere dage.

Jeg husker ikke meget fra det første år i Sorring. Det hænger sammen med, at det var en meget stor forandring i mit og vores liv at komme hertil. Ikke fordi Sorring er så forskellig fra mange andre små bysamfund i landet men mere, fordi vi kom fra noget helt andet. Jeg husker det år som noget, hvor jeg klarede én dag ad gangen, og først fra det andet år blev der lidt mere overskud.

Filip er født i København, men voksede op i Sønderjylland. Jeg er født i Almind ved Viborg og har også boet nord for Viborg, så de flade ådale er et landskab, der har betydet meget for mig altid. Vi har taget lærereksamen i Århus, har boet i Vendsyssel i fire fede år, og så kom det næste afgørende afsnit i vores liv. Vi flyttede til Sorring fra Bangladesh efter 15 års engagement for det missions­selskab, der nu hedder Danmission. Mange ting er meget forskellige fra Bangladesh, men vi havde gennem de mange år vænnet os til den måde at leve på. Vi havde ansat folk til at gøre ting i huset. Vi havde en person til at lave mad og indkøb og en anden til at gøre rent og vaske tøj og en til at passe vores børn, da de var små. Nå ja, der var også nattevagter til at passe på området, når vi sov. Alle de ting var ikke her. Men her var huset udstyret med vaskemaskine, og en støvsuger fik vi også købt. Når vi køber ind, er hovedet hugget af kyllingen og den er renset. Jeg må lige afsløre, at en opvaskemaskine har vi stadig ikke skaffet os. Vores børn behøvede ikke pasning som tidligere, og Danmark har ikke mange nattevagter, når man som os ikke ejer mere end naboerne. Her er sygeforsikring og en velordnet trafik, og tiggere findes næsten ikke. Men i Bangladesh kører bussen, når den er fyldt op. Hvis det var tilfældet her, ville der sjældent komme en bus forbi, tror jeg. Der var altså masser af nye forhold at vænne sig til, og det tog meget energi, også selv om vi er vokset op her.

Filip havde fået arbejde i Blå Kors´ hovedkontor i Silkeborg og arbejdede der en del år, hvorefter han har arbejdet med andre ting. Vi skulle finde et hus på denne egn, men det var lidt tilfældigt, at det lige blev Sorring. Vi kendte ikke byen i forvejen, men havde mødt Lydia og Åge Drengsgaard, som nu begge er begravet på Dallerup kirkegård efter deres meget lange liv. De havde med en gruppe interesserede besøgt os i Bangladesh. Det gjorde de, fordi de engageret havde fulgt vores og andres arbejde gennem en del år og havde lyst og mulighed for at tage den rejse.

Og tiden går…
Og tiden går…

Vores bekendte rundt om fordeler sig i to grupper: Dem der aldrig har hørt om Sorring, og dem der siger ”Nå, det er der, vi køber ler”.

Noget af det, jeg husker fra de første uger, var Brugsen og Sten Madsen. Vi er begge vokset op i små samfund og ved, at det er vigtigt at støtte det, der foregår netop i disse små byer. Sten Madsen var brugsuddeler dengang. Han kender vel alle mennesker i denne by, og derfor spottede han da hurtigt, at vi var nye. Men diskretion havde han og masede ikke meget på over for os. Jeg tror, at han så vores indkøbsvogne, der bugnede lidt mere end de flestes de første dage i august 1995. Vi skulle jo have både sulfo, shampoo, rugbrød, smør, leverpostej, opvaskebørste, mel, grønsager, og alt mulig andet, som vi ellers køber lidt efterhånden, men som vi bare havde brug for at få skaffet, så familien kunne komme til at fungere. Det er godt at købe lokalt, selv om det ikke altid er absolut billigst. Til gengæld er service et brugbart begreb om vores Dagli´Brugsen, og den butik skal gerne være her også om mange år, så derfor skal vi købe ind der.

Nu er det Finn Lorenzen, der bestyrer Brugsen, og det er stadig med fin service. Jeg tænker også, at de mange af byens helt unge får nogle gode erfaringer som medarbejdere der. De er i hvert fald lært godt op med kundeservice, og det bliver de jo gennem Finn og de andre, der arbejder der.

Vores børn kom ikke til at gå i skole i Sorring. Den ældste skulle på efterskole, og de andre kom til at gå på Klippen, friskolen i Voel, hvor jeg selv fik arbejde, og hvor jeg endeligt stoppede med udgangen af oktober 2018. Jeg har ikke noget imod folkeskolen og kan se, at vores piger havde haft et lidt større kendskab til jævnaldrende herfra, end de endte med at få, men de skulle til gengæld skifte skole igen efter 7. klasse, og det tror vi, at de ikke havde brug for igen. Afstanden til Voel er fin på cykel, og en af de fede ting ved Sorring er, at udsigten til Himmelbjerget er så fin lige vest for byen. Jeg måtte fortsætte med at arbejde, indtil cykelstien var etableret, så det gjorde jeg. Jeg var endda med til at indvi stien en dag i september sidste år sammen med 4. klasserne fra Klippen og Voel og Sorring skoler. Det var en fin markering, selv om vejret ærlig talt var en prøvelse. Børnene klagede ikke, så det gjorde jeg heller ikke.

Det er godt at bo her, fordi så mange vil gøre noget for byen. Der er helt sikkert plads til, at flere gør noget, for som mange andre steder er der nogle, der gør en meget stor indsats, mens andre ikke synes, de kan overkomme det. Eller måske er de bare ikke blevet spurgt. Drosselvej blev efter lidt tid verdens centrum. Ingrid og Knud Johansen flyttede ind ved siden af, og vi lavede et hul i hækken, hvor en hækplante var gået ud, så det var nemt at smutte over til dem og også den anden vej. Og selv om Knud nu ikke er mere, og Ingrid er flyttet, så har vi stadig en hotline til hende.

Bjobs...
Bijobs

Hvor ligger byens vandværk? Flovt at indrømme, men det vidste jeg først efter mere end ti år i Sorring. Nu kommer jeg til gengæld ret ofte dernede, for jeg fik lov at stille bistader op der, og de har stået der siden 2008. Der er andre i byen, der har bier, og vi skal da også lige veksle et par ord om vores ”bijobs”, når vi mødes rundt omkring.

Mit lokale engagement har ikke strakt sig til STIF, men nogle af de andre sammenhænge. For en del år siden dukkede jeg op, da PAF (Teaterforeningen) skulle i gang med et af de udendørs storstykker. Det endte ikke med nogen rolle der, men jeg kom til at hjælpe instruktøren med at holde styr på detaljerne. Det var meget sjovt og lærerigt. Og sikke et fællesskab! Siden hen med andre opgaver og også i bestyrelsen.

Jeg har været med i menighedsrådet en del år nu, og hvad der foregår i kirken havde nu også min interesse før den tid. Jeg gik i kirke også, da Rydal var præst. Så kom Signe Høg, og sidst har jeg været med til at udpege Oliver Karst som præst. Det er bare et stort ønske for mig, at vi kan blive flere om at nyde kirkens ro, budskab og mulighed for fællesskabet der også. Det var meget tilfreds­stillende at få lavet sognelokale ved Sorringhus. Og selv om jeg ikke kommer til mange ting i den anden del af Sorringhus endnu, så er det bestemt noget, jeg har tanke om at kunne komme til.

Vores tilknytning til byen fik en ny og helt uforudset dimension for knap tre år siden, idet vores yngste barn, Martha, døde helt pludseligt. Hun blev begravet ved Dallerup Kirke, og derfor er der det særlige sted at besøge og tænke på.

Vores to andre børn Simon og Gunvor, bor hhv. i Augustenborg på Als med kone og tre drenge og i Århus med mand og lille pige. Så bedstemor er bare det herligste, man kan opnå.

Inger Engsig-Karup

Page 1 of 3 >