Om Sorring

Landsbyen Sorring ligger som den højest beliggende by i Danmark, ved siden af den gamle gravhøj Sorring Loddenhøj. Loddenhøjen ligger 148 meter over havets overflade, og er udsmykket med et radio/tv tårn, der knejser flot over området (du kan læse mere om højen her). Når man får øje på tårnet ved man, at der ikke er langt hjem.

Sorring ligger omkring 14 km fra Silkeborg, og er godt placeret i forhold til job, både i Aarhus, Horsens, Randers, Viborg og Silkeborg.

Sorring har i dag cirka 1100 indbyggere og forventer øget vækst. Byen har et stort og flot, rundt nybygget børnehus med vuggestue og børnehave, der er fyldt med moderne bekvemmeligheder, fantastiske muligheder for de små i byen. Sorring har også en skole, som går til 6. klasse. Skolen er også blevet moderniseret og renoveret. Sorring Skole er i øvrigt den højest beliggende skole i Danmark.

Sorring har gennem tiden været kendt for sin produktion af lertøj, og i 1870 var der registreret 70 lertøjs-producenter i landsbyen. Derudover har der været flere vindmøller, der har malet mel og skåret tømmer op. I dag har Sorring flere forskellige industrier og værksteder, som du kan finde i top menuen.

Sorring har et godt og aktivt fritidsliv, med mange tilbud af forskellig art. Du kan se mere om ‘foreninger’ i menuen og følge med i, hvad de laver.

Landsbyen Sorring ligger som den højest beliggende by i Danmark, ved siden af den gamle gravhøj Sorring Loddenhøj. Loddenhøjen ligger 148 meter over havets overflade, og er udsmykket med et radio/tv tårn, der knejser flot over området (du kan læse mere om højen her). Når man får øje på tårnet ved man, at der ikke er langt hjem.

Mig og Sorring/Toustrup – Kristine Dalgaard

Tak for stafetten til Tina Brokmann.

Jeg kender Tina gennem vores piger som går i klasse sammen, og gennem hundeklubben hvor vores Berner-pige Minnie træner.

Jeg hedder Kristine, er 32 år og jeg har boet i Sorring med min mand Lasse i 13 år.

Jeg kommer fra Stavtrup ved Viby J. Der er jeg vokset op med min mor, far og søster. Så jeg har været vant til hele mit liv at bo lidt landligt uden for de store byer. Derfor vidste jeg også ret tidligt at jeg gerne ville bo på landet, når jeg blev voksen. Allerede i en tidlig alder fik jeg øjnene op for udeliv, sport og sang. Først var det dans, og kor, senere FDF, fodbold, håndbold og sang. Det var det jeg brugte min barndom og første teenage-år på. Gennem alle disse ting havde jeg en stor omgangskreds og jeg har altid haft kæmpe støtte fra mine forældre, som hjalp og tog del i alle mine interesser i det omfang de kunne og fik lov til. Det er dog kun musik og sang som jeg bruger min fritid på i dag. Det var det eneste jeg kunne efter min skade.

Mine forældre købte i 2001 en campingvogn og vi skulle prøve det der camping af. Der var jeg 11 år, og jeg elskede at skulle på camping. Det blev Askehøj camping ved Laven, de blev fastligger på, og er det stadig den dag i dag. Det er vi også selv. Vi købte vores egen campingvogn i 2014. Det var også her jeg mødte Lasse. Vi havde kendt hinanden siden 2001, men det var først i 2003 vi blev kærester. Vi var og er meget forskellige, og Lasse er lidt ældre end mig, men jeg var meget moden af min alder. Jeg tror ikke nogen af os dengang ville have spået vi skulle være sammen. Men det skete bare lige pludselig. I dag har vi været sammen i 19 år.

Et spark i ryggen i 2003 satte en brat stopper for mit aktive liv. Jeg var 13 år, og jeg kunne ikke komme nogen steder, kunne ikke selv gå, kunne ikke engang komme i skole og jeg måtte genoptrænes. I den periode var jeg så afhængig af alle omkring mig, og jeg skulle hjælpes med alt.  Jeg havde heldigvis en stærk omgangskreds som var der for mig. Det spark har lige siden haft en stor betydning for mit liv. Allerede i 2007 begyndte Lasse og jeg at kigge på hus. Vi ville gerne flytte sammen, noget landligt med plads til et lille værksted. Lasse er nemlig uddannet lastvognsmekaniker, og han har altid været interesseret i biler. Men vi skulle vente på jeg blev 18, så vi havde god tid til at kigge. Det samme år startede jeg på HG i Viby J. Jeg kunne ikke komme ind andre steder, på grund af mit høje fravær i skolen. Og kommunen ville ikke blandes ind i det, før jeg blev 18 år. På HG kunne jeg køre hjemme undervisning, og hvis jeg bare afleverede mine ting behøvede jeg ikke at møde op. Det var en god løsning for mig, fordi jeg ikke kunne holde til at være der en hel dag, på grund af min ryg. Jeg gjorde det så godt jeg kunne, mest hjemmefra og var afsted de timer jeg kunne holde til.  Jeg blev færdig i 2009 på HG. Det var en hård kamp, men det lykkedes at færdiggøre det jeg var begyndt på og det alene var en kæmpe sejr. Fra 2008-2018 var jeg til udredning ved kommunen. Den endte efter 10 år med jeg fik tilkendt førtidspension. Det er jeg i dag rigtig glad for. Det har givet mig ro og overskud til at kunne nyde livet.

Vi havde i 2008 fundet et nedlagt landbrug på Horskildevej i Sorring. Det var et gammelt hus fra 1826. Det bestod af stuehus, værksted, og lade. Der var lavt til loftet og synlige bjælker, skæve vægge og ulige gulve. Men det var et hyggeligt hus, og vi kunne se os selv bo der. Det lå højt med en kanon udsigt over marker og Låsby. Så vi købte det, selv om vi ikke kendte noget til Sorring. Vi havde været i området og vi vidste det lå tæt på campingpladsen, men det var også hvad vi vidste. Sorring havde det vi skulle bruge i form af indkøbs muligheder. Børnehave og skole. Vi flyttede i 2009 hjemmefra hver vores hold forældre sammen i huset i Sorring, med vores hund Jessie. Vi blev hurtigt budt velkommen til vejen af naboer, og de var gode til at stoppe op, komme forbi eller hjælpe til, hvis vi havde spørgsmål eller manglede en hånd. Der var mange ting at finde ud af når man sådan lige flytter hjemmefra og i eget hus. Men det er for mig også noget af det der kendetegner Sorring. Her hjælper vi hinanden, og får altid hjælpen igen. Naboerne tog os med til fester i Toustrup forsamlingshus, halbal og ja, vi fik også en markræser til at drøne rundt i. Vi holdt bål aftner, mødtes over kaffe, eller øl. Vi tog med til torvedag, og hvad der nu ellers skete rundt omkring i byen, og det var bare med til at gøre vi hurtigt følte os godt tilpas i Sorring. I 2012 kom vores datter Celina til verden. I den forbindelse så vi jo en “ny” Sorring. For gennem dagplejer, børnehaven og skolen har vi gennem tiden mødt og stiftet nye bekendtskaber og venskaber.

Vi valgte i 2015 at rive det gamle stuehus og laden ned, og byggede nyt hus. En beslutning vi i dag er glade for. Vi ville blive på Horskildevej, så mens der blev bygget nyt, boede vi i vores campingvogn på Askehøj camping. Vi blev gift i 2017 i Dallerup kirke, hvor Celina også er døbt. Festen holdt vi i Toustrup forsamlingshus. Det er sådan et smukt forsamlingshus, og skulle vi giftes, ville vi holde det der. Efter jeg fik tilkendt førtidspension, har jeg fået lov at være på Sorring skole et par timer om ugen. Her laver jeg kaffe, hjælper på biblioteket, tager kopier, klipper, laminerer eller hvad der nu lige ligger af ting til mig som jeg kan lave, eller hjælpe med. Jeg elsker at komme lidt ud, og er kun glad for at kunne hjælpe, også selv om det er små ting. Til juletræsfest, fastelavn og hvad der ellers sker i byen hjælper vi som regel også. Lasse hjælper med det tunge arbejde og jeg kan så sælge kaffe, billetter, eller hvad der nu lige er.

Vi startede med at træne vores Berner Sennen hund Minnie i STIF, på et lømmelhold i 2019 ved Tina. Lasse træner Minnie, mens jeg er med på sidelinjen i det omfang jeg kan. Vi er vilde med at træne i STIF, og Minnie elsker det. Der er et stort sammenhold i klubben, som man mærker lige fra start. Jeg er ikke i tvivl om vi valgte det rigtige sted at købe hus, selv om det var ret tilfældigt. Jeg nyder at gå ture i området, være i skoven og at bo med heste i haven. Hvor hunden kan ligge i gårdspladsen og sove. Den gode udsigt, og alle de skønne mennesker som er en del af Sorring. Hvor alle er velkommen og bliver taget godt imod. Og hvor man hjælper og støtter hinanden. For mig er det Sorring.

Kristine Dalgaard

Mig og Sorring – Gitte Helboe

Tusind tak for stafetten til Corina, som jeg har dyrket hundesport sammen med igennem flere år i STIF Familiehund.

Jeg er født og opvokset i Hasle ved Aarhus. Da jeg blev 18 flyttede mine forældre og jeg til Aarhus midtby, hvor jeg senere fik min egen lejlighed og boede frem til 2004.

I 1995 fødte jeg min datter Lisa, som jeg kan fortælle en masse om, men nu er det jo mig, det handler om.

Jeg startede til ridning, da jeg var omkring 10 år, brugte meget af min ungdom på at træne travheste, derudover var de eneste dyr, jeg havde haft kontakt til i mine Aarhus år, de katte jeg mødte, som altid kradsede mig (jeg tænker, de ikke kunne lide min måde at vise kærlighed på). Og de rotter jeg så ved Aarhus Å, mens jeg boede i midtbyen.

Da jeg tænkte, at nu havde jeg oplevet alt det, jeg skulle i Århus, begyndte min daværende mand og jeg at kigge på huse, og JUBI der var et i Sorring.

Den aften jeg opsagde min lejlighed, fandt jeg tre kaniner i et fuglebur. De stod mellem bilerne, der var parkeret i Aarhus midtby. Der var ingen tvivl, de skulle da med mig hjem. Min mand og jeg havde nemlig fundet huset på Horskildevej, som vi var faldet for. Et lille hus på 80 kvadratmeter med masser af plads rundt om til alt hvad hjertet kan begære. De tre kaniner blev hurtigt til 23 og gode råd var dyre, men vi endte med at komme af med mange af dem. Vi begyndte at holde hannerne adskilt fra hunnerne, så problemet opstod ikke igen. Vi fik hund og en kat, vi havde akvariefisk, chinchillaer, grise, heste, høns, ænder, flere katte, får, bier og en enkelt præriehund. Vi fik en gammel Ford Supermajor (traktor), som jeg drønede rundt på og gav den som Gitte på landet, og når det ikke gik hurtigt nok, købte vi skrotbiler, som vi kørte markræs i. Det var fantastisk at bo på landet.

For cirka 10 år siden begyndte jeg at træne hund ved Tina i STIF Familiehund, Det har jeg fortsat med, og i 2021 blev jeg uddannet hjælpetræner. Nu er jeg træner, for en flok dejlige hunde og deres ejere hver søndag. Jeg træner selv med min egen hund om torsdagen.

Jeg og Rosita min stolte Tinker hoppe har igennem mange år kørt med julemanden til juletræstænding i Sorring første søndag i advent. I 2021 blev Rosita mor, så hun havde barsel.

Jeg startede med at arbejde, da jeg var 12 årig. Gennem livet har jeg været rengøringsdame, butiksassistent, Lademanns leksikon sælger, side 9 pige, grønthandler, bagerjomfru, salgsleder, montrice på elektronikfabrik, lager- arbejder, vikar på plejehjem, Nada Kalibrist og kontornusser, så det kom nok ikke som et chok for nogen, da jeg i 2015 blev uddannet kørelærer.

Et erhverv jeg elsker, og som jeg synes, er virkelig spændende. Jeg nyder at arbejde med forskellige personligheder og finde løsninger på, hvordan vi opnår bedst læring. Livet er især herligt, når jeg møder de unge i Brugsen, og de kommer hen og siger hej, for hvem kan ikke huske sin kørelærer, og det hun/han har lært dig.

Jeg har besluttet mig for at drive min køreskole i nærområdet, så jeg afholder teori i Låsby, fra februar i år.

Jeg glæder mig til mange flere år her ude, hvor den røde glente flyver, og jeg kan køre en tur i min hestevogn, eller hvad jeg nu har lyst til.

Min største bedrift til dato har været at skrive dette indlæg til Stafetten om mig selv, da jeg har en dårlig fantasi.

Gitte Helboe

Mig og Sorring/Toustrup – Corina Münch

Mange tak for stafetten til vores nabo Emil Jørgensen.

Det er nu fire og et halvt år siden to udlændinge flyttede til Sorring. Det var mig, Corina Münch, som oprindelig er tysker, og min ægtemand Carsten Marcussen, som er sjællænder fra djævleøen.

 

Min vej til Sorring var lang. Jeg blev født 1968 i Tyskland i en lille landsby mellem Köln og Frankfurt. Området er kuperet med skov, mark, engarealer og søer – altså næsten som det ser ud her i området.

Da jeg var otte år gammel kom min far hjem og spurgte min mor, min lillesøster og mig om vi ikke havde lyst til at flytte til Afrika – og det havde vi. Så blev vi vaccinerede, pakkede vores ting sammen og flyttede som gæstearbejdere til Afrikas vestkyst, nærmere sagt Liberia.

Min far, som var uddannet som smed og elektriker, arbejdede i reparations­værkstedet til en jernmine. Efter skolen gik jeg tit hen og besøgte min far i værkstedet. Det var der jeg fik min interesse for metaller og store maskiner.

Jeg gik i en international skole, sammen med Liberianerne og børn fra hele verden, og skolesproget var engelsk. I min fritid gik jeg tit på jagt eller ud at fiske sammen med min far. Jeg elskede også at læse bøger. Problemet i Liberia var dog, at udvalget i biblioteket var meget begrænset. De få børnebøger havde jeg læst ret hurtigt, så fortsatte jeg med alle andre bøger som kunne findes. Som 11-årig var jeg derfor allerede stor fan af krimier og historiske romaner.

Da jeg var 12 år gammel udbrød der borgerkrig i Liberia og vi flygtede derfra. Det tog os 3 uger at komme tilbage til Tyskland.

Tilbage i Tyskland drømte jeg om at gå på gymnasium fordi jeg ønskede enten at læse fysik på universitetet eller blive kriminalbetjent. Men min mor, som var hjemmegående hustru, sagde: altså Corina, du er jo en pige, du bliver gift og får børn, du behøver da ikke at gå på gymnasium. Det er ikke noget for piger og i øvrigt dumpede min bror i gymnasiet (læs: hvis en dreng ikke kunne klare gymnasiet, så kunne en pige slet ikke). Men jeg trodsede min mors modstand, overtalte min far og fik lov til at gå i gymnasiet, som var i byen, omkring 20 kilometer væk. Da bussen kun kørte få gange om dagen fik jeg en knallert, som eneste pige i hele området. En dag kørte jeg galt og smadrede gearkassen. Min far købte reservedele, pegede på sit værksted og sagde: værsgo, Corina. Du skal selv reparere hvad du har ødelagt – og så gik han væk. Det var første gang jeg har adskilt en gearkasse. Jeg brugte 3 dage i værkstedet og så kørte den igen.

Det gik udmærket godt i gymnasiet indtil jeg blev 16 år gammel, hvor jeg fandt ud af at min far ikke kunne betale skolegangen mere. Jeg besluttede at jeg ville finde en læreplads og fortsætte med skolen senere. Men det var umuligt at finde et uddannelsessted som smed eller elektriker eller anden teknisk uddannelse for en pige. Efter 154 jobansøgninger og 154 afslag var jeg ved at blive fortvivlet.

En dag kom en af min mors veninder, som vi kendte fra Liberia, på besøg. Jeg fortalte hende om mit problem med at finde en læreplads. Hun sagde at hun arbejdede i en stålfabrik i Düsseldorf og at hun gerne ville spørge om der var en mulighed. Dagen efter ringede hun kl. 08.15 at jeg kunne komme til Düsseldorf med det samme og starte i lære. Jeg pakkede mine ting sammen og flyttede hjemmefra samme dag kl. 12.00.

Jeg startede med en grunduddannelse som smed, efterfulgt af en uddannelse som tekniker i fysiske materialeundersøgelser, metallurgist og specialist i havariundersøgelser. Senere læste jeg til industri-ingeniør i aftenuniversitetet, ved siden af mit arbejde.

Jeg blev i Düsseldorf-området i omkring 15 år. På grund af jobbet flyttede jeg til Nordtyskland. Sidst på året 2007 blev jeg kontaktet af en headhunter som spurgte mig om jeg kunne tænke mig at arbejde i Danmark. Ja, hvorfor ikke, svarede jeg, pakkede mine ting sammen og flyttede kort tid efter til Danmark. Jeg var knap 40 år gammel og vidste ingenting om Danmark, har aldrig været der før. Men der gik ikke lang tid før jeg blev helt forelsket i landet, den danske mentalitet og værdier.

Jeg boede og arbejdede i Randers og Århus og så blev jeg forelsket i en dansker: Carsten, som er programmør og designer af databaser og arbejdede i samme firma. Da firmaets sprog var engelsk og min danske kæreste ikke kunne tale tysk, talte vi engelsk sammen. Derfor var det svært at lære dansk. Jeg læste mange bøger på dansk, så dansk fjernsyn, men jeg kunne godt tænke mig at forbedre sproget. Så blev jeg medlem af en forening i Randers. Der lærte jeg en kvinde at kende, som inviterede mig til at blive medlem af Soroptimist International, som er en international velgørenhedsorganisation, som har til formål at forbedre kvinders og pigers liv.

I 2011 under finanskrisen blev mange fyret og en af dem var min kæreste, som var konsulent i firmaet, mens jeg var fastansat. Da jeg også var bange for at miste jobbet kiggede vi på mulighederne. Jeg havde slet ikke lyst til at tage tilbage til Tyskland, selvom der var gode jobmuligheder, men jeg følte mig aldrig hjemme i Tyskland. Som kvinde i en mandeverden var og er man i Tyskland altid nødt til at forklare hvorfor jeg, som kvinde, elsker at arbejde med teknik. Så kom Carsten med en skør ide at vi skulle dog bygge laboratoriet nummer 10 – denne gang skulle det bare være mit eget. Imod all odds sagde banken og flere leverandører ja til det og vi startede vores egen lille virksomhed på Djursland. Det var også der vi blev fuldstændig integrerede i Jylland da vi købte en trailer til vores bil.

Snart kunne vi dog mærke at huset og hallen, som vi havde lejet, blev for småt, fordi virksomheden voksede hurtigt. Vi kiggede på omkring tredive huse i hele region Midtjylland før vi fandt det absolut rigtige sted til både firma og privatliv, og det var i Sorring. Det tog mange måneder at få alle byggetilladelser på plads men i april 2018 fik vi nøglerne til Heidis hus.

Med hjælp af meget dygtige lokale håndværkere forberedte vi hallerne til vores firma, pakkede vores ting sammen, og flyttede til Sorring.

Vi blev helt overvældede af den varme velkomst vi fik her i Sorring. Mange naboer kom med velkomstgaver og folk stoppede os og spurgte om hvad vi laver. Det er ikke så nemt at forklare hvad vi arbejder med. Mange af vores opgaver handler om at finde ud af, hvorfor nogle dele som for eksempel lejer eller tandhjul fra store gearkasser eller store maskiner er gået i stykker. Det kunne også være et kunstigt hofteled som knækkede eller en plade af rustfrit stål som ruster, en bolt som er knækket, eller… På grund af min mangeårige erfaring i skadesundersøgelser har jeg set mange forskellige fabrikker og fremstillings­metoder og sammen med min baggrund i materialevidenskab kan jeg finde ud af, om det var gået i stykker på grund af en materialefejl eller designet eller noget helt andet. Carsten forklarer gerne, at jeg er en slags Sherlock Holmes i materialeverdenen, og jeg synes at det passer godt.

Så snart firmaet var på plads udvidede vi familien med en familiehund: vores labradortæve Bella, som vi desværre mistede i en ung alder på grund af en formodet hjerneblødning. Da vi ikke kunne undvære en hund, kørte vi til Galten og kom tilbage med vores nuværende labradordreng Eddie, som også hedder frækkert, især når han hopper over hegnet og forskrækker vores kære naboer, eller når han er på tur i byen, for at finde den lækre tæve, som er i løbetid. Jeg elsker at træne med hunden i STIF familiehund-klubben, hvor der kan findes meget dygtige hundetrænere og andre hundeelskere.

Ved siden af firmaet planlagde vi vores hobby-landbrug. Med hjælp fra en lokal landmand fik vi anlagt en hømark til vores tre vilde shetlandsponyer, vi holder flere høns og en hane og har også haft en kalv. Det tog mig dog noget tid i google- forskning at finde ud af hvilket dyr vi skal anskaffe for at kunne lave valgflæsk.

Vi elsker at dyrke vores egne grøntsager og køber næsten alle vores dagligvarer i vores lokale Brugsen. Vi støtter selvfølgelig forsamlingshuset, lokale håndværkere, forretninger og virksomheder. Sidste år investerede vores firma i en hjertestarter, som står til rådighed for alle når vi er hjemme, og det er vi næsten altid, fordi vi jo arbejder hjemmefra. Og ærligt sagt: hvorfor skal man på ferie når man bor på toppen af Danmark i denne skønne by med så mange venlige og hjælpsomme mennesker?

Carsten og jeg har besluttet at det nu er slut med flytteriet, det er i Sorring, at vi gerne vil blive boende. Det er her vi føler os hjemme og vi vil gerne bidrage med at støtte byen så godt vi kan. Mange tak kære Sorringboere for, at I tog så godt imod os to udlændinge.

Corina Münch

 

Mig og Sorring/Toustrup af Anni Lundgård Jensen og Ib

Jeg siger tak for stafetten til Sussi og Mogens på Solbærmarken.

Sorring har været mit ”hjem” siden 1982, så jeg er stadig tilflytter. Jeg kommer oprindeligt fra Sjælland hvor jeg har boet både på nord, syd og vestøen. Jeg flyttede til Låsby, i 81, da jeg havde lært en at kende der. Vi kom så ved et tilfælde, til at købe en lille ejendom på Terpvej, min daværende kæreste og jeg, den blev senere skiftet ud med en større ejendom, også på Terpvej.

Jeg er butiksuddannet i TEMA i Hammel. I 86 kom vores første datter Marianne til verden, Annemarie kom i 89 og til sidst Martin i 91.

Jeg havde for en tid min egen tøjbutik ude på Terpvej, Baby og Børnetøj. Den lukkede jeg da jeg ventede Martin, 3 børn og en butik, og Jørgen som var ved at starte et firma op, gik ikke lige i spænd sammen. Jeg begyndte efter endt barsel at arbejde i hans firma. Kontor, klargøring af maskiner og deltage på messer. Jeg skulle også selv køre rundt med maskinerne på en lastbil, så jeg tog lastbilkørekort da jeg var højgravid med Martin.

Nu med tre børn, så bliver man rodet ind i meget. Dengang havde Sorring ingen børnehave, men vi havde en legestue, som blev passet af frivillige, det var godt at få de mindre børn derop et par gange om ugen. Det foregik på skolen og en gang om året var vi en tur i Haunstrup, med alle søskende og forældre. Vi var to fulde busser afsted. Hyggelig tur.

Det var den første bestyrelse jeg sad i, og det gjorde jeg i 2 år. Senere blev det til 4 år Toustrup Forsamlingshus, Skolebestyrelsen 4 år, STIF 8 år, og jeg har været fitnessinstruktør her i Sorring, lige siden det startede. I et par år var jeg zumbainstruktør. Det var en meget stor udfordring, første aften stod der ca. 65 mennesker, UAK jeg var nervøs, men jeg overlevede og det kørte i to år. En af de unge piger i Sorring, Emilie var så sød og tilbød at hjælpe mig.

STIF stod i sin tid for en årlig familietur til Ahl Hage, vi var som regel 80 børn og voksne, afsted i en weekend. Det var en god rystesammentur af unge og gamle.

Jeg har også været en del af PAF i rigtig mange år, dog mest bag scenen. Jeg har brugt rigtig mange timer på at sy tøj til diverse stykker. En enkelt gang har jeg vovet mig på scenen i en mindre rolle, det var ganske sjovt. De sidste par gange jeg har været med, har det været både kostumer og sminke, sammen med en masse sjove mennesker.

I 2004 blev jeg skilt og flyttede på Hjejlevej, hvor jeg nu bor sammen med Ib. Ib kommer fra Holmstol ved Gjern. Han har to børn, Pernille på 38 og Dennis på 31 år.

Ude at bade den 14. februar med Annemarie

Ib gør ganske meget i teater. Han har været med i rigtig mange år, her i Sorring. Han blev på et tidspunkt spurgt om han kunne tænke sig at komme med i Silkeborg Musik og Teaterhus. Han er god til at lave special ”syet” underholdning til diverse fester, men det har været lidt sløjt med det, det sidste år.

Efter Ib havde været et par år på Silkeborg teater, manglede de en i systuen. Jeg var med i systuen i 5 år hvor de to også var som bestyrelsesmedlem af SMUT. De sidste 3 år har jeg været på catering-­ ­holdet.

Om sommeren elsker jeg at hjælpe til, til Riverboat i Silkeborg. Det er glade og hyggelige mennesker der kommer der.

I 2014 startede mit lille rengøringsfirma. Det går rigtig godt, og jeg har alle de kunder som jeg kan nå. Ib arbejder som sælger hos Hoffmann biler i Silkeborg og har været der stort set siden 2004, kun afbrudt af et par pauser.

Vi er begge glade for at bo i Sorring som er en hyggelig by med masser af aktiviteter. Ulf (katten) er også en del af husstanden.

Sorring ligger også dejligt tæt på naturen, med kort afstand til Silkeborg.

Vi er begge blevet bedsteforældre til en mindre flok, Ib har 5 og jeg har 2 børnebørn, de er i alderen fra 2 til 15 år.

Julemanden bor hos os om vinteren, og alle kan se ham.

Anni Lundgård Jensen

Mig og Sorring/Toustrup af Mogens Pilgaard Sørensen

Tak til Torben Egebjerg. Både for stafetten og for at spotte Sorring på kortet, da vi ledte efter smørhullet i Jylland.

Efter at have kørt forbi byen nogle gange på vej fra arbejde, tog jeg min kæreste Sussi med herud til rundvisning på skolen og i børnehaven, hvor vi var meget begejstrede over deres entusiasme og stolthed over stederne. Vi var begge forelskede i byens
atmosfære med det samme. Kort efter købte vi huset på Solbærmarken 27, hvor vi bor i dag, mens vi samtidig hurtigt fik solgt huset i Skødstrup – og vi har stadig ikke fortrudt det valg.

Jeg er opvokset i Roslev, med min lillebror, min mor (nu pensioneret kontorfuldmægtig ved politiet) og min far (nu pensioneret tømrer) og engelske settere. En dejlig barndom i en skøn by med gode venner og familien tæt på. Jeg havde dog udlængsel og flyttede til Skive allerede som 17-årig, før jeg tog videre til Århus og studerede fra 2002 til 2007, hvor jeg fik mit første ”rigtige” arbejde. Jeg var i mellemtiden blevet forelsket i Århus, så havde ikke drømt om at skulle se tilbage på Roslev. Skæbnen ville dog anderledes – og til et studentergilde hos min tidligere nabo i 2008, spillede jeg bordfodbold med den sødeste pige (som er min tidligere nabos kusine). Jeg fik nasset nogle cigaretter af hende og vist hende nogle tricks med en ølflaske (man er vel fra landet). Det ene tog det andet og på trods af vi begge næsten ikke dukkede op til festen, bor vi nu her i Sorring med vores dejlige børn Frida (0.x) og Magnus (3.x) og fejrede i februar 2021 12½ år sammen.

Sussi der altså ligeledes er fra Roslev, havde været forbi Norge, Ægypten, Israel og England før pædagogstudiet i Århus landede hende et job som pædagog på Trøjborg i 2007. Hun havde ligeledes ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig at ende op med en fra Roslev, og sikkert endnu mindre efter hun i et studiejob hos Århus Taxa havde sendt et par taxaer i min retning, hvor jeg sikkert har været lettere beruset. Men før husbyggeriet i Skødstrup købte vi i 2009 en andelslejlighed på Trøjborg, hvor vi fortsat elsker at komme hos Ib, den lokale grønthandler, biografen og Thai Plus som laver fantastisk Thai-mad udover de to pizzasteder.

Jeg arbejdede som elhandler i Ikast fra 2007-2010, hvor jeg første dag på arbejdet mødte Torben – som heldigvis har hængt ved lige siden. Vi omtaler faktisk deres familie som vores anden familie og det er jo skønt nu at bo i samme by. Fra 2011-2015 var jeg ansat hos AAK i Århus, hvor jeg handlede med palmekerne- og kokosolie, hvilket medførte nogle fede rejser til Asien, Holland og Sverige. Jeg er nu retur i elmarkedet, hvor jeg er ansat hos Norlys i Silkeborg.

Sussi er pædagog i Galten, så det er skønt begge at have så kort afstand til arbejdet.
Vores første tid sammen blev brugt med rejser til Amsterdam og Stockholm, hvilke er byer vi virkelig holder af at besøge. Især Svartmangatan i Stockholm og hofjes i Amsterdam vækker dejlige minder. Efter vi stiftede familien på Trøjborg, og senere flyttede til Skødstrup, savnede især jeg et mindre samfund, hvor man kendte folk og kunne komme hinanden lidt nærmere. Det fandt vi her i Sorring, og børnene var hurtigt med på ideen, da vi sammen besøgte byen med is fra Sorring Brugs som vi delte på toppen af Rasmussens Have en solbeskinnet forårsdag i 2018. Magnus startede til fodbold i STIF før vi flyttede, så klassen kendte ham allerede, da han startede i 0.x, hvilket hjalp ham med skiftet, som tog lidt hårdt på os alle. De andre børn kendte godt Magnus, selvom lærerne nu mente det var en ”ny” dreng, der skulle starte i klassen. Tak for modtagelsen af os til både forældre i den nuværende 3. klasse og 0. klasse – dengang børnehaven.

Generelt er vi utrolig begejstrede for den modtagelse vi fik som nye i Sorring. Magnus blev inviteret med til børnefødselsdag på vores 2. dag i Sorring og vi blev budt velkommen til byen af Vingrens, der droppede forbi med velkomstgave fra Sorring Bær samt et par unger, der ville lege. Det gav Sussi og jeg lidt ro til at forsøge at skabe orden i kaosset fra flytningen.

Familien blev også hurtigt en del af STIF og er fortsat meget aktive med fodbold, badminton, gymnastik og Styrke+. Og så har vi haft Simba til hundetræning (ja, ham den lille Golden Retriever-gavtyv, der elsker at hilse på folk i hele byen). Heldigvis har vi også nået at opleve julemarked, markedsdage, Flæskebold, fastelavnsfester mv, før Corona kom til landet. Skolefest var også noget særligt, hvor Magnus var helt høj efter en aften med lykkehjul, cola og gode venner. Jo jo, Sorring er skam bæredygtig – tænk bare, hvor meget legetøj der skiftede hænder de aftener og skabte ny glæde for en stund i andre hjem i byen (hvorefter det blev solgt videre til Torvedag).

Generelt er det fantastisk at se, hvor meget de forskellige forældregrupper i byen bakker op om hinanden og er med på at stable forskellige ting på benene. Og her skal selvfølgelig også nævnes alle de frivillige i STIF. Jeg forsøger selv at bidrage med det jeg kan. Har stået i Brugsen for OK, sat stole op til fastelavnsfest og her i april arrangeret dette års første Garagesalgs-weekend. På trods af nok at være introvert, oplever jeg byen som meget åben, og det hjælper sådan en som mig med også at åbne op og komme ud fra hulen derhjemme.

Vi er også utrolig glade for Brugsen. Man møder mange fra byen på de daglige indkøbsture og det tænker jeg er med til at bidrage til et godt sammenhold i byen. Derudover er Finn jo er en fantastisk uddeler og hans personale er altid søde og imødekommende, selvom man måske fumler lidt med pakkenummeret fra PostNord. Det er fedt at bo i en by, hvor ungerne kan hænge påskeæg eller julesokker op i den lokale Brugs og stolt vise frem til bedsteforældre på besøg. Det giver noget til byen – noget fælles at snakke om. Og så kører snakken. Og tænk – vi stod sammen i de sidste måneder af 2020 og kan nu glæde os til en opfrisket Brugs. Skidegodt skuldret Sorring!

Utroligt mange ting gør altså Sorring speciel. Vores udsigt fra stuen om aftenen med en fantastisk solnedgang, gåture med Simba rundt om Syvhøje, Gjern, Søhøjlandet og overnatninger i spejderhytten. Ja generelt en skøn natur lige udenfor døren.

Det er også en allerede yndet familietradition at fælde eget juletræ hos Bent og Birthe.

Der er heller ikke langt til shopping i Silkeborg og mange dejlige hundeskove indenfor korte afstande – inkl. stranden ved Knudhule. Derudover spiller jeg selv lidt fodbold i Låsby på forskellige hold, hvor jeg senest har været inviteret med til noget Veteran-bold med Jesper, Søren og Karsten her fra Sorring – via dispensation godt nok.

Vi holder også af at besøge Svostrup Kro, og en ting jeg også har fundet i Sorring, er kontakt til den lidt ældre generation. Jeg holdt meget af mine bedsteforældre, og nyder enhver mulighed for at snakke med de lidt klogere folk. Stor tak til Josef & Lars for gode snakke – og efterhånden mange lervarer. Til Anette & Jesper for tålmodighed, når Simba går på opdagelse og Ib & Anni, som jeg faktisk havde hyret allerede inden vi flyttede herud, da vi fik lidt hjælp til nogle ting i haven. Anni hænger ved endnu en gang om måneden.

Mogens Pilgaard Sørensen

 

Mig og Sorring Toustrup AF Helle Urup

Katja Wachs, tusind tak for stafetten.

Havde ikke lige set din besked på min telefon, før din mor, Tina, imens vi drikker øl efter badminton træning, bly råber igennem luften… ”Hva’ Helle, Katja spørger om du har set din messenger besked” – ”om du vil overtage stafetten”…

Blev rigtig glad og nok også lidt overrasket og spørger så Tina om det er seriøst – hun fortsætter ”Ja, gu er det rigtigt”… og det er så her jeg ville ønske der var lyd på, men pyt – kan alligevel ikke gengive det helt unikke toneleje og den gennemgribende dialekt, der på ingen måde er karakteristisk ”Sorring-dialekt” 🙂

I det sekund starter mine tanker så omkring mig som person samt om Sorring og mig – tanker som man egentligt ikke dykker så meget ned i til hverdag…

Men hvem er Helle Urup så?

Jeg er født og opvokset i Varde, hvor jeg har haft mange gode barndoms- og ungdomsår. Her tog jeg også min HHX og nød livet som ung med gode venner, fester og masser af skæg og ballade. Min mor må have fået en del grå hår blot på min bekostning.

Jeg arbejdede bl.a. i mange år i byens biograf, hvor der blev holdt de vildeste fester. Biografdirektøren havde heldigvis mistet sin lugtesans, så den ellers voldsomme efterluft efter slatter mv. opdagede han aldrig.

Et år efter HHX fik jeg i 1999 en lederstilling i Føtex. Trængte så til udfordringer, så efter ca. 1 ½ år blev jeg ansvarlig for Varde fritidscenterets bowling og cafeteria, hvilken var noget af en prøvelse med en meget usædvanlig chef og var jeg en mand, ville jeg virkelig have fået mange hår på brystet.

Efter igen ca. 1 ½ år drog jeg mod Århus, hvor jeg fik en sælgerstilling hos Designa køkken, som senere udløste en butikschefstilling.

I 2007 løber jeg ind i Gert, som også er fra Varde, til en koncert. Der har efterfølgende været mange sjove kommentarer til dette, da han faktisk havde været min lærer på sidste år af HHX, så imens jeg dengang sad bly på min plads med oprakt hånd drømmer Gert sig i dag nok tilbage til dengang hvor jeg havde lidt mere respekt 😉

Vi blev så kærester der i 2007 og allerede i slutningen af 2008 føjer vi en ekstra titel til vores forhold, da vi bliver kompagnoner og åbner vores virksomhed, MOOGIO. Gert bibeholdt sit underviserjob på handelsgymnasiet og arbejdede først fuldtid i 2010.

Vores passion i vores MOOGIO univers er at levere højkvalitetsløsninger bl.a. markiser, fleksible overdækningsløsninger, motoriserede sejl samt gardiner i alle afskygninger – alt sammen skræddersyet. Vores kunder er både private og erhverv.

Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet og glæde mig over at vi havde et lille hus, hvor vi havde optaget afdragsfrit lån, da man ikke kommer langt med en løn på 8000.- pr. måned – og kærlighed og kildevand er i denne sammenhæng noget opreklameret.

Butikken var i fuld gang og imens vi det første år brugte en kvart million på markedsføring og kun havde en omsætning på 1,2 mill. – har vi ofte været omgivet af rystende hoveder.

I dag har vi et skønt showroom i Tilst på 600 m2 nær Bauhaus og Elgiganten, og vi er 7 mand + eksterne montører, der hjælper til i vores højsæson.

Fra Tilst til Sorring

Jeg er absolut ikke gammel i gårde her i byen. Vi har været bosat i Sorring i 6 år, så man kan roligt, hvis man spørger rundt i Sorring-forsamlinger, sige at jeg fortsat er ”new kid on the block”.

Nå, men hvorom alt er, så flyttede min familie og jeg til Sorring dec. 2014. På det tidspunkt var vi 3 – Gert og vores dengang 3 ½ år gamle søn, Sigfred.

Men hvordan landede vi her?

Vi er langt fra de eneste, der har prøvet at se om vi kunne trække en streg omkring Århus i et forsøg på at holde os indenfor Århus kommune. Egentlig kiggede vi mod Skødstrup, da min søster og svoger lige havde købt grund der, men skæbnen ville at vores lille hus ikke blev solgt, så timingen passede ikke med Skødstrup.

Stregen blev altså ved en ren tilfældighed udvisket da jeg en dag smider en EDC avis foran næsen på Gert. Fedt hus på forsiden, ikke Århus kommune, men kun 20 min til kanten af Århus. ”Hvad tænker du, Gert”?

I det sekund, uden vi egentlig selv helt er klar over det, er vi i fuld gang med at foretage en af de største ændringer i vores liv – vi er ude i en glidebane på vej til at blive et par godt gemene bonderøve – vel og mærke ment med den allerstørste respekt og varme – i hvert fald hvis vi kigger lidt i bakspejlet 🙂

Vi bestilte en fremvisning og hoppede så en dag i bilen egentlig uden de store forventninger. Vi rammer så Sorring-skiltet og får fundet adressen – funkishus med et præg af storby og moderne tanker – helt igennem vores stil… og så omgivet af rolig natur og en stille facade… her skal bare bo skønne mennesker…

Tænk sig ikke at skulle vælge – her kunne vi få det bedste fra 2 verdener. Det blev hurtigt ret tydeligt for mig og det overvældede mig mentalt.

Vi købte huset få dage efter og kunne så gå julen 2014 i møde som nye Sorring- borgere.

Sigfred begyndte i verdens bedste børnehave på toppen af skolebakken – et ægte eldorado.

Da Sigfred havde gået deroppe i ca. 2 uger sagde han dog kækt ”Nu vil jeg gerne prøve en ny børnehave”. Virkeligt humoristisk at så lille en mand havde set denne her flytning som om vi var ”på interrail tur”.

Men det var også tydeligt for os at han havde et dejligt syn på livet og var klar på alt hvad et nyt liv i Sorring ville bringe.

Efter kort tid i Sorring kom vores lille prinsesse, Elna, til verden og vi har nu en god fordeling på 50/50 af begge køn, så drengene ikke kører alt for meget rundt med os piger.

Ildsjæle og tryghed

Som jeg skrev tænkte jeg at her i denne lille by måtte der forhåbentlig bo skønne mennesker, men hvad ved man egentlig når man køber et hus og vel at mærke i en helt ny by?

I Tilst var vi vant til ikke at kende ret mange når vi gik ud for at handle og jeg skal da lige love for at jeg fik mig en på opleveren ved at komme til Sorring. Og ja, Århus har måske Aros og skønne caféer, men men men …

Det pludselig at være en del af et fællesskab, at blive mødt af varme og nærvær var noget vi ikke var vant til.

Jeg kom hurtigt til at elske det engagement der er i Sorring – alle de ildsjæle der bor herude – vi nyder mangfoldigheden og den blanding af mennesker der gør byen unik.

Vi værdsætter trygheden og gennemsigtigheden i at vi bare ”kender” hinanden og kan sende børnene på kryds og tværs i byen.

Vi benytter os af mange af de sportstilbud der er i byen. Sigfred og Gert går til badminton og fodbold. Elna til gymnastik samt jeg prøver nu for 2. år i træk kræfter med badminton efter at have gået til fodbold et par sæsoner samt til Styrke Plus.

Gert bidrager til badminton som træner og jeg nyder at sidde i aktivitetsudvalget i børnehaven.

Fra en af vores mange Club La Santa ture

Vi deltager så aktivt vi kan og tiden tillader det, da vi nyder vores lille Sorring boble, men opgaven med at vedligeholde et skønt lokalsamfund er en fælles opgave. Derfor vil jeg blot afslutningsvis sige til jer alle i Sorring som Jokeren sang det:

”Op med hagen”… ”klap jer selv på skulderen” – alt dette er en fælles achievement, og vi har aldrig et sekund fortrudt vores valg om at bosætte os lige præcis her.

Tusind tak, Sorring!

Helle Urup

Mig og Sorring af Katja Wachs

Først og fremmest tak til Hanna Jensen for at give stafetten videre til mig. Jeg blev meget overrasket over at blive spurgt men også glad.

Jeg flyttede til Sorring i 1998 sammen med mine forældre samt storesøster og jeg var helt sikker på, at når man flyttede til en lille by i Jylland så fik man nok også en hest – men nej.

Vi flyttede ind i Høghgårdsvej nr. 1, et stort og skønt hus med rigtig meget plads, dog ikke til en hest. Men det var nu alligevel skønt at bo i Sorring, jeg havde alle mine venner tæt på, så jeg bare kunne gå over og lege. Min søster og jeg kunne spille kantsten med de andre børn på vejen.
Som 8-9 årig begyndte jeg til badminton oppe i den lille hal og senere startede jeg til fodbold. Jeg har også haft et enkelt år i Sorring Børnecabaret.

Som helt ung brugte jeg min fritid på at være badmintontræner for U9 spillerne, samt fodboldtræner for et drengehold. Det var supersjovt, både træning men også kampe og stævner. Her blev jeg nogle gange overrasket over hvor ivrige og entusiastiske fodboldmødre kan blive – jeg nævner ikke nogen navne.

Som 14-årig fik jeg fritidsjob i Dagli’Brugsen. Det var et fantastisk job hvor jeg lærte meget om mig selv, og andre mennesker. Det var også en super arbejds­plads med alsidige opgaver men også et sted med plads til sjov og humor, som Sten Madsen sagde når han og jeg var på arbejde sammen: ”Nå, så er det kvik og Wachs i dag – the dreamteam.”

En gang om måneden var der disko-fest i forsamlingshuset, og indtil jeg selv blev gammel nok til at deltage, stod jeg i køkkenet hvor jeg lavede pommes fritter og franske hotdogs. Da jeg endelig måtte deltage i festerne, var det ofte hos mig, der blev holdt forfest. For med en gildesal i kælderen, var det i vennernes øjne, naturligt at være den som lagde hus til. Her kunne vi varme op til festen, med en enkelt genstand, Inden vi skulle ned i forsamlingshuset. For at høre Cryp2night, byens lokale mobil-disko der spillede op til dans og sjov.

I 2008 blev jeg færdig med min uddannelse som pædagogisk assistent og har siden arbejdet i Stjær Børnehave.

Min mand Kasper, har jeg kendt siden vi var børn. Kasper gik 2 klasser over mig, og dengang var han bare irriterende. Det er han stadig! Men i dag er han også min dejlige mand.

Da vi flyttede sammen, var det i en af andelslejlighederne ”de blå huse” – et supergodt første-gangs-køb. Her fik vi vores første datter Kaja i 2012. I oktober 2014 købte vi vores nuværende hus på Dybdalsvej, da vi ventede vores anden datter Karen, og synes at vores andelsbolig var blevet for lille.  På Dybdalsvej fik vi et dejligt hus, med en kæmpe have. Lige noget for Kasper, der jo er uddannet landmand. Så her kan han selv dyrke vores grøntsager.

Hverken jeg eller Kasper, har nogensinde overvejet at flytte fra Sorring. Vi er begge opvokset i byen, og synes at vores børn, skulle have de samme muligheder og goder, der er i et lille samfund som Sorring. Det er faktisk lidt sjovt at tænke på, at mine børn nu er 3. generation på skolen, da Kaspers far også har gået på skolen.

Det er hyggeligt, når jeg på mine løbeture møder folk der dytter og vinker, dem der giver ”thumbs up”, dem jeg ikke kender navnet på, men som alligevel stopper op, når det pis øs regner, og spørger om man ikke skal have et lift hjem.

Sorring er i mine øjne også en by med en masse muligheder, alt er inden for rækkevidde, der er tilbud til mine børn, lokalt i byen. Jeg er tryg ved at sende mine børn alene af sted i byen. Da min ældste datter faldt på vej hjem fra skole, kommer der en voksen, som vi ikke lige kender, trøster Kaja og sikrer sig, at Kaja er klar til resten af turen hjem.

Sorring er en by, drevet af ildsjæle, som lægger et kæmpe arbejde i at skabe rammer og tilbud, til fælles bedste. Tilbud som jeg selv har haft stor glæde af, og som mine børn nu også nyder godt af. Men det stopper ikke ved børn og voksne, når man bliver senior, er der også en masse muligheder, f.eks. på Sorringhus. Mine bedsteforældre, som også er flyttet til byen, har stor glæde af tilbuddene og kommer til fællessang, banko, og fælles morgenmad bl.a.

For omkring 4 år siden blev jeg selv spurgt, om jeg ikke ville være en del af fitnessudvalget, da man søgte unge brugere til udvalget, der kunne være med til at udvikle og forny og opdatere vores træningscenter. Det er en spændende opgave, og det giver god mening, at jeg selv giver noget tilbage til fællesskabet.

Men det der betyder allermest for mig, er vores store netværk, mange af vores venner og mine veninder, bor i eller omkring Sorring, og vi ses stadig, både til almindelig hygge, men også til livets begivenheder.

Sorring er en by du lever i og som giver livet mening.

Katja Wachs

Sorring garagesalg 2020

Stik håndspritten i lommen og kom og gør en god handel rundt i byens haver, indkørsler og garager. Der er masser af lopper og guld fra gemmerne🎒🥾🛷
Klik ind på kortet https://bit.ly/2ApWw6e og se hvor der handles.
Eller meld dig til med en bod her: https://bit.ly/2MLMmiX og kom med på kortet så folk kan finde dig😃
Vi håber på en god og hyggelig dag.
Følg med her på begivenheden.
Under “debat” kan du gøre lidt reklame for din bod eller lede efter et godt tilbud👗🕶🍕🍻
Del og spred gerne budskabet, og lad os krydse fingre🤞🏻for godt vejr☀️så vi alle kan få en hyggelig dag med masser af liv i gaderne
Se mere på facebook sider, her.

Page 1 of 4 >