Mig og Sorring/Toustrup af Ditte Jensen

Tak for stafetten, som jeg har fået af Gitte Rasmussen.

Jeg hedder Ditte, er gift med Steen og sammen har vi Ida og Max. Vi bor helt oppe i toppen af Hjejlevej, ja faktisk lige så højt som Himmelbjerget. Det var i hvert fald, hvad der stod i salgsannoncen fra EDC, da vi købte grunden i sin tid.

Jeg er født og opvokset mellem Ravnstrup og Finderup, lidt udenfor Viborg. Jeg har haft min skolegang på Hald Ege Skole, og befandt mig egentlig ret godt i Viborg, indtil jeg mødte min mand Steen tilbage i 2005.

Han kom fra Skovby og var bosiddende i Galten. Efter vi havde været kærester lidt på afstand i et halvt års tid, flyttede jeg ned til ham i Galten. Der gik nogle år med at bo i lejlighed sammen, indtil et vennepar her fra Sorring, blev ved med at lokke med os. “Kom til Sorring – Her er så skønt at bo” sagde de.

Da der så blev udbudt grunde til salg heroppe på toppen, slog vi hurtigt til og bød på 3 stk. Glæden var stor, da vi blev ringet op af ejendomsmægleren. Vi havde fået alle 3, så hvilken én ville vi købe…?? Tja… Det var jo et rigtig godt spørgsmål. Men jeg er nu ret sikker på, at vi valgte helt rigtigt. Der gik dog lige 3 år, inden vi kunne finde ud af, hvilket hus vi ville have på vores jordstykke.

Det gik vi så i gang med at bygge i sensommeren 2010. Huset har vi selv tegnet og imens vi byggede det, boede vi i skurvogn her på vejen, da vi selv har lavet en del. Kalenderen siger at vi har boet i Sorring i 13 år nu, og det har vi ikke fortrudt én eneste gang.

Jeg er oprindeligt udlært som købmand, men arbejder i dag som Office Manager hos Kendskab i Silkeborg. Mine kollegaer laver online marketing, og jeg laver en masse andet som bogføring, fakturering, tidsstyring m.m. Min mand Steen er elektriker og arbejder hos Dansk El og Teknik, der kører i hele Danmark. De har afdelinger i Jylland og på Sjælland, med hovedsæde i Odense.

I 2012 kom vores datter Ida til verden. Jeg var heldig at komme i mødregruppe med 4 andre skønne kvinder, og kom derfor hurtigt til at lære nogle at kende i byen. For man er altså lidt anonym her i Sorring, indtil man får børn, med mindre man selv gør noget aktivt for at lære folk at kende. Ved ikke hvordan nye tilflyttere har det i dag, men det var i hvert fald den følelse vi havde da vi flyttede til byen.

Heldigvis gik mødregruppen og jeg, både til fitness i hallen, babysalmesang i Dallerup og babybio sammen. Det var en skøn tid.

Da vores datter startede i børnehaven, meldte jeg mig ind i aktivitetsudvalget. Så fik jeg endnu en mulighed for at lære nogle nye mennesker at kende. Det hyggede jeg mig i hvert fald en del med, i de år hun gik der.

Max kom til verden i 2018, og igen var jeg heldig at få en skøn mødregruppe her fra byen.

Vi har også tilbragt mange hyggelige timer sammen, og i dag går vores børn i børnehave sammen, så vi ses stadig ind imellem til forskellige arrangementer i byen og i børnehaven, hvilket er rigtig dejligt.

Vi er enormt heldige i denne by, at vi både har dagpleje, vuggestue, børnehave og skole. Så børnene mødes helt fra baby-tiden, og følges så op igennem livet, helt til og med 6. klasse på Sorring Skole. Vores familie er i hvert fald meget glade for de tilbud der er her i byen.

I 2022 blev jeg gymnastikinstruktør i STIF, for Sorringlopperne, og sikke nogle glade og søde børn, vi havde fornøjelsen af i den sæson, der som vanligt sluttede med en rigtig fin opvisning i STIF hallen i marts måned.

Der skulle derfor ikke mange overvejelser til, da jeg besluttede at nappe endnu en sæson med Sorringlopperne. Det er virkelig sjovt og givende at være gymnastiktræner. Og helt fantastisk at møde børnene i børnehaven, der glad råber “hej gymnastiktræner, hvornår skal vi til gymnastik igen?”

Jeg er derudover også med i PAFs bestyrelse. Noget Gitte lokkede mig til, en dag jeg vist nok havde fået lidt for meget rødvin til en fest nede i vores lokale forsamlingshus. Men jeg har nu ikke fortrudt. Her er en masse skønne mennesker tilknyttet, som kender rigtig meget til Sorring og dens historie. Jeg glæder mig til at se, hvad eventyret i PAF ellers byder på, af sjove oplevelser og forhåbentlig møder jeg flere nye og spændende mennesker på min vej.

Jeg arrangerede også et loppemarked med min gode veninde og partner in crime, i STIF hallen d. 13. maj.

Desværre blev vi ramt af et fantastisk forårsvejr, så besøgstallet var ikke helt som ønsket. Men det var mega sjovt at stable på benene, og jeg er især meget beæret over, at man her i byen nemt bliver mødt i sine ideer og flere er med til at gribe dem og hjælpe dem i mål.

Det var i hvert fald sjovt, at være med til at skabe en hyggelig dag for byens borgere. Og vi må se, om vi kan finde på at arrangere et nyt loppemarked på et tidspunkt.

Jeg er blevet meget glad for at lave frivilligt arbejde. Det er en rigtig god måde at lære folk i byen at kende på, så det kan jeg kun anbefale alle at prøve før eller siden.

Der er mange skønne foreninger, hvor man kan give et nap med, og hjælpe med både store og små opgaver. Og så giver det bare sådan en skøn energi, at være med i fællesskabet.

Sorring er sådan en dejlig by. Og vi er meget glade for, at vi blev “lokket” hertil, så vi kunne skabe vores skønne hjem lige netop her, på toppen af Hjejlevej.

Folk er så venlige her i byen. Man hilser på hinanden og giver et smil med på vejen. Vi er gode til at stå sammen og hjælpe hinanden med små og store ting.

Ja, Sorring er noget særligt, og en fantastisk by at lade sine børn vokse op i.

Tak fordi du læste med.
Ditte Jensen

Mig og Sorring/Toustrup af Gitte Nygaard Rasmussen

Tak for stafetten til min ”skøre nabokone” Birthe.

Jeg hedder Gitte, jeg bor på Høghgårdsvej i ”huset med det flade tag” sammen med min mand, Peter og vores 3 børn, Casper, Sofie og Lærke.

Jeg er født i Herning og opvokset i Snejbjerg, en lille by uden for Herning. Her boede jeg sammen med mine forældre indtil jeg blev student i 1999. I 1998 mødte jeg Peter, som kommer fra Vanløse. Vi flyttede sammen i august 1999 i en lille 1-værelses lejlighed i Århus. Her boede vi 1 år, indtil vi var heldige at få en 3-værelses lejlighed, stadig i Århus. Jeg har altid været meget glad for børn og jeg troede derfor, jeg skulle være pædagog. Jeg startede med at tage den pædagogiske grunduddannelse, som jeg afsluttede i oktober 2003, ca. 5 uger før Casper blev født. Efter barsel havde jeg flere vikarjobs og kunne her konstatere, at pædagog nok alligevel ikke var noget for mig. Det blev for meget med en hel dag med skrigende unger og så også skulle have overskud til mig egne børn.

Lidt ved et tilfælde hørte jeg om lægesekretærfaget og blev nysgerrig på, om det kunne være noget for mig. Jeg søgte ind, men fik desværre afslag, jeg havde ikke noget erfaring. Jeg var heldig at få en praktikplads på det gamle Amtssygehus, hvor jeg var, mens jeg var gravid med Sofie.

Da Sofie meldte sin ankomst i 2006, blev lejligheden for lille og vi var heldige at få en større lejlighed, 3 mdr. før hun kom til verden, denne gang i den anden ende af Ringvejen i Århus. Efter barsel med Sofie søgte jeg igen ind som lægesekretær og denne gang havde jeg min praktik erfaring med og jeg blev optaget.

Efter nogle år i denne lejlighed på 1. sal, drømte vi om mere plads og en have til vores børn. Vi søgte vidt og bredt på Boligsiden og var ude og se flere huse, men ingen havde det, vi gerne ville have. En dag fik jeg lavet en søgning over et for stort område, men her var huset, som umiddelbart havde alt det, vi gerne ville have, i Sorring. Ingen af os havde hørt om den by, men vi måtte alligevel ud og se huset og ja det endte med, at vi købte det og kunne flytte ind i september 2009.

Det var også i september 2009, jeg blev færdig som lægesekretær og var så heldig at få tilbudt job på en af de afdelinger, jeg havde været i praktik, Gynækologisk-Obstetrisk Afd. I dag hedder den Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler, men patientgruppen har ikke ændret sig.

I 2011 kom Lærke til familien. Nu var vi flyttet 3 gange og havde fået 3 børn, så vi bestemte, at vi ikke skulle flytte igen og den beslutning holder vi stadig ved, da vi er meget glade for at bo, hvor vi gør.

Jeg har altid selv været meget glad for håndbold og har spillet i mange år, så det var nærliggende, at mine børn også skulle prøve kræfter med dette. Desværre kan man ikke spille i Sorring, så vi måtte kigge mod Voel. Alle 3 børn har spillet håndbold og både Sofie og Lærke spiller stadig. Jeg har været træner for pigerne igennem næsten alle de år, de har spillet og er nu blevet ansat til at hjælpe klubben i administrationen nogle timer om ugen. Når man alligevel er meget i hallen, kan man jo godt hjælpe til  🙂

I foråret 2013, da jeg kom i SFO’en for at hente Casper, havde han meget travlt med at komme afsted, da han havde hørt, der skulle være opstart til et teaterstykke for børn i Gøgleriet og det ville han gerne være med til. Jeg havde aldrig hørt om stedet og vidste ikke, hvor vi skulle hen. Heldigvis kunne en af de voksne i SFO’en lede os på vej og vi kørte, efter anvisninger, op på Solbærmarken. Men det hjalp ikke meget, for hvor var det Gøgleri? Efter lidt tid og frustration fra drengen, kom en anden forælder og kunne hjælpe os ned i, hvad der udefra, kun lignede et almindeligt hus. Casper kom med i forestillingen og her var jeg første gang lidt med omkring en teaterforestilling i Pottemageregnens AmatørTeaterforening, da jeg hjalp lidt med det praktiske.

I sensommeren var der indkaldt til informationsmøde, for der skulle laves storstykke. Jeg tænkte jeg kan da møde op og høre mere om det. Jeg ville gerne hjælpe med det praktiske, men jeg skulle absolut ikke på scenen. Til mødet kom desværre ikke ret mange, så storstykket blev aflyst.

Den aften kom jeg til at sidde ved siden af Anette Dippel, som var instruktør på et stykke, der skulle opføres i Toustrup forsamlingshus i november. Hun spurgte om jeg kunne sy, ikke det store, svarede jeg, men blev alligevel en del af kostumeholdet til den forestående forestilling. Lynhurtigt blev jeg også en del af sminkeholdet og var nu en del af Pottemageregnens Amatørteaterforening og det er jeg stadig. I dag sidder jeg i bestyrelsen og er faktisk formand. Ja jeg har da også været på scenen et par gange i løbet af årene 🙂

Det er en fantastisk forening at være medlem af, fuld at gode mennesker, som bare gerne vil have det hyggeligt og sjovt og der er plads til alle, uanset om man vil på scenen eller ej.

Ud over timerne i hallen i Voel og i teaterforeningen prøver jeg at hjælpe, hvor jeg kan, da de fleste arrangementer og aktiviteter, f.eks. juletræsfest, fastelavn og skt. hans er afhængige af frivillige hænder. Min familie vil nok gå så langt som til at sige, at jeg aldrig er hjemme, men det er fedt at hjælpe til. Man kommer til at møde en masse søde mennesker og får en masse oplevelser i rygsækken, og oftest har jeg en eller flere fra familien med. Jeg kan kun anbefale alle, at deltage som frivillig, specielt hvis man er ny i byen, så kommer man hurtigt til at kende nogen 🙂

Sorring er en dejlig by med plads til alle og hvor man kan deltage på lige det niveau, man har lyst, tid og overskud til.

Gitte Nygaard Rasmussen

Mig og Sorring/Toustrup – Amalie Sten Elefsen

På en grå og kold søndag i marts 2021 kørte vi igennem Sorring for at se et hus der lige var sat til salg på Jordbærvej. Her var godt nok stille, og byen virkede meget lille – en stor kontrast til Aarhus hvor vi boede dengang.

Det var Simon, som faldt for huset med det samme han så boligannoncen. Huset havde alt vi drømte om, inklusiv en fantastisk udsigt ud over markerne. Han var solgt. Det var Amalie dog ikke – i hvert fald ikke lige med det samme.

I ugerne efter snakkede vi meget om huset på Jordbærvej i Sorring. Plusser og minusser blev diskuteret og efterhånden som vi undersøgte mere om Sorring, blev plus-siden markant større end minus-siden. Vi kunne se at Sorring ikke bare var en kedelig lille landsby, men faktisk kunne tilbyde alt det vi søgte som børnefamilie, med Børnehuset, skole, Daglig Brugs, STIF og en lokation beliggende perfekt i forhold til vores familie og arbejdspladser. Så vi tog ud for at se huset igen, og så var mavefornemmelsen bare helt rigtig. Her skulle vi bo! Handlen kom i hus, og vi fik nøglerne af Marc og Tanja i juli 2021.

Vi er meget glade for huset, som er nemt at se når man kører mod Gjern ad Møllebakken. Sidste hus på højre hånd med de store vinduespartier ud mod vejen, lige ved Sorring byskiltet. Her bor familien Sten Elefsen.

Og hvem er vi så?

Vi er far Simon, mor Amalie og så har vi to dejlige børn; Theo på tre år og Emma på knap et år. Vi har været sammen i 12 år, blev gift i 2018, og er begge ingeniør­uddannede i Aarhus hvor Simon også er opvokset. Han arbejder ved DAFA i Brabrand som produkt­udviklingsingeniør og nyder den flotte køretur ad Langelinje ind mod byen i hverdagene.

Jeg selv er opvokset ved Låsby og arbejder i dag som group quality manager ved Dacapo, en international rustfri stål grossist med hovedkontor og lager i Hårup (lagerhallerne er nemme at genkende, da de er dækket af store firkanter i mange farver og kan ses fra motorvejen mod Silkeborg). Det er en fantastisk virksomhed og arbejdsplads med gode værdier og søde kollegaer.

Theo er skiftet fra vuggestue til børnehaven i januar og det er gået rigtig godt. Det er fantastisk at Sorring byder på integreret institution, så skiftet mellem vuggestue og børnehaven, kan ske i et trygt og roligt tempo. Emma starter i vuggestue til marts og så starter hamsterhjulet ellers efter påske, med to fuldtidsjobs og to børn i institution. Vi er spændte på hvordan det kommer til at være. Heldigvis er vi meget privilegerede og har to sæt bedsteforældre på efterløn/deltid som henter flere gange om ugen og hjælper til i hverdagen.

Vi oplever Sorring som et meget trygt sted at bo, hvor folk søger fællesskabet, hjælper hinanden og hilser.

I løbet af de første uger på Jordbærvej, havde flere naboer kigget forbi og ønsket os velkommen – noget vi blev overraskede og meget glade for. I vores år i Aarhus, har vi sjældent hilst på vores naboer. “Her er rart at bo i Sorring”, tænkte vi og det er kun blevet bekræftet siden.

Vi fandt for eksempel også hurtigt ud af, at det ikke var nødvendigt at sætte lås på klapvognen, ligesom inde i Aarhus. I et mindre lokalsamfund som Sorring bliver ting ikke bare stjålet. Heller ikke dankort bliver taget, hvilket Amalie fandt ud af da hun for nyligt havde tabt sit kort på vej til Brugsen. Få timer efter bliver hun kontaktet via Facebook og flere har skrevet sms’er om at kortet er fundet.

Vi ses med flere børnefamilier i Sorring, som vi har fået kontakt til gennem Børnehuset og under Amalies barsel via mødregruppen. Vi oplever at flere unge familier som os vælger Sorring til, og vi ser frem til at danne flere relationer med folk i byen via legeaftaler med børnene og kolde øl over hækken med naboer (vi er vel alle en slags naboer her i Sorring?).

Sorring og omegn byder på flere gode aktiviteter som vi nyder godt af som familie. Her kan nævnes julemarkedet på Stougaarden, biblioteket i Gjern, Landal Søhøjlandet, og selvfølgelig alle de aktiviteter der bliver arrangeret i Sorring by som “Sorring Står Sammen”, julemarked i forsamlingshuset og fastelavn i hallen. Vi ser frem til årets fastelavnsfest i STIF hvor Simon skal forsvare sin titel som kattedronning.

Det er også i STIF at Simon kortvarigt har været badmintontræner, hvilket han håber på at kunne genoptage når vi er på den anden side af småbørns-livet.

Vi er imponerede over den frivillige ånd og det store arbejde der bliver lagt i at afholde disse fester og arrangementer i Sorring. En stor TAK til alle jer frivillige, som bruger jeres fritid på at stable disse gennemførte arrangementer på benene. Vi håber på at kunne bidrage selv en dag, når børnene er blevet lidt større.

Tak til Camilla for at give mig stafetten. Det er en god mulighed for at sige “hej” til alle jer der læser Miniavisen og vi håber I vil sige “hej” tilbage, hvis I ser os i byen. Vi har i hvert fald tænkt os at blive boende i mange år frem.

Amalie Sten Elefsen

Mig og Sorring/Toustrup – Camilla og Christian

Her på årets første dag vil vi gerne starte med at takke Dorthe Haagen Nielsen – vores tidligere nabo, som sammen med resten af Sanddalen tog rigtig godt imod to unge nytilflyttere og novicer inden for huskøb.

Vi hedder Camilla Liv Pedersen Lund og Christian Lund og er hhv. 30 og 32 år. Vi mødte hinanden i Aarhus i midten af 10’erne, da Camilla læste til lærer og Christian netop var blevet færdig som psykolog og havde fået arbejde i byen. Efterfølgende har vi sammen været vidt omkring i det jyske, først i det vestjyske Skjern og efterfølgende i det Sydjyske Holsted.

10 tommelfingre og sammenhold

I slutningen af 2020 var vi efterhånden begyndt at savne de søde studieår i Aarhus og området heroppe i Midt- og Østjylland, samt blevet trætte af den omskiftelige tilværelse som lejlighedslejere. Som følge heraf, begyndte vi at lede efter hus i området ml. Aarhus, Skanderborg og Silkeborg. Vores ønskekombination af en forholdsvis lille by og et forholdsvist stort hus, førte os forbi Sorring og Sanddalen. Den gule villa var med sine ca. 350 m2, og en fortid som frisørsalon og indretning dertil, perfekt ift. vores tanker om masser af plads til familieforøgelse og mulighed for opstart af selvstændig psykologpraksis. Hertil kom, at Sorring (som vi hurtigt googlede os til, er Danmarks højest beliggende landsby) med sin charmerende beliggenhed, velrenommerede børnehave og skole og stærke foreningsliv var et rigtigt godt match med de værdier, som vi ønsker at efterleve og støtte som familie.

Med vores fælles boglige baggrund og 10-tommelfingre, virkede den gule etage-villa på Sanddalen som et godt valg, da den på papiret og ved en overfladisk inspektion af vores mere huskyndige fædre virkede til at være i god stand, vel-vedligeholdt og bygget i gode materialer. Så vi fik papirerne i orden, sat nogle kruseduller og planlagt en overtagelse i marts 2021. Som de bolig-optimister vi var, havde vi lagt en plan, som muliggjorde en dejlig sommer, hvor vi stille og roligt kunne nyde haven, da alt indvendig renovering efter planen skulle være i orden der. Huset trængte jo bare til en kærlig hånd, lidt ny tapet, maling og nye gulve, så var den i vinkel.

Vi blev dog klogere… Her knapt to år senere har vores hjem også fået nyt tapet, maling, gulve, nye rør diverse steder, et børneværelse og nye gulve, men også en hel masse mere. 2022 blev nemlig året, hvor vi ikke blot blev færdige med den overordnede renovering af stueetagen mm., men også året hvor en ny sorringgenser blev født. I slutningen af april, i dagene efter at vi fik lagt gulve i stueetagen, gik Camilla også i fødsel, så med en halvfærdig stue, en manglende væg og ingen møbler på den rigtige etage, hastede vi til Viborg Sygehus for at byde vores Nora-Marie velkommen til verdenen.

I tiden op til, har vi nydt stor glæde af det fællesskab og sammenhold, Sorring byder på, da Camilla i hvert fald ikke har lavet så få bygge-relaterede opslag i ’Det sker i Sorring’, og vi har begge draget stor fordel af byens beboeres generøsitet med bl.a. udlån af værktøj og kompetencer – endnu engang tak.

Efterhånden kan vi også bidrage til den fælles pulje af byggematerialer, der kan udlånes ved behov, da vi har stiftet bekendtskab med nye navne som slagjern og slagklods eksempelvis.

Vi er nu mere optimistiske for fremtiden i huset, da vi i nogle måneder ikke har set en rørskade, haft gæster med behov for paraply indendørs eller søde naboer til inspektion af huset, hvis vi har skulle være væk hjemmefra.

Huset byder på

Som nævnt faldt vi bl.a. for husets indretning, den tidligere frisørsalon er nemlig senere hen lavet om til slyngelstue. Det er et af de rum, vi ikke har ændret på, så det er meget autentisk med hessian, tæpper og mulighed for disko-lys. Vi har begge to en passion for brætspil, så vi så virkelig en mulighed i det rum. Det kan nemlig udover at huse vores (læs: særligt Christians) kæmpe samling af brætspil, også fint anvendes til et decideret brætspil-rum. I den anden ende er der indrettet en bar, som vi glæder os til at udstyre med fadøls-anlæg og diverse, så den med tiden kan blive til en ganske udmærket fredags-bar, hvor vi håber at kunne byde på et glas øl, et spil og en sludder.

Kælderen byder også snart på en psykologpraksis, da vi er ved at indrette både venteværelse og praksis i den anden del af kælderen. Vi håber, at Sorrings fantastiske beliggenhed kan åbne op for en bred kundekreds i Midtjylland.

Husets hovedattraktion er dog ikke kælderen, men den smukke udsigt altanen på 1. sal byder på, hvor man efter sigende kan se helt til Himmelbjerget, men i hvert fald kan nyde flotte solopgange, natur og fyrværkeri over Låsby til nytår.

Fremtiden

Med Christian, der arbejder i PPR i Hedensted og Camilla, der op til barslen arbejdede som lærer på en intern specialskole i Viborg, var vi lidt bekymrede for Nora-Maries opstart i vuggestue, da det tegnede til at blive nogle lange dage i institution. Men her tegner fremtiden også lysere, da Camilla fik en tidlig julegave i form af en ny stilling i Specialafdelingen på Låsby Skole. Så når Christian ender i sin barsel i slut februar, kan Nora-Marie se frem til en blid opstart i Sorring Børnehus.

Vi ser frem til at blive en del af institutions- og foreningslivet her i Sorring og bl.a. lære flere børnefamilier at kende. Det bliver en spændende tid, men allerede nu ved vi, at Nora-Marie kommer til at hygge sig med to gode veninder fra Mødregruppen, som også skal starte i vuggestuen her i begyndelsen af 2023.

Det er også en af hendes veninder fra Mødregruppens forældre, vi giver stafetten videre til nu, da Amalie og Simon, som også er relativt nytilflyttere, har sagt ja til at skrive det næste indslag til Mig og Sorring/Toustrup i Miniavisen.

Christian og Camilla Lund

Mig og Sorring/Toustrup – Pernille Snedker Skovby

Jeg har, med stolthed, overtaget stafetten fra Heidi Flansmose Junker, som jeg kender og holder af gennem to af vores børn, der går i henholdsvis klasse og børnehave sammen.

Jeg hedder Pernille Skovby og er gift med Jeppe på snart niende år. Vi har døtrene Clara på 11, Ella på 8og en dreng Valdemar på 5 år.

Vi flyttede til Sorring for 4 år siden fra Skovby ved Galten, men kommer oprindeligt begge fra Vestjylland, Struer for mit vedkommende og Jeppe fra Skive.

Vi mødte hinanden en aften på Fatter Eskild i Århus, hvor jeg faldt hovedkulds for den gråhåredearkæolog J©

Vi boede knap 4 år i lejlighed tæt på Tivoli Friheden, indtil vi ventede vores ældste datter Clara. Så opstod drømmen om hus og have, og vi fandt et
ældre hus i Skovby, der trængte til en større renovering. Vi fik lavet en del, men der var stadig langt igen, da vores datter Ella kom til verden, og
opgaven blev for uoverskuelig og pladsen for trang, da vi fik Valdemar. Egentlig var vi veletablerede i Skovby, men da byen blev større med flere udstykninger, blev huspriserne også derefter.

Vi måtte udvide vores søgefelt omkring Skovby/Galten, og faldt over en lille by vi flere gange havde kørt igennem på vores vej til Resenbro, hvor et vennepar bor.

To af pigernes pædagoger boede/bor ligeledes her og kunne fortælle om en hyggelig lille landsby omgivet af den skønneste natur og et stærkt fællesskab.

For os vægtede det højt, at der skulle være gode institutionsmuligheder, en skole, indkøb og rigt foreningsliv. Når snakken faldt på Sorring, så var det netop det rige foreningsliv og imødekommenhed der blev pointeret – det har rygtedes bredt, at i Sorring står man sammen!

Vi faldt over “entreprenørens” gamle hus på Bredsigbakke 17, hvilket passede lige til vores behov. Et rimeligt vedligeholdelsesfrit hus, med rigeligt plads til børn, bedsteforældre og Jeppe’s musikalske fritidsinteresser. Et dejligt lukket vænge, med boldbane lige uden for køkkenvinduet og mulighed for at mødes med naboerne over hækken.

Vi fik heldigvis solgt vores gamle hus på blot en uge, og kunne efterfølgende skrive under på købsaftalen. Der gik 5 måneder inden vi 1. november fik nøglerne og vi kunne gå i gang med at sætte vores eget præg på huset. Vi nåede lige at få lagt de sidste trægulve inden vi flyttede ind sidst i november. Planen var at Clara skulle starte i sin nye klasse 1. december, – en hyggelig måned at starte op i med julehygge og julearrangementer.

Det var svært for hende, at skulle forlade veninder og skolen i Skovby, men da vi en dag i november tog ud for at besøge klassen i Sorring, blev vi mødt i skolegården af en hel klasse der kom løbende imod os og råbte “Hej Clara”!

Det var meget overvældende og rørende – sikke en modtagelse! Det er det Sorring kan – her bliver man omfavnet. Som ny i byen betyder det alverden,
at folk hilser på gaden, i Brugsen, på skolen. Det er det en landsby kan og det var det vi savnede og søgte.

Jeppe bruger dog stadig meget tid i Skovby, hvor han i starten af august blev ansat som skolelærer. Han uddannede sig for 5 år siden som meritlærer, da jobsituationen som arkæolog var for usikker. Han arbejder primært med mellemtrin, som historie-, dansk- og musiklærer.

Jeg selv arbejder som sygeplejerske på intensiv afdeling på Skejby sygehus. Jeg har været her de seneste 13 år og passer her både børn og voksne patienter med intensivt behov. Det betyder en del vagter og weekendarbejde, så både børn og mand sætter pris på de mange legeaftaler de har med venner og veninder i byen.

Børnene har fra andet år vi boede her været aktive i STIF. Begge piger har gået til gymnastik her og Valdemar har også prøvet både gymnastik og nu fodbold af. Ella er lige startet til badminton, hvilket Jeppe også spiller for andet år på seniorholdet. De nyder at møde deres venner fra klassen og børnehaven her. Jeg har selv været hjælpetræner et enkelt år på Ella’s hold, men måtte desværre trække mig af personlige årsager. Jeg håber jeg kan byde ind med en hjælpende hånd igen næste sæson, det er en dejlig måde at være sammen med sine børn på og man lærer her deres klassekammerater og venner at kende på en helt anden måde.

Indtil da er det kun blevet til et engagement i forældrerådet i Ella´s klasse, men det er også en dejlig måde at møde nogle forældre på og på samme tid være med til at planlægge nogle hyggelige arrangementer for ens børn.

Vi har fra dag 1 af kunnet mærke, at Sorring er en by hvor fællesskabet er i fokus. Vi har begge stor respekt for det frivillige arbejde der bliver lagt i byens arrangementer, det gør en kæmpe forskel for både børn og voksne. Sorring vokser sig år for år større i vores hjerter.

Vi glæder os til at deltage mere i det fællesskab, som Sorring netop er så god til at tilbyde.

Vi ses derude J

Pernille Snedker Skovby

Mig og Sorring/Toustrup – Heidi Flansmose Junker

Mig og Sorring/Toustrup
AF HEIDI FLANSMOSE JUNKER

Pia Møller Poulsen, tusind tak for stafetten, som jeg overtog på parkerings­pladsen foran Brugsen efter endnu en velspillet fodboldkamp på STIFs dameseniorhold. Udover fodbolden har Pia og jeg også drenge på samme årgang. Faktisk har vi også Vestjylland til fælles.

Jeg er stolt af at have modtaget stafetten, men har også været meget i tvivl om, hvad jeg egentlig skulle skrive, da meget allerede er skrevet i Miniavisen af andre Sorringensere (eller hvad vi nu hedder) – fællesskab, sammenhold, hjerterum, naboskab, tryghed, foreningsliv, frivillighed, natur, landlig idyl, Sorring-tårnet og mange flere ord, som jeg kun kan nikke genkendende til. Jeg stemmer i og vil derudover fortælle lidt om mig
og min familie i Sorring.

Mit navn er Heidi Flansmose Junker og i august 2018 flyttede min familie og jeg til Sorring – Jeg bliver her 4 år senere stadig rettet på, når jeg siger [Sorring] og ikke [Sårring] som det jo rigtigt hedder.

Jeg er gift med Henrik, og sammen har vi Aksel på 10 år, Astrid på 8 år og Karen på næsten 5 år.

Vi havde i et stykke tid kigget efter ejendom, men ikke rigtig fundet det, det skulle være – det eneste vi var sikre på, var at vi skulle have fundet en landsby med skole helst inden Aksel skulle begynde i skole, dvs. vores deadline var august 2018.

Henrik kommer fra Høruphav på Als i Sønderjylland og jeg fra Ferring vest for Lemvig i Vestjylland. Vi havde afprøvet tanken om at flytte ”hjem” til enten syd eller vest, men var ret enige om, at vi ville blive i nærheden af Århus, da det var her vi havde boet, levet og arbejdet siden vi mødte hinanden på skole i 2007. Men i og med at ingen af os havde kendskab til nogen af småbyerne med en rimelig køreafstand til Århus var det svært lige at vide og tage en beslutning…

I foråret 2018 intensiverede vi boligsøgningen og tog en søndag eftermiddag en køretur i de byer vi fra boligsøgningen vidste havde interessante huse og ejendomme til salg – så var det bare at finde ud af om byen også var interessant… Jeg mindes det som en lang dag – børnene var utålmodige og gad ikke sidde i bilen og der var bare ikke rigtig noget der fristede!

Dagens sidste stop blev på Møllebakken i Sorring, hvor vi havde set, at der var et hus til salg, men vi havde egentlig ikke fundet det interessant. Men nu var vi jo lige i nærheden, så kunne vi lige så godt kigge forbi. Som by havde Sorring på papiret det vi søgte, så hvorfor ikke… da vi kørte forbi huset – på Møllebakken og videre ud ad Herredsvejen mod Gjern var vi solgte – den udsigt – det var for vildt! I maj underskrev vi købsaftalen og den 15. august 2018 flyttede vi ind i Maibritt og Cliffs hus på Møllebakken 37.
Vi nåede det næsten til skolestart den 13. august 😊

Med børn der startede i hhv. 0. klasse, børnehave og vuggestue fik vi meget hurtigt en stor berøringsflade i byen. Naboer, både de faktiske naboer og dem man på landet kalder naboer 😊, og forældre i børnenes skoleklasse, børne/vuggestuegruppe var imødekommende og hjælpsomme, så det var meget nemt for vores familie at falde til.

Vi overtog et stuehus der var nærmest nybygget og det krævede derfor kun en klat maling og vores egne ting før vi kunne flytte ind og kalde det for hjem – udhusene og udenomsarealerne derimod har givet os rig mulighed for at udfolde os. Vi er udemennesker, ture i naturen, jagt, bål osv. og nyder at bruge tid på at indrette udenomsarealerne. Vores allerførste projekt var at åbne haven op imod udsigten mod vest trods advarsler om den hårde vestenvind. Dernæst har vi ryddet et hjørne for at få plads til køkkenhave, forsøgt os med blomsterbede, frugthave, stensætninger og legestativer.
Vores største projekt indtil videre har været at lave indkørsel og gårdsplads – hvilket gav sved på panden og vabler i hænderne, men vi er virkelig glade for resultatet.

Men vi er langt fra færdige – vi drømmer om shelter i haven, bålplads og udekøkken, om gårdhave og drivhus. Om renovering af udhuset, høns og får.
Det kommer nok hen ad vejen 😊

Henrik og jeg er begge uddannet indenfor landbrug og har i flere år arbejdet i landbrug. Henrik er blevet i den verden og har i mange år arbejdet med markforsøg, og arbejder i dag som planteavls – og forædlingstekniker hos Nordic Seed i Dyngby. Arbejdet består i at fremavle og dyrke nye kornsorter.

Jeg selv har fundet en helt anden retning – egentlig startede min vej til, hvor jeg arbejder i dag, med et rengøringsjob hos firmaet EL:CON.
Rengøringsjob blev til kontorjob, blev til koordinator og sidenhen projektleder og tilbudsberegner inden for gadebelysning og signalanlæg i sammen firma. 12 år gik og jeg har fået en masse erfaring indenfor entreprenørbranchen. I foråret 2022 fik jeg tilbud om at prøve at komme om på den anden side af bordet, at fungere som bygherre og herunder
indhentning af tilbud. Jeg tog chancen og arbejder i dag som udbudskonsulent ved Vejdirektoratet i Skanderborg.

Ved siden af arbejde og hjemmet, er store som små aktive i STIF. Aksel spiller på Sorring-Voels U11 fodboldhold og planlægger at starte til badminton til efteråret og har tidligere også lavet gymnastik. Karen spiller fodbold på U5 og skal til efteråret med til gymnastik, mens Astrid er ivrig gymnast på årgang 2014 gymnastikholdet, men har også spillet
fodbold et par sæsoner.

Som jeg skrev i indledningen, spiller jeg på byens dame fodboldhold. Jeg nyder virkelig at være sammen med damerne – bare spille bold, tømme hovedet, bruge kroppen og lattermusklen. Man kan komme som man er, med de talenter man har – høj/lav – ung/gammel – der er plads til alle der har lyst til at være med. Vi spiller for at have det sjovt, men ynder også
gerne at gå efter sejren i kampe 😉 Jeg vil unde alle at have en hobby de glæder sig lige så meget til, som jeg glæder mig til at komme til fodbold med Sorring-damerne hver tirsdag og torsdag.

Ud over at benytte os af de tilbud Sorring har, forsøger vi også at bidrage med det vi kan til fællesskabet. Henrik sidder i bestyrelsen i Brugsen, mens jeg er medtræner på Sorring-Voels U11 drengehold og er en del af et nyopstartet aktivitetsudvalg i STIF.

Jeg er virkelig glad for og stolt af at bo i en by, hvor der er så mange tilbud til os alle og hvor en stor del af de tilbud er baseret på frivillige kræfter.

Det er i dag absolut ikke kun udsigten, der gør Sorring til et fantastisk sted at leve. Det er godt naboskab, stærke venskaber for både voksne og børn, højt til himlen og alt det man som familie har brug for.

Vi har følt os velkommen i byen lige fra første dag.

Vi ses.

Heidi Flansmose Junker

Om Sorring

Landsbyen Sorring ligger som den højest beliggende by i Danmark, ved siden af den gamle gravhøj Sorring Loddenhøj. Loddenhøjen ligger 148 meter over havets overflade, og er udsmykket med et radio/tv tårn, der knejser flot over området (du kan læse mere om højen her). Når man får øje på tårnet ved man, at der ikke er langt hjem.

Sorring ligger omkring 14 km fra Silkeborg, og er godt placeret i forhold til job, både i Aarhus, Horsens, Randers, Viborg og Silkeborg.

Sorring har i dag cirka 1100 indbyggere og forventer øget vækst. Byen har et stort og flot, rundt nybygget børnehus med vuggestue og børnehave, der er fyldt med moderne bekvemmeligheder, fantastiske muligheder for de små i byen. Sorring har også en skole, som går til 6. klasse. Skolen er også blevet moderniseret og renoveret. Sorring Skole er i øvrigt den højest beliggende skole i Danmark.

Sorring har gennem tiden været kendt for sin produktion af lertøj, og i 1870 var der registreret 70 lertøjs-producenter i landsbyen. Derudover har der været flere vindmøller, der har malet mel og skåret tømmer op. I dag har Sorring flere forskellige industrier og værksteder, som du kan finde i top menuen.

Sorring har et godt og aktivt fritidsliv, med mange tilbud af forskellig art. Du kan se mere om ‘foreninger’ i menuen og følge med i, hvad de laver.

Landsbyen Sorring ligger som den højest beliggende by i Danmark, ved siden af den gamle gravhøj Sorring Loddenhøj. Loddenhøjen ligger 148 meter over havets overflade, og er udsmykket med et radio/tv tårn, der knejser flot over området (du kan læse mere om højen her). Når man får øje på tårnet ved man, at der ikke er langt hjem.

Mig og Sorring/Toustrup – Kristine Dalgaard

Tak for stafetten til Tina Brokmann.

Jeg kender Tina gennem vores piger som går i klasse sammen, og gennem hundeklubben hvor vores Berner-pige Minnie træner.

Jeg hedder Kristine, er 32 år og jeg har boet i Sorring med min mand Lasse i 13 år.

Jeg kommer fra Stavtrup ved Viby J. Der er jeg vokset op med min mor, far og søster. Så jeg har været vant til hele mit liv at bo lidt landligt uden for de store byer. Derfor vidste jeg også ret tidligt at jeg gerne ville bo på landet, når jeg blev voksen. Allerede i en tidlig alder fik jeg øjnene op for udeliv, sport og sang. Først var det dans, og kor, senere FDF, fodbold, håndbold og sang. Det var det jeg brugte min barndom og første teenage-år på. Gennem alle disse ting havde jeg en stor omgangskreds og jeg har altid haft kæmpe støtte fra mine forældre, som hjalp og tog del i alle mine interesser i det omfang de kunne og fik lov til. Det er dog kun musik og sang som jeg bruger min fritid på i dag. Det var det eneste jeg kunne efter min skade.

Mine forældre købte i 2001 en campingvogn og vi skulle prøve det der camping af. Der var jeg 11 år, og jeg elskede at skulle på camping. Det blev Askehøj camping ved Laven, de blev fastligger på, og er det stadig den dag i dag. Det er vi også selv. Vi købte vores egen campingvogn i 2014. Det var også her jeg mødte Lasse. Vi havde kendt hinanden siden 2001, men det var først i 2003 vi blev kærester. Vi var og er meget forskellige, og Lasse er lidt ældre end mig, men jeg var meget moden af min alder. Jeg tror ikke nogen af os dengang ville have spået vi skulle være sammen. Men det skete bare lige pludselig. I dag har vi været sammen i 19 år.

Et spark i ryggen i 2003 satte en brat stopper for mit aktive liv. Jeg var 13 år, og jeg kunne ikke komme nogen steder, kunne ikke selv gå, kunne ikke engang komme i skole og jeg måtte genoptrænes. I den periode var jeg så afhængig af alle omkring mig, og jeg skulle hjælpes med alt.  Jeg havde heldigvis en stærk omgangskreds som var der for mig. Det spark har lige siden haft en stor betydning for mit liv. Allerede i 2007 begyndte Lasse og jeg at kigge på hus. Vi ville gerne flytte sammen, noget landligt med plads til et lille værksted. Lasse er nemlig uddannet lastvognsmekaniker, og han har altid været interesseret i biler. Men vi skulle vente på jeg blev 18, så vi havde god tid til at kigge. Det samme år startede jeg på HG i Viby J. Jeg kunne ikke komme ind andre steder, på grund af mit høje fravær i skolen. Og kommunen ville ikke blandes ind i det, før jeg blev 18 år. På HG kunne jeg køre hjemme undervisning, og hvis jeg bare afleverede mine ting behøvede jeg ikke at møde op. Det var en god løsning for mig, fordi jeg ikke kunne holde til at være der en hel dag, på grund af min ryg. Jeg gjorde det så godt jeg kunne, mest hjemmefra og var afsted de timer jeg kunne holde til.  Jeg blev færdig i 2009 på HG. Det var en hård kamp, men det lykkedes at færdiggøre det jeg var begyndt på og det alene var en kæmpe sejr. Fra 2008-2018 var jeg til udredning ved kommunen. Den endte efter 10 år med jeg fik tilkendt førtidspension. Det er jeg i dag rigtig glad for. Det har givet mig ro og overskud til at kunne nyde livet.

Vi havde i 2008 fundet et nedlagt landbrug på Horskildevej i Sorring. Det var et gammelt hus fra 1826. Det bestod af stuehus, værksted, og lade. Der var lavt til loftet og synlige bjælker, skæve vægge og ulige gulve. Men det var et hyggeligt hus, og vi kunne se os selv bo der. Det lå højt med en kanon udsigt over marker og Låsby. Så vi købte det, selv om vi ikke kendte noget til Sorring. Vi havde været i området og vi vidste det lå tæt på campingpladsen, men det var også hvad vi vidste. Sorring havde det vi skulle bruge i form af indkøbs muligheder. Børnehave og skole. Vi flyttede i 2009 hjemmefra hver vores hold forældre sammen i huset i Sorring, med vores hund Jessie. Vi blev hurtigt budt velkommen til vejen af naboer, og de var gode til at stoppe op, komme forbi eller hjælpe til, hvis vi havde spørgsmål eller manglede en hånd. Der var mange ting at finde ud af når man sådan lige flytter hjemmefra og i eget hus. Men det er for mig også noget af det der kendetegner Sorring. Her hjælper vi hinanden, og får altid hjælpen igen. Naboerne tog os med til fester i Toustrup forsamlingshus, halbal og ja, vi fik også en markræser til at drøne rundt i. Vi holdt bål aftner, mødtes over kaffe, eller øl. Vi tog med til torvedag, og hvad der nu ellers skete rundt omkring i byen, og det var bare med til at gøre vi hurtigt følte os godt tilpas i Sorring. I 2012 kom vores datter Celina til verden. I den forbindelse så vi jo en “ny” Sorring. For gennem dagplejer, børnehaven og skolen har vi gennem tiden mødt og stiftet nye bekendtskaber og venskaber.

Vi valgte i 2015 at rive det gamle stuehus og laden ned, og byggede nyt hus. En beslutning vi i dag er glade for. Vi ville blive på Horskildevej, så mens der blev bygget nyt, boede vi i vores campingvogn på Askehøj camping. Vi blev gift i 2017 i Dallerup kirke, hvor Celina også er døbt. Festen holdt vi i Toustrup forsamlingshus. Det er sådan et smukt forsamlingshus, og skulle vi giftes, ville vi holde det der. Efter jeg fik tilkendt førtidspension, har jeg fået lov at være på Sorring skole et par timer om ugen. Her laver jeg kaffe, hjælper på biblioteket, tager kopier, klipper, laminerer eller hvad der nu lige ligger af ting til mig som jeg kan lave, eller hjælpe med. Jeg elsker at komme lidt ud, og er kun glad for at kunne hjælpe, også selv om det er små ting. Til juletræsfest, fastelavn og hvad der ellers sker i byen hjælper vi som regel også. Lasse hjælper med det tunge arbejde og jeg kan så sælge kaffe, billetter, eller hvad der nu lige er.

Vi startede med at træne vores Berner Sennen hund Minnie i STIF, på et lømmelhold i 2019 ved Tina. Lasse træner Minnie, mens jeg er med på sidelinjen i det omfang jeg kan. Vi er vilde med at træne i STIF, og Minnie elsker det. Der er et stort sammenhold i klubben, som man mærker lige fra start. Jeg er ikke i tvivl om vi valgte det rigtige sted at købe hus, selv om det var ret tilfældigt. Jeg nyder at gå ture i området, være i skoven og at bo med heste i haven. Hvor hunden kan ligge i gårdspladsen og sove. Den gode udsigt, og alle de skønne mennesker som er en del af Sorring. Hvor alle er velkommen og bliver taget godt imod. Og hvor man hjælper og støtter hinanden. For mig er det Sorring.

Kristine Dalgaard

Mig og Sorring – Gitte Helboe

Tusind tak for stafetten til Corina, som jeg har dyrket hundesport sammen med igennem flere år i STIF Familiehund.

Jeg er født og opvokset i Hasle ved Aarhus. Da jeg blev 18 flyttede mine forældre og jeg til Aarhus midtby, hvor jeg senere fik min egen lejlighed og boede frem til 2004.

I 1995 fødte jeg min datter Lisa, som jeg kan fortælle en masse om, men nu er det jo mig, det handler om.

Jeg startede til ridning, da jeg var omkring 10 år, brugte meget af min ungdom på at træne travheste, derudover var de eneste dyr, jeg havde haft kontakt til i mine Aarhus år, de katte jeg mødte, som altid kradsede mig (jeg tænker, de ikke kunne lide min måde at vise kærlighed på). Og de rotter jeg så ved Aarhus Å, mens jeg boede i midtbyen.

Da jeg tænkte, at nu havde jeg oplevet alt det, jeg skulle i Århus, begyndte min daværende mand og jeg at kigge på huse, og JUBI der var et i Sorring.

Den aften jeg opsagde min lejlighed, fandt jeg tre kaniner i et fuglebur. De stod mellem bilerne, der var parkeret i Aarhus midtby. Der var ingen tvivl, de skulle da med mig hjem. Min mand og jeg havde nemlig fundet huset på Horskildevej, som vi var faldet for. Et lille hus på 80 kvadratmeter med masser af plads rundt om til alt hvad hjertet kan begære. De tre kaniner blev hurtigt til 23 og gode råd var dyre, men vi endte med at komme af med mange af dem. Vi begyndte at holde hannerne adskilt fra hunnerne, så problemet opstod ikke igen. Vi fik hund og en kat, vi havde akvariefisk, chinchillaer, grise, heste, høns, ænder, flere katte, får, bier og en enkelt præriehund. Vi fik en gammel Ford Supermajor (traktor), som jeg drønede rundt på og gav den som Gitte på landet, og når det ikke gik hurtigt nok, købte vi skrotbiler, som vi kørte markræs i. Det var fantastisk at bo på landet.

For cirka 10 år siden begyndte jeg at træne hund ved Tina i STIF Familiehund, Det har jeg fortsat med, og i 2021 blev jeg uddannet hjælpetræner. Nu er jeg træner, for en flok dejlige hunde og deres ejere hver søndag. Jeg træner selv med min egen hund om torsdagen.

Jeg og Rosita min stolte Tinker hoppe har igennem mange år kørt med julemanden til juletræstænding i Sorring første søndag i advent. I 2021 blev Rosita mor, så hun havde barsel.

Jeg startede med at arbejde, da jeg var 12 årig. Gennem livet har jeg været rengøringsdame, butiksassistent, Lademanns leksikon sælger, side 9 pige, grønthandler, bagerjomfru, salgsleder, montrice på elektronikfabrik, lager- arbejder, vikar på plejehjem, Nada Kalibrist og kontornusser, så det kom nok ikke som et chok for nogen, da jeg i 2015 blev uddannet kørelærer.

Et erhverv jeg elsker, og som jeg synes, er virkelig spændende. Jeg nyder at arbejde med forskellige personligheder og finde løsninger på, hvordan vi opnår bedst læring. Livet er især herligt, når jeg møder de unge i Brugsen, og de kommer hen og siger hej, for hvem kan ikke huske sin kørelærer, og det hun/han har lært dig.

Jeg har besluttet mig for at drive min køreskole i nærområdet, så jeg afholder teori i Låsby, fra februar i år.

Jeg glæder mig til mange flere år her ude, hvor den røde glente flyver, og jeg kan køre en tur i min hestevogn, eller hvad jeg nu har lyst til.

Min største bedrift til dato har været at skrive dette indlæg til Stafetten om mig selv, da jeg har en dårlig fantasi.

Gitte Helboe

Page 1 of 5 >