Mig og Sorring/Toustrup – Camilla og Christian

Her på årets første dag vil vi gerne starte med at takke Dorthe Haagen Nielsen – vores tidligere nabo, som sammen med resten af Sanddalen tog rigtig godt imod to unge nytilflyttere og novicer inden for huskøb.

Vi hedder Camilla Liv Pedersen Lund og Christian Lund og er hhv. 30 og 32 år. Vi mødte hinanden i Aarhus i midten af 10’erne, da Camilla læste til lærer og Christian netop var blevet færdig som psykolog og havde fået arbejde i byen. Efterfølgende har vi sammen været vidt omkring i det jyske, først i det vestjyske Skjern og efterfølgende i det Sydjyske Holsted.

10 tommelfingre og sammenhold

I slutningen af 2020 var vi efterhånden begyndt at savne de søde studieår i Aarhus og området heroppe i Midt- og Østjylland, samt blevet trætte af den omskiftelige tilværelse som lejlighedslejere. Som følge heraf, begyndte vi at lede efter hus i området ml. Aarhus, Skanderborg og Silkeborg. Vores ønskekombination af en forholdsvis lille by og et forholdsvist stort hus, førte os forbi Sorring og Sanddalen. Den gule villa var med sine ca. 350 m2, og en fortid som frisørsalon og indretning dertil, perfekt ift. vores tanker om masser af plads til familieforøgelse og mulighed for opstart af selvstændig psykologpraksis. Hertil kom, at Sorring (som vi hurtigt googlede os til, er Danmarks højest beliggende landsby) med sin charmerende beliggenhed, velrenommerede børnehave og skole og stærke foreningsliv var et rigtigt godt match med de værdier, som vi ønsker at efterleve og støtte som familie.

Med vores fælles boglige baggrund og 10-tommelfingre, virkede den gule etage-villa på Sanddalen som et godt valg, da den på papiret og ved en overfladisk inspektion af vores mere huskyndige fædre virkede til at være i god stand, vel-vedligeholdt og bygget i gode materialer. Så vi fik papirerne i orden, sat nogle kruseduller og planlagt en overtagelse i marts 2021. Som de bolig-optimister vi var, havde vi lagt en plan, som muliggjorde en dejlig sommer, hvor vi stille og roligt kunne nyde haven, da alt indvendig renovering efter planen skulle være i orden der. Huset trængte jo bare til en kærlig hånd, lidt ny tapet, maling og nye gulve, så var den i vinkel.

Vi blev dog klogere… Her knapt to år senere har vores hjem også fået nyt tapet, maling, gulve, nye rør diverse steder, et børneværelse og nye gulve, men også en hel masse mere. 2022 blev nemlig året, hvor vi ikke blot blev færdige med den overordnede renovering af stueetagen mm., men også året hvor en ny sorringgenser blev født. I slutningen af april, i dagene efter at vi fik lagt gulve i stueetagen, gik Camilla også i fødsel, så med en halvfærdig stue, en manglende væg og ingen møbler på den rigtige etage, hastede vi til Viborg Sygehus for at byde vores Nora-Marie velkommen til verdenen.

I tiden op til, har vi nydt stor glæde af det fællesskab og sammenhold, Sorring byder på, da Camilla i hvert fald ikke har lavet så få bygge-relaterede opslag i ’Det sker i Sorring’, og vi har begge draget stor fordel af byens beboeres generøsitet med bl.a. udlån af værktøj og kompetencer – endnu engang tak.

Efterhånden kan vi også bidrage til den fælles pulje af byggematerialer, der kan udlånes ved behov, da vi har stiftet bekendtskab med nye navne som slagjern og slagklods eksempelvis.

Vi er nu mere optimistiske for fremtiden i huset, da vi i nogle måneder ikke har set en rørskade, haft gæster med behov for paraply indendørs eller søde naboer til inspektion af huset, hvis vi har skulle være væk hjemmefra.

Huset byder på

Som nævnt faldt vi bl.a. for husets indretning, den tidligere frisørsalon er nemlig senere hen lavet om til slyngelstue. Det er et af de rum, vi ikke har ændret på, så det er meget autentisk med hessian, tæpper og mulighed for disko-lys. Vi har begge to en passion for brætspil, så vi så virkelig en mulighed i det rum. Det kan nemlig udover at huse vores (læs: særligt Christians) kæmpe samling af brætspil, også fint anvendes til et decideret brætspil-rum. I den anden ende er der indrettet en bar, som vi glæder os til at udstyre med fadøls-anlæg og diverse, så den med tiden kan blive til en ganske udmærket fredags-bar, hvor vi håber at kunne byde på et glas øl, et spil og en sludder.

Kælderen byder også snart på en psykologpraksis, da vi er ved at indrette både venteværelse og praksis i den anden del af kælderen. Vi håber, at Sorrings fantastiske beliggenhed kan åbne op for en bred kundekreds i Midtjylland.

Husets hovedattraktion er dog ikke kælderen, men den smukke udsigt altanen på 1. sal byder på, hvor man efter sigende kan se helt til Himmelbjerget, men i hvert fald kan nyde flotte solopgange, natur og fyrværkeri over Låsby til nytår.

Fremtiden

Med Christian, der arbejder i PPR i Hedensted og Camilla, der op til barslen arbejdede som lærer på en intern specialskole i Viborg, var vi lidt bekymrede for Nora-Maries opstart i vuggestue, da det tegnede til at blive nogle lange dage i institution. Men her tegner fremtiden også lysere, da Camilla fik en tidlig julegave i form af en ny stilling i Specialafdelingen på Låsby Skole. Så når Christian ender i sin barsel i slut februar, kan Nora-Marie se frem til en blid opstart i Sorring Børnehus.

Vi ser frem til at blive en del af institutions- og foreningslivet her i Sorring og bl.a. lære flere børnefamilier at kende. Det bliver en spændende tid, men allerede nu ved vi, at Nora-Marie kommer til at hygge sig med to gode veninder fra Mødregruppen, som også skal starte i vuggestuen her i begyndelsen af 2023.

Det er også en af hendes veninder fra Mødregruppens forældre, vi giver stafetten videre til nu, da Amalie og Simon, som også er relativt nytilflyttere, har sagt ja til at skrive det næste indslag til Mig og Sorring/Toustrup i Miniavisen.

Christian og Camilla Lund

Mig og Sorring/Toustrup – Pernille Snedker Skovby

Jeg har, med stolthed, overtaget stafetten fra Heidi Flansmose Junker, som jeg kender og holder af gennem to af vores børn, der går i henholdsvis klasse og børnehave sammen.

Jeg hedder Pernille Skovby og er gift med Jeppe på snart niende år. Vi har døtrene Clara på 11, Ella på 8og en dreng Valdemar på 5 år.

Vi flyttede til Sorring for 4 år siden fra Skovby ved Galten, men kommer oprindeligt begge fra Vestjylland, Struer for mit vedkommende og Jeppe fra Skive.

Vi mødte hinanden en aften på Fatter Eskild i Århus, hvor jeg faldt hovedkulds for den gråhåredearkæolog J©

Vi boede knap 4 år i lejlighed tæt på Tivoli Friheden, indtil vi ventede vores ældste datter Clara. Så opstod drømmen om hus og have, og vi fandt et
ældre hus i Skovby, der trængte til en større renovering. Vi fik lavet en del, men der var stadig langt igen, da vores datter Ella kom til verden, og
opgaven blev for uoverskuelig og pladsen for trang, da vi fik Valdemar. Egentlig var vi veletablerede i Skovby, men da byen blev større med flere udstykninger, blev huspriserne også derefter.

Vi måtte udvide vores søgefelt omkring Skovby/Galten, og faldt over en lille by vi flere gange havde kørt igennem på vores vej til Resenbro, hvor et vennepar bor.

To af pigernes pædagoger boede/bor ligeledes her og kunne fortælle om en hyggelig lille landsby omgivet af den skønneste natur og et stærkt fællesskab.

For os vægtede det højt, at der skulle være gode institutionsmuligheder, en skole, indkøb og rigt foreningsliv. Når snakken faldt på Sorring, så var det netop det rige foreningsliv og imødekommenhed der blev pointeret – det har rygtedes bredt, at i Sorring står man sammen!

Vi faldt over “entreprenørens” gamle hus på Bredsigbakke 17, hvilket passede lige til vores behov. Et rimeligt vedligeholdelsesfrit hus, med rigeligt plads til børn, bedsteforældre og Jeppe’s musikalske fritidsinteresser. Et dejligt lukket vænge, med boldbane lige uden for køkkenvinduet og mulighed for at mødes med naboerne over hækken.

Vi fik heldigvis solgt vores gamle hus på blot en uge, og kunne efterfølgende skrive under på købsaftalen. Der gik 5 måneder inden vi 1. november fik nøglerne og vi kunne gå i gang med at sætte vores eget præg på huset. Vi nåede lige at få lagt de sidste trægulve inden vi flyttede ind sidst i november. Planen var at Clara skulle starte i sin nye klasse 1. december, – en hyggelig måned at starte op i med julehygge og julearrangementer.

Det var svært for hende, at skulle forlade veninder og skolen i Skovby, men da vi en dag i november tog ud for at besøge klassen i Sorring, blev vi mødt i skolegården af en hel klasse der kom løbende imod os og råbte “Hej Clara”!

Det var meget overvældende og rørende – sikke en modtagelse! Det er det Sorring kan – her bliver man omfavnet. Som ny i byen betyder det alverden,
at folk hilser på gaden, i Brugsen, på skolen. Det er det en landsby kan og det var det vi savnede og søgte.

Jeppe bruger dog stadig meget tid i Skovby, hvor han i starten af august blev ansat som skolelærer. Han uddannede sig for 5 år siden som meritlærer, da jobsituationen som arkæolog var for usikker. Han arbejder primært med mellemtrin, som historie-, dansk- og musiklærer.

Jeg selv arbejder som sygeplejerske på intensiv afdeling på Skejby sygehus. Jeg har været her de seneste 13 år og passer her både børn og voksne patienter med intensivt behov. Det betyder en del vagter og weekendarbejde, så både børn og mand sætter pris på de mange legeaftaler de har med venner og veninder i byen.

Børnene har fra andet år vi boede her været aktive i STIF. Begge piger har gået til gymnastik her og Valdemar har også prøvet både gymnastik og nu fodbold af. Ella er lige startet til badminton, hvilket Jeppe også spiller for andet år på seniorholdet. De nyder at møde deres venner fra klassen og børnehaven her. Jeg har selv været hjælpetræner et enkelt år på Ella’s hold, men måtte desværre trække mig af personlige årsager. Jeg håber jeg kan byde ind med en hjælpende hånd igen næste sæson, det er en dejlig måde at være sammen med sine børn på og man lærer her deres klassekammerater og venner at kende på en helt anden måde.

Indtil da er det kun blevet til et engagement i forældrerådet i Ella´s klasse, men det er også en dejlig måde at møde nogle forældre på og på samme tid være med til at planlægge nogle hyggelige arrangementer for ens børn.

Vi har fra dag 1 af kunnet mærke, at Sorring er en by hvor fællesskabet er i fokus. Vi har begge stor respekt for det frivillige arbejde der bliver lagt i byens arrangementer, det gør en kæmpe forskel for både børn og voksne. Sorring vokser sig år for år større i vores hjerter.

Vi glæder os til at deltage mere i det fællesskab, som Sorring netop er så god til at tilbyde.

Vi ses derude J

Pernille Snedker Skovby

Mig og Sorring/Toustrup – Heidi Flansmose Junker

Mig og Sorring/Toustrup
AF HEIDI FLANSMOSE JUNKER

Pia Møller Poulsen, tusind tak for stafetten, som jeg overtog på parkerings­pladsen foran Brugsen efter endnu en velspillet fodboldkamp på STIFs dameseniorhold. Udover fodbolden har Pia og jeg også drenge på samme årgang. Faktisk har vi også Vestjylland til fælles.

Jeg er stolt af at have modtaget stafetten, men har også været meget i tvivl om, hvad jeg egentlig skulle skrive, da meget allerede er skrevet i Miniavisen af andre Sorringensere (eller hvad vi nu hedder) – fællesskab, sammenhold, hjerterum, naboskab, tryghed, foreningsliv, frivillighed, natur, landlig idyl, Sorring-tårnet og mange flere ord, som jeg kun kan nikke genkendende til. Jeg stemmer i og vil derudover fortælle lidt om mig
og min familie i Sorring.

Mit navn er Heidi Flansmose Junker og i august 2018 flyttede min familie og jeg til Sorring – Jeg bliver her 4 år senere stadig rettet på, når jeg siger [Sorring] og ikke [Sårring] som det jo rigtigt hedder.

Jeg er gift med Henrik, og sammen har vi Aksel på 10 år, Astrid på 8 år og Karen på næsten 5 år.

Vi havde i et stykke tid kigget efter ejendom, men ikke rigtig fundet det, det skulle være – det eneste vi var sikre på, var at vi skulle have fundet en landsby med skole helst inden Aksel skulle begynde i skole, dvs. vores deadline var august 2018.

Henrik kommer fra Høruphav på Als i Sønderjylland og jeg fra Ferring vest for Lemvig i Vestjylland. Vi havde afprøvet tanken om at flytte ”hjem” til enten syd eller vest, men var ret enige om, at vi ville blive i nærheden af Århus, da det var her vi havde boet, levet og arbejdet siden vi mødte hinanden på skole i 2007. Men i og med at ingen af os havde kendskab til nogen af småbyerne med en rimelig køreafstand til Århus var det svært lige at vide og tage en beslutning…

I foråret 2018 intensiverede vi boligsøgningen og tog en søndag eftermiddag en køretur i de byer vi fra boligsøgningen vidste havde interessante huse og ejendomme til salg – så var det bare at finde ud af om byen også var interessant… Jeg mindes det som en lang dag – børnene var utålmodige og gad ikke sidde i bilen og der var bare ikke rigtig noget der fristede!

Dagens sidste stop blev på Møllebakken i Sorring, hvor vi havde set, at der var et hus til salg, men vi havde egentlig ikke fundet det interessant. Men nu var vi jo lige i nærheden, så kunne vi lige så godt kigge forbi. Som by havde Sorring på papiret det vi søgte, så hvorfor ikke… da vi kørte forbi huset – på Møllebakken og videre ud ad Herredsvejen mod Gjern var vi solgte – den udsigt – det var for vildt! I maj underskrev vi købsaftalen og den 15. august 2018 flyttede vi ind i Maibritt og Cliffs hus på Møllebakken 37.
Vi nåede det næsten til skolestart den 13. august 😊

Med børn der startede i hhv. 0. klasse, børnehave og vuggestue fik vi meget hurtigt en stor berøringsflade i byen. Naboer, både de faktiske naboer og dem man på landet kalder naboer 😊, og forældre i børnenes skoleklasse, børne/vuggestuegruppe var imødekommende og hjælpsomme, så det var meget nemt for vores familie at falde til.

Vi overtog et stuehus der var nærmest nybygget og det krævede derfor kun en klat maling og vores egne ting før vi kunne flytte ind og kalde det for hjem – udhusene og udenomsarealerne derimod har givet os rig mulighed for at udfolde os. Vi er udemennesker, ture i naturen, jagt, bål osv. og nyder at bruge tid på at indrette udenomsarealerne. Vores allerførste projekt var at åbne haven op imod udsigten mod vest trods advarsler om den hårde vestenvind. Dernæst har vi ryddet et hjørne for at få plads til køkkenhave, forsøgt os med blomsterbede, frugthave, stensætninger og legestativer.
Vores største projekt indtil videre har været at lave indkørsel og gårdsplads – hvilket gav sved på panden og vabler i hænderne, men vi er virkelig glade for resultatet.

Men vi er langt fra færdige – vi drømmer om shelter i haven, bålplads og udekøkken, om gårdhave og drivhus. Om renovering af udhuset, høns og får.
Det kommer nok hen ad vejen 😊

Henrik og jeg er begge uddannet indenfor landbrug og har i flere år arbejdet i landbrug. Henrik er blevet i den verden og har i mange år arbejdet med markforsøg, og arbejder i dag som planteavls – og forædlingstekniker hos Nordic Seed i Dyngby. Arbejdet består i at fremavle og dyrke nye kornsorter.

Jeg selv har fundet en helt anden retning – egentlig startede min vej til, hvor jeg arbejder i dag, med et rengøringsjob hos firmaet EL:CON.
Rengøringsjob blev til kontorjob, blev til koordinator og sidenhen projektleder og tilbudsberegner inden for gadebelysning og signalanlæg i sammen firma. 12 år gik og jeg har fået en masse erfaring indenfor entreprenørbranchen. I foråret 2022 fik jeg tilbud om at prøve at komme om på den anden side af bordet, at fungere som bygherre og herunder
indhentning af tilbud. Jeg tog chancen og arbejder i dag som udbudskonsulent ved Vejdirektoratet i Skanderborg.

Ved siden af arbejde og hjemmet, er store som små aktive i STIF. Aksel spiller på Sorring-Voels U11 fodboldhold og planlægger at starte til badminton til efteråret og har tidligere også lavet gymnastik. Karen spiller fodbold på U5 og skal til efteråret med til gymnastik, mens Astrid er ivrig gymnast på årgang 2014 gymnastikholdet, men har også spillet
fodbold et par sæsoner.

Som jeg skrev i indledningen, spiller jeg på byens dame fodboldhold. Jeg nyder virkelig at være sammen med damerne – bare spille bold, tømme hovedet, bruge kroppen og lattermusklen. Man kan komme som man er, med de talenter man har – høj/lav – ung/gammel – der er plads til alle der har lyst til at være med. Vi spiller for at have det sjovt, men ynder også
gerne at gå efter sejren i kampe 😉 Jeg vil unde alle at have en hobby de glæder sig lige så meget til, som jeg glæder mig til at komme til fodbold med Sorring-damerne hver tirsdag og torsdag.

Ud over at benytte os af de tilbud Sorring har, forsøger vi også at bidrage med det vi kan til fællesskabet. Henrik sidder i bestyrelsen i Brugsen, mens jeg er medtræner på Sorring-Voels U11 drengehold og er en del af et nyopstartet aktivitetsudvalg i STIF.

Jeg er virkelig glad for og stolt af at bo i en by, hvor der er så mange tilbud til os alle og hvor en stor del af de tilbud er baseret på frivillige kræfter.

Det er i dag absolut ikke kun udsigten, der gør Sorring til et fantastisk sted at leve. Det er godt naboskab, stærke venskaber for både voksne og børn, højt til himlen og alt det man som familie har brug for.

Vi har følt os velkommen i byen lige fra første dag.

Vi ses.

Heidi Flansmose Junker

Om Sorring

Landsbyen Sorring ligger som den højest beliggende by i Danmark, ved siden af den gamle gravhøj Sorring Loddenhøj. Loddenhøjen ligger 148 meter over havets overflade, og er udsmykket med et radio/tv tårn, der knejser flot over området (du kan læse mere om højen her). Når man får øje på tårnet ved man, at der ikke er langt hjem.

Sorring ligger omkring 14 km fra Silkeborg, og er godt placeret i forhold til job, både i Aarhus, Horsens, Randers, Viborg og Silkeborg.

Sorring har i dag cirka 1100 indbyggere og forventer øget vækst. Byen har et stort og flot, rundt nybygget børnehus med vuggestue og børnehave, der er fyldt med moderne bekvemmeligheder, fantastiske muligheder for de små i byen. Sorring har også en skole, som går til 6. klasse. Skolen er også blevet moderniseret og renoveret. Sorring Skole er i øvrigt den højest beliggende skole i Danmark.

Sorring har gennem tiden været kendt for sin produktion af lertøj, og i 1870 var der registreret 70 lertøjs-producenter i landsbyen. Derudover har der været flere vindmøller, der har malet mel og skåret tømmer op. I dag har Sorring flere forskellige industrier og værksteder, som du kan finde i top menuen.

Sorring har et godt og aktivt fritidsliv, med mange tilbud af forskellig art. Du kan se mere om ‘foreninger’ i menuen og følge med i, hvad de laver.

Landsbyen Sorring ligger som den højest beliggende by i Danmark, ved siden af den gamle gravhøj Sorring Loddenhøj. Loddenhøjen ligger 148 meter over havets overflade, og er udsmykket med et radio/tv tårn, der knejser flot over området (du kan læse mere om højen her). Når man får øje på tårnet ved man, at der ikke er langt hjem.

Mig og Sorring/Toustrup – Kristine Dalgaard

Tak for stafetten til Tina Brokmann.

Jeg kender Tina gennem vores piger som går i klasse sammen, og gennem hundeklubben hvor vores Berner-pige Minnie træner.

Jeg hedder Kristine, er 32 år og jeg har boet i Sorring med min mand Lasse i 13 år.

Jeg kommer fra Stavtrup ved Viby J. Der er jeg vokset op med min mor, far og søster. Så jeg har været vant til hele mit liv at bo lidt landligt uden for de store byer. Derfor vidste jeg også ret tidligt at jeg gerne ville bo på landet, når jeg blev voksen. Allerede i en tidlig alder fik jeg øjnene op for udeliv, sport og sang. Først var det dans, og kor, senere FDF, fodbold, håndbold og sang. Det var det jeg brugte min barndom og første teenage-år på. Gennem alle disse ting havde jeg en stor omgangskreds og jeg har altid haft kæmpe støtte fra mine forældre, som hjalp og tog del i alle mine interesser i det omfang de kunne og fik lov til. Det er dog kun musik og sang som jeg bruger min fritid på i dag. Det var det eneste jeg kunne efter min skade.

Mine forældre købte i 2001 en campingvogn og vi skulle prøve det der camping af. Der var jeg 11 år, og jeg elskede at skulle på camping. Det blev Askehøj camping ved Laven, de blev fastligger på, og er det stadig den dag i dag. Det er vi også selv. Vi købte vores egen campingvogn i 2014. Det var også her jeg mødte Lasse. Vi havde kendt hinanden siden 2001, men det var først i 2003 vi blev kærester. Vi var og er meget forskellige, og Lasse er lidt ældre end mig, men jeg var meget moden af min alder. Jeg tror ikke nogen af os dengang ville have spået vi skulle være sammen. Men det skete bare lige pludselig. I dag har vi været sammen i 19 år.

Et spark i ryggen i 2003 satte en brat stopper for mit aktive liv. Jeg var 13 år, og jeg kunne ikke komme nogen steder, kunne ikke selv gå, kunne ikke engang komme i skole og jeg måtte genoptrænes. I den periode var jeg så afhængig af alle omkring mig, og jeg skulle hjælpes med alt.  Jeg havde heldigvis en stærk omgangskreds som var der for mig. Det spark har lige siden haft en stor betydning for mit liv. Allerede i 2007 begyndte Lasse og jeg at kigge på hus. Vi ville gerne flytte sammen, noget landligt med plads til et lille værksted. Lasse er nemlig uddannet lastvognsmekaniker, og han har altid været interesseret i biler. Men vi skulle vente på jeg blev 18, så vi havde god tid til at kigge. Det samme år startede jeg på HG i Viby J. Jeg kunne ikke komme ind andre steder, på grund af mit høje fravær i skolen. Og kommunen ville ikke blandes ind i det, før jeg blev 18 år. På HG kunne jeg køre hjemme undervisning, og hvis jeg bare afleverede mine ting behøvede jeg ikke at møde op. Det var en god løsning for mig, fordi jeg ikke kunne holde til at være der en hel dag, på grund af min ryg. Jeg gjorde det så godt jeg kunne, mest hjemmefra og var afsted de timer jeg kunne holde til.  Jeg blev færdig i 2009 på HG. Det var en hård kamp, men det lykkedes at færdiggøre det jeg var begyndt på og det alene var en kæmpe sejr. Fra 2008-2018 var jeg til udredning ved kommunen. Den endte efter 10 år med jeg fik tilkendt førtidspension. Det er jeg i dag rigtig glad for. Det har givet mig ro og overskud til at kunne nyde livet.

Vi havde i 2008 fundet et nedlagt landbrug på Horskildevej i Sorring. Det var et gammelt hus fra 1826. Det bestod af stuehus, værksted, og lade. Der var lavt til loftet og synlige bjælker, skæve vægge og ulige gulve. Men det var et hyggeligt hus, og vi kunne se os selv bo der. Det lå højt med en kanon udsigt over marker og Låsby. Så vi købte det, selv om vi ikke kendte noget til Sorring. Vi havde været i området og vi vidste det lå tæt på campingpladsen, men det var også hvad vi vidste. Sorring havde det vi skulle bruge i form af indkøbs muligheder. Børnehave og skole. Vi flyttede i 2009 hjemmefra hver vores hold forældre sammen i huset i Sorring, med vores hund Jessie. Vi blev hurtigt budt velkommen til vejen af naboer, og de var gode til at stoppe op, komme forbi eller hjælpe til, hvis vi havde spørgsmål eller manglede en hånd. Der var mange ting at finde ud af når man sådan lige flytter hjemmefra og i eget hus. Men det er for mig også noget af det der kendetegner Sorring. Her hjælper vi hinanden, og får altid hjælpen igen. Naboerne tog os med til fester i Toustrup forsamlingshus, halbal og ja, vi fik også en markræser til at drøne rundt i. Vi holdt bål aftner, mødtes over kaffe, eller øl. Vi tog med til torvedag, og hvad der nu ellers skete rundt omkring i byen, og det var bare med til at gøre vi hurtigt følte os godt tilpas i Sorring. I 2012 kom vores datter Celina til verden. I den forbindelse så vi jo en “ny” Sorring. For gennem dagplejer, børnehaven og skolen har vi gennem tiden mødt og stiftet nye bekendtskaber og venskaber.

Vi valgte i 2015 at rive det gamle stuehus og laden ned, og byggede nyt hus. En beslutning vi i dag er glade for. Vi ville blive på Horskildevej, så mens der blev bygget nyt, boede vi i vores campingvogn på Askehøj camping. Vi blev gift i 2017 i Dallerup kirke, hvor Celina også er døbt. Festen holdt vi i Toustrup forsamlingshus. Det er sådan et smukt forsamlingshus, og skulle vi giftes, ville vi holde det der. Efter jeg fik tilkendt førtidspension, har jeg fået lov at være på Sorring skole et par timer om ugen. Her laver jeg kaffe, hjælper på biblioteket, tager kopier, klipper, laminerer eller hvad der nu lige ligger af ting til mig som jeg kan lave, eller hjælpe med. Jeg elsker at komme lidt ud, og er kun glad for at kunne hjælpe, også selv om det er små ting. Til juletræsfest, fastelavn og hvad der ellers sker i byen hjælper vi som regel også. Lasse hjælper med det tunge arbejde og jeg kan så sælge kaffe, billetter, eller hvad der nu lige er.

Vi startede med at træne vores Berner Sennen hund Minnie i STIF, på et lømmelhold i 2019 ved Tina. Lasse træner Minnie, mens jeg er med på sidelinjen i det omfang jeg kan. Vi er vilde med at træne i STIF, og Minnie elsker det. Der er et stort sammenhold i klubben, som man mærker lige fra start. Jeg er ikke i tvivl om vi valgte det rigtige sted at købe hus, selv om det var ret tilfældigt. Jeg nyder at gå ture i området, være i skoven og at bo med heste i haven. Hvor hunden kan ligge i gårdspladsen og sove. Den gode udsigt, og alle de skønne mennesker som er en del af Sorring. Hvor alle er velkommen og bliver taget godt imod. Og hvor man hjælper og støtter hinanden. For mig er det Sorring.

Kristine Dalgaard

Mig og Sorring – Gitte Helboe

Tusind tak for stafetten til Corina, som jeg har dyrket hundesport sammen med igennem flere år i STIF Familiehund.

Jeg er født og opvokset i Hasle ved Aarhus. Da jeg blev 18 flyttede mine forældre og jeg til Aarhus midtby, hvor jeg senere fik min egen lejlighed og boede frem til 2004.

I 1995 fødte jeg min datter Lisa, som jeg kan fortælle en masse om, men nu er det jo mig, det handler om.

Jeg startede til ridning, da jeg var omkring 10 år, brugte meget af min ungdom på at træne travheste, derudover var de eneste dyr, jeg havde haft kontakt til i mine Aarhus år, de katte jeg mødte, som altid kradsede mig (jeg tænker, de ikke kunne lide min måde at vise kærlighed på). Og de rotter jeg så ved Aarhus Å, mens jeg boede i midtbyen.

Da jeg tænkte, at nu havde jeg oplevet alt det, jeg skulle i Århus, begyndte min daværende mand og jeg at kigge på huse, og JUBI der var et i Sorring.

Den aften jeg opsagde min lejlighed, fandt jeg tre kaniner i et fuglebur. De stod mellem bilerne, der var parkeret i Aarhus midtby. Der var ingen tvivl, de skulle da med mig hjem. Min mand og jeg havde nemlig fundet huset på Horskildevej, som vi var faldet for. Et lille hus på 80 kvadratmeter med masser af plads rundt om til alt hvad hjertet kan begære. De tre kaniner blev hurtigt til 23 og gode råd var dyre, men vi endte med at komme af med mange af dem. Vi begyndte at holde hannerne adskilt fra hunnerne, så problemet opstod ikke igen. Vi fik hund og en kat, vi havde akvariefisk, chinchillaer, grise, heste, høns, ænder, flere katte, får, bier og en enkelt præriehund. Vi fik en gammel Ford Supermajor (traktor), som jeg drønede rundt på og gav den som Gitte på landet, og når det ikke gik hurtigt nok, købte vi skrotbiler, som vi kørte markræs i. Det var fantastisk at bo på landet.

For cirka 10 år siden begyndte jeg at træne hund ved Tina i STIF Familiehund, Det har jeg fortsat med, og i 2021 blev jeg uddannet hjælpetræner. Nu er jeg træner, for en flok dejlige hunde og deres ejere hver søndag. Jeg træner selv med min egen hund om torsdagen.

Jeg og Rosita min stolte Tinker hoppe har igennem mange år kørt med julemanden til juletræstænding i Sorring første søndag i advent. I 2021 blev Rosita mor, så hun havde barsel.

Jeg startede med at arbejde, da jeg var 12 årig. Gennem livet har jeg været rengøringsdame, butiksassistent, Lademanns leksikon sælger, side 9 pige, grønthandler, bagerjomfru, salgsleder, montrice på elektronikfabrik, lager- arbejder, vikar på plejehjem, Nada Kalibrist og kontornusser, så det kom nok ikke som et chok for nogen, da jeg i 2015 blev uddannet kørelærer.

Et erhverv jeg elsker, og som jeg synes, er virkelig spændende. Jeg nyder at arbejde med forskellige personligheder og finde løsninger på, hvordan vi opnår bedst læring. Livet er især herligt, når jeg møder de unge i Brugsen, og de kommer hen og siger hej, for hvem kan ikke huske sin kørelærer, og det hun/han har lært dig.

Jeg har besluttet mig for at drive min køreskole i nærområdet, så jeg afholder teori i Låsby, fra februar i år.

Jeg glæder mig til mange flere år her ude, hvor den røde glente flyver, og jeg kan køre en tur i min hestevogn, eller hvad jeg nu har lyst til.

Min største bedrift til dato har været at skrive dette indlæg til Stafetten om mig selv, da jeg har en dårlig fantasi.

Gitte Helboe

Mig og Sorring/Toustrup – Corina Münch

Mange tak for stafetten til vores nabo Emil Jørgensen.

Det er nu fire og et halvt år siden to udlændinge flyttede til Sorring. Det var mig, Corina Münch, som oprindelig er tysker, og min ægtemand Carsten Marcussen, som er sjællænder fra djævleøen.

 

Min vej til Sorring var lang. Jeg blev født 1968 i Tyskland i en lille landsby mellem Köln og Frankfurt. Området er kuperet med skov, mark, engarealer og søer – altså næsten som det ser ud her i området.

Da jeg var otte år gammel kom min far hjem og spurgte min mor, min lillesøster og mig om vi ikke havde lyst til at flytte til Afrika – og det havde vi. Så blev vi vaccinerede, pakkede vores ting sammen og flyttede som gæstearbejdere til Afrikas vestkyst, nærmere sagt Liberia.

Min far, som var uddannet som smed og elektriker, arbejdede i reparations­værkstedet til en jernmine. Efter skolen gik jeg tit hen og besøgte min far i værkstedet. Det var der jeg fik min interesse for metaller og store maskiner.

Jeg gik i en international skole, sammen med Liberianerne og børn fra hele verden, og skolesproget var engelsk. I min fritid gik jeg tit på jagt eller ud at fiske sammen med min far. Jeg elskede også at læse bøger. Problemet i Liberia var dog, at udvalget i biblioteket var meget begrænset. De få børnebøger havde jeg læst ret hurtigt, så fortsatte jeg med alle andre bøger som kunne findes. Som 11-årig var jeg derfor allerede stor fan af krimier og historiske romaner.

Da jeg var 12 år gammel udbrød der borgerkrig i Liberia og vi flygtede derfra. Det tog os 3 uger at komme tilbage til Tyskland.

Tilbage i Tyskland drømte jeg om at gå på gymnasium fordi jeg ønskede enten at læse fysik på universitetet eller blive kriminalbetjent. Men min mor, som var hjemmegående hustru, sagde: altså Corina, du er jo en pige, du bliver gift og får børn, du behøver da ikke at gå på gymnasium. Det er ikke noget for piger og i øvrigt dumpede min bror i gymnasiet (læs: hvis en dreng ikke kunne klare gymnasiet, så kunne en pige slet ikke). Men jeg trodsede min mors modstand, overtalte min far og fik lov til at gå i gymnasiet, som var i byen, omkring 20 kilometer væk. Da bussen kun kørte få gange om dagen fik jeg en knallert, som eneste pige i hele området. En dag kørte jeg galt og smadrede gearkassen. Min far købte reservedele, pegede på sit værksted og sagde: værsgo, Corina. Du skal selv reparere hvad du har ødelagt – og så gik han væk. Det var første gang jeg har adskilt en gearkasse. Jeg brugte 3 dage i værkstedet og så kørte den igen.

Det gik udmærket godt i gymnasiet indtil jeg blev 16 år gammel, hvor jeg fandt ud af at min far ikke kunne betale skolegangen mere. Jeg besluttede at jeg ville finde en læreplads og fortsætte med skolen senere. Men det var umuligt at finde et uddannelsessted som smed eller elektriker eller anden teknisk uddannelse for en pige. Efter 154 jobansøgninger og 154 afslag var jeg ved at blive fortvivlet.

En dag kom en af min mors veninder, som vi kendte fra Liberia, på besøg. Jeg fortalte hende om mit problem med at finde en læreplads. Hun sagde at hun arbejdede i en stålfabrik i Düsseldorf og at hun gerne ville spørge om der var en mulighed. Dagen efter ringede hun kl. 08.15 at jeg kunne komme til Düsseldorf med det samme og starte i lære. Jeg pakkede mine ting sammen og flyttede hjemmefra samme dag kl. 12.00.

Jeg startede med en grunduddannelse som smed, efterfulgt af en uddannelse som tekniker i fysiske materialeundersøgelser, metallurgist og specialist i havariundersøgelser. Senere læste jeg til industri-ingeniør i aftenuniversitetet, ved siden af mit arbejde.

Jeg blev i Düsseldorf-området i omkring 15 år. På grund af jobbet flyttede jeg til Nordtyskland. Sidst på året 2007 blev jeg kontaktet af en headhunter som spurgte mig om jeg kunne tænke mig at arbejde i Danmark. Ja, hvorfor ikke, svarede jeg, pakkede mine ting sammen og flyttede kort tid efter til Danmark. Jeg var knap 40 år gammel og vidste ingenting om Danmark, har aldrig været der før. Men der gik ikke lang tid før jeg blev helt forelsket i landet, den danske mentalitet og værdier.

Jeg boede og arbejdede i Randers og Århus og så blev jeg forelsket i en dansker: Carsten, som er programmør og designer af databaser og arbejdede i samme firma. Da firmaets sprog var engelsk og min danske kæreste ikke kunne tale tysk, talte vi engelsk sammen. Derfor var det svært at lære dansk. Jeg læste mange bøger på dansk, så dansk fjernsyn, men jeg kunne godt tænke mig at forbedre sproget. Så blev jeg medlem af en forening i Randers. Der lærte jeg en kvinde at kende, som inviterede mig til at blive medlem af Soroptimist International, som er en international velgørenhedsorganisation, som har til formål at forbedre kvinders og pigers liv.

I 2011 under finanskrisen blev mange fyret og en af dem var min kæreste, som var konsulent i firmaet, mens jeg var fastansat. Da jeg også var bange for at miste jobbet kiggede vi på mulighederne. Jeg havde slet ikke lyst til at tage tilbage til Tyskland, selvom der var gode jobmuligheder, men jeg følte mig aldrig hjemme i Tyskland. Som kvinde i en mandeverden var og er man i Tyskland altid nødt til at forklare hvorfor jeg, som kvinde, elsker at arbejde med teknik. Så kom Carsten med en skør ide at vi skulle dog bygge laboratoriet nummer 10 – denne gang skulle det bare være mit eget. Imod all odds sagde banken og flere leverandører ja til det og vi startede vores egen lille virksomhed på Djursland. Det var også der vi blev fuldstændig integrerede i Jylland da vi købte en trailer til vores bil.

Snart kunne vi dog mærke at huset og hallen, som vi havde lejet, blev for småt, fordi virksomheden voksede hurtigt. Vi kiggede på omkring tredive huse i hele region Midtjylland før vi fandt det absolut rigtige sted til både firma og privatliv, og det var i Sorring. Det tog mange måneder at få alle byggetilladelser på plads men i april 2018 fik vi nøglerne til Heidis hus.

Med hjælp af meget dygtige lokale håndværkere forberedte vi hallerne til vores firma, pakkede vores ting sammen, og flyttede til Sorring.

Vi blev helt overvældede af den varme velkomst vi fik her i Sorring. Mange naboer kom med velkomstgaver og folk stoppede os og spurgte om hvad vi laver. Det er ikke så nemt at forklare hvad vi arbejder med. Mange af vores opgaver handler om at finde ud af, hvorfor nogle dele som for eksempel lejer eller tandhjul fra store gearkasser eller store maskiner er gået i stykker. Det kunne også være et kunstigt hofteled som knækkede eller en plade af rustfrit stål som ruster, en bolt som er knækket, eller… På grund af min mangeårige erfaring i skadesundersøgelser har jeg set mange forskellige fabrikker og fremstillings­metoder og sammen med min baggrund i materialevidenskab kan jeg finde ud af, om det var gået i stykker på grund af en materialefejl eller designet eller noget helt andet. Carsten forklarer gerne, at jeg er en slags Sherlock Holmes i materialeverdenen, og jeg synes at det passer godt.

Så snart firmaet var på plads udvidede vi familien med en familiehund: vores labradortæve Bella, som vi desværre mistede i en ung alder på grund af en formodet hjerneblødning. Da vi ikke kunne undvære en hund, kørte vi til Galten og kom tilbage med vores nuværende labradordreng Eddie, som også hedder frækkert, især når han hopper over hegnet og forskrækker vores kære naboer, eller når han er på tur i byen, for at finde den lækre tæve, som er i løbetid. Jeg elsker at træne med hunden i STIF familiehund-klubben, hvor der kan findes meget dygtige hundetrænere og andre hundeelskere.

Ved siden af firmaet planlagde vi vores hobby-landbrug. Med hjælp fra en lokal landmand fik vi anlagt en hømark til vores tre vilde shetlandsponyer, vi holder flere høns og en hane og har også haft en kalv. Det tog mig dog noget tid i google- forskning at finde ud af hvilket dyr vi skal anskaffe for at kunne lave valgflæsk.

Vi elsker at dyrke vores egne grøntsager og køber næsten alle vores dagligvarer i vores lokale Brugsen. Vi støtter selvfølgelig forsamlingshuset, lokale håndværkere, forretninger og virksomheder. Sidste år investerede vores firma i en hjertestarter, som står til rådighed for alle når vi er hjemme, og det er vi næsten altid, fordi vi jo arbejder hjemmefra. Og ærligt sagt: hvorfor skal man på ferie når man bor på toppen af Danmark i denne skønne by med så mange venlige og hjælpsomme mennesker?

Carsten og jeg har besluttet at det nu er slut med flytteriet, det er i Sorring, at vi gerne vil blive boende. Det er her vi føler os hjemme og vi vil gerne bidrage med at støtte byen så godt vi kan. Mange tak kære Sorringboere for, at I tog så godt imod os to udlændinge.

Corina Münch

 

Mig og Sorring/Toustrup af Anni Lundgård Jensen og Ib

Jeg siger tak for stafetten til Sussi og Mogens på Solbærmarken.

Sorring har været mit ”hjem” siden 1982, så jeg er stadig tilflytter. Jeg kommer oprindeligt fra Sjælland hvor jeg har boet både på nord, syd og vestøen. Jeg flyttede til Låsby, i 81, da jeg havde lært en at kende der. Vi kom så ved et tilfælde, til at købe en lille ejendom på Terpvej, min daværende kæreste og jeg, den blev senere skiftet ud med en større ejendom, også på Terpvej.

Jeg er butiksuddannet i TEMA i Hammel. I 86 kom vores første datter Marianne til verden, Annemarie kom i 89 og til sidst Martin i 91.

Jeg havde for en tid min egen tøjbutik ude på Terpvej, Baby og Børnetøj. Den lukkede jeg da jeg ventede Martin, 3 børn og en butik, og Jørgen som var ved at starte et firma op, gik ikke lige i spænd sammen. Jeg begyndte efter endt barsel at arbejde i hans firma. Kontor, klargøring af maskiner og deltage på messer. Jeg skulle også selv køre rundt med maskinerne på en lastbil, så jeg tog lastbilkørekort da jeg var højgravid med Martin.

Nu med tre børn, så bliver man rodet ind i meget. Dengang havde Sorring ingen børnehave, men vi havde en legestue, som blev passet af frivillige, det var godt at få de mindre børn derop et par gange om ugen. Det foregik på skolen og en gang om året var vi en tur i Haunstrup, med alle søskende og forældre. Vi var to fulde busser afsted. Hyggelig tur.

Det var den første bestyrelse jeg sad i, og det gjorde jeg i 2 år. Senere blev det til 4 år Toustrup Forsamlingshus, Skolebestyrelsen 4 år, STIF 8 år, og jeg har været fitnessinstruktør her i Sorring, lige siden det startede. I et par år var jeg zumbainstruktør. Det var en meget stor udfordring, første aften stod der ca. 65 mennesker, UAK jeg var nervøs, men jeg overlevede og det kørte i to år. En af de unge piger i Sorring, Emilie var så sød og tilbød at hjælpe mig.

STIF stod i sin tid for en årlig familietur til Ahl Hage, vi var som regel 80 børn og voksne, afsted i en weekend. Det var en god rystesammentur af unge og gamle.

Jeg har også været en del af PAF i rigtig mange år, dog mest bag scenen. Jeg har brugt rigtig mange timer på at sy tøj til diverse stykker. En enkelt gang har jeg vovet mig på scenen i en mindre rolle, det var ganske sjovt. De sidste par gange jeg har været med, har det været både kostumer og sminke, sammen med en masse sjove mennesker.

I 2004 blev jeg skilt og flyttede på Hjejlevej, hvor jeg nu bor sammen med Ib. Ib kommer fra Holmstol ved Gjern. Han har to børn, Pernille på 38 og Dennis på 31 år.

Ude at bade den 14. februar med Annemarie

Ib gør ganske meget i teater. Han har været med i rigtig mange år, her i Sorring. Han blev på et tidspunkt spurgt om han kunne tænke sig at komme med i Silkeborg Musik og Teaterhus. Han er god til at lave special ”syet” underholdning til diverse fester, men det har været lidt sløjt med det, det sidste år.

Efter Ib havde været et par år på Silkeborg teater, manglede de en i systuen. Jeg var med i systuen i 5 år hvor de to også var som bestyrelsesmedlem af SMUT. De sidste 3 år har jeg været på catering-­ ­holdet.

Om sommeren elsker jeg at hjælpe til, til Riverboat i Silkeborg. Det er glade og hyggelige mennesker der kommer der.

I 2014 startede mit lille rengøringsfirma. Det går rigtig godt, og jeg har alle de kunder som jeg kan nå. Ib arbejder som sælger hos Hoffmann biler i Silkeborg og har været der stort set siden 2004, kun afbrudt af et par pauser.

Vi er begge glade for at bo i Sorring som er en hyggelig by med masser af aktiviteter. Ulf (katten) er også en del af husstanden.

Sorring ligger også dejligt tæt på naturen, med kort afstand til Silkeborg.

Vi er begge blevet bedsteforældre til en mindre flok, Ib har 5 og jeg har 2 børnebørn, de er i alderen fra 2 til 15 år.

Julemanden bor hos os om vinteren, og alle kan se ham.

Anni Lundgård Jensen

Mig og Sorring/Toustrup af Mogens Pilgaard Sørensen

Tak til Torben Egebjerg. Både for stafetten og for at spotte Sorring på kortet, da vi ledte efter smørhullet i Jylland.

Efter at have kørt forbi byen nogle gange på vej fra arbejde, tog jeg min kæreste Sussi med herud til rundvisning på skolen og i børnehaven, hvor vi var meget begejstrede over deres entusiasme og stolthed over stederne. Vi var begge forelskede i byens
atmosfære med det samme. Kort efter købte vi huset på Solbærmarken 27, hvor vi bor i dag, mens vi samtidig hurtigt fik solgt huset i Skødstrup – og vi har stadig ikke fortrudt det valg.

Jeg er opvokset i Roslev, med min lillebror, min mor (nu pensioneret kontorfuldmægtig ved politiet) og min far (nu pensioneret tømrer) og engelske settere. En dejlig barndom i en skøn by med gode venner og familien tæt på. Jeg havde dog udlængsel og flyttede til Skive allerede som 17-årig, før jeg tog videre til Århus og studerede fra 2002 til 2007, hvor jeg fik mit første ”rigtige” arbejde. Jeg var i mellemtiden blevet forelsket i Århus, så havde ikke drømt om at skulle se tilbage på Roslev. Skæbnen ville dog anderledes – og til et studentergilde hos min tidligere nabo i 2008, spillede jeg bordfodbold med den sødeste pige (som er min tidligere nabos kusine). Jeg fik nasset nogle cigaretter af hende og vist hende nogle tricks med en ølflaske (man er vel fra landet). Det ene tog det andet og på trods af vi begge næsten ikke dukkede op til festen, bor vi nu her i Sorring med vores dejlige børn Frida (0.x) og Magnus (3.x) og fejrede i februar 2021 12½ år sammen.

Sussi der altså ligeledes er fra Roslev, havde været forbi Norge, Ægypten, Israel og England før pædagogstudiet i Århus landede hende et job som pædagog på Trøjborg i 2007. Hun havde ligeledes ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig at ende op med en fra Roslev, og sikkert endnu mindre efter hun i et studiejob hos Århus Taxa havde sendt et par taxaer i min retning, hvor jeg sikkert har været lettere beruset. Men før husbyggeriet i Skødstrup købte vi i 2009 en andelslejlighed på Trøjborg, hvor vi fortsat elsker at komme hos Ib, den lokale grønthandler, biografen og Thai Plus som laver fantastisk Thai-mad udover de to pizzasteder.

Jeg arbejdede som elhandler i Ikast fra 2007-2010, hvor jeg første dag på arbejdet mødte Torben – som heldigvis har hængt ved lige siden. Vi omtaler faktisk deres familie som vores anden familie og det er jo skønt nu at bo i samme by. Fra 2011-2015 var jeg ansat hos AAK i Århus, hvor jeg handlede med palmekerne- og kokosolie, hvilket medførte nogle fede rejser til Asien, Holland og Sverige. Jeg er nu retur i elmarkedet, hvor jeg er ansat hos Norlys i Silkeborg.

Sussi er pædagog i Galten, så det er skønt begge at have så kort afstand til arbejdet.
Vores første tid sammen blev brugt med rejser til Amsterdam og Stockholm, hvilke er byer vi virkelig holder af at besøge. Især Svartmangatan i Stockholm og hofjes i Amsterdam vækker dejlige minder. Efter vi stiftede familien på Trøjborg, og senere flyttede til Skødstrup, savnede især jeg et mindre samfund, hvor man kendte folk og kunne komme hinanden lidt nærmere. Det fandt vi her i Sorring, og børnene var hurtigt med på ideen, da vi sammen besøgte byen med is fra Sorring Brugs som vi delte på toppen af Rasmussens Have en solbeskinnet forårsdag i 2018. Magnus startede til fodbold i STIF før vi flyttede, så klassen kendte ham allerede, da han startede i 0.x, hvilket hjalp ham med skiftet, som tog lidt hårdt på os alle. De andre børn kendte godt Magnus, selvom lærerne nu mente det var en ”ny” dreng, der skulle starte i klassen. Tak for modtagelsen af os til både forældre i den nuværende 3. klasse og 0. klasse – dengang børnehaven.

Generelt er vi utrolig begejstrede for den modtagelse vi fik som nye i Sorring. Magnus blev inviteret med til børnefødselsdag på vores 2. dag i Sorring og vi blev budt velkommen til byen af Vingrens, der droppede forbi med velkomstgave fra Sorring Bær samt et par unger, der ville lege. Det gav Sussi og jeg lidt ro til at forsøge at skabe orden i kaosset fra flytningen.

Familien blev også hurtigt en del af STIF og er fortsat meget aktive med fodbold, badminton, gymnastik og Styrke+. Og så har vi haft Simba til hundetræning (ja, ham den lille Golden Retriever-gavtyv, der elsker at hilse på folk i hele byen). Heldigvis har vi også nået at opleve julemarked, markedsdage, Flæskebold, fastelavnsfester mv, før Corona kom til landet. Skolefest var også noget særligt, hvor Magnus var helt høj efter en aften med lykkehjul, cola og gode venner. Jo jo, Sorring er skam bæredygtig – tænk bare, hvor meget legetøj der skiftede hænder de aftener og skabte ny glæde for en stund i andre hjem i byen (hvorefter det blev solgt videre til Torvedag).

Generelt er det fantastisk at se, hvor meget de forskellige forældregrupper i byen bakker op om hinanden og er med på at stable forskellige ting på benene. Og her skal selvfølgelig også nævnes alle de frivillige i STIF. Jeg forsøger selv at bidrage med det jeg kan. Har stået i Brugsen for OK, sat stole op til fastelavnsfest og her i april arrangeret dette års første Garagesalgs-weekend. På trods af nok at være introvert, oplever jeg byen som meget åben, og det hjælper sådan en som mig med også at åbne op og komme ud fra hulen derhjemme.

Vi er også utrolig glade for Brugsen. Man møder mange fra byen på de daglige indkøbsture og det tænker jeg er med til at bidrage til et godt sammenhold i byen. Derudover er Finn jo er en fantastisk uddeler og hans personale er altid søde og imødekommende, selvom man måske fumler lidt med pakkenummeret fra PostNord. Det er fedt at bo i en by, hvor ungerne kan hænge påskeæg eller julesokker op i den lokale Brugs og stolt vise frem til bedsteforældre på besøg. Det giver noget til byen – noget fælles at snakke om. Og så kører snakken. Og tænk – vi stod sammen i de sidste måneder af 2020 og kan nu glæde os til en opfrisket Brugs. Skidegodt skuldret Sorring!

Utroligt mange ting gør altså Sorring speciel. Vores udsigt fra stuen om aftenen med en fantastisk solnedgang, gåture med Simba rundt om Syvhøje, Gjern, Søhøjlandet og overnatninger i spejderhytten. Ja generelt en skøn natur lige udenfor døren.

Det er også en allerede yndet familietradition at fælde eget juletræ hos Bent og Birthe.

Der er heller ikke langt til shopping i Silkeborg og mange dejlige hundeskove indenfor korte afstande – inkl. stranden ved Knudhule. Derudover spiller jeg selv lidt fodbold i Låsby på forskellige hold, hvor jeg senest har været inviteret med til noget Veteran-bold med Jesper, Søren og Karsten her fra Sorring – via dispensation godt nok.

Vi holder også af at besøge Svostrup Kro, og en ting jeg også har fundet i Sorring, er kontakt til den lidt ældre generation. Jeg holdt meget af mine bedsteforældre, og nyder enhver mulighed for at snakke med de lidt klogere folk. Stor tak til Josef & Lars for gode snakke – og efterhånden mange lervarer. Til Anette & Jesper for tålmodighed, når Simba går på opdagelse og Ib & Anni, som jeg faktisk havde hyret allerede inden vi flyttede herud, da vi fik lidt hjælp til nogle ting i haven. Anni hænger ved endnu en gang om måneden.

Mogens Pilgaard Sørensen

 

Page 1 of 4 >