Sorring.dk

Først og fremmest tak til Hanna Jensen for at give stafetten videre til mig. Jeg blev meget overrasket over at blive spurgt men også glad.

Jeg flyttede til Sorring i 1998 sammen med mine forældre samt storesøster og jeg var helt sikker på, at når man flyttede til en lille by i Jylland så fik man nok også en hest – men nej.

Vi flyttede ind i Høghgårdsvej nr. 1, et stort og skønt hus med rigtig meget plads, dog ikke til en hest. Men det var nu alligevel skønt at bo i Sorring, jeg havde alle mine venner tæt på, så jeg bare kunne gå over og lege. Min søster og jeg kunne spille kantsten med de andre børn på vejen.
Som 8-9 årig begyndte jeg til badminton oppe i den lille hal og senere startede jeg til fodbold. Jeg har også haft et enkelt år i Sorring Børnecabaret.

Som helt ung brugte jeg min fritid på at være badmintontræner for U9 spillerne, samt fodboldtræner for et drengehold. Det var supersjovt, både træning men også kampe og stævner. Her blev jeg nogle gange overrasket over hvor ivrige og entusiastiske fodboldmødre kan blive – jeg nævner ikke nogen navne.

Som 14-årig fik jeg fritidsjob i Dagli’Brugsen. Det var et fantastisk job hvor jeg lærte meget om mig selv, og andre mennesker. Det var også en super arbejds­plads med alsidige opgaver men også et sted med plads til sjov og humor, som Sten Madsen sagde når han og jeg var på arbejde sammen: ”Nå, så er det kvik og Wachs i dag – the dreamteam.”

En gang om måneden var der disko-fest i forsamlingshuset, og indtil jeg selv blev gammel nok til at deltage, stod jeg i køkkenet hvor jeg lavede pommes fritter og franske hotdogs. Da jeg endelig måtte deltage i festerne, var det ofte hos mig, der blev holdt forfest. For med en gildesal i kælderen, var det i vennernes øjne, naturligt at være den som lagde hus til. Her kunne vi varme op til festen, med en enkelt genstand, Inden vi skulle ned i forsamlingshuset. For at høre Cryp2night, byens lokale mobil-disko der spillede op til dans og sjov.

I 2008 blev jeg færdig med min uddannelse som pædagogisk assistent og har siden arbejdet i Stjær Børnehave.

Min mand Kasper, har jeg kendt siden vi var børn. Kasper gik 2 klasser over mig, og dengang var han bare irriterende. Det er han stadig! Men i dag er han også min dejlige mand.

Da vi flyttede sammen, var det i en af andelslejlighederne ”de blå huse” – et supergodt første-gangs-køb. Her fik vi vores første datter Kaja i 2012. I oktober 2014 købte vi vores nuværende hus på Dybdalsvej, da vi ventede vores anden datter Karen, og synes at vores andelsbolig var blevet for lille.  På Dybdalsvej fik vi et dejligt hus, med en kæmpe have. Lige noget for Kasper, der jo er uddannet landmand. Så her kan han selv dyrke vores grøntsager.

Hverken jeg eller Kasper, har nogensinde overvejet at flytte fra Sorring. Vi er begge opvokset i byen, og synes at vores børn, skulle have de samme muligheder og goder, der er i et lille samfund som Sorring. Det er faktisk lidt sjovt at tænke på, at mine børn nu er 3. generation på skolen, da Kaspers far også har gået på skolen.

Det er hyggeligt, når jeg på mine løbeture møder folk der dytter og vinker, dem der giver ”thumbs up”, dem jeg ikke kender navnet på, men som alligevel stopper op, når det pis øs regner, og spørger om man ikke skal have et lift hjem.

Sorring er i mine øjne også en by med en masse muligheder, alt er inden for rækkevidde, der er tilbud til mine børn, lokalt i byen. Jeg er tryg ved at sende mine børn alene af sted i byen. Da min ældste datter faldt på vej hjem fra skole, kommer der en voksen, som vi ikke lige kender, trøster Kaja og sikrer sig, at Kaja er klar til resten af turen hjem.

Sorring er en by, drevet af ildsjæle, som lægger et kæmpe arbejde i at skabe rammer og tilbud, til fælles bedste. Tilbud som jeg selv har haft stor glæde af, og som mine børn nu også nyder godt af. Men det stopper ikke ved børn og voksne, når man bliver senior, er der også en masse muligheder, f.eks. på Sorringhus. Mine bedsteforældre, som også er flyttet til byen, har stor glæde af tilbuddene og kommer til fællessang, banko, og fælles morgenmad bl.a.

For omkring 4 år siden blev jeg selv spurgt, om jeg ikke ville være en del af fitnessudvalget, da man søgte unge brugere til udvalget, der kunne være med til at udvikle og forny og opdatere vores træningscenter. Det er en spændende opgave, og det giver god mening, at jeg selv giver noget tilbage til fællesskabet.

Men det der betyder allermest for mig, er vores store netværk, mange af vores venner og mine veninder, bor i eller omkring Sorring, og vi ses stadig, både til almindelig hygge, men også til livets begivenheder.

Sorring er en by du lever i og som giver livet mening.

Katja Wachs

AF CHENETTE MADSEN PERANGIN ANGIN

Tak for stafetten til min gode veninde Bente Jakobsen.

Ligesom Stine Røhling starter med i sin fortælling om Mig og Sorring, så kan jeg vist også godt kalde mig “Et barn af Sorring”. Min fars familie har været bosat her i Sorring siden 1938. Min farfar Laurits Madsen var mejerist og bestyrer af mejeriet i Horskilde, indtil det lukkede i 1970. Til de som ikke lige ved det, så ligger Horskilde ca. 1 km uden for byen mod Låsby og Tovstrup.

I 1975 byggede min farfar og farmor hus på datidens “toppen af Hjejlevej”. Min farfar var en kendt mand i Sorring og gammel Gjern kommune. Han havde politiske interesser og blev i 1970 valgt som Gjern kommunes første borgmester.

Min farbror Sten er også en kendt Sorring-genser, da han var brugsuddeleren før Finn.

Min far er også et kendt ansigt i byen, idet han stod for marmeladekogningen i mange år for Sorring bær, han kører varetur for Brugsen, og han er kendt som “morfar Erling” for rigtig mange af byens børn.

Ja, så fik jeg beskrevet mit tilhørsforhold til Sorring, og nu til lidt om mig. Jeg hedder Chenette Madsen Perangin Angin, jeg er 42 år, og datter af Erling og Sonja Madsen. Mine forældre flyttede i slutningen af 1977 til Sorring eller rettere sagt til en nedlagt landbrugsejendom 2 km uden for Sorrings byskilt mod Gjern.

Her havde jeg en rigtig dejlig barndom, hvor min lillebror Johnny og jeg havde mange projekter i form af at bygge huler eller hjælpe naboerne med at samle sten og høste. I familien brugte vi meget tid sammen; om søndagen gik min far og jeg ind til Røhlings bageri på Møllebakken for at købe rundstykker, vi plukkede bær og bælgede ærter, og om vinteren sneede vi inde, så vores nabo, Verner, måtte komme os til undsætning med sin traktor. Ja, det var dengang, der var snevejr til.. Jeg husker tilbage på det som en skøn tid, omend mine egne drenge, der er vokset op i Ipad’ens æra, synes, det lyder som en barndom på Hjerl Hede.

På et tidspunkt fik jeg en hest, en islænder vallak som hed Baldur, der gik ikke længe, så fik min mor også en islænder, og på et tidspunkt havde vi en flok på fire islændere. Og jeg har virkelig redet mange ture i området omkring Storlyngdal og Sorringskoven.

Jeg har gået fastelavnssoldat, fra jeg startede i skole til jeg blev 11-12 år, jeg har været med til at plante de første solbærplanter på Solbærmarken, og var i 1985 med til at fejre Sorring skoles 150 års fødselsdag. Jeg kan huske Børges butik, Købmand Bak, Elmer købmand, posthuset, Sparekassen, Besteds kiosk, Jettes blomsterbutik, Blomsterkransen og mange flere forretninger som har været her i byen.

Fra Sorring skoles 150 års fødselsdag

I 1983 startede jeg på Sorring skole og gik der til og med 7. kl. Dengang var Sorring skole ikke så stor, og jeg kan huske at på et tidspunkt var min klasse nede på kun 3 piger og 10 drenge.

Så det var en omvæltning, da vi kom til Fårvang i 8.-10. kl., hvor der var fem 8. klasser! Årene på Fårvang var sjove og på mange måder lærerige, men festerne i Skanderup og Sorring forsamlingshus er nok dem, jeg husker bedst.

Så blev det HF i Silkeborg, og et halv år i huset ved den sødeste familie på Ternevej i Silkeborg.

I 1996 tog min veninde Marie og jeg 9 måneder til Brighton i Sydengland, hvor vi arbejdede som handicaphjælpere. Det var på mange måder udfordrende at stå på egne ben i en stor fremmed by, og ikke mindst at få økonomien til at hænge sammen. Men det var en fantastisk oplevelse, som jeg mindes med glæde.

Da vi vendte hjem fra Brighton i foråret 1997, tog vi og vores veninde Trine fra Holmstol til Indonesien. At det blev Indonesien, var en tilfældighed, vi lukkede øjnene og pegede på verdenskortet i atlasset, og fingeren landede på Indonesien!

Den rejse forandrede mit liv for altid, for vores jungleguide, som vi allerede mødte på andendagen, var Joshua, som jeg nu er gift med på 23. år.

Joshua og jeg blev gift på Gjern Rådhus i november 1997, efter at have kendt hinanden i bare et halvt år. I 1999 rejste vi tre måneder tilbage til Sumatra, hvor vi bl.a. blev gift på indonesisk og havde hele landsbyen på 600 mennesker inviteret med til fest.

Senere hen har vi også fået en kirkelig velsignelse i forbindelse med dåben på vores søn Lukas. Så det er blevet til tre bryllupper med den samme mand, – så er det vist slået fast 🙂

Sammen har vi fire drenge, Lukas på snart 17, Silas på 12 og Carlos på 6.
I 2002 mistede vi deres storebror Viktor, to uger før termin. I dag er sårene nogenlunde lægt, og han er på ingen måde en hemmelighed.

Joshua fik arbejde hos Gjern Glas i 2000, og inden da flyttede vi i lejligheden på Hovedgaden ved siden af Brugsen. Sidenhen flyttede vi til Vibevej 5 – også kendt som Jytte Vengs hus, og i dag bor vi på Hjejlevej 45, hvor vi byggede til, så jeg fik plads til mine dagplejebørn.

Jeg har været dagplejer i snart 15 år, så jeg har haft mange af byens børn og forældre “gennem mine hænder”. Jeg nyder mit arbejde og mine rigtig gode kollegaer i fulde drag.

Jeg er utrolig glad for, at vi valgte Sorring som rammen om vores hjem, da vi skulle starte vores familieliv op. Det har været nemt for Joshua at blive integreret i Sorring, og alle har været utrolig venlige og imødekommende overfor ham og os.

Vi har et godt sammenhold i byen, med mange gode arrangementer! Et godt idrætsliv, og takket være mange frivillige kan vores børn gå til gymnastik, badminton, fodbold og meget mere 🙂

Jeg føler mig tryg i Sorring, og det er min oplevelse, at børnene kan færdes trygt i byen, og at vi holder øje med hinanden og børnene – på den gode måde 🙂

Chenette Madsen Perangin Angin

Af Flemming Wandborg

Først en tak til Harry Jensen, der havde tillid nok til at spørge, om jeg ville overtage stafetten. Først senere fandt jeg ud af, at det var omkring jul, jeg skulle skrive – og da har man faktisk andet at tage sig til. Endelig er jeg jo ikke én, der har boet i Sorring i umindelige tider, er faktisk kun tilflytter med godt 15 år i Sorring.

Mit navn er Flemming Wandborg. Jeg er født i 1939 og opvokset i Hornbæk ved Randers og gik de første år i skole i Hornbæk skole, som dengang var 2-klasset, indtil jeg kom på Randers Statsskole og herfra tog mellem- og realeksamen.

Jeg videreuddannede mig til lærer på Århus Seminarium, var soldat og sergent i 2 år og fik derefter ansættelse i Skagen, hvor jeg var lærer, til jeg i 2003 gik på pension.

I min skoletid som barn fyldte musik og FDF en stor del af min fritid, og begge dele fulgte mig også i mit voksenliv, idet jeg var leder i FDF, korsanger og spillede på violin og klaver.

I min seminarietid var jeg kirkesanger i Fausing og Auning kirker, hvilket betalte min uddannelse, så jeg kun skyldte 50 kroner, da jeg blev færdig.

I 1965 blev jeg gift med Merete, som jeg indtil 1999 delte dels bord og seng med, dels også arbejde, idet hun også var lærer på samme skole som jeg var.

Desværre døde hun, kun 56 år gammel, og efter et par år var der én, der sagde til mig, at jeg skulle se at få mig en kone, og så var det, at Anna og jeg kom til at kende hinanden. Hendes mand, Arne, var død ca. en måned efter, at Merete døde; men hun ville ikke flytte fra Borum til Skagen, for der blæser det, og langt det meste af hendes familie bor her på egnen, så for at opnå hendes gunst måtte jeg altså rive teltpælene op og flytte, først hjem til hende, da huset i

Skagen var solgt, og derefter et halvt år til Skovby, mens vores hus her på Bredsigbakke blev bygget, idet hendes hus meget hurtigt blev afsat. I 2004 var huset her færdigt, vi flyttede ind og blev viet i Dallerup kirke.

At flytte til Sorring var noget af en omvæltning. I forvejen anede jeg knap, hvor byen lå, men det varede ikke ret længe, inden jeg havde rodet mig ind i diverse sammenhænge.

Der skulle oprettes en grundejerforening, og af en eller anden grund fandt man ud af, at jeg sammen med Åge Jakobsen fint kunne være formand og næstformand. Vi var jo pensionister, mens de øvrige på vores lille vej var arbejdsramte. De to poster indebar, at alt det praktiske blev overladt til os, mens den øvrige bestyrelse var god til at give råd.

Formandsposten, som jeg fik, indebærer visse privilegier. Jeg har ret til at slå græs på fællesarealer og rabatter, sørge for at maskinparken, en havetraktor, bliver serviceret og desuden andet forefaldende arbejde. Vores grundejerforening med kun 11 husstande er så lille, at vi mødes på kryds og tværs i mange forskellige sammenhænge, og generalforsamlinger og vejfester kan holdes hos en af beboerne.

Kort efter tilflytningen blev jeg medlem af bestyrelsen i Røde Kors og genoptog det arbejde, jeg i næsten al min tid i Skagen havde haft, ligesom en bestyrelsespost i en FDF-efterskole fortsatte i nogle år.

Der gik kun halvandet år, inden jeg blev valgt til menighedsrådet, hvor jeg har siddet siden, men efter 13 år stopper jeg om et år. Det har altid været spændende, og jeg kendte til arbejdet fra min tid i Skagen, hvor jeg var
med i ca. 24 år.

Endelig har jeg været brugt som kirkesangerafløservikar, et job, jeg kan
bruges til, når alt andet glipper. Titlen er opfundet af mig selv, men dækker ganske godt. Flemming som dreng i Hornbæk

Hvad Sorring betyder for mig, er ikke helt let at definere; men nu har jeg levet en stor del af mit liv i Skagen, og på det tidspunkt var centrum dér, ligesom når børnene i skolen skulle udpege et sted på Europakortet, skulle de lige først finde Skagen, hvilket jo ikke er så svært. Lidt sværere er det med Sorring. Når man fortæller fremmede, at man bor i Sorring, skal man ofte fortælle, hvor det er. Ikke desto mindre er Sorring for mig blevet noget særligt. En af de første dage efter indflytningen gik jeg hjem fra Brugsen, og på vejen kom den tanke over mig: Dette er for fremtiden DIN by. Det er ikke et sted, du er kommet for at besøge. Du bor her. Her er dit hjem. Denne indskydelse har fulgt mig siden og for mig er centrum nu her i Sorring.

Var valget af bosted rigtigt? Hvad kan Sorring gøre for dig – – og omvendt?

Ja, i højeste grad! Sorring har en størrelse, der gør, at man hurtigt kommer til at kende en hel del mennesker, ja, det er næsten umuligt andet, hvis man vil. Hvis man lukker sig inde og er sig selv nok, er det vel ligegyldigt, hvor man bor, men vil man have noget tilbage, må man åbne sig og tage del i det liv, der rører sig i ens nærhed.

Det var spændende, da det store slag skulle slås for Sorringhus. Heldigvis opdagede politikerne, at Sorring var et sted, hvor der skete noget. Mere, end de kloge hoveder havde drømt om, og borgermødet var en hyldest til fællesskabet, der i hvert fald i den situation fik magt til at ”omvende” adskillige, der vel også kunne se, at der var stemmer i at være positiv.

Anna og jeg er med tiden ikke blevet mindre begejstrede for Sorring. Sorring har det, vi behøver, både legemligt og åndeligt, så det valg, vi i sin tid tog, var i den grad det rigtige!

Flemming Wandborg