Mig og Sorring/Toustrup
AF HEIDI FLANSMOSE JUNKER
Pia Møller Poulsen, tusind tak for stafetten, som jeg overtog på parkeringspladsen foran Brugsen efter endnu en velspillet fodboldkamp på STIFs dameseniorhold. Udover fodbolden har Pia og jeg også drenge på samme årgang. Faktisk har vi også Vestjylland til fælles.
Jeg er stolt af at have modtaget stafetten, men har også været meget i tvivl om, hvad jeg egentlig skulle skrive, da meget allerede er skrevet i Miniavisen af andre Sorringensere (eller hvad vi nu hedder) – fællesskab, sammenhold, hjerterum, naboskab, tryghed, foreningsliv, frivillighed, natur, landlig idyl, Sorring-tårnet og mange flere ord, som jeg kun kan nikke genkendende til. Jeg stemmer i og vil derudover fortælle lidt om mig
og min familie i Sorring.
Mit navn er Heidi Flansmose Junker og i august 2018 flyttede min familie og jeg til Sorring – Jeg bliver her 4 år senere stadig rettet på, når jeg siger [Sorring] og ikke [Sårring] som det jo rigtigt hedder.
Jeg er gift med Henrik, og sammen har vi Aksel på 10 år, Astrid på 8 år og Karen på næsten 5 år.
Vi havde i et stykke tid kigget efter ejendom, men ikke rigtig fundet det, det skulle være – det eneste vi var sikre på, var at vi skulle have fundet en landsby med skole helst inden Aksel skulle begynde i skole, dvs. vores deadline var august 2018.
Henrik kommer fra Høruphav på Als i Sønderjylland og jeg fra Ferring vest for Lemvig i Vestjylland. Vi havde afprøvet tanken om at flytte ”hjem” til enten syd eller vest, men var ret enige om, at vi ville blive i nærheden af Århus, da det var her vi havde boet, levet og arbejdet siden vi mødte hinanden på skole i 2007. Men i og med at ingen af os havde kendskab til nogen af småbyerne med en rimelig køreafstand til Århus var det svært lige at vide og tage en beslutning…
I foråret 2018 intensiverede vi boligsøgningen og tog en søndag eftermiddag en køretur i de byer vi fra boligsøgningen vidste havde interessante huse og ejendomme til salg – så var det bare at finde ud af om byen også var interessant… Jeg mindes det som en lang dag – børnene var utålmodige og gad ikke sidde i bilen og der var bare ikke rigtig noget der fristede!
Dagens sidste stop blev på Møllebakken i Sorring, hvor vi havde set, at der var et hus til salg, men vi havde egentlig ikke fundet det interessant. Men nu var vi jo lige i nærheden, så kunne vi lige så godt kigge forbi. Som by havde Sorring på papiret det vi søgte, så hvorfor ikke… da vi kørte forbi huset – på Møllebakken og videre ud ad Herredsvejen mod Gjern var vi solgte – den udsigt – det var for vildt! I maj underskrev vi købsaftalen og den 15. august 2018 flyttede vi ind i Maibritt og Cliffs hus på Møllebakken 37.
Vi nåede det næsten til skolestart den 13. august 😊
Med børn der startede i hhv. 0. klasse, børnehave og vuggestue fik vi meget hurtigt en stor berøringsflade i byen. Naboer, både de faktiske naboer og dem man på landet kalder naboer 😊, og forældre i børnenes skoleklasse, børne/vuggestuegruppe var imødekommende og hjælpsomme, så det var meget nemt for vores familie at falde til.
Vi overtog et stuehus der var nærmest nybygget og det krævede derfor kun en klat maling og vores egne ting før vi kunne flytte ind og kalde det for hjem – udhusene og udenomsarealerne derimod har givet os rig mulighed for at udfolde os. Vi er udemennesker, ture i naturen, jagt, bål osv. og nyder at bruge tid på at indrette udenomsarealerne. Vores allerførste projekt var at åbne haven op imod udsigten mod vest trods advarsler om den hårde vestenvind. Dernæst har vi ryddet et hjørne for at få plads til køkkenhave, forsøgt os med blomsterbede, frugthave, stensætninger og legestativer.
Vores største projekt indtil videre har været at lave indkørsel og gårdsplads – hvilket gav sved på panden og vabler i hænderne, men vi er virkelig glade for resultatet.
Men vi er langt fra færdige – vi drømmer om shelter i haven, bålplads og udekøkken, om gårdhave og drivhus. Om renovering af udhuset, høns og får.
Det kommer nok hen ad vejen 😊
Henrik og jeg er begge uddannet indenfor landbrug og har i flere år arbejdet i landbrug. Henrik er blevet i den verden og har i mange år arbejdet med markforsøg, og arbejder i dag som planteavls – og forædlingstekniker hos Nordic Seed i Dyngby. Arbejdet består i at fremavle og dyrke nye kornsorter.
Jeg selv har fundet en helt anden retning – egentlig startede min vej til, hvor jeg arbejder i dag, med et rengøringsjob hos firmaet EL:CON.
Rengøringsjob blev til kontorjob, blev til koordinator og sidenhen projektleder og tilbudsberegner inden for gadebelysning og signalanlæg i sammen firma. 12 år gik og jeg har fået en masse erfaring indenfor entreprenørbranchen. I foråret 2022 fik jeg tilbud om at prøve at komme om på den anden side af bordet, at fungere som bygherre og herunder
indhentning af tilbud. Jeg tog chancen og arbejder i dag som udbudskonsulent ved Vejdirektoratet i Skanderborg.
Ved siden af arbejde og hjemmet, er store som små aktive i STIF. Aksel spiller på Sorring-Voels U11 fodboldhold og planlægger at starte til badminton til efteråret og har tidligere også lavet gymnastik. Karen spiller fodbold på U5 og skal til efteråret med til gymnastik, mens Astrid er ivrig gymnast på årgang 2014 gymnastikholdet, men har også spillet
fodbold et par sæsoner.
Som jeg skrev i indledningen, spiller jeg på byens dame fodboldhold. Jeg nyder virkelig at være sammen med damerne – bare spille bold, tømme hovedet, bruge kroppen og lattermusklen. Man kan komme som man er, med de talenter man har – høj/lav – ung/gammel – der er plads til alle der har lyst til at være med. Vi spiller for at have det sjovt, men ynder også
gerne at gå efter sejren i kampe 😉 Jeg vil unde alle at have en hobby de glæder sig lige så meget til, som jeg glæder mig til at komme til fodbold med Sorring-damerne hver tirsdag og torsdag.
Ud over at benytte os af de tilbud Sorring har, forsøger vi også at bidrage med det vi kan til fællesskabet. Henrik sidder i bestyrelsen i Brugsen, mens jeg er medtræner på Sorring-Voels U11 drengehold og er en del af et nyopstartet aktivitetsudvalg i STIF.
Jeg er virkelig glad for og stolt af at bo i en by, hvor der er så mange tilbud til os alle og hvor en stor del af de tilbud er baseret på frivillige kræfter.
Det er i dag absolut ikke kun udsigten, der gør Sorring til et fantastisk sted at leve. Det er godt naboskab, stærke venskaber for både voksne og børn, højt til himlen og alt det man som familie har brug for.
Vi har følt os velkommen i byen lige fra første dag.
Vi ses.
Heidi Flansmose Junker