Tak for stafetten fra Maria Rossau Laursen. Maria og jeg kender hinanden fra Sorring Børnehus, hvor Marias datter Olivia og min ældste datter Mathilde, har fulgtes gennem vuggestue, børnehave og nu er startet i skole sammen.

Mit navn er Signe Skou, og jeg bor på Bredsig sammen med min kæreste Kenneth og vores to piger Mathilde (6 år) og Kathrine (4 år). Værd at nævne er også det seneste “familiemedlem” – vores VW California (eventyrbussen), som vi nyder at være på ture i sammen som familie. Både rundt i Danmark på kortere ture – men også på længere ture rundt i Europa. I 2024 tog vi f.eks. orlov i 3 måneder og rejste rundt i Europa. Helt fantastisk.
Lidt om os: Kenneth er vokset op i det sydvestjyske (på en gård uden for en lille by, uden for en anden lille by mellem Varde og Skjern) og jeg er opvokset i Mårslet syd for Århus. Kenneth og jeg har begge studeret i Århus. Kenneth til civilingeniør og jeg har en kandidat i Medievidenskab. Det var også i Århus, at vi mødte hinanden tilbage i 2014. I 2017 købte vi en lejlighed på Århus Ø og i 2019 kom vores første datter Mathilde til verden. Da jeg var gravid med vores anden datter Kathrine begyndte drømmen om at flytte i et hus med have. Vi var helt enige om, at vores børn skulle vokse op i et velfungerende lokalsamfund ligesom vi selv har nydt som børn.
Det var lidt af et tilfælde, at det var netop her i Sorring, at vi endte med at slå os ned. Jeg arbejdede i Silkeborg, Kenneth i Århus, så vi kiggede på byer derimellem (dog på den anden side af motorvejen). Men så på et seminar fortalte min kollega Sanne Porse (der bor i Sorring), at en af hendes naboer skulle til at sætte deres hus til salg. Et hus som havde det Sanne vidste vi kiggede efter – Et nyere hus, som er placeret bynært, har udsigt, er lyst og gerne med loft til kip. Huset på Bredsig havde det hele! Jeg tog med Sanne til Sorring efter seminaret og fik en rundvisning, hvor Kenneth var med på video. Dagen efter var Kenneth og jeg ude og se det igen og dagen efter igen havde vi købt det!
Vi flyttede ind i februar 2021 (under Corona) og derfor også en lidt underlig tid at starte et nyt liv op i en ny by. Vi havde et dejligt hus, en dejlig have, en datter der hurtig blev glad for vuggestuen – men om det var et godt sted at bo og et godt lokalsamfund, var svært at gennemskue i en coronatid. Men det skulle vise sig at være alt det vi havde håbet på i forhold til skønne mennesker, dejlige aktiviteter for både børn og voksne og et trygt sted for pigerne at vokse op.
Vores omgangskreds begyndte også at vokse. Både grundet den åbenhed vi mødte her i byen, samt, at jeg blev frivillig i idrætsforeningen. Selvom jeg altid har spillet fodbold – og aldrig dyrket gymnastik, så blev det gymnastikken jeg kastede min energi og tid efter. Først som gymnastiktræner, træner på Female-Fun holdet og en del af gymnastikudvalget. Senere også som gymnastikformand, som jeg har været siden 2023. Og de seneste år har Kenneth og jeg også været fodboldtrænere sammen. Det er en kæmpe fornøjelse at se, hvordan frivilligheden lever i en by som Sorring, og jeg bliver virkelig glad af at mærke det engagement der er fra alle sider omkring gymnastikken. Det er så vigtigt i en by som vores, at alle giver lidt for så får man så meget igen. Det håber jeg alle i byen fortsat vil huske på. For det er grundet det, at vores by bliver ved med at være et så fantastisk sted at bo og at leve i.

Signe Skou