Tusind tak for stafetten som jeg har fået af Kirsten Nørby, det er en kæmpe ære.
Jeg hedder Christine Wachs, er 37 år. De sidste 2 år har jeg været i STIF hallen, hvor jeg har gjort rent og passet kiosken, for min mor. Et job jeg er rigtig glad for da jeg dagligt er i berøring med alle aldersgrupper fra Sorring, og samtidig har kort vej på job. Inden da har jeg haft en masse forskellige job, både som sosuhjælper i hjemmeplejen, telefon sælger, privat handicap hjælper og sidst men ikke mindst som staldarbejder i en svinestald i Ry. Privat bor jeg sammen med min mand Steffen på 30 år, som har sit eget brøndborerfirma. Vi lærte hinanden at kende i 2014 via netdating, men blev først officielle kærester i 2015 efter at Steffen, havde brugt lang tid på at overbevise mig om, at aldersforskellen ikke var et problem og, at han var ridderen i den rustne blå Skoda for mig.

Herefter gik det stærkt og ikke mange måneder efter at vi var blevet kærester, flyttede han ind hos mig. På daværende tidspunkt boede jeg med mine 2 piger Lærke fra 2008 og Laura fra 2011 i en lejlighed i Gjern. I 2018 fik Steffen og jeg vores første barn William, som i dag går i 1 kl. på Sorring skole. I december 2019 købte vi Hjejlevej 75, en stor og rummelig 70’er villa på 255 m2 som på de godt 5 år vi har boet her, har gennemgået en større renovering både ude og indenfor. Med i huskøbet fik vi nogle fantastiske naboer der fra dag et, har budt os velkommen på vejen, og i øvrigt også lige kunne fortælle os, at den årlige julefrokost for vejen altid var blevet afholdt i vores hus, så denne tradition har vi holdt ved. Derudover bliver der også altid afholdt en vejfest når børnenes sommerferie bliver skudt i gang, dette giver et utrolig godt og trygt naboskab. I september 2020 fik vi vores andet barn Wilma, og kun 11 måneder efter kom vores 3 barn Alma til verden. Begge piger går i Sorring børnehus, en institution som vi har været rigtig glad for, i alle de 14 år vi sammenlagt har haft børn der.
Jeg er oprindeligt født på Sjælland, hvor vi boede de første 10 år af mit liv, i 1998 købte mine forældre Høghgårdsvej 1 her i Sorring. At vi lige endte i Sorring, var vist mere eller mindre tilfældigt, men ikke en tilfældighed nogle af os har ønsket anderledes. I huset var der en kælder med bar, så da jeg nåede teenageårene og der en gang om måneden var Sorring fest, var det oplagt at alle forfesterne foregik hos os, inden turen gik ned i forsamlingshuset hvor et lokalt diskotek spillede op til dans.
Sorring har en kæmpestor plads i mit hjerte og der har aldrig været tvivl om fra min side hvor jeg ønskede og fortsat ønsker at mine børn skal vokse op. Jeg synes Sorring har så meget at byde på, som smuk og rolig natur, god daginstitution og skole, samt et rigt foreningsliv for både børn og voksne. Sorring er en by hvor man kommer hinanden ved og hvor man altid kan få en hjælpende hånd til stort og småt hvis blot man spørger.
Jeg har sammen med mine forældre Jørgen og Tina Wachs samt min søster Katja været en del af Sorrings sommerfest siden jeg var barn. Min far kom ind i STIF’s bestyrelse og i sommerfestudvalget i 2001, og da sommerfesten dengang varede en hel uge var det meget naturligt, at hele familien deltog i alt fra maling af boder, til opsætning af borde og stole samt salg af slik, pølser og pommes fritter. Dette betyder også at jeg er opvokset med frivilligt arbejde og har oplevet den kæmpe glæde det giver mig når man gør noget godt som kan samle hele byen og skabe en masse glæde for både børn og voksne.
Det har derfor også faldet mig naturligt at hjælpe til, når jeg har haft mulighed for det f.eks. i Hallen til diverse arrangementer og igen i år til mad og vin aften i forsamlingshuset. Så da jeg for 3 år siden blev spurgt om ikke jeg ville være en del af Sorring Står Sammen styregruppen, var det ikke noget jeg skulle tænke længe over, og jeg har ikke fortrudt en eneste gang. Jeg synes det er fantastisk at vi i en så lille by som Sorring kan formå at stable et arrangement på benene der tiltrækker 1200 besøgende på kun en enkelt dag, men dette kan også kun lade sig gøre fordi man i Sorring støtter op og deltager.
Til sidst vil jeg bare opfordre alle som har overskud på kontoen til at give et nap med et sted i byen, om det er som gymnastik træner, hjælper til diverse arrangementer eller noget helt 3. er ikke så vigtigt, men uden frivillige er Sorring bare ikke den by som den er i dag, og så er det en rigtig god måde for tilflyttere at lære en masse om Sorring samt at få skabt et godt netværk i en tid hvor det meste ellers foregår digitalt.

Christine Wachs