Mig og Sorring/Toustrup AF SØREN SERRITZLEW
Mange tak til Morten Skydsgaard for at sende stafetten videre til mig. Mit navn er Søren Serritzlew og jeg bor på Høghgårdsvej sammen med min kone Helle og vores børn Andrea og Emil.
Jeg arbejder i Aarhus på universitetet som forsker og lærer. Faktisk bragte jobbet mig til Sorring endnu før vi flyttede hertil. Jeg forsker nemlig i lokalpolitik og demokrati. Da kommunalreformen stod for døren tilbage i 2006 blev jeg spurgt om jeg ville fortælle om, hvad det ville komme til at betyde for Sorring at gå fra at være en del af Gjern Kommune til den nye store Silkeborg Kommune, der jo rækker helt fra Thorning i det vestlige Kjellerup til Bryrup i den gamle Them Kommune – og så til Sorring i den østligste del. Jeg husker levende den aften, for vi havde udset os Sorring som det sted, vi ville slå os ned og lade vores børn vokse op. Slutsedlen på Jettes og Sørens hus var allerede underskrevet. Jeg ville ikke falde ud af rollen som foredragsholder og snakkede derfor ikke så meget om flytteplanerne. Men mit første møde med byen var en vældig god oplevelse: En rundvisning på skolen, som så ud til at være et rart sted og et møde med folk i et stærkt lokalsamfund, hvor man går op i, hvad der sker. Så jeg fortrød bestemt ikke huskøbet. Foredraget handlede især om, hvordan demokratiet fungerer i store kommuner, og et af emnerne var skolelukninger. Det skulle nogle år senere vise sig at blive mere relevant end som så.
Helle og jeg flyttede hertil i april 2006, fire måneder før Andrea blev født og tre år før Emil kom til. Vi havde travlt med både arbejde og med at være en nystartet familie, men vi lærte stille og roligt byen at kende, mest gennem Andrea og Emil. Først i de helt små cirkler på rundture med barnevognen. Så igennem dagpleje, vuggestuen, børnehave. Derefter skolegang, fodboldhold, badminton og meget andet. Selv involverede jeg mig i skolebestyrelsen, hvor jeg som formand har kontakt til både folk her i byen og med kollegaer i andre skolebestyrelser i kommunen.
Jeg må indrømme, at der også var praktiske grunde til at vi valgte Sorring. Helle arbejdede dengang i Viborg, og hvis man leder efter et sted med en god børnehave og skole på linjen mellem Aarhus og Viborg, er Sorring et ret godt bud. Hurtig adgang til det halve Midtjylland via motorvejen og med de bedste rammer for børnene hjemme i landsbyen. Men Sorring er meget mere end et praktisk sted at bo. Her er fred og ro og højt til himlen. Få minutters gang mod syd og man har udsigten, lidt mod øst og man er på toppen af Danmarks smukkeste natur – Sorring Loddenhøj er vistnok en hel meter højere end Himmelbjerget! Gudenåen og Julsø er blandt de smukkeste steder jeg kender. Den bedste måde at komme omkring på her er i kajak – eller til nøds i kano, hvis familien skal med. Sukkertoppen, Sminge Sø og Troldhøjen ligger en kort køretur væk, og det benytter vi os af, så tit vi kan.
Men først og fremmest er Sorring et fællesskab, som det er godt at høre til. Det gælder for børnene. Det er noget særligt at vokse op sammen – og derfor bliver Sorring en stærk base, for dem der har haft deres barndom her. Det er jeg glad for at vores børn er en del af. Men det gælder også for alle andre. Jeg synes, at vi her i Sorring er gode til at bakke op om vores by. Det bringer mig tilbage til skolelukningerne.
Når man er en del af en stor kommune som Silkeborg, skal man passe på ikke at blive glemt og klemt. Det var lige ved at gå galt i 2015, hvor der var planer om at sammensmelte de 27 skoler i Silkeborg til ni store skoledistrikter. Det ville betyde, at vi ikke længere ville have vores egen skole her i byen – og at børnene ville kunne blive flyttet rundt mellem forskellige matrikler, så klassestørrelsen kan optimeres. Skolen er vigtig, selvfølgelig først og fremmest for børnene, som nyder godt af at gå i en dejlig skole med engagerede og dygtige lærere og pædagoger. Men den er også afgørende for byen. Uden skolen vil flere familier flytte væk og færre flytte hertil. Da vi i skolebestyrelsen protesterede over planerne, mødte vi en ganske overvældende opbakning fra hele byen. Til et af byrådsmøderne opfordrede vi alle til at møde op og vise deres modstand. Det var koordineret med alle 27 skoler i hele Silkeborg Kommune, men det var os fra Sorring, der fyldte byrådssalen. Og forhallen med. Det er godt gået af en by med godt 1.000 indbyggere – ud af Silkeborg Kommunes mere end 90.000. Det var helt klart med til at gøre en forskel. Det blev klart – også inde på rådhuset i Silkeborg – at Sorring også er en del af kommunen. Den samme opbakning til vores fællesskab her i byen kunne man se i kampen for Sorringhus, i alle de fine ting, der er sat i gang i regi af Sorring Voel Landsbyklynge – og i solbærmarker, mosterier, STIF og meget, meget mere. I Sorring gider man godt kæmpe for byen og for det vi har sammen – jeg er stolt af at bo sådan et sted. Søren Serritzlew