Tak til Inger for at videregive stafetten til mig. Jeg føler mig stadig som en af de nye i byen, selvom det er 10 år siden, jeg og min familie flyttede til Sorring. Vi kendte ikke noget til byen, før vi flyttede til Silkeborgvej 42, men vi faldt for det hyggelige hus i udkanten af byen. Min kone, Eva, har altid boet i byer, og jeg er opvokset på en lille gård i Lund ved Herning. Så dette hus – på grænsen mellem land og by – passede perfekt til os.
Jeg undersøgte selvfølgelig alt det, der var på nettet om Sorring, før vi købte huset. Og www.sorring.dk blev også gransket grundigt. Det gjorde indtryk, at landsbyen havde en hjemmeside, hvor det var tydeligt, at der var liv i byen. Hjemmesiden var opdateret og gjorde et godt indtryk på mig.
Senere har jeg selv fået lov at få indflydelse på Sorring.dk først i form af en opdatering af systemet bag og et nyt logo og layout på siden. Nu sidder jeg i bestyrelsen for Internetgruppen Sorring, som bl.a. er ansvarlig for denne hjemmeside. Det er godt og hyggeligt at være med i dette lille arbejdsfællesskab.
Jeg har arbejdet med udvikling af hjemmesider siden 1999, og de seneste 12 år har jeg haft eget firma: Kreativweb.dk, hvor jeg udvikler, designer og opdaterer hjemmesider. Jeg er uddannet socialpædagog og senere webudvikler. Min interesse for IT og kommunikation har optaget det meste af mit arbejdsliv bl.a. som underviser på Webintegrator-uddannelsen i Aarhus og som kommunikationsmedarbejder i Silkeborg. Lige nu er jeg ved at omstille mit arbejdsliv, så jeg får mere tid til mit eget firma, hvor jeg har succes med et intranetsystem, som jeg har udviklet til kirker.
Da Eva og jeg flyttede til Sorring, havde vi kun Benjamin på 1 år. Siden da er Jonathan, Elisa og Kristian kommet til. Så vores hus er fuld af liv. Vi har ikke været så flittige brugere af Sorrings institutioner. Det er kun Benjamin og Jonathan, der har gået i Sorring Børnehus. For 5 år siden blev Eva hjemmegående, og det har været godt for vores familie. Vores tre ældste børn går på den kristne friskole Klippen i Voel, og det er de rigtig glade for.
I Sorring er der et rigt foreningsliv i STIF, og det har vores børn også nydt godt af – både gymnastik, fodbold og badminton. Jeg har ikke selv kompetencer inden for idrættens verden, men jeg er rigtig glad og taknemmelig over, at der er andre, der har evner for det, og vil bruge tid som trænere og ledere i det lokale foreningsliv.
Noget andet, vi holder af ved Sorring, er den smukke natur. Fra vores hus har vi udsigt både til Himmelbjerget og ind mod Silkeborg. Det er skønt at kunne se langt. Vi nyder også at kunne gå ture rundt i og omkring Sorring. Vi er også glade for cykelstien, der forbinder Sorring med Voel. Vi kan se, den bliver brugt flittigt, så det har været en god investering.
I det hele taget er det en fornøjelse at bo i en by, hvor så mange brænder for, at her skal være godt at leve og bo for alle aldersgrupper. Tak til alle jer, der blander jer i debatten, når bus 112 er i spil og da Sorringhus var truet. Der er mange gode ting i vores landsby, der er værd at kæmpe for, så det bliver ved at være et attraktivt sted at bo. Og der er noget, der tyder på, at Sorring er attraktiv. Byen har vokseværk, og bl.a. vores hus er steget i værdi, siden vi købte det midt i finanskrisen. Så det giver håb og optimisme for fremtiden. Og vi har tænkt os at bo i Sorring i mange år endnu.
Martin Skipper