Af Ernst Bilde
Tak for stafetten til Chenette Angin.
Jeg og min kære kone Bodil bor i dag på Solbærmarken 48 i Sorring.
Som barn flyttede jeg til Toustrup i marts 1953 som 6 årig. Mine forældre havde forpagtet Rosengården af min farmor Anne Bilde. Jeg startede i skole april 1954 i Sorring Skole og gik der til og med 6. klasse. Så skiftede jeg til Hammel Realskole. Efter skolen havde jeg forskellige pladser ved landbruget.
I november 1966 kom jeg ind som soldat på infirmeriet i Aarhus som sygepasser, hvor jeg var indtil november 1968. Derefter gik jeg på Vejlby Landbrugsskole i 9 måneder.
Jeg traf min kone Bodil i sommeren 1967 til bal på Nilles Kro. Vi blev gift i november 1971 i Dallerup Kirke.
Vi boede i en toværelses lejlighed i Aarhus fra 1970 til sommeren 1972, hvor vi flyttede til Ryttervej 4 i Toustrup. Jeg var da kommet i murerlære hos Bodils fætter og fik svendebrev i september 1973.
Samme år blev min far dræbt i en trafikulykke. Så jeg hjalp min mor på gården og overtog Rosengården i 1977. Så blev jeg heltidslandmand med marker og grise og drev landbruget i 35 år.
I 1972 fik vi vores søn Nicolai og i 1976 fik vi vores datter Louise. Louise er skolelærer og bor i Ry sammen med sin mand Dennis og vores ældste barnebarn Nicolai.
Vores søn Nicolai, der er El-installatør, og vores svigerdatter Anja har tre børn, Maja, Mads og Magnus. De byggede hus i 2009 i Sorring.
Jeg blev folkepensionist i 2012, og vi blev enige om at afhænde gården. Da vores søn og svigerdatter gerne ville overtage gården, byttede vi bare bolig med dem. Så det er derfor vi i dag bor på Solbærmarken 48, og det er vi meget glade for.
Da vi boede i Toustrup var jeg formand for vandværket, og vi deltog i fællesskabet omkring Toustrup Forsamlingshus.
Jeg har været i bestyrelsen for Brugsen, og jeg har deltaget i teaterforeningen. Min første optræden var i ”Landmandsliv” i Sorring Forsamlingshus.
Nu er det Sorrings Mandskor jeg deltager i, og så er vi nogle ældre herrer der går til gymnastik hver mandag.
Onsdag formiddag deltager jeg i senior badminton, og torsdag aften er det badminton med de yngre, så jeg har travlt som folkepensionist. For jeg er også med i menighedsrådet.
Vi har været på skiferie hvert år med familie eller venner, og på cykeltur på vores tandem om sommeren.
Min kone har lokket mig til at spille golf, og der er jo også nogle ferieture, der skal passes ind her.
Så jeg og min Bodil har et utrolig godt familieliv og et socialt pensionistliv.
Ernst Bilde