Af POUL SCHALTZ
Jeg siger tak til Gert Nielsen fordi han sender stafetten videre til undertegnede. Egentlig bør det ikke være to gamle hoveder der skriver om Sorring “i dag”. Men man må så finde sig i, at der så vil være en del historisk om os og byen.
Det var i det herrens år 1978 at nyt job i Silkeborg førte os, Tina, Poul, Heidi og Pernille, til det midtjyske fra Ålborg. En venlig ejendomsmægler kørte os rundt på egnen, og han ville absolut vise os et nedlagt landbrug i en lille “flække” ved navn Sorring. Navnet lyder lidt sørgmodigt så vi var lidt tvivlende. Men Horskildevej 12 viste sig at være stråtag og bindingsværk, hele 65 kvm. bolig, og der fulgte en hest med i købet. Vi var solgte så vi købte på stedet. Også selv om vi så lidt skævt til det høje tårn på toppen af Terpvej. Så i starten af sommer-ferien sadlede vi vores 2CW og kørte til Sorring til det vi troede kun skulle være få år i byen. Foreløbig er det blevet til 39 år. Og noget af det, der har gjort at det er blevet til 39 år, vil jeg forsøge at beskrive her.
Strisser på havetraktor
I Ålborg arbejdede Tina i en ungdomsinstitution med ret så skrappe unge mennesker. Vi var flyttet ind, men havde ikke fået pakket alle flyttekasserne ud, da ca. 20 af disse unge kom forbi. De var på udflugt og ville besøge os, og selvfølgelig gerne overnatte. Det fik de selvfølgelig lov til, og næste morgen, da de fleste kun lige havde fået søvnen ud af øjnene lød det pludselig – STRISSER —
og fluks gik alle de unge i flyverskjul under borde og senge. Det blev vores første møde med det rige foreningsliv i Sorring. Det var nemlig betjent Erik Henriksen – i civil – men dog i en gammel og aftjent politijakke, der kom futtende på sin havetraktor. Han ville såmænd bare orientere os om borgerforeningen, og ville gerne have os meldt ind i samme. Det gjorde vi, og det blev starten på vores kontakter til de mange foreninger som var, og nogle af dem stadig er, i Sorring, og i Toustrup ikke at forglemme.
Vore to piger skulle begynde i henholdsvis første og tredje klasse på Sorring skole. Dengang en meget lille skole. Og det at have børn i samme skole giver en masse at være fælles om, og du kommer hurtigt til at lære de fleste “jævnaldrende” at kende. Når så børnene vokser op, som de jo heldigvis gør, så mister man let en del af kontaktnettet til de yngre i byen – dem med børn i skolen. Vi har været så heldige, at vores barnebarn har frekventeret byens højtliggende vuggestue og børnehave i 5 år. Og vi har hentet ham så mange gange, at vi stort set kun bliver kaldt mormor og morfar. Og pludselig kender vi igen mange af “de yngre” i Sorring. Og det er jo sjovt.
Præsten på de skrå brædder
I august det år vi flyttede til Horskildevej, var vi med til vores første sommerfest og vores livs første revy i et stort telt på sportspladsen. Stor var vores forbavselse, da der på scenen optrådte en djævel og en engel. Djævlen viste sig at være præsten, Ole Rydal. Det blev starten til vores indtræden i amatørteater-livet med mange års fornøjelser, udfordringer, sene aftensæder for os. Og bekendtskab og venskab med en kreds af ligesindede ildsjæle. Og vi var såmænd med til at starte Pottemageregnens Amatørteaterforening, og hænger stadigvæk ved netop den forening med dens mange aktiviteter. Så hvis man vil lære mange sjove og dejlige mennesker at kende, så kan et medlemskab af PAF anbefales.
Mange frivillige ildsjæle
Det samme gælder idrætsforeningen, hvor frivillige ildsjæle tilbyder en lang række sportsgrene og motionscenter til alle aldre – fra børnehaven til pensionen. Enten som frivillig træner eller blot som deltager får du en masse motion og specielt en masse kontakter og venskaber. Og vel har vi ikke elitehold i Sorring, men vi har en meget stor del af byens sjæle, som jævnligt sveder sammen i en, eller flere af de mange sportsmuligheder. Og det er i grunden ikke så galt.
Et specielt kapitel i Sorring, og også her skal Toustrup med, er forsamlings-husene. Et fænomen som kun kendes herude på landet. Rammer om alt mellem himmel og jord. I guder hvor har vi brugt mange skønne timer i de to lokale forsamlingshuse. Alt kan de rumme. Familiefester, dilettant, cabaret, banko, fællesspisning, generalforsamlinger, grisefester, valgmøder og valgsteder, møder af enhver karakter osv. osv. En mangfoldighed af medleven og fællesskab. Deltagelse og medlemskab bør være et must for alle nytilflyttere og såmænd også for alle os andre. Der vil blive mærkelig tomt hvis der lige pludselig ikke var noget forsamlingshus at samles i.
Karetmagerens hus
I 1989, hvor vores ældste datter var flyttet hjemmefra, og den yngste var på vej til det, besluttede Tina og jeg, at nu var tiden inde til at flytte fra landet ind til den store by. Og den store by blev til centrum – næsten – af Sorring. Nemlig på Ebbesensvej. Der havde Tina tidligere spottet karetmagerens store, hvide hus, og havde besluttet at det skulle være vores. Og det blev det. Meget arbejde er lagt i det, og det har været, og er stadig, et skønt hus at leve i. Og det har vi gjort i 28 skønne år.
Fantastisk foreningsliv
Idrætsforening, Sorrings forsamlingshus, Sorring Bær, Pottemageregnens Amatørteaterforening, Brugsforening, Sorringhus’ Venner, Sorring Mandskor, og sikkert nogle små og større foreninger, som jeg har glemt. Ja, man kunne fristes til at sige, at du kan lave en forening med hvad som helst, og så få nogle sorring-beboere til at synes at det faktisk er en god ide. Og netop dette foreningsliv, sammen med skole og børnegården, som samlingspunkter i en lille by som Sorring, er guld værd. Og man kan håbe, at nytilflyttere får en velkomst (ikke nødvendigvis af en politibetjent i en gammel politijakke), hvor de meget hurtigt møder foreningslivet i byen, og dermed mange af byens gode bedsteborgere.
Venner for livet
For det er sådan, at når man bor i en lille by, så er det trygge og det nære, for både voksne og børn, et væsentligt element i glæden ved at bo netop her. Og deltagelsen i foreninger og lokale arrangementer er netop med til, at her i byen hilser man på hinanden, man snakker sammen i Brugsen, og man får forhåbentlig gode bekendte og venner for livet.
Det gælder også selv om vi snart flytter fra byen. For helt ærligt, så er det i vores alder ikke helt sagen med et stort hus og en stor grund, så nu er planen et generationsbofællesskab med vores datter og barnebarn inde i Silkeborg. Det bliver rigtig spændende og vi glæder os til det. Men vi holder kontakten til Sorring og vores mange gode venner i bl.a. Dunlop, rejseholdet og i cabaret-truppen.