AF BODIL VAN RIJN
Tak til Søren Serritzlew, som har rakt mig stafetten, som jeg nu snupper og vil hermed forsøge at berette om mit lange forhold til Sorring.
Mit navn er Bodil van Rijn. Jeg er 62 år. Gift med Hans, sammen har vi to børn – Astrid på 24 år og Jens på 21 år.
Jeg blev ansat i Gjern Kommunes hjemmepleje i februar 1987 – får nys om jobbet via oversygeplejersken på Risskov Børnepsykiatrisk, hvis svigerdatter Marie Hegndal, arbejdede i Hjemmeplejen. Jeg var heldig at få jobbet og lykkelig for det, da man skal have arbejdet i hjemmeplejen for at studere til sundhedsplejerske, hvilket var min plan.
Her lærte jeg virkelig noget om tavshedspligt. Man har en helt særlig måde at præsentere borgerne, der skal have besøg på. Der kom nemlig en beskrivelse på hvem han var søn af, far, fætter eller hvad ved jeg til. Alle kender alle, fordi de er i familie til hinanden i flere led eller har naboskab til hinanden. Som sundhedsplejerske har jeg også erfaret, at Sorring er et sted, man kommer tilbage til, om ikke andet, når man skal stifte familie. Man har måske lige været i Silkeborg, Låsby eller lignende forinden. Jeg havde skønne kollegaer og varme, interessante borgere, hvor jeg blev godt modtaget.
Jobbet blev ikke ringere af, at jeg skulle køre rundt i de smukkeste omgivelser. Jeg tænkte den gang, at det blev man nok ”mæt” af, men der er intet, der kunne være mere forkert. Jeg nyder det stadig, nu 32 år senere.
I større byer kan der være tendens til, at der opstår kvarterer, hvor alle ligner hinanden. Charmen ved Sorring er, at befolkningen er så forskellige, alle snakker sammen, hjælper hinanden, høj som lav. Så da der blev slået en sundhedsplejerske stilling op i Gjern Kommune et halvt år før endt uddannelse, vovede jeg at søge og minsandten, om jeg ikke fik den.
Jeg kørte frem og tilbage fra Aarhus det første ¾ år, før vi fandt drømmehuset. En nedlagt ejendom på Klintrup Hedevej. Min hollandske mand – Hans, følte sig som en herremand med ”alt det jord”, der hørte til – noget helt andet end ”det frimærke”, han er vokset op på.
Trods adressen lå i Hammel kommune, har vi altid følt, at vi boede i Sorring.
En af de første familier, jeg besøgte som sundhedsplejerske, var Ulla og Ivan Greve. Ivan beskrev levende aktiviteterne i Pottemageregnens Amatørteater forening. Det var lige noget for mig. Hvor har den forening beriget mit liv. Her har jeg mødt fantastisk engagerede mennesker, både på og omkring scenen. Her har jeg været med til at opføre mindre teaterstykker i Toustrup og Sorring Forsamlingshuse. Jeg har mange minder fra aftener, hvor vi øvede, og tiden under scenen i Sorring Forsamlingshus, lige før vi skulle op at optræde, var noget helt specielt. Jeg har også haft fornøjelsen af at være med til kæmpe opsætninger bag skolen på amfi scenen. Det helt særlige ved de forestillinger var, at flere generationer var aktive og engagerede, og at alle aldre var repræsenteret.
Det har været fantastisk at opleve, hvad der kan skabes, når en hel landsby står sammen om det.
Da vores børn Astrid og Jens var 7 og 11 år, ville jeg gerne flytte ind til byen, så de havde lettere ved at komme hen til deres kammerater og fritids aktiviteter. At jeg mente Sorring og ikke Silkeborg, grinede kollegaer og andet godtfolk af.
Vi besluttede at bygge et træhus på Sanddalen på en grund, som Øyvind og Pernille Finsrud havde udstykket fra Sverriggården. Da jeg skulle afhente en pakke i Brugsen, kunne brugsuddeleren Sten Madsen fortælle mig, at Brugsens klubværelser var ledige fra juni. Så der boede vi ca. et ½ år, til vores hus stod færdig i december 2005. Et glimrende eksempel på, at har man et problem og åbner munden herom, så får man hjælp i Sorring.
Nogenlunde sammenfaldende havde vi den store kommunesammenlægning, hvor Gjern Kommune blev til Silkeborg Kommune. Dette gav anledning til at få nyt distrikt i mit arbejde som sundhedsplejerske. I 1988 startede jeg med at køre i Voel, Gjern og Sorring. Efter ca. 5 år, udelukkende Gjern og Sorring. Havde været der så længe, at jeg nærmest kendte alle skolebørnene, fra de var spæde. Det var helt rørende, da jeg fejrede 25 års jubilæum, modtog jeg blomster og vin fra de kæreste unge mennesker, som jeg havde besøgt som spæde, og hvor flere af dem stadig er bosat i Sorring. Så det var da med vemod at skifte til et andet distrikt, hvor jeg nu i stedet fremover skulle besøge familier i Sejs, Laven, Linå og Mollerup.
Her befinder jeg mig dog også godt. Gevinsten er, jeg kan nu kan færdes i Sorring, uden at være opmærksom på tavshedspligten i det sociale samvær.
Af bestyrelsesposter har jeg en periode været med i Teaterforeningens og knap ca. 15 år i Brugsens bestyrelse. Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi støtter op om at handle i vores nærsamfund, så det består. I bestyrelserne har jeg også mødt mange spændende mennesker, med hvem jeg har haft mange gode samtaler, diskussioner og hygge.
Jeg har nu i mange år spillet badminton i hallen, hvor vi får svedt og grinet. Efter badet får vi også snakket sammen på kryds og på tværs. Her bliver man holdt orienteret om, hvad der sker i vores lille by. Det var også her, jeg fik at vide, at Jørgen Boye og Per Morten Holm ville starte Sorring Skiklub. Heldigvis var der også plads til vores lille familie. I 2012 fyldte vi en bus og tog af sted til Italien. Vi glæder os alle fire til igen i år at komme afsted igen i uge 7. Nu med Mogens Kaspersen og hans bror Henrik som arrangører.
En gang om måneden er vi en flok kvinder, der mødes på skift hos hinanden. Vi har dannet en Læsekreds i 2011. Medlemmerne har været lidt skiftende. Her diskuteres de meget forskelligartede bøger, vi har læst, hvilket er meget berigende.
Som jeg forhåbentligt har fået beskrevet, så befinder jeg mig rigtig godt her i Sorring. Det gælder også i mit nabolag, hvor vi har hyggelige traditioner, og hvor hjælpsomheden er stor.
Sorring er en by, hvor vi interesserer os for hinanden og står sammen, når forandringer kan true det lille samfunds overlevelse. Det være sig snak om nedlæggelse af Sorringhus, buslinjen mm. Det gør mig stolt, så det glæder mig stadig, at der tilbage i 1987 var nogen, der gjorde mig opmærksom på stillingen i Gjern Kommune og dermed bragte mig og Hans til Sorring, og at Sorring blev byen, hvor vi stiftede familie.
Bodil van Rijn