Mig og Sorring/Toustrup – Mette Kristensen

Tak til Emilie Salling Elmkvist og familie for at sende stafetten videre til Dallerup. Det er nemlig herude i ”udkants-Sorring”, nærmere bestemt på Dallerup Kirkevej, at jeg bor med min familie.

Jeg har egentlig aldrig troet, at jeg skulle ud og bo på landet. Jeg er født og opvokset i Århus og har desuden boet i Aalborg i godt og vel et årti, inden vi fandt og forelskede os i ejendommen lige uden for Sorring.

Jeg har lært, at den letteste måde at forklare indfødte sorringensere, hvor man bor, er ved at fortælle, hvem der senest har boet i huset. Man bor således altid i ”nogens hus”. For vores vedkommende har vi overtaget fra Surland, mens mere modne generationer af sorringborgere nok nærmere vil kende stedet som Wormsborgs landsted. Men nu er det vores og heldigvis for det.

Her kunne vi se, at der var højt til loftet og plads til livet, og selv om vi ikke kendte byen og området på forhånd, blev vi hurtigt klar over, at det var et lokalsamfund med stort sammenhold og engagement.

Jeg bor sammen med Anders, som er nordjyde og arbejder som direktør for it og digitalisering i Århus Lufthavn. Vi har Alfred på 7 år, som netop har taget hul på 1. klasse på Sorring Skole, og Laura på 5 år, som går i børnehave i Sorring Børnehus.

Selv er jeg uddannet journalist og arbejder i dag med kommunikation og PR hos Danish Export Association i Silkeborg.

Men det er jo bare det, vi laver noget af tiden. Vi holder nemlig enormt meget af at bruge fritiden på vores lille perle af en landejendom, som vi overtog i sommeren 2020. Siden har vi brugt tid på en masse projekter både inde og ude, og vi kan næsten altid finde på et eller andet, der skal ordnes.

Vi nyder at være ude, både på vores egen matrikel, der inkluderer skov, eng og nyttehave og andre steder i naturen, hvor vi kan vandre og forlyste os i naturens spisekammer. Anders og jeg er desuden glade for at løbe, og vi slider flittigt på løbesko og omegnens asfalt.

Ingen af os kendte til Sorring, inden vi lidt ved et tilfælde blev præsenteret for ejendommen, der lå i skuffen hos en mægler. Men vi er landet helt perfekt midt i Søhøjlandets smukke omgivelser og i en by, som rummer fællesskab, udvikling og engagement.

Man kan hurtigt lære nogen at kende i byen, og der er masser af muligheder for at deltage i sport, kultur og arrangementer – og ikke mindst for selv at engagere sig i nogle af byens fællesskaber. Jeg er imponeret over, at vores lille by kan stable så fine arrangementer og projekter på benene som Sorring Står Sammen, Historiske Ruter, fællesspisning, julefester og meget andet. Det vidner om et stærkt lokalsamfund, som er båret af ildsjæle og understøttet af den brede befolkning.

Jeg er en del af fondsudvalget i STIF, hvor jeg sammen med andre gode kræfter forsøger at søge midler hjem til faciliteter og arrangementer i regi af idrætsforeningen.

Desuden blev jeg i 2024 valgt ind i menighedsrådet, hvor jeg blandt andet er næstformand og personaleansvarlig for de ansatte ved Dallerup Kirke. Jeg er egentlig ikke en stor kirkegænger, men det har vist sig at være en interessant tjans, hvor jeg både har lært om byens og områdets historie og om mange af de mennesker, der gennem tiden har engageret sig i det lokale.

Endda herude i udkanten, hvor der er lidt langt til naboerne, er sammenholdet stærkt. Selv om vi ikke lige kan sludre over hækken, er der altid en følelse af, at vi har styr på hinanden, og man kan altid lige låne maskine eller et stykke værktøj, plukke en skål blommer og tage hjemmefra i tryg forvisning om, at nærmeste nabo nok skal holde et vågent øje med det hele.

Det var lige præcis alt det her, jeg håbede på, da vi besluttede at flytte fra by til land, og det har vi heldigvis fundet i Sorring.

Mette Kristensen