Af UFFE CHRISTENSEN
Ja, hvad er der med mig og Sorring?
Vores forhold er stadig ret nyt, men jeg erkender blankt, at det var kærlighed ved første blik – og jeg tror, at det ender med ægteskab…
I sommeren 2016 ledte jeg målrettet efter et nyt sted at bo. Min arbejdsplads ligger i Viby ved Aarhus. Der har jeg haft mit virke i næsten 30 år, men har i de senere år løst de fleste opgaver med base og udgangspunkt i mit hjemmekontor.
Jeg har aldrig haft det fjerneste imod at bo i nogen afstand fra byen. Tværtimod.
Så en varm augustdag sidste år passerede jeg for allerførste gang nu hedengange Sorring Hus, som – læste jeg på banneret på gavlen – borgerne kæmpede for at bevare, og trillede ind over det første vejbump i Sorring.
Fik øje på LokalBrugsen og minsandten: Boligen jeg skulle kigge nærmere på, den lå lige omkring hjørnet – blot 2 minutters gang fra byens dagligevareforretning og tankstation.
Endnu inden, at jeg havde besigtiget huset på Ebbesensvej, fik jeg en klar oplevelse af, at der var noget helt specielt over landsbyen, der på toppen af bakken. Den smilede til mig…
Jeg kendte ikke Sorring i forvejen, men forbandt den alligevel med et eller andet, som jeg den fredag formiddag for et halvt års tid siden, ikke lige kunne komme i tanker om.
Da jeg havde besigtiget boligen, var jeg ikke et sekund i tvivl:
Relativt få dage efter vendte jeg tilbage til Sorring – og denne gang i slipstrømmen på en stor flyttebil proppet med alt mit habengut og mine positive forventninger.
Januar 2017
(Klik på billederne og se dem i stort format med billedtekst. Brug piltasterne for at bladre.)
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
Fotograf: Uffe Christensen, Sorring
|
|
|
Allerede på vej hjem den dag i august sidste år, dukkede navnet Asger Jorn pludselig op i mit hoved, og i løbet af de næste dage fandt jeg ud af, hvad der var med blandt mange andre Jorn og Sorring:
Lervarefabrikken og pottemagerne.
Så var det på plads.
Fascineret som jeg er af historie satte jeg mig de følgende dage godt og grundigt ind i byens historie, som jo rummer så mange interessante elementer – holder f.eks. også meget af at gå rundt nede omkring Dallerup Kirke og lade bygningen og kirkegården fortælle historier.
Jeg var – og er – i den grad klar til byen og hvad den må give.
Men også ud fra tesen, der blev lanceret af John F. Kennedy i dennes indsættelsestale den 20. januar 1961:
”Spørg ikke hvad Sorring kan gøre for dig. Spørg hvad du kan gøre for Sorring.”
Jeg havde ikke boet her ret længe, inden folk begyndte at hilse på gaden – flere standsede mig faktisk og spurgte, om jeg ikke var ny i byen – jeg følte mig meget velkommen. Hygger mig altid, når jeg lige køber ind hos Finn i Brugsen og der ofte får et godt grin sammen med de prægtige unge mennesker ved kassen.
I skrivende stund har januartågen lagt sig over byen – det er koldt og gråt.
Jeg glæder mig voldsomt til foråret, så jeg efter generalprøven i sensommeren, kan opleve, hvordan byen folder sig ud.
Endnu har jeg ikke været specielt aktiv i byens mange fællesskaber og foreninger, men alene det faktum, at fællesskabet og foreningerne faktisk er her – lige uden for min dør – gør Sorring til et dejligt sted at bo.
Og hvor er det i grunden livsbekræftende at gå rundt ude i haven og høre et kor af glade børnestemmer, når der oppe på skolen holdes frikvarter.
Så til Sorring skal der fra en nytilkommen lyde et hjertelig tak for en god modtagelse.
Siden jeg nu nævnte John F. Kennedy, så håber jeg, at jeg en dag kommer dertil, hvor jeg med et tilfreds smil på læben og fra hjertet kan konstatere:
”Ich bin ein Sorringer…”
Så sådan forholder det sig altså med mig og Sorring – tak for en god modtagelse af en tilflytter til byen på toppen.
|
|
|
|
|
|
Fotograf: Uffe Christensen, Sorring