Jeg har fået overdraget stafetten og vil gerne fortælle lidt om mig selv og min familie.
For nøjagtig 30 år siden kørte jeg igennem Toustrup på vej til arbejde i Ikast og så et lille rødt hus, der var til salg på Ryttervej. Anette og jeg havde boet i Århus i flere år og fået to børn, Marie og Mads. Vi kørte forbi et par gange, så på huset og slog straks til; vi trængte til at komme væk fra storbyen. Anette arbejdede dengang i Mellerup, så beliggenheden var perfekt; vi havde nøjagtig 50 km på arbejde i hver sin retning. Anette var naturligvis interesseret i, hvordan vandkvaliteten var. Da vi så på huset ringede de tidligere ejere derfor straks til formanden for Toustrup Vandværk, vores nabo Mogens Jensen. Han kunne forsikre os om en rigtig god vandkvalitet. Samme formand for vandværket kom kort tid efter forbi og meddelte os, at han havde sat vores aconto-betaling for vand op, da han kunne konstatere at vi havde små børn! Det var nok ikke forekommet i Århus. En anden episode, viste os også, at nu var vi kommet på landet: Jeg havde i god tid ringet til Gjern Kommune og sagt at vi gerne ville have børnehaveplads til Marie i Sorring. Telefonisk fik jeg at vide, at det ikke var noget problem: ”Vi har pasningsgaranti i kommunen, så hun kan bare starte 1. april”. I Århus var vi jo vant til at man skulle løbe pladsanvisningen på dørene for at få en plads, så en uge inden vi skulle flytte ind, ringede jeg til Gjern Kommune og sagde, at jeg ikke kunne forstå, at jeg ikke havde modtaget en skriftlig bekræftelse på børnehavepladsen i Sorring. Svaret fra kommunen var: ”Jamen det har jeg jo sagt til dig i telefonen, at det er i orden!” – Intet unødvendigt bureaukrati.
Vi blev straks en del at det blomstrende lokalsamfund og deltog med glæde i det. Medlem af Toustrup Forsamlingshus, medlem af Vandværket, medlem i Teaterforeningen, medlem af Skolebestyrelsen, medlem af Lokalrådet. På den måde fik vi rigtig mange gode venner og en stor omgangskreds.
Da Anna kom til, var huset på Ryttervej ved at blive for lille, og vi måtte overveje at bygge et par værelser til. Grunden var i forvejen bebygget op til grænsen (godt og vel), så da jeg henvendte mig til Gjern Kommune om en evt. tilbygning, var svaret prompte: ”Men så må I jo have en dispensation, det der med bebyggelsesgrad er mere relevant på Nørrebro end det er i Gjern Kommune!”
Arbejdsmæssigt har jeg efter endt uddannelse på Århus Universitet med Musik og Historie arbejdet på Ikast-Brande Gymnasium i 37 år. Igennem næsten alle årene har jeg været tillidsrepræsentant, jeg har siddet i bestyrelsen i Gymnasieskolernes Lærerforening og i Magistrenes A-kasse; været lokalbestyrelsesformand i Lokaludvalget og har haft mange forhandlinger med det daværende Ringkøbing Amt. Da jeg for 5 år siden gik på pension fra Ikast-Brande Gymnasium fortsatte jeg mit arbejde i bestyrelsen i Akademikerpension, hvor jeg tidligere var blevet formand. Dengang konstaterede ”Børsen” i en stort opsat forsideartikel: ” Musiklærer fra Ikast skal nu administrere 115 milliarder kr.” Underforstået: det ville da aldrig gå godt. Det synes jeg nu i al beskeden, at det gjorde. Da jeg fik ansat de rigtige folk, gik det rigtig godt både med afkast og grøn omstilling. For et par år siden valgte jeg så at blive fuldtidspensionist, og det nyder jeg i fulde drag.
Efter at alle børnene var flyttet hjemmefra, genoptog Anette og jeg for 5 år siden ungdommens ferierejseform og tog på en måneds interrail; spontant rundt i Europa til storbyer, på vandreture etc. En fantastisk ferieform, som vi helt sikkert vil gentage. Nedenfor et par billeder, fra vores ophold i Bologna:
Sidste år havde jeg fornøjelsen af at fejre min 70-års fødselsdag med venner, familie, naboer, teaterforenings-folk, mandskor, tidligere kolleger etc. til en stor fest på Restaurant Venge Kloster. Festen skulle have været i Toustrup Forsamlingshus, men to dage før blev huset oversvømmet og kunne ikke anvendes. Heldigvis havde Mads via sit arbejde på Lillering gode kontakter, så det lykkedes at flytte festen. Nedenfor billede af min søde kone og mine 4 børn til fødselsdagen:
Egon Kristensen
Tak for stafetten til Lars Kjær Dideriksen – min nabo i det nye Dalen.
Jeg er mormor til Merle på 2 år og Malte på 2 uger og elsker at tilbringe tid med dem. Børnebørn er virkelig livets dessert. Familien i det hele taget betyder rigtig meget for mig og vi ses så ofte vi kan. Og vores ugentlige spiseaften har stor prioritet.
Tak for stafetten til Ditte, vores gode nabo.
Jeg hedder Birthe, er 43 år gammel og bor på Høghgårdsvej 1. Jeg deler det store hus med min mand Mark, vores to drenge Nikolaj og Tobias samt vores (gøende!) hund Gizmo.
Christian arbejder i Silkeborg som lærer for en specialklasse på Langsøskolen. Jeg arbejder i Aarhus som kontorleder i en lille virksomhed, Partisia, der laver sikre softwareløsninger og er ved at bygge verdens sejeste Blockchain. Jeg har besluttet mig for at bryde lidt med traditionen i indlægget, da jeg simpelthen føler en uimodståelig trang til at introducere hus-ejerskabsbegrebet i Sorring. Nok mest for dem, der er nyere i byen. Det er nemlig en af de mere spøjse ting ved Sorring, som flere herboende vil kunne nikke genkendende til.
Der kom senere 3 beboere mere til på matriklen på Sanddalen, og med kun 2 børneværelser og lige over 100 m2 valgte vi at gå på udkig efter et større hus og satte vores eget til salg i 2020. Vi ledte vidt og bredt uden held – og var sågar på Falster med grundige overvejelser om at bosætte os der, tæt på min familie. Vi havde begge sagt vores job op, og med huset til salg, var alle muligheder i spil. Vi droppede dog Falster og havde nær købt et gammelt, skønt hus i Voel. Drømmehuset var dog i Sorring. Bare ikke til salg. Derfor måtte jeg op og stemme dørklokken til det hus, vi nu bor i – og det gav pote. Og belært af fortiden skriver jeg netop, at vi bor i huset, for end ikke et skøde med vores navne kan ændre på, at huset jo ikke rigtig er vores. Næh, vi bor nemlig i Laurits Madsens hus på Hjejlevej – tidligere borgmester i Gjern og fædrene ophav til tidligere brugsuddeler Sten Madsen. Og selvom Tommy Porsmose boede 20 år i huset efter Laurits, er huset på Hjejlevej i folkemunde stadig Laurits’ hus. Vi overtog huset i sommeren 2021. 
Der er umanerligt mange m2 i det gamle hus, en helt vidunderlig udsigt, plads til gæster, edderkopper på størrelse med hundehvalpe i sensommeren (ikke så populært), brændeovn, som er børnenes yndlingsspot i de mørke måneder og Sorrings – vel nok – bedste toilet udsigt. Så er det sagt. Og her bor vi nu på 2. år.
Vi har besøgt flere europæiske lande, og alle mand har været med i Beijing i Kina, hvortil jeg tidligere havde arbejdsrelaterede rejser. Under min sidste barsel tog jeg alle tre piger, som dengang var 8 måneder, 3 og 5 år, samt min mor, med skib tværs over Nordsøen, hvor vi endte på Færøerne, selvom kursen var sat mod Island. Lang historie kort blev 2 ud af tre piger umanerligt søsyge, og der var meldt meget hård sø det sidste stykke fra Færøerne til Island, så vi blev sat i land kl. 05 på færøsk jord en meget kold og mørk forårsmorgen. Vi fandt heldigvis tag over hovedet efter lidt køren rundt på må og få i det mørklagte ørige, og fik en fantastisk oplevelse, som jeg varmt kan anbefale!
Jeg hedder Pia Møller Poulsen og er 41 år og har boet i Sorring siden november 2010, hvor min mand Peter og jeg købte hus på Høghgårdsvej. Et område som vi senere blev bekendt med, blev omtalt som Sorrings svar på Beverly Hills.
Året efter blev vi gift i Dallerup kirke og det efterfølgende år kom vores søn David til verden og et par år efter blev Silas født. Med børnene kom også et bredere bekendtskab til flere fra byen. Hvor det pludselig blev tydeligt, hvordan mange kender hinanden på kryds og tværs i en lille by som Sorring. Nogle er født her og mange, som os, flytter hertil, når storbylivet skal skiftes ud med egne rammer. Det giver en skøn dynamik og masser af engagement. Det lille bysamfund giver også mulighed for, at børnene efter endt tid i dagpleje, stadig kan møde deres meget vellidte dagplejemor på vej i Brugsen, eller gå forbi børnehaven, for lige at prøve yndlings klatretårnet, når man nu er blevet skolebarn. Alt sammen er med til at skabe en fantastisk kontinuitet og sammenhæng i et barneliv, som er foregået i Sorring.
Sidste år var vi tre damer fra seniorholdet, som synes det var ærgerligt at vores børn i henholdsvis 1. og 2. klasse ikke kunne opleve det samvær og hygge, som vi selv oplevede med dameholdet. Derfor fik vi lov at oprette et hygge fodboldhold for de to årgange. Ingen af os havde træner erfaring, men blot lysten til fodbold. Pludselig stod vi med knap 20 børn, som også synes fodbold var sjovt. Det greb om sig og nogle af dem blev så begejstrede at de søgte nye udfordringer i Voel, med kampe osv. Hyggeholdet i Sorring er fortsat i denne sæson dog med flere årgange og dermed med stor aldersspredning og et forholdsvis stort spænd i fodbolderfaring. Dette til trods kæmper alle det bedste de kan, og har en positiv tilgang til spillet. Det er virkelig fantastisk, at være en del af og stor tak til de forældre, som torsdag eftermiddag lader deres børn tage til fodbold med Janne, Simone og jeg.
Kris, min bror og jeg undrede os over at folket i Sorring ikke hilste tilbage når vi mødte dem på gaden. At naboerne skyndte sig indenfor, når vi prøvede at starte en snak på gaden og generelt virkede til at undgå os. Først da vi april 2005 startede den helt store udvendige renovering af huset med skiftning af tag, opgravning af kloak o.l., begyndte naboerne at stoppe op og snakke med os og der blev hilst tilbage, når vi kom i brugsen.
Da jeg flyttede til Sorring havde jeg min hund Sofus, en bichon havanias med og foråret 2005 anskaffede vi os vores anden hund Rex, en amerikansk staffordshire terrier. Specielt Rex’ muskuløse udseende som hund, forstærkede naboernes tanke om, at vi måtte være en rocker-familie.
