Nyheder

Nyheder

    Mig og Sorring/Toustrup – Kristine Dalgaard

    Tak for stafetten til Tina Brokmann. Jeg kender Tina gennem vores piger som går i klasse sammen, og gennem hundeklubben hvor vores Berner-pige Minnie træner. Jeg hedder Kristine, er 32 år og jeg har boet i Sorring med min mand Lasse i 13 år. Jeg kommer fra Stavtrup ved Viby J. Der er jeg vokset op med min mor, far og søster. Så jeg har været vant til hele mit liv at bo lidt landligt uden for de store byer. Derfor vidste jeg også ret tidligt at jeg gerne ville bo på landet, når jeg blev voksen. Allerede i en tidlig alder fik jeg øjnene op for udeliv, sport og sang. Først var det dans, og kor, senere FDF, fodbold, håndbold og sang. Det var det jeg brugte min barndom og første teenage-år på. Gennem alle disse ting havde jeg en stor omgangskreds og jeg har altid haft kæmpe støtte fra mine forældre, som hjalp og tog del i alle mine interesser i det omfang de kunne og fik lov til. Det er dog kun musik og sang som jeg bruger min fritid på i dag. Det var det eneste jeg kunne efter min skade. Mine forældre købte i 2001 en campingvogn og vi skulle prøve det der camping af. Der var jeg 11 år, og jeg elskede at skulle på camping. Det blev Askehøj camping ved Laven, de blev fastligger på, og er det stadig den dag i dag. Det er vi også selv. Vi købte vores egen campingvogn i 2014. Det var også her jeg mødte Lasse. Vi havde kendt hinanden siden 2001, men det var først i 2003 vi blev kærester. Vi var og er meget forskellige, og Lasse er lidt ældre end mig, men jeg var meget moden af min alder. Jeg tror ikke nogen af os dengang ville have spået vi skulle være sammen. Men det skete bare lige pludselig. I dag har vi været sammen i 19 år. Et spark i ryggen i 2003 satte en brat stopper for mit aktive liv. Jeg var 13 år, og jeg kunne ikke komme nogen steder, kunne ikke selv gå, kunne ikke engang komme i skole og jeg måtte genoptrænes. I den periode var jeg så afhængig af alle omkring mig, og jeg skulle hjælpes med alt.  Jeg havde heldigvis en stærk omgangskreds som var der for mig. Det spark har lige siden haft en stor betydning for mit liv. Allerede i 2007 begyndte Lasse og jeg at kigge på hus. Vi ville gerne flytte sammen, noget landligt med plads til et lille værksted. Lasse er nemlig uddannet lastvognsmekaniker, og han har altid været interesseret i biler. Men vi skulle vente på jeg blev 18, så vi havde god tid til at kigge. Det samme år startede jeg på HG i Viby J. Jeg kunne ikke komme ind andre steder, på grund af mit høje fravær i skolen. Og kommunen ville ikke blandes ind i det, før jeg blev 18 år. På HG kunne jeg køre hjemme undervisning, og hvis jeg bare afleverede mine ting behøvede jeg ikke at møde op. Det var en god løsning for mig, fordi jeg ikke kunne holde til at være der en hel dag, på grund af min ryg. Jeg gjorde det så godt jeg kunne, mest hjemmefra og var afsted de timer jeg kunne holde til.  Jeg blev færdig i 2009 på HG. Det var en hård kamp, men det lykkedes at færdiggøre det jeg var begyndt på og det alene var en kæmpe sejr. Fra 2008-2018 var jeg til udredning ved kommunen. Den endte efter 10 år med jeg fik tilkendt førtidspension. Det er jeg i dag rigtig glad for. Det har givet mig ro og overskud til at kunne nyde livet. Vi havde i 2008 fundet et nedlagt landbrug på Horskildevej i Sorring. Det var et gammelt hus fra 1826. Det bestod af stuehus, værksted, og lade. Der var lavt til loftet og synlige bjælker, skæve vægge og ulige gulve. Men det var et hyggeligt hus, og vi kunne se os selv bo der. Det lå højt med en kanon udsigt over marker og Låsby. Så vi købte det, selv om vi ikke kendte noget til Sorring. Vi havde været i området og vi vidste det lå tæt på campingpladsen, men det var også hvad vi vidste. Sorring havde det vi skulle bruge i form af indkøbs muligheder. Børnehave og skole. Vi flyttede i 2009 hjemmefra hver vores hold forældre sammen i huset i Sorring, med vores hund Jessie. Vi blev hurtigt budt velkommen til vejen af naboer, og de var gode til at stoppe op, komme forbi eller hjælpe til, hvis vi havde spørgsmål eller manglede en hånd. Der var mange ting at finde ud af når man sådan lige flytter hjemmefra og i eget hus. Men det er for mig også noget af det der kendetegner Sorring. Her hjælper vi hinanden, og får altid hjælpen igen. Naboerne tog os med til fester i Toustrup forsamlingshus, halbal og ja, vi fik også en markræser til at drøne rundt i. Vi holdt bål aftner, mødtes over kaffe, eller øl. Vi tog med til torvedag, og hvad der nu ellers skete rundt omkring i byen, og det var bare med til at gøre vi hurtigt følte os godt tilpas i Sorring. I 2012 kom vores datter Celina til verden. I den forbindelse så vi jo en “ny” Sorring. For gennem dagplejer, børnehaven og skolen har vi gennem tiden mødt og stiftet nye bekendtskaber og venskaber. Vi valgte i 2015 at rive det gamle stuehus og laden ned, og byggede nyt hus. En beslutning vi i dag er glade for. Vi ville blive på Horskildevej, så mens der blev bygget nyt, boede vi i vores campingvogn på Askehøj camping. Vi blev gift i 2017 i Dallerup kirke, hvor Celina også er døbt. Festen holdt vi i Toustrup forsamlingshus. Det er sådan et smukt forsamlingshus, og skulle vi giftes, ville vi holde det der. Efter jeg fik tilkendt førtidspension, har jeg fået lov at være på Sorring skole et par timer om ugen. Her laver jeg kaffe, hjælper på biblioteket, tager kopier, klipper, laminerer eller hvad der nu lige ligger af ting til mig som jeg kan lave, eller hjælpe med. Jeg elsker at komme lidt ud, og er kun glad for at kunne hjælpe, også selv om det er små ting. Til juletræsfest, fastelavn og hvad der ellers sker i byen hjælper vi som regel også. Lasse hjælper med det tunge arbejde og jeg kan så sælge kaffe, billetter, eller hvad der nu lige er.

    Vi startede med at træne vores Berner Sennen hund Minnie i STIF, på et lømmelhold i 2019 ved Tina. Lasse træner Minnie, mens jeg er med på sidelinjen i det omfang jeg kan. Vi er vilde med at træne i STIF, og Minnie elsker det. Der er et stort sammenhold i klubben, som man mærker lige fra start. Jeg er ikke i tvivl om vi valgte det rigtige sted at købe hus, selv om det var ret tilfældigt. Jeg nyder at gå ture i området, være i skoven og at bo med heste i haven. Hvor hunden kan ligge i gårdspladsen og sove. Den gode udsigt, og alle de skønne mennesker som er en del af Sorring. Hvor alle er velkommen og bliver taget godt imod. Og hvor man hjælper og støtter hinanden. For mig er det Sorring. Kristine Dalgaard


    Mig og Sorring/Toustrup – Tina Brokmann

    AF TINA BROKMANN Tak til Gitte Helboe for stafetten. Jeg er opvokset i Hårby ved Skanderborg, så det at leve i et mindre landsby­samfund ligger mig ikke fjernt. Jeg har gået i skole på Veng fællesskole og dyrket sport i Borgernes Hus, som begge er en sammenslutning af 6 mindre landsbyer. Jeg har gået til sportsfest, høstfest, ja endda også opvokset med at gå soldat til Fastelavn. Dog var soldat en mere ”alvorlig” sag i Veng fællesområde. Man måtte ikke deltage førend man gik i 4. klasse og det gjaldt om at nå først ud til de fjernt liggende gårde for at samle pengene førend nabolandsbyens soldater. Og mødte man nabosoldaterne så måtte man trække sværd og kæmpe sig først til døren. Som i Sorring gik skolen kun til 7. klasse og derfor måtte man med bussen til Hørning for at færdiggøre folkeskolen på en af deres skoler. Efter folkeskolen tog jeg HTX-studentereksamen i Viby J, fik huen på i år 2000 og så måtte jeg i gang med uddannelse. Da jeg er af en håndværkerfamilie, valgte jeg at læse til bygningskonstruktør i Horsens, men måtte inden da flytte hjemmefra, da Hårby – ligesom Sorring – oplevede at busruten blev nedlagt og det var ikke muligt at komme til uddannelsesmulighederne, hvis ikke man flyttede hjemmefra eller havde bil. Efter at have boet i lejlighed i både Skanderborg og Århus kunne jeg i december 2003 sige, at jeg havde en bachelorgrad som bygningskonstruktør. Jeg flyttede hjem til min forældre i Hårby, mens jeg søgte job. På det tidspunkt var kvinder i byggebranchen ikke så udbredt, mest på tegnestuerne og slet ikke på byggepladsen. Jeg troede da også jeg skulle sidde på tegnestuen, men mit første job blev som tegner og tilbudsberegner hos Korsvej Savværk i Låsby, som var en tømrervirksomhed. Med et job på hånden begyndte jeg at lede efter mit eget sted at bo. Det var her jeg faldt over et billigt håndværkertilbud i Sorring, som var så dejligt centralt placeret i forhold til at skulle køre til byggepladser i hele Danmark. Midt i boligsøgningen mødte jeg Kris til et biltræf i Vandel. Kris er født og opvokset i Skanderborg og uddannet klejnsmed, og selvom det hele var meget nyt, så valgt Kris meget hurtigt at rykke sine teltpæle op og tage med til Sorring. Huset på Møllebakken er faktisk stort, og den ene af mine lillebrødre stod i tømrerlære i Låsby, så han flyttede også med ind i huset, da jeg overtog. Det var ret praktisk med en tømrer ved hånden, når huset skulle istandsættes. Men det første halve år i Sorring var ikke som ventet og jeg begyndte at overveje om det var det forkerte sted at bo. Kris, min bror og jeg undrede os over at folket i Sorring ikke hilste tilbage når vi mødte dem på gaden. At naboerne skyndte sig indenfor, når vi prøvede at starte en snak på gaden og generelt virkede til at undgå os. Først da vi april 2005 startede den helt store udvendige renovering af huset med skiftning af tag, opgravning af kloak o.l., begyndte naboerne at stoppe op og snakke med os og der blev hilst tilbage, når vi kom i brugsen. Sidenhen har vi fået et rigtig godt forhold til alle vores naboer på Møllebakken både tidligere og nuværende. Det viste sig, at de troede vi boede til leje og grundet min mands og lillebrors fysiske bygning, udseende og ”brian”-gejlede biler – ja så troede naboerne at vi var rockere og begyndte derfor at låsene dørene. Da jeg flyttede til Sorring havde jeg min hund Sofus, en bichon havanias med og foråret 2005 anskaffede vi os vores anden hund Rex, en amerikansk staffordshire terrier. Specielt Rex’ muskuløse udseende som hund, forstærkede naboernes tanke om, at vi måtte være en rocker-familie. Jeg har altid gået til træning med mine hunde og på daværende tidspunkt trænede jeg ved DcH Galten. Men min vej ind til at lære folket at kende i Sorring blev igennem Charlotte Eskildsen. Da vi flyttede til byen startede jeg på et voksent rytmegymnastikhold, da jeg altid har dyrket gymnastik, og her igennem spurgte Charlotte om jeg ikke ville sidde med i Sorring-Toustrup Idrætsbestyrelse (STIF). Mine forældre har altid hjulpet til i lokalsporten, så det ville jeg også gerne. De næste 11-12 år sidder jeg med i STIF på forskellige poster. Jeg har både været håndboldformand, volleyballformand, fitnessformand, gymnastikformand – men det jeg er mest kendt for i byen er nok min opbygning af hundeafdelingen i STIF, hvor jeg fortsat fungerer som afdelingsformand. I 2007 blev Kris og jeg gift i al hemmelighed – vi ønskede ikke at dele oplevelsen med nogen – men opmærksomme øjne fangede alligevel ringen på min finger ved først kommende halfest. STIF’s bestyrelse fik hurtigt arrangeret et lille slør, saks til strømper og så fik vi ellers lov til at danse brudevals foran byen. For mig er det noget af det der kendetegner borgerne i Sorring. Uanset hvor mange timer af min fritid jeg har brugt på byen, så har jeg altid fået det mangfoldigt tilbage ved folk der bekymrer sig, hjælper og er der for en. I 2008 kom vores søn Kristian til verden og Sorring udvidede sig for os endnu engang. Nu begyndte vi jo at lære andre forældre, dagplejer, børnehave og Sorring skole at kende. I 2012 kom lillesøster Asta Katrine til verden og vores familie-hverdags-liv kunne nu virke til at køre sin egen skønne cirkel. I 2019 måtte vi dog indse at Kristian ikke fungerede i Sorrings sociale liv. Efter en diagnose med autisme og ADHD blev han flyttet til autistafdelingen på Ans skole. Vejen dertil har været hård og svær som forældre, men den har været det værd, da vi nu ser at vores søn begynder at vokse og udvikle sig, for i Ans er der rammerne til det. Lillesøster Asta er fortsat på Sorring skole og trives der i sine sociale rammer. Jeg selv arbejdede for MTHøjgaard fra 2004 til 2015 og KPC fra 2015 til 2018. Jeg har kørt Danmark rundt og været med på spændende byggerier såsom Ebeltoft Glasmuseum, Moesgaard Museum, Slotsarkaderne i Hillerød, Frederikshavn fælles skole, LandBoMidtØst, Skejby Psykiatri og rigtig mange boligrenoveringer. I 2018 startede jeg egen virksomhed, hvor jeg hjælper håndværkervirksomheder med kvalitetssikring samt drift og vedligeholdelse på byggerier. Jeg bruger meget af min fritid på min nuværende hund Duplo (beagle). Træning og konkurrencer med ham. Jeg bruger meget tid på hundeklubben og mit hjerte brænder stort for klubben, dens medlemmer og for hundenes gode familieliv. Når fritid ikke går op i hundene, så sejler jeg på Silkeborg søerne med familien, roder i haven, hjælper min mand i hans hobbyvirksomhed Brokkeriet eller nyder øl med naboerne. Jeg er kommet til at elske Sorring, dens omgivelser, dens folk og dens muligheder. Selvom det kan føles som om du ikke har tid eller overskud, så giv en hånd med til hvad som helst. Prøv at være en ildsjæl, prøv at brænde igennem på noget så meget at selv dine nærmeste bliver træt af dig. Den følelse inde i dig, når det lykkes eller du får hjælpen tilbage, den glemmer du aldrig og går aldrig ned på den. Det er det Sorring består af og skal fortsætte med at bestå af. Tina Brokmann


    Mig og Sorring – Gitte Helboe

    Tusind tak for stafetten til Corina, som jeg har dyrket hundesport sammen med igennem flere år i STIF Familiehund. Jeg er født og opvokset i Hasle ved Aarhus. Da jeg blev 18 flyttede mine forældre og jeg til Aarhus midtby, hvor jeg senere fik min egen lejlighed og boede frem til 2004. I 1995 fødte jeg min datter Lisa, som jeg kan fortælle en masse om, men nu er det jo mig, det handler om. Jeg startede til ridning, da jeg var omkring 10 år, brugte meget af min ungdom på at træne travheste, derudover var de eneste dyr, jeg havde haft kontakt til i mine Aarhus år, de katte jeg mødte, som altid kradsede mig (jeg tænker, de ikke kunne lide min måde at vise kærlighed på). Og de rotter jeg så ved Aarhus Å, mens jeg boede i midtbyen. Da jeg tænkte, at nu havde jeg oplevet alt det, jeg skulle i Århus, begyndte min daværende mand og jeg at kigge på huse, og JUBI der var et i Sorring. Den aften jeg opsagde min lejlighed, fandt jeg tre kaniner i et fuglebur. De stod mellem bilerne, der var parkeret i Aarhus midtby. Der var ingen tvivl, de skulle da med mig hjem. Min mand og jeg havde nemlig fundet huset på Horskildevej, som vi var faldet for. Et lille hus på 80 kvadratmeter med masser af plads rundt om til alt hvad hjertet kan begære. De tre kaniner blev hurtigt til 23 og gode råd var dyre, men vi endte med at komme af med mange af dem. Vi begyndte at holde hannerne adskilt fra hunnerne, så problemet opstod ikke igen. Vi fik hund og en kat, vi havde akvariefisk, chinchillaer, grise, heste, høns, ænder, flere katte, får, bier og en enkelt præriehund. Vi fik en gammel Ford Supermajor (traktor), som jeg drønede rundt på og gav den som Gitte på landet, og når det ikke gik hurtigt nok, købte vi skrotbiler, som vi kørte markræs i. Det var fantastisk at bo på landet. For cirka 10 år siden begyndte jeg at træne hund ved Tina i STIF Familiehund, Det har jeg fortsat med, og i 2021 blev jeg uddannet hjælpetræner. Nu er jeg træner, for en flok dejlige hunde og deres ejere hver søndag. Jeg træner selv med min egen hund om torsdagen. Jeg og Rosita min stolte Tinker hoppe har igennem mange år kørt med julemanden til juletræstænding i Sorring første søndag i advent. I 2021 blev Rosita mor, så hun havde barsel. Jeg startede med at arbejde, da jeg var 12 årig. Gennem livet har jeg været rengøringsdame, butiksassistent, Lademanns leksikon sælger, side 9 pige, grønthandler, bagerjomfru, salgsleder, montrice på elektronikfabrik, lager- arbejder, vikar på plejehjem, Nada Kalibrist og kontornusser, så det kom nok ikke som et chok for nogen, da jeg i 2015 blev uddannet kørelærer. Et erhverv jeg elsker, og som jeg synes, er virkelig spændende. Jeg nyder at arbejde med forskellige personligheder og finde løsninger på, hvordan vi opnår bedst læring. Livet er især herligt, når jeg møder de unge i Brugsen, og de kommer hen og siger hej, for hvem kan ikke huske sin kørelærer, og det hun/han har lært dig. Jeg har besluttet mig for at drive min køreskole i nærområdet, så jeg afholder teori i Låsby, fra februar i år. Jeg glæder mig til mange flere år her ude, hvor den røde glente flyver, og jeg kan køre en tur i min hestevogn, eller hvad jeg nu har lyst til.

    Min største bedrift til dato har været at skrive dette indlæg til Stafetten om mig selv, da jeg har en dårlig fantasi. Gitte Helboe


    Mig og Sorring/Toustrup – Corina Münch

    Mange tak for stafetten til vores nabo Emil Jørgensen. Det er nu fire og et halvt år siden to udlændinge flyttede til Sorring. Det var mig, Corina Münch, som oprindelig er tysker, og min ægtemand Carsten Marcussen, som er sjællænder fra djævleøen.

      Min vej til Sorring var lang. Jeg blev født 1968 i Tyskland i en lille landsby mellem Köln og Frankfurt. Området er kuperet med skov, mark, engarealer og søer – altså næsten som det ser ud her i området. Da jeg var otte år gammel kom min far hjem og spurgte min mor, min lillesøster og mig om vi ikke havde lyst til at flytte til Afrika – og det havde vi. Så blev vi vaccinerede, pakkede vores ting sammen og flyttede som gæstearbejdere til Afrikas vestkyst, nærmere sagt Liberia. Min far, som var uddannet som smed og elektriker, arbejdede i reparations­værkstedet til en jernmine. Efter skolen gik jeg tit hen og besøgte min far i værkstedet. Det var der jeg fik min interesse for metaller og store maskiner. Jeg gik i en international skole, sammen med Liberianerne og børn fra hele verden, og skolesproget var engelsk. I min fritid gik jeg tit på jagt eller ud at fiske sammen med min far. Jeg elskede også at læse bøger. Problemet i Liberia var dog, at udvalget i biblioteket var meget begrænset. De få børnebøger havde jeg læst ret hurtigt, så fortsatte jeg med alle andre bøger som kunne findes. Som 11-årig var jeg derfor allerede stor fan af krimier og historiske romaner. Da jeg var 12 år gammel udbrød der borgerkrig i Liberia og vi flygtede derfra. Det tog os 3 uger at komme tilbage til Tyskland. Tilbage i Tyskland drømte jeg om at gå på gymnasium fordi jeg ønskede enten at læse fysik på universitetet eller blive kriminalbetjent. Men min mor, som var hjemmegående hustru, sagde: altså Corina, du er jo en pige, du bliver gift og får børn, du behøver da ikke at gå på gymnasium. Det er ikke noget for piger og i øvrigt dumpede min bror i gymnasiet (læs: hvis en dreng ikke kunne klare gymnasiet, så kunne en pige slet ikke). Men jeg trodsede min mors modstand, overtalte min far og fik lov til at gå i gymnasiet, som var i byen, omkring 20 kilometer væk. Da bussen kun kørte få gange om dagen fik jeg en knallert, som eneste pige i hele området. En dag kørte jeg galt og smadrede gearkassen. Min far købte reservedele, pegede på sit værksted og sagde: værsgo, Corina. Du skal selv reparere hvad du har ødelagt – og så gik han væk. Det var første gang jeg har adskilt en gearkasse. Jeg brugte 3 dage i værkstedet og så kørte den igen. Det gik udmærket godt i gymnasiet indtil jeg blev 16 år gammel, hvor jeg fandt ud af at min far ikke kunne betale skolegangen mere. Jeg besluttede at jeg ville finde en læreplads og fortsætte med skolen senere. Men det var umuligt at finde et uddannelsessted som smed eller elektriker eller anden teknisk uddannelse for en pige. Efter 154 jobansøgninger og 154 afslag var jeg ved at blive fortvivlet. En dag kom en af min mors veninder, som vi kendte fra Liberia, på besøg. Jeg fortalte hende om mit problem med at finde en læreplads. Hun sagde at hun arbejdede i en stålfabrik i Düsseldorf og at hun gerne ville spørge om der var en mulighed. Dagen efter ringede hun kl. 08.15 at jeg kunne komme til Düsseldorf med det samme og starte i lære. Jeg pakkede mine ting sammen og flyttede hjemmefra samme dag kl. 12.00. Jeg startede med en grunduddannelse som smed, efterfulgt af en uddannelse som tekniker i fysiske materialeundersøgelser, metallurgist og specialist i havariundersøgelser. Senere læste jeg til industri-ingeniør i aftenuniversitetet, ved siden af mit arbejde. Jeg blev i Düsseldorf-området i omkring 15 år. På grund af jobbet flyttede jeg til Nordtyskland. Sidst på året 2007 blev jeg kontaktet af en headhunter som spurgte mig om jeg kunne tænke mig at arbejde i Danmark. Ja, hvorfor ikke, svarede jeg, pakkede mine ting sammen og flyttede kort tid efter til Danmark. Jeg var knap 40 år gammel og vidste ingenting om Danmark, har aldrig været der før. Men der gik ikke lang tid før jeg blev helt forelsket i landet, den danske mentalitet og værdier. Jeg boede og arbejdede i Randers og Århus og så blev jeg forelsket i en dansker: Carsten, som er programmør og designer af databaser og arbejdede i samme firma. Da firmaets sprog var engelsk og min danske kæreste ikke kunne tale tysk, talte vi engelsk sammen. Derfor var det svært at lære dansk. Jeg læste mange bøger på dansk, så dansk fjernsyn, men jeg kunne godt tænke mig at forbedre sproget. Så blev jeg medlem af en forening i Randers. Der lærte jeg en kvinde at kende, som inviterede mig til at blive medlem af Soroptimist International, som er en international velgørenhedsorganisation, som har til formål at forbedre kvinders og pigers liv. I 2011 under finanskrisen blev mange fyret og en af dem var min kæreste, som var konsulent i firmaet, mens jeg var fastansat. Da jeg også var bange for at miste jobbet kiggede vi på mulighederne. Jeg havde slet ikke lyst til at tage tilbage til Tyskland, selvom der var gode jobmuligheder, men jeg følte mig aldrig hjemme i Tyskland. Som kvinde i en mandeverden var og er man i Tyskland altid nødt til at forklare hvorfor jeg, som kvinde, elsker at arbejde med teknik. Så kom Carsten med en skør ide at vi skulle dog bygge laboratoriet nummer 10 – denne gang skulle det bare være mit eget. Imod all odds sagde banken og flere leverandører ja til det og vi startede vores egen lille virksomhed på Djursland. Det var også der vi blev fuldstændig integrerede i Jylland da vi købte en trailer til vores bil. Snart kunne vi dog mærke at huset og hallen, som vi havde lejet, blev for småt, fordi virksomheden voksede hurtigt. Vi kiggede på omkring tredive huse i hele region Midtjylland før vi fandt det absolut rigtige sted til både firma og privatliv, og det var i Sorring. Det tog mange måneder at få alle byggetilladelser på plads men i april 2018 fik vi nøglerne til Heidis hus. Med hjælp af meget dygtige lokale håndværkere forberedte vi hallerne til vores firma, pakkede vores ting sammen, og flyttede til Sorring. Vi blev helt overvældede af den varme velkomst vi fik her i Sorring. Mange naboer kom med velkomstgaver og folk stoppede os og spurgte om hvad vi laver. Det er ikke så nemt at forklare hvad vi arbejder med. Mange af vores opgaver handler om at finde ud af, hvorfor nogle dele som for eksempel lejer eller tandhjul fra store gearkasser eller store maskiner er gået i stykker. Det kunne også være et kunstigt hofteled som knækkede eller en plade af rustfrit stål som ruster, en bolt som er knækket, eller… På grund af min mangeårige erfaring i skadesundersøgelser har jeg set mange forskellige fabrikker og fremstillings­metoder og sammen med min baggrund i materialevidenskab kan jeg finde ud af, om det var gået i stykker på grund af en materialefejl eller designet eller noget helt andet. Carsten forklarer gerne, at jeg er en slags Sherlock Holmes i materialeverdenen, og jeg synes at det passer godt. Så snart firmaet var på plads udvidede vi familien med en familiehund: vores labradortæve Bella, som vi desværre mistede i en ung alder på grund af en formodet hjerneblødning. Da vi ikke kunne undvære en hund, kørte vi til Galten og kom tilbage med vores nuværende labradordreng Eddie, som også hedder frækkert, især når han hopper over hegnet og forskrækker vores kære naboer, eller når han er på tur i byen, for at finde den lækre tæve, som er i løbetid. Jeg elsker at træne med hunden i STIF familiehund-klubben, hvor der kan findes meget dygtige hundetrænere og andre hundeelskere. Ved siden af firmaet planlagde vi vores hobby-landbrug. Med hjælp fra en lokal landmand fik vi anlagt en hømark til vores tre vilde shetlandsponyer, vi holder flere høns og en hane og har også haft en kalv. Det tog mig dog noget tid i google- forskning at finde ud af hvilket dyr vi skal anskaffe for at kunne lave valgflæsk. Vi elsker at dyrke vores egne grøntsager og køber næsten alle vores dagligvarer i vores lokale Brugsen. Vi støtter selvfølgelig forsamlingshuset, lokale håndværkere, forretninger og virksomheder. Sidste år investerede vores firma i en hjertestarter, som står til rådighed for alle når vi er hjemme, og det er vi næsten altid, fordi vi jo arbejder hjemmefra. Og ærligt sagt: hvorfor skal man på ferie når man bor på toppen af Danmark i denne skønne by med så mange venlige og hjælpsomme mennesker? Carsten og jeg har besluttet at det nu er slut med flytteriet, det er i Sorring, at vi gerne vil blive boende. Det er her vi føler os hjemme og vi vil gerne bidrage med at støtte byen så godt vi kan. Mange tak kære Sorringboere for, at I tog så godt imod os to udlændinge. Corina Münch


    Mig og Sorring/Toustrup – Emil Jørgensen

    AF EMIL JØRGENSEN Flemming Schroll skal have stor tak for stafetten. Min hustru er ikke dansklærer ligesom Flemmings, så grammatikken må I tage med et gran salt. For lige knap 14 år siden boede vi i Aarhus og Ninna var i gang med at læse og jeg arbejdede på livet løs og så kom der en landejendom til salg i Sorring. Den kom til salg om fredagen, vi så den om søndagen og onsdag havde vi handlet. Ja der var ikke så meget betænkningstid, men det gjorde heller ikke noget, når det viste sig, at vi endte i verdens bedste landsby. Tilfældigvis nok også den by i Danmark hvor der kommer flest helikoptere hen over. Jeg tager stadig mig selv i at springe ud ad døren, når jeg kan høre de flyver meget lavt. Som en start fyrede vi med koks her på gården og det var lidt træls at holde varme på huset hele tiden, så der gik ikke længe før vores første søn Julian blev født og han er nu lige rundet de 13 år. Siden kom Sebastian på 8 til. Jeg er født i Hobro og har boet i Arden, Viborg, Gjern, Grenå, Thorning og på Fyn men de fleste af mine børne/ungdomsår har jeg haft i Hammel-området. Derfor anså jeg også det med at flytte til Sorring som at komme lidt hjem. Da jeg gik ud af skolen efter 10. klasse, startede jeg i lære som tømrer, men kunne desværre ikke holde til det pga. ryggen, som jeg døjede meget med dengang. Så allerede som 16-årig fik jeg tildelt en eller anden ordning ved kommunen, hvor de faktisk sagde til mig, at de mente, jeg var så uarbejdsdygtig, at de ikke forventede at jeg kom i arbejde igen. Pengene væltede ind på kontoen og hver morgen tog jeg bussen ind til Aarhus og fiskede på havnen og fulgte med i livet på havnen, dengang der stadig var andet end beboelse derinde. Derudover gik tiden ret meget op i at spille musik og holde fest. Jeg blev ret stædig og mente efter et halvt års tid, at nok var nok og så fandt jeg mig et arbejde, som jeg kunne holde til og så har jeg været arbejdsdygtig lige siden og ryggen har været god ved mig det meste af tiden. I de unge år gik rigtig meget af min fritid med at spille musik og lave lyd. Jeg var en del af bandet ”De Tre Bukke Fra Brugsen” i Hammel, hvor jeg slog mine folder på bassen. Sideløbende med det lavede jeg lyd for mine venners band og drak alle deres øl i omklædningsrummet. Det var en fantastisk tid, hvor jeg med min spæde alder aldrig skulle køre hjem. Jeg flyttede så til Aarhus da jeg var 19-20 år, hvor jeg også mødte Ninna, som var i lære som tjener. Ninna forudså ganske tidligt at en tjener og en tekniker i musikbranchen nok fik svært ved at stifte familie. Nogle år efter at Ninna blev færdiguddannet tjener, tog hun en kontoruddannelse. En dag ringede en af mine gamle venner og sagde at han lavede lyd for et band, som manglede en tekniker til at sørge for deres instrumenter weekenden efter og om det var noget, jeg havde lyst til. ”Ja ja det skal jeg nok hjælpe med”. Jeg blev fast tekniker for det band og et par år efter havde de i Anders Matthesen-lejren spottet mig og så tog jeg på tour med ”Anden med band”, så ringede de fra Allan Olsen, så ringede de fra Sebastian, så ringede de fra Tina Dickow… Så sad jeg i saksen og lavede ca. 120 koncerter om året og har nu arbejdet i den professionelle ende af musikbranchen som baggearsmand (ham i det sorte tøj der kommer med nye guitarer til musikerne) lige siden. Sideløbende med alle de større artister har jeg i omkring 18 år arbejdet for partybandet Tennis, hvor jeg også de sidste 5 år har siddet med al management for dem. Dvs. al kundekontakt, salg, planlægning osv. De seneste år har jeg dog droslet ned på ca. 50 koncerter om året og arbejder hovedsageligt for Tennis samt enkelte afløsertjanser hist og pist. Da Coronaen ramte underholdningsbranchen, måtte jeg tænke lidt hurtigt og fik stablet mit lille handymansfirma på benene hvor jeg er blevet taget rigtig godt imod 😊 Nu skal jeg i den grad love for at der er gang i underholdningsbranchen og handymansfirmaet samtidig. Vi er utrolig glade for at bo her i Sorring, hvor vi efterhånden kender rigtig mange mennesker. Som Sebastian nogle gange spørger mig… Hvordan kan det være, du kender så mange her i byen? Jeg svarer, at jeg bare fra dag 1 har hilst på alle her i byen, som så bare en smule venlige ud. Jeg er ikke som sådan fast engageret i noget frivilligt arbejde her i byen, men har hjulpet en del til ved gymnastikopvisning, LAN-party osv. Efter Sorring Står Sammen arrangementet i sommers har jeg dog valgt at tilbyde min hjælp til gruppen, idet jeg syntes at have noget at byde ind med fra mine mange år i cirkus musik. Jeg synes, det er et skønt arrangement, som virkelig har sin berettigelse her i byen. Der var rigtig flot deltagelse i sommers og jeg er sikker på, at vi kan udbrede arrangementet endnu mere og lokke resten af jer med til denne dejlige dag til næste sommer og forhåbentlig mange år frem. Jeg er ligesom Flemming en del af ”Sorring Klaverflytterlaug” hvor vi bl.a. har renoveret skaterbanen på skolen kvit og frit til vores alles børns store fornøjelse. Foreningsarbejde har ikke den vildeste tiltrækningskraft i disse år, men jeg vil opfordre alle til på hver sin måde at være en del af vores lille fantastiske landsbysamfund. Der er mange måder, man kan engagere sig på. Om det er at bage en kage til lokalrådets møder eller melde sig som formand i Brugsens bestyrelse, så er der brug for alle vores gode kræfter. Sammen kan vi faktisk rigtig meget. Tak for jeres tid 😊 Emil


    Mig og Sorring/Toustrup af Flemming Schroll

    AF FLEMMING SCHROLL Tak til Dorthe Staunstrup for stafetten. ”Der var engang en lille landsby, som hed Sorring. I Sorring var der en vej, der hed Møllebakken. På Møllebakken 5 lå bagerens gamle hus, og i det hus bor nu familien Schroll, med lillesøster Ellen, storebror Emil, med deres forældre Lisbeth og Flemming.” Fra Danmarks ældste by til Danmarks højest beliggende by. Jeg er født og opvokset i Ribe, men som mange andre unge mænd skulle jeg aftjene værnepligt. Jeg startede i Forsvaret i 1997 ved Jydske Dragonregiment, kamptropperne, i Holstebro, og det var her, at jeg stødte på byen Sorring for første gang. Ved JDR kaldes man ikke ved sit almindelige navn, men ved den by som man kommer fra. Og i køjen over for mig, lå en ung mand, hvor der stod Sorring på hans uniform. Hans civile navn var Jimmi Laursen. Efter endt værnepligt tog Sorring/Jimmi hjem, men vi holdt kontakten. Jeg blev udsendt som soldat til Bosnien i 1998, hvor jeg brugte det meste af min vågne tid bag rattet i et pansret køretøj. Da jeg kom hjem fra ”action-ferie”, flyttede jeg til Århus, hvor jeg arbejdede for UPS i en årrække, samtidig med at jeg havde kontrakt med Forsvaret. I 2001 startede jeg på Lærerseminariet i Silkeborg, men blev overflyttet til Århus Lærerseminarium året efter. Her mødte jeg Lisbeth, der kommer fra Rødding ved Viborg, og som i dag arbejder på Tilst Skole. Så beslutningen i 2002 om at flytte seminarium, viste sig at være det helt rigtige valg. I seminarietiden arbejdede jeg lidt for Jimmi, som havde startet et lille autohjælpfirma. Jeg blev medejer af firmaet, men vi ønskede begge en større forretning. Jeg blev færdiguddannet, som lærer i juni 2005, og 1. juli 2005 overtog Jimmi og jeg en virksomhed i Galten, som hedder Niebuhr Glass-peening, som beskæftiger sig med overfladebehandling af rustfrit stål i form af glasblæsning og slyngrensning. Lisbeth og jeg boede stadig i Århus, og i 2006 blev Lisbeth gravid med vores første barn. Vi ønskede ikke, at vores børn skulle vokse op i Århus, så vi gik på husjagt. Vi var ude at kigge på nogle forskellige huse i Sorring og omegn, men købte et skuffesalg, som vi på ingen måder har fortrudt. Vi overtog vores hus d. 15. maj 2007, og Emil blev født d. 6. juni 2007, så efter et par travle uger, flyttede vi direkte fra fødegangen på Skejby Sygehus til vores hus i Sorring. Vi kendte ingen i Sorring, men allerede fra første dag, oplevede vi sammenholdet i byen. Det var meget varmt i den periode, så jeg stod en aften og skulle grave tv-kabel ned. Der gik ikke lang tid, før naboerne stod klar til at hjælpe med gravearbejdet, invitere til Sankt Hans og selvfølgelig afslutte arbejdet med en kold øl. Det er blevet til meget ”gravearbejde m.m.” siden og mange øl med naboer og venner i byen, hvilket vi værdsætter utrolig meget. I juni 2010 kom vores lille datter, Ellen, til verden, og efter babyræset var overstået, kunne jeg finde tid til at gå ind i det fællesskab, som er i netop Sorring. Jeg blev valgt ind i Halbestyrelsen tilbage i 2014, og jeg har i år overtaget formandsposten efter Aage. I 2015 blev jeg desuden valgt ind i Skolebestyrelsen, hvor jeg ligeledes sidder endnu. Emil går i skole på Fårvang skole i 8. klasse, og Ellen går i 5. klasse, så min tid som skolebestyrelsesmedlem på Sorring Skole er nok snart et overstået kapitel, - men et godt kapitel. Halbestyrelsesarbejdet optager en del tid i øjeblikket, men man gør med glæde arbejdet, når man kan se at det er til gavn for hele byen. Når virksomhed og bestyrelsesarbejde ikke tager min tid, spiller jeg badminton på onsdagsholdet og er hjælpetræner for u13-u17 holdet. En tur på mountainbike og racercykel bliver det også til en gang imellem, når hjernen lige skal luftes igennem. Når familien Schroll ikke er at finde i Sorring i længere tid, kan vi findes i vores sommerhus i Sverige, hvor vi nyder freden og stilheden. Det er fantastisk at bo i en by som Sorring. Vi er gode til at hjælpe hinanden, - om det er en lille ting ovre ved naboen eller en reparation af skaterbanen på skolen, - mødes vi og hjælper. Jeg er en del af ”Sorring Klaverflytterlaug”, som er en gruppe af mænd, som hjælper hinanden med projekter, eller hvis man lige skal bruge en hånd til et løft eller to. Gruppen mødes til hygge, (læs: en øl), men samles også hvis der er et projekt, som er til gavn for Sorring, - eksempelvis skaterbanen. Det er skønt at se så mange frivillige i byen, der ønsker at hjælpe, når et arrangement skal stables på benene. Det skal vi blive ved med! Vi skal blive ved med at kæmpe for vores lille by, - cykelstier, hal, skole, grunde… Alt er værd at kæmpe for. Til sidst en lille opfordring: Meld dig til noget, - meld dig som træner/ hjælpetræner i STIF, eller meld dig til en bestyrelse, en forening eller et udvalg. Min erfaring siger, at du ikke vil fortryde det. Flemming Schroll


    Mig og Sorring/Toustrup af Dorthe Staunstrup og familie

    Tak til Anni Lundgård for stafetten. I starten af 2002 havde jeg aldrig hørt om Sorring og havde ingen idé om, at det var her jeg skulle slå mig ned. Carsten som er fra Lemvig og jeg som er fra Faaborg, mødte hinanden på en fælles arbejdsplads med hovedkontor i Herning. I1994 fik Carsten arbejde hos Nykredit i Aalborg og vi flyttede til Nordjylland og købte her vores første hus i 1996, et nedlagt landbrug uden for Gandrup og troede, det var der vi skulle slå os ned. Her blev vi også gift i 1997 og fik Bastian i 1998 og Anton i 2001. Men vores arbejdsplads ville det anderledes. Vi havde begge fået arbejde i Nykredit og den 20.02.2002 blev vi slået sammen med Jyske Bank og skulle fremover arbejde i JN Data i Silkeborg. Så efter et kort stop i Pårup endte vi med at bygge hus her i Sorring på Bredsigbakke 13, som en af de første i den nye udstykning og vi flyttede ind i februar 2004. Bastian var på det tidspunkt 5 år og Anton var 2. Både Carsten og jeg har tidligere dyrket gymnastik og det var derfor naturligt for os at melde os selv og børn til gymnastik i STIF. Jeg startede på Dorte Withs rytmehold, så jeg kunne lære nogle af de lokale at kende. Det var her jeg mødte Malene Højlund Rasmussen og Tina Brokmann første gang og inden jeg fik set mig om, blev Malene og jeg trænere for et børnegymnastikhold, hvor vores børn gik. Vi trænede sammen i mange år og var på mange sjove og lærerige DGI kurser sammen. På et tidspunkt blev jeg inddraget i STIF bestyrelsesarbejdet af bl.a. Tina Brokmann og i 2009 blev jeg valgt som formand for Gymnastikken og i 2016 blev jeg kasserer i STIF og det er jeg stadig. Træner og bestyrelsesarbejdet betyder, at man lærer rigtig mange at kende i byen og alt hvad man giver som frivillig her, kommer tifold igen. Det involverer også ofte hele familien og Carsten har også været træner for et springhold for de lidt større børn og både Anton og Bastian har været hjælpetrænere. Familien har også nydt godt af teaterforeningen PAF, hvor Bastian har deltaget i børnestykker og Carsten har været med til flere teater- og revyforestillinger samt bestyrelsesarbejde. At Sorring er en stor foreningsby viser sig også, da vores ældste dreng bliver involveret i Lego League og foreningen FNIS (Foreningen for Naturfags Interesserede i Sorring) blev stiftet med Rikke Christiansen som tovholder. Hende og hendes mand Robert havde i flere år ungerne med til First Lego League konkurrence i Herning og et år endda til finalerne i Oslo. Det er måske os, som har været med til at starte den store Halloween opstandelse i Sorring J Da de første børn begyndte at komme rundt for at lave ”Slik eller Ballade”, klædte vi os også ud og startede med at forskrække dem med motorsav og ild i hænderne. Nu har det grebet om sig og er blevet et større show og bl.a. Malene, Rikke Dahlberg, Gitte Rasmussen og Randi Greve og nogle af de større børn har været med på legen i flere år. Doktor Død har nok været skyld i flere mareridt efter han hev hjertet ud på Anton og skar hans arm af flere gange på en aften J Det unikke ved Sorring er, at rigtig mange lynhurtigt er med på idéen – også selvom det mest er en amerikansk tradition. Vi kommer af gode grunde ikke selv rundt i byen på dagen, men vi kan høre, at der er rigtig mange, der gør noget ud af det og både børn og voksne går rundt udklædte. Samtidig er der stor forståelse for, at hvis der ikke er pyntet op ved et hus, så er det ikke der, man skal lave ”Slik eller Ballade”. Er man ny i byen er der i hvert fald ingen undskyldning for ikke at involvere sig. Der er mange foreninger og alle er repræsenteret på byens egen hjemmeside www.sorring.dk, så det er let at finde en at kontakte. Ellers har vi også vores egen facebook gruppe ’Det sker’ - i Sorring, som blev startet af Malene i 2009 og her er jeg blevet medadministrator. Udover foreningslivet i Sorring er jeg rigtig glad for at gå ture i den skønne natur omkring byen, hvor det altid er muligt at lave en rundtur i forskellig længde og selv en kort tur rundt om Syvhøje giver et fantastisk udsyn med mulighed for en pause og en sodavand på toppen. Jeg er heldig, at min nabo Malene Frank slår følgeskab, så vi kommer afsted hver morgen og tit også kommer afsted på længere ture sammen. Bastian er for længst flyttet hjemmefra og bor nu i Århus. Han blev Bachelor i Datalogi her i sommer og har nu fået arbejde hos TriFork. Anton bor stadig hjemme og er i lære som Salgsassistent hos Ikea. Jeg arbejder stadig hos JN Data i Silkeborg og Carsten arbejder hos Systematic i Århus. Selvom vi ikke var helt tilfredse med at blive ”påtvunget” en flytning i 2002, så har vi aldrig fortrudt, at vi endte i Sorring, som er en fantastisk aktiv landsby med et stort sammenhold og engagement. Det er helt klart med til at gøre byen til noget særligt. ”Keep Sorring Special” Dorthe Staunstrup


    Mig og Sorring/Toustrup af Anni Lundgård Jensen og Ib

    Jeg siger tak for stafetten til Sussi og Mogens på Solbærmarken. Sorring har været mit ”hjem” siden 1982, så jeg er stadig tilflytter. Jeg kommer oprindeligt fra Sjælland hvor jeg har boet både på nord, syd og vestøen. Jeg flyttede til Låsby, i 81, da jeg havde lært en at kende der. Vi kom så ved et tilfælde, til at købe en lille ejendom på Terpvej, min daværende kæreste og jeg, den blev senere skiftet ud med en større ejendom, også på Terpvej. Jeg er butiksuddannet i TEMA i Hammel. I 86 kom vores første datter Marianne til verden, Annemarie kom i 89 og til sidst Martin i 91. Jeg havde for en tid min egen tøjbutik ude på Terpvej, Baby og Børnetøj. Den lukkede jeg da jeg ventede Martin, 3 børn og en butik, og Jørgen som var ved at starte et firma op, gik ikke lige i spænd sammen. Jeg begyndte efter endt barsel at arbejde i hans firma. Kontor, klargøring af maskiner og deltage på messer. Jeg skulle også selv køre rundt med maskinerne på en lastbil, så jeg tog lastbilkørekort da jeg var højgravid med Martin. Nu med tre børn, så bliver man rodet ind i meget. Dengang havde Sorring ingen børnehave, men vi havde en legestue, som blev passet af frivillige, det var godt at få de mindre børn derop et par gange om ugen. Det foregik på skolen og en gang om året var vi en tur i Haunstrup, med alle søskende og forældre. Vi var to fulde busser afsted. Hyggelig tur. Det var den første bestyrelse jeg sad i, og det gjorde jeg i 2 år. Senere blev det til 4 år Toustrup Forsamlingshus, Skolebestyrelsen 4 år, STIF 8 år, og jeg har været fitnessinstruktør her i Sorring, lige siden det startede. I et par år var jeg zumbainstruktør. Det var en meget stor udfordring, første aften stod der ca. 65 mennesker, UAK jeg var nervøs, men jeg overlevede og det kørte i to år. En af de unge piger i Sorring, Emilie var så sød og tilbød at hjælpe mig. STIF stod i sin tid for en årlig familietur til Ahl Hage, vi var som regel 80 børn og voksne, afsted i en weekend. Det var en god rystesammentur af unge og gamle. Jeg har også været en del af PAF i rigtig mange år, dog mest bag scenen. Jeg har brugt rigtig mange timer på at sy tøj til diverse stykker. En enkelt gang har jeg vovet mig på scenen i en mindre rolle, det var ganske sjovt. De sidste par gange jeg har været med, har det været både kostumer og sminke, sammen med en masse sjove mennesker. I 2004 blev jeg skilt og flyttede på Hjejlevej, hvor jeg nu bor sammen med Ib. Ib kommer fra Holmstol ved Gjern. Han har to børn, Pernille på 38 og Dennis på 31 år. [caption id="attachment_1154" align="alignright" width="213"] Ude at bade den 14. februar med Annemarie[/caption] Ib gør ganske meget i teater. Han har været med i rigtig mange år, her i Sorring. Han blev på et tidspunkt spurgt om han kunne tænke sig at komme med i Silkeborg Musik og Teaterhus. Han er god til at lave special ”syet” underholdning til diverse fester, men det har været lidt sløjt med det, det sidste år. Efter Ib havde været et par år på Silkeborg teater, manglede de en i systuen. Jeg var med i systuen i 5 år hvor de to også var som bestyrelsesmedlem af SMUT. De sidste 3 år har jeg været på catering-­ ­holdet. Om sommeren elsker jeg at hjælpe til, til Riverboat i Silkeborg. Det er glade og hyggelige mennesker der kommer der. I 2014 startede mit lille rengøringsfirma. Det går rigtig godt, og jeg har alle de kunder som jeg kan nå. Ib arbejder som sælger hos Hoffmann biler i Silkeborg og har været der stort set siden 2004, kun afbrudt af et par pauser. Vi er begge glade for at bo i Sorring som er en hyggelig by med masser af aktiviteter. Ulf (katten) er også en del af husstanden. Sorring ligger også dejligt tæt på naturen, med kort afstand til Silkeborg. Vi er begge blevet bedsteforældre til en mindre flok, Ib har 5 og jeg har 2 børnebørn, de er i alderen fra 2 til 15 år. Julemanden bor hos os om vinteren, og alle kan se ham. Anni Lundgård Jensen


    Mig og Sorring/Toustrup af Mogens Pilgaard Sørensen

    Tak til Torben Egebjerg. Både for stafetten og for at spotte Sorring på kortet, da vi ledte efter smørhullet i Jylland. Efter at have kørt forbi byen nogle gange på vej fra arbejde, tog jeg min kæreste Sussi med herud til rundvisning på skolen og i børnehaven, hvor vi var meget begejstrede over deres entusiasme og stolthed over stederne. Vi var begge forelskede i byens atmosfære med det samme. Kort efter købte vi huset på Solbærmarken 27, hvor vi bor i dag, mens vi samtidig hurtigt fik solgt huset i Skødstrup – og vi har stadig ikke fortrudt det valg. Jeg er opvokset i Roslev, med min lillebror, min mor (nu pensioneret kontorfuldmægtig ved politiet) og min far (nu pensioneret tømrer) og engelske settere. En dejlig barndom i en skøn by med gode venner og familien tæt på. Jeg havde dog udlængsel og flyttede til Skive allerede som 17-årig, før jeg tog videre til Århus og studerede fra 2002 til 2007, hvor jeg fik mit første ”rigtige” arbejde. Jeg var i mellemtiden blevet forelsket i Århus, så havde ikke drømt om at skulle se tilbage på Roslev. Skæbnen ville dog anderledes – og til et studentergilde hos min tidligere nabo i 2008, spillede jeg bordfodbold med den sødeste pige (som er min tidligere nabos kusine). Jeg fik nasset nogle cigaretter af hende og vist hende nogle tricks med en ølflaske (man er vel fra landet). Det ene tog det andet og på trods af vi begge næsten ikke dukkede op til festen, bor vi nu her i Sorring med vores dejlige børn Frida (0.x) og Magnus (3.x) og fejrede i februar 2021 12½ år sammen. Sussi der altså ligeledes er fra Roslev, havde været forbi Norge, Ægypten, Israel og England før pædagogstudiet i Århus landede hende et job som pædagog på Trøjborg i 2007. Hun havde ligeledes ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig at ende op med en fra Roslev, og sikkert endnu mindre efter hun i et studiejob hos Århus Taxa havde sendt et par taxaer i min retning, hvor jeg sikkert har været lettere beruset. Men før husbyggeriet i Skødstrup købte vi i 2009 en andelslejlighed på Trøjborg, hvor vi fortsat elsker at komme hos Ib, den lokale grønthandler, biografen og Thai Plus som laver fantastisk Thai-mad udover de to pizzasteder. Jeg arbejdede som elhandler i Ikast fra 2007-2010, hvor jeg første dag på arbejdet mødte Torben – som heldigvis har hængt ved lige siden. Vi omtaler faktisk deres familie som vores anden familie og det er jo skønt nu at bo i samme by. Fra 2011-2015 var jeg ansat hos AAK i Århus, hvor jeg handlede med palmekerne- og kokosolie, hvilket medførte nogle fede rejser til Asien, Holland og Sverige. Jeg er nu retur i elmarkedet, hvor jeg er ansat hos Norlys i Silkeborg. Sussi er pædagog i Galten, så det er skønt begge at have så kort afstand til arbejdet. Vores første tid sammen blev brugt med rejser til Amsterdam og Stockholm, hvilke er byer vi virkelig holder af at besøge. Især Svartmangatan i Stockholm og hofjes i Amsterdam vækker dejlige minder. Efter vi stiftede familien på Trøjborg, og senere flyttede til Skødstrup, savnede især jeg et mindre samfund, hvor man kendte folk og kunne komme hinanden lidt nærmere. Det fandt vi her i Sorring, og børnene var hurtigt med på ideen, da vi sammen besøgte byen med is fra Sorring Brugs som vi delte på toppen af Rasmussens Have en solbeskinnet forårsdag i 2018. Magnus startede til fodbold i STIF før vi flyttede, så klassen kendte ham allerede, da han startede i 0.x, hvilket hjalp ham med skiftet, som tog lidt hårdt på os alle. De andre børn kendte godt Magnus, selvom lærerne nu mente det var en ”ny” dreng, der skulle starte i klassen. Tak for modtagelsen af os til både forældre i den nuværende 3. klasse og 0. klasse – dengang børnehaven. Generelt er vi utrolig begejstrede for den modtagelse vi fik som nye i Sorring. Magnus blev inviteret med til børnefødselsdag på vores 2. dag i Sorring og vi blev budt velkommen til byen af Vingrens, der droppede forbi med velkomstgave fra Sorring Bær samt et par unger, der ville lege. Det gav Sussi og jeg lidt ro til at forsøge at skabe orden i kaosset fra flytningen. Familien blev også hurtigt en del af STIF og er fortsat meget aktive med fodbold, badminton, gymnastik og Styrke+. Og så har vi haft Simba til hundetræning (ja, ham den lille Golden Retriever-gavtyv, der elsker at hilse på folk i hele byen). Heldigvis har vi også nået at opleve julemarked, markedsdage, Flæskebold, fastelavnsfester mv, før Corona kom til landet. Skolefest var også noget særligt, hvor Magnus var helt høj efter en aften med lykkehjul, cola og gode venner. Jo jo, Sorring er skam bæredygtig – tænk bare, hvor meget legetøj der skiftede hænder de aftener og skabte ny glæde for en stund i andre hjem i byen (hvorefter det blev solgt videre til Torvedag). Generelt er det fantastisk at se, hvor meget de forskellige forældregrupper i byen bakker op om hinanden og er med på at stable forskellige ting på benene. Og her skal selvfølgelig også nævnes alle de frivillige i STIF. Jeg forsøger selv at bidrage med det jeg kan. Har stået i Brugsen for OK, sat stole op til fastelavnsfest og her i april arrangeret dette års første Garagesalgs-weekend. På trods af nok at være introvert, oplever jeg byen som meget åben, og det hjælper sådan en som mig med også at åbne op og komme ud fra hulen derhjemme. Vi er også utrolig glade for Brugsen. Man møder mange fra byen på de daglige indkøbsture og det tænker jeg er med til at bidrage til et godt sammenhold i byen. Derudover er Finn jo er en fantastisk uddeler og hans personale er altid søde og imødekommende, selvom man måske fumler lidt med pakkenummeret fra PostNord. Det er fedt at bo i en by, hvor ungerne kan hænge påskeæg eller julesokker op i den lokale Brugs og stolt vise frem til bedsteforældre på besøg. Det giver noget til byen – noget fælles at snakke om. Og så kører snakken. Og tænk – vi stod sammen i de sidste måneder af 2020 og kan nu glæde os til en opfrisket Brugs. Skidegodt skuldret Sorring! Utroligt mange ting gør altså Sorring speciel. Vores udsigt fra stuen om aftenen med en fantastisk solnedgang, gåture med Simba rundt om Syvhøje, Gjern, Søhøjlandet og overnatninger i spejderhytten. Ja generelt en skøn natur lige udenfor døren. Det er også en allerede yndet familietradition at fælde eget juletræ hos Bent og Birthe. Der er heller ikke langt til shopping i Silkeborg og mange dejlige hundeskove indenfor korte afstande – inkl. stranden ved Knudhule. Derudover spiller jeg selv lidt fodbold i Låsby på forskellige hold, hvor jeg senest har været inviteret med til noget Veteran-bold med Jesper, Søren og Karsten her fra Sorring – via dispensation godt nok. Vi holder også af at besøge Svostrup Kro, og en ting jeg også har fundet i Sorring, er kontakt til den lidt ældre generation. Jeg holdt meget af mine bedsteforældre, og nyder enhver mulighed for at snakke med de lidt klogere folk. Stor tak til Josef & Lars for gode snakke – og efterhånden mange lervarer. Til Anette & Jesper for tålmodighed, når Simba går på opdagelse og Ib & Anni, som jeg faktisk havde hyret allerede inden vi flyttede herud, da vi fik lidt hjælp til nogle ting i haven. Anni hænger ved endnu en gang om måneden. Mogens Pilgaard Sørensen  


    Mig og Sorring/Toustrup af Torben Egebjerg

    AF TORBEN EGEBJERG I foråret 2018 skrev jeg til min gode gamle ven Mogens, i en henslængt kommentar på Skype, at jeg havde fundet en lille by tæt på Aarhus, der havde det hele og havde potentiale til at være en oase for vores børnefamilier i hverdagens stress og jag. Der gik ikke meget mere end en måned, så skrev Mogens, at de havde købt hus i Sorring! Det satte gang i tankerne i vores lille familie. Felix var seks år og gik i 0. klasse og Willum var 3 år og gik i Børnehave i Ikast, hvor vi havde vores røde murermestervilla fra 1949. Jeg arbejdede i Skanderborg og Anja, min bedre halvdel, arbejdede dengang i Herning. Vi havde længe gået med planer om at finde et sted tættere på Aarhus og Østjylland, hvor jeg arbejdede og Anja barslede med planer om at finde noget nyt i den østlige del af Jylland. Alt gik derefter stærkt. Vi fik sat murermestervillaen til salg, og solgte den på otte dage! Vi gik så hastigt i gang med diverse online sider og søgte huse i Sorring og fandt nogle interessante huse. Så drog vi afsted mod det jeg i dag med et glimt i øjet ynder at kalde ”toppen af Danmark” for at finde vores nye hjem. I bilen på Herning motorvejen spottede vi varemærket Sorring Tårnet på lang afstand og stadig i dag når vi er på vej hjem mod Sorring er det en sport at spotte tårnet først.

    Udsigt fra stuen i vores nye hjem

    Vi faldt med det samme for atmosfæren i Sorring og ikke mindst det store himmelrum, den betagende udsigt med den flotte natur og den friske luft. Vores valg faldt på Hjejlevej med sin smukke udsigt og centrale beliggenhed i byen, med let til det hele: Idrætsfaciliteterne ved STIF-hallen og boldbanerne, skolen og dejligt tæt på vores gode Brugs og Pizzamand.

    Vores hus på Hjejlevej

    Det er ikke bare himlen der er højt til i Sorring, her er også masser af hjerterum og højt til loftet. Stort set alle vi mødte og kom i kontakt med, da vi flyttede til byen, var meget åbne og hjælpsomme. Man kunne godt frygte at et lille samfund, som vores, var mere konservativt indstillet overfor tilflyttere. Men i Sorring gives der plads og velkomst til nye, ikke mindst, tror jeg, fordi mange i byen selv er tilflyttere med et ønske om et lokalsamfund med gode sociale relationer i højsædet. Med skoleskift og ny børnehave var der nok omvæltninger at tage hånd om, så at forældrene i vores drenges skoleklasser og børnehavegruppe var imødekommende og hjælpsomme var en kærkommen bonus. Willum var rigtig glad for sine år i Sorring børnehus, hvor han især nød tiden i storbørnsgruppen med den store legeplads, en god dynamisk gruppe og nærværende voksne. Felix skulle vænne sig til de nye rammer og rigtig mange nye venner i Sorring skoles største klasse på, jeg tror 37 elever i skrivende stund – en stor mundfuld for en knægt på 6 år. Men både Felix og jeg startede på fodbold i STIF og fik på den måde styrket vores sociale relationer og dyrket dejlig motion. Felix spiller også badminton i STIF-regi, hvor de har en dygtig junior afdeling med nogle meget kompetente trænere. Jeg har ikke spillet fodbold i klub siden jeg var 13… Men jeg var fast besluttet på at Oldboys klubben i Sorring var noget, jeg skulle være en del af. Jeg havde hørt at der var talstærkt fremmøde både til træning, første, anden og ikke mindst tredje halvleg. Det sociale aspekt i Oldboys holdet vægter lige så stort for mig som selve bolden og det at holde min ikke helt nye krop i gang med motion. Jeg fik anskaffet støvler og stod klar på grønsværen en dejlig sensommeraften i august 2018. Fem minutter senere humpede jeg hjem med en mindre fiber i hvert lår. Fantastisk debut. Så, der skulle gå endnu en månedstid, før jeg sidst i september vendte frygteligt tilbage og har været en del af holdet lige siden, med op- og nedture og ikke mindst hyggelige fester og fantastisk kammeratskab. Det kan kun anbefales, specielt som tilflytter, at blive en del af STIF og nyde det netværk og samvær, der kommer ud af det. I foråret 2020 manglede min største drengs fodboldhold en træner og, til trods for at jeg ikke umiddelbart havde udprægede kompetencer ud i den sfære, meldte jeg mig som frivillig under STIFs banner. Til at starte med mest af nød, for ellers var der stor risiko for, at ungerne ikke fik noget fodboldhold, det skulle dog vise sig at blive en givende udfordring. 2020 blev som vi alle ved et ret trægt år i sociale, kulturelle og sportslige sammenhænge. Men vi fik stablet træning på benene og ungerne formåede at vinde deres første sæson i efteråret. Jeg fik lov til at være med til at høste frugterne af tidligere års træneres hårde arbejde. At opleve den umiddelbare glæde sådan nogle unger får ved at kæmpe sig til sejer, med holdånd, sammenspil og vilje var helt fantastisk. Der var sprudlende jubelscener og stoltheden, der lyste ud af deres øjne, var uvurderlig. En kæmpe bonus ved at være træner i en forening som STIF er, at jeg har fået et rigtig godt kendskab til min søns kammerater og deres forældre. Det kan kun anbefales, dog skal overskuddet være til det, da det kan kræve en vis portion pædagogiske resurser. Personligt sætter jeg sociale relationer højt og i Sorring, er der rig mulighed for at pleje netop disse. Selvfølgelig er pandemien en hæmsko, men vi skal huske at værdsætte vores muligheder, når vi kommer ud på den anden side. De gode dagligdags tiltag, som vi i familien har glædet os over, er fællesspisning i hallen, specielt når der er stegt flæsk på menuen. Fællesspisninger i forsamlingshuset, der også er omdrejningspunkt for julemarkedet. Og jeg vil anbefale den månedlige fredagscafe, hvor man kan få en lille anekdote fra lokalmiljøet, møde nye mennesker og få en hyggestund med sine venner. Vi har nydt de større arrangementer i hallen omkring Jul, Fastelavn og Skt. Hans aften. Den årlige rundboldturnering har vi kun nået at deltage i en gang, men vi håber den vender stærkt tilbage! Tak til Simon for at sende stafetten min vej og til Sorring for at have lukket os ind i et godt fællesskab med mange gode nye venner, vi ses derude! Torben Egebjerg