Nyheder

Nyheder

    Mig og Sorring/Toustrup af Torben Egebjerg

    AF TORBEN EGEBJERG I foråret 2018 skrev jeg til min gode gamle ven Mogens, i en henslængt kommentar på Skype, at jeg havde fundet en lille by tæt på Aarhus, der havde det hele og havde potentiale til at være en oase for vores børnefamilier i hverdagens stress og jag. Der gik ikke meget mere end en måned, så skrev Mogens, at de havde købt hus i Sorring! Det satte gang i tankerne i vores lille familie. Felix var seks år og gik i 0. klasse og Willum var 3 år og gik i Børnehave i Ikast, hvor vi havde vores røde murermestervilla fra 1949. Jeg arbejdede i Skanderborg og Anja, min bedre halvdel, arbejdede dengang i Herning. Vi havde længe gået med planer om at finde et sted tættere på Aarhus og Østjylland, hvor jeg arbejdede og Anja barslede med planer om at finde noget nyt i den østlige del af Jylland. Alt gik derefter stærkt. Vi fik sat murermestervillaen til salg, og solgte den på otte dage! Vi gik så hastigt i gang med diverse online sider og søgte huse i Sorring og fandt nogle interessante huse. Så drog vi afsted mod det jeg i dag med et glimt i øjet ynder at kalde ”toppen af Danmark” for at finde vores nye hjem. I bilen på Herning motorvejen spottede vi varemærket Sorring Tårnet på lang afstand og stadig i dag når vi er på vej hjem mod Sorring er det en sport at spotte tårnet først.

    Udsigt fra stuen i vores nye hjem

    Vi faldt med det samme for atmosfæren i Sorring og ikke mindst det store himmelrum, den betagende udsigt med den flotte natur og den friske luft. Vores valg faldt på Hjejlevej med sin smukke udsigt og centrale beliggenhed i byen, med let til det hele: Idrætsfaciliteterne ved STIF-hallen og boldbanerne, skolen og dejligt tæt på vores gode Brugs og Pizzamand.

    Vores hus på Hjejlevej

    Det er ikke bare himlen der er højt til i Sorring, her er også masser af hjerterum og højt til loftet. Stort set alle vi mødte og kom i kontakt med, da vi flyttede til byen, var meget åbne og hjælpsomme. Man kunne godt frygte at et lille samfund, som vores, var mere konservativt indstillet overfor tilflyttere. Men i Sorring gives der plads og velkomst til nye, ikke mindst, tror jeg, fordi mange i byen selv er tilflyttere med et ønske om et lokalsamfund med gode sociale relationer i højsædet. Med skoleskift og ny børnehave var der nok omvæltninger at tage hånd om, så at forældrene i vores drenges skoleklasser og børnehavegruppe var imødekommende og hjælpsomme var en kærkommen bonus. Willum var rigtig glad for sine år i Sorring børnehus, hvor han især nød tiden i storbørnsgruppen med den store legeplads, en god dynamisk gruppe og nærværende voksne. Felix skulle vænne sig til de nye rammer og rigtig mange nye venner i Sorring skoles største klasse på, jeg tror 37 elever i skrivende stund – en stor mundfuld for en knægt på 6 år. Men både Felix og jeg startede på fodbold i STIF og fik på den måde styrket vores sociale relationer og dyrket dejlig motion. Felix spiller også badminton i STIF-regi, hvor de har en dygtig junior afdeling med nogle meget kompetente trænere. Jeg har ikke spillet fodbold i klub siden jeg var 13… Men jeg var fast besluttet på at Oldboys klubben i Sorring var noget, jeg skulle være en del af. Jeg havde hørt at der var talstærkt fremmøde både til træning, første, anden og ikke mindst tredje halvleg. Det sociale aspekt i Oldboys holdet vægter lige så stort for mig som selve bolden og det at holde min ikke helt nye krop i gang med motion. Jeg fik anskaffet støvler og stod klar på grønsværen en dejlig sensommeraften i august 2018. Fem minutter senere humpede jeg hjem med en mindre fiber i hvert lår. Fantastisk debut. Så, der skulle gå endnu en månedstid, før jeg sidst i september vendte frygteligt tilbage og har været en del af holdet lige siden, med op- og nedture og ikke mindst hyggelige fester og fantastisk kammeratskab. Det kan kun anbefales, specielt som tilflytter, at blive en del af STIF og nyde det netværk og samvær, der kommer ud af det. I foråret 2020 manglede min største drengs fodboldhold en træner og, til trods for at jeg ikke umiddelbart havde udprægede kompetencer ud i den sfære, meldte jeg mig som frivillig under STIFs banner. Til at starte med mest af nød, for ellers var der stor risiko for, at ungerne ikke fik noget fodboldhold, det skulle dog vise sig at blive en givende udfordring. 2020 blev som vi alle ved et ret trægt år i sociale, kulturelle og sportslige sammenhænge. Men vi fik stablet træning på benene og ungerne formåede at vinde deres første sæson i efteråret. Jeg fik lov til at være med til at høste frugterne af tidligere års træneres hårde arbejde. At opleve den umiddelbare glæde sådan nogle unger får ved at kæmpe sig til sejer, med holdånd, sammenspil og vilje var helt fantastisk. Der var sprudlende jubelscener og stoltheden, der lyste ud af deres øjne, var uvurderlig. En kæmpe bonus ved at være træner i en forening som STIF er, at jeg har fået et rigtig godt kendskab til min søns kammerater og deres forældre. Det kan kun anbefales, dog skal overskuddet være til det, da det kan kræve en vis portion pædagogiske resurser. Personligt sætter jeg sociale relationer højt og i Sorring, er der rig mulighed for at pleje netop disse. Selvfølgelig er pandemien en hæmsko, men vi skal huske at værdsætte vores muligheder, når vi kommer ud på den anden side. De gode dagligdags tiltag, som vi i familien har glædet os over, er fællesspisning i hallen, specielt når der er stegt flæsk på menuen. Fællesspisninger i forsamlingshuset, der også er omdrejningspunkt for julemarkedet. Og jeg vil anbefale den månedlige fredagscafe, hvor man kan få en lille anekdote fra lokalmiljøet, møde nye mennesker og få en hyggestund med sine venner. Vi har nydt de større arrangementer i hallen omkring Jul, Fastelavn og Skt. Hans aften. Den årlige rundboldturnering har vi kun nået at deltage i en gang, men vi håber den vender stærkt tilbage! Tak til Simon for at sende stafetten min vej og til Sorring for at have lukket os ind i et godt fællesskab med mange gode nye venner, vi ses derude! Torben Egebjerg


    Mig og Sorring/Toustrup af Simon Nørgaard Laursen

    AF SIMON NØRGAARD LAURSEN De første linier vil jeg benytte på at takke Helle Urup for at sende “blyanten” videre til min familie og jeg. Det er fornøjeligt måned efter måned at læse om sine medborgere. Og det er egentligt også rart at være tvunget til at fundere lidt over sin egen tilværelse og historie. “Attraktiv landsby i rivende vækst” stod der. Og “Byen har en rigtig god bykultur og et fantastisk sammenhold”. Det var, hvad salgsannoncen lovede os, da vi skrev under på salgsaftalen på den gamle villa på Ebbesensvej 16 i februar 2018. Det var stort set også, hvad vi vidste om Sorring.  Dét samt at luften skulle være ualmindeligt tynd efter danske standarder. Jeg havde nogle dystre anelser. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på navnet “Sorring” som den ærgerlige sammentrækning af sorrow og boring. Vi havde ikke været i byen længe, før vi glædeligt kunne konstatere, at ejendomsmægleren havde ret, og min skepsis blev manet fuldstændig til jorden - i Sorring er der bestemt hverken sørgeligt eller kedeligt. Vores historie går tilbage til Aarhus, hvor Simone og jeg kender hinanden fra studiet på Aarhus Universitet. Her studerede Simone molekylærbiologi og arbejdede med, hvordan mælk kan påvirke hjernen. Jeg selv er uddannet biolog og har arbejdet særligt meget med hjertet i krybdyr. Da vi var færdige med at studere, rykkede vi nordpå til Aalborg, hvor jeg fik mit første job i et rådgivende ingeniørfirma. I Aalborg kom vores datter, Luna, til verden. Med bulder og brag. Simone udviklede en sjælden form for svangerskabsforgiftning, som det tog lang tid at komme sig over. Med Lunas tilkomst steg savnet til vores familier i det midtjyske - Simone kommer fra Horsens, jeg selv fra Djursland. Så det var kærkomment, da jeg fik arbejde i Laven, at vi da kunne begynde at lede efter et sted at bo i Aarhus- eller Silkeborgområdet. Når man tegner den “østjyske boligsøger-trekant” med hjørner i Randers, Silkeborg og Aarhus, så ligger der, lige lidt øst for trekantens centrum, en lille uanselig by ved navn Sorring. Det var bestemt ikke givet, at vi skulle ende her. Men da vi en vinterdag stod i det hvide hus med de blå vinduer, kiggede Simone og jeg - uden ejendomsmægleren noterede det - hinanden i øjnene og nikkede stiltiende til hinanden. Den var god nok, vi havde begge to de der sælsomme - men dyre - bobler i maven, der opstår inden et spontant boligkøb. Så pludselig sad vi der med et hus på 100 år, og hvad der ellers følger med af skønhedspletter i sådan et. For at reducere tiden jeg dagligt brugte på E45 mellem Laven og Aalborg, fandt vi på AirBNB et sted vi kunne bo i de 2 måneder, der gik, indtil vi kunne overtage nøglerne til huset. Dette viste sig at være et af de varmeste og mest åbenhjertige hjem, vi har kendt. Det er med stor glæde og med mange gode minder, at vi tænker tilbage på denne tid som logerende hos Anne Grethe og Frode i Røgen. Derudover har vi kun alt muligt godt at sige om Røgen. Det var en by, hvori vi kun befandt os kort tid, men på denne tid nåede Røgen at gøre et bestandigt og varmt indtryk på os. [caption id="attachment_1094" align="aligncenter" width="638"] Ebbesensvej 16, Sorring[/caption] Da vi endelig kunne sætte den gamle nøgle i den utætte hoveddør på Ebbesensvej, var det med ambivalens, men dog også et smil på læben, at vi altid blev mødt med “Nå… det er jer, der bor i Tinas og Pouls hus”. I vores hoved var det jo egentlig vores, men vi måtte nok bare acceptere, at byen har en historie, der går vores tid længe forud. Da vi så huset første gang, faldt vi for sjælen og charmen i den gamle karetmager-bolig. Vi har selvfølgelig ønsket at bevare meget af sjælen i det, og er nu efterhånden ved at have været over alle flader og i alle hjørner af huset. Det har været en stor mundfuld. En meget, meget større mundfuld, end vi havde forestillet os. Men det har også været en spændende og lærerig proces at omdanne et gammelt hus til vores eget. Blandt andet er vores hus ikke længere “det gamle, hvide hus med de blå vinduer og de mange æbletræer”, men et gammelt hvidt hus med hvide vinduer - dog stadig mange æbletræer. På samme måde som vi efterhånden begynder at kende huset og føle, at det virkelig er vores, begynder vi også at føle os hjemme i Sorring. “Nu er vi snart hjemme”, bliver der altid sagt, så snart Sorring-tårnet kan spejdes i horisonten. Her i byen kom den seneste tilføjelse til familien også, da vi i oktober fik vores søn Aamund. I dag er vi altså fire på matriklen. Aamund fra 2020 og Luna på 3 år, som går på Rævestuen i Børnehuset. Simone, som er i gang med en PhD på Aarhus Universitet. Her arbejder hun med den mekanisme, hvorpå hjernen optager medikamenter. Jeg selv arbejder i Taconic Biosciences, hvor vi kan påføre mus de samme sygdomme, som vi mennesker lider af. Herved kan man udvikle, teste og forbedre medicin, inden det bliver brugt på mennesker.

    Luna og Aamund

    Gennem det stærke foreningsliv og de mange kontakter man får sig igennem børnenes gang i børnehuset, har vi efterhånden fået mange venner og rigtig gode bekendtskaber her i byen. Simone har spillet på STIFs dame fodboldhold, og jeg selv har spillet på det lokale og stolte Oldboyshold. Og det er med enorm ærgrelse, at jeg har spillet min sidste sæson på det ambitiøse og talentfulde Oldboyshold, da en knæskade i en meget udramatisk situation, i en meget udramatisk kamp satte en stopper for mine fodboldmæssige udfoldelser. Onde tunger vil måske melde, at der bliver drukket flere øl, end der bliver scoret mål, men hvad gør det, når målene er ualmindeligt flotte? I den anledning vil jeg meget gerne slå et slag for STIF, som bliver drevet og vedligeholdt af en gruppe arbejdsomme og initiativrige borgere. Jeg vil anbefale alle, hvad end man er tidligere elitespiller eller har lyst til at prøve at spille fodbold for første gang at melde sig ind i STIF. STIF favner alle niveauer, der er et utroligt kammeratskab, og det er en enormt god måde for nytilflyttere at komme ind i det sociale liv, der findes i og omkring Sorring. Derudover er der jo mange flere tilbud end fodbold i STIF, lige fra badminton til eSport. Så det er bare at kridte støvlerne eller routeren og komme i gang. Vi er enormt glade for sammenholdet og viljen til det lokale i Sorring. Jeg vil ikke sige, at vi er taknemmelige, for netop dette sammenhold var et grundvilkår for, at vi endte her. Og dette føler jeg er en vigtig pointe; vi har hverken Bilka, biograf eller bibliotek i byen. Der er mange ting, vi ikke har. På den måde kan man sige, at der er rigtig mange grunde til ikke at flytte til Sorring. Men vi har noget, som er meget mere vigtigt end alt det andet, og det er sammenholdet. Vi har hinanden, og de fleste af os har en vilje til byen og til Sorring. Det skal vi blive ved med, for det er vigtigt for folk, der bor her. Og det er lige så vigtigt for folk, der netop er kommet til eller andre, der i skrivende stund leder efter et sted at bo. Man må sige, at fællesskabet har været udfordret det seneste år. Mange af de sociale arrangementer vi plejer at have i byen er blevet aflyst, og foreningslivet er blevet sat på pause. Men jeg tror, at man kan vende den nuværende situation til noget positivt. Jeg tror, at folk mærket af mere end et år under disse omstændigheder kan se og prissætte glæden og vigtigheden af sådanne muligheder i endnu højere grad. Jeg tror, at mere end et år lukket inde i hjemmets fire rammer kan tænde en gnist i folks vilje til fællesskabet. Så vi en gang, når samfundet igen åbner, vil støtte endnu mere op og værne endnu mere om de sociale fællesskaber vi har i byen, og som er så vigtige for byens fortsatte beståen. Af netop denne grund, var det også enormt dejligt og nervepirrende at sidde og følge opbakningen til vores Dagli'Brugsen. Dette var et levende bevis på, at folk i Sorring vil Sorring. Og det er godt for hele byen og for byens fremtid. [caption id="attachment_1095" align="aligncenter" width="477"] Simone, Luna og Simon ved Gudenåen.[/caption] Efter dette lokalpatriotiske manifest vil jeg blot sige tak til sorringenserne, for at gøre Sorring til et rigtig dejligt sted at flytte til. Lad fortsat Sorring være det. Simon Nørgaard Laursen og familie.


    Mig og Sorring Toustrup AF Helle Urup

    Katja Wachs, tusind tak for stafetten. Havde ikke lige set din besked på min telefon, før din mor, Tina, imens vi drikker øl efter badminton træning, bly råber igennem luften… ”Hva’ Helle, Katja spørger om du har set din messenger besked” – ”om du vil overtage stafetten”… Blev rigtig glad og nok også lidt overrasket og spørger så Tina om det er seriøst – hun fortsætter ”Ja, gu er det rigtigt”… og det er så her jeg ville ønske der var lyd på, men pyt - kan alligevel ikke gengive det helt unikke toneleje og den gennemgribende dialekt, der på ingen måde er karakteristisk ”Sorring-dialekt” 🙂 I det sekund starter mine tanker så omkring mig som person samt om Sorring og mig - tanker som man egentligt ikke dykker så meget ned i til hverdag… Men hvem er Helle Urup så? Jeg er født og opvokset i Varde, hvor jeg har haft mange gode barndoms- og ungdomsår. Her tog jeg også min HHX og nød livet som ung med gode venner, fester og masser af skæg og ballade. Min mor må have fået en del grå hår blot på min bekostning. Jeg arbejdede bl.a. i mange år i byens biograf, hvor der blev holdt de vildeste fester. Biografdirektøren havde heldigvis mistet sin lugtesans, så den ellers voldsomme efterluft efter slatter mv. opdagede han aldrig. Et år efter HHX fik jeg i 1999 en lederstilling i Føtex. Trængte så til udfordringer, så efter ca. 1 ½ år blev jeg ansvarlig for Varde fritidscenterets bowling og cafeteria, hvilken var noget af en prøvelse med en meget usædvanlig chef og var jeg en mand, ville jeg virkelig have fået mange hår på brystet. Efter igen ca. 1 ½ år drog jeg mod Århus, hvor jeg fik en sælgerstilling hos Designa køkken, som senere udløste en butikschefstilling. I 2007 løber jeg ind i Gert, som også er fra Varde, til en koncert. Der har efterfølgende været mange sjove kommentarer til dette, da han faktisk havde været min lærer på sidste år af HHX, så imens jeg dengang sad bly på min plads med oprakt hånd drømmer Gert sig i dag nok tilbage til dengang hvor jeg havde lidt mere respekt 😉 Vi blev så kærester der i 2007 og allerede i slutningen af 2008 føjer vi en ekstra titel til vores forhold, da vi bliver kompagnoner og åbner vores virksomhed, MOOGIO. Gert bibeholdt sit underviserjob på handelsgymnasiet og arbejdede først fuldtid i 2010. Vores passion i vores MOOGIO univers er at levere højkvalitetsløsninger bl.a. markiser, fleksible overdækningsløsninger, motoriserede sejl samt gardiner i alle afskygninger – alt sammen skræddersyet. Vores kunder er både private og erhverv. Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet og glæde mig over at vi havde et lille hus, hvor vi havde optaget afdragsfrit lån, da man ikke kommer langt med en løn på 8000.- pr. måned - og kærlighed og kildevand er i denne sammenhæng noget opreklameret. Butikken var i fuld gang og imens vi det første år brugte en kvart million på markedsføring og kun havde en omsætning på 1,2 mill. – har vi ofte været omgivet af rystende hoveder. I dag har vi et skønt showroom i Tilst på 600 m2 nær Bauhaus og Elgiganten, og vi er 7 mand + eksterne montører, der hjælper til i vores højsæson. Fra Tilst til Sorring Jeg er absolut ikke gammel i gårde her i byen. Vi har været bosat i Sorring i 6 år, så man kan roligt, hvis man spørger rundt i Sorring-forsamlinger, sige at jeg fortsat er ”new kid on the block”. Nå, men hvorom alt er, så flyttede min familie og jeg til Sorring dec. 2014. På det tidspunkt var vi 3 - Gert og vores dengang 3 ½ år gamle søn, Sigfred. Men hvordan landede vi her? Vi er langt fra de eneste, der har prøvet at se om vi kunne trække en streg omkring Århus i et forsøg på at holde os indenfor Århus kommune. Egentlig kiggede vi mod Skødstrup, da min søster og svoger lige havde købt grund der, men skæbnen ville at vores lille hus ikke blev solgt, så timingen passede ikke med Skødstrup. Stregen blev altså ved en ren tilfældighed udvisket da jeg en dag smider en EDC avis foran næsen på Gert. Fedt hus på forsiden, ikke Århus kommune, men kun 20 min til kanten af Århus. ”Hvad tænker du, Gert”? I det sekund, uden vi egentlig selv helt er klar over det, er vi i fuld gang med at foretage en af de største ændringer i vores liv – vi er ude i en glidebane på vej til at blive et par godt gemene bonderøve – vel og mærke ment med den allerstørste respekt og varme – i hvert fald hvis vi kigger lidt i bakspejlet 🙂 Vi bestilte en fremvisning og hoppede så en dag i bilen egentlig uden de store forventninger. Vi rammer så Sorring-skiltet og får fundet adressen – funkishus med et præg af storby og moderne tanker - helt igennem vores stil… og så omgivet af rolig natur og en stille facade… her skal bare bo skønne mennesker… Tænk sig ikke at skulle vælge – her kunne vi få det bedste fra 2 verdener. Det blev hurtigt ret tydeligt for mig og det overvældede mig mentalt. Vi købte huset få dage efter og kunne så gå julen 2014 i møde som nye Sorring- borgere. Sigfred begyndte i verdens bedste børnehave på toppen af skolebakken – et ægte eldorado. Da Sigfred havde gået deroppe i ca. 2 uger sagde han dog kækt ”Nu vil jeg gerne prøve en ny børnehave”. Virkeligt humoristisk at så lille en mand havde set denne her flytning som om vi var ”på interrail tur”. Men det var også tydeligt for os at han havde et dejligt syn på livet og var klar på alt hvad et nyt liv i Sorring ville bringe. Efter kort tid i Sorring kom vores lille prinsesse, Elna, til verden og vi har nu en god fordeling på 50/50 af begge køn, så drengene ikke kører alt for meget rundt med os piger. Ildsjæle og tryghed Som jeg skrev tænkte jeg at her i denne lille by måtte der forhåbentlig bo skønne mennesker, men hvad ved man egentlig når man køber et hus og vel at mærke i en helt ny by? I Tilst var vi vant til ikke at kende ret mange når vi gik ud for at handle og jeg skal da lige love for at jeg fik mig en på opleveren ved at komme til Sorring. Og ja, Århus har måske Aros og skønne caféer, men men men … Det pludselig at være en del af et fællesskab, at blive mødt af varme og nærvær var noget vi ikke var vant til. Jeg kom hurtigt til at elske det engagement der er i Sorring – alle de ildsjæle der bor herude – vi nyder mangfoldigheden og den blanding af mennesker der gør byen unik. Vi værdsætter trygheden og gennemsigtigheden i at vi bare ”kender” hinanden og kan sende børnene på kryds og tværs i byen. Vi benytter os af mange af de sportstilbud der er i byen. Sigfred og Gert går til badminton og fodbold. Elna til gymnastik samt jeg prøver nu for 2. år i træk kræfter med badminton efter at have gået til fodbold et par sæsoner samt til Styrke Plus. Gert bidrager til badminton som træner og jeg nyder at sidde i aktivitetsudvalget i børnehaven. [caption id="attachment_1087" align="alignright" width="326"] Fra en af vores mange Club La Santa ture[/caption] Vi deltager så aktivt vi kan og tiden tillader det, da vi nyder vores lille Sorring boble, men opgaven med at vedligeholde et skønt lokalsamfund er en fælles opgave. Derfor vil jeg blot afslutningsvis sige til jer alle i Sorring som Jokeren sang det: ”Op med hagen”… ”klap jer selv på skulderen” – alt dette er en fælles achievement, og vi har aldrig et sekund fortrudt vores valg om at bosætte os lige præcis her. Tusind tak, Sorring! Helle Urup


    Mig og Sorring af Katja Wachs

    Først og fremmest tak til Hanna Jensen for at give stafetten videre til mig. Jeg blev meget overrasket over at blive spurgt men også glad. Jeg flyttede til Sorring i 1998 sammen med mine forældre samt storesøster og jeg var helt sikker på, at når man flyttede til en lille by i Jylland så fik man nok også en hest – men nej. Vi flyttede ind i Høghgårdsvej nr. 1, et stort og skønt hus med rigtig meget plads, dog ikke til en hest. Men det var nu alligevel skønt at bo i Sorring, jeg havde alle mine venner tæt på, så jeg bare kunne gå over og lege. Min søster og jeg kunne spille kantsten med de andre børn på vejen. Som 8-9 årig begyndte jeg til badminton oppe i den lille hal og senere startede jeg til fodbold. Jeg har også haft et enkelt år i Sorring Børnecabaret. Som helt ung brugte jeg min fritid på at være badmintontræner for U9 spillerne, samt fodboldtræner for et drengehold. Det var supersjovt, både træning men også kampe og stævner. Her blev jeg nogle gange overrasket over hvor ivrige og entusiastiske fodboldmødre kan blive – jeg nævner ikke nogen navne. Som 14-årig fik jeg fritidsjob i Dagli’Brugsen. Det var et fantastisk job hvor jeg lærte meget om mig selv, og andre mennesker. Det var også en super arbejds­plads med alsidige opgaver men også et sted med plads til sjov og humor, som Sten Madsen sagde når han og jeg var på arbejde sammen: ”Nå, så er det kvik og Wachs i dag - the dreamteam.” En gang om måneden var der disko-fest i forsamlingshuset, og indtil jeg selv blev gammel nok til at deltage, stod jeg i køkkenet hvor jeg lavede pommes fritter og franske hotdogs. Da jeg endelig måtte deltage i festerne, var det ofte hos mig, der blev holdt forfest. For med en gildesal i kælderen, var det i vennernes øjne, naturligt at være den som lagde hus til. Her kunne vi varme op til festen, med en enkelt genstand, Inden vi skulle ned i forsamlingshuset. For at høre Cryp2night, byens lokale mobil-disko der spillede op til dans og sjov. I 2008 blev jeg færdig med min uddannelse som pædagogisk assistent og har siden arbejdet i Stjær Børnehave. Min mand Kasper, har jeg kendt siden vi var børn. Kasper gik 2 klasser over mig, og dengang var han bare irriterende. Det er han stadig! Men i dag er han også min dejlige mand. Da vi flyttede sammen, var det i en af andelslejlighederne ”de blå huse” - et supergodt første-gangs-køb. Her fik vi vores første datter Kaja i 2012. I oktober 2014 købte vi vores nuværende hus på Dybdalsvej, da vi ventede vores anden datter Karen, og synes at vores andelsbolig var blevet for lille.  På Dybdalsvej fik vi et dejligt hus, med en kæmpe have. Lige noget for Kasper, der jo er uddannet landmand. Så her kan han selv dyrke vores grøntsager. Hverken jeg eller Kasper, har nogensinde overvejet at flytte fra Sorring. Vi er begge opvokset i byen, og synes at vores børn, skulle have de samme muligheder og goder, der er i et lille samfund som Sorring. Det er faktisk lidt sjovt at tænke på, at mine børn nu er 3. generation på skolen, da Kaspers far også har gået på skolen. Det er hyggeligt, når jeg på mine løbeture møder folk der dytter og vinker, dem der giver ”thumbs up”, dem jeg ikke kender navnet på, men som alligevel stopper op, når det pis øs regner, og spørger om man ikke skal have et lift hjem. Sorring er i mine øjne også en by med en masse muligheder, alt er inden for rækkevidde, der er tilbud til mine børn, lokalt i byen. Jeg er tryg ved at sende mine børn alene af sted i byen. Da min ældste datter faldt på vej hjem fra skole, kommer der en voksen, som vi ikke lige kender, trøster Kaja og sikrer sig, at Kaja er klar til resten af turen hjem. Sorring er en by, drevet af ildsjæle, som lægger et kæmpe arbejde i at skabe rammer og tilbud, til fælles bedste. Tilbud som jeg selv har haft stor glæde af, og som mine børn nu også nyder godt af. Men det stopper ikke ved børn og voksne, når man bliver senior, er der også en masse muligheder, f.eks. på Sorringhus. Mine bedsteforældre, som også er flyttet til byen, har stor glæde af tilbuddene og kommer til fællessang, banko, og fælles morgenmad bl.a. For omkring 4 år siden blev jeg selv spurgt, om jeg ikke ville være en del af fitnessudvalget, da man søgte unge brugere til udvalget, der kunne være med til at udvikle og forny og opdatere vores træningscenter. Det er en spændende opgave, og det giver god mening, at jeg selv giver noget tilbage til fællesskabet. Men det der betyder allermest for mig, er vores store netværk, mange af vores venner og mine veninder, bor i eller omkring Sorring, og vi ses stadig, både til almindelig hygge, men også til livets begivenheder. Sorring er en by du lever i og som giver livet mening. Katja Wachs


    Mig og Sorring/Toustrup af Hanna Jensen

    AF HANNA JENSEN Tak til Inger og Preben for stafetten. Jeg blev glad for at blive spurgt. Jeg er tilflytter til Sorring og hedder Hanna. Jeg er 59 år og bor på Høghgårdsvej 2 sammen med Poul. Her har vi boet siden 1983. Poul er født og opvokset i Sorring og han er ud af pottemagerfamilien.  Og så må jeg ikke skrive mere om ham!! Vi har 3 voksne sønner. Martin er 36 år og gift med Adina. De bor i Isenvad, sammen med Marie og Alba på 8 år og Viggo på snart 5 år. Thomas er 32 år. Bor i Lysbro sammen med Alberte på 5 år og Oswald på 3 år. Mikkel er 29 år og bor i Voel. Jeg blev født i Mollerup i 1960, og boede der med mine forældre Tove og Kalle, og min storebror Niels Jørgen. Jeg startede i 1. Klasse i Mollerup lille skole i 1968. Der gik jeg så det første år, så lukkede begge skoler i Mollerup. Jow-jow, der var 2 skoler i Mollerup dengang. I 2. klasse kom jeg så i skole i Linå, hvor jeg gik til og med 4. klasse. Derefter kom jeg til Sejs og gik til og med 10 klasse. Stadigvæk boede vi det samme sted. I 1980 flyttede jeg sammen med Poul ude ved Inger og Preben på Ternevej i et lille hus som de lejede ud. Det blev til 3 dejlige år derude, og et venskab med Inger, som jeg er sikker på er for evigt. Der går jeg aldrig forgæves hvis jeg har brug for hjælp eller en snak. I 1981 blev jeg udlært i en lille brugs i Mollerup, jeg startede der som flaskepige da jeg var 14 år. Da jeg var udlært havde uddeleren forpagtet kiosken på Birkhede Camping ved Ry, så der arbejdede jeg et par somre. I 1983 arbejdede jeg et års tid i Brugsen i Stjær. Fra 1985 til 1987 arbejdede jeg på Hammel Møbelfabrik. Indimellem havde jeg nogle år på barsel og job på Jopin Pyntegrønt i Laven, hvor jeg klippede pyntegrønt, birkegrene, elefantgræs, agurker og mosgrene, formklippede juletræer og gødede dem - med en balje på maven og så bare gå række op og ned. Et meget alsidigt job med meget sjov og skøre påfund. I 1990 fik jeg job hos Jørck og Larsen i Knudlund hvor jeg arbejdede om natten. Vi syede dyner og sengetæpper. Det var så ikke lige noget jeg kunne holde til, så det blev en kort fornøjelse. I 1993 blev jeg ansat i Dagli´Brugsen i Sorring hvor jeg endte med at have 15 gode år, inden jeg tænkte at jeg burde prøve noget nyt. I 2008 fik jeg job i frugt og grønt-afdelingen i Kvickly Ry hvor jeg stadig arbejder og er meget glad for det. Indimellem alle de år har jeg siddet 4 år i skolebestyrelsen, hvilket var meget lærerigt og udfordrende, men godt at se tingene lidt fra en anden vinkel. I flere år spillede jeg håndbold, fodbold og badminton. Nu nøjes jeg med at stå på sidelinjen når Sorrings Damer spiller kamp hvilket jeg nyder. Så føler jeg ligesom at jeg er med, og vi har det sjovt. Jeg har også gået til gymnastik, pilates og træning på store bolde. Så har jeg siddet i bestyrelsen i STIF. Tror nok det blev til 6 år som badminton formand. Derudover har jeg været træner for U9 badminton i nogle år. Og fodboldtræner i en årrække for nogle skønne og sjove piger. Noget som jeg aldrig har fortrudt, fik så mange gode og sjove oplevelser med alle de skønne børn, og jeg bliver glad når jeg går igennem byen og de hilser og snakker med mig. Og det er vigtigt at man melder sig under fanerne så alle børn kan få nogle gode timer i vores lille Idrætsforening. Så var jeg med til at starte fitness op. En spændende og travl periode. Så har jeg siddet 6 år i bestyrelsen i Dagli’Brugsen i Sorring, hvor jeg var med til at ansætte ny uddeler, en spændende udfordring. Sidst men ikke mindst sidder jeg i bestyrelsen for støtteforeningen som prøver at få nogle penge ind ved at sælge målaktier. Pengene går til ungdomsarbejdet i STIF. Vi kunne godt ønske at flere købte aktierne for så kunne der komme rigtig meget hjælp til klubben. Jeg er rigtig glad for at bo i Sorring, jeg synes vi har en dejlig by som vi skal passe på. Hvor der er det, der skal være. Og rigtig mange frivillige der gør et stort stykke arbejde for byen. Vi har rigtig gode venner som også bor i Sorring, nogle af dem har holdt ved i over 40 år. Tak for jer. Vi har søde og hjælpsomme genboer. Og bor meget centralt til alting. Og vores børn har haft en god og tryg barn­dom i en dejlig by, hvor de selv kunne gå eller cykle i skole og til fodbold og badminton. Det krævede lidt koordinering når alle skulle ud til kamp, og vi kun havde en bil. Jeg bruger en masse fritid på at cykle rundt i omegnen og nyder den skønne natur og udsigt. Man får mere med, når man cykler eller går, og så er det godt for sjælen. Og der er så mange fine ture man kan gå eller cykle. Hanna Jensen


    Mig og Sorring/Toustrup af Inger Jensen

    AF INGER JENSEN Tak til Søren og Jette Hansen for at give stafetten videre til os. Mit navn er Inger Jensen (født Boldsen). Jeg er indfødt på Høngevej i 1950 (der hvor Karen Osterland bor nu), datter af Emma og Niels Boldsen. Den sidste af en søskendeflok på 6 stk. Gik i folkeskolen her i Sorring og blev konfirmeret som det første hold ved Ole Rydal i Dallerup kirke. Kom på Kornmod i 8.-9. klasse og blev færdig én fredag og startede i lære på systue Dansk Kjole Industri i Silkeborg mandag. Jeg fik et værelse ved min søster Ulla i Resenbro. Her fra Sorring kørte der en bus til bal i Linå hver lørdag, som jeg og vennerne benyttede flittigt. Her mødte jeg min mand Preben Jensen. Preben er født på Tingvejen i Gjern i 1949. Preben var i lære som smed ved nu afdøde Karl Andersen i Voel. Da Preben var udlært flyttede vi sammen i 2 værelser på Løvfaldsvej i Resenbro. Vi blev gift den 26. december 1970 i Dallerup kirke og boede til leje på Nørskovbakke i Silkeborg. I 1971 købte vi hus på Baunehøjvej i Silkeborg. Kjoleindustrien havde solgt til Kyeds konfektion, så her syede jeg til 1974. Preben arbejdede først i Galten ved smeden Hans Schørring, og også ved Hvidtved Larsen i Silkeborg. I 1974 fik vi vores søn Jesper Halvorsen, som nu er gift med Susan Halvorsen og har 3 skønne piger Jasmin, Jessica og Josefine. De bor i naboejendommen til Prebens fødehjem. I 1976 var vi så heldige at blive beriget med en datter Heidi Boldsen Jensen, som har 4 skønne børn Jacob, Cille, Mikkel og Kalle. Heidi er kommet tilbage til Sorring fra Hørning, så vi er privilegeret at have vores guld omkring os. Både vores børn og børnebørn er døbt i Dallerup kirke og har gået på Sorring skole, og Jesper og Heidi er også blevet gift i Dallerup kirke. I 1978 fik vi mulighed for at købe et nedlagt landbrug med griseproduktion på Ternevej 6 her med udlejning af et ældre stuehus i Sorring, efter Prebens forældre Emma og Johannes Jensen. Her voksede vore børn op, og jeg tog et sabbatår fra systuen Refa på Nørskovbakke i 79/80 for at hjælpe Preben. Vi hentede madaffald, som blev kogt til grisene. Det var et slid med at hente og vaske bøtter og holde kogeriet rent; men godt for vores børn, for de skulle kun i børnehave om formiddagen. Her blev jeg klar over at jeg skulle noget andet, så jeg blev ansat i Hjemmeplejen Gjern i 1981, og det var vejen frem. Jeg tog uddannelsen som sygehjælper i 1989, og videreuddannede mig som social- og sundhedsassistent i 1997. Herefter arbejdede jeg på Kejlstruplund fra 1990 til 2010, hvor plejehjemmet blev nedlagt og jeg gik på efterløn. Preben droslede lidt ned på griseproduktionen og holdt op med at hente affald. Lejede noget jord (der hvor Jesper bor og flere forskellige steder i Sorring). Arbejdede også ved Hans Schørring i Galten, og kom til BSI i Århus, Intertec i Viby, Anders Andersen i Odder, Glenco i Hasselager og til sidst Kemp & Lauritzen i Tilst, hvorefter han gik på pension i 2015. Fritidsjobbet var mark og grise. I 1984 var han i STIF’s bestyrelse og var med til at bygge det nye klubhus. Jeg var aktiv i Sorring Borgerforening af flere gange, og her brugte vi begge tid på at være med i de gode gamle sommerfester. Kørte med Jesper til fodboldstævner og Heidi til Badmintonstævner. I 1995 solgte vi gården på Ternevej og flyttede til Hovedgaden 39. Da Sorring Forsamlingshus ikke havde vært på mere, overtog jeg udlejningensom koordinator, og den opgave har jeg stadig. I 2014 var der gang i nyt byggeri på Bredsig med 16 nye boliger. Her kunne vi godt se os selv, og har heller ikke siden fortrudt, at vi flyttede hertil. Vi bor sammen med nogle dejlige mennesker her. Vi solgte huset på Hovedgaden og flyttede ind her den 1. maj 2015. Her har jeg en post som beboerrepræsentant, sammen med 2 andre her. I 2016 blev jeg valgt ind i hovedbestyrelsen for Silkeborg Boligselskab. Her arbejder vi lige nu bl.a. med flere nybyggerier, og jeg er så heldig at kunne være med til, at der sker udvikling i vores by på Dybdalsvej med 19 nye boliger. Vi holder meget af Sorring og de gode omgivelser, og er kede af at det er blevet så bøvlet med bus for de unge mennesker. Håber på en bedring fremadrettet. Preben får sin pensionisttid til at gå med at hjælpe børn og børnebørn, og han hjælper også til her på Bundgaarden. Og så er vi begge glade for at gå tur med vores hund Viggo i Sorrings kønne natur. Inger Jensen


    Sorring garagesalg 2020

    Stik håndspritten i lommen og kom og gør en god handel rundt i byens haver, indkørsler og garager. Der er masser af lopper og guld fra gemmerne🎒🥾🛷
    Klik ind på kortet https://bit.ly/2ApWw6e og se hvor der handles.
    Eller meld dig til med en bod her: https://bit.ly/2MLMmiX og kom med på kortet så folk kan finde dig😃 Vi håber på en god og hyggelig dag.
    Følg med her på begivenheden. Under “debat” kan du gøre lidt reklame for din bod eller lede efter et godt tilbud👗🕶🍕🍻
    Del og spred gerne budskabet, og lad os krydse fingre🤞🏻for godt vejr☀️så vi alle kan få en hyggelig dag med masser af liv i gaderne
    Se mere på facebook sider, her.


    𝗕𝗟𝗜𝗩𝗘𝗥 𝗦𝗢𝗥𝗥𝗜𝗡𝗚 𝗦𝗡𝗬𝗗𝗧 𝗙𝗢𝗥 𝟯𝟱𝟬.𝟬𝟬𝟬 𝗞𝗥?

    ✔ kom og LYT med i 90 min
    ✔ BAK OP om den frivillige bestyrelse og deres ønske om flere penge til vores hal
    ✔ GRATIS kaffe og rundstykker kl. 9.00
    ✔ Vi spørger bl.a. politikerne "Hvorfor øges kommunens husleje i vores hal ikke, når den i øvrigt lovpriste og uvildige model siger vi skal have +30%?"
    Læs mere og tilmeld dig Borgermøde ved STIF Hallen den 20. juni kl. 9.30 her:
    Se videon på vores facebook side.


    Mig og Sorring/Toustrup af Søren Hansen

    AF SØREN HANSEN Vi er meget beærede over at Bodil og Ernst Bilde sendte stafetten videre til os. Mit navn er Søren Hansen, og jeg bor på Solbærmarken sammen med min kone Jette og vores 3 børn Katrine, Kasper og Victor. Jeg er født og opvokset i Frederikshavn til jeg blev 13 år, og derefter flyttede vi ud i en lille landsby, som hedder Hørby. Efter Folkeskolen kom jeg i lære i et gartneri i Hørby. I min læretid var der 3 skoleophold på Beder Gartner skole, som ligger syd for Århus. Nogle kaldte det også partnerskolen. Det passede også meget godt i mit tilfælde for der mødte jeg Jette. Jette er opvokset i Låsby, og var i lære ved Leif Simonsen, hvis gartneri lå udenfor Låsby på vej mod Skanderborg. Jettes forældre arbejdede ved kirken i Låsby og Dallerup dengang. Efter jeg blev færdig uddannet som gartner i 1991, aftjente jeg min værnepligt ovre ved Den Kongelige Livgarde i København. Jeg var inde i vagtkompagniet i sommeren 92, det var en god sommer med EM i fodbold. Efter vi blev uddannet gartner i 1993 søgte vi job i USA, hvor vi var så heldige at vi begge fik et job derovre. På gartneriet var der næsten 400 ansatte, så lige noget større end vi var vant til herhjemme. Gartneriet lå lige syd for San Francisco, nemlig i en lille hyggelig by som hedder Half Moon Bay, som lå helt ud til Atlanterhavet. Der skulle vi arbejde i 6 måneder, men det blev til 12 måneder, og så flyttede vi op til Seattle, hvor vi fik job ved en dansk gartner, der var vi i 8 måneder. Der var også nogle gode skisportssteder, så vi fik også lært at stå på ski. Efter vi stoppede oppe i Seattle, skulle vi så rejse rundt derovre, hvor vi ville have kørt tværs over USA, men så blev Jette desværre syg og vi måtte rejse hjem. Vi flyttede så ind i en lejlighed i midtbyen i Århus, som var ejet af Anna og Åge fra Toustrup. Efter et par år derinde besluttede vi os så for at rejse jorden rundt i 7 måneder. Det var en kæmpe oplevelse for os, hvor vi så også fik kørt tværs over USA, som vi gik glip af et par år tidligere. Så var tiden inde og vi skulle slå os ned og stifte familie. Vi kiggede flere steder hvor vi så faldt over Sorring, og områdets flotte og dejlige natur. Der var også mange gode bakker til en god løbetur. Vi byggede et hus på Høghgårdsvej 16 i 1998, hvor Søren og Helle Serritzlew bor nu. Det var et godt valg. Nogle i byen kaldte det også for Beverly Hills 🙂 da det nok var et stykke tid siden der sidst var bygget nye huse i byen, og det var også der, hvor den gamle fodboldbane lå før. Jeg kan huske den første gang vi kom til torvedag nede på Brugsens parkerings-plads, hvor vi gik med barnevogn. Der sad mange fra byen ved et langt bord og fik kaffe. De kiggede vist lidt efter os, hvor vi så tror de snakkede om, hvem det nu var, der var ankommet til byen. Vi var jo nok nogle af de første nye tilflyttere. Efterfølgende blev der bygget en del huse hvor der kom mange nye tilflyttere til byen efter vi kom til byen i 1998. Så der har været en god tilflytning til byen siden vi kom hertil, og vi har fået en flot ny børnehave, som vi nu er nabo til. Katrine kom til verden 2 måneder før vi flyttede til Sorring. Vores lille familie fik en god modtagelse i byen. Året efter blev vi gift i Dallerup kirke, og festen var selvfølgelig i Sorring forsamlingshus, hvor der var rigtig god dansemusik af Aage Hoberg, men året bød også på sygdom, hvor vi måtte tage afsked med Jettes far som jo arbejdede ved Dallerup kirke. Jeg valgte at søge jobbet, og fik det, hvor jeg var i næsten 17 år. Før det kørte jeg rundt for et firma, der hedder Decoplant, som er et firma der leverer og passer indendørs planter på kontorer og virksomheder. Der kørte jeg rundt i det meste af Jylland. Så Jeg følte mig privilegeret af at kunne få et job så tæt på hvor vi boede. Jeg har været rigtig glad for de år jeg var ved kirken, og alle de mennesker i lokalområdet som jeg kom til at kende. Især Anne Grethe Bonde husker jeg tydeligt. Hun var en frisk ældre dame som gik forbi kirken hver dag. Vi fik en lille sludder i alt slags vejr, om så det sneede eller regnede kom hun forbi. Hun blev 99 og gik trofast næsten til det sidste. I 2016 blev jeg opfordret til at søge stillingen som halinspektør i Låsby. Da jeg altid har været i idrættens verden, var det lige noget for mig, så nu arbejder jeg i nabobyen. Kasper kom til verden i 2000 og Victor kom til verden i 2001. Mens børnene var små arbejdede Jette som dagplejemor i byen. Foreningslivet i byen har altid bidraget med mange gode tilbud, og tæt fællesskab. Dem har vi benyttet os godt af, og de har betydet meget for vores familie, og skabt mange gode bekendtskaber for os. Alle vores børn har dyrket sport i Sorring. De gik til gymnastik, badminton og fodbold. Vi har som familie nydt godt af de gode tilbud, som har været i byen. Kan også huske at Jette tog børnene med i forsamlingshuset, dengang der var danseundervisning der. Men det var ikke lige noget for drengene, de var mere til fodbold og badminton. Vi har brugt rigtig mange gode timer i idrætshallerne, og på fodboldbanerne sammen med andre børn og forældre her fra byen. Det var en fantastisk tid som bare er gået alt for hurtigt. Jeg har selv været en del af STIF i en lang årrække som fodboldtræner og fitness instruktør, det var en rigtig god tid, og jeg har mange rigtig gode oplevelser. Især med de fodbolddrenge som jeg trænede. Det var også en god måde at komme til at kende børnene og forældrene i byen på. I var nogle gode knægte, og vi var på nogle rigtig gode og sjove ture sammen. Vi var ca. af sted hver sommer til stævner med overnatning. Et år var vi i Göteborg til en turnering, og vi var en tur i en stor forlystelsespark som hedder Liseberg med nogle kæmpe rutsjebaner. Så sådan en tur kan godt anbefales, og det er også en rigtig god måde at lære drengene at kende. Byen kan bl.a. også tilbyde en strikkeklub som ligger i Garnbiksen som Jette har masser af glæde af. Der har de det rigtig hyggeligt, og jeg får måske en sweater engang 🙂 Vi er rigtig glade for byen, og hvad byen har at tilbyde, børnene har haft en rigtig tryg og god opvækst her, og som Kasper sagde engang, da vi var en tur i København, ”Nej hvor er jeg glad for at vi bor i Sorring.” Vi mærkede for alvor sammenholdet og medfølelsen i byen, og masser af hjælp, da vores yngste søn Victor fik konstateret leukæmi i 2015. Det siger lidt om Sorring og sammenholdet i byen. Vi benytter lige chancen til at sige en kæmpe tak til alle som støttede os i den svære tid. Ikke mindst en kæmpe tak til de 3 skoleveninder der tog initiativ til at samle penge ind til knæk cancer ved at sælge hjemmebagt kage i Brugsen. De fik lidt over 16.000. - Godt gået. Søren Hansen


    Sorring Vandværk -Byggeri Møllebakken

    Byggeri Møllebakken Vi har igennem en længere periode, arbejdet på en fornyelse af vores vandbeholder på Møllebakken. Nedenfor på siden, er der nogle informationer omkring projektet. Vi forventer at påbegynde nedbrydningen af eksisterende beholder samt pumpehus på Møllebakken medio/ultimo maj måned. Du kan læse mere på deres Sorring Vandværks side, og se nogle billeder Læs mere her.