Nyheder

Nyheder

    Mig og Sorring/Toustrup – Corina Münch

    Mange tak for stafetten til vores nabo Emil Jørgensen. Det er nu fire og et halvt år siden to udlændinge flyttede til Sorring. Det var mig, Corina Münch, som oprindelig er tysker, og min ægtemand Carsten Marcussen, som er sjællænder fra djævleøen.

      Min vej til Sorring var lang. Jeg blev født 1968 i Tyskland i en lille landsby mellem Köln og Frankfurt. Området er kuperet med skov, mark, engarealer og søer – altså næsten som det ser ud her i området. Da jeg var otte år gammel kom min far hjem og spurgte min mor, min lillesøster og mig om vi ikke havde lyst til at flytte til Afrika – og det havde vi. Så blev vi vaccinerede, pakkede vores ting sammen og flyttede som gæstearbejdere til Afrikas vestkyst, nærmere sagt Liberia. Min far, som var uddannet som smed og elektriker, arbejdede i reparations­værkstedet til en jernmine. Efter skolen gik jeg tit hen og besøgte min far i værkstedet. Det var der jeg fik min interesse for metaller og store maskiner. Jeg gik i en international skole, sammen med Liberianerne og børn fra hele verden, og skolesproget var engelsk. I min fritid gik jeg tit på jagt eller ud at fiske sammen med min far. Jeg elskede også at læse bøger. Problemet i Liberia var dog, at udvalget i biblioteket var meget begrænset. De få børnebøger havde jeg læst ret hurtigt, så fortsatte jeg med alle andre bøger som kunne findes. Som 11-årig var jeg derfor allerede stor fan af krimier og historiske romaner. Da jeg var 12 år gammel udbrød der borgerkrig i Liberia og vi flygtede derfra. Det tog os 3 uger at komme tilbage til Tyskland. Tilbage i Tyskland drømte jeg om at gå på gymnasium fordi jeg ønskede enten at læse fysik på universitetet eller blive kriminalbetjent. Men min mor, som var hjemmegående hustru, sagde: altså Corina, du er jo en pige, du bliver gift og får børn, du behøver da ikke at gå på gymnasium. Det er ikke noget for piger og i øvrigt dumpede min bror i gymnasiet (læs: hvis en dreng ikke kunne klare gymnasiet, så kunne en pige slet ikke). Men jeg trodsede min mors modstand, overtalte min far og fik lov til at gå i gymnasiet, som var i byen, omkring 20 kilometer væk. Da bussen kun kørte få gange om dagen fik jeg en knallert, som eneste pige i hele området. En dag kørte jeg galt og smadrede gearkassen. Min far købte reservedele, pegede på sit værksted og sagde: værsgo, Corina. Du skal selv reparere hvad du har ødelagt – og så gik han væk. Det var første gang jeg har adskilt en gearkasse. Jeg brugte 3 dage i værkstedet og så kørte den igen. Det gik udmærket godt i gymnasiet indtil jeg blev 16 år gammel, hvor jeg fandt ud af at min far ikke kunne betale skolegangen mere. Jeg besluttede at jeg ville finde en læreplads og fortsætte med skolen senere. Men det var umuligt at finde et uddannelsessted som smed eller elektriker eller anden teknisk uddannelse for en pige. Efter 154 jobansøgninger og 154 afslag var jeg ved at blive fortvivlet. En dag kom en af min mors veninder, som vi kendte fra Liberia, på besøg. Jeg fortalte hende om mit problem med at finde en læreplads. Hun sagde at hun arbejdede i en stålfabrik i Düsseldorf og at hun gerne ville spørge om der var en mulighed. Dagen efter ringede hun kl. 08.15 at jeg kunne komme til Düsseldorf med det samme og starte i lære. Jeg pakkede mine ting sammen og flyttede hjemmefra samme dag kl. 12.00. Jeg startede med en grunduddannelse som smed, efterfulgt af en uddannelse som tekniker i fysiske materialeundersøgelser, metallurgist og specialist i havariundersøgelser. Senere læste jeg til industri-ingeniør i aftenuniversitetet, ved siden af mit arbejde. Jeg blev i Düsseldorf-området i omkring 15 år. På grund af jobbet flyttede jeg til Nordtyskland. Sidst på året 2007 blev jeg kontaktet af en headhunter som spurgte mig om jeg kunne tænke mig at arbejde i Danmark. Ja, hvorfor ikke, svarede jeg, pakkede mine ting sammen og flyttede kort tid efter til Danmark. Jeg var knap 40 år gammel og vidste ingenting om Danmark, har aldrig været der før. Men der gik ikke lang tid før jeg blev helt forelsket i landet, den danske mentalitet og værdier. Jeg boede og arbejdede i Randers og Århus og så blev jeg forelsket i en dansker: Carsten, som er programmør og designer af databaser og arbejdede i samme firma. Da firmaets sprog var engelsk og min danske kæreste ikke kunne tale tysk, talte vi engelsk sammen. Derfor var det svært at lære dansk. Jeg læste mange bøger på dansk, så dansk fjernsyn, men jeg kunne godt tænke mig at forbedre sproget. Så blev jeg medlem af en forening i Randers. Der lærte jeg en kvinde at kende, som inviterede mig til at blive medlem af Soroptimist International, som er en international velgørenhedsorganisation, som har til formål at forbedre kvinders og pigers liv. I 2011 under finanskrisen blev mange fyret og en af dem var min kæreste, som var konsulent i firmaet, mens jeg var fastansat. Da jeg også var bange for at miste jobbet kiggede vi på mulighederne. Jeg havde slet ikke lyst til at tage tilbage til Tyskland, selvom der var gode jobmuligheder, men jeg følte mig aldrig hjemme i Tyskland. Som kvinde i en mandeverden var og er man i Tyskland altid nødt til at forklare hvorfor jeg, som kvinde, elsker at arbejde med teknik. Så kom Carsten med en skør ide at vi skulle dog bygge laboratoriet nummer 10 – denne gang skulle det bare være mit eget. Imod all odds sagde banken og flere leverandører ja til det og vi startede vores egen lille virksomhed på Djursland. Det var også der vi blev fuldstændig integrerede i Jylland da vi købte en trailer til vores bil. Snart kunne vi dog mærke at huset og hallen, som vi havde lejet, blev for småt, fordi virksomheden voksede hurtigt. Vi kiggede på omkring tredive huse i hele region Midtjylland før vi fandt det absolut rigtige sted til både firma og privatliv, og det var i Sorring. Det tog mange måneder at få alle byggetilladelser på plads men i april 2018 fik vi nøglerne til Heidis hus. Med hjælp af meget dygtige lokale håndværkere forberedte vi hallerne til vores firma, pakkede vores ting sammen, og flyttede til Sorring. Vi blev helt overvældede af den varme velkomst vi fik her i Sorring. Mange naboer kom med velkomstgaver og folk stoppede os og spurgte om hvad vi laver. Det er ikke så nemt at forklare hvad vi arbejder med. Mange af vores opgaver handler om at finde ud af, hvorfor nogle dele som for eksempel lejer eller tandhjul fra store gearkasser eller store maskiner er gået i stykker. Det kunne også være et kunstigt hofteled som knækkede eller en plade af rustfrit stål som ruster, en bolt som er knækket, eller… På grund af min mangeårige erfaring i skadesundersøgelser har jeg set mange forskellige fabrikker og fremstillings­metoder og sammen med min baggrund i materialevidenskab kan jeg finde ud af, om det var gået i stykker på grund af en materialefejl eller designet eller noget helt andet. Carsten forklarer gerne, at jeg er en slags Sherlock Holmes i materialeverdenen, og jeg synes at det passer godt. Så snart firmaet var på plads udvidede vi familien med en familiehund: vores labradortæve Bella, som vi desværre mistede i en ung alder på grund af en formodet hjerneblødning. Da vi ikke kunne undvære en hund, kørte vi til Galten og kom tilbage med vores nuværende labradordreng Eddie, som også hedder frækkert, især når han hopper over hegnet og forskrækker vores kære naboer, eller når han er på tur i byen, for at finde den lækre tæve, som er i løbetid. Jeg elsker at træne med hunden i STIF familiehund-klubben, hvor der kan findes meget dygtige hundetrænere og andre hundeelskere. Ved siden af firmaet planlagde vi vores hobby-landbrug. Med hjælp fra en lokal landmand fik vi anlagt en hømark til vores tre vilde shetlandsponyer, vi holder flere høns og en hane og har også haft en kalv. Det tog mig dog noget tid i google- forskning at finde ud af hvilket dyr vi skal anskaffe for at kunne lave valgflæsk. Vi elsker at dyrke vores egne grøntsager og køber næsten alle vores dagligvarer i vores lokale Brugsen. Vi støtter selvfølgelig forsamlingshuset, lokale håndværkere, forretninger og virksomheder. Sidste år investerede vores firma i en hjertestarter, som står til rådighed for alle når vi er hjemme, og det er vi næsten altid, fordi vi jo arbejder hjemmefra. Og ærligt sagt: hvorfor skal man på ferie når man bor på toppen af Danmark i denne skønne by med så mange venlige og hjælpsomme mennesker? Carsten og jeg har besluttet at det nu er slut med flytteriet, det er i Sorring, at vi gerne vil blive boende. Det er her vi føler os hjemme og vi vil gerne bidrage med at støtte byen så godt vi kan. Mange tak kære Sorringboere for, at I tog så godt imod os to udlændinge. Corina Münch


    Mig og Sorring/Toustrup – Emil Jørgensen

    AF EMIL JØRGENSEN Flemming Schroll skal have stor tak for stafetten. Min hustru er ikke dansklærer ligesom Flemmings, så grammatikken må I tage med et gran salt. For lige knap 14 år siden boede vi i Aarhus og Ninna var i gang med at læse og jeg arbejdede på livet løs og så kom der en landejendom til salg i Sorring. Den kom til salg om fredagen, vi så den om søndagen og onsdag havde vi handlet. Ja der var ikke så meget betænkningstid, men det gjorde heller ikke noget, når det viste sig, at vi endte i verdens bedste landsby. Tilfældigvis nok også den by i Danmark hvor der kommer flest helikoptere hen over. Jeg tager stadig mig selv i at springe ud ad døren, når jeg kan høre de flyver meget lavt. Som en start fyrede vi med koks her på gården og det var lidt træls at holde varme på huset hele tiden, så der gik ikke længe før vores første søn Julian blev født og han er nu lige rundet de 13 år. Siden kom Sebastian på 8 til. Jeg er født i Hobro og har boet i Arden, Viborg, Gjern, Grenå, Thorning og på Fyn men de fleste af mine børne/ungdomsår har jeg haft i Hammel-området. Derfor anså jeg også det med at flytte til Sorring som at komme lidt hjem. Da jeg gik ud af skolen efter 10. klasse, startede jeg i lære som tømrer, men kunne desværre ikke holde til det pga. ryggen, som jeg døjede meget med dengang. Så allerede som 16-årig fik jeg tildelt en eller anden ordning ved kommunen, hvor de faktisk sagde til mig, at de mente, jeg var så uarbejdsdygtig, at de ikke forventede at jeg kom i arbejde igen. Pengene væltede ind på kontoen og hver morgen tog jeg bussen ind til Aarhus og fiskede på havnen og fulgte med i livet på havnen, dengang der stadig var andet end beboelse derinde. Derudover gik tiden ret meget op i at spille musik og holde fest. Jeg blev ret stædig og mente efter et halvt års tid, at nok var nok og så fandt jeg mig et arbejde, som jeg kunne holde til og så har jeg været arbejdsdygtig lige siden og ryggen har været god ved mig det meste af tiden. I de unge år gik rigtig meget af min fritid med at spille musik og lave lyd. Jeg var en del af bandet ”De Tre Bukke Fra Brugsen” i Hammel, hvor jeg slog mine folder på bassen. Sideløbende med det lavede jeg lyd for mine venners band og drak alle deres øl i omklædningsrummet. Det var en fantastisk tid, hvor jeg med min spæde alder aldrig skulle køre hjem. Jeg flyttede så til Aarhus da jeg var 19-20 år, hvor jeg også mødte Ninna, som var i lære som tjener. Ninna forudså ganske tidligt at en tjener og en tekniker i musikbranchen nok fik svært ved at stifte familie. Nogle år efter at Ninna blev færdiguddannet tjener, tog hun en kontoruddannelse. En dag ringede en af mine gamle venner og sagde at han lavede lyd for et band, som manglede en tekniker til at sørge for deres instrumenter weekenden efter og om det var noget, jeg havde lyst til. ”Ja ja det skal jeg nok hjælpe med”. Jeg blev fast tekniker for det band og et par år efter havde de i Anders Matthesen-lejren spottet mig og så tog jeg på tour med ”Anden med band”, så ringede de fra Allan Olsen, så ringede de fra Sebastian, så ringede de fra Tina Dickow… Så sad jeg i saksen og lavede ca. 120 koncerter om året og har nu arbejdet i den professionelle ende af musikbranchen som baggearsmand (ham i det sorte tøj der kommer med nye guitarer til musikerne) lige siden. Sideløbende med alle de større artister har jeg i omkring 18 år arbejdet for partybandet Tennis, hvor jeg også de sidste 5 år har siddet med al management for dem. Dvs. al kundekontakt, salg, planlægning osv. De seneste år har jeg dog droslet ned på ca. 50 koncerter om året og arbejder hovedsageligt for Tennis samt enkelte afløsertjanser hist og pist. Da Coronaen ramte underholdningsbranchen, måtte jeg tænke lidt hurtigt og fik stablet mit lille handymansfirma på benene hvor jeg er blevet taget rigtig godt imod 😊 Nu skal jeg i den grad love for at der er gang i underholdningsbranchen og handymansfirmaet samtidig. Vi er utrolig glade for at bo her i Sorring, hvor vi efterhånden kender rigtig mange mennesker. Som Sebastian nogle gange spørger mig… Hvordan kan det være, du kender så mange her i byen? Jeg svarer, at jeg bare fra dag 1 har hilst på alle her i byen, som så bare en smule venlige ud. Jeg er ikke som sådan fast engageret i noget frivilligt arbejde her i byen, men har hjulpet en del til ved gymnastikopvisning, LAN-party osv. Efter Sorring Står Sammen arrangementet i sommers har jeg dog valgt at tilbyde min hjælp til gruppen, idet jeg syntes at have noget at byde ind med fra mine mange år i cirkus musik. Jeg synes, det er et skønt arrangement, som virkelig har sin berettigelse her i byen. Der var rigtig flot deltagelse i sommers og jeg er sikker på, at vi kan udbrede arrangementet endnu mere og lokke resten af jer med til denne dejlige dag til næste sommer og forhåbentlig mange år frem. Jeg er ligesom Flemming en del af ”Sorring Klaverflytterlaug” hvor vi bl.a. har renoveret skaterbanen på skolen kvit og frit til vores alles børns store fornøjelse. Foreningsarbejde har ikke den vildeste tiltrækningskraft i disse år, men jeg vil opfordre alle til på hver sin måde at være en del af vores lille fantastiske landsbysamfund. Der er mange måder, man kan engagere sig på. Om det er at bage en kage til lokalrådets møder eller melde sig som formand i Brugsens bestyrelse, så er der brug for alle vores gode kræfter. Sammen kan vi faktisk rigtig meget. Tak for jeres tid 😊 Emil


    Mig og Sorring/Toustrup af Flemming Schroll

    AF FLEMMING SCHROLL Tak til Dorthe Staunstrup for stafetten. ”Der var engang en lille landsby, som hed Sorring. I Sorring var der en vej, der hed Møllebakken. På Møllebakken 5 lå bagerens gamle hus, og i det hus bor nu familien Schroll, med lillesøster Ellen, storebror Emil, med deres forældre Lisbeth og Flemming.” Fra Danmarks ældste by til Danmarks højest beliggende by. Jeg er født og opvokset i Ribe, men som mange andre unge mænd skulle jeg aftjene værnepligt. Jeg startede i Forsvaret i 1997 ved Jydske Dragonregiment, kamptropperne, i Holstebro, og det var her, at jeg stødte på byen Sorring for første gang. Ved JDR kaldes man ikke ved sit almindelige navn, men ved den by som man kommer fra. Og i køjen over for mig, lå en ung mand, hvor der stod Sorring på hans uniform. Hans civile navn var Jimmi Laursen. Efter endt værnepligt tog Sorring/Jimmi hjem, men vi holdt kontakten. Jeg blev udsendt som soldat til Bosnien i 1998, hvor jeg brugte det meste af min vågne tid bag rattet i et pansret køretøj. Da jeg kom hjem fra ”action-ferie”, flyttede jeg til Århus, hvor jeg arbejdede for UPS i en årrække, samtidig med at jeg havde kontrakt med Forsvaret. I 2001 startede jeg på Lærerseminariet i Silkeborg, men blev overflyttet til Århus Lærerseminarium året efter. Her mødte jeg Lisbeth, der kommer fra Rødding ved Viborg, og som i dag arbejder på Tilst Skole. Så beslutningen i 2002 om at flytte seminarium, viste sig at være det helt rigtige valg. I seminarietiden arbejdede jeg lidt for Jimmi, som havde startet et lille autohjælpfirma. Jeg blev medejer af firmaet, men vi ønskede begge en større forretning. Jeg blev færdiguddannet, som lærer i juni 2005, og 1. juli 2005 overtog Jimmi og jeg en virksomhed i Galten, som hedder Niebuhr Glass-peening, som beskæftiger sig med overfladebehandling af rustfrit stål i form af glasblæsning og slyngrensning. Lisbeth og jeg boede stadig i Århus, og i 2006 blev Lisbeth gravid med vores første barn. Vi ønskede ikke, at vores børn skulle vokse op i Århus, så vi gik på husjagt. Vi var ude at kigge på nogle forskellige huse i Sorring og omegn, men købte et skuffesalg, som vi på ingen måder har fortrudt. Vi overtog vores hus d. 15. maj 2007, og Emil blev født d. 6. juni 2007, så efter et par travle uger, flyttede vi direkte fra fødegangen på Skejby Sygehus til vores hus i Sorring. Vi kendte ingen i Sorring, men allerede fra første dag, oplevede vi sammenholdet i byen. Det var meget varmt i den periode, så jeg stod en aften og skulle grave tv-kabel ned. Der gik ikke lang tid, før naboerne stod klar til at hjælpe med gravearbejdet, invitere til Sankt Hans og selvfølgelig afslutte arbejdet med en kold øl. Det er blevet til meget ”gravearbejde m.m.” siden og mange øl med naboer og venner i byen, hvilket vi værdsætter utrolig meget. I juni 2010 kom vores lille datter, Ellen, til verden, og efter babyræset var overstået, kunne jeg finde tid til at gå ind i det fællesskab, som er i netop Sorring. Jeg blev valgt ind i Halbestyrelsen tilbage i 2014, og jeg har i år overtaget formandsposten efter Aage. I 2015 blev jeg desuden valgt ind i Skolebestyrelsen, hvor jeg ligeledes sidder endnu. Emil går i skole på Fårvang skole i 8. klasse, og Ellen går i 5. klasse, så min tid som skolebestyrelsesmedlem på Sorring Skole er nok snart et overstået kapitel, - men et godt kapitel. Halbestyrelsesarbejdet optager en del tid i øjeblikket, men man gør med glæde arbejdet, når man kan se at det er til gavn for hele byen. Når virksomhed og bestyrelsesarbejde ikke tager min tid, spiller jeg badminton på onsdagsholdet og er hjælpetræner for u13-u17 holdet. En tur på mountainbike og racercykel bliver det også til en gang imellem, når hjernen lige skal luftes igennem. Når familien Schroll ikke er at finde i Sorring i længere tid, kan vi findes i vores sommerhus i Sverige, hvor vi nyder freden og stilheden. Det er fantastisk at bo i en by som Sorring. Vi er gode til at hjælpe hinanden, - om det er en lille ting ovre ved naboen eller en reparation af skaterbanen på skolen, - mødes vi og hjælper. Jeg er en del af ”Sorring Klaverflytterlaug”, som er en gruppe af mænd, som hjælper hinanden med projekter, eller hvis man lige skal bruge en hånd til et løft eller to. Gruppen mødes til hygge, (læs: en øl), men samles også hvis der er et projekt, som er til gavn for Sorring, - eksempelvis skaterbanen. Det er skønt at se så mange frivillige i byen, der ønsker at hjælpe, når et arrangement skal stables på benene. Det skal vi blive ved med! Vi skal blive ved med at kæmpe for vores lille by, - cykelstier, hal, skole, grunde… Alt er værd at kæmpe for. Til sidst en lille opfordring: Meld dig til noget, - meld dig som træner/ hjælpetræner i STIF, eller meld dig til en bestyrelse, en forening eller et udvalg. Min erfaring siger, at du ikke vil fortryde det. Flemming Schroll


    Mig og Sorring/Toustrup af Dorthe Staunstrup og familie

    Tak til Anni Lundgård for stafetten. I starten af 2002 havde jeg aldrig hørt om Sorring og havde ingen idé om, at det var her jeg skulle slå mig ned. Carsten som er fra Lemvig og jeg som er fra Faaborg, mødte hinanden på en fælles arbejdsplads med hovedkontor i Herning. I1994 fik Carsten arbejde hos Nykredit i Aalborg og vi flyttede til Nordjylland og købte her vores første hus i 1996, et nedlagt landbrug uden for Gandrup og troede, det var der vi skulle slå os ned. Her blev vi også gift i 1997 og fik Bastian i 1998 og Anton i 2001. Men vores arbejdsplads ville det anderledes. Vi havde begge fået arbejde i Nykredit og den 20.02.2002 blev vi slået sammen med Jyske Bank og skulle fremover arbejde i JN Data i Silkeborg. Så efter et kort stop i Pårup endte vi med at bygge hus her i Sorring på Bredsigbakke 13, som en af de første i den nye udstykning og vi flyttede ind i februar 2004. Bastian var på det tidspunkt 5 år og Anton var 2. Både Carsten og jeg har tidligere dyrket gymnastik og det var derfor naturligt for os at melde os selv og børn til gymnastik i STIF. Jeg startede på Dorte Withs rytmehold, så jeg kunne lære nogle af de lokale at kende. Det var her jeg mødte Malene Højlund Rasmussen og Tina Brokmann første gang og inden jeg fik set mig om, blev Malene og jeg trænere for et børnegymnastikhold, hvor vores børn gik. Vi trænede sammen i mange år og var på mange sjove og lærerige DGI kurser sammen. På et tidspunkt blev jeg inddraget i STIF bestyrelsesarbejdet af bl.a. Tina Brokmann og i 2009 blev jeg valgt som formand for Gymnastikken og i 2016 blev jeg kasserer i STIF og det er jeg stadig. Træner og bestyrelsesarbejdet betyder, at man lærer rigtig mange at kende i byen og alt hvad man giver som frivillig her, kommer tifold igen. Det involverer også ofte hele familien og Carsten har også været træner for et springhold for de lidt større børn og både Anton og Bastian har været hjælpetrænere. Familien har også nydt godt af teaterforeningen PAF, hvor Bastian har deltaget i børnestykker og Carsten har været med til flere teater- og revyforestillinger samt bestyrelsesarbejde. At Sorring er en stor foreningsby viser sig også, da vores ældste dreng bliver involveret i Lego League og foreningen FNIS (Foreningen for Naturfags Interesserede i Sorring) blev stiftet med Rikke Christiansen som tovholder. Hende og hendes mand Robert havde i flere år ungerne med til First Lego League konkurrence i Herning og et år endda til finalerne i Oslo. Det er måske os, som har været med til at starte den store Halloween opstandelse i Sorring J Da de første børn begyndte at komme rundt for at lave ”Slik eller Ballade”, klædte vi os også ud og startede med at forskrække dem med motorsav og ild i hænderne. Nu har det grebet om sig og er blevet et større show og bl.a. Malene, Rikke Dahlberg, Gitte Rasmussen og Randi Greve og nogle af de større børn har været med på legen i flere år. Doktor Død har nok været skyld i flere mareridt efter han hev hjertet ud på Anton og skar hans arm af flere gange på en aften J Det unikke ved Sorring er, at rigtig mange lynhurtigt er med på idéen – også selvom det mest er en amerikansk tradition. Vi kommer af gode grunde ikke selv rundt i byen på dagen, men vi kan høre, at der er rigtig mange, der gør noget ud af det og både børn og voksne går rundt udklædte. Samtidig er der stor forståelse for, at hvis der ikke er pyntet op ved et hus, så er det ikke der, man skal lave ”Slik eller Ballade”. Er man ny i byen er der i hvert fald ingen undskyldning for ikke at involvere sig. Der er mange foreninger og alle er repræsenteret på byens egen hjemmeside www.sorring.dk, så det er let at finde en at kontakte. Ellers har vi også vores egen facebook gruppe ’Det sker’ - i Sorring, som blev startet af Malene i 2009 og her er jeg blevet medadministrator. Udover foreningslivet i Sorring er jeg rigtig glad for at gå ture i den skønne natur omkring byen, hvor det altid er muligt at lave en rundtur i forskellig længde og selv en kort tur rundt om Syvhøje giver et fantastisk udsyn med mulighed for en pause og en sodavand på toppen. Jeg er heldig, at min nabo Malene Frank slår følgeskab, så vi kommer afsted hver morgen og tit også kommer afsted på længere ture sammen. Bastian er for længst flyttet hjemmefra og bor nu i Århus. Han blev Bachelor i Datalogi her i sommer og har nu fået arbejde hos TriFork. Anton bor stadig hjemme og er i lære som Salgsassistent hos Ikea. Jeg arbejder stadig hos JN Data i Silkeborg og Carsten arbejder hos Systematic i Århus. Selvom vi ikke var helt tilfredse med at blive ”påtvunget” en flytning i 2002, så har vi aldrig fortrudt, at vi endte i Sorring, som er en fantastisk aktiv landsby med et stort sammenhold og engagement. Det er helt klart med til at gøre byen til noget særligt. ”Keep Sorring Special” Dorthe Staunstrup


    Mig og Sorring/Toustrup af Anni Lundgård Jensen og Ib

    Jeg siger tak for stafetten til Sussi og Mogens på Solbærmarken. Sorring har været mit ”hjem” siden 1982, så jeg er stadig tilflytter. Jeg kommer oprindeligt fra Sjælland hvor jeg har boet både på nord, syd og vestøen. Jeg flyttede til Låsby, i 81, da jeg havde lært en at kende der. Vi kom så ved et tilfælde, til at købe en lille ejendom på Terpvej, min daværende kæreste og jeg, den blev senere skiftet ud med en større ejendom, også på Terpvej. Jeg er butiksuddannet i TEMA i Hammel. I 86 kom vores første datter Marianne til verden, Annemarie kom i 89 og til sidst Martin i 91. Jeg havde for en tid min egen tøjbutik ude på Terpvej, Baby og Børnetøj. Den lukkede jeg da jeg ventede Martin, 3 børn og en butik, og Jørgen som var ved at starte et firma op, gik ikke lige i spænd sammen. Jeg begyndte efter endt barsel at arbejde i hans firma. Kontor, klargøring af maskiner og deltage på messer. Jeg skulle også selv køre rundt med maskinerne på en lastbil, så jeg tog lastbilkørekort da jeg var højgravid med Martin. Nu med tre børn, så bliver man rodet ind i meget. Dengang havde Sorring ingen børnehave, men vi havde en legestue, som blev passet af frivillige, det var godt at få de mindre børn derop et par gange om ugen. Det foregik på skolen og en gang om året var vi en tur i Haunstrup, med alle søskende og forældre. Vi var to fulde busser afsted. Hyggelig tur. Det var den første bestyrelse jeg sad i, og det gjorde jeg i 2 år. Senere blev det til 4 år Toustrup Forsamlingshus, Skolebestyrelsen 4 år, STIF 8 år, og jeg har været fitnessinstruktør her i Sorring, lige siden det startede. I et par år var jeg zumbainstruktør. Det var en meget stor udfordring, første aften stod der ca. 65 mennesker, UAK jeg var nervøs, men jeg overlevede og det kørte i to år. En af de unge piger i Sorring, Emilie var så sød og tilbød at hjælpe mig. STIF stod i sin tid for en årlig familietur til Ahl Hage, vi var som regel 80 børn og voksne, afsted i en weekend. Det var en god rystesammentur af unge og gamle. Jeg har også været en del af PAF i rigtig mange år, dog mest bag scenen. Jeg har brugt rigtig mange timer på at sy tøj til diverse stykker. En enkelt gang har jeg vovet mig på scenen i en mindre rolle, det var ganske sjovt. De sidste par gange jeg har været med, har det været både kostumer og sminke, sammen med en masse sjove mennesker. I 2004 blev jeg skilt og flyttede på Hjejlevej, hvor jeg nu bor sammen med Ib. Ib kommer fra Holmstol ved Gjern. Han har to børn, Pernille på 38 og Dennis på 31 år. [caption id="attachment_1154" align="alignright" width="213"] Ude at bade den 14. februar med Annemarie[/caption] Ib gør ganske meget i teater. Han har været med i rigtig mange år, her i Sorring. Han blev på et tidspunkt spurgt om han kunne tænke sig at komme med i Silkeborg Musik og Teaterhus. Han er god til at lave special ”syet” underholdning til diverse fester, men det har været lidt sløjt med det, det sidste år. Efter Ib havde været et par år på Silkeborg teater, manglede de en i systuen. Jeg var med i systuen i 5 år hvor de to også var som bestyrelsesmedlem af SMUT. De sidste 3 år har jeg været på catering-­ ­holdet. Om sommeren elsker jeg at hjælpe til, til Riverboat i Silkeborg. Det er glade og hyggelige mennesker der kommer der. I 2014 startede mit lille rengøringsfirma. Det går rigtig godt, og jeg har alle de kunder som jeg kan nå. Ib arbejder som sælger hos Hoffmann biler i Silkeborg og har været der stort set siden 2004, kun afbrudt af et par pauser. Vi er begge glade for at bo i Sorring som er en hyggelig by med masser af aktiviteter. Ulf (katten) er også en del af husstanden. Sorring ligger også dejligt tæt på naturen, med kort afstand til Silkeborg. Vi er begge blevet bedsteforældre til en mindre flok, Ib har 5 og jeg har 2 børnebørn, de er i alderen fra 2 til 15 år. Julemanden bor hos os om vinteren, og alle kan se ham. Anni Lundgård Jensen


    Mig og Sorring/Toustrup af Mogens Pilgaard Sørensen

    Tak til Torben Egebjerg. Både for stafetten og for at spotte Sorring på kortet, da vi ledte efter smørhullet i Jylland. Efter at have kørt forbi byen nogle gange på vej fra arbejde, tog jeg min kæreste Sussi med herud til rundvisning på skolen og i børnehaven, hvor vi var meget begejstrede over deres entusiasme og stolthed over stederne. Vi var begge forelskede i byens atmosfære med det samme. Kort efter købte vi huset på Solbærmarken 27, hvor vi bor i dag, mens vi samtidig hurtigt fik solgt huset i Skødstrup – og vi har stadig ikke fortrudt det valg. Jeg er opvokset i Roslev, med min lillebror, min mor (nu pensioneret kontorfuldmægtig ved politiet) og min far (nu pensioneret tømrer) og engelske settere. En dejlig barndom i en skøn by med gode venner og familien tæt på. Jeg havde dog udlængsel og flyttede til Skive allerede som 17-årig, før jeg tog videre til Århus og studerede fra 2002 til 2007, hvor jeg fik mit første ”rigtige” arbejde. Jeg var i mellemtiden blevet forelsket i Århus, så havde ikke drømt om at skulle se tilbage på Roslev. Skæbnen ville dog anderledes – og til et studentergilde hos min tidligere nabo i 2008, spillede jeg bordfodbold med den sødeste pige (som er min tidligere nabos kusine). Jeg fik nasset nogle cigaretter af hende og vist hende nogle tricks med en ølflaske (man er vel fra landet). Det ene tog det andet og på trods af vi begge næsten ikke dukkede op til festen, bor vi nu her i Sorring med vores dejlige børn Frida (0.x) og Magnus (3.x) og fejrede i februar 2021 12½ år sammen. Sussi der altså ligeledes er fra Roslev, havde været forbi Norge, Ægypten, Israel og England før pædagogstudiet i Århus landede hende et job som pædagog på Trøjborg i 2007. Hun havde ligeledes ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig at ende op med en fra Roslev, og sikkert endnu mindre efter hun i et studiejob hos Århus Taxa havde sendt et par taxaer i min retning, hvor jeg sikkert har været lettere beruset. Men før husbyggeriet i Skødstrup købte vi i 2009 en andelslejlighed på Trøjborg, hvor vi fortsat elsker at komme hos Ib, den lokale grønthandler, biografen og Thai Plus som laver fantastisk Thai-mad udover de to pizzasteder. Jeg arbejdede som elhandler i Ikast fra 2007-2010, hvor jeg første dag på arbejdet mødte Torben – som heldigvis har hængt ved lige siden. Vi omtaler faktisk deres familie som vores anden familie og det er jo skønt nu at bo i samme by. Fra 2011-2015 var jeg ansat hos AAK i Århus, hvor jeg handlede med palmekerne- og kokosolie, hvilket medførte nogle fede rejser til Asien, Holland og Sverige. Jeg er nu retur i elmarkedet, hvor jeg er ansat hos Norlys i Silkeborg. Sussi er pædagog i Galten, så det er skønt begge at have så kort afstand til arbejdet. Vores første tid sammen blev brugt med rejser til Amsterdam og Stockholm, hvilke er byer vi virkelig holder af at besøge. Især Svartmangatan i Stockholm og hofjes i Amsterdam vækker dejlige minder. Efter vi stiftede familien på Trøjborg, og senere flyttede til Skødstrup, savnede især jeg et mindre samfund, hvor man kendte folk og kunne komme hinanden lidt nærmere. Det fandt vi her i Sorring, og børnene var hurtigt med på ideen, da vi sammen besøgte byen med is fra Sorring Brugs som vi delte på toppen af Rasmussens Have en solbeskinnet forårsdag i 2018. Magnus startede til fodbold i STIF før vi flyttede, så klassen kendte ham allerede, da han startede i 0.x, hvilket hjalp ham med skiftet, som tog lidt hårdt på os alle. De andre børn kendte godt Magnus, selvom lærerne nu mente det var en ”ny” dreng, der skulle starte i klassen. Tak for modtagelsen af os til både forældre i den nuværende 3. klasse og 0. klasse – dengang børnehaven. Generelt er vi utrolig begejstrede for den modtagelse vi fik som nye i Sorring. Magnus blev inviteret med til børnefødselsdag på vores 2. dag i Sorring og vi blev budt velkommen til byen af Vingrens, der droppede forbi med velkomstgave fra Sorring Bær samt et par unger, der ville lege. Det gav Sussi og jeg lidt ro til at forsøge at skabe orden i kaosset fra flytningen. Familien blev også hurtigt en del af STIF og er fortsat meget aktive med fodbold, badminton, gymnastik og Styrke+. Og så har vi haft Simba til hundetræning (ja, ham den lille Golden Retriever-gavtyv, der elsker at hilse på folk i hele byen). Heldigvis har vi også nået at opleve julemarked, markedsdage, Flæskebold, fastelavnsfester mv, før Corona kom til landet. Skolefest var også noget særligt, hvor Magnus var helt høj efter en aften med lykkehjul, cola og gode venner. Jo jo, Sorring er skam bæredygtig – tænk bare, hvor meget legetøj der skiftede hænder de aftener og skabte ny glæde for en stund i andre hjem i byen (hvorefter det blev solgt videre til Torvedag). Generelt er det fantastisk at se, hvor meget de forskellige forældregrupper i byen bakker op om hinanden og er med på at stable forskellige ting på benene. Og her skal selvfølgelig også nævnes alle de frivillige i STIF. Jeg forsøger selv at bidrage med det jeg kan. Har stået i Brugsen for OK, sat stole op til fastelavnsfest og her i april arrangeret dette års første Garagesalgs-weekend. På trods af nok at være introvert, oplever jeg byen som meget åben, og det hjælper sådan en som mig med også at åbne op og komme ud fra hulen derhjemme. Vi er også utrolig glade for Brugsen. Man møder mange fra byen på de daglige indkøbsture og det tænker jeg er med til at bidrage til et godt sammenhold i byen. Derudover er Finn jo er en fantastisk uddeler og hans personale er altid søde og imødekommende, selvom man måske fumler lidt med pakkenummeret fra PostNord. Det er fedt at bo i en by, hvor ungerne kan hænge påskeæg eller julesokker op i den lokale Brugs og stolt vise frem til bedsteforældre på besøg. Det giver noget til byen – noget fælles at snakke om. Og så kører snakken. Og tænk – vi stod sammen i de sidste måneder af 2020 og kan nu glæde os til en opfrisket Brugs. Skidegodt skuldret Sorring! Utroligt mange ting gør altså Sorring speciel. Vores udsigt fra stuen om aftenen med en fantastisk solnedgang, gåture med Simba rundt om Syvhøje, Gjern, Søhøjlandet og overnatninger i spejderhytten. Ja generelt en skøn natur lige udenfor døren. Det er også en allerede yndet familietradition at fælde eget juletræ hos Bent og Birthe. Der er heller ikke langt til shopping i Silkeborg og mange dejlige hundeskove indenfor korte afstande – inkl. stranden ved Knudhule. Derudover spiller jeg selv lidt fodbold i Låsby på forskellige hold, hvor jeg senest har været inviteret med til noget Veteran-bold med Jesper, Søren og Karsten her fra Sorring – via dispensation godt nok. Vi holder også af at besøge Svostrup Kro, og en ting jeg også har fundet i Sorring, er kontakt til den lidt ældre generation. Jeg holdt meget af mine bedsteforældre, og nyder enhver mulighed for at snakke med de lidt klogere folk. Stor tak til Josef & Lars for gode snakke – og efterhånden mange lervarer. Til Anette & Jesper for tålmodighed, når Simba går på opdagelse og Ib & Anni, som jeg faktisk havde hyret allerede inden vi flyttede herud, da vi fik lidt hjælp til nogle ting i haven. Anni hænger ved endnu en gang om måneden. Mogens Pilgaard Sørensen  


    Mig og Sorring/Toustrup af Torben Egebjerg

    AF TORBEN EGEBJERG I foråret 2018 skrev jeg til min gode gamle ven Mogens, i en henslængt kommentar på Skype, at jeg havde fundet en lille by tæt på Aarhus, der havde det hele og havde potentiale til at være en oase for vores børnefamilier i hverdagens stress og jag. Der gik ikke meget mere end en måned, så skrev Mogens, at de havde købt hus i Sorring! Det satte gang i tankerne i vores lille familie. Felix var seks år og gik i 0. klasse og Willum var 3 år og gik i Børnehave i Ikast, hvor vi havde vores røde murermestervilla fra 1949. Jeg arbejdede i Skanderborg og Anja, min bedre halvdel, arbejdede dengang i Herning. Vi havde længe gået med planer om at finde et sted tættere på Aarhus og Østjylland, hvor jeg arbejdede og Anja barslede med planer om at finde noget nyt i den østlige del af Jylland. Alt gik derefter stærkt. Vi fik sat murermestervillaen til salg, og solgte den på otte dage! Vi gik så hastigt i gang med diverse online sider og søgte huse i Sorring og fandt nogle interessante huse. Så drog vi afsted mod det jeg i dag med et glimt i øjet ynder at kalde ”toppen af Danmark” for at finde vores nye hjem. I bilen på Herning motorvejen spottede vi varemærket Sorring Tårnet på lang afstand og stadig i dag når vi er på vej hjem mod Sorring er det en sport at spotte tårnet først.

    Udsigt fra stuen i vores nye hjem

    Vi faldt med det samme for atmosfæren i Sorring og ikke mindst det store himmelrum, den betagende udsigt med den flotte natur og den friske luft. Vores valg faldt på Hjejlevej med sin smukke udsigt og centrale beliggenhed i byen, med let til det hele: Idrætsfaciliteterne ved STIF-hallen og boldbanerne, skolen og dejligt tæt på vores gode Brugs og Pizzamand.

    Vores hus på Hjejlevej

    Det er ikke bare himlen der er højt til i Sorring, her er også masser af hjerterum og højt til loftet. Stort set alle vi mødte og kom i kontakt med, da vi flyttede til byen, var meget åbne og hjælpsomme. Man kunne godt frygte at et lille samfund, som vores, var mere konservativt indstillet overfor tilflyttere. Men i Sorring gives der plads og velkomst til nye, ikke mindst, tror jeg, fordi mange i byen selv er tilflyttere med et ønske om et lokalsamfund med gode sociale relationer i højsædet. Med skoleskift og ny børnehave var der nok omvæltninger at tage hånd om, så at forældrene i vores drenges skoleklasser og børnehavegruppe var imødekommende og hjælpsomme var en kærkommen bonus. Willum var rigtig glad for sine år i Sorring børnehus, hvor han især nød tiden i storbørnsgruppen med den store legeplads, en god dynamisk gruppe og nærværende voksne. Felix skulle vænne sig til de nye rammer og rigtig mange nye venner i Sorring skoles største klasse på, jeg tror 37 elever i skrivende stund – en stor mundfuld for en knægt på 6 år. Men både Felix og jeg startede på fodbold i STIF og fik på den måde styrket vores sociale relationer og dyrket dejlig motion. Felix spiller også badminton i STIF-regi, hvor de har en dygtig junior afdeling med nogle meget kompetente trænere. Jeg har ikke spillet fodbold i klub siden jeg var 13… Men jeg var fast besluttet på at Oldboys klubben i Sorring var noget, jeg skulle være en del af. Jeg havde hørt at der var talstærkt fremmøde både til træning, første, anden og ikke mindst tredje halvleg. Det sociale aspekt i Oldboys holdet vægter lige så stort for mig som selve bolden og det at holde min ikke helt nye krop i gang med motion. Jeg fik anskaffet støvler og stod klar på grønsværen en dejlig sensommeraften i august 2018. Fem minutter senere humpede jeg hjem med en mindre fiber i hvert lår. Fantastisk debut. Så, der skulle gå endnu en månedstid, før jeg sidst i september vendte frygteligt tilbage og har været en del af holdet lige siden, med op- og nedture og ikke mindst hyggelige fester og fantastisk kammeratskab. Det kan kun anbefales, specielt som tilflytter, at blive en del af STIF og nyde det netværk og samvær, der kommer ud af det. I foråret 2020 manglede min største drengs fodboldhold en træner og, til trods for at jeg ikke umiddelbart havde udprægede kompetencer ud i den sfære, meldte jeg mig som frivillig under STIFs banner. Til at starte med mest af nød, for ellers var der stor risiko for, at ungerne ikke fik noget fodboldhold, det skulle dog vise sig at blive en givende udfordring. 2020 blev som vi alle ved et ret trægt år i sociale, kulturelle og sportslige sammenhænge. Men vi fik stablet træning på benene og ungerne formåede at vinde deres første sæson i efteråret. Jeg fik lov til at være med til at høste frugterne af tidligere års træneres hårde arbejde. At opleve den umiddelbare glæde sådan nogle unger får ved at kæmpe sig til sejer, med holdånd, sammenspil og vilje var helt fantastisk. Der var sprudlende jubelscener og stoltheden, der lyste ud af deres øjne, var uvurderlig. En kæmpe bonus ved at være træner i en forening som STIF er, at jeg har fået et rigtig godt kendskab til min søns kammerater og deres forældre. Det kan kun anbefales, dog skal overskuddet være til det, da det kan kræve en vis portion pædagogiske resurser. Personligt sætter jeg sociale relationer højt og i Sorring, er der rig mulighed for at pleje netop disse. Selvfølgelig er pandemien en hæmsko, men vi skal huske at værdsætte vores muligheder, når vi kommer ud på den anden side. De gode dagligdags tiltag, som vi i familien har glædet os over, er fællesspisning i hallen, specielt når der er stegt flæsk på menuen. Fællesspisninger i forsamlingshuset, der også er omdrejningspunkt for julemarkedet. Og jeg vil anbefale den månedlige fredagscafe, hvor man kan få en lille anekdote fra lokalmiljøet, møde nye mennesker og få en hyggestund med sine venner. Vi har nydt de større arrangementer i hallen omkring Jul, Fastelavn og Skt. Hans aften. Den årlige rundboldturnering har vi kun nået at deltage i en gang, men vi håber den vender stærkt tilbage! Tak til Simon for at sende stafetten min vej og til Sorring for at have lukket os ind i et godt fællesskab med mange gode nye venner, vi ses derude! Torben Egebjerg


    Mig og Sorring/Toustrup af Simon Nørgaard Laursen

    AF SIMON NØRGAARD LAURSEN De første linier vil jeg benytte på at takke Helle Urup for at sende “blyanten” videre til min familie og jeg. Det er fornøjeligt måned efter måned at læse om sine medborgere. Og det er egentligt også rart at være tvunget til at fundere lidt over sin egen tilværelse og historie. “Attraktiv landsby i rivende vækst” stod der. Og “Byen har en rigtig god bykultur og et fantastisk sammenhold”. Det var, hvad salgsannoncen lovede os, da vi skrev under på salgsaftalen på den gamle villa på Ebbesensvej 16 i februar 2018. Det var stort set også, hvad vi vidste om Sorring.  Dét samt at luften skulle være ualmindeligt tynd efter danske standarder. Jeg havde nogle dystre anelser. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på navnet “Sorring” som den ærgerlige sammentrækning af sorrow og boring. Vi havde ikke været i byen længe, før vi glædeligt kunne konstatere, at ejendomsmægleren havde ret, og min skepsis blev manet fuldstændig til jorden - i Sorring er der bestemt hverken sørgeligt eller kedeligt. Vores historie går tilbage til Aarhus, hvor Simone og jeg kender hinanden fra studiet på Aarhus Universitet. Her studerede Simone molekylærbiologi og arbejdede med, hvordan mælk kan påvirke hjernen. Jeg selv er uddannet biolog og har arbejdet særligt meget med hjertet i krybdyr. Da vi var færdige med at studere, rykkede vi nordpå til Aalborg, hvor jeg fik mit første job i et rådgivende ingeniørfirma. I Aalborg kom vores datter, Luna, til verden. Med bulder og brag. Simone udviklede en sjælden form for svangerskabsforgiftning, som det tog lang tid at komme sig over. Med Lunas tilkomst steg savnet til vores familier i det midtjyske - Simone kommer fra Horsens, jeg selv fra Djursland. Så det var kærkomment, da jeg fik arbejde i Laven, at vi da kunne begynde at lede efter et sted at bo i Aarhus- eller Silkeborgområdet. Når man tegner den “østjyske boligsøger-trekant” med hjørner i Randers, Silkeborg og Aarhus, så ligger der, lige lidt øst for trekantens centrum, en lille uanselig by ved navn Sorring. Det var bestemt ikke givet, at vi skulle ende her. Men da vi en vinterdag stod i det hvide hus med de blå vinduer, kiggede Simone og jeg - uden ejendomsmægleren noterede det - hinanden i øjnene og nikkede stiltiende til hinanden. Den var god nok, vi havde begge to de der sælsomme - men dyre - bobler i maven, der opstår inden et spontant boligkøb. Så pludselig sad vi der med et hus på 100 år, og hvad der ellers følger med af skønhedspletter i sådan et. For at reducere tiden jeg dagligt brugte på E45 mellem Laven og Aalborg, fandt vi på AirBNB et sted vi kunne bo i de 2 måneder, der gik, indtil vi kunne overtage nøglerne til huset. Dette viste sig at være et af de varmeste og mest åbenhjertige hjem, vi har kendt. Det er med stor glæde og med mange gode minder, at vi tænker tilbage på denne tid som logerende hos Anne Grethe og Frode i Røgen. Derudover har vi kun alt muligt godt at sige om Røgen. Det var en by, hvori vi kun befandt os kort tid, men på denne tid nåede Røgen at gøre et bestandigt og varmt indtryk på os. [caption id="attachment_1094" align="aligncenter" width="638"] Ebbesensvej 16, Sorring[/caption] Da vi endelig kunne sætte den gamle nøgle i den utætte hoveddør på Ebbesensvej, var det med ambivalens, men dog også et smil på læben, at vi altid blev mødt med “Nå… det er jer, der bor i Tinas og Pouls hus”. I vores hoved var det jo egentlig vores, men vi måtte nok bare acceptere, at byen har en historie, der går vores tid længe forud. Da vi så huset første gang, faldt vi for sjælen og charmen i den gamle karetmager-bolig. Vi har selvfølgelig ønsket at bevare meget af sjælen i det, og er nu efterhånden ved at have været over alle flader og i alle hjørner af huset. Det har været en stor mundfuld. En meget, meget større mundfuld, end vi havde forestillet os. Men det har også været en spændende og lærerig proces at omdanne et gammelt hus til vores eget. Blandt andet er vores hus ikke længere “det gamle, hvide hus med de blå vinduer og de mange æbletræer”, men et gammelt hvidt hus med hvide vinduer - dog stadig mange æbletræer. På samme måde som vi efterhånden begynder at kende huset og føle, at det virkelig er vores, begynder vi også at føle os hjemme i Sorring. “Nu er vi snart hjemme”, bliver der altid sagt, så snart Sorring-tårnet kan spejdes i horisonten. Her i byen kom den seneste tilføjelse til familien også, da vi i oktober fik vores søn Aamund. I dag er vi altså fire på matriklen. Aamund fra 2020 og Luna på 3 år, som går på Rævestuen i Børnehuset. Simone, som er i gang med en PhD på Aarhus Universitet. Her arbejder hun med den mekanisme, hvorpå hjernen optager medikamenter. Jeg selv arbejder i Taconic Biosciences, hvor vi kan påføre mus de samme sygdomme, som vi mennesker lider af. Herved kan man udvikle, teste og forbedre medicin, inden det bliver brugt på mennesker.

    Luna og Aamund

    Gennem det stærke foreningsliv og de mange kontakter man får sig igennem børnenes gang i børnehuset, har vi efterhånden fået mange venner og rigtig gode bekendtskaber her i byen. Simone har spillet på STIFs dame fodboldhold, og jeg selv har spillet på det lokale og stolte Oldboyshold. Og det er med enorm ærgrelse, at jeg har spillet min sidste sæson på det ambitiøse og talentfulde Oldboyshold, da en knæskade i en meget udramatisk situation, i en meget udramatisk kamp satte en stopper for mine fodboldmæssige udfoldelser. Onde tunger vil måske melde, at der bliver drukket flere øl, end der bliver scoret mål, men hvad gør det, når målene er ualmindeligt flotte? I den anledning vil jeg meget gerne slå et slag for STIF, som bliver drevet og vedligeholdt af en gruppe arbejdsomme og initiativrige borgere. Jeg vil anbefale alle, hvad end man er tidligere elitespiller eller har lyst til at prøve at spille fodbold for første gang at melde sig ind i STIF. STIF favner alle niveauer, der er et utroligt kammeratskab, og det er en enormt god måde for nytilflyttere at komme ind i det sociale liv, der findes i og omkring Sorring. Derudover er der jo mange flere tilbud end fodbold i STIF, lige fra badminton til eSport. Så det er bare at kridte støvlerne eller routeren og komme i gang. Vi er enormt glade for sammenholdet og viljen til det lokale i Sorring. Jeg vil ikke sige, at vi er taknemmelige, for netop dette sammenhold var et grundvilkår for, at vi endte her. Og dette føler jeg er en vigtig pointe; vi har hverken Bilka, biograf eller bibliotek i byen. Der er mange ting, vi ikke har. På den måde kan man sige, at der er rigtig mange grunde til ikke at flytte til Sorring. Men vi har noget, som er meget mere vigtigt end alt det andet, og det er sammenholdet. Vi har hinanden, og de fleste af os har en vilje til byen og til Sorring. Det skal vi blive ved med, for det er vigtigt for folk, der bor her. Og det er lige så vigtigt for folk, der netop er kommet til eller andre, der i skrivende stund leder efter et sted at bo. Man må sige, at fællesskabet har været udfordret det seneste år. Mange af de sociale arrangementer vi plejer at have i byen er blevet aflyst, og foreningslivet er blevet sat på pause. Men jeg tror, at man kan vende den nuværende situation til noget positivt. Jeg tror, at folk mærket af mere end et år under disse omstændigheder kan se og prissætte glæden og vigtigheden af sådanne muligheder i endnu højere grad. Jeg tror, at mere end et år lukket inde i hjemmets fire rammer kan tænde en gnist i folks vilje til fællesskabet. Så vi en gang, når samfundet igen åbner, vil støtte endnu mere op og værne endnu mere om de sociale fællesskaber vi har i byen, og som er så vigtige for byens fortsatte beståen. Af netop denne grund, var det også enormt dejligt og nervepirrende at sidde og følge opbakningen til vores Dagli'Brugsen. Dette var et levende bevis på, at folk i Sorring vil Sorring. Og det er godt for hele byen og for byens fremtid. [caption id="attachment_1095" align="aligncenter" width="477"] Simone, Luna og Simon ved Gudenåen.[/caption] Efter dette lokalpatriotiske manifest vil jeg blot sige tak til sorringenserne, for at gøre Sorring til et rigtig dejligt sted at flytte til. Lad fortsat Sorring være det. Simon Nørgaard Laursen og familie.


    Mig og Sorring Toustrup AF Helle Urup

    Katja Wachs, tusind tak for stafetten. Havde ikke lige set din besked på min telefon, før din mor, Tina, imens vi drikker øl efter badminton træning, bly råber igennem luften… ”Hva’ Helle, Katja spørger om du har set din messenger besked” – ”om du vil overtage stafetten”… Blev rigtig glad og nok også lidt overrasket og spørger så Tina om det er seriøst – hun fortsætter ”Ja, gu er det rigtigt”… og det er så her jeg ville ønske der var lyd på, men pyt - kan alligevel ikke gengive det helt unikke toneleje og den gennemgribende dialekt, der på ingen måde er karakteristisk ”Sorring-dialekt” 🙂 I det sekund starter mine tanker så omkring mig som person samt om Sorring og mig - tanker som man egentligt ikke dykker så meget ned i til hverdag… Men hvem er Helle Urup så? Jeg er født og opvokset i Varde, hvor jeg har haft mange gode barndoms- og ungdomsår. Her tog jeg også min HHX og nød livet som ung med gode venner, fester og masser af skæg og ballade. Min mor må have fået en del grå hår blot på min bekostning. Jeg arbejdede bl.a. i mange år i byens biograf, hvor der blev holdt de vildeste fester. Biografdirektøren havde heldigvis mistet sin lugtesans, så den ellers voldsomme efterluft efter slatter mv. opdagede han aldrig. Et år efter HHX fik jeg i 1999 en lederstilling i Føtex. Trængte så til udfordringer, så efter ca. 1 ½ år blev jeg ansvarlig for Varde fritidscenterets bowling og cafeteria, hvilken var noget af en prøvelse med en meget usædvanlig chef og var jeg en mand, ville jeg virkelig have fået mange hår på brystet. Efter igen ca. 1 ½ år drog jeg mod Århus, hvor jeg fik en sælgerstilling hos Designa køkken, som senere udløste en butikschefstilling. I 2007 løber jeg ind i Gert, som også er fra Varde, til en koncert. Der har efterfølgende været mange sjove kommentarer til dette, da han faktisk havde været min lærer på sidste år af HHX, så imens jeg dengang sad bly på min plads med oprakt hånd drømmer Gert sig i dag nok tilbage til dengang hvor jeg havde lidt mere respekt 😉 Vi blev så kærester der i 2007 og allerede i slutningen af 2008 føjer vi en ekstra titel til vores forhold, da vi bliver kompagnoner og åbner vores virksomhed, MOOGIO. Gert bibeholdt sit underviserjob på handelsgymnasiet og arbejdede først fuldtid i 2010. Vores passion i vores MOOGIO univers er at levere højkvalitetsløsninger bl.a. markiser, fleksible overdækningsløsninger, motoriserede sejl samt gardiner i alle afskygninger – alt sammen skræddersyet. Vores kunder er både private og erhverv. Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet og glæde mig over at vi havde et lille hus, hvor vi havde optaget afdragsfrit lån, da man ikke kommer langt med en løn på 8000.- pr. måned - og kærlighed og kildevand er i denne sammenhæng noget opreklameret. Butikken var i fuld gang og imens vi det første år brugte en kvart million på markedsføring og kun havde en omsætning på 1,2 mill. – har vi ofte været omgivet af rystende hoveder. I dag har vi et skønt showroom i Tilst på 600 m2 nær Bauhaus og Elgiganten, og vi er 7 mand + eksterne montører, der hjælper til i vores højsæson. Fra Tilst til Sorring Jeg er absolut ikke gammel i gårde her i byen. Vi har været bosat i Sorring i 6 år, så man kan roligt, hvis man spørger rundt i Sorring-forsamlinger, sige at jeg fortsat er ”new kid on the block”. Nå, men hvorom alt er, så flyttede min familie og jeg til Sorring dec. 2014. På det tidspunkt var vi 3 - Gert og vores dengang 3 ½ år gamle søn, Sigfred. Men hvordan landede vi her? Vi er langt fra de eneste, der har prøvet at se om vi kunne trække en streg omkring Århus i et forsøg på at holde os indenfor Århus kommune. Egentlig kiggede vi mod Skødstrup, da min søster og svoger lige havde købt grund der, men skæbnen ville at vores lille hus ikke blev solgt, så timingen passede ikke med Skødstrup. Stregen blev altså ved en ren tilfældighed udvisket da jeg en dag smider en EDC avis foran næsen på Gert. Fedt hus på forsiden, ikke Århus kommune, men kun 20 min til kanten af Århus. ”Hvad tænker du, Gert”? I det sekund, uden vi egentlig selv helt er klar over det, er vi i fuld gang med at foretage en af de største ændringer i vores liv – vi er ude i en glidebane på vej til at blive et par godt gemene bonderøve – vel og mærke ment med den allerstørste respekt og varme – i hvert fald hvis vi kigger lidt i bakspejlet 🙂 Vi bestilte en fremvisning og hoppede så en dag i bilen egentlig uden de store forventninger. Vi rammer så Sorring-skiltet og får fundet adressen – funkishus med et præg af storby og moderne tanker - helt igennem vores stil… og så omgivet af rolig natur og en stille facade… her skal bare bo skønne mennesker… Tænk sig ikke at skulle vælge – her kunne vi få det bedste fra 2 verdener. Det blev hurtigt ret tydeligt for mig og det overvældede mig mentalt. Vi købte huset få dage efter og kunne så gå julen 2014 i møde som nye Sorring- borgere. Sigfred begyndte i verdens bedste børnehave på toppen af skolebakken – et ægte eldorado. Da Sigfred havde gået deroppe i ca. 2 uger sagde han dog kækt ”Nu vil jeg gerne prøve en ny børnehave”. Virkeligt humoristisk at så lille en mand havde set denne her flytning som om vi var ”på interrail tur”. Men det var også tydeligt for os at han havde et dejligt syn på livet og var klar på alt hvad et nyt liv i Sorring ville bringe. Efter kort tid i Sorring kom vores lille prinsesse, Elna, til verden og vi har nu en god fordeling på 50/50 af begge køn, så drengene ikke kører alt for meget rundt med os piger. Ildsjæle og tryghed Som jeg skrev tænkte jeg at her i denne lille by måtte der forhåbentlig bo skønne mennesker, men hvad ved man egentlig når man køber et hus og vel at mærke i en helt ny by? I Tilst var vi vant til ikke at kende ret mange når vi gik ud for at handle og jeg skal da lige love for at jeg fik mig en på opleveren ved at komme til Sorring. Og ja, Århus har måske Aros og skønne caféer, men men men … Det pludselig at være en del af et fællesskab, at blive mødt af varme og nærvær var noget vi ikke var vant til. Jeg kom hurtigt til at elske det engagement der er i Sorring – alle de ildsjæle der bor herude – vi nyder mangfoldigheden og den blanding af mennesker der gør byen unik. Vi værdsætter trygheden og gennemsigtigheden i at vi bare ”kender” hinanden og kan sende børnene på kryds og tværs i byen. Vi benytter os af mange af de sportstilbud der er i byen. Sigfred og Gert går til badminton og fodbold. Elna til gymnastik samt jeg prøver nu for 2. år i træk kræfter med badminton efter at have gået til fodbold et par sæsoner samt til Styrke Plus. Gert bidrager til badminton som træner og jeg nyder at sidde i aktivitetsudvalget i børnehaven. [caption id="attachment_1087" align="alignright" width="326"] Fra en af vores mange Club La Santa ture[/caption] Vi deltager så aktivt vi kan og tiden tillader det, da vi nyder vores lille Sorring boble, men opgaven med at vedligeholde et skønt lokalsamfund er en fælles opgave. Derfor vil jeg blot afslutningsvis sige til jer alle i Sorring som Jokeren sang det: ”Op med hagen”… ”klap jer selv på skulderen” – alt dette er en fælles achievement, og vi har aldrig et sekund fortrudt vores valg om at bosætte os lige præcis her. Tusind tak, Sorring! Helle Urup


    Mig og Sorring af Katja Wachs

    Først og fremmest tak til Hanna Jensen for at give stafetten videre til mig. Jeg blev meget overrasket over at blive spurgt men også glad. Jeg flyttede til Sorring i 1998 sammen med mine forældre samt storesøster og jeg var helt sikker på, at når man flyttede til en lille by i Jylland så fik man nok også en hest – men nej. Vi flyttede ind i Høghgårdsvej nr. 1, et stort og skønt hus med rigtig meget plads, dog ikke til en hest. Men det var nu alligevel skønt at bo i Sorring, jeg havde alle mine venner tæt på, så jeg bare kunne gå over og lege. Min søster og jeg kunne spille kantsten med de andre børn på vejen. Som 8-9 årig begyndte jeg til badminton oppe i den lille hal og senere startede jeg til fodbold. Jeg har også haft et enkelt år i Sorring Børnecabaret. Som helt ung brugte jeg min fritid på at være badmintontræner for U9 spillerne, samt fodboldtræner for et drengehold. Det var supersjovt, både træning men også kampe og stævner. Her blev jeg nogle gange overrasket over hvor ivrige og entusiastiske fodboldmødre kan blive – jeg nævner ikke nogen navne. Som 14-årig fik jeg fritidsjob i Dagli’Brugsen. Det var et fantastisk job hvor jeg lærte meget om mig selv, og andre mennesker. Det var også en super arbejds­plads med alsidige opgaver men også et sted med plads til sjov og humor, som Sten Madsen sagde når han og jeg var på arbejde sammen: ”Nå, så er det kvik og Wachs i dag - the dreamteam.” En gang om måneden var der disko-fest i forsamlingshuset, og indtil jeg selv blev gammel nok til at deltage, stod jeg i køkkenet hvor jeg lavede pommes fritter og franske hotdogs. Da jeg endelig måtte deltage i festerne, var det ofte hos mig, der blev holdt forfest. For med en gildesal i kælderen, var det i vennernes øjne, naturligt at være den som lagde hus til. Her kunne vi varme op til festen, med en enkelt genstand, Inden vi skulle ned i forsamlingshuset. For at høre Cryp2night, byens lokale mobil-disko der spillede op til dans og sjov. I 2008 blev jeg færdig med min uddannelse som pædagogisk assistent og har siden arbejdet i Stjær Børnehave. Min mand Kasper, har jeg kendt siden vi var børn. Kasper gik 2 klasser over mig, og dengang var han bare irriterende. Det er han stadig! Men i dag er han også min dejlige mand. Da vi flyttede sammen, var det i en af andelslejlighederne ”de blå huse” - et supergodt første-gangs-køb. Her fik vi vores første datter Kaja i 2012. I oktober 2014 købte vi vores nuværende hus på Dybdalsvej, da vi ventede vores anden datter Karen, og synes at vores andelsbolig var blevet for lille.  På Dybdalsvej fik vi et dejligt hus, med en kæmpe have. Lige noget for Kasper, der jo er uddannet landmand. Så her kan han selv dyrke vores grøntsager. Hverken jeg eller Kasper, har nogensinde overvejet at flytte fra Sorring. Vi er begge opvokset i byen, og synes at vores børn, skulle have de samme muligheder og goder, der er i et lille samfund som Sorring. Det er faktisk lidt sjovt at tænke på, at mine børn nu er 3. generation på skolen, da Kaspers far også har gået på skolen. Det er hyggeligt, når jeg på mine løbeture møder folk der dytter og vinker, dem der giver ”thumbs up”, dem jeg ikke kender navnet på, men som alligevel stopper op, når det pis øs regner, og spørger om man ikke skal have et lift hjem. Sorring er i mine øjne også en by med en masse muligheder, alt er inden for rækkevidde, der er tilbud til mine børn, lokalt i byen. Jeg er tryg ved at sende mine børn alene af sted i byen. Da min ældste datter faldt på vej hjem fra skole, kommer der en voksen, som vi ikke lige kender, trøster Kaja og sikrer sig, at Kaja er klar til resten af turen hjem. Sorring er en by, drevet af ildsjæle, som lægger et kæmpe arbejde i at skabe rammer og tilbud, til fælles bedste. Tilbud som jeg selv har haft stor glæde af, og som mine børn nu også nyder godt af. Men det stopper ikke ved børn og voksne, når man bliver senior, er der også en masse muligheder, f.eks. på Sorringhus. Mine bedsteforældre, som også er flyttet til byen, har stor glæde af tilbuddene og kommer til fællessang, banko, og fælles morgenmad bl.a. For omkring 4 år siden blev jeg selv spurgt, om jeg ikke ville være en del af fitnessudvalget, da man søgte unge brugere til udvalget, der kunne være med til at udvikle og forny og opdatere vores træningscenter. Det er en spændende opgave, og det giver god mening, at jeg selv giver noget tilbage til fællesskabet. Men det der betyder allermest for mig, er vores store netværk, mange af vores venner og mine veninder, bor i eller omkring Sorring, og vi ses stadig, både til almindelig hygge, men også til livets begivenheder. Sorring er en by du lever i og som giver livet mening. Katja Wachs