Nyheder

Nyheder

    Mig og Sorring/Toustrup – Camilla og Christian

    Her på årets første dag vil vi gerne starte med at takke Dorthe Haagen Nielsen – vores tidligere nabo, som sammen med resten af Sanddalen tog rigtig godt imod to unge nytilflyttere og novicer inden for huskøb. Vi hedder Camilla Liv Pedersen Lund og Christian Lund og er hhv. 30 og 32 år. Vi mødte hinanden i Aarhus i midten af 10’erne, da Camilla læste til lærer og Christian netop var blevet færdig som psykolog og havde fået arbejde i byen. Efterfølgende har vi sammen været vidt omkring i det jyske, først i det vestjyske Skjern og efterfølgende i det Sydjyske Holsted. 10 tommelfingre og sammenhold I slutningen af 2020 var vi efterhånden begyndt at savne de søde studieår i Aarhus og området heroppe i Midt- og Østjylland, samt blevet trætte af den omskiftelige tilværelse som lejlighedslejere. Som følge heraf, begyndte vi at lede efter hus i området ml. Aarhus, Skanderborg og Silkeborg. Vores ønskekombination af en forholdsvis lille by og et forholdsvist stort hus, førte os forbi Sorring og Sanddalen. Den gule villa var med sine ca. 350 m2, og en fortid som frisørsalon og indretning dertil, perfekt ift. vores tanker om masser af plads til familieforøgelse og mulighed for opstart af selvstændig psykologpraksis. Hertil kom, at Sorring (som vi hurtigt googlede os til, er Danmarks højest beliggende landsby) med sin charmerende beliggenhed, velrenommerede børnehave og skole og stærke foreningsliv var et rigtigt godt match med de værdier, som vi ønsker at efterleve og støtte som familie. Med vores fælles boglige baggrund og 10-tommelfingre, virkede den gule etage-villa på Sanddalen som et godt valg, da den på papiret og ved en overfladisk inspektion af vores mere huskyndige fædre virkede til at være i god stand, vel-vedligeholdt og bygget i gode materialer. Så vi fik papirerne i orden, sat nogle kruseduller og planlagt en overtagelse i marts 2021. Som de bolig-optimister vi var, havde vi lagt en plan, som muliggjorde en dejlig sommer, hvor vi stille og roligt kunne nyde haven, da alt indvendig renovering efter planen skulle være i orden der. Huset trængte jo bare til en kærlig hånd, lidt ny tapet, maling og nye gulve, så var den i vinkel. Vi blev dog klogere… Her knapt to år senere har vores hjem også fået nyt tapet, maling, gulve, nye rør diverse steder, et børneværelse og nye gulve, men også en hel masse mere. 2022 blev nemlig året, hvor vi ikke blot blev færdige med den overordnede renovering af stueetagen mm., men også året hvor en ny sorringgenser blev født. I slutningen af april, i dagene efter at vi fik lagt gulve i stueetagen, gik Camilla også i fødsel, så med en halvfærdig stue, en manglende væg og ingen møbler på den rigtige etage, hastede vi til Viborg Sygehus for at byde vores Nora-Marie velkommen til verdenen. I tiden op til, har vi nydt stor glæde af det fællesskab og sammenhold, Sorring byder på, da Camilla i hvert fald ikke har lavet så få bygge-relaterede opslag i ’Det sker i Sorring’, og vi har begge draget stor fordel af byens beboeres generøsitet med bl.a. udlån af værktøj og kompetencer – endnu engang tak. Efterhånden kan vi også bidrage til den fælles pulje af byggematerialer, der kan udlånes ved behov, da vi har stiftet bekendtskab med nye navne som slagjern og slagklods eksempelvis.

    Vi er nu mere optimistiske for fremtiden i huset, da vi i nogle måneder ikke har set en rørskade, haft gæster med behov for paraply indendørs eller søde naboer til inspektion af huset, hvis vi har skulle være væk hjemmefra. Huset byder på Som nævnt faldt vi bl.a. for husets indretning, den tidligere frisørsalon er nemlig senere hen lavet om til slyngelstue. Det er et af de rum, vi ikke har ændret på, så det er meget autentisk med hessian, tæpper og mulighed for disko-lys. Vi har begge to en passion for brætspil, så vi så virkelig en mulighed i det rum. Det kan nemlig udover at huse vores (læs: særligt Christians) kæmpe samling af brætspil, også fint anvendes til et decideret brætspil-rum. I den anden ende er der indrettet en bar, som vi glæder os til at udstyre med fadøls-anlæg og diverse, så den med tiden kan blive til en ganske udmærket fredags-bar, hvor vi håber at kunne byde på et glas øl, et spil og en sludder. Kælderen byder også snart på en psykologpraksis, da vi er ved at indrette både venteværelse og praksis i den anden del af kælderen. Vi håber, at Sorrings fantastiske beliggenhed kan åbne op for en bred kundekreds i Midtjylland. Husets hovedattraktion er dog ikke kælderen, men den smukke udsigt altanen på 1. sal byder på, hvor man efter sigende kan se helt til Himmelbjerget, men i hvert fald kan nyde flotte solopgange, natur og fyrværkeri over Låsby til nytår. Fremtiden Med Christian, der arbejder i PPR i Hedensted og Camilla, der op til barslen arbejdede som lærer på en intern specialskole i Viborg, var vi lidt bekymrede for Nora-Maries opstart i vuggestue, da det tegnede til at blive nogle lange dage i institution. Men her tegner fremtiden også lysere, da Camilla fik en tidlig julegave i form af en ny stilling i Specialafdelingen på Låsby Skole. Så når Christian ender i sin barsel i slut februar, kan Nora-Marie se frem til en blid opstart i Sorring Børnehus. Vi ser frem til at blive en del af institutions- og foreningslivet her i Sorring og bl.a. lære flere børnefamilier at kende. Det bliver en spændende tid, men allerede nu ved vi, at Nora-Marie kommer til at hygge sig med to gode veninder fra Mødregruppen, som også skal starte i vuggestuen her i begyndelsen af 2023. Det er også en af hendes veninder fra Mødregruppens forældre, vi giver stafetten videre til nu, da Amalie og Simon, som også er relativt nytilflyttere, har sagt ja til at skrive det næste indslag til Mig og Sorring/Toustrup i Miniavisen. Christian og Camilla Lund


    Mig og Sorring/Toustrup – Dorthe Haagen Nielsen

    Tak til Pernille Skovby for stafetten. Pernille og jeg kender hinanden fra Sorring skole, hvor to af hver vores børn går i samme klasse på hhv. 2. og 5. årgang. Jeg hedder Dorthe Haagen Nielsen og er født og opvokset på Danmarks smukkeste ø, Falster. I 1999 byttede jeg fødeøen ud med mini-metropolen Aarhus for at læse Engelsk og sidenhen Film & TV på Aarhus Universitet. Her mødte jeg en mørk aften Christian, som jeg i dag er gift med på 15. år. Sammen har vi tre piger på 8, 10 og 13 år. Christian arbejder i Silkeborg som lærer for en specialklasse på Langsøskolen. Jeg arbejder i Aarhus som kontorleder i en lille virksomhed, Partisia, der laver sikre softwareløsninger og er ved at bygge verdens sejeste Blockchain. Jeg har besluttet mig for at bryde lidt med traditionen i indlægget, da jeg simpelthen føler en uimodståelig trang til at introducere hus-ejerskabsbegrebet i Sorring. Nok mest for dem, der er nyere i byen. Det er nemlig en af de mere spøjse ting ved Sorring, som flere herboende vil kunne nikke genkendende til.

    Sorring - byen, hvor man altid bor i andres huse

    Det var noget så romantisk som en fælles slunken kassebeholdning, krydret med imponerende studiegæld og tårnhøje boligpriser pga. boligboblen, der afgjorde, at valget faldt på Sorring tilbage i 2007. Det var simpelthen her, vi havde råd til at købe et lille hus - nemlig Anders og Pias hus på Sanddalen 13. Og her stødte vi første gang på Sorrings husbegreb, hvor vi lærte, at man rent faktisk ikke bor i sit eget hus i Sorring. Det betyder, at med mindre man er nybygger - og altså ikke fattigrøve som os - så skal man lige vænne sig til, at man altid bor i ‘nogens’ hus. Derfor måtte Christian og jeg hurtigt opgive fortællingen om, at vi skam var det nye par på Sanddalen 13, for ingen i byen havde nogensinde hørt om den obskure adresse? Men Pia og Anders’ hus - bingo, det kunne vi da bare have sagt, så vidste alle pludselig, hvor vi boede. Nuvel, selvom vi nu boede i Anders og Pias hus, blev vi hjerteligt modtaget ved ankomst til byen. Pernille fra Sverriggården (på toppen af Sanddalen) bød os velkommen med en lerskål fra Sorring Lervarefabrik fyldt med gode sager, og vi følte os hjerteligt velkomne i byen fra første færd.

    Hus til låns på Hjejlevej

    Der kom senere 3 beboere mere til på matriklen på Sanddalen, og med kun 2 børneværelser og lige over 100 m2 valgte vi at gå på udkig efter et større hus og satte vores eget til salg i 2020. Vi ledte vidt og bredt uden held - og var sågar på Falster med grundige overvejelser om at bosætte os der, tæt på min familie. Vi havde begge sagt vores job op, og med huset til salg, var alle muligheder i spil. Vi droppede dog Falster og havde nær købt et gammelt, skønt hus i Voel. Drømmehuset var dog i Sorring. Bare ikke til salg. Derfor måtte jeg op og stemme dørklokken til det hus, vi nu bor i - og det gav pote. Og belært af fortiden skriver jeg netop, at vi bor i huset, for end ikke et skøde med vores navne kan ændre på, at huset jo ikke rigtig er vores. Næh, vi bor nemlig i Laurits Madsens hus på Hjejlevej - tidligere borgmester i Gjern og fædrene ophav til tidligere brugsuddeler Sten Madsen. Og selvom Tommy Porsmose boede 20 år i huset efter Laurits, er huset på Hjejlevej i folkemunde stadig Laurits’ hus. Vi overtog huset i sommeren 2021. Der er umanerligt mange m2 i det gamle hus, en helt vidunderlig udsigt, plads til gæster, edderkopper på størrelse med hundehvalpe i sensommeren (ikke så populært), brændeovn, som er børnenes yndlingsspot i de mørke måneder og Sorrings - vel nok - bedste toilet udsigt. Så er det sagt. Og her bor vi nu på 2. år.

    Om udlængsel og rejsefeber

    Jeg har siden min tid som rygsækrejsende i Asien i de sene 90’ere været bidt af at rejse og været håbløst forelsket i Sydøstasien. Christian og jeg rejste sammen til både USA og Asien på kortere ture flere gange, inden pigerne kom til. Derfor var det også en præmis, at rejse aktiviteterne ikke skulle indstilles, selvom der kom børn til. Pigerne har derfor, siden de var ganske små, været med på kortere og længere ture til udlandet. Vi har besøgt flere europæiske lande, og alle mand har været med i Beijing i Kina, hvortil jeg tidligere havde arbejdsrelaterede rejser. Under min sidste barsel tog jeg alle tre piger, som dengang var 8 måneder, 3 og 5 år, samt min mor, med skib tværs over Nordsøen, hvor vi endte på Færøerne, selvom kursen var sat mod Island. Lang historie kort blev 2 ud af tre piger umanerligt søsyge, og der var meldt meget hård sø det sidste stykke fra Færøerne til Island, så vi blev sat i land kl. 05 på færøsk jord en meget kold og mørk forårsmorgen. Vi fandt heldigvis tag over hovedet efter lidt køren rundt på må og få i det mørklagte ørige, og fik en fantastisk oplevelse, som jeg varmt kan anbefale!

    På eventyr i Sydøstasien x 2

    Bidt af rejsefeber besluttede Christian og jeg at sætte alt ind på en længere rejse til Sydøstasien med børnene. Der blev spinket og sparet og 1. januar 2018 stilede vi ud på et 4 måneders eventyr med børnene i Sydøstasien. Vi havde en fuldstændig fantastisk tur, og begyndte straks at spare op igen, da vi kom hjem. Det betød, at vi atter rejste ud i januar 2020 på et 2 måneders langt eventyr i Asien, som dog blev abrupt afbrudt lidt før tid, da Corona pandemien ramte, og landene begyndte at lukke ned. Vi kom med det sidste fly ud af Singapore til Danmark, inden ruten blev indstillet, og så har vi nærmest bare siddet hjemme sammen med resten af verden lige siden. En enkelt tur til USA blev det heldigvis til i sommers. Jeg har familie i midtvesten, og det var en fuldstændig fantastisk oplevelse for os alle fem at komme over og besøge dem. Turen blev kombineret med et roadtrip til et par af sydstaterne.

    Vores liv i Sorring

    Vi er alle sammen enormt glade for at bo i Sorring. Det tætte sammenhold, pigerne, som kan færdes trygt i hele byen, skønne mennesker og et rigt aktivitetsliv - ikke mindst at forglemme vores allesammens Brugs - gør det enormt attraktivt for os at være her. Alle piger har været igennem utallige år med gymnastik i STIF, og to af pigerne går nu til badminton. De har alle gode venner i Sorring, som de ses med, også selvom vores ældste datter nu er kommet til storbyen Silkeborg ifm. 7. klasse. Christian har været gymnastiktræner i STIF tidligere, og lidt seniorbadminton er det også blevet til for ham. Vi har begge siddet i forældreråd i pigernes klasser på Sorring skole på forskellige tidspunkter, og i fordums tid havde jeg en klumme, Rundt om Sorring, i Miniavisen. Nu bruger jeg noget tid i Lokalrådet sammen med lutter skønne mennesker, som heldigvis har helt styr på historikken om folks huse, så her lærer jeg virkelig noget! En (alt for sjælden) gang imellem lykkes det mig at tage en tur på en islandsk hest sammen med min gode veninde i Dallerup, mens Christian foretrækker at kaste liner ud i havvand. Vi har et stort netværk i byen og mange skønne venner og naboer - nye som gamle - som vi heldigvis møder ofte. Enten over køledisken i Brugsen, henover hækken, eller hvis de falder forbi for at hente et barn eller få et stykke pølse til hunden. Det er vi meget taknemmelige for. Jeg giver stafetten videre til to relativt nye tilflyttere, nemlig Christian og Camilla, som ganske kort nåede at være vores naboer på Sanddalen, inden vi lånte huset ud til Arne og Jette. Christian og Camilla bor i huset, som tidligere blev brugt som frisør. Er man i tvivl om, hvilket hus, der er tale om, må man opstøve en lokal Sorringenser, som helt sikkert kan hjælpe med at udpege huset. Dorthe Haagen Nielsen


    Årets lokalområde 2022

    Til den månedlige fællesspisning i forsamlingshuset i begyndelsen af oktober kom borgmester Helle Gade forbi og overrakte prisen som "Årets lokalområde 2022. Tidligere på året havde Sorring Lokalråd indstillet netop Sorring-Toustrup, til den kommunale pris "Årets lokalområde". Det havde de, fordi der i de seneste år er taget nogle enormt vigtige initiativer for byen og dens borgere, og fordi de frivillige indsatser fortjener at bliver anerkendt. Formand for lokalrådet, Simone Schandorf, fortæller: "Vi ville i lokalrådet deltage i fællesskab med vores familier, og havde ikke nogen anelse om aftenens skjulte agenda. Sammen med mange andre af byens folk, får vi vores service pakket frem fra kurvene og lander ved bordene til duften af forloren hare og brun sovs. Vi er mange, som opdager, at vi har fået selskab af en række politikere, heriblandt Helle Gade. "Hvad foregår der her", smiler vi spørgende til hinanden. Efter en rum tid tager Helle ordet og fortæller, at hun ikke kun er her for den gode sovs. Hun er her også for at overrække os prisen som årets lokalområde i Silkeborg Kommune. Helle fortæller indledningsvist i sin tale, at de i afgørelsen på ingen måde var i tvivl. Initiativerne, de frivillige kræfter og fællesskabet i Sorring er ikke til at tage fejl af. Herefter uddyber hun årsagerne for afgørelsen, som inkluderer de initiativer der er beskrevet i Midtjyllands avis og også i et par kommunale skriv på Silkeborg Kalder på facebook (Se herunder) og linkedIn." Efter planen skal pengene bruges på en digital skærm, som skal kunne vise byens borgere, nye som gamle, hvad der foregår i byen, og på den måde bidrage til forsat at have et stærkt og tilgængeligt fællesskab i byen. Tillykke Sorring-Toustrup!


    Mig og Sorring/Toustrup – Pernille Snedker Skovby

    Jeg har, med stolthed, overtaget stafetten fra Heidi Flansmose Junker, som jeg kender og holder af gennem to af vores børn, der går i henholdsvis klasse og børnehave sammen. Jeg hedder Pernille Skovby og er gift med Jeppe på snart niende år. Vi har døtrene Clara på 11, Ella på 8og en dreng Valdemar på 5 år. Vi flyttede til Sorring for 4 år siden fra Skovby ved Galten, men kommer oprindeligt begge fra Vestjylland, Struer for mit vedkommende og Jeppe fra Skive. Vi mødte hinanden en aften på Fatter Eskild i Århus, hvor jeg faldt hovedkulds for den gråhåredearkæolog J© Vi boede knap 4 år i lejlighed tæt på Tivoli Friheden, indtil vi ventede vores ældste datter Clara. Så opstod drømmen om hus og have, og vi fandt et ældre hus i Skovby, der trængte til en større renovering. Vi fik lavet en del, men der var stadig langt igen, da vores datter Ella kom til verden, og opgaven blev for uoverskuelig og pladsen for trang, da vi fik Valdemar. Egentlig var vi veletablerede i Skovby, men da byen blev større med flere udstykninger, blev huspriserne også derefter. Vi måtte udvide vores søgefelt omkring Skovby/Galten, og faldt over en lille by vi flere gange havde kørt igennem på vores vej til Resenbro, hvor et vennepar bor. To af pigernes pædagoger boede/bor ligeledes her og kunne fortælle om en hyggelig lille landsby omgivet af den skønneste natur og et stærkt fællesskab. For os vægtede det højt, at der skulle være gode institutionsmuligheder, en skole, indkøb og rigt foreningsliv. Når snakken faldt på Sorring, så var det netop det rige foreningsliv og imødekommenhed der blev pointeret - det har rygtedes bredt, at i Sorring står man sammen! Vi faldt over “entreprenørens” gamle hus på Bredsigbakke 17, hvilket passede lige til vores behov. Et rimeligt vedligeholdelsesfrit hus, med rigeligt plads til børn, bedsteforældre og Jeppe’s musikalske fritidsinteresser. Et dejligt lukket vænge, med boldbane lige uden for køkkenvinduet og mulighed for at mødes med naboerne over hækken. Vi fik heldigvis solgt vores gamle hus på blot en uge, og kunne efterfølgende skrive under på købsaftalen. Der gik 5 måneder inden vi 1. november fik nøglerne og vi kunne gå i gang med at sætte vores eget præg på huset. Vi nåede lige at få lagt de sidste trægulve inden vi flyttede ind sidst i november. Planen var at Clara skulle starte i sin nye klasse 1. december, - en hyggelig måned at starte op i med julehygge og julearrangementer. Det var svært for hende, at skulle forlade veninder og skolen i Skovby, men da vi en dag i november tog ud for at besøge klassen i Sorring, blev vi mødt i skolegården af en hel klasse der kom løbende imod os og råbte “Hej Clara”! Det var meget overvældende og rørende - sikke en modtagelse! Det er det Sorring kan - her bliver man omfavnet. Som ny i byen betyder det alverden, at folk hilser på gaden, i Brugsen, på skolen. Det er det en landsby kan og det var det vi savnede og søgte. Jeppe bruger dog stadig meget tid i Skovby, hvor han i starten af august blev ansat som skolelærer. Han uddannede sig for 5 år siden som meritlærer, da jobsituationen som arkæolog var for usikker. Han arbejder primært med mellemtrin, som historie-, dansk- og musiklærer. Jeg selv arbejder som sygeplejerske på intensiv afdeling på Skejby sygehus. Jeg har været her de seneste 13 år og passer her både børn og voksne patienter med intensivt behov. Det betyder en del vagter og weekendarbejde, så både børn og mand sætter pris på de mange legeaftaler de har med venner og veninder i byen. Børnene har fra andet år vi boede her været aktive i STIF. Begge piger har gået til gymnastik her og Valdemar har også prøvet både gymnastik og nu fodbold af. Ella er lige startet til badminton, hvilket Jeppe også spiller for andet år på seniorholdet. De nyder at møde deres venner fra klassen og børnehaven her. Jeg har selv været hjælpetræner et enkelt år på Ella’s hold, men måtte desværre trække mig af personlige årsager. Jeg håber jeg kan byde ind med en hjælpende hånd igen næste sæson, det er en dejlig måde at være sammen med sine børn på og man lærer her deres klassekammerater og venner at kende på en helt anden måde. Indtil da er det kun blevet til et engagement i forældrerådet i Ella´s klasse, men det er også en dejlig måde at møde nogle forældre på og på samme tid være med til at planlægge nogle hyggelige arrangementer for ens børn. Vi har fra dag 1 af kunnet mærke, at Sorring er en by hvor fællesskabet er i fokus. Vi har begge stor respekt for det frivillige arbejde der bliver lagt i byens arrangementer, det gør en kæmpe forskel for både børn og voksne. Sorring vokser sig år for år større i vores hjerter.

    Vi glæder os til at deltage mere i det fællesskab, som Sorring netop er så god til at tilbyde. Vi ses derude J Pernille Snedker Skovby


    Mig og Sorring/Toustrup – Heidi Flansmose Junker

    Mig og Sorring/Toustrup AF HEIDI FLANSMOSE JUNKER Pia Møller Poulsen, tusind tak for stafetten, som jeg overtog på parkerings­pladsen foran Brugsen efter endnu en velspillet fodboldkamp på STIFs dameseniorhold. Udover fodbolden har Pia og jeg også drenge på samme årgang. Faktisk har vi også Vestjylland til fælles. Jeg er stolt af at have modtaget stafetten, men har også været meget i tvivl om, hvad jeg egentlig skulle skrive, da meget allerede er skrevet i Miniavisen af andre Sorringensere (eller hvad vi nu hedder) – fællesskab, sammenhold, hjerterum, naboskab, tryghed, foreningsliv, frivillighed, natur, landlig idyl, Sorring-tårnet og mange flere ord, som jeg kun kan nikke genkendende til. Jeg stemmer i og vil derudover fortælle lidt om mig og min familie i Sorring. Mit navn er Heidi Flansmose Junker og i august 2018 flyttede min familie og jeg til Sorring – Jeg bliver her 4 år senere stadig rettet på, når jeg siger [Sorring] og ikke [Sårring] som det jo rigtigt hedder. Jeg er gift med Henrik, og sammen har vi Aksel på 10 år, Astrid på 8 år og Karen på næsten 5 år. Vi havde i et stykke tid kigget efter ejendom, men ikke rigtig fundet det, det skulle være – det eneste vi var sikre på, var at vi skulle have fundet en landsby med skole helst inden Aksel skulle begynde i skole, dvs. vores deadline var august 2018. Henrik kommer fra Høruphav på Als i Sønderjylland og jeg fra Ferring vest for Lemvig i Vestjylland. Vi havde afprøvet tanken om at flytte ”hjem” til enten syd eller vest, men var ret enige om, at vi ville blive i nærheden af Århus, da det var her vi havde boet, levet og arbejdet siden vi mødte hinanden på skole i 2007. Men i og med at ingen af os havde kendskab til nogen af småbyerne med en rimelig køreafstand til Århus var det svært lige at vide og tage en beslutning… I foråret 2018 intensiverede vi boligsøgningen og tog en søndag eftermiddag en køretur i de byer vi fra boligsøgningen vidste havde interessante huse og ejendomme til salg – så var det bare at finde ud af om byen også var interessant… Jeg mindes det som en lang dag – børnene var utålmodige og gad ikke sidde i bilen og der var bare ikke rigtig noget der fristede! Dagens sidste stop blev på Møllebakken i Sorring, hvor vi havde set, at der var et hus til salg, men vi havde egentlig ikke fundet det interessant. Men nu var vi jo lige i nærheden, så kunne vi lige så godt kigge forbi. Som by havde Sorring på papiret det vi søgte, så hvorfor ikke… da vi kørte forbi huset – på Møllebakken og videre ud ad Herredsvejen mod Gjern var vi solgte – den udsigt – det var for vildt! I maj underskrev vi købsaftalen og den 15. august 2018 flyttede vi ind i Maibritt og Cliffs hus på Møllebakken 37. Vi nåede det næsten til skolestart den 13. august 😊 Med børn der startede i hhv. 0. klasse, børnehave og vuggestue fik vi meget hurtigt en stor berøringsflade i byen. Naboer, både de faktiske naboer og dem man på landet kalder naboer 😊, og forældre i børnenes skoleklasse, børne/vuggestuegruppe var imødekommende og hjælpsomme, så det var meget nemt for vores familie at falde til.

    Vi overtog et stuehus der var nærmest nybygget og det krævede derfor kun en klat maling og vores egne ting før vi kunne flytte ind og kalde det for hjem – udhusene og udenomsarealerne derimod har givet os rig mulighed for at udfolde os. Vi er udemennesker, ture i naturen, jagt, bål osv. og nyder at bruge tid på at indrette udenomsarealerne. Vores allerførste projekt var at åbne haven op imod udsigten mod vest trods advarsler om den hårde vestenvind. Dernæst har vi ryddet et hjørne for at få plads til køkkenhave, forsøgt os med blomsterbede, frugthave, stensætninger og legestativer. Vores største projekt indtil videre har været at lave indkørsel og gårdsplads – hvilket gav sved på panden og vabler i hænderne, men vi er virkelig glade for resultatet. Men vi er langt fra færdige – vi drømmer om shelter i haven, bålplads og udekøkken, om gårdhave og drivhus. Om renovering af udhuset, høns og får. Det kommer nok hen ad vejen 😊
    Henrik og jeg er begge uddannet indenfor landbrug og har i flere år arbejdet i landbrug. Henrik er blevet i den verden og har i mange år arbejdet med markforsøg, og arbejder i dag som planteavls – og forædlingstekniker hos Nordic Seed i Dyngby. Arbejdet består i at fremavle og dyrke nye kornsorter. Jeg selv har fundet en helt anden retning – egentlig startede min vej til, hvor jeg arbejder i dag, med et rengøringsjob hos firmaet EL:CON. Rengøringsjob blev til kontorjob, blev til koordinator og sidenhen projektleder og tilbudsberegner inden for gadebelysning og signalanlæg i sammen firma. 12 år gik og jeg har fået en masse erfaring indenfor entreprenørbranchen. I foråret 2022 fik jeg tilbud om at prøve at komme om på den anden side af bordet, at fungere som bygherre og herunder indhentning af tilbud. Jeg tog chancen og arbejder i dag som udbudskonsulent ved Vejdirektoratet i Skanderborg. Ved siden af arbejde og hjemmet, er store som små aktive i STIF. Aksel spiller på Sorring-Voels U11 fodboldhold og planlægger at starte til badminton til efteråret og har tidligere også lavet gymnastik. Karen spiller fodbold på U5 og skal til efteråret med til gymnastik, mens Astrid er ivrig gymnast på årgang 2014 gymnastikholdet, men har også spillet fodbold et par sæsoner. Som jeg skrev i indledningen, spiller jeg på byens dame fodboldhold. Jeg nyder virkelig at være sammen med damerne – bare spille bold, tømme hovedet, bruge kroppen og lattermusklen. Man kan komme som man er, med de talenter man har – høj/lav – ung/gammel – der er plads til alle der har lyst til at være med. Vi spiller for at have det sjovt, men ynder også gerne at gå efter sejren i kampe 😉 Jeg vil unde alle at have en hobby de glæder sig lige så meget til, som jeg glæder mig til at komme til fodbold med Sorring-damerne hver tirsdag og torsdag. Ud over at benytte os af de tilbud Sorring har, forsøger vi også at bidrage med det vi kan til fællesskabet. Henrik sidder i bestyrelsen i Brugsen, mens jeg er medtræner på Sorring-Voels U11 drengehold og er en del af et nyopstartet aktivitetsudvalg i STIF. Jeg er virkelig glad for og stolt af at bo i en by, hvor der er så mange tilbud til os alle og hvor en stor del af de tilbud er baseret på frivillige kræfter. Det er i dag absolut ikke kun udsigten, der gør Sorring til et fantastisk sted at leve. Det er godt naboskab, stærke venskaber for både voksne og børn, højt til himlen og alt det man som familie har brug for. Vi har følt os velkommen i byen lige fra første dag. Vi ses. Heidi Flansmose Junker


    Om Sorring

    Landsbyen Sorring ligger som den højest beliggende by i Danmark, ved siden af den gamle gravhøj Sorring Loddenhøj. Loddenhøjen ligger 148 meter over havets overflade, og er udsmykket med et radio/tv tårn, der knejser flot over området (du kan læse mere om højen her). Når man får øje på tårnet ved man, at der ikke er langt hjem.

    Sorring ligger omkring 14 km fra Silkeborg, og er godt placeret i forhold til job, både i Aarhus, Horsens, Randers, Viborg og Silkeborg.

    Sorring har i dag cirka 1100 indbyggere og forventer øget vækst. Byen har et stort og flot, rundt nybygget børnehus med vuggestue og børnehave, der er fyldt med moderne bekvemmeligheder, fantastiske muligheder for de små i byen. Sorring har også en skole, som går til 6. klasse. Skolen er også blevet moderniseret og renoveret. Sorring Skole er i øvrigt den højest beliggende skole i Danmark.

    Sorring har gennem tiden været kendt for sin produktion af lertøj, og i 1870 var der registreret 70 lertøjs-producenter i landsbyen. Derudover har der været flere vindmøller, der har malet mel og skåret tømmer op. I dag har Sorring flere forskellige industrier og værksteder, som du kan finde i top menuen.

    Sorring har et godt og aktivt fritidsliv, med mange tilbud af forskellig art. Du kan se mere om ‘foreninger’ i menuen og følge med i, hvad de laver.


    Mig og Sorring/Toustrup – Pia Møller Poulsen

    AF PIA MØLLER POULSEN Tak for stafetten til Kristine Dalgaard. Vi kender hinanden via vores børn, som er på årgang. Dette har bl.a. medført at børnene har fælles fritidsaktiviteter, hvor der bl.a. skal planlægges kørsel til FDF i Silkeborg 2. Kreds. Jeg hedder Pia Møller Poulsen og er 41 år og har boet i Sorring siden november 2010, hvor min mand Peter og jeg købte hus på Høghgårdsvej. Et område som vi senere blev bekendt med, blev omtalt som Sorrings svar på Beverly Hills. Jeg er født og opvokset i Vestjylland i nærheden af Lemvig i en lille by, der hedder Fabjerg. Gennem mange år troede jeg, at Vestjylland var stedet for mig, og havde ingen planer om at skulle bosætte mig andre steder. Efter endt gymnasie tid i Struer meldte lysten sig til et par af de populære sabbatår. Tilfældigt fik jeg job på Egmont Højskolen. Højskoleopholdet samt en længere udlandsrejse med frivilligt arbejde på Thailands største børnehjem og rundrejse i Thailand, Cambodia og Vietnam, gav mig mod på at forlade det vestjyske. Muligheden for at flytte i min gymnasievenindes fars lejlighed i centrum af Århus bød sig, og så stod jeg pludselig der med husleje og intet job. Heldigvis manglede daginstitutionerne i området vikarer. I september 2003 begyndte jeg på pædagoguddannelsen på Jydsk pædagogseminarium i Århus. Jeg blev færdiguddannet i 2007 og gik direkte i job på en døgninstitution. Kort efter mødte jeg Peter, som kommer fra Djursland, og stien blev hurtigt lagt med først fælles lejlighed i Århus, som skulle udskiftes med et hus, så der var plads til bryllupsfest og børn. Peter arbejdede på det tidspunkt i Låsby, og som mange andre søgte vi efter drømmehuset udenfor Århus for at få mere for pengene. Vi brugte en del tid på at besøge små byer i periferien af Århus. En søndag eftermiddag besluttede vi os så for at besøge Sorring, og gik en tur på stierne i byen. Alle vi mødte sagde hej og smilte, der var indkøbsmulighed, en hyggelig kirke og et hus vi straks forelskede os i. Det eneste vi umiddelbart ville ændre var at hækken skulle være lavere, fordi ude bag den, gemte sig en fantastisk udsigt, som på den rigtige dag gør, at Himmelbjerget kan skimtes i horisonten. Desuden ville vi have et drivhus i haven og så var alt perfekt. Året efter blev vi gift i Dallerup kirke og det efterfølgende år kom vores søn David til verden og et par år efter blev Silas født. Med børnene kom også et bredere bekendtskab til flere fra byen. Hvor det pludselig blev tydeligt, hvordan mange kender hinanden på kryds og tværs i en lille by som Sorring. Nogle er født her og mange, som os, flytter hertil, når storbylivet skal skiftes ud med egne rammer. Det giver en skøn dynamik og masser af engagement. Det lille bysamfund giver også mulighed for, at børnene efter endt tid i dagpleje, stadig kan møde deres meget vellidte dagplejemor på vej i Brugsen, eller gå forbi børnehaven, for lige at prøve yndlings klatretårnet, når man nu er blevet skolebarn. Alt sammen er med til at skabe en fantastisk kontinuitet og sammenhæng i et barneliv, som er foregået i Sorring. Kort efter vi flyttede til byen begyndte jeg på STIFs pilates hold og gik der i flere år. Dejlig træning, men ikke så meget socialt fællesskab. Det er der til gengæld masser af på STIFs damesenior fodboldhold, som jeg blev en del af efter endt barsel med vores andet barn. Holdet blev af mig hurtigt omtalt som luksus-holdet. Et fantastisk koncept hvor Gitte Jakobsen sørger for at der kan stilles hold til kamp og indkalder til træning. Hun sørger også for samkørsel ved Brugsen, spilletøjsvask og kolde drikkevarer til tredje halvleg. Hanna kommer som oftest til kamp og sørger for udskiftning under kampen. Det er da luksus⚽ Holdet kan klart anbefales til andre, hvis man har den mindste lyst til at spille fodbold - alle kan være med, hvis bare man gerne vil have det sjovt og hygge sig. Sidste år var vi tre damer fra senior­holdet, som synes det var ærgerligt at vores børn i henholdsvis 1. og 2. klasse ikke kunne opleve det samvær og hygge, som vi selv oplevede med dameholdet. Derfor fik vi lov at oprette et hygge fodboldhold for de to årgange. Ingen af os havde træner erfaring, men blot lysten til fodbold. Pludselig stod vi med knap 20 børn, som også synes fodbold var sjovt. Det greb om sig og nogle af dem blev så begejstrede at de søgte nye udfordringer i Voel, med kampe osv. Hyggeholdet i Sorring er fortsat i denne sæson dog med flere årgange og dermed med stor aldersspredning og et forholdsvis stort spænd i fodbold­erfaring. Dette til trods kæmper alle det bedste de kan, og har en positiv tilgang til spillet. Det er virkelig fantastisk, at være en del af og stor tak til de forældre, som torsdag eftermiddag lader deres børn tage til fodbold med Janne, Simone og jeg. Noget af det, som gør Sorring til en dejligt sted for mig er bl.a. det gode foreningsliv, hvor man mødes på tværs af alder om fælles interesser. Samtidig oplever jeg Sorring, som et sted hvor meget kan lade sig gøre, når vi hjælper hinanden. Naturen, som er lige rundt om os, samt infrastrukturen som muliggør at have job i en af de omkringliggende større byer har også stor værdi for det som Sorring kan tilbyde. Jeg kører f.eks. til Århus hver dag for at varetage mit job som specialpædagog på Århus kommunes dagtilbud udelukkende for børn med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. På de gode dage tages turen på 30 min. Det er kortere tid end nogle af mine kollegaer bruger på at komme fra den ene ende af Århus til den anden i bil. Som familie har vi også nydt rigtig godt af både fællesspisninger i forsamlingshuset, diverse gymnastikhold, højtidsarrangementer som fastelavn og juletræstænding samt det gode naboskab. F.eks. har vi pt. fået lov til at bo i campingvogn på vores Grundejerforenings fællesareal, mens vi renoverer vores hus. En renovering som vi flere gange har overvejet om gav mening. Vi har kigget på flere andre huse i Sorring, men aldrig været i tvivl om, at vi selvfølgelig skulle blive i byen. Her har vi det rigtig godt. Friplejehjemmets nyhed om at deres byggeri med meget stor sandsynlighed ville komme til at finde sted på marken lige udenfor vores hæk, gav os endnu en gang overvejelsen om hvorvidt vi skulle flytte, men vi kom frem til at dialog med menneskene bag Friplejehjemmet, samt alt det vi godt kan lide ved at bo, hvor vi gør, gjorde at vi er gået i gang med renoveringen, og håber at byggeriet af Friplejehjemmet ikke kommer til at tage hele vores udsigt, som vi sætter meget stor pris på. Muligheden for at have by på den ene side af huset og landlig idyl på den anden giver os virkelig stor værdi, og var netop en af grundene til vi valgte at bosætte os i Sorring. Nu er der, som beskrevet, kommet meget mere til. Pia Møller Poulsen


    Landsbyen Sorring ligger som den højest beliggende by i Danmark, ved siden af den gamle gravhøj Sorring Loddenhøj. Loddenhøjen ligger 148 meter over havets overflade, og er udsmykket med et radio/tv tårn, der knejser flot over området (du kan læse mere om højen her). Når man får øje på tårnet ved man, at der ikke er langt hjem.


    Mig og Sorring/Toustrup – Kristine Dalgaard

    Tak for stafetten til Tina Brokmann. Jeg kender Tina gennem vores piger som går i klasse sammen, og gennem hundeklubben hvor vores Berner-pige Minnie træner. Jeg hedder Kristine, er 32 år og jeg har boet i Sorring med min mand Lasse i 13 år. Jeg kommer fra Stavtrup ved Viby J. Der er jeg vokset op med min mor, far og søster. Så jeg har været vant til hele mit liv at bo lidt landligt uden for de store byer. Derfor vidste jeg også ret tidligt at jeg gerne ville bo på landet, når jeg blev voksen. Allerede i en tidlig alder fik jeg øjnene op for udeliv, sport og sang. Først var det dans, og kor, senere FDF, fodbold, håndbold og sang. Det var det jeg brugte min barndom og første teenage-år på. Gennem alle disse ting havde jeg en stor omgangskreds og jeg har altid haft kæmpe støtte fra mine forældre, som hjalp og tog del i alle mine interesser i det omfang de kunne og fik lov til. Det er dog kun musik og sang som jeg bruger min fritid på i dag. Det var det eneste jeg kunne efter min skade. Mine forældre købte i 2001 en campingvogn og vi skulle prøve det der camping af. Der var jeg 11 år, og jeg elskede at skulle på camping. Det blev Askehøj camping ved Laven, de blev fastligger på, og er det stadig den dag i dag. Det er vi også selv. Vi købte vores egen campingvogn i 2014. Det var også her jeg mødte Lasse. Vi havde kendt hinanden siden 2001, men det var først i 2003 vi blev kærester. Vi var og er meget forskellige, og Lasse er lidt ældre end mig, men jeg var meget moden af min alder. Jeg tror ikke nogen af os dengang ville have spået vi skulle være sammen. Men det skete bare lige pludselig. I dag har vi været sammen i 19 år. Et spark i ryggen i 2003 satte en brat stopper for mit aktive liv. Jeg var 13 år, og jeg kunne ikke komme nogen steder, kunne ikke selv gå, kunne ikke engang komme i skole og jeg måtte genoptrænes. I den periode var jeg så afhængig af alle omkring mig, og jeg skulle hjælpes med alt.  Jeg havde heldigvis en stærk omgangskreds som var der for mig. Det spark har lige siden haft en stor betydning for mit liv. Allerede i 2007 begyndte Lasse og jeg at kigge på hus. Vi ville gerne flytte sammen, noget landligt med plads til et lille værksted. Lasse er nemlig uddannet lastvognsmekaniker, og han har altid været interesseret i biler. Men vi skulle vente på jeg blev 18, så vi havde god tid til at kigge. Det samme år startede jeg på HG i Viby J. Jeg kunne ikke komme ind andre steder, på grund af mit høje fravær i skolen. Og kommunen ville ikke blandes ind i det, før jeg blev 18 år. På HG kunne jeg køre hjemme undervisning, og hvis jeg bare afleverede mine ting behøvede jeg ikke at møde op. Det var en god løsning for mig, fordi jeg ikke kunne holde til at være der en hel dag, på grund af min ryg. Jeg gjorde det så godt jeg kunne, mest hjemmefra og var afsted de timer jeg kunne holde til.  Jeg blev færdig i 2009 på HG. Det var en hård kamp, men det lykkedes at færdiggøre det jeg var begyndt på og det alene var en kæmpe sejr. Fra 2008-2018 var jeg til udredning ved kommunen. Den endte efter 10 år med jeg fik tilkendt førtidspension. Det er jeg i dag rigtig glad for. Det har givet mig ro og overskud til at kunne nyde livet. Vi havde i 2008 fundet et nedlagt landbrug på Horskildevej i Sorring. Det var et gammelt hus fra 1826. Det bestod af stuehus, værksted, og lade. Der var lavt til loftet og synlige bjælker, skæve vægge og ulige gulve. Men det var et hyggeligt hus, og vi kunne se os selv bo der. Det lå højt med en kanon udsigt over marker og Låsby. Så vi købte det, selv om vi ikke kendte noget til Sorring. Vi havde været i området og vi vidste det lå tæt på campingpladsen, men det var også hvad vi vidste. Sorring havde det vi skulle bruge i form af indkøbs muligheder. Børnehave og skole. Vi flyttede i 2009 hjemmefra hver vores hold forældre sammen i huset i Sorring, med vores hund Jessie. Vi blev hurtigt budt velkommen til vejen af naboer, og de var gode til at stoppe op, komme forbi eller hjælpe til, hvis vi havde spørgsmål eller manglede en hånd. Der var mange ting at finde ud af når man sådan lige flytter hjemmefra og i eget hus. Men det er for mig også noget af det der kendetegner Sorring. Her hjælper vi hinanden, og får altid hjælpen igen. Naboerne tog os med til fester i Toustrup forsamlingshus, halbal og ja, vi fik også en markræser til at drøne rundt i. Vi holdt bål aftner, mødtes over kaffe, eller øl. Vi tog med til torvedag, og hvad der nu ellers skete rundt omkring i byen, og det var bare med til at gøre vi hurtigt følte os godt tilpas i Sorring. I 2012 kom vores datter Celina til verden. I den forbindelse så vi jo en “ny” Sorring. For gennem dagplejer, børnehaven og skolen har vi gennem tiden mødt og stiftet nye bekendtskaber og venskaber. Vi valgte i 2015 at rive det gamle stuehus og laden ned, og byggede nyt hus. En beslutning vi i dag er glade for. Vi ville blive på Horskildevej, så mens der blev bygget nyt, boede vi i vores campingvogn på Askehøj camping. Vi blev gift i 2017 i Dallerup kirke, hvor Celina også er døbt. Festen holdt vi i Toustrup forsamlingshus. Det er sådan et smukt forsamlingshus, og skulle vi giftes, ville vi holde det der. Efter jeg fik tilkendt førtidspension, har jeg fået lov at være på Sorring skole et par timer om ugen. Her laver jeg kaffe, hjælper på biblioteket, tager kopier, klipper, laminerer eller hvad der nu lige ligger af ting til mig som jeg kan lave, eller hjælpe med. Jeg elsker at komme lidt ud, og er kun glad for at kunne hjælpe, også selv om det er små ting. Til juletræsfest, fastelavn og hvad der ellers sker i byen hjælper vi som regel også. Lasse hjælper med det tunge arbejde og jeg kan så sælge kaffe, billetter, eller hvad der nu lige er.

    Vi startede med at træne vores Berner Sennen hund Minnie i STIF, på et lømmelhold i 2019 ved Tina. Lasse træner Minnie, mens jeg er med på sidelinjen i det omfang jeg kan. Vi er vilde med at træne i STIF, og Minnie elsker det. Der er et stort sammenhold i klubben, som man mærker lige fra start. Jeg er ikke i tvivl om vi valgte det rigtige sted at købe hus, selv om det var ret tilfældigt. Jeg nyder at gå ture i området, være i skoven og at bo med heste i haven. Hvor hunden kan ligge i gårdspladsen og sove. Den gode udsigt, og alle de skønne mennesker som er en del af Sorring. Hvor alle er velkommen og bliver taget godt imod. Og hvor man hjælper og støtter hinanden. For mig er det Sorring. Kristine Dalgaard


    Mig og Sorring/Toustrup – Tina Brokmann

    AF TINA BROKMANN Tak til Gitte Helboe for stafetten. Jeg er opvokset i Hårby ved Skanderborg, så det at leve i et mindre landsby­samfund ligger mig ikke fjernt. Jeg har gået i skole på Veng fællesskole og dyrket sport i Borgernes Hus, som begge er en sammenslutning af 6 mindre landsbyer. Jeg har gået til sportsfest, høstfest, ja endda også opvokset med at gå soldat til Fastelavn. Dog var soldat en mere ”alvorlig” sag i Veng fællesområde. Man måtte ikke deltage førend man gik i 4. klasse og det gjaldt om at nå først ud til de fjernt liggende gårde for at samle pengene førend nabolandsbyens soldater. Og mødte man nabosoldaterne så måtte man trække sværd og kæmpe sig først til døren. Som i Sorring gik skolen kun til 7. klasse og derfor måtte man med bussen til Hørning for at færdiggøre folkeskolen på en af deres skoler. Efter folkeskolen tog jeg HTX-studentereksamen i Viby J, fik huen på i år 2000 og så måtte jeg i gang med uddannelse. Da jeg er af en håndværkerfamilie, valgte jeg at læse til bygningskonstruktør i Horsens, men måtte inden da flytte hjemmefra, da Hårby – ligesom Sorring – oplevede at busruten blev nedlagt og det var ikke muligt at komme til uddannelsesmulighederne, hvis ikke man flyttede hjemmefra eller havde bil. Efter at have boet i lejlighed i både Skanderborg og Århus kunne jeg i december 2003 sige, at jeg havde en bachelorgrad som bygningskonstruktør. Jeg flyttede hjem til min forældre i Hårby, mens jeg søgte job. På det tidspunkt var kvinder i byggebranchen ikke så udbredt, mest på tegnestuerne og slet ikke på byggepladsen. Jeg troede da også jeg skulle sidde på tegnestuen, men mit første job blev som tegner og tilbudsberegner hos Korsvej Savværk i Låsby, som var en tømrervirksomhed. Med et job på hånden begyndte jeg at lede efter mit eget sted at bo. Det var her jeg faldt over et billigt håndværkertilbud i Sorring, som var så dejligt centralt placeret i forhold til at skulle køre til byggepladser i hele Danmark. Midt i boligsøgningen mødte jeg Kris til et biltræf i Vandel. Kris er født og opvokset i Skanderborg og uddannet klejnsmed, og selvom det hele var meget nyt, så valgt Kris meget hurtigt at rykke sine teltpæle op og tage med til Sorring. Huset på Møllebakken er faktisk stort, og den ene af mine lillebrødre stod i tømrerlære i Låsby, så han flyttede også med ind i huset, da jeg overtog. Det var ret praktisk med en tømrer ved hånden, når huset skulle istandsættes. Men det første halve år i Sorring var ikke som ventet og jeg begyndte at overveje om det var det forkerte sted at bo. Kris, min bror og jeg undrede os over at folket i Sorring ikke hilste tilbage når vi mødte dem på gaden. At naboerne skyndte sig indenfor, når vi prøvede at starte en snak på gaden og generelt virkede til at undgå os. Først da vi april 2005 startede den helt store udvendige renovering af huset med skiftning af tag, opgravning af kloak o.l., begyndte naboerne at stoppe op og snakke med os og der blev hilst tilbage, når vi kom i brugsen. Sidenhen har vi fået et rigtig godt forhold til alle vores naboer på Møllebakken både tidligere og nuværende. Det viste sig, at de troede vi boede til leje og grundet min mands og lillebrors fysiske bygning, udseende og ”brian”-gejlede biler – ja så troede naboerne at vi var rockere og begyndte derfor at låsene dørene. Da jeg flyttede til Sorring havde jeg min hund Sofus, en bichon havanias med og foråret 2005 anskaffede vi os vores anden hund Rex, en amerikansk staffordshire terrier. Specielt Rex’ muskuløse udseende som hund, forstærkede naboernes tanke om, at vi måtte være en rocker-familie. Jeg har altid gået til træning med mine hunde og på daværende tidspunkt trænede jeg ved DcH Galten. Men min vej ind til at lære folket at kende i Sorring blev igennem Charlotte Eskildsen. Da vi flyttede til byen startede jeg på et voksent rytmegymnastikhold, da jeg altid har dyrket gymnastik, og her igennem spurgte Charlotte om jeg ikke ville sidde med i Sorring-Toustrup Idrætsbestyrelse (STIF). Mine forældre har altid hjulpet til i lokalsporten, så det ville jeg også gerne. De næste 11-12 år sidder jeg med i STIF på forskellige poster. Jeg har både været håndboldformand, volleyballformand, fitnessformand, gymnastikformand – men det jeg er mest kendt for i byen er nok min opbygning af hundeafdelingen i STIF, hvor jeg fortsat fungerer som afdelingsformand. I 2007 blev Kris og jeg gift i al hemmelighed – vi ønskede ikke at dele oplevelsen med nogen – men opmærksomme øjne fangede alligevel ringen på min finger ved først kommende halfest. STIF’s bestyrelse fik hurtigt arrangeret et lille slør, saks til strømper og så fik vi ellers lov til at danse brudevals foran byen. For mig er det noget af det der kendetegner borgerne i Sorring. Uanset hvor mange timer af min fritid jeg har brugt på byen, så har jeg altid fået det mangfoldigt tilbage ved folk der bekymrer sig, hjælper og er der for en. I 2008 kom vores søn Kristian til verden og Sorring udvidede sig for os endnu engang. Nu begyndte vi jo at lære andre forældre, dagplejer, børnehave og Sorring skole at kende. I 2012 kom lillesøster Asta Katrine til verden og vores familie-hverdags-liv kunne nu virke til at køre sin egen skønne cirkel. I 2019 måtte vi dog indse at Kristian ikke fungerede i Sorrings sociale liv. Efter en diagnose med autisme og ADHD blev han flyttet til autistafdelingen på Ans skole. Vejen dertil har været hård og svær som forældre, men den har været det værd, da vi nu ser at vores søn begynder at vokse og udvikle sig, for i Ans er der rammerne til det. Lillesøster Asta er fortsat på Sorring skole og trives der i sine sociale rammer. Jeg selv arbejdede for MTHøjgaard fra 2004 til 2015 og KPC fra 2015 til 2018. Jeg har kørt Danmark rundt og været med på spændende byggerier såsom Ebeltoft Glasmuseum, Moesgaard Museum, Slotsarkaderne i Hillerød, Frederikshavn fælles skole, LandBoMidtØst, Skejby Psykiatri og rigtig mange boligrenoveringer. I 2018 startede jeg egen virksomhed, hvor jeg hjælper håndværkervirksomheder med kvalitetssikring samt drift og vedligeholdelse på byggerier. Jeg bruger meget af min fritid på min nuværende hund Duplo (beagle). Træning og konkurrencer med ham. Jeg bruger meget tid på hundeklubben og mit hjerte brænder stort for klubben, dens medlemmer og for hundenes gode familieliv. Når fritid ikke går op i hundene, så sejler jeg på Silkeborg søerne med familien, roder i haven, hjælper min mand i hans hobbyvirksomhed Brokkeriet eller nyder øl med naboerne. Jeg er kommet til at elske Sorring, dens omgivelser, dens folk og dens muligheder. Selvom det kan føles som om du ikke har tid eller overskud, så giv en hånd med til hvad som helst. Prøv at være en ildsjæl, prøv at brænde igennem på noget så meget at selv dine nærmeste bliver træt af dig. Den følelse inde i dig, når det lykkes eller du får hjælpen tilbage, den glemmer du aldrig og går aldrig ned på den. Det er det Sorring består af og skal fortsætte med at bestå af. Tina Brokmann