Nyheder

Nyheder

    Mig og Sorring/Toustrup – Heidi Flansmose Junker

    Mig og Sorring/Toustrup AF HEIDI FLANSMOSE JUNKER Pia Møller Poulsen, tusind tak for stafetten, som jeg overtog på parkerings­pladsen foran Brugsen efter endnu en velspillet fodboldkamp på STIFs dameseniorhold. Udover fodbolden har Pia og jeg også drenge på samme årgang. Faktisk har vi også Vestjylland til fælles. Jeg er stolt af at have modtaget stafetten, men har også været meget i tvivl om, hvad jeg egentlig skulle skrive, da meget allerede er skrevet i Miniavisen af andre Sorringensere (eller hvad vi nu hedder) – fællesskab, sammenhold, hjerterum, naboskab, tryghed, foreningsliv, frivillighed, natur, landlig idyl, Sorring-tårnet og mange flere ord, som jeg kun kan nikke genkendende til. Jeg stemmer i og vil derudover fortælle lidt om mig og min familie i Sorring. Mit navn er Heidi Flansmose Junker og i august 2018 flyttede min familie og jeg til Sorring – Jeg bliver her 4 år senere stadig rettet på, når jeg siger [Sorring] og ikke [Sårring] som det jo rigtigt hedder. Jeg er gift med Henrik, og sammen har vi Aksel på 10 år, Astrid på 8 år og Karen på næsten 5 år. Vi havde i et stykke tid kigget efter ejendom, men ikke rigtig fundet det, det skulle være – det eneste vi var sikre på, var at vi skulle have fundet en landsby med skole helst inden Aksel skulle begynde i skole, dvs. vores deadline var august 2018. Henrik kommer fra Høruphav på Als i Sønderjylland og jeg fra Ferring vest for Lemvig i Vestjylland. Vi havde afprøvet tanken om at flytte ”hjem” til enten syd eller vest, men var ret enige om, at vi ville blive i nærheden af Århus, da det var her vi havde boet, levet og arbejdet siden vi mødte hinanden på skole i 2007. Men i og med at ingen af os havde kendskab til nogen af småbyerne med en rimelig køreafstand til Århus var det svært lige at vide og tage en beslutning… I foråret 2018 intensiverede vi boligsøgningen og tog en søndag eftermiddag en køretur i de byer vi fra boligsøgningen vidste havde interessante huse og ejendomme til salg – så var det bare at finde ud af om byen også var interessant… Jeg mindes det som en lang dag – børnene var utålmodige og gad ikke sidde i bilen og der var bare ikke rigtig noget der fristede! Dagens sidste stop blev på Møllebakken i Sorring, hvor vi havde set, at der var et hus til salg, men vi havde egentlig ikke fundet det interessant. Men nu var vi jo lige i nærheden, så kunne vi lige så godt kigge forbi. Som by havde Sorring på papiret det vi søgte, så hvorfor ikke… da vi kørte forbi huset – på Møllebakken og videre ud ad Herredsvejen mod Gjern var vi solgte – den udsigt – det var for vildt! I maj underskrev vi købsaftalen og den 15. august 2018 flyttede vi ind i Maibritt og Cliffs hus på Møllebakken 37. Vi nåede det næsten til skolestart den 13. august 😊 Med børn der startede i hhv. 0. klasse, børnehave og vuggestue fik vi meget hurtigt en stor berøringsflade i byen. Naboer, både de faktiske naboer og dem man på landet kalder naboer 😊, og forældre i børnenes skoleklasse, børne/vuggestuegruppe var imødekommende og hjælpsomme, så det var meget nemt for vores familie at falde til.

    Vi overtog et stuehus der var nærmest nybygget og det krævede derfor kun en klat maling og vores egne ting før vi kunne flytte ind og kalde det for hjem – udhusene og udenomsarealerne derimod har givet os rig mulighed for at udfolde os. Vi er udemennesker, ture i naturen, jagt, bål osv. og nyder at bruge tid på at indrette udenomsarealerne. Vores allerførste projekt var at åbne haven op imod udsigten mod vest trods advarsler om den hårde vestenvind. Dernæst har vi ryddet et hjørne for at få plads til køkkenhave, forsøgt os med blomsterbede, frugthave, stensætninger og legestativer. Vores største projekt indtil videre har været at lave indkørsel og gårdsplads – hvilket gav sved på panden og vabler i hænderne, men vi er virkelig glade for resultatet. Men vi er langt fra færdige – vi drømmer om shelter i haven, bålplads og udekøkken, om gårdhave og drivhus. Om renovering af udhuset, høns og får. Det kommer nok hen ad vejen 😊
    Henrik og jeg er begge uddannet indenfor landbrug og har i flere år arbejdet i landbrug. Henrik er blevet i den verden og har i mange år arbejdet med markforsøg, og arbejder i dag som planteavls – og forædlingstekniker hos Nordic Seed i Dyngby. Arbejdet består i at fremavle og dyrke nye kornsorter. Jeg selv har fundet en helt anden retning – egentlig startede min vej til, hvor jeg arbejder i dag, med et rengøringsjob hos firmaet EL:CON. Rengøringsjob blev til kontorjob, blev til koordinator og sidenhen projektleder og tilbudsberegner inden for gadebelysning og signalanlæg i sammen firma. 12 år gik og jeg har fået en masse erfaring indenfor entreprenørbranchen. I foråret 2022 fik jeg tilbud om at prøve at komme om på den anden side af bordet, at fungere som bygherre og herunder indhentning af tilbud. Jeg tog chancen og arbejder i dag som udbudskonsulent ved Vejdirektoratet i Skanderborg. Ved siden af arbejde og hjemmet, er store som små aktive i STIF. Aksel spiller på Sorring-Voels U11 fodboldhold og planlægger at starte til badminton til efteråret og har tidligere også lavet gymnastik. Karen spiller fodbold på U5 og skal til efteråret med til gymnastik, mens Astrid er ivrig gymnast på årgang 2014 gymnastikholdet, men har også spillet fodbold et par sæsoner. Som jeg skrev i indledningen, spiller jeg på byens dame fodboldhold. Jeg nyder virkelig at være sammen med damerne – bare spille bold, tømme hovedet, bruge kroppen og lattermusklen. Man kan komme som man er, med de talenter man har – høj/lav – ung/gammel – der er plads til alle der har lyst til at være med. Vi spiller for at have det sjovt, men ynder også gerne at gå efter sejren i kampe 😉 Jeg vil unde alle at have en hobby de glæder sig lige så meget til, som jeg glæder mig til at komme til fodbold med Sorring-damerne hver tirsdag og torsdag. Ud over at benytte os af de tilbud Sorring har, forsøger vi også at bidrage med det vi kan til fællesskabet. Henrik sidder i bestyrelsen i Brugsen, mens jeg er medtræner på Sorring-Voels U11 drengehold og er en del af et nyopstartet aktivitetsudvalg i STIF. Jeg er virkelig glad for og stolt af at bo i en by, hvor der er så mange tilbud til os alle og hvor en stor del af de tilbud er baseret på frivillige kræfter. Det er i dag absolut ikke kun udsigten, der gør Sorring til et fantastisk sted at leve. Det er godt naboskab, stærke venskaber for både voksne og børn, højt til himlen og alt det man som familie har brug for. Vi har følt os velkommen i byen lige fra første dag. Vi ses. Heidi Flansmose Junker


    Om Sorring

    Landsbyen Sorring ligger som den højest beliggende by i Danmark, ved siden af den gamle gravhøj Sorring Loddenhøj. Loddenhøjen ligger 148 meter over havets overflade, og er udsmykket med et radio/tv tårn, der knejser flot over området (du kan læse mere om højen her). Når man får øje på tårnet ved man, at der ikke er langt hjem.

    Sorring ligger omkring 14 km fra Silkeborg, og er godt placeret i forhold til job, både i Aarhus, Horsens, Randers, Viborg og Silkeborg.

    Sorring har i dag cirka 1100 indbyggere og forventer øget vækst. Byen har et stort og flot, rundt nybygget børnehus med vuggestue og børnehave, der er fyldt med moderne bekvemmeligheder, fantastiske muligheder for de små i byen. Sorring har også en skole, som går til 6. klasse. Skolen er også blevet moderniseret og renoveret. Sorring Skole er i øvrigt den højest beliggende skole i Danmark.

    Sorring har gennem tiden været kendt for sin produktion af lertøj, og i 1870 var der registreret 70 lertøjs-producenter i landsbyen. Derudover har der været flere vindmøller, der har malet mel og skåret tømmer op. I dag har Sorring flere forskellige industrier og værksteder, som du kan finde i top menuen.

    Sorring har et godt og aktivt fritidsliv, med mange tilbud af forskellig art. Du kan se mere om ‘foreninger’ i menuen og følge med i, hvad de laver.


    Mig og Sorring/Toustrup – Pia Møller Poulsen

    AF PIA MØLLER POULSEN Tak for stafetten til Kristine Dalgaard. Vi kender hinanden via vores børn, som er på årgang. Dette har bl.a. medført at børnene har fælles fritidsaktiviteter, hvor der bl.a. skal planlægges kørsel til FDF i Silkeborg 2. Kreds. Jeg hedder Pia Møller Poulsen og er 41 år og har boet i Sorring siden november 2010, hvor min mand Peter og jeg købte hus på Høghgårdsvej. Et område som vi senere blev bekendt med, blev omtalt som Sorrings svar på Beverly Hills. Jeg er født og opvokset i Vestjylland i nærheden af Lemvig i en lille by, der hedder Fabjerg. Gennem mange år troede jeg, at Vestjylland var stedet for mig, og havde ingen planer om at skulle bosætte mig andre steder. Efter endt gymnasie tid i Struer meldte lysten sig til et par af de populære sabbatår. Tilfældigt fik jeg job på Egmont Højskolen. Højskoleopholdet samt en længere udlandsrejse med frivilligt arbejde på Thailands største børnehjem og rundrejse i Thailand, Cambodia og Vietnam, gav mig mod på at forlade det vestjyske. Muligheden for at flytte i min gymnasievenindes fars lejlighed i centrum af Århus bød sig, og så stod jeg pludselig der med husleje og intet job. Heldigvis manglede daginstitutionerne i området vikarer. I september 2003 begyndte jeg på pædagoguddannelsen på Jydsk pædagogseminarium i Århus. Jeg blev færdiguddannet i 2007 og gik direkte i job på en døgninstitution. Kort efter mødte jeg Peter, som kommer fra Djursland, og stien blev hurtigt lagt med først fælles lejlighed i Århus, som skulle udskiftes med et hus, så der var plads til bryllupsfest og børn. Peter arbejdede på det tidspunkt i Låsby, og som mange andre søgte vi efter drømmehuset udenfor Århus for at få mere for pengene. Vi brugte en del tid på at besøge små byer i periferien af Århus. En søndag eftermiddag besluttede vi os så for at besøge Sorring, og gik en tur på stierne i byen. Alle vi mødte sagde hej og smilte, der var indkøbsmulighed, en hyggelig kirke og et hus vi straks forelskede os i. Det eneste vi umiddelbart ville ændre var at hækken skulle være lavere, fordi ude bag den, gemte sig en fantastisk udsigt, som på den rigtige dag gør, at Himmelbjerget kan skimtes i horisonten. Desuden ville vi have et drivhus i haven og så var alt perfekt. Året efter blev vi gift i Dallerup kirke og det efterfølgende år kom vores søn David til verden og et par år efter blev Silas født. Med børnene kom også et bredere bekendtskab til flere fra byen. Hvor det pludselig blev tydeligt, hvordan mange kender hinanden på kryds og tværs i en lille by som Sorring. Nogle er født her og mange, som os, flytter hertil, når storbylivet skal skiftes ud med egne rammer. Det giver en skøn dynamik og masser af engagement. Det lille bysamfund giver også mulighed for, at børnene efter endt tid i dagpleje, stadig kan møde deres meget vellidte dagplejemor på vej i Brugsen, eller gå forbi børnehaven, for lige at prøve yndlings klatretårnet, når man nu er blevet skolebarn. Alt sammen er med til at skabe en fantastisk kontinuitet og sammenhæng i et barneliv, som er foregået i Sorring. Kort efter vi flyttede til byen begyndte jeg på STIFs pilates hold og gik der i flere år. Dejlig træning, men ikke så meget socialt fællesskab. Det er der til gengæld masser af på STIFs damesenior fodboldhold, som jeg blev en del af efter endt barsel med vores andet barn. Holdet blev af mig hurtigt omtalt som luksus-holdet. Et fantastisk koncept hvor Gitte Jakobsen sørger for at der kan stilles hold til kamp og indkalder til træning. Hun sørger også for samkørsel ved Brugsen, spilletøjsvask og kolde drikkevarer til tredje halvleg. Hanna kommer som oftest til kamp og sørger for udskiftning under kampen. Det er da luksus⚽ Holdet kan klart anbefales til andre, hvis man har den mindste lyst til at spille fodbold - alle kan være med, hvis bare man gerne vil have det sjovt og hygge sig. Sidste år var vi tre damer fra senior­holdet, som synes det var ærgerligt at vores børn i henholdsvis 1. og 2. klasse ikke kunne opleve det samvær og hygge, som vi selv oplevede med dameholdet. Derfor fik vi lov at oprette et hygge fodboldhold for de to årgange. Ingen af os havde træner erfaring, men blot lysten til fodbold. Pludselig stod vi med knap 20 børn, som også synes fodbold var sjovt. Det greb om sig og nogle af dem blev så begejstrede at de søgte nye udfordringer i Voel, med kampe osv. Hyggeholdet i Sorring er fortsat i denne sæson dog med flere årgange og dermed med stor aldersspredning og et forholdsvis stort spænd i fodbold­erfaring. Dette til trods kæmper alle det bedste de kan, og har en positiv tilgang til spillet. Det er virkelig fantastisk, at være en del af og stor tak til de forældre, som torsdag eftermiddag lader deres børn tage til fodbold med Janne, Simone og jeg. Noget af det, som gør Sorring til en dejligt sted for mig er bl.a. det gode foreningsliv, hvor man mødes på tværs af alder om fælles interesser. Samtidig oplever jeg Sorring, som et sted hvor meget kan lade sig gøre, når vi hjælper hinanden. Naturen, som er lige rundt om os, samt infrastrukturen som muliggør at have job i en af de omkringliggende større byer har også stor værdi for det som Sorring kan tilbyde. Jeg kører f.eks. til Århus hver dag for at varetage mit job som specialpædagog på Århus kommunes dagtilbud udelukkende for børn med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. På de gode dage tages turen på 30 min. Det er kortere tid end nogle af mine kollegaer bruger på at komme fra den ene ende af Århus til den anden i bil. Som familie har vi også nydt rigtig godt af både fællesspisninger i forsamlingshuset, diverse gymnastikhold, højtidsarrangementer som fastelavn og juletræstænding samt det gode naboskab. F.eks. har vi pt. fået lov til at bo i campingvogn på vores Grundejerforenings fællesareal, mens vi renoverer vores hus. En renovering som vi flere gange har overvejet om gav mening. Vi har kigget på flere andre huse i Sorring, men aldrig været i tvivl om, at vi selvfølgelig skulle blive i byen. Her har vi det rigtig godt. Friplejehjemmets nyhed om at deres byggeri med meget stor sandsynlighed ville komme til at finde sted på marken lige udenfor vores hæk, gav os endnu en gang overvejelsen om hvorvidt vi skulle flytte, men vi kom frem til at dialog med menneskene bag Friplejehjemmet, samt alt det vi godt kan lide ved at bo, hvor vi gør, gjorde at vi er gået i gang med renoveringen, og håber at byggeriet af Friplejehjemmet ikke kommer til at tage hele vores udsigt, som vi sætter meget stor pris på. Muligheden for at have by på den ene side af huset og landlig idyl på den anden giver os virkelig stor værdi, og var netop en af grundene til vi valgte at bosætte os i Sorring. Nu er der, som beskrevet, kommet meget mere til. Pia Møller Poulsen


    Landsbyen Sorring ligger som den højest beliggende by i Danmark, ved siden af den gamle gravhøj Sorring Loddenhøj. Loddenhøjen ligger 148 meter over havets overflade, og er udsmykket med et radio/tv tårn, der knejser flot over området (du kan læse mere om højen her). Når man får øje på tårnet ved man, at der ikke er langt hjem.


    Mig og Sorring/Toustrup – Kristine Dalgaard

    Tak for stafetten til Tina Brokmann. Jeg kender Tina gennem vores piger som går i klasse sammen, og gennem hundeklubben hvor vores Berner-pige Minnie træner. Jeg hedder Kristine, er 32 år og jeg har boet i Sorring med min mand Lasse i 13 år. Jeg kommer fra Stavtrup ved Viby J. Der er jeg vokset op med min mor, far og søster. Så jeg har været vant til hele mit liv at bo lidt landligt uden for de store byer. Derfor vidste jeg også ret tidligt at jeg gerne ville bo på landet, når jeg blev voksen. Allerede i en tidlig alder fik jeg øjnene op for udeliv, sport og sang. Først var det dans, og kor, senere FDF, fodbold, håndbold og sang. Det var det jeg brugte min barndom og første teenage-år på. Gennem alle disse ting havde jeg en stor omgangskreds og jeg har altid haft kæmpe støtte fra mine forældre, som hjalp og tog del i alle mine interesser i det omfang de kunne og fik lov til. Det er dog kun musik og sang som jeg bruger min fritid på i dag. Det var det eneste jeg kunne efter min skade. Mine forældre købte i 2001 en campingvogn og vi skulle prøve det der camping af. Der var jeg 11 år, og jeg elskede at skulle på camping. Det blev Askehøj camping ved Laven, de blev fastligger på, og er det stadig den dag i dag. Det er vi også selv. Vi købte vores egen campingvogn i 2014. Det var også her jeg mødte Lasse. Vi havde kendt hinanden siden 2001, men det var først i 2003 vi blev kærester. Vi var og er meget forskellige, og Lasse er lidt ældre end mig, men jeg var meget moden af min alder. Jeg tror ikke nogen af os dengang ville have spået vi skulle være sammen. Men det skete bare lige pludselig. I dag har vi været sammen i 19 år. Et spark i ryggen i 2003 satte en brat stopper for mit aktive liv. Jeg var 13 år, og jeg kunne ikke komme nogen steder, kunne ikke selv gå, kunne ikke engang komme i skole og jeg måtte genoptrænes. I den periode var jeg så afhængig af alle omkring mig, og jeg skulle hjælpes med alt.  Jeg havde heldigvis en stærk omgangskreds som var der for mig. Det spark har lige siden haft en stor betydning for mit liv. Allerede i 2007 begyndte Lasse og jeg at kigge på hus. Vi ville gerne flytte sammen, noget landligt med plads til et lille værksted. Lasse er nemlig uddannet lastvognsmekaniker, og han har altid været interesseret i biler. Men vi skulle vente på jeg blev 18, så vi havde god tid til at kigge. Det samme år startede jeg på HG i Viby J. Jeg kunne ikke komme ind andre steder, på grund af mit høje fravær i skolen. Og kommunen ville ikke blandes ind i det, før jeg blev 18 år. På HG kunne jeg køre hjemme undervisning, og hvis jeg bare afleverede mine ting behøvede jeg ikke at møde op. Det var en god løsning for mig, fordi jeg ikke kunne holde til at være der en hel dag, på grund af min ryg. Jeg gjorde det så godt jeg kunne, mest hjemmefra og var afsted de timer jeg kunne holde til.  Jeg blev færdig i 2009 på HG. Det var en hård kamp, men det lykkedes at færdiggøre det jeg var begyndt på og det alene var en kæmpe sejr. Fra 2008-2018 var jeg til udredning ved kommunen. Den endte efter 10 år med jeg fik tilkendt førtidspension. Det er jeg i dag rigtig glad for. Det har givet mig ro og overskud til at kunne nyde livet. Vi havde i 2008 fundet et nedlagt landbrug på Horskildevej i Sorring. Det var et gammelt hus fra 1826. Det bestod af stuehus, værksted, og lade. Der var lavt til loftet og synlige bjælker, skæve vægge og ulige gulve. Men det var et hyggeligt hus, og vi kunne se os selv bo der. Det lå højt med en kanon udsigt over marker og Låsby. Så vi købte det, selv om vi ikke kendte noget til Sorring. Vi havde været i området og vi vidste det lå tæt på campingpladsen, men det var også hvad vi vidste. Sorring havde det vi skulle bruge i form af indkøbs muligheder. Børnehave og skole. Vi flyttede i 2009 hjemmefra hver vores hold forældre sammen i huset i Sorring, med vores hund Jessie. Vi blev hurtigt budt velkommen til vejen af naboer, og de var gode til at stoppe op, komme forbi eller hjælpe til, hvis vi havde spørgsmål eller manglede en hånd. Der var mange ting at finde ud af når man sådan lige flytter hjemmefra og i eget hus. Men det er for mig også noget af det der kendetegner Sorring. Her hjælper vi hinanden, og får altid hjælpen igen. Naboerne tog os med til fester i Toustrup forsamlingshus, halbal og ja, vi fik også en markræser til at drøne rundt i. Vi holdt bål aftner, mødtes over kaffe, eller øl. Vi tog med til torvedag, og hvad der nu ellers skete rundt omkring i byen, og det var bare med til at gøre vi hurtigt følte os godt tilpas i Sorring. I 2012 kom vores datter Celina til verden. I den forbindelse så vi jo en “ny” Sorring. For gennem dagplejer, børnehaven og skolen har vi gennem tiden mødt og stiftet nye bekendtskaber og venskaber. Vi valgte i 2015 at rive det gamle stuehus og laden ned, og byggede nyt hus. En beslutning vi i dag er glade for. Vi ville blive på Horskildevej, så mens der blev bygget nyt, boede vi i vores campingvogn på Askehøj camping. Vi blev gift i 2017 i Dallerup kirke, hvor Celina også er døbt. Festen holdt vi i Toustrup forsamlingshus. Det er sådan et smukt forsamlingshus, og skulle vi giftes, ville vi holde det der. Efter jeg fik tilkendt førtidspension, har jeg fået lov at være på Sorring skole et par timer om ugen. Her laver jeg kaffe, hjælper på biblioteket, tager kopier, klipper, laminerer eller hvad der nu lige ligger af ting til mig som jeg kan lave, eller hjælpe med. Jeg elsker at komme lidt ud, og er kun glad for at kunne hjælpe, også selv om det er små ting. Til juletræsfest, fastelavn og hvad der ellers sker i byen hjælper vi som regel også. Lasse hjælper med det tunge arbejde og jeg kan så sælge kaffe, billetter, eller hvad der nu lige er.

    Vi startede med at træne vores Berner Sennen hund Minnie i STIF, på et lømmelhold i 2019 ved Tina. Lasse træner Minnie, mens jeg er med på sidelinjen i det omfang jeg kan. Vi er vilde med at træne i STIF, og Minnie elsker det. Der er et stort sammenhold i klubben, som man mærker lige fra start. Jeg er ikke i tvivl om vi valgte det rigtige sted at købe hus, selv om det var ret tilfældigt. Jeg nyder at gå ture i området, være i skoven og at bo med heste i haven. Hvor hunden kan ligge i gårdspladsen og sove. Den gode udsigt, og alle de skønne mennesker som er en del af Sorring. Hvor alle er velkommen og bliver taget godt imod. Og hvor man hjælper og støtter hinanden. For mig er det Sorring. Kristine Dalgaard


    Mig og Sorring/Toustrup – Tina Brokmann

    AF TINA BROKMANN Tak til Gitte Helboe for stafetten. Jeg er opvokset i Hårby ved Skanderborg, så det at leve i et mindre landsby­samfund ligger mig ikke fjernt. Jeg har gået i skole på Veng fællesskole og dyrket sport i Borgernes Hus, som begge er en sammenslutning af 6 mindre landsbyer. Jeg har gået til sportsfest, høstfest, ja endda også opvokset med at gå soldat til Fastelavn. Dog var soldat en mere ”alvorlig” sag i Veng fællesområde. Man måtte ikke deltage førend man gik i 4. klasse og det gjaldt om at nå først ud til de fjernt liggende gårde for at samle pengene førend nabolandsbyens soldater. Og mødte man nabosoldaterne så måtte man trække sværd og kæmpe sig først til døren. Som i Sorring gik skolen kun til 7. klasse og derfor måtte man med bussen til Hørning for at færdiggøre folkeskolen på en af deres skoler. Efter folkeskolen tog jeg HTX-studentereksamen i Viby J, fik huen på i år 2000 og så måtte jeg i gang med uddannelse. Da jeg er af en håndværkerfamilie, valgte jeg at læse til bygningskonstruktør i Horsens, men måtte inden da flytte hjemmefra, da Hårby – ligesom Sorring – oplevede at busruten blev nedlagt og det var ikke muligt at komme til uddannelsesmulighederne, hvis ikke man flyttede hjemmefra eller havde bil. Efter at have boet i lejlighed i både Skanderborg og Århus kunne jeg i december 2003 sige, at jeg havde en bachelorgrad som bygningskonstruktør. Jeg flyttede hjem til min forældre i Hårby, mens jeg søgte job. På det tidspunkt var kvinder i byggebranchen ikke så udbredt, mest på tegnestuerne og slet ikke på byggepladsen. Jeg troede da også jeg skulle sidde på tegnestuen, men mit første job blev som tegner og tilbudsberegner hos Korsvej Savværk i Låsby, som var en tømrervirksomhed. Med et job på hånden begyndte jeg at lede efter mit eget sted at bo. Det var her jeg faldt over et billigt håndværkertilbud i Sorring, som var så dejligt centralt placeret i forhold til at skulle køre til byggepladser i hele Danmark. Midt i boligsøgningen mødte jeg Kris til et biltræf i Vandel. Kris er født og opvokset i Skanderborg og uddannet klejnsmed, og selvom det hele var meget nyt, så valgt Kris meget hurtigt at rykke sine teltpæle op og tage med til Sorring. Huset på Møllebakken er faktisk stort, og den ene af mine lillebrødre stod i tømrerlære i Låsby, så han flyttede også med ind i huset, da jeg overtog. Det var ret praktisk med en tømrer ved hånden, når huset skulle istandsættes. Men det første halve år i Sorring var ikke som ventet og jeg begyndte at overveje om det var det forkerte sted at bo. Kris, min bror og jeg undrede os over at folket i Sorring ikke hilste tilbage når vi mødte dem på gaden. At naboerne skyndte sig indenfor, når vi prøvede at starte en snak på gaden og generelt virkede til at undgå os. Først da vi april 2005 startede den helt store udvendige renovering af huset med skiftning af tag, opgravning af kloak o.l., begyndte naboerne at stoppe op og snakke med os og der blev hilst tilbage, når vi kom i brugsen. Sidenhen har vi fået et rigtig godt forhold til alle vores naboer på Møllebakken både tidligere og nuværende. Det viste sig, at de troede vi boede til leje og grundet min mands og lillebrors fysiske bygning, udseende og ”brian”-gejlede biler – ja så troede naboerne at vi var rockere og begyndte derfor at låsene dørene. Da jeg flyttede til Sorring havde jeg min hund Sofus, en bichon havanias med og foråret 2005 anskaffede vi os vores anden hund Rex, en amerikansk staffordshire terrier. Specielt Rex’ muskuløse udseende som hund, forstærkede naboernes tanke om, at vi måtte være en rocker-familie. Jeg har altid gået til træning med mine hunde og på daværende tidspunkt trænede jeg ved DcH Galten. Men min vej ind til at lære folket at kende i Sorring blev igennem Charlotte Eskildsen. Da vi flyttede til byen startede jeg på et voksent rytmegymnastikhold, da jeg altid har dyrket gymnastik, og her igennem spurgte Charlotte om jeg ikke ville sidde med i Sorring-Toustrup Idrætsbestyrelse (STIF). Mine forældre har altid hjulpet til i lokalsporten, så det ville jeg også gerne. De næste 11-12 år sidder jeg med i STIF på forskellige poster. Jeg har både været håndboldformand, volleyballformand, fitnessformand, gymnastikformand – men det jeg er mest kendt for i byen er nok min opbygning af hundeafdelingen i STIF, hvor jeg fortsat fungerer som afdelingsformand. I 2007 blev Kris og jeg gift i al hemmelighed – vi ønskede ikke at dele oplevelsen med nogen – men opmærksomme øjne fangede alligevel ringen på min finger ved først kommende halfest. STIF’s bestyrelse fik hurtigt arrangeret et lille slør, saks til strømper og så fik vi ellers lov til at danse brudevals foran byen. For mig er det noget af det der kendetegner borgerne i Sorring. Uanset hvor mange timer af min fritid jeg har brugt på byen, så har jeg altid fået det mangfoldigt tilbage ved folk der bekymrer sig, hjælper og er der for en. I 2008 kom vores søn Kristian til verden og Sorring udvidede sig for os endnu engang. Nu begyndte vi jo at lære andre forældre, dagplejer, børnehave og Sorring skole at kende. I 2012 kom lillesøster Asta Katrine til verden og vores familie-hverdags-liv kunne nu virke til at køre sin egen skønne cirkel. I 2019 måtte vi dog indse at Kristian ikke fungerede i Sorrings sociale liv. Efter en diagnose med autisme og ADHD blev han flyttet til autistafdelingen på Ans skole. Vejen dertil har været hård og svær som forældre, men den har været det værd, da vi nu ser at vores søn begynder at vokse og udvikle sig, for i Ans er der rammerne til det. Lillesøster Asta er fortsat på Sorring skole og trives der i sine sociale rammer. Jeg selv arbejdede for MTHøjgaard fra 2004 til 2015 og KPC fra 2015 til 2018. Jeg har kørt Danmark rundt og været med på spændende byggerier såsom Ebeltoft Glasmuseum, Moesgaard Museum, Slotsarkaderne i Hillerød, Frederikshavn fælles skole, LandBoMidtØst, Skejby Psykiatri og rigtig mange boligrenoveringer. I 2018 startede jeg egen virksomhed, hvor jeg hjælper håndværkervirksomheder med kvalitetssikring samt drift og vedligeholdelse på byggerier. Jeg bruger meget af min fritid på min nuværende hund Duplo (beagle). Træning og konkurrencer med ham. Jeg bruger meget tid på hundeklubben og mit hjerte brænder stort for klubben, dens medlemmer og for hundenes gode familieliv. Når fritid ikke går op i hundene, så sejler jeg på Silkeborg søerne med familien, roder i haven, hjælper min mand i hans hobbyvirksomhed Brokkeriet eller nyder øl med naboerne. Jeg er kommet til at elske Sorring, dens omgivelser, dens folk og dens muligheder. Selvom det kan føles som om du ikke har tid eller overskud, så giv en hånd med til hvad som helst. Prøv at være en ildsjæl, prøv at brænde igennem på noget så meget at selv dine nærmeste bliver træt af dig. Den følelse inde i dig, når det lykkes eller du får hjælpen tilbage, den glemmer du aldrig og går aldrig ned på den. Det er det Sorring består af og skal fortsætte med at bestå af. Tina Brokmann


    Mig og Sorring – Gitte Helboe

    Tusind tak for stafetten til Corina, som jeg har dyrket hundesport sammen med igennem flere år i STIF Familiehund. Jeg er født og opvokset i Hasle ved Aarhus. Da jeg blev 18 flyttede mine forældre og jeg til Aarhus midtby, hvor jeg senere fik min egen lejlighed og boede frem til 2004. I 1995 fødte jeg min datter Lisa, som jeg kan fortælle en masse om, men nu er det jo mig, det handler om. Jeg startede til ridning, da jeg var omkring 10 år, brugte meget af min ungdom på at træne travheste, derudover var de eneste dyr, jeg havde haft kontakt til i mine Aarhus år, de katte jeg mødte, som altid kradsede mig (jeg tænker, de ikke kunne lide min måde at vise kærlighed på). Og de rotter jeg så ved Aarhus Å, mens jeg boede i midtbyen. Da jeg tænkte, at nu havde jeg oplevet alt det, jeg skulle i Århus, begyndte min daværende mand og jeg at kigge på huse, og JUBI der var et i Sorring. Den aften jeg opsagde min lejlighed, fandt jeg tre kaniner i et fuglebur. De stod mellem bilerne, der var parkeret i Aarhus midtby. Der var ingen tvivl, de skulle da med mig hjem. Min mand og jeg havde nemlig fundet huset på Horskildevej, som vi var faldet for. Et lille hus på 80 kvadratmeter med masser af plads rundt om til alt hvad hjertet kan begære. De tre kaniner blev hurtigt til 23 og gode råd var dyre, men vi endte med at komme af med mange af dem. Vi begyndte at holde hannerne adskilt fra hunnerne, så problemet opstod ikke igen. Vi fik hund og en kat, vi havde akvariefisk, chinchillaer, grise, heste, høns, ænder, flere katte, får, bier og en enkelt præriehund. Vi fik en gammel Ford Supermajor (traktor), som jeg drønede rundt på og gav den som Gitte på landet, og når det ikke gik hurtigt nok, købte vi skrotbiler, som vi kørte markræs i. Det var fantastisk at bo på landet. For cirka 10 år siden begyndte jeg at træne hund ved Tina i STIF Familiehund, Det har jeg fortsat med, og i 2021 blev jeg uddannet hjælpetræner. Nu er jeg træner, for en flok dejlige hunde og deres ejere hver søndag. Jeg træner selv med min egen hund om torsdagen. Jeg og Rosita min stolte Tinker hoppe har igennem mange år kørt med julemanden til juletræstænding i Sorring første søndag i advent. I 2021 blev Rosita mor, så hun havde barsel. Jeg startede med at arbejde, da jeg var 12 årig. Gennem livet har jeg været rengøringsdame, butiksassistent, Lademanns leksikon sælger, side 9 pige, grønthandler, bagerjomfru, salgsleder, montrice på elektronikfabrik, lager- arbejder, vikar på plejehjem, Nada Kalibrist og kontornusser, så det kom nok ikke som et chok for nogen, da jeg i 2015 blev uddannet kørelærer. Et erhverv jeg elsker, og som jeg synes, er virkelig spændende. Jeg nyder at arbejde med forskellige personligheder og finde løsninger på, hvordan vi opnår bedst læring. Livet er især herligt, når jeg møder de unge i Brugsen, og de kommer hen og siger hej, for hvem kan ikke huske sin kørelærer, og det hun/han har lært dig. Jeg har besluttet mig for at drive min køreskole i nærområdet, så jeg afholder teori i Låsby, fra februar i år. Jeg glæder mig til mange flere år her ude, hvor den røde glente flyver, og jeg kan køre en tur i min hestevogn, eller hvad jeg nu har lyst til.

    Min største bedrift til dato har været at skrive dette indlæg til Stafetten om mig selv, da jeg har en dårlig fantasi. Gitte Helboe


    Mig og Sorring/Toustrup – Corina Münch

    Mange tak for stafetten til vores nabo Emil Jørgensen. Det er nu fire og et halvt år siden to udlændinge flyttede til Sorring. Det var mig, Corina Münch, som oprindelig er tysker, og min ægtemand Carsten Marcussen, som er sjællænder fra djævleøen.

      Min vej til Sorring var lang. Jeg blev født 1968 i Tyskland i en lille landsby mellem Köln og Frankfurt. Området er kuperet med skov, mark, engarealer og søer – altså næsten som det ser ud her i området. Da jeg var otte år gammel kom min far hjem og spurgte min mor, min lillesøster og mig om vi ikke havde lyst til at flytte til Afrika – og det havde vi. Så blev vi vaccinerede, pakkede vores ting sammen og flyttede som gæstearbejdere til Afrikas vestkyst, nærmere sagt Liberia. Min far, som var uddannet som smed og elektriker, arbejdede i reparations­værkstedet til en jernmine. Efter skolen gik jeg tit hen og besøgte min far i værkstedet. Det var der jeg fik min interesse for metaller og store maskiner. Jeg gik i en international skole, sammen med Liberianerne og børn fra hele verden, og skolesproget var engelsk. I min fritid gik jeg tit på jagt eller ud at fiske sammen med min far. Jeg elskede også at læse bøger. Problemet i Liberia var dog, at udvalget i biblioteket var meget begrænset. De få børnebøger havde jeg læst ret hurtigt, så fortsatte jeg med alle andre bøger som kunne findes. Som 11-årig var jeg derfor allerede stor fan af krimier og historiske romaner. Da jeg var 12 år gammel udbrød der borgerkrig i Liberia og vi flygtede derfra. Det tog os 3 uger at komme tilbage til Tyskland. Tilbage i Tyskland drømte jeg om at gå på gymnasium fordi jeg ønskede enten at læse fysik på universitetet eller blive kriminalbetjent. Men min mor, som var hjemmegående hustru, sagde: altså Corina, du er jo en pige, du bliver gift og får børn, du behøver da ikke at gå på gymnasium. Det er ikke noget for piger og i øvrigt dumpede min bror i gymnasiet (læs: hvis en dreng ikke kunne klare gymnasiet, så kunne en pige slet ikke). Men jeg trodsede min mors modstand, overtalte min far og fik lov til at gå i gymnasiet, som var i byen, omkring 20 kilometer væk. Da bussen kun kørte få gange om dagen fik jeg en knallert, som eneste pige i hele området. En dag kørte jeg galt og smadrede gearkassen. Min far købte reservedele, pegede på sit værksted og sagde: værsgo, Corina. Du skal selv reparere hvad du har ødelagt – og så gik han væk. Det var første gang jeg har adskilt en gearkasse. Jeg brugte 3 dage i værkstedet og så kørte den igen. Det gik udmærket godt i gymnasiet indtil jeg blev 16 år gammel, hvor jeg fandt ud af at min far ikke kunne betale skolegangen mere. Jeg besluttede at jeg ville finde en læreplads og fortsætte med skolen senere. Men det var umuligt at finde et uddannelsessted som smed eller elektriker eller anden teknisk uddannelse for en pige. Efter 154 jobansøgninger og 154 afslag var jeg ved at blive fortvivlet. En dag kom en af min mors veninder, som vi kendte fra Liberia, på besøg. Jeg fortalte hende om mit problem med at finde en læreplads. Hun sagde at hun arbejdede i en stålfabrik i Düsseldorf og at hun gerne ville spørge om der var en mulighed. Dagen efter ringede hun kl. 08.15 at jeg kunne komme til Düsseldorf med det samme og starte i lære. Jeg pakkede mine ting sammen og flyttede hjemmefra samme dag kl. 12.00. Jeg startede med en grunduddannelse som smed, efterfulgt af en uddannelse som tekniker i fysiske materialeundersøgelser, metallurgist og specialist i havariundersøgelser. Senere læste jeg til industri-ingeniør i aftenuniversitetet, ved siden af mit arbejde. Jeg blev i Düsseldorf-området i omkring 15 år. På grund af jobbet flyttede jeg til Nordtyskland. Sidst på året 2007 blev jeg kontaktet af en headhunter som spurgte mig om jeg kunne tænke mig at arbejde i Danmark. Ja, hvorfor ikke, svarede jeg, pakkede mine ting sammen og flyttede kort tid efter til Danmark. Jeg var knap 40 år gammel og vidste ingenting om Danmark, har aldrig været der før. Men der gik ikke lang tid før jeg blev helt forelsket i landet, den danske mentalitet og værdier. Jeg boede og arbejdede i Randers og Århus og så blev jeg forelsket i en dansker: Carsten, som er programmør og designer af databaser og arbejdede i samme firma. Da firmaets sprog var engelsk og min danske kæreste ikke kunne tale tysk, talte vi engelsk sammen. Derfor var det svært at lære dansk. Jeg læste mange bøger på dansk, så dansk fjernsyn, men jeg kunne godt tænke mig at forbedre sproget. Så blev jeg medlem af en forening i Randers. Der lærte jeg en kvinde at kende, som inviterede mig til at blive medlem af Soroptimist International, som er en international velgørenhedsorganisation, som har til formål at forbedre kvinders og pigers liv. I 2011 under finanskrisen blev mange fyret og en af dem var min kæreste, som var konsulent i firmaet, mens jeg var fastansat. Da jeg også var bange for at miste jobbet kiggede vi på mulighederne. Jeg havde slet ikke lyst til at tage tilbage til Tyskland, selvom der var gode jobmuligheder, men jeg følte mig aldrig hjemme i Tyskland. Som kvinde i en mandeverden var og er man i Tyskland altid nødt til at forklare hvorfor jeg, som kvinde, elsker at arbejde med teknik. Så kom Carsten med en skør ide at vi skulle dog bygge laboratoriet nummer 10 – denne gang skulle det bare være mit eget. Imod all odds sagde banken og flere leverandører ja til det og vi startede vores egen lille virksomhed på Djursland. Det var også der vi blev fuldstændig integrerede i Jylland da vi købte en trailer til vores bil. Snart kunne vi dog mærke at huset og hallen, som vi havde lejet, blev for småt, fordi virksomheden voksede hurtigt. Vi kiggede på omkring tredive huse i hele region Midtjylland før vi fandt det absolut rigtige sted til både firma og privatliv, og det var i Sorring. Det tog mange måneder at få alle byggetilladelser på plads men i april 2018 fik vi nøglerne til Heidis hus. Med hjælp af meget dygtige lokale håndværkere forberedte vi hallerne til vores firma, pakkede vores ting sammen, og flyttede til Sorring. Vi blev helt overvældede af den varme velkomst vi fik her i Sorring. Mange naboer kom med velkomstgaver og folk stoppede os og spurgte om hvad vi laver. Det er ikke så nemt at forklare hvad vi arbejder med. Mange af vores opgaver handler om at finde ud af, hvorfor nogle dele som for eksempel lejer eller tandhjul fra store gearkasser eller store maskiner er gået i stykker. Det kunne også være et kunstigt hofteled som knækkede eller en plade af rustfrit stål som ruster, en bolt som er knækket, eller… På grund af min mangeårige erfaring i skadesundersøgelser har jeg set mange forskellige fabrikker og fremstillings­metoder og sammen med min baggrund i materialevidenskab kan jeg finde ud af, om det var gået i stykker på grund af en materialefejl eller designet eller noget helt andet. Carsten forklarer gerne, at jeg er en slags Sherlock Holmes i materialeverdenen, og jeg synes at det passer godt. Så snart firmaet var på plads udvidede vi familien med en familiehund: vores labradortæve Bella, som vi desværre mistede i en ung alder på grund af en formodet hjerneblødning. Da vi ikke kunne undvære en hund, kørte vi til Galten og kom tilbage med vores nuværende labradordreng Eddie, som også hedder frækkert, især når han hopper over hegnet og forskrækker vores kære naboer, eller når han er på tur i byen, for at finde den lækre tæve, som er i løbetid. Jeg elsker at træne med hunden i STIF familiehund-klubben, hvor der kan findes meget dygtige hundetrænere og andre hundeelskere. Ved siden af firmaet planlagde vi vores hobby-landbrug. Med hjælp fra en lokal landmand fik vi anlagt en hømark til vores tre vilde shetlandsponyer, vi holder flere høns og en hane og har også haft en kalv. Det tog mig dog noget tid i google- forskning at finde ud af hvilket dyr vi skal anskaffe for at kunne lave valgflæsk. Vi elsker at dyrke vores egne grøntsager og køber næsten alle vores dagligvarer i vores lokale Brugsen. Vi støtter selvfølgelig forsamlingshuset, lokale håndværkere, forretninger og virksomheder. Sidste år investerede vores firma i en hjertestarter, som står til rådighed for alle når vi er hjemme, og det er vi næsten altid, fordi vi jo arbejder hjemmefra. Og ærligt sagt: hvorfor skal man på ferie når man bor på toppen af Danmark i denne skønne by med så mange venlige og hjælpsomme mennesker? Carsten og jeg har besluttet at det nu er slut med flytteriet, det er i Sorring, at vi gerne vil blive boende. Det er her vi føler os hjemme og vi vil gerne bidrage med at støtte byen så godt vi kan. Mange tak kære Sorringboere for, at I tog så godt imod os to udlændinge. Corina Münch
     


    Mig og Sorring/Toustrup – Emil Jørgensen

    AF EMIL JØRGENSEN Flemming Schroll skal have stor tak for stafetten. Min hustru er ikke dansklærer ligesom Flemmings, så grammatikken må I tage med et gran salt. For lige knap 14 år siden boede vi i Aarhus og Ninna var i gang med at læse og jeg arbejdede på livet løs og så kom der en landejendom til salg i Sorring. Den kom til salg om fredagen, vi så den om søndagen og onsdag havde vi handlet. Ja der var ikke så meget betænkningstid, men det gjorde heller ikke noget, når det viste sig, at vi endte i verdens bedste landsby. Tilfældigvis nok også den by i Danmark hvor der kommer flest helikoptere hen over. Jeg tager stadig mig selv i at springe ud ad døren, når jeg kan høre de flyver meget lavt. Som en start fyrede vi med koks her på gården og det var lidt træls at holde varme på huset hele tiden, så der gik ikke længe før vores første søn Julian blev født og han er nu lige rundet de 13 år. Siden kom Sebastian på 8 til. Jeg er født i Hobro og har boet i Arden, Viborg, Gjern, Grenå, Thorning og på Fyn men de fleste af mine børne/ungdomsår har jeg haft i Hammel-området. Derfor anså jeg også det med at flytte til Sorring som at komme lidt hjem. Da jeg gik ud af skolen efter 10. klasse, startede jeg i lære som tømrer, men kunne desværre ikke holde til det pga. ryggen, som jeg døjede meget med dengang. Så allerede som 16-årig fik jeg tildelt en eller anden ordning ved kommunen, hvor de faktisk sagde til mig, at de mente, jeg var så uarbejdsdygtig, at de ikke forventede at jeg kom i arbejde igen. Pengene væltede ind på kontoen og hver morgen tog jeg bussen ind til Aarhus og fiskede på havnen og fulgte med i livet på havnen, dengang der stadig var andet end beboelse derinde. Derudover gik tiden ret meget op i at spille musik og holde fest. Jeg blev ret stædig og mente efter et halvt års tid, at nok var nok og så fandt jeg mig et arbejde, som jeg kunne holde til og så har jeg været arbejdsdygtig lige siden og ryggen har været god ved mig det meste af tiden. I de unge år gik rigtig meget af min fritid med at spille musik og lave lyd. Jeg var en del af bandet ”De Tre Bukke Fra Brugsen” i Hammel, hvor jeg slog mine folder på bassen. Sideløbende med det lavede jeg lyd for mine venners band og drak alle deres øl i omklædningsrummet. Det var en fantastisk tid, hvor jeg med min spæde alder aldrig skulle køre hjem. Jeg flyttede så til Aarhus da jeg var 19-20 år, hvor jeg også mødte Ninna, som var i lære som tjener. Ninna forudså ganske tidligt at en tjener og en tekniker i musikbranchen nok fik svært ved at stifte familie. Nogle år efter at Ninna blev færdiguddannet tjener, tog hun en kontoruddannelse. En dag ringede en af mine gamle venner og sagde at han lavede lyd for et band, som manglede en tekniker til at sørge for deres instrumenter weekenden efter og om det var noget, jeg havde lyst til. ”Ja ja det skal jeg nok hjælpe med”. Jeg blev fast tekniker for det band og et par år efter havde de i Anders Matthesen-lejren spottet mig og så tog jeg på tour med ”Anden med band”, så ringede de fra Allan Olsen, så ringede de fra Sebastian, så ringede de fra Tina Dickow… Så sad jeg i saksen og lavede ca. 120 koncerter om året og har nu arbejdet i den professionelle ende af musikbranchen som baggearsmand (ham i det sorte tøj der kommer med nye guitarer til musikerne) lige siden. Sideløbende med alle de større artister har jeg i omkring 18 år arbejdet for partybandet Tennis, hvor jeg også de sidste 5 år har siddet med al management for dem. Dvs. al kundekontakt, salg, planlægning osv. De seneste år har jeg dog droslet ned på ca. 50 koncerter om året og arbejder hovedsageligt for Tennis samt enkelte afløsertjanser hist og pist. Da Coronaen ramte underholdningsbranchen, måtte jeg tænke lidt hurtigt og fik stablet mit lille handymansfirma på benene hvor jeg er blevet taget rigtig godt imod 😊 Nu skal jeg i den grad love for at der er gang i underholdningsbranchen og handymansfirmaet samtidig. Vi er utrolig glade for at bo her i Sorring, hvor vi efterhånden kender rigtig mange mennesker. Som Sebastian nogle gange spørger mig… Hvordan kan det være, du kender så mange her i byen? Jeg svarer, at jeg bare fra dag 1 har hilst på alle her i byen, som så bare en smule venlige ud. Jeg er ikke som sådan fast engageret i noget frivilligt arbejde her i byen, men har hjulpet en del til ved gymnastikopvisning, LAN-party osv. Efter Sorring Står Sammen arrangementet i sommers har jeg dog valgt at tilbyde min hjælp til gruppen, idet jeg syntes at have noget at byde ind med fra mine mange år i cirkus musik. Jeg synes, det er et skønt arrangement, som virkelig har sin berettigelse her i byen. Der var rigtig flot deltagelse i sommers og jeg er sikker på, at vi kan udbrede arrangementet endnu mere og lokke resten af jer med til denne dejlige dag til næste sommer og forhåbentlig mange år frem. Jeg er ligesom Flemming en del af ”Sorring Klaverflytterlaug” hvor vi bl.a. har renoveret skaterbanen på skolen kvit og frit til vores alles børns store fornøjelse. Foreningsarbejde har ikke den vildeste tiltrækningskraft i disse år, men jeg vil opfordre alle til på hver sin måde at være en del af vores lille fantastiske landsbysamfund. Der er mange måder, man kan engagere sig på. Om det er at bage en kage til lokalrådets møder eller melde sig som formand i Brugsens bestyrelse, så er der brug for alle vores gode kræfter. Sammen kan vi faktisk rigtig meget. Tak for jeres tid 😊 Emil


    Mig og Sorring/Toustrup af Flemming Schroll

    AF FLEMMING SCHROLL Tak til Dorthe Staunstrup for stafetten. ”Der var engang en lille landsby, som hed Sorring. I Sorring var der en vej, der hed Møllebakken. På Møllebakken 5 lå bagerens gamle hus, og i det hus bor nu familien Schroll, med lillesøster Ellen, storebror Emil, med deres forældre Lisbeth og Flemming.” Fra Danmarks ældste by til Danmarks højest beliggende by. Jeg er født og opvokset i Ribe, men som mange andre unge mænd skulle jeg aftjene værnepligt. Jeg startede i Forsvaret i 1997 ved Jydske Dragonregiment, kamptropperne, i Holstebro, og det var her, at jeg stødte på byen Sorring for første gang. Ved JDR kaldes man ikke ved sit almindelige navn, men ved den by som man kommer fra. Og i køjen over for mig, lå en ung mand, hvor der stod Sorring på hans uniform. Hans civile navn var Jimmi Laursen. Efter endt værnepligt tog Sorring/Jimmi hjem, men vi holdt kontakten. Jeg blev udsendt som soldat til Bosnien i 1998, hvor jeg brugte det meste af min vågne tid bag rattet i et pansret køretøj. Da jeg kom hjem fra ”action-ferie”, flyttede jeg til Århus, hvor jeg arbejdede for UPS i en årrække, samtidig med at jeg havde kontrakt med Forsvaret. I 2001 startede jeg på Lærerseminariet i Silkeborg, men blev overflyttet til Århus Lærerseminarium året efter. Her mødte jeg Lisbeth, der kommer fra Rødding ved Viborg, og som i dag arbejder på Tilst Skole. Så beslutningen i 2002 om at flytte seminarium, viste sig at være det helt rigtige valg. I seminarietiden arbejdede jeg lidt for Jimmi, som havde startet et lille autohjælpfirma. Jeg blev medejer af firmaet, men vi ønskede begge en større forretning. Jeg blev færdiguddannet, som lærer i juni 2005, og 1. juli 2005 overtog Jimmi og jeg en virksomhed i Galten, som hedder Niebuhr Glass-peening, som beskæftiger sig med overfladebehandling af rustfrit stål i form af glasblæsning og slyngrensning. Lisbeth og jeg boede stadig i Århus, og i 2006 blev Lisbeth gravid med vores første barn. Vi ønskede ikke, at vores børn skulle vokse op i Århus, så vi gik på husjagt. Vi var ude at kigge på nogle forskellige huse i Sorring og omegn, men købte et skuffesalg, som vi på ingen måder har fortrudt. Vi overtog vores hus d. 15. maj 2007, og Emil blev født d. 6. juni 2007, så efter et par travle uger, flyttede vi direkte fra fødegangen på Skejby Sygehus til vores hus i Sorring. Vi kendte ingen i Sorring, men allerede fra første dag, oplevede vi sammenholdet i byen. Det var meget varmt i den periode, så jeg stod en aften og skulle grave tv-kabel ned. Der gik ikke lang tid, før naboerne stod klar til at hjælpe med gravearbejdet, invitere til Sankt Hans og selvfølgelig afslutte arbejdet med en kold øl. Det er blevet til meget ”gravearbejde m.m.” siden og mange øl med naboer og venner i byen, hvilket vi værdsætter utrolig meget. I juni 2010 kom vores lille datter, Ellen, til verden, og efter babyræset var overstået, kunne jeg finde tid til at gå ind i det fællesskab, som er i netop Sorring. Jeg blev valgt ind i Halbestyrelsen tilbage i 2014, og jeg har i år overtaget formandsposten efter Aage. I 2015 blev jeg desuden valgt ind i Skolebestyrelsen, hvor jeg ligeledes sidder endnu. Emil går i skole på Fårvang skole i 8. klasse, og Ellen går i 5. klasse, så min tid som skolebestyrelsesmedlem på Sorring Skole er nok snart et overstået kapitel, - men et godt kapitel. Halbestyrelsesarbejdet optager en del tid i øjeblikket, men man gør med glæde arbejdet, når man kan se at det er til gavn for hele byen. Når virksomhed og bestyrelsesarbejde ikke tager min tid, spiller jeg badminton på onsdagsholdet og er hjælpetræner for u13-u17 holdet. En tur på mountainbike og racercykel bliver det også til en gang imellem, når hjernen lige skal luftes igennem. Når familien Schroll ikke er at finde i Sorring i længere tid, kan vi findes i vores sommerhus i Sverige, hvor vi nyder freden og stilheden. Det er fantastisk at bo i en by som Sorring. Vi er gode til at hjælpe hinanden, - om det er en lille ting ovre ved naboen eller en reparation af skaterbanen på skolen, - mødes vi og hjælper. Jeg er en del af ”Sorring Klaverflytterlaug”, som er en gruppe af mænd, som hjælper hinanden med projekter, eller hvis man lige skal bruge en hånd til et løft eller to. Gruppen mødes til hygge, (læs: en øl), men samles også hvis der er et projekt, som er til gavn for Sorring, - eksempelvis skaterbanen. Det er skønt at se så mange frivillige i byen, der ønsker at hjælpe, når et arrangement skal stables på benene. Det skal vi blive ved med! Vi skal blive ved med at kæmpe for vores lille by, - cykelstier, hal, skole, grunde… Alt er værd at kæmpe for. Til sidst en lille opfordring: Meld dig til noget, - meld dig som træner/ hjælpetræner i STIF, eller meld dig til en bestyrelse, en forening eller et udvalg. Min erfaring siger, at du ikke vil fortryde det. Flemming Schroll