Nyheder
Tak for stafetten til Ditte, vores gode nabo.
Jeg hedder Hans Erik Kristoffersen og er gift med Anne. Vi mener åbenbart begge to vi er godt gift idet vi fortsat holder sammen, godt og vel 43 år efter vores bryllup.
Vi har nu boet i Sorring i to et halvt år, efter ca. 35 år i Sæby. Måske kan det ”svagt” høres på dialekten, hvilket heldigvis mange fra Sorring tilsyneladende har accepteret.
Jeg er født og opvokset i udkanten af Hirtshals hvor mine forældre havde et lille landbrug og en vognmandsforretning. Så jeg er en bondedreng der er flyttet til byen.
Jeg blev udlært automekaniker i Hirtshals, og som 24 årig blev jeg ansat som faglærer ved Frederikshavn tekniske skole, dengang som landets yngste faglærer. Jeg underviste autolærlinge og senere blev det til efteruddannelse af automekanikere.
Samme år som jeg startede som faglærer mødte jeg Anne. Anne er født og opvokset på en gård i Vissing ved Hadsten, og udlært hos landboforeningen i Hadsten. Vi blev gift og Anne flyttede til Nordjylland, fik job på Landbo Nord i regnskabsafdelingen og sammen købte vi nyt hus i Gærum ved Frederikshavn. Efter nogle år som faglærer fik jeg lyst til at prøve at være selvstændig, og sagde mit job på teknisk skole op, og startede et autoværksted op i Sæby. Samtidig solgte vi huset i Gærum og byggede nyt hus i Sæby.
I hele mit arbejdsliv har autobranchen været min hjemmebane. Jeg har altid interesseret mig meget for efteruddannelse og efter nogle år som selvstændig, fik jeg ideen til et efteruddannelsescenter i det nordjyske. Efter en lang opbygningsfase lykkedes det dels med EU midler og dels lokale midler at opføre Autobranchens Udviklingscenter, som skulle afholde efteruddannelse og udviklingsaktiviteter for autobranchen i hele landet.
Det voksede hurtigt og jeg var pludselig leder for 13 autoinstruktører og lavede kurser for flere af de danske bilimportører. Efter 10 år stoppede jeg i 2007 som leder af centret, idet jeg fik chancen for at opbygge endnu et efteruddannelsescenter. Jeg blev samtidig selvstændig igen, og sammen med autogrossisten FTZ, grundlagde jeg det der i dag er kendt som FTZ akademi, hvor det primært er folk fra den frie del af autobranchen der efteruddannes. Her var jeg leder fra 2007 til 2019, og har selv i den periode primært afholdt kurser for værkstedsindehavere, men har samtidig haft 10 instruktører ansat der underviser i teknikken omkring bilerne.
Jeg er stadig selvstændig, og laver konsulentarbejde for nogle af grossisterne i autobranchen samt bestyrelsesarbejde for nogle autoværksteder. Det er dog i dag på nedsat tid, idet personnummeret siger fødselsår 1954, så jeg nærmer mig vel pensionsalderen.
På det familiemæssige område har Anne og mig haft den store glæde at få 2 børn. Vi har begge været meget sportsinteresserede lige fra vi var børn, og det har i høj grad præget vores fritid. Anne har spillet både fodbold og håndbold på højt niveau, og jeg har selv primært spillet fodbold, men også en del bordtennis og badminton.
Vi har begge været involveret i både træneropgaver og bestyrelsesopgaver i diverse idrætsforeninger i Sæby og det har også præget begge børn, som ligeledes har været meget sportsinteresserede og begge dyrket meget sport siden de var små.
Begge børn er havnet i det østjyske, vores søn og svigerdatter i Silkeborg og vores datter og svigersøn i Mårslet. Begge steder er der desuden kommet 3 børnebørn til. Så nu har vi årsagen til at de to gamle nordjyder besluttede at flytte 200 km mod syd.
Vores 6 børnebørn er i dag i alderen 3 – 11 år, og en aften sad vi i Sæby og funderede lidt over hvordan vi kunne få nogle flere timer sammen med både børn og børnebørn.
Huset i Sæby blev solgt i løbet af nogle få dage og hvad så? Hvor skal vi flytte hen?
Joh, vi fandt et kort og satte en finger ca. midt mellem Mårslet og Silkeborg og her er der jo en bette by der hedder Sorring.
Vi fandt ud af der var en ledig grund på Hjejlevej, men vi kom for sent, den var solgt inden vi nåede frem, men så var der et hus lige over for grunden, Hjejlevej 97 og sikke en udsigt… Det måtte vi eje.
Vi havde ingen relationer, vi kendte ingen i byen, vi havde boet næsten 35 år i Sæby, og været utrolig glade for byen og området, men vi vovede springet.
Vi har ikke fortrudt et sekund. Vi har i den grad følt os velkommen i byen.
Vi fik en fantastisk velkomst af vores nye naboer og genboer på Hjejlevej. Der gik mindre end 2 døgn fra vi flyttede ind, så havde alle været forbi og sige velkommen og det er noget der varmer. Men også i resten af byen har vi fra første dag følt os velkommen.
Vi har selvfølgelig været bevidste om der skal ydes lidt fra vores side, især når man ikke længere har skolesøgende børn som giver en naturlig omgang med øvrige forældre, men når man som pensionist flytter, skal man vise man ønsker at blande sig. Vi har i dag stor glæde af en velfungerende idrætsforening, jeg spiller badminton og Anne er med til gymnastik, jeg kom efter nogle få måneder i bestyrelsen for Sorringhus’ Venner og er senere kommet i bestyrelsen for det nye friplejehjem, hvilket allerede har givet os en stor berøringsflade i byen.
Både Anne og mig har meldt os til klub frivillig i Brugsen, og også her har det givet mange dejlige bekendtskaber – Når man står foran brugsen og vasker indkøbskurve og vogne med vand og sæbe kommer der mange gode og sjove kommentarer fra brugsens kunder.
Alt i alt en stor tak for den måde Sorrings borgere og foreninger har modtaget os to nordjyder – Vi er både glade og ikke mindst taknemmelige for at vi er havnet her, og endnu en gang tak for stafetten og dermed muligheden for at udtrykke en tak og også sige til byens øvrige beboere at vi skal være glade og stolte over vores by og det sammenhold vi har – Vi oplevede det ikke mindst her i juni måned ved Sorring står sammen arrangementet. Godt at opleve at også i Sorring er der en række ildsjæle, som bruger masser af tid, kræfter og energi på at få byen til at fungere. Tak for det.
Hans Erik
Tak for stafetten, som jeg har fået af Gitte Rasmussen.
Jeg hedder Ditte, er gift med Steen og sammen har vi Ida og Max. Vi bor helt oppe i toppen af Hjejlevej, ja faktisk lige så højt som Himmelbjerget. Det var i hvert fald, hvad der stod i salgsannoncen fra EDC, da vi købte grunden i sin tid.
Jeg er født og opvokset mellem Ravnstrup og Finderup, lidt udenfor Viborg. Jeg har haft min skolegang på Hald Ege Skole, og befandt mig egentlig ret godt i Viborg, indtil jeg mødte min mand Steen tilbage i 2005.
Han kom fra Skovby og var bosiddende i Galten. Efter vi havde været kærester lidt på afstand i et halvt års tid, flyttede jeg ned til ham i Galten. Der gik nogle år med at bo i lejlighed sammen, indtil et vennepar her fra Sorring, blev ved med at lokke med os. “Kom til Sorring - Her er så skønt at bo” sagde de.
Da der så blev udbudt grunde til salg heroppe på toppen, slog vi hurtigt til og bød på 3 stk. Glæden var stor, da vi blev ringet op af ejendomsmægleren. Vi havde fået alle 3, så hvilken én ville vi købe…?? Tja… Det var jo et rigtig godt spørgsmål. Men jeg er nu ret sikker på, at vi valgte helt rigtigt. Der gik dog lige 3 år, inden vi kunne finde ud af, hvilket hus vi ville have på vores jordstykke.
Det gik vi så i gang med at bygge i sensommeren 2010. Huset har vi selv tegnet og imens vi byggede det, boede vi i skurvogn her på vejen, da vi selv har lavet en del. Kalenderen siger at vi har boet i Sorring i 13 år nu, og det har vi ikke fortrudt én eneste gang.
Jeg er oprindeligt udlært som købmand, men arbejder i dag som Office Manager hos Kendskab i Silkeborg. Mine kollegaer laver online marketing, og jeg laver en masse andet som bogføring, fakturering, tidsstyring m.m. Min mand Steen er elektriker og arbejder hos Dansk El og Teknik, der kører i hele Danmark. De har afdelinger i Jylland og på Sjælland, med hovedsæde i Odense.
I 2012 kom vores datter Ida til verden. Jeg var heldig at komme i mødregruppe med 4 andre skønne kvinder, og kom derfor hurtigt til at lære nogle at kende i byen. For man er altså lidt anonym her i Sorring, indtil man får børn, med mindre man selv gør noget aktivt for at lære folk at kende. Ved ikke hvordan nye tilflyttere har det i dag, men det var i hvert fald den følelse vi havde da vi flyttede til byen.
Heldigvis gik mødregruppen og jeg, både til fitness i hallen, babysalmesang i Dallerup og babybio sammen. Det var en skøn tid.
Da vores datter startede i børnehaven, meldte jeg mig ind i aktivitetsudvalget. Så fik jeg endnu en mulighed for at lære nogle nye mennesker at kende. Det hyggede jeg mig i hvert fald en del med, i de år hun gik der.
Max kom til verden i 2018, og igen var jeg heldig at få en skøn mødregruppe her fra byen.
Vi har også tilbragt mange hyggelige timer sammen, og i dag går vores børn i børnehave sammen, så vi ses stadig ind imellem til forskellige arrangementer i byen og i børnehaven, hvilket er rigtig dejligt.
Vi er enormt heldige i denne by, at vi både har dagpleje, vuggestue, børnehave og skole. Så børnene mødes helt fra baby-tiden, og følges så op igennem livet, helt til og med 6. klasse på Sorring Skole. Vores familie er i hvert fald meget glade for de tilbud der er her i byen.
I 2022 blev jeg gymnastikinstruktør i STIF, for Sorringlopperne, og sikke nogle glade og søde børn, vi havde fornøjelsen af i den sæson, der som vanligt sluttede med en rigtig fin opvisning i STIF hallen i marts måned.
Der skulle derfor ikke mange overvejelser til, da jeg besluttede at nappe endnu en sæson med Sorringlopperne. Det er virkelig sjovt og givende at være gymnastiktræner. Og helt fantastisk at møde børnene i børnehaven, der glad råber “hej gymnastiktræner, hvornår skal vi til gymnastik igen?”
Jeg er derudover også med i PAFs bestyrelse. Noget Gitte lokkede mig til, en dag jeg vist nok havde fået lidt for meget rødvin til en fest nede i vores lokale forsamlingshus. Men jeg har nu ikke fortrudt. Her er en masse skønne mennesker tilknyttet, som kender rigtig meget til Sorring og dens historie. Jeg glæder mig til at se, hvad eventyret i PAF ellers byder på, af sjove oplevelser og forhåbentlig møder jeg flere nye og spændende mennesker på min vej.
Jeg arrangerede også et loppemarked med min gode veninde og partner in crime, i STIF hallen d. 13. maj.
Desværre blev vi ramt af et fantastisk forårsvejr, så besøgstallet var ikke helt som ønsket. Men det var mega sjovt at stable på benene, og jeg er især meget beæret over, at man her i byen nemt bliver mødt i sine ideer og flere er med til at gribe dem og hjælpe dem i mål.
Det var i hvert fald sjovt, at være med til at skabe en hyggelig dag for byens borgere. Og vi må se, om vi kan finde på at arrangere et nyt loppemarked på et tidspunkt.
Jeg er blevet meget glad for at lave frivilligt arbejde. Det er en rigtig god måde at lære folk i byen at kende på, så det kan jeg kun anbefale alle at prøve før eller siden.
Der er mange skønne foreninger, hvor man kan give et nap med, og hjælpe med både store og små opgaver. Og så giver det bare sådan en skøn energi, at være med i fællesskabet.
Sorring er sådan en dejlig by. Og vi er meget glade for, at vi blev “lokket” hertil, så vi kunne skabe vores skønne hjem lige netop her, på toppen af Hjejlevej.
Folk er så venlige her i byen. Man hilser på hinanden og giver et smil med på vejen. Vi er gode til at stå sammen og hjælpe hinanden med små og store ting.
Ja, Sorring er noget særligt, og en fantastisk by at lade sine børn vokse op i.
Tak fordi du læste med.
Ditte Jensen
Tak for stafetten til min ”skøre nabokone” Birthe.
Jeg hedder Gitte, jeg bor på Høghgårdsvej i ”huset med det flade tag” sammen med min mand, Peter og vores 3 børn, Casper, Sofie og Lærke.
Jeg er født i Herning og opvokset i Snejbjerg, en lille by uden for Herning. Her boede jeg sammen med mine forældre indtil jeg blev student i 1999. I 1998 mødte jeg Peter, som kommer fra Vanløse. Vi flyttede sammen i august 1999 i en lille 1-værelses lejlighed i Århus. Her boede vi 1 år, indtil vi var heldige at få en 3-værelses lejlighed, stadig i Århus. Jeg har altid været meget glad for børn og jeg troede derfor, jeg skulle være pædagog. Jeg startede med at tage den pædagogiske grunduddannelse, som jeg afsluttede i oktober 2003, ca. 5 uger før Casper blev født. Efter barsel havde jeg flere vikarjobs og kunne her konstatere, at pædagog nok alligevel ikke var noget for mig. Det blev for meget med en hel dag med skrigende unger og så også skulle have overskud til mig egne børn.
Lidt ved et tilfælde hørte jeg om lægesekretærfaget og blev nysgerrig på, om det kunne være noget for mig. Jeg søgte ind, men fik desværre afslag, jeg havde ikke noget erfaring. Jeg var heldig at få en praktikplads på det gamle Amtssygehus, hvor jeg var, mens jeg var gravid med Sofie.
Da Sofie meldte sin ankomst i 2006, blev lejligheden for lille og vi var heldige at få en større lejlighed, 3 mdr. før hun kom til verden, denne gang i den anden ende af Ringvejen i Århus. Efter barsel med Sofie søgte jeg igen ind som lægesekretær og denne gang havde jeg min praktik erfaring med og jeg blev optaget.
Efter nogle år i denne lejlighed på 1. sal, drømte vi om mere plads og en have til vores børn. Vi søgte vidt og bredt på Boligsiden og var ude og se flere huse, men ingen havde det, vi gerne ville have. En dag fik jeg lavet en søgning over et for stort område, men her var huset, som umiddelbart havde alt det, vi gerne ville have, i Sorring. Ingen af os havde hørt om den by, men vi måtte alligevel ud og se huset og ja det endte med, at vi købte det og kunne flytte ind i september 2009.
Det var også i september 2009, jeg blev færdig som lægesekretær og var så heldig at få tilbudt job på en af de afdelinger, jeg havde været i praktik, Gynækologisk-Obstetrisk Afd. I dag hedder den Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler, men patientgruppen har ikke ændret sig.
I 2011 kom Lærke til familien. Nu var vi flyttet 3 gange og havde fået 3 børn, så vi bestemte, at vi ikke skulle flytte igen og den beslutning holder vi stadig ved, da vi er meget glade for at bo, hvor vi gør.
Jeg har altid selv været meget glad for håndbold og har spillet i mange år, så det var nærliggende, at mine børn også skulle prøve kræfter med dette. Desværre kan man ikke spille i Sorring, så vi måtte kigge mod Voel. Alle 3 børn har spillet håndbold og både Sofie og Lærke spiller stadig. Jeg har været træner for pigerne igennem næsten alle de år, de har spillet og er nu blevet ansat til at hjælpe klubben i administrationen nogle timer om ugen. Når man alligevel er meget i hallen, kan man jo godt hjælpe til 🙂
I foråret 2013, da jeg kom i SFO’en for at hente Casper, havde han meget travlt med at komme afsted, da han havde hørt, der skulle være opstart til et teaterstykke for børn i Gøgleriet og det ville han gerne være med til. Jeg havde aldrig hørt om stedet og vidste ikke, hvor vi skulle hen. Heldigvis kunne en af de voksne i SFO’en lede os på vej og vi kørte, efter anvisninger, op på Solbærmarken. Men det hjalp ikke meget, for hvor var det Gøgleri? Efter lidt tid og frustration fra drengen, kom en anden forælder og kunne hjælpe os ned i, hvad der udefra, kun lignede et almindeligt hus. Casper kom med i forestillingen og her var jeg første gang lidt med omkring en teaterforestilling i Pottemageregnens AmatørTeaterforening, da jeg hjalp lidt med det praktiske.
I sensommeren var der indkaldt til informationsmøde, for der skulle laves storstykke. Jeg tænkte jeg kan da møde op og høre mere om det. Jeg ville gerne hjælpe med det praktiske, men jeg skulle absolut ikke på scenen. Til mødet kom desværre ikke ret mange, så storstykket blev aflyst.
Den aften kom jeg til at sidde ved siden af Anette Dippel, som var instruktør på et stykke, der skulle opføres i Toustrup forsamlingshus i november. Hun spurgte om jeg kunne sy, ikke det store, svarede jeg, men blev alligevel en del af kostumeholdet til den forestående forestilling. Lynhurtigt blev jeg også en del af sminkeholdet og var nu en del af Pottemageregnens Amatørteaterforening og det er jeg stadig. I dag sidder jeg i bestyrelsen og er faktisk formand. Ja jeg har da også været på scenen et par gange i løbet af årene 🙂
Det er en fantastisk forening at være medlem af, fuld at gode mennesker, som bare gerne vil have det hyggeligt og sjovt og der er plads til alle, uanset om man vil på scenen eller ej.
Ud over timerne i hallen i Voel og i teaterforeningen prøver jeg at hjælpe, hvor jeg kan, da de fleste arrangementer og aktiviteter, f.eks. juletræsfest, fastelavn og skt. hans er afhængige af frivillige hænder. Min familie vil nok gå så langt som til at sige, at jeg aldrig er hjemme, men det er fedt at hjælpe til. Man kommer til at møde en masse søde mennesker og får en masse oplevelser i rygsækken, og oftest har jeg en eller flere fra familien med. Jeg kan kun anbefale alle, at deltage som frivillig, specielt hvis man er ny i byen, så kommer man hurtigt til at kende nogen 🙂
Sorring er en dejlig by med plads til alle og hvor man kan deltage på lige det niveau, man har lyst, tid og overskud til.
Gitte Nygaard RasmussenTak til Pernille for stafetten, - jeg blev glad over at skulle skrive i Miniavisen.
Jeg hedder Birthe, er 43 år gammel og bor på Høghgårdsvej 1. Jeg deler det store hus med min mand Mark, vores to drenge Nikolaj og Tobias samt vores (gøende!) hund Gizmo.
I mine barne- og ungdomsår boede jeg med mine forældre og 2 ældre brødre i Aulum. En tryg barndom i en lille landsby i midten af Jylland.
I 2005 blev jeg færdig som sygeplejerske, som jeg læste til i Holstebro. Jeg startede min sygeplejekarriere i Glostrup, har været en tur tilbage i Holstebro, men drømmen om et job på intensiv afdeling førte mig til Aarhus. I 2007 startede jeg på drømmejobbet på ITA på Kommune Hospitalet. Et meget spændende, udfordrende og til tider hårdt speciale, som jeg stadig holder meget af, men sagde farvel til i 2017. Nu kører jeg til Åbyhøj, hvor jeg arbejder som konsultationssygeplejerske i en almen praksis. Det er jeg rigtig glad for. Jeg er her fri for aften-, nat- og weekendarbejde, hvilket jeg har gjort meget i i mine tidligere jobs på sygehus og i kommunalt regi. Vagterne tager Mark sig blandt andet af i sit job som anæstesisygeplejerske i Randers.
I 2009 mødte jeg Mark, som var ny sygeplejerske på intensiv afdelingen. Det blev hurtigt til hemmelige kys og holden i hånd, når vi var på vagt sammen 🙂
Hurtigt efter at vi var blevet kærester købte vi vores første hus sammen i Spørring og kort efter blev jeg gravid. Nikolaj kom til verden i februar 2011.
Mark kunne ikke få job efter endt uddannelse til anæstesisygeplejerske, hvilket gjorde at vi tog 4 måneder til Bergen. Det var en fin oplevelse og med os hjem gemte lillebror sig i maven og Tobias kom til verden i september 2013. Og Mark havde fået fast stilling på Aarhus Sygehus.
I august 2014 blev vi gift i Besser Kirke på Samsø. Mark er vokset op på øen, så det var meget naturligt for os at blive gift i Besser Kirke, hvor mine svigerforældre er blevet gift, Mark konfirmeret og begge vores drenge døbt. Marks forældre bor fortsat på øen og vi elsker at tage færgen fra Hou til den lille ø i Kattegat.
En dag i november 2013 (der var julemarked i forsamlingshuset 🙂) kørte vi til Sorring, da vi havde en aftale med en ejendomsmægler. Vi havde udset et par huse, som var interessante. Vi var på udkig efter et hus max 30 minutter fra Aarhus og det førte os til denne dejlige by. Egentlig havde vi ikke planer om at se huset på Høghgårdsvej, men ejendomsmægleren mente, at huset lige var noget for os. Og ganske rigtigt!
Siden vi flyttede ind, har vi været i gang med at renovere og jeg er ikke sikker på, at vi nogensinde bliver færdige! 🙁
Vi trives her i byen. Her er trygt og rart, hjælpsomheden er stor ift. stort og småt. Man bliver mødt med smil og et ”hej” uanset hvor, man kommer hen. Ungerne har mange venner, spiller fodbold og badminton. Mark spiller bordtennis og også badminton. Jeg nyder naturen med mine gåture med Gizmo og nyder at snakke med venner og bekendte rundt omkring i byen. Tak til alle de frivillige her i byen som gør så stort et stykke arbejde for at danne rammen om fællesskab i Sorring. For Sorring er speciel.
Birthe Frølund Novotny
Mange tak for stafetten fra Amalie og Simon. Jeg fik i en hurtig vending, sagt at den ville vi gerne overtage, men ved nærmere eftertanke, havde jeg ikke den fjerneste idé om hvad jeg skulle skrive til Sorrings helt egen miniavis. Vi har været trofaste læsere af miniavisen siden vi flyttede hertil i 2021, og har nydt at lære lidt mere om de folk som bor her i byen ved at læse deres historier. Og nu blev det så vores tur til at fortælle lidt om os selv.
Jeg hedder Pernille Mertz, og sammen med min mand Eric og vores dreng Tim, flyttede vi til Sorring i sommeren 2021. Vi havde faktisk allerede købt huset i februar, men da overtagelsen gerne måtte passe sammen med sommerferien, aftalte vi med Katrine og Emil, som boede i huset dengang, at vi skulle overtage huset fra d. 1. juli. Det var en skøn årstid at flytte ind på Silkeborgvej 6. Haven stod i fuldt flor og Tim kunne lege ude i haven, imens vi gjorde lidt i stand inde i huset. Sidenhen er lillebror Sofus kommet til verden, så der er liv og glade dage i det lille røde murstenshus fra 1930.
Til dagligt arbejder jeg som projektleder i WSP, et rådgivende ingeniørfirma, hvor jeg bl.a. sidder med inddragelses- og samskabelsesprocesser inden for natur og klima. Eric slår sine folder som pædagog på Tilst Skole og Tim og Sofus går henholdsvis i børnehave og vuggestue i Sorrings Børnehus.
Jeg er oprindeligt fra Odense, og Eric er fra Brædstrup. Vi mødte hinanden i Aarhus hvor vi begge studerede og flyttede efter nogle år sammen i en lejlighed i Viby. Men som vores lille familie voksede, voksede vi også ud af lejligheden. Så vi lejede et husmandssted i Lillering, lige op til skoven. Der boede vi godt et år, da vi så at huset på Silkeborgvej 6, var til salg. Vi faldt for den gamle murermester stil, og syntes at huset med det store kirsebærtræ i haven, var utroligt charmerende. Vi kendte ikke meget til Sorring, udover at jeg havde været til nogle drejekurser hos Sorrings Lervarefabrik. Men vi fandt hurtigt ud af, at Sorring, selvom det er en lille landsby, har alt hvad man har brug for af indkøb, dagtilbud, skoler, hal, aktiviteter og med et rigtig godt sammenhold. Det hjalp også at Erics kollega Lisbeth, som også bor i byen, snakkede rigtig godt om Sorring.
Jeg havde egentlig aldrig troet, at jeg skulle bo i et hus, sidde med boliglån og med to biler. Jeg har altid holdt meget af rejse, og tog som 19-årig fire måneder til Sydamerika og det blev starten på mange rejser af forskellige varigheder til Asien, Centralasien, Mellemøsten og Kaukasien. Jeg har altid holdt af eventyr, der omhandlede mødet med det fremmede, som får en til reflektere over både hvordan man selv lever og ens egne kulturelle normer. Efter hver rejse, har jeg følt at jeg har lært lidt mere om livet, end jeg vidste før jeg tog afsted. I dag, eller i hvert fald lige nu, er det ikke længere de store rejser som er eventyret i mit liv. Nu handler eventyret i stedet om min dejlige familie, hvor hverdagen med to små børn, arbejde, venner og fritidsinteresser fylder alle døgnets timer ud.
Og sikke et eventyr det er. Jeg er glad for, at det er netop Sorring som danner rammerne om det eventyr som Eric og jeg står midt i. Vi nyder de lokale arrangementer, hvor vi bl.a. har været til juletræsfest i Toustrups forsamlingshus, fastelavn i hallen og vi glæder os til at skabe flere gode stunder og lære flere at kende her i byen.
Pernille Mertz
På en grå og kold søndag i marts 2021 kørte vi igennem Sorring for at se et hus der lige var sat til salg på Jordbærvej. Her var godt nok stille, og byen virkede meget lille - en stor kontrast til Aarhus hvor vi boede dengang.
Det var Simon, som faldt for huset med det samme han så boligannoncen. Huset havde alt vi drømte om, inklusiv en fantastisk udsigt ud over markerne. Han var solgt. Det var Amalie dog ikke - i hvert fald ikke lige med det samme.
I ugerne efter snakkede vi meget om huset på Jordbærvej i Sorring. Plusser og minusser blev diskuteret og efterhånden som vi undersøgte mere om Sorring, blev plus-siden markant større end minus-siden. Vi kunne se at Sorring ikke bare var en kedelig lille landsby, men faktisk kunne tilbyde alt det vi søgte som børnefamilie, med Børnehuset, skole, Daglig Brugs, STIF og en lokation beliggende perfekt i forhold til vores familie og arbejdspladser. Så vi tog ud for at se huset igen, og så var mavefornemmelsen bare helt rigtig. Her skulle vi bo! Handlen kom i hus, og vi fik nøglerne af Marc og Tanja i juli 2021.
Vi er meget glade for huset, som er nemt at se når man kører mod Gjern ad Møllebakken. Sidste hus på højre hånd med de store vinduespartier ud mod vejen, lige ved Sorring byskiltet. Her bor familien Sten Elefsen.
Og hvem er vi så?
Vi er far Simon, mor Amalie og så har vi to dejlige børn; Theo på tre år og Emma på knap et år. Vi har været sammen i 12 år, blev gift i 2018, og er begge ingeniøruddannede i Aarhus hvor Simon også er opvokset. Han arbejder ved DAFA i Brabrand som produktudviklingsingeniør og nyder den flotte køretur ad Langelinje ind mod byen i hverdagene.
Jeg selv er opvokset ved Låsby og arbejder i dag som group quality manager ved Dacapo, en international rustfri stål grossist med hovedkontor og lager i Hårup (lagerhallerne er nemme at genkende, da de er dækket af store firkanter i mange farver og kan ses fra motorvejen mod Silkeborg). Det er en fantastisk virksomhed og arbejdsplads med gode værdier og søde kollegaer.
Theo er skiftet fra vuggestue til børnehaven i januar og det er gået rigtig godt. Det er fantastisk at Sorring byder på integreret institution, så skiftet mellem vuggestue og børnehaven, kan ske i et trygt og roligt tempo. Emma starter i vuggestue til marts og så starter hamsterhjulet ellers efter påske, med to fuldtidsjobs og to børn i institution. Vi er spændte på hvordan det kommer til at være. Heldigvis er vi meget privilegerede og har to sæt bedsteforældre på efterløn/deltid som henter flere gange om ugen og hjælper til i hverdagen.
Vi oplever Sorring som et meget trygt sted at bo, hvor folk søger fællesskabet, hjælper hinanden og hilser.
I løbet af de første uger på Jordbærvej, havde flere naboer kigget forbi og ønsket os velkommen - noget vi blev overraskede og meget glade for. I vores år i Aarhus, har vi sjældent hilst på vores naboer. “Her er rart at bo i Sorring”, tænkte vi og det er kun blevet bekræftet siden.
Vi fandt for eksempel også hurtigt ud af, at det ikke var nødvendigt at sætte lås på klapvognen, ligesom inde i Aarhus. I et mindre lokalsamfund som Sorring bliver ting ikke bare stjålet. Heller ikke dankort bliver taget, hvilket Amalie fandt ud af da hun for nyligt havde tabt sit kort på vej til Brugsen. Få timer efter bliver hun kontaktet via Facebook og flere har skrevet sms’er om at kortet er fundet.
Vi ses med flere børnefamilier i Sorring, som vi har fået kontakt til gennem Børnehuset og under Amalies barsel via mødregruppen. Vi oplever at flere unge familier som os vælger Sorring til, og vi ser frem til at danne flere relationer med folk i byen via legeaftaler med børnene og kolde øl over hækken med naboer (vi er vel alle en slags naboer her i Sorring?).
Sorring og omegn byder på flere gode aktiviteter som vi nyder godt af som familie. Her kan nævnes julemarkedet på Stougaarden, biblioteket i Gjern, Landal Søhøjlandet, og selvfølgelig alle de aktiviteter der bliver arrangeret i Sorring by som “Sorring Står Sammen”, julemarked i forsamlingshuset og fastelavn i hallen. Vi ser frem til årets fastelavnsfest i STIF hvor Simon skal forsvare sin titel som kattedronning.
Det er også i STIF at Simon kortvarigt har været badmintontræner, hvilket han håber på at kunne genoptage når vi er på den anden side af småbørns-livet.
Vi er imponerede over den frivillige ånd og det store arbejde der bliver lagt i at afholde disse fester og arrangementer i Sorring. En stor TAK til alle jer frivillige, som bruger jeres fritid på at stable disse gennemførte arrangementer på benene. Vi håber på at kunne bidrage selv en dag, når børnene er blevet lidt større.
Tak til Camilla for at give mig stafetten. Det er en god mulighed for at sige “hej” til alle jer der læser Miniavisen og vi håber I vil sige “hej” tilbage, hvis I ser os i byen. Vi har i hvert fald tænkt os at blive boende i mange år frem.
Amalie Sten Elefsen
Her på årets første dag vil vi gerne starte med at takke Dorthe Haagen Nielsen – vores tidligere nabo, som sammen med resten af Sanddalen tog rigtig godt imod to unge nytilflyttere og novicer inden for huskøb.
Vi hedder Camilla Liv Pedersen Lund og Christian Lund og er hhv. 30 og 32 år. Vi mødte hinanden i Aarhus i midten af 10’erne, da Camilla læste til lærer og Christian netop var blevet færdig som psykolog og havde fået arbejde i byen. Efterfølgende har vi sammen været vidt omkring i det jyske, først i det vestjyske Skjern og efterfølgende i det Sydjyske Holsted.
10 tommelfingre og sammenhold
I slutningen af 2020 var vi efterhånden begyndt at savne de søde studieår i Aarhus og området heroppe i Midt- og Østjylland, samt blevet trætte af den omskiftelige tilværelse som lejlighedslejere. Som følge heraf, begyndte vi at lede efter hus i området ml. Aarhus, Skanderborg og Silkeborg. Vores ønskekombination af en forholdsvis lille by og et forholdsvist stort hus, førte os forbi Sorring og Sanddalen. Den gule villa var med sine ca. 350 m2, og en fortid som frisørsalon og indretning dertil, perfekt ift. vores tanker om masser af plads til familieforøgelse og mulighed for opstart af selvstændig psykologpraksis. Hertil kom, at Sorring (som vi hurtigt googlede os til, er Danmarks højest beliggende landsby) med sin charmerende beliggenhed, velrenommerede børnehave og skole og stærke foreningsliv var et rigtigt godt match med de værdier, som vi ønsker at efterleve og støtte som familie.
Med vores fælles boglige baggrund og 10-tommelfingre, virkede den gule etage-villa på Sanddalen som et godt valg, da den på papiret og ved en overfladisk inspektion af vores mere huskyndige fædre virkede til at være i god stand, vel-vedligeholdt og bygget i gode materialer. Så vi fik papirerne i orden, sat nogle kruseduller og planlagt en overtagelse i marts 2021. Som de bolig-optimister vi var, havde vi lagt en plan, som muliggjorde en dejlig sommer, hvor vi stille og roligt kunne nyde haven, da alt indvendig renovering efter planen skulle være i orden der. Huset trængte jo bare til en kærlig hånd, lidt ny tapet, maling og nye gulve, så var den i vinkel.
Vi blev dog klogere… Her knapt to år senere har vores hjem også fået nyt tapet, maling, gulve, nye rør diverse steder, et børneværelse og nye gulve, men også en hel masse mere. 2022 blev nemlig året, hvor vi ikke blot blev færdige med den overordnede renovering af stueetagen mm., men også året hvor en ny sorringgenser blev født. I slutningen af april, i dagene efter at vi fik lagt gulve i stueetagen, gik Camilla også i fødsel, så med en halvfærdig stue, en manglende væg og ingen møbler på den rigtige etage, hastede vi til Viborg Sygehus for at byde vores Nora-Marie velkommen til verdenen.
I tiden op til, har vi nydt stor glæde af det fællesskab og sammenhold, Sorring byder på, da Camilla i hvert fald ikke har lavet så få bygge-relaterede opslag i ’Det sker i Sorring’, og vi har begge draget stor fordel af byens beboeres generøsitet med bl.a. udlån af værktøj og kompetencer – endnu engang tak.
Efterhånden kan vi også bidrage til den fælles pulje af byggematerialer, der kan udlånes ved behov, da vi har stiftet bekendtskab med nye navne som slagjern og slagklods eksempelvis.
 |
 |
Husets hovedattraktion er dog ikke kælderen, men den smukke udsigt altanen på 1. sal byder på, hvor man efter sigende kan se helt til Himmelbjerget, men i hvert fald kan nyde flotte solopgange, natur og fyrværkeri over Låsby til nytår.
Fremtiden
Med Christian, der arbejder i PPR i Hedensted og Camilla, der op til barslen arbejdede som lærer på en intern specialskole i Viborg, var vi lidt bekymrede for Nora-Maries opstart i vuggestue, da det tegnede til at blive nogle lange dage i institution. Men her tegner fremtiden også lysere, da Camilla fik en tidlig julegave i form af en ny stilling i Specialafdelingen på Låsby Skole. Så når Christian ender i sin barsel i slut februar, kan Nora-Marie se frem til en blid opstart i Sorring Børnehus.
Vi ser frem til at blive en del af institutions- og foreningslivet her i Sorring og bl.a. lære flere børnefamilier at kende. Det bliver en spændende tid, men allerede nu ved vi, at Nora-Marie kommer til at hygge sig med to gode veninder fra Mødregruppen, som også skal starte i vuggestuen her i begyndelsen af 2023.
Det er også en af hendes veninder fra Mødregruppens forældre, vi giver stafetten videre til nu, da Amalie og Simon, som også er relativt nytilflyttere, har sagt ja til at skrive det næste indslag til Mig og Sorring/Toustrup i Miniavisen.
Christian og Camilla LundTak til Pernille Skovby for stafetten. Pernille og jeg kender hinanden fra Sorring skole, hvor to af hver vores børn går i samme klasse på hhv. 2. og 5. årgang.
Jeg hedder Dorthe Haagen Nielsen og er født og opvokset på Danmarks smukkeste ø, Falster. I 1999 byttede jeg fødeøen ud med mini-metropolen Aarhus for at læse Engelsk og sidenhen Film & TV på Aarhus Universitet. Her mødte jeg en mørk aften Christian, som jeg i dag er gift med på 15. år. Sammen har vi tre piger på 8, 10 og 13 år. 
Christian arbejder i Silkeborg som lærer for en specialklasse på Langsøskolen. Jeg arbejder i Aarhus som kontorleder i en lille virksomhed, Partisia, der laver sikre softwareløsninger og er ved at bygge verdens sejeste Blockchain. Jeg har besluttet mig for at bryde lidt med traditionen i indlægget, da jeg simpelthen føler en uimodståelig trang til at introducere hus-ejerskabsbegrebet i Sorring. Nok mest for dem, der er nyere i byen. Det er nemlig en af de mere spøjse ting ved Sorring, som flere herboende vil kunne nikke genkendende til.
Sorring - byen, hvor man altid bor i andres huse
Det var noget så romantisk som en fælles slunken kassebeholdning, krydret med imponerende studiegæld og tårnhøje boligpriser pga. boligboblen, der afgjorde, at valget faldt på Sorring tilbage i 2007. Det var simpelthen her, vi havde råd til at købe et lille hus - nemlig Anders og Pias hus på Sanddalen 13. Og her stødte vi første gang på Sorrings husbegreb, hvor vi lærte, at man rent faktisk ikke bor i sit eget hus i Sorring. Det betyder, at med mindre man er nybygger - og altså ikke fattigrøve som os - så skal man lige vænne sig til, at man altid bor i ‘nogens’ hus. Derfor måtte Christian og jeg hurtigt opgive fortællingen om, at vi skam var det nye par på Sanddalen 13, for ingen i byen havde nogensinde hørt om den obskure adresse? Men Pia og Anders’ hus - bingo, det kunne vi da bare have sagt, så vidste alle pludselig, hvor vi boede. Nuvel, selvom vi nu boede i Anders og Pias hus, blev vi hjerteligt modtaget ved ankomst til byen. Pernille fra Sverriggården (på toppen af Sanddalen) bød os velkommen med en lerskål fra Sorring Lervarefabrik fyldt med gode sager, og vi følte os hjerteligt velkomne i byen fra første færd.Hus til låns på Hjejlevej
Der kom senere 3 beboere mere til på matriklen på Sanddalen, og med kun 2 børneværelser og lige over 100 m2 valgte vi at gå på udkig efter et større hus og satte vores eget til salg i 2020. Vi ledte vidt og bredt uden held - og var sågar på Falster med grundige overvejelser om at bosætte os der, tæt på min familie. Vi havde begge sagt vores job op, og med huset til salg, var alle muligheder i spil. Vi droppede dog Falster og havde nær købt et gammelt, skønt hus i Voel. Drømmehuset var dog i Sorring. Bare ikke til salg. Derfor måtte jeg op og stemme dørklokken til det hus, vi nu bor i - og det gav pote. Og belært af fortiden skriver jeg netop, at vi bor i huset, for end ikke et skøde med vores navne kan ændre på, at huset jo ikke rigtig er vores. Næh, vi bor nemlig i Laurits Madsens hus på Hjejlevej - tidligere borgmester i Gjern og fædrene ophav til tidligere brugsuddeler Sten Madsen. Og selvom Tommy Porsmose boede 20 år i huset efter Laurits, er huset på Hjejlevej i folkemunde stadig Laurits’ hus. Vi overtog huset i sommeren 2021. 
Der er umanerligt mange m2 i det gamle hus, en helt vidunderlig udsigt, plads til gæster, edderkopper på størrelse med hundehvalpe i sensommeren (ikke så populært), brændeovn, som er børnenes yndlingsspot i de mørke måneder og Sorrings - vel nok - bedste toilet udsigt. Så er det sagt. Og her bor vi nu på 2. år.
Om udlængsel og rejsefeber
Jeg har siden min tid som rygsækrejsende i Asien i de sene 90’ere været bidt af at rejse og været håbløst forelsket i Sydøstasien. Christian og jeg rejste sammen til både USA og Asien på kortere ture flere gange, inden pigerne kom til. Derfor var det også en præmis, at rejse aktiviteterne ikke skulle indstilles, selvom der kom børn til. Pigerne har derfor, siden de var ganske små, været med på kortere og længere ture til udlandet.
Vi har besøgt flere europæiske lande, og alle mand har været med i Beijing i Kina, hvortil jeg tidligere havde arbejdsrelaterede rejser. Under min sidste barsel tog jeg alle tre piger, som dengang var 8 måneder, 3 og 5 år, samt min mor, med skib tværs over Nordsøen, hvor vi endte på Færøerne, selvom kursen var sat mod Island. Lang historie kort blev 2 ud af tre piger umanerligt søsyge, og der var meldt meget hård sø det sidste stykke fra Færøerne til Island, så vi blev sat i land kl. 05 på færøsk jord en meget kold og mørk forårsmorgen. Vi fandt heldigvis tag over hovedet efter lidt køren rundt på må og få i det mørklagte ørige, og fik en fantastisk oplevelse, som jeg varmt kan anbefale!
På eventyr i Sydøstasien x 2
Bidt af rejsefeber besluttede Christian og jeg at sætte alt ind på en længere rejse til Sydøstasien med børnene. Der blev spinket og sparet og 1. januar 2018 stilede vi ud på et 4 måneders eventyr med børnene i Sydøstasien. Vi havde en fuldstændig fantastisk tur, og begyndte straks at spare op igen, da vi kom hjem. Det betød, at vi atter rejste ud i januar 2020 på et 2 måneders langt eventyr i Asien, som dog blev abrupt afbrudt lidt før tid, da Corona pandemien ramte, og landene begyndte at lukke ned. Vi kom med det sidste fly ud af Singapore til Danmark, inden ruten blev indstillet, og så har vi nærmest bare siddet hjemme sammen med resten af verden lige siden. En enkelt tur til USA blev det heldigvis til i sommers. Jeg har familie i midtvesten, og det var en fuldstændig fantastisk oplevelse for os alle fem at komme over og besøge dem. Turen blev kombineret med et roadtrip til et par af sydstaterne.
Vores liv i Sorring
Vi er alle sammen enormt glade for at bo i Sorring. Det tætte sammenhold, pigerne, som kan færdes trygt i hele byen, skønne mennesker og et rigt aktivitetsliv - ikke mindst at forglemme vores allesammens Brugs - gør det enormt attraktivt for os at være her. Alle piger har været igennem utallige år med gymnastik i STIF, og to af pigerne går nu til badminton. De har alle gode venner i Sorring, som de ses med, også selvom vores ældste datter nu er kommet til storbyen Silkeborg ifm. 7. klasse. Christian har været gymnastiktræner i STIF tidligere, og lidt seniorbadminton er det også blevet til for ham. Vi har begge siddet i forældreråd i pigernes klasser på Sorring skole på forskellige tidspunkter, og i fordums tid havde jeg en klumme, Rundt om Sorring, i Miniavisen. Nu bruger jeg noget tid i Lokalrådet sammen med lutter skønne mennesker, som heldigvis har helt styr på historikken om folks huse, så her lærer jeg virkelig noget! En (alt for sjælden) gang imellem lykkes det mig at tage en tur på en islandsk hest sammen med min gode veninde i Dallerup, mens Christian foretrækker at kaste liner ud i havvand. Vi har et stort netværk i byen og mange skønne venner og naboer - nye som gamle - som vi heldigvis møder ofte. Enten over køledisken i Brugsen, henover hækken, eller hvis de falder forbi for at hente et barn eller få et stykke pølse til hunden. Det er vi meget taknemmelige for. Jeg giver stafetten videre til to relativt nye tilflyttere, nemlig Christian og Camilla, som ganske kort nåede at være vores naboer på Sanddalen, inden vi lånte huset ud til Arne og Jette. Christian og Camilla bor i huset, som tidligere blev brugt som frisør. Er man i tvivl om, hvilket hus, der er tale om, må man opstøve en lokal Sorringenser, som helt sikkert kan hjælpe med at udpege huset. Dorthe Haagen NielsenTil den månedlige fællesspisning i forsamlingshuset i begyndelsen af oktober kom borgmester Helle Gade forbi og overrakte prisen som "Årets lokalområde 2022.
Tidligere på året havde Sorring Lokalråd indstillet netop Sorring-Toustrup, til den kommunale pris "Årets lokalområde". Det havde de, fordi der i de seneste år er taget nogle enormt vigtige initiativer for byen og dens borgere, og fordi de frivillige indsatser fortjener at bliver anerkendt.
Formand for lokalrådet, Simone Schandorf, fortæller: "Vi ville i lokalrådet deltage i fællesskab med vores familier, og havde ikke nogen anelse om aftenens skjulte agenda. Sammen med mange andre af byens folk, får vi vores service pakket frem fra kurvene og lander ved bordene til duften af forloren hare og brun sovs. Vi er mange, som opdager, at vi har fået selskab af en række politikere, heriblandt Helle Gade. "Hvad foregår der her", smiler vi spørgende til hinanden. Efter en rum tid tager Helle ordet og fortæller, at hun ikke kun er her for den gode sovs. Hun er her også for at overrække os prisen som årets lokalområde i Silkeborg Kommune. Helle fortæller indledningsvist i sin tale, at de i afgørelsen på ingen måde var i tvivl. Initiativerne, de frivillige kræfter og fællesskabet i Sorring er ikke til at tage fejl af. Herefter uddyber hun årsagerne for afgørelsen, som inkluderer de initiativer der er beskrevet i Midtjyllands avis og også i et par kommunale skriv på Silkeborg Kalder på facebook (Se herunder) og linkedIn."
Efter planen skal pengene bruges på en digital skærm, som skal kunne vise byens borgere, nye som gamle, hvad der foregår i byen, og på den måde bidrage til forsat at have et stærkt og tilgængeligt fællesskab i byen.
Tillykke Sorring-Toustrup!
Jeg har, med stolthed, overtaget stafetten fra Heidi Flansmose Junker, som jeg kender og holder af gennem to af vores børn, der går i henholdsvis klasse og børnehave sammen.
Jeg hedder Pernille Skovby og er gift med Jeppe på snart niende år. Vi har døtrene Clara på 11, Ella på 8og en dreng Valdemar på 5 år.
Vi flyttede til Sorring for 4 år siden fra Skovby ved Galten, men kommer oprindeligt begge fra Vestjylland, Struer for mit vedkommende og Jeppe fra Skive.
Vi mødte hinanden en aften på Fatter Eskild i Århus, hvor jeg faldt hovedkulds for den gråhåredearkæolog J©
Vi boede knap 4 år i lejlighed tæt på Tivoli Friheden, indtil vi ventede vores ældste datter Clara. Så opstod drømmen om hus og have, og vi fandt et
ældre hus i Skovby, der trængte til en større renovering. Vi fik lavet en del, men der var stadig langt igen, da vores datter Ella kom til verden, og
opgaven blev for uoverskuelig og pladsen for trang, da vi fik Valdemar. Egentlig var vi veletablerede i Skovby, men da byen blev større med flere udstykninger, blev huspriserne også derefter.
Vi måtte udvide vores søgefelt omkring Skovby/Galten, og faldt over en lille by vi flere gange havde kørt igennem på vores vej til Resenbro, hvor et vennepar bor.
To af pigernes pædagoger boede/bor ligeledes her og kunne fortælle om en hyggelig lille landsby omgivet af den skønneste natur og et stærkt fællesskab.
For os vægtede det højt, at der skulle være gode institutionsmuligheder, en skole, indkøb og rigt foreningsliv. Når snakken faldt på Sorring, så var det netop det rige foreningsliv og imødekommenhed der blev pointeret - det har rygtedes bredt, at i Sorring står man sammen!
Vi faldt over “entreprenørens” gamle hus på Bredsigbakke 17, hvilket passede lige til vores behov. Et rimeligt vedligeholdelsesfrit hus, med rigeligt plads til børn, bedsteforældre og Jeppe’s musikalske fritidsinteresser. Et dejligt lukket vænge, med boldbane lige uden for køkkenvinduet og mulighed for at mødes med naboerne over hækken.
Vi fik heldigvis solgt vores gamle hus på blot en uge, og kunne efterfølgende skrive under på købsaftalen. Der gik 5 måneder inden vi 1. november fik nøglerne og vi kunne gå i gang med at sætte vores eget præg på huset. Vi nåede lige at få lagt de sidste trægulve inden vi flyttede ind sidst i november. Planen var at Clara skulle starte i sin nye klasse 1. december, - en hyggelig måned at starte op i med julehygge og julearrangementer.
Det var svært for hende, at skulle forlade veninder og skolen i Skovby, men da vi en dag i november tog ud for at besøge klassen i Sorring, blev vi mødt i skolegården af en hel klasse der kom løbende imod os og råbte “Hej Clara”!
Det var meget overvældende og rørende - sikke en modtagelse! Det er det Sorring kan - her bliver man omfavnet. Som ny i byen betyder det alverden,
at folk hilser på gaden, i Brugsen, på skolen. Det er det en landsby kan og det var det vi savnede og søgte.
Jeppe bruger dog stadig meget tid i Skovby, hvor han i starten af august blev ansat som skolelærer. Han uddannede sig for 5 år siden som meritlærer, da jobsituationen som arkæolog var for usikker. Han arbejder primært med mellemtrin, som historie-, dansk- og musiklærer.
Jeg selv arbejder som sygeplejerske på intensiv afdeling på Skejby sygehus. Jeg har været her de seneste 13 år og passer her både børn og voksne patienter med intensivt behov. Det betyder en del vagter og weekendarbejde, så både børn og mand sætter pris på de mange legeaftaler de har med venner og veninder i byen.
Børnene har fra andet år vi boede her været aktive i STIF. Begge piger har gået til gymnastik her og Valdemar har også prøvet både gymnastik og nu fodbold af. Ella er lige startet til badminton, hvilket Jeppe også spiller for andet år på seniorholdet. De nyder at møde deres venner fra klassen og børnehaven her. Jeg har selv været hjælpetræner et enkelt år på Ella’s hold, men måtte desværre trække mig af personlige årsager. Jeg håber jeg kan byde ind med en hjælpende hånd igen næste sæson, det er en dejlig måde at være sammen med sine børn på og man lærer her deres klassekammerater og venner at kende på en helt anden måde.
Indtil da er det kun blevet til et engagement i forældrerådet i Ella´s klasse, men det er også en dejlig måde at møde nogle forældre på og på samme tid være med til at planlægge nogle hyggelige arrangementer for ens børn.
Vi har fra dag 1 af kunnet mærke, at Sorring er en by hvor fællesskabet er i fokus. Vi har begge stor respekt for det frivillige arbejde der bliver lagt i byens arrangementer, det gør en kæmpe forskel for både børn og voksne. Sorring vokser sig år for år større i vores hjerter.
 |
 |
 |