Sorring.dk

Tak for stafetten til Tina Brokmann.

Jeg kender Tina gennem vores piger som går i klasse sammen, og gennem hundeklubben hvor vores Berner-pige Minnie træner.

Jeg hedder Kristine, er 32 år og jeg har boet i Sorring med min mand Lasse i 13 år.

Jeg kommer fra Stavtrup ved Viby J. Der er jeg vokset op med min mor, far og søster. Så jeg har været vant til hele mit liv at bo lidt landligt uden for de store byer. Derfor vidste jeg også ret tidligt at jeg gerne ville bo på landet, når jeg blev voksen. Allerede i en tidlig alder fik jeg øjnene op for udeliv, sport og sang. Først var det dans, og kor, senere FDF, fodbold, håndbold og sang. Det var det jeg brugte min barndom og første teenage-år på. Gennem alle disse ting havde jeg en stor omgangskreds og jeg har altid haft kæmpe støtte fra mine forældre, som hjalp og tog del i alle mine interesser i det omfang de kunne og fik lov til. Det er dog kun musik og sang som jeg bruger min fritid på i dag. Det var det eneste jeg kunne efter min skade.

Mine forældre købte i 2001 en campingvogn og vi skulle prøve det der camping af. Der var jeg 11 år, og jeg elskede at skulle på camping. Det blev Askehøj camping ved Laven, de blev fastligger på, og er det stadig den dag i dag. Det er vi også selv. Vi købte vores egen campingvogn i 2014. Det var også her jeg mødte Lasse. Vi havde kendt hinanden siden 2001, men det var først i 2003 vi blev kærester. Vi var og er meget forskellige, og Lasse er lidt ældre end mig, men jeg var meget moden af min alder. Jeg tror ikke nogen af os dengang ville have spået vi skulle være sammen. Men det skete bare lige pludselig. I dag har vi været sammen i 19 år.

Et spark i ryggen i 2003 satte en brat stopper for mit aktive liv. Jeg var 13 år, og jeg kunne ikke komme nogen steder, kunne ikke selv gå, kunne ikke engang komme i skole og jeg måtte genoptrænes. I den periode var jeg så afhængig af alle omkring mig, og jeg skulle hjælpes med alt.  Jeg havde heldigvis en stærk omgangskreds som var der for mig. Det spark har lige siden haft en stor betydning for mit liv. Allerede i 2007 begyndte Lasse og jeg at kigge på hus. Vi ville gerne flytte sammen, noget landligt med plads til et lille værksted. Lasse er nemlig uddannet lastvognsmekaniker, og han har altid været interesseret i biler. Men vi skulle vente på jeg blev 18, så vi havde god tid til at kigge. Det samme år startede jeg på HG i Viby J. Jeg kunne ikke komme ind andre steder, på grund af mit høje fravær i skolen. Og kommunen ville ikke blandes ind i det, før jeg blev 18 år. På HG kunne jeg køre hjemme undervisning, og hvis jeg bare afleverede mine ting behøvede jeg ikke at møde op. Det var en god løsning for mig, fordi jeg ikke kunne holde til at være der en hel dag, på grund af min ryg. Jeg gjorde det så godt jeg kunne, mest hjemmefra og var afsted de timer jeg kunne holde til.  Jeg blev færdig i 2009 på HG. Det var en hård kamp, men det lykkedes at færdiggøre det jeg var begyndt på og det alene var en kæmpe sejr. Fra 2008-2018 var jeg til udredning ved kommunen. Den endte efter 10 år med jeg fik tilkendt førtidspension. Det er jeg i dag rigtig glad for. Det har givet mig ro og overskud til at kunne nyde livet.

Vi havde i 2008 fundet et nedlagt landbrug på Horskildevej i Sorring. Det var et gammelt hus fra 1826. Det bestod af stuehus, værksted, og lade. Der var lavt til loftet og synlige bjælker, skæve vægge og ulige gulve. Men det var et hyggeligt hus, og vi kunne se os selv bo der. Det lå højt med en kanon udsigt over marker og Låsby. Så vi købte det, selv om vi ikke kendte noget til Sorring. Vi havde været i området og vi vidste det lå tæt på campingpladsen, men det var også hvad vi vidste. Sorring havde det vi skulle bruge i form af indkøbs muligheder. Børnehave og skole. Vi flyttede i 2009 hjemmefra hver vores hold forældre sammen i huset i Sorring, med vores hund Jessie. Vi blev hurtigt budt velkommen til vejen af naboer, og de var gode til at stoppe op, komme forbi eller hjælpe til, hvis vi havde spørgsmål eller manglede en hånd. Der var mange ting at finde ud af når man sådan lige flytter hjemmefra og i eget hus. Men det er for mig også noget af det der kendetegner Sorring. Her hjælper vi hinanden, og får altid hjælpen igen. Naboerne tog os med til fester i Toustrup forsamlingshus, halbal og ja, vi fik også en markræser til at drøne rundt i. Vi holdt bål aftner, mødtes over kaffe, eller øl. Vi tog med til torvedag, og hvad der nu ellers skete rundt omkring i byen, og det var bare med til at gøre vi hurtigt følte os godt tilpas i Sorring. I 2012 kom vores datter Celina til verden. I den forbindelse så vi jo en “ny” Sorring. For gennem dagplejer, børnehaven og skolen har vi gennem tiden mødt og stiftet nye bekendtskaber og venskaber.

Vi valgte i 2015 at rive det gamle stuehus og laden ned, og byggede nyt hus. En beslutning vi i dag er glade for. Vi ville blive på Horskildevej, så mens der blev bygget nyt, boede vi i vores campingvogn på Askehøj camping. Vi blev gift i 2017 i Dallerup kirke, hvor Celina også er døbt. Festen holdt vi i Toustrup forsamlingshus. Det er sådan et smukt forsamlingshus, og skulle vi giftes, ville vi holde det der. Efter jeg fik tilkendt førtidspension, har jeg fået lov at være på Sorring skole et par timer om ugen. Her laver jeg kaffe, hjælper på biblioteket, tager kopier, klipper, laminerer eller hvad der nu lige ligger af ting til mig som jeg kan lave, eller hjælpe med. Jeg elsker at komme lidt ud, og er kun glad for at kunne hjælpe, også selv om det er små ting. Til juletræsfest, fastelavn og hvad der ellers sker i byen hjælper vi som regel også. Lasse hjælper med det tunge arbejde og jeg kan så sælge kaffe, billetter, eller hvad der nu lige er.

Vi startede med at træne vores Berner Sennen hund Minnie i STIF, på et lømmelhold i 2019 ved Tina. Lasse træner Minnie, mens jeg er med på sidelinjen i det omfang jeg kan. Vi er vilde med at træne i STIF, og Minnie elsker det. Der er et stort sammenhold i klubben, som man mærker lige fra start. Jeg er ikke i tvivl om vi valgte det rigtige sted at købe hus, selv om det var ret tilfældigt. Jeg nyder at gå ture i området, være i skoven og at bo med heste i haven. Hvor hunden kan ligge i gårdspladsen og sove. Den gode udsigt, og alle de skønne mennesker som er en del af Sorring. Hvor alle er velkommen og bliver taget godt imod. Og hvor man hjælper og støtter hinanden. For mig er det Sorring.

Kristine Dalgaard

Mange tak for stafetten til vores nabo Emil Jørgensen.

Det er nu fire og et halvt år siden to udlændinge flyttede til Sorring. Det var mig, Corina Münch, som oprindelig er tysker, og min ægtemand Carsten Marcussen, som er sjællænder fra djævleøen.

Min vej til Sorring var lang. Jeg blev født 1968 i Tyskland i en lille landsby mellem Köln og Frankfurt. Området er kuperet med skov, mark, engarealer og søer – altså næsten som det ser ud her i området.

Da jeg var otte år gammel kom min far hjem og spurgte min mor, min lillesøster og mig om vi ikke havde lyst til at flytte til Afrika – og det havde vi. Så blev vi vaccinerede, pakkede vores ting sammen og flyttede som gæstearbejdere til Afrikas vestkyst, nærmere sagt Liberia.

Min far, som var uddannet som smed og elektriker, arbejdede i reparations­værkstedet til en jernmine. Efter skolen gik jeg tit hen og besøgte min far i værkstedet. Det var der jeg fik min interesse for metaller og store maskiner.

Jeg gik i en international skole, sammen med Liberianerne og børn fra hele verden, og skolesproget var engelsk. I min fritid gik jeg tit på jagt eller ud at fiske sammen med min far. Jeg elskede også at læse bøger. Problemet i Liberia var dog, at udvalget i biblioteket var meget begrænset. De få børnebøger havde jeg læst ret hurtigt, så fortsatte jeg med alle andre bøger som kunne findes. Som 11-årig var jeg derfor allerede stor fan af krimier og historiske romaner.

Da jeg var 12 år gammel udbrød der borgerkrig i Liberia og vi flygtede derfra. Det tog os 3 uger at komme tilbage til Tyskland.

Tilbage i Tyskland drømte jeg om at gå på gymnasium fordi jeg ønskede enten at læse fysik på universitetet eller blive kriminalbetjent. Men min mor, som var hjemmegående hustru, sagde: altså Corina, du er jo en pige, du bliver gift og får børn, du behøver da ikke at gå på gymnasium. Det er ikke noget for piger og i øvrigt dumpede min bror i gymnasiet (læs: hvis en dreng ikke kunne klare gymnasiet, så kunne en pige slet ikke). Men jeg trodsede min mors modstand, overtalte min far og fik lov til at gå i gymnasiet, som var i byen, omkring 20 kilometer væk. Da bussen kun kørte få gange om dagen fik jeg en knallert, som eneste pige i hele området. En dag kørte jeg galt og smadrede gearkassen. Min far købte reservedele, pegede på sit værksted og sagde: værsgo, Corina. Du skal selv reparere hvad du har ødelagt – og så gik han væk. Det var første gang jeg har adskilt en gearkasse. Jeg brugte 3 dage i værkstedet og så kørte den igen.

Det gik udmærket godt i gymnasiet indtil jeg blev 16 år gammel, hvor jeg fandt ud af at min far ikke kunne betale skolegangen mere. Jeg besluttede at jeg ville finde en læreplads og fortsætte med skolen senere. Men det var umuligt at finde et uddannelsessted som smed eller elektriker eller anden teknisk uddannelse for en pige. Efter 154 jobansøgninger og 154 afslag var jeg ved at blive fortvivlet.

En dag kom en af min mors veninder, som vi kendte fra Liberia, på besøg. Jeg fortalte hende om mit problem med at finde en læreplads. Hun sagde at hun arbejdede i en stålfabrik i Düsseldorf og at hun gerne ville spørge om der var en mulighed. Dagen efter ringede hun kl. 08.15 at jeg kunne komme til Düsseldorf med det samme og starte i lære. Jeg pakkede mine ting sammen og flyttede hjemmefra samme dag kl. 12.00.

Jeg startede med en grunduddannelse som smed, efterfulgt af en uddannelse som tekniker i fysiske materialeundersøgelser, metallurgist og specialist i havariundersøgelser. Senere læste jeg til industri-ingeniør i aftenuniversitetet, ved siden af mit arbejde.

Jeg blev i Düsseldorf-området i omkring 15 år. På grund af jobbet flyttede jeg til Nordtyskland. Sidst på året 2007 blev jeg kontaktet af en headhunter som spurgte mig om jeg kunne tænke mig at arbejde i Danmark. Ja, hvorfor ikke, svarede jeg, pakkede mine ting sammen og flyttede kort tid efter til Danmark. Jeg var knap 40 år gammel og vidste ingenting om Danmark, har aldrig været der før. Men der gik ikke lang tid før jeg blev helt forelsket i landet, den danske mentalitet og værdier.

Jeg boede og arbejdede i Randers og Århus og så blev jeg forelsket i en dansker: Carsten, som er programmør og designer af databaser og arbejdede i samme firma. Da firmaets sprog var engelsk og min danske kæreste ikke kunne tale tysk, talte vi engelsk sammen. Derfor var det svært at lære dansk. Jeg læste mange bøger på dansk, så dansk fjernsyn, men jeg kunne godt tænke mig at forbedre sproget. Så blev jeg medlem af en forening i Randers. Der lærte jeg en kvinde at kende, som inviterede mig til at blive medlem af Soroptimist International, som er en international velgørenhedsorganisation, som har til formål at forbedre kvinders og pigers liv.

I 2011 under finanskrisen blev mange fyret og en af dem var min kæreste, som var konsulent i firmaet, mens jeg var fastansat. Da jeg også var bange for at miste jobbet kiggede vi på mulighederne. Jeg havde slet ikke lyst til at tage tilbage til Tyskland, selvom der var gode jobmuligheder, men jeg følte mig aldrig hjemme i Tyskland. Som kvinde i en mandeverden var og er man i Tyskland altid nødt til at forklare hvorfor jeg, som kvinde, elsker at arbejde med teknik. Så kom Carsten med en skør ide at vi skulle dog bygge laboratoriet nummer 10 – denne gang skulle det bare være mit eget. Imod all odds sagde banken og flere leverandører ja til det og vi startede vores egen lille virksomhed på Djursland. Det var også der vi blev fuldstændig integrerede i Jylland da vi købte en trailer til vores bil.

Snart kunne vi dog mærke at huset og hallen, som vi havde lejet, blev for småt, fordi virksomheden voksede hurtigt. Vi kiggede på omkring tredive huse i hele region Midtjylland før vi fandt det absolut rigtige sted til både firma og privatliv, og det var i Sorring. Det tog mange måneder at få alle byggetilladelser på plads men i april 2018 fik vi nøglerne til Heidis hus.

Med hjælp af meget dygtige lokale håndværkere forberedte vi hallerne til vores firma, pakkede vores ting sammen, og flyttede til Sorring.

Vi blev helt overvældede af den varme velkomst vi fik her i Sorring. Mange naboer kom med velkomstgaver og folk stoppede os og spurgte om hvad vi laver. Det er ikke så nemt at forklare hvad vi arbejder med. Mange af vores opgaver handler om at finde ud af, hvorfor nogle dele som for eksempel lejer eller tandhjul fra store gearkasser eller store maskiner er gået i stykker. Det kunne også være et kunstigt hofteled som knækkede eller en plade af rustfrit stål som ruster, en bolt som er knækket, eller… På grund af min mangeårige erfaring i skadesundersøgelser har jeg set mange forskellige fabrikker og fremstillings­metoder og sammen med min baggrund i materialevidenskab kan jeg finde ud af, om det var gået i stykker på grund af en materialefejl eller designet eller noget helt andet. Carsten forklarer gerne, at jeg er en slags Sherlock Holmes i materialeverdenen, og jeg synes at det passer godt.

Så snart firmaet var på plads udvidede vi familien med en familiehund: vores labradortæve Bella, som vi desværre mistede i en ung alder på grund af en formodet hjerneblødning. Da vi ikke kunne undvære en hund, kørte vi til Galten og kom tilbage med vores nuværende labradordreng Eddie, som også hedder frækkert, især når han hopper over hegnet og forskrækker vores kære naboer, eller når han er på tur i byen, for at finde den lækre tæve, som er i løbetid. Jeg elsker at træne med hunden i STIF familiehund-klubben, hvor der kan findes meget dygtige hundetrænere og andre hundeelskere.

Ved siden af firmaet planlagde vi vores hobby-landbrug. Med hjælp fra en lokal landmand fik vi anlagt en hømark til vores tre vilde shetlandsponyer, vi holder flere høns og en hane og har også haft en kalv. Det tog mig dog noget tid i google- forskning at finde ud af hvilket dyr vi skal anskaffe for at kunne lave valgflæsk.

Vi elsker at dyrke vores egne grøntsager og køber næsten alle vores dagligvarer i vores lokale Brugsen. Vi støtter selvfølgelig forsamlingshuset, lokale håndværkere, forretninger og virksomheder. Sidste år investerede vores firma i en hjertestarter, som står til rådighed for alle når vi er hjemme, og det er vi næsten altid, fordi vi jo arbejder hjemmefra. Og ærligt sagt: hvorfor skal man på ferie når man bor på toppen af Danmark i denne skønne by med så mange venlige og hjælpsomme mennesker?

Carsten og jeg har besluttet at det nu er slut med flytteriet, det er i Sorring, at vi gerne vil blive boende. Det er her vi føler os hjemme og vi vil gerne bidrage med at støtte byen så godt vi kan. Mange tak kære Sorringboere for, at I tog så godt imod os to udlændinge.

Corina Münch

Tak til Torben Egebjerg. Både for stafetten og for at spotte Sorring på kortet, da vi ledte efter smørhullet i Jylland.

Efter at have kørt forbi byen nogle gange på vej fra arbejde, tog jeg min kæreste Sussi med herud til rundvisning på skolen og i børnehaven, hvor vi var meget begejstrede over deres entusiasme og stolthed over stederne. Vi var begge forelskede i byens
atmosfære med det samme. Kort efter købte vi huset på Solbærmarken 27, hvor vi bor i dag, mens vi samtidig hurtigt fik solgt huset i Skødstrup – og vi har stadig ikke fortrudt det valg.

Jeg er opvokset i Roslev, med min lillebror, min mor (nu pensioneret kontorfuldmægtig ved politiet) og min far (nu pensioneret tømrer) og engelske settere. En dejlig barndom i en skøn by med gode venner og familien tæt på. Jeg havde dog udlængsel og flyttede til Skive allerede som 17-årig, før jeg tog videre til Århus og studerede fra 2002 til 2007, hvor jeg fik mit første ”rigtige” arbejde. Jeg var i mellemtiden blevet forelsket i Århus, så havde ikke drømt om at skulle se tilbage på Roslev. Skæbnen ville dog anderledes – og til et studentergilde hos min tidligere nabo i 2008, spillede jeg bordfodbold med den sødeste pige (som er min tidligere nabos kusine). Jeg fik nasset nogle cigaretter af hende og vist hende nogle tricks med en ølflaske (man er vel fra landet). Det ene tog det andet og på trods af vi begge næsten ikke dukkede op til festen, bor vi nu her i Sorring med vores dejlige børn Frida (0.x) og Magnus (3.x) og fejrede i februar 2021 12½ år sammen.

Sussi der altså ligeledes er fra Roslev, havde været forbi Norge, Ægypten, Israel og England før pædagogstudiet i Århus landede hende et job som pædagog på Trøjborg i 2007. Hun havde ligeledes ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig at ende op med en fra Roslev, og sikkert endnu mindre efter hun i et studiejob hos Århus Taxa havde sendt et par taxaer i min retning, hvor jeg sikkert har været lettere beruset. Men før husbyggeriet i Skødstrup købte vi i 2009 en andelslejlighed på Trøjborg, hvor vi fortsat elsker at komme hos Ib, den lokale grønthandler, biografen og Thai Plus som laver fantastisk Thai-mad udover de to pizzasteder.

Jeg arbejdede som elhandler i Ikast fra 2007-2010, hvor jeg første dag på arbejdet mødte Torben – som heldigvis har hængt ved lige siden. Vi omtaler faktisk deres familie som vores anden familie og det er jo skønt nu at bo i samme by. Fra 2011-2015 var jeg ansat hos AAK i Århus, hvor jeg handlede med palmekerne- og kokosolie, hvilket medførte nogle fede rejser til Asien, Holland og Sverige. Jeg er nu retur i elmarkedet, hvor jeg er ansat hos Norlys i Silkeborg.

Sussi er pædagog i Galten, så det er skønt begge at have så kort afstand til arbejdet.
Vores første tid sammen blev brugt med rejser til Amsterdam og Stockholm, hvilke er byer vi virkelig holder af at besøge. Især Svartmangatan i Stockholm og hofjes i Amsterdam vækker dejlige minder. Efter vi stiftede familien på Trøjborg, og senere flyttede til Skødstrup, savnede især jeg et mindre samfund, hvor man kendte folk og kunne komme hinanden lidt nærmere. Det fandt vi her i Sorring, og børnene var hurtigt med på ideen, da vi sammen besøgte byen med is fra Sorring Brugs som vi delte på toppen af Rasmussens Have en solbeskinnet forårsdag i 2018. Magnus startede til fodbold i STIF før vi flyttede, så klassen kendte ham allerede, da han startede i 0.x, hvilket hjalp ham med skiftet, som tog lidt hårdt på os alle. De andre børn kendte godt Magnus, selvom lærerne nu mente det var en ”ny” dreng, der skulle starte i klassen. Tak for modtagelsen af os til både forældre i den nuværende 3. klasse og 0. klasse – dengang børnehaven.

Generelt er vi utrolig begejstrede for den modtagelse vi fik som nye i Sorring. Magnus blev inviteret med til børnefødselsdag på vores 2. dag i Sorring og vi blev budt velkommen til byen af Vingrens, der droppede forbi med velkomstgave fra Sorring Bær samt et par unger, der ville lege. Det gav Sussi og jeg lidt ro til at forsøge at skabe orden i kaosset fra flytningen.

Familien blev også hurtigt en del af STIF og er fortsat meget aktive med fodbold, badminton, gymnastik og Styrke+. Og så har vi haft Simba til hundetræning (ja, ham den lille Golden Retriever-gavtyv, der elsker at hilse på folk i hele byen). Heldigvis har vi også nået at opleve julemarked, markedsdage, Flæskebold, fastelavnsfester mv, før Corona kom til landet. Skolefest var også noget særligt, hvor Magnus var helt høj efter en aften med lykkehjul, cola og gode venner. Jo jo, Sorring er skam bæredygtig – tænk bare, hvor meget legetøj der skiftede hænder de aftener og skabte ny glæde for en stund i andre hjem i byen (hvorefter det blev solgt videre til Torvedag).

Generelt er det fantastisk at se, hvor meget de forskellige forældregrupper i byen bakker op om hinanden og er med på at stable forskellige ting på benene. Og her skal selvfølgelig også nævnes alle de frivillige i STIF. Jeg forsøger selv at bidrage med det jeg kan. Har stået i Brugsen for OK, sat stole op til fastelavnsfest og her i april arrangeret dette års første Garagesalgs-weekend. På trods af nok at være introvert, oplever jeg byen som meget åben, og det hjælper sådan en som mig med også at åbne op og komme ud fra hulen derhjemme.

Vi er også utrolig glade for Brugsen. Man møder mange fra byen på de daglige indkøbsture og det tænker jeg er med til at bidrage til et godt sammenhold i byen. Derudover er Finn jo er en fantastisk uddeler og hans personale er altid søde og imødekommende, selvom man måske fumler lidt med pakkenummeret fra PostNord. Det er fedt at bo i en by, hvor ungerne kan hænge påskeæg eller julesokker op i den lokale Brugs og stolt vise frem til bedsteforældre på besøg. Det giver noget til byen – noget fælles at snakke om. Og så kører snakken. Og tænk – vi stod sammen i de sidste måneder af 2020 og kan nu glæde os til en opfrisket Brugs. Skidegodt skuldret Sorring!

Utroligt mange ting gør altså Sorring speciel. Vores udsigt fra stuen om aftenen med en fantastisk solnedgang, gåture med Simba rundt om Syvhøje, Gjern, Søhøjlandet og overnatninger i spejderhytten. Ja generelt en skøn natur lige udenfor døren.

Det er også en allerede yndet familietradition at fælde eget juletræ hos Bent og Birthe.

Der er heller ikke langt til shopping i Silkeborg og mange dejlige hundeskove indenfor korte afstande – inkl. stranden ved Knudhule. Derudover spiller jeg selv lidt fodbold i Låsby på forskellige hold, hvor jeg senest har været inviteret med til noget Veteran-bold med Jesper, Søren og Karsten her fra Sorring – via dispensation godt nok.

Vi holder også af at besøge Svostrup Kro, og en ting jeg også har fundet i Sorring, er kontakt til den lidt ældre generation. Jeg holdt meget af mine bedsteforældre, og nyder enhver mulighed for at snakke med de lidt klogere folk. Stor tak til Josef & Lars for gode snakke – og efterhånden mange lervarer. Til Anette & Jesper for tålmodighed, når Simba går på opdagelse og Ib & Anni, som jeg faktisk havde hyret allerede inden vi flyttede herud, da vi fik lidt hjælp til nogle ting i haven. Anni hænger ved endnu en gang om måneden.

Mogens Pilgaard Sørensen