Nyheder
Jeg har fået overdraget stafetten og vil gerne fortælle lidt om mig selv og min familie.
For nøjagtig 30 år siden kørte jeg igennem Toustrup på vej til arbejde i Ikast og så et lille rødt hus, der var til salg på Ryttervej. Anette og jeg havde boet i Århus i flere år og fået to børn, Marie og Mads. Vi kørte forbi et par gange, så på huset og slog straks til; vi trængte til at komme væk fra storbyen. Anette arbejdede dengang i Mellerup, så beliggenheden var perfekt; vi havde nøjagtig 50 km på arbejde i hver sin retning. Anette var naturligvis interesseret i, hvordan vandkvaliteten var. Da vi så på huset ringede de tidligere ejere derfor straks til formanden for Toustrup Vandværk, vores nabo Mogens Jensen. Han kunne forsikre os om en rigtig god vandkvalitet. Samme formand for vandværket kom kort tid efter forbi og meddelte os, at han havde sat vores aconto-betaling for vand op, da han kunne konstatere at vi havde små børn! Det var nok ikke forekommet i Århus. En anden episode, viste os også, at nu var vi kommet på landet: Jeg havde i god tid ringet til Gjern Kommune og sagt at vi gerne ville have børnehaveplads til Marie i Sorring. Telefonisk fik jeg at vide, at det ikke var noget problem: ”Vi har pasningsgaranti i kommunen, så hun kan bare starte 1. april”. I Århus var vi jo vant til at man skulle løbe pladsanvisningen på dørene for at få en plads, så en uge inden vi skulle flytte ind, ringede jeg til Gjern Kommune og sagde, at jeg ikke kunne forstå, at jeg ikke havde modtaget en skriftlig bekræftelse på børnehavepladsen i Sorring. Svaret fra kommunen var: ”Jamen det har jeg jo sagt til dig i telefonen, at det er i orden!” – Intet unødvendigt bureaukrati.
Vi blev straks en del at det blomstrende lokalsamfund og deltog med glæde i det. Medlem af Toustrup Forsamlingshus, medlem af Vandværket, medlem i Teaterforeningen, medlem af Skolebestyrelsen, medlem af Lokalrådet. På den måde fik vi rigtig mange gode venner og en stor omgangskreds.
Da Anna kom til, var huset på Ryttervej ved at blive for lille, og vi måtte overveje at bygge et par værelser til. Grunden var i forvejen bebygget op til grænsen (godt og vel), så da jeg henvendte mig til Gjern Kommune om en evt. tilbygning, var svaret prompte: ”Men så må I jo have en dispensation, det der med bebyggelsesgrad er mere relevant på Nørrebro end det er i Gjern Kommune!”
Arbejdsmæssigt har jeg efter endt uddannelse på Århus Universitet med Musik og Historie arbejdet på Ikast-Brande Gymnasium i 37 år. Igennem næsten alle årene har jeg været tillidsrepræsentant, jeg har siddet i bestyrelsen i Gymnasieskolernes Lærerforening og i Magistrenes A-kasse; været lokalbestyrelsesformand i Lokaludvalget og har haft mange forhandlinger med det daværende Ringkøbing Amt. Da jeg for 5 år siden gik på pension fra Ikast-Brande Gymnasium fortsatte jeg mit arbejde i bestyrelsen i Akademikerpension, hvor jeg tidligere var blevet formand. Dengang konstaterede ”Børsen” i en stort opsat forsideartikel: ” Musiklærer fra Ikast skal nu administrere 115 milliarder kr.” Underforstået: det ville da aldrig gå godt. Det synes jeg nu i al beskeden, at det gjorde. Da jeg fik ansat de rigtige folk, gik det rigtig godt både med afkast og grøn omstilling. For et par år siden valgte jeg så at blive fuldtidspensionist, og det nyder jeg i fulde drag.
Efter at alle børnene var flyttet hjemmefra, genoptog Anette og jeg for 5 år siden ungdommens ferierejseform og tog på en måneds interrail; spontant rundt i Europa til storbyer, på vandreture etc. En fantastisk ferieform, som vi helt sikkert vil gentage. Nedenfor et par billeder, fra vores ophold i Bologna:
Egon KristensenTak for stafetten til Helle Lolholm - min nabo i det nye Dalen.
Sorring – et godt sted at bo
Vi er to Århusianere som er dumpet ned i Sorring. Min kone hedder Lis og arbejder med HR i Aarhus kommune. Jeg hedder Per og er førtidspensionist grundet en blodsygdom og hjertesygdom som faldt oveni hinanden for ca. 5 år siden. Vi er tilflyttere og bor i Dalen, hvortil vi flyttede ind 15. april 2023 sammen med 17 andre familier i den nye bebyggelse ”Dalen” under Silkeborg Bolig.Denne dag var på mange måder kaotisk, forvirrende og sjov med 17 flyttelæs på parkeringspladsen, familier og hjælpere der var stærkt optaget af deres egen flytning, som alle susede rundt imellem hinanden, men samtidig gav hinanden plads og tog hensyn. 17 nye familier flyttede ind i et ”hug”. Vi tror efterfølgende at det har været en fordel for naboskabet, at alle startede det samme sted, på samme dag og selvfølgelig var opsatte på at gøre Dalen/Sorring, til et godt sted at bo.
Vi kommer som sagt oprindeligt fra Aarhus, hvor vi har boet i størstedelen af vores liv – så hvorfor Sorring? Svaret er egentlig ganske simpelt. Vi ønskede at bo til leje i et rækkehus i et plan og det er stort set umuligt at opdrive i Aarhus kommune medmindre man ønsker at betale det dobbelte i husleje. Derudover skulle placeringen af vores nye bolig ikke ligge for langt væk fra vores børn og børnebørn, som bor i Galten og Stavtrup.
Vi nyder begge at bruge de lokale arrangementer og deltager gerne i musikarrangementer og andre arrangementer som har vores interesse. Jeg er aktiv i fitness centret i Sorring, som jeg besøger 2-3 gange om ugen. Onde tunger vil nok påstå at jeg snakker mere end jeg træner, men det sociale aspekt er jo også en vigtig del af foreningslivet. Derudover er jeg medlem af Dalen’s beboerråd, som varetager beboernes interesser og driver beboelsens Facebook-side. En lukket gruppe, hvor kun Dalens beboere har adgang. Her orienterer vi hinanden om ting af almen interesse for Dalen’s beboere.
Lis og jeg er rigtig glade for at bo i Sorring, hvor forholdet til ens medborgere og naboer er helt anderledes tæt end vi har været vant til. Vi nyder roen i vores landlige omgivelser, som dog ikke er længere væk end vi indkøbsmæssigt er stærkt tilknyttet både Silkeborg og Aarhus.
Dalen har nogen rigtig fine boliger, hvor de mangler i færdiggørelsen, der har været, efterhånden er ved at være udbedret. Området mangler naturligvis at vokse til da alting er nyplantet, men alle beboere er i sving med at give haver og terrasser et personligt udtryk. Vi er ret sikre på at Dalen bliver en perle i Sorring, hvor vi glæder os til at bo i forhåbentlig mange år.
Per Holm
Tak for stafetten til Lars Kjær Dideriksen - min nabo i det nye Dalen.
Heldet følger de tossede
Jeg flyttede til Sorring i april 2023 - da de nye rækkehuse i Dalen stod klar. Så jeg har næsten boet her et helt år. Man siger gerne at “heldet
følger de tossede" og det passer egentlig ganske godt i mit tilfælde. Det var ganske tilfældigt det blev i Sorring, at jeg kom til at bo.
Jeg flyttede til Silkeborg i 2018 og havde meldt mig ind i BoligSilkeborg. På et tidspunkt så jeg, at de annoncerede, at de byggede nye rækkehuse i Dalen i Sorring. Jeg blev lidt nysgerrig og satte flueben ved dem. Og glemte så ALT om dem og Sorring. Inderst inde havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle bosætte mig i Sorring.
Jeg (og mine børn) har boet rigtig mange forskellige steder og langt fra hinanden. De senere år har jeg drømt om at kunne komme til at bo tæt på mine børn. Det var endelig lykkedes at få min søn fra Hanstholm til Silkeborg og min datter, svigersøn og barnebarn var på udkig efter grund/hus i Silkeborg området og havde deres eget hus til salg på Djursland. Det var sløve tider med både køb og salg, så fremtiden så lidt usikker ud på den front.
Pludselig en dag i januar 2023 fik jeg et brev fra boligforeningen. Der stod at jeg var nr. 14 på boliglisten (der er 6 boliger af dem jeg havde søgt). Så umiddelbart lå jeg ikke til at komme i betragtning til en bolig.
Jeg tog ud og så lejligheden - en grå, kold og mudret omgang - OG jeg var SOLGT. Her ville jeg gerne ud og bo. Sikke et skønt område, sikke nogle lækre boliger og sikke en stilhed. Jeg fik trykket ja tak, krydsede fingrene og 5 dage senere havde jeg underskrevet bolig kontrakten. Det gør ikke så meget, man er tosset, når bare man også er heldig.
Efterfølgende lykkedes det min datter og svigersøn at købe et dejligt hus i Ry, så min drøm gik i opfyldelse og vi bor nu tæt på hinanden. Det er skønt og jeg nyder det hver eneste dag.
”Giv det videre” kultur
I løbet af det år jeg har boet her, har jeg oplevet en fantastisk lyst og vilje til at dele og hjælpe hinanden her i Sorring. Gennem Facebook er jeg blevet medlem af “‘Det sker’ - i Sorring” siden samt “Sorring - lad planter få nyt liv i ny have”. Her har jeg via opslag hentet krydderurter, tomatplanter, solbær (hvor jeg liiige fik nyopgravede kartofler med som en ekstra bonus), blommer, aronia bær, hyben, grønne tomater osv. Og blevet modtaget af skønne venlige mennesker alle steder. Hvor er det dog FANTASTISK at folk deler ud af deres overskud. Det er en skøn kultur.
Hele vinteren har jeg deltaget på holdet “åndedræt og bevægelse" gennem idrætsforeningen. Det foregår i gymnastiksalen på skolen hver mandag aften. Her ligger vi en lille flok og trækker vejret. Det at trække vejret skal man ikke tage for givet og med forskellige teknikker bliver vi bedre og bedre til det. Vi slutter timen af med en skøn meditation. Så behagelig og afslappende at jeg må erkende at jeg nok indimellem har forstyrret de andre på holdet med min snorken. ZZZZzzzz
Jeg er vældig imponeret over, hvor aktiv Sorring og omegn er trods dens størrelse. Som ny er jeg glad for at få Miniavisen i postkassen, da den giver et rigtig godt overblik over hvad der sker i byen og hvornår det sker.
Hvem er hende Lolholm så ?
Jeg er 58 år og er i dag førtidspensionist. Efter en operation i 2021, hvor jeg fik fjernet en tumor på min hørenerve, er jeg blevet døv på mit venstre øre. Det kan have visse fordele, men har desværre også visse ulemper. Jeg trives ikke særlig godt i større forsamlinger med baggrundsstøj og min hjerne bliver hurtigere træt. Derfor har jeg stadig til gode at være deltager i mange af de skønne arrangementer der foregår her i Sorring. Jeg prøver hele tiden til, så mon ikke det en dag lykkedes at mødes til et arrangement.
Jeg er kreativ. Holder meget af at lave mad (har en uddannelse indenfor ernæring og sundhed) og nyder at nørkle med enten hækle- eller strikketøj.
Jeg er mormor til Merle på 2 år og Malte på 2 uger og elsker at tilbringe tid med dem. Børnebørn er virkelig livets dessert. Familien i det hele taget betyder rigtig meget for mig og vi ses så ofte vi kan. Og vores ugentlige spiseaften har stor prioritet.
Jeg er vinterbader og må indrømme, at jeg mangler en bade sø at hoppe i her i Sorring. Heldigvis ligger både Knudsø, Schoubyes Sø (den kunstige sø) og Almind Sø i køreafstand, så jeg stadig kan få det kolde gys indimellem.
Jeg er stadig ved at lande i mit nye liv - både som førtidspensionist og som tilflytter til Sorring. Hen ad vejen håber jeg at blive mere involveret i lokalsamfundet både gennem aktiviteter og gennem frivillig arbejde. Det er nu hyggeligt når man kender hinanden og kan få en lille snak i Brugsen.
Man skal aldrig sige aldrig…
men jeg føler jeg er landet lige her, hvor jeg skal være resten af mit liv (med mindre jeg skal en tur forbi Sorring Friplejehjem, hvis det bliver aktuelt).
Da jeg flyttede ind i Dalen, var det 30. gang jeg pakkede flyttekasserne ud. Jeg har boet mange forskellige steder. Randers, Viborg, Løgumkloster, Tørring ved Vejle er nogle af stederne. I en alder af 50 år tog jeg mig et par “fjumreår” og blev madmor og skibums i Norges fjelde. Om sommeren boede jeg på Sicilien, hvor jeg “arbejdede” for mafiaen (lyder meget værre end det oprigtigt var). Jeg har været god til at tage chancerne, når de opstod.
Livet fremover bliver mere roligt OG det gør bestemt ikke noget. Jeg glæder mig til at opleve Sorring og alt hvad den har at byde på. Jeg glæder mig til selv at kunne bidrage.
I nærmeste fremtid vil jeg annoncere på ”‘Det sker’ - i Sorring” på Facebook efter gå-selskab. Min tanke er at det er en god måde at lære nye mennesker at kende, at lære byen og omegnens gåruter at kende og ikke mindst få noget frisk luft og motion.
JEG HÅBER VI SES!
Helle Lolholm
Jeg, Lars, og min kæreste Christel kom til Sorring i april 2020. Lige da corona lukkede landet. Ikke de bedste odds, hvis man skal lære nye folk at kende. Her skete intet og alle var gemt bag masker. Vi faldt dog hurtigt for byen, selvom vi ikke havde hørt om den før (vi er ikke keramikere). Det virkede som en driftig lille by, og vi blev hurtigt glade for de muligheder, som naturen omkring byen gav os. Vi havde en skøn første sommer i Sorring.
Den lille by midt imellem
Valget af Sorring var et “geografisk kompromis”. Jeg arbejder i Aarhus og Christel i Viborg, og det var nogenlunde midt imellem. Vi tjekkede flere byer, men endte med at leje Hovedgaden 19 - med Brugsen som genbo - af Lars Mikkelsen (tilsyneladende Sorrings anden famøse DJ?).
Men da Silkeborg Boligselskab byggede 18 nye boliger på Dalen, så slog vi til. Vi var heldige og flyttede ind i forsommeren 2023 i Sorrings nye kvarter, hvor der er masser af søde naboer, der gerne vil hinanden. I Hovedgaden hyggede vi os med at følge byens liv fra første parket, men nyder nu at være i et stille hjørne af byen med udsigt til Himmelbjerget. Nej, vi klager bestemt ikke.
En lille familie
Vi bragte en lille ny indfødt Sorringborger til byen i september 2021, da vi fik Niclas. Så snart han kunne kravle fulgte han ivrigt med i alt udenfor Hovedgaden 19 - amerikanerbiler, byens hunde og ikke mindst traktorer (“dada!”). Hans første ord blev dog “atju!”. En af de såkaldte “corona-senfølger”, omend en morsom en af slagsen.
Indkøringen i byens vuggestue gik fantastisk. Masser af ros til pædagogerne der, som gav os en helt tryg drømmestart. Vi er endda så heldige, at flere fra Niclas’ mødregruppe er i samme vuggestue og han trives godt med de andre børn der.
For en stund har vi som nybagte forældre måttet skrue ned for de lange og flotte vandreture rundt om byen og i Gjern Bakker. Men med den energi Niclas lægger for dagen, så kan vi nok snart starte igen.
Et par mediehoveder
Christel er indfødt viborgenser, mens jeg er en af de forbistrede sjællændere. Ikke København, men derimod småbyliv på Sydsjælland nær Vordingborg. Mit liv har dog primært været centreret omkring Aarhus siden 1997. Jeg uddannede mig til journalist og fokuserede senere på strategisk kommunikation. Christel er mediegrafiker og livslang trofast Viborgenser - lige indtil vi rykkede til Sorring.
Hun tager hver dag turen til en af Viborgs store virksomheder, F&H Group. Det er “brand house” for bl.a. Mette Blomsterberg, Claus Holm, Södahl m.fl., som Christel laver grafik til webshops, nyhedsbreve og meget mere for.
Jeg laver PR på 10. år på teatret Bora Bora, der ligger i midten af Aarhus ved Musikhusparken, og som præsenterer dans og visuelt teater. Jeg står for pressekommunikation, sociale medier og hjemmesiden bora-bora.dk, hvor jeg informerer om teatrets forestillinger, festivaler og aktiviteter. Jeg er kommunikationsblæksprutte og laver også video, fotos og grafisk design.
Jeg var helt blank på “moderne dans” og performance, da jeg startede i 2014. Men det var en luksus at dykke ned i en så varieret og levende kunstart, der er så åben for fortolkning. Sprog er ikke en barriere, når det handler om bevægelse. Derfor præsenterer vi også forestillinger fra hele verden. Canada, Taiwan, Australien, Sydkorea og stort set hele Europa og Norden kommer forbi. Samtidig arbejder vi med at styrke dansemiljøet i Danmark. Det er sjældent kedeligt.
Passion for kulturen
Både Christel og jeg elsker film, musik og at rode med visuelle ting. Vi er ivrige koncertgængere, selv om forældregerningen har lagt lidt en dæmper på det. Niclas havde dog sin musikfestivaldebut, da han var ni måneder gammel på den børnevenlige Hjortshøj Festival. Han har også været til Dans Baby Dans Festival for de 0 til 5-årige på Bora Bora.
Christel har fra barnsben passioneret dyrket ballet. Senere kom salsa til, som bl.a. er grunden til, at hun allerede kendte én fra Sorring, da vi kom hertil. Byens allestedsnærværende musiker Steen Frederiksen, som vi bl.a. har oplevet ved Sorring Står Sammen.
I Aarhus blev jeg meget involveret i musikscenen under opblomstringen i 2002-2005, hvor jeg bl.a. lavede bogen og cd’en “århus:nu - et signalement af de nye toner”. Senere startede jeg pladeselskabet Sound Of Perpetual Astonishment (SOPA), hvor jeg udgav musik med kunstnere fra primært Aarhus, København og Berlin, og arrangerede koncerter. Jeg filmede også koncerter, musikvideoer og et par dokumentarfilm på bl.a. Grønland og i New York. Jeg gør det stadig, når jeg kan.
Jeg har primært hjulpet andre musikere, men spiller også selv musik “til husbehov”. Niclas har svært ved at holde nallerne fra fars guitar, selv om han har sin egen - og
det er bare skønt.
Hvor skal vi hen, du?
Vi ved selvfølgelig ikke hvad fremtiden bringer, men vi kan lide Sorring. Vi har engageret os i opstarten af Sorring Fælleshave, som Emil og Ninna Jørgensen er ved at starte op. Christel har designet et logo til projektet. Vi håber, at mange flere vil være med til at skabe flere nye fællesskaber - på tværs af alder. Et godt initiativ for os, der måske ikke er voldsomt sporty. Med det sagt, så har krudtuglen Niclas dog en fest til gymnastik hver mandag sammen med de andre vuggestueunger. Jeg er selv mere til løbeture i naturen end f.eks. fodbold.
Jeg har tænkt på om der er grobund for mere livemusik i byen i løbet af året. Jeg har stadig et netværk at trække på til den slags. Jeg er et “krea-hoved” og har også overvejet, om jeg skulle finde et lokale i området, hvor jeg kunne rode med kreative ting. Nu må vi se.
Tusind tak til Martin for stafetten. Vi havde tænkt lidt på om vi nogensinde fik muligheden. Man kan åbenbart være heldig.
Hvis man er nysgerrig, så huserer jeg på larsdideriksen.com, hvor der ligger skriverier, e-bøger, fotos, videoer, dokumentarfilm, podcasts og musik m.m.
Lars Kjær Dideriksen
Tak for stafetten til Hans Erik, der delte sin historie i sidste Miniavis.
Fra det rå nordvest kvarter i København til Sorring
I 2009 startede jeg på pædagoguddannelsen og flyttede til København. Fra dag 1 på pædagogstudiet, levede jeg min uddannelse samt kampen for mit fag. Det hele stoppede brat i 2018, hvor jeg gik ned med alvorlig stress.
I dag lever jeg sammen med min kæreste Sofie, vores to børn, Bille på 4 år og Balder på 8 måneder, nede på Hovedgaden 17 ved Sorrings Byttebod og Alexandersen Cykler. Vi rundede vores første år i byen i sommers. Vi endte faktisk lidt ved en tilfældighed her i Sorring. Dette gør dog ikke byen mindre fantastisk. Byen, der vel uden at fornærme nogen blot er en flække, har præcis det, som skal til for at være en moderne landsby, der rejser sig skønt i det midtJyske. Vi kender langt fra alle i byen, men min nabo eller genbo kender dig nok. Dette skaber forpligtende fællesskab som vi holder utroligt meget af. Nærværet, hjælpsomheden og noget som "nærmest er helt glemt" - hilsepligten.
Bille var meget forundret over ham manden, ”Finn brugsuddeleren”, som høfligt hilste på ham i starten når vi var ved købmanden. Dette var ikke særlig københavnsk og ret underligt for ham. Nu hilser lillemanden fint tilbage, folk er ikke så fremmede længere, han finder glæde i denne gestus og deres smil, og så har han tilmed anlagt sig en dejlig, jysk accent.
Oprindeligt var planen sådan, at vi i juni 2022 skulle være flyttet i Kolonihave i Silkeborg i et års tid. Vi ønskede at etablere os, finde en ro, finde jobs og på sigt købe hus. Gerne et sted lidt udenfor Silkeborg, og meget gerne med adgang til skov og badesø, måske i en landsby med lokalt sammenhold og et blomstrende aktivitets- og foreningsliv. Dog gik denne plan i vasken, men vores jobs var sagt op og flyttebilen var bestilt, så noget skulle gøres og relativt hurtigt måtte vi ændre strategi.
Vi fik mulighed for midlertidigt at benytte gæsteafdelingen i min svigermors hus. Nu begyndte boligsøgningen så, med vores liv i flyttekasser. Vi fandt 2-3 huse vi gerne ville se på, og første prioritet var et gråt hus i Sorring med tilhørende anneks samt egen have. Sofie kendte til byen, idet hendes bedste veninde var vokset op her og hun selv i Silkeborg. Jeg derimod, havde aldrig været længere væk end Resenbro, samt været i sommerhus ude i Fårvang ud til Gudenåen. Silkeborg havde jeg større kendskab til, fordi jeg havde besøgt byen mange gange de sidste 6 år, sammen med Sofie.
Kærlighed flytter bjerge
Var jeg blevet spurgt bare 8 år forinden, om jeg ville bo i Jylland, ville mit klare svar have været nej. Men dette forjættede land, som jeg ellers har rejst i fra top til bund og på kryds og tværs for at holde oplæg, afholde kurser eller være bisidder mens jeg var tillidsvalgt for Pædagogstuderendes Landssammenslutning, begyndte at vokse på mig. Det viste sig stille og roligt, at jeg så mig mere og mere lun på det her med græs, at tingene godt måtte gå lidt langsomt, og det at folk langt de fleste steder ikke boede ovenpå hinanden i en betonlagkage, hvilket jeg ellers havde været vant til i København. Men det var i høj grad min kærlighed til Sofie, der hjalp mig det sidste stykke over broen.
Før tanken om Jylland dukkede op, drømte vi om økosamfund, selvforsynende køkkenhave, kortere arbejdsuger, og så ville jeg især gerne bygge et halmhus vi kunne leve i. Disse tanker synes de fleste banker lød utrolig spændende, de ville bare ikke låne penge til den slags "pjank". Derved så vi ind i måske mere end 10 års byggerod, leve i en husvogn på sten, gå på arbejde for at tjene penge til materialer og skaffe kapital til at holde fri, for at kunne bygge hus. Det var bestemt ikke den model vi ville.
Det hele blev uoverkommeligt og imens havde Corona sendt boligpriserne på himmelflugt i København. Jeg var stadig sygemeldt med stress og havde udviklet generaliseret angst. Jeg var dog i lønnet praktik i en tømrervirksomhed, men var endt i stampe og havde aldrig rigtig rejst mig efter min stress-sygemelding i efteråret 2018. Vi var trætte af at bo i vores lille toværelses lejlighed, som ellers lå rigtig fint lige ud til Nordvest Parken. Vores lille formue efter et tidligere boligsalg var skrumpet ind, og priser var skudt i vejret. Omkring juletid 2021 tog vi beslutningen om det måtte blive Jylland.
Jeg er oprigtig rigtig glad for at bo i Sorring, og det er min familie også. Det er vores opfattelse at folk vil hinanden og byen det rigtig godt. Vi passer på hinanden, selv om vi ikke er på fornavn med alle, eller kender deres historie. Der er et forpligtende fællesskab i Sorring, med et fokus på at være en moderne landsby med fælles institutioner, virksomheder, foreningerne og kultursteder. Denne samhørighed giver tryghed og dette nærvær er for mig og min familie uvurderligt.
København mulighedernes by
Mit overskud er kommet tilbage. Ja, jeg kedede mig lidt i starten, men det var forventeligt. Folk jeg snakkede med, antog ofte, at det også måtte have været forfærdeligt at bo i København. Ikke for mig. Ikke for os. Vi elskede det og jeg kan da til tider godt savne mulighedernes by. Vi kendte alle lommerne, alle de fede og fantastiske legepladser, de lækreste spisesteder hvor børn også var velkomne. Vi boede "midt i byen", men havde samtidig adgang til natur og dyr, og alt kunne nås i vores ladcykel.
Det var en kæmpe omstilling at lande i Sorring, og nu skulle vi til at aktivere vores barn noget mere end vi var vant til, når vi hentede ham fra børnehave. Vi kunne ikke lige ryste 10 muligheder ud af ærmet: vil du holde marsvin i de gamles by, skal vi tage i Utterslev mose og klappe lam eller vil du på legeplads? Legepladserne var nærmest alle sammen større end den nye i Indelukket inde i Silkeborg.
Sofie havde fået job som fysioterapeut da vi flyttede til byen. Jeg måtte en tur ind på jobcentret for at få tildelt ny praktik. Mit ønske var at komme indenfor i Cykelbranchen på et værksted da jeg selv havde rodet med cykler siden 2018, og gerne ville prøve det af professionelt. Så jeg tog på charmetur med uopfordrede ansøgninger i hånden, og det lykkedes at komme ind i en cykelbutik med eget værksted. Efter 8 måneder i praktik ville jeg gerne overgå til lønnet praktik, men efter et uforløst møde mellem praktikstedet, jobcentret og jeg, forsvandt modet samt viljen til at blive i systemet ret meget længere. Jeg følte mig ikke rask endnu, men måske var det systemet, der fastholdt mig i sygdom, jeg følte mig i hvert fald konstant på vægten. Jeg havde en enorm trang til at bestemme over mit liv. Jeg blev fritstillet, og fik 6 uger til at søge job. Men jobs hang ikke på træerne og slet ikke indenfor cykelværkstederne.
Herre i eget skur
Jeg havde længe gået med tanken om at blive selvstændig, nu kom tiden for at tage springet, og det endte med at jeg åbnede Alexandersen Cykler, dog med den tryghed i at jeg kunne få faste timer ved siden af, hos Schriver Cykler i Århus.
Jeg arbejder til dagligt med alle slags cykler, men primært fokus på hverdagscykler, hvilket mit værksted også er bygget op omkring. Jeg vil gerne drive min virksomhed som "et åbent køkken", med ærligt, ordentligt håndværk til moderate priser. Jeg holder af at være med under hele processen, fra indlevering til aflevering, da jeg kan lide kundekontakten samt vejledningen. Jeg har på nuværende tidspunkt ikke behov for at min forretning skal vækste stort. Jeg ønsker at være et lille sted, med nærvær, ro og genkendelighed samt faste kunder. Jeg ønsker ikke at skulle slås med de store butikker eller kæder. Jeg drømmer da til tider om et lidt større værksted - måske endda med varme, men lige nu glæder jeg mig over at kunne holde mine udgifter nede, lave solide reparationer og møde glade kunder samt kunne køre det hele i mit eget tempo.
Københavner ferier, men vores hjem er Sorring
Sofie har nok haft sværest ved at falde til i landsbyen. Jeg er introvert og lader op alene eller med meget få mennesker. Jeg er i bund og grund "blevet luftet" ved at gå en tur over i Brugsen. Derimod kan jeg mærke, at Sofie kan mangle lidt urbanitet en gang imellem. Vores familie falder dog mere og mere til, og sidst vi drøftede fremtiden, blev vi enige om det nok var det rette sted vi er landet – hvert fald indtil børnenes skolegang i byen får en ende. Men at se hendes hjerte smelte når børnene render til halloween, når Bille og jeg går afsted denne aften for at mødes med et par stykker fra børnehaven, men støder ind i flere og flere vi kender for at ende med at møde op i samlet flok ved vores eget hus og råbe slik eller ballade, det er stemningen af landsby.
Det er hyggeligt at bo i Sorring og mon ikke vi ender med at blive, selvom der ikke er direkte adgang til skov og badesø. Til gengæld kan byen så meget andet som vi finder mindst ligeså vigtigt for os. Her er jo fantastisk og det er jo byens borgere, der gør Sorring til Sorring. Som det er lige nu, vil vi ikke være det foruden på nogen måde og mange tak for den fine modtagelse her i Sorring.
Martin Alexandersen
Tak for stafetten til Ditte, vores gode nabo.
Jeg hedder Hans Erik Kristoffersen og er gift med Anne. Vi mener åbenbart begge to vi er godt gift idet vi fortsat holder sammen, godt og vel 43 år efter vores bryllup.
Vi har nu boet i Sorring i to et halvt år, efter ca. 35 år i Sæby. Måske kan det ”svagt” høres på dialekten, hvilket heldigvis mange fra Sorring tilsyneladende har accepteret.
Jeg er født og opvokset i udkanten af Hirtshals hvor mine forældre havde et lille landbrug og en vognmandsforretning. Så jeg er en bondedreng der er flyttet til byen.
Jeg blev udlært automekaniker i Hirtshals, og som 24 årig blev jeg ansat som faglærer ved Frederikshavn tekniske skole, dengang som landets yngste faglærer. Jeg underviste autolærlinge og senere blev det til efteruddannelse af automekanikere.
Samme år som jeg startede som faglærer mødte jeg Anne. Anne er født og opvokset på en gård i Vissing ved Hadsten, og udlært hos landboforeningen i Hadsten. Vi blev gift og Anne flyttede til Nordjylland, fik job på Landbo Nord i regnskabsafdelingen og sammen købte vi nyt hus i Gærum ved Frederikshavn. Efter nogle år som faglærer fik jeg lyst til at prøve at være selvstændig, og sagde mit job på teknisk skole op, og startede et autoværksted op i Sæby. Samtidig solgte vi huset i Gærum og byggede nyt hus i Sæby.
I hele mit arbejdsliv har autobranchen været min hjemmebane. Jeg har altid interesseret mig meget for efteruddannelse og efter nogle år som selvstændig, fik jeg ideen til et efteruddannelsescenter i det nordjyske. Efter en lang opbygningsfase lykkedes det dels med EU midler og dels lokale midler at opføre Autobranchens Udviklingscenter, som skulle afholde efteruddannelse og udviklingsaktiviteter for autobranchen i hele landet.
Det voksede hurtigt og jeg var pludselig leder for 13 autoinstruktører og lavede kurser for flere af de danske bilimportører. Efter 10 år stoppede jeg i 2007 som leder af centret, idet jeg fik chancen for at opbygge endnu et efteruddannelsescenter. Jeg blev samtidig selvstændig igen, og sammen med autogrossisten FTZ, grundlagde jeg det der i dag er kendt som FTZ akademi, hvor det primært er folk fra den frie del af autobranchen der efteruddannes. Her var jeg leder fra 2007 til 2019, og har selv i den periode primært afholdt kurser for værkstedsindehavere, men har samtidig haft 10 instruktører ansat der underviser i teknikken omkring bilerne.
Jeg er stadig selvstændig, og laver konsulentarbejde for nogle af grossisterne i autobranchen samt bestyrelsesarbejde for nogle autoværksteder. Det er dog i dag på nedsat tid, idet personnummeret siger fødselsår 1954, så jeg nærmer mig vel pensionsalderen.
På det familiemæssige område har Anne og mig haft den store glæde at få 2 børn. Vi har begge været meget sportsinteresserede lige fra vi var børn, og det har i høj grad præget vores fritid. Anne har spillet både fodbold og håndbold på højt niveau, og jeg har selv primært spillet fodbold, men også en del bordtennis og badminton.
Vi har begge været involveret i både træneropgaver og bestyrelsesopgaver i diverse idrætsforeninger i Sæby og det har også præget begge børn, som ligeledes har været meget sportsinteresserede og begge dyrket meget sport siden de var små.
Begge børn er havnet i det østjyske, vores søn og svigerdatter i Silkeborg og vores datter og svigersøn i Mårslet. Begge steder er der desuden kommet 3 børnebørn til. Så nu har vi årsagen til at de to gamle nordjyder besluttede at flytte 200 km mod syd.
Vores 6 børnebørn er i dag i alderen 3 – 11 år, og en aften sad vi i Sæby og funderede lidt over hvordan vi kunne få nogle flere timer sammen med både børn og børnebørn.
Huset i Sæby blev solgt i løbet af nogle få dage og hvad så? Hvor skal vi flytte hen?
Joh, vi fandt et kort og satte en finger ca. midt mellem Mårslet og Silkeborg og her er der jo en bette by der hedder Sorring.
Vi fandt ud af der var en ledig grund på Hjejlevej, men vi kom for sent, den var solgt inden vi nåede frem, men så var der et hus lige over for grunden, Hjejlevej 97 og sikke en udsigt… Det måtte vi eje.
Vi havde ingen relationer, vi kendte ingen i byen, vi havde boet næsten 35 år i Sæby, og været utrolig glade for byen og området, men vi vovede springet.
Vi har ikke fortrudt et sekund. Vi har i den grad følt os velkommen i byen.
Vi fik en fantastisk velkomst af vores nye naboer og genboer på Hjejlevej. Der gik mindre end 2 døgn fra vi flyttede ind, så havde alle været forbi og sige velkommen og det er noget der varmer. Men også i resten af byen har vi fra første dag følt os velkommen.
Vi har selvfølgelig været bevidste om der skal ydes lidt fra vores side, især når man ikke længere har skolesøgende børn som giver en naturlig omgang med øvrige forældre, men når man som pensionist flytter, skal man vise man ønsker at blande sig. Vi har i dag stor glæde af en velfungerende idrætsforening, jeg spiller badminton og Anne er med til gymnastik, jeg kom efter nogle få måneder i bestyrelsen for Sorringhus’ Venner og er senere kommet i bestyrelsen for det nye friplejehjem, hvilket allerede har givet os en stor berøringsflade i byen.
Både Anne og mig har meldt os til klub frivillig i Brugsen, og også her har det givet mange dejlige bekendtskaber – Når man står foran brugsen og vasker indkøbskurve og vogne med vand og sæbe kommer der mange gode og sjove kommentarer fra brugsens kunder.
Alt i alt en stor tak for den måde Sorrings borgere og foreninger har modtaget os to nordjyder – Vi er både glade og ikke mindst taknemmelige for at vi er havnet her, og endnu en gang tak for stafetten og dermed muligheden for at udtrykke en tak og også sige til byens øvrige beboere at vi skal være glade og stolte over vores by og det sammenhold vi har – Vi oplevede det ikke mindst her i juni måned ved Sorring står sammen arrangementet. Godt at opleve at også i Sorring er der en række ildsjæle, som bruger masser af tid, kræfter og energi på at få byen til at fungere. Tak for det.
Hans Erik
Tak for stafetten, som jeg har fået af Gitte Rasmussen.
Jeg hedder Ditte, er gift med Steen og sammen har vi Ida og Max. Vi bor helt oppe i toppen af Hjejlevej, ja faktisk lige så højt som Himmelbjerget. Det var i hvert fald, hvad der stod i salgsannoncen fra EDC, da vi købte grunden i sin tid.
Jeg er født og opvokset mellem Ravnstrup og Finderup, lidt udenfor Viborg. Jeg har haft min skolegang på Hald Ege Skole, og befandt mig egentlig ret godt i Viborg, indtil jeg mødte min mand Steen tilbage i 2005.
Han kom fra Skovby og var bosiddende i Galten. Efter vi havde været kærester lidt på afstand i et halvt års tid, flyttede jeg ned til ham i Galten. Der gik nogle år med at bo i lejlighed sammen, indtil et vennepar her fra Sorring, blev ved med at lokke med os. “Kom til Sorring - Her er så skønt at bo” sagde de.
Da der så blev udbudt grunde til salg heroppe på toppen, slog vi hurtigt til og bød på 3 stk. Glæden var stor, da vi blev ringet op af ejendomsmægleren. Vi havde fået alle 3, så hvilken én ville vi købe…?? Tja… Det var jo et rigtig godt spørgsmål. Men jeg er nu ret sikker på, at vi valgte helt rigtigt. Der gik dog lige 3 år, inden vi kunne finde ud af, hvilket hus vi ville have på vores jordstykke.
Det gik vi så i gang med at bygge i sensommeren 2010. Huset har vi selv tegnet og imens vi byggede det, boede vi i skurvogn her på vejen, da vi selv har lavet en del. Kalenderen siger at vi har boet i Sorring i 13 år nu, og det har vi ikke fortrudt én eneste gang.
Jeg er oprindeligt udlært som købmand, men arbejder i dag som Office Manager hos Kendskab i Silkeborg. Mine kollegaer laver online marketing, og jeg laver en masse andet som bogføring, fakturering, tidsstyring m.m. Min mand Steen er elektriker og arbejder hos Dansk El og Teknik, der kører i hele Danmark. De har afdelinger i Jylland og på Sjælland, med hovedsæde i Odense.
I 2012 kom vores datter Ida til verden. Jeg var heldig at komme i mødregruppe med 4 andre skønne kvinder, og kom derfor hurtigt til at lære nogle at kende i byen. For man er altså lidt anonym her i Sorring, indtil man får børn, med mindre man selv gør noget aktivt for at lære folk at kende. Ved ikke hvordan nye tilflyttere har det i dag, men det var i hvert fald den følelse vi havde da vi flyttede til byen.
Heldigvis gik mødregruppen og jeg, både til fitness i hallen, babysalmesang i Dallerup og babybio sammen. Det var en skøn tid.
Da vores datter startede i børnehaven, meldte jeg mig ind i aktivitetsudvalget. Så fik jeg endnu en mulighed for at lære nogle nye mennesker at kende. Det hyggede jeg mig i hvert fald en del med, i de år hun gik der.
Max kom til verden i 2018, og igen var jeg heldig at få en skøn mødregruppe her fra byen.
Vi har også tilbragt mange hyggelige timer sammen, og i dag går vores børn i børnehave sammen, så vi ses stadig ind imellem til forskellige arrangementer i byen og i børnehaven, hvilket er rigtig dejligt.
Vi er enormt heldige i denne by, at vi både har dagpleje, vuggestue, børnehave og skole. Så børnene mødes helt fra baby-tiden, og følges så op igennem livet, helt til og med 6. klasse på Sorring Skole. Vores familie er i hvert fald meget glade for de tilbud der er her i byen.
I 2022 blev jeg gymnastikinstruktør i STIF, for Sorringlopperne, og sikke nogle glade og søde børn, vi havde fornøjelsen af i den sæson, der som vanligt sluttede med en rigtig fin opvisning i STIF hallen i marts måned.
Der skulle derfor ikke mange overvejelser til, da jeg besluttede at nappe endnu en sæson med Sorringlopperne. Det er virkelig sjovt og givende at være gymnastiktræner. Og helt fantastisk at møde børnene i børnehaven, der glad råber “hej gymnastiktræner, hvornår skal vi til gymnastik igen?”
Jeg er derudover også med i PAFs bestyrelse. Noget Gitte lokkede mig til, en dag jeg vist nok havde fået lidt for meget rødvin til en fest nede i vores lokale forsamlingshus. Men jeg har nu ikke fortrudt. Her er en masse skønne mennesker tilknyttet, som kender rigtig meget til Sorring og dens historie. Jeg glæder mig til at se, hvad eventyret i PAF ellers byder på, af sjove oplevelser og forhåbentlig møder jeg flere nye og spændende mennesker på min vej.
Jeg arrangerede også et loppemarked med min gode veninde og partner in crime, i STIF hallen d. 13. maj.
Desværre blev vi ramt af et fantastisk forårsvejr, så besøgstallet var ikke helt som ønsket. Men det var mega sjovt at stable på benene, og jeg er især meget beæret over, at man her i byen nemt bliver mødt i sine ideer og flere er med til at gribe dem og hjælpe dem i mål.
Det var i hvert fald sjovt, at være med til at skabe en hyggelig dag for byens borgere. Og vi må se, om vi kan finde på at arrangere et nyt loppemarked på et tidspunkt.
Jeg er blevet meget glad for at lave frivilligt arbejde. Det er en rigtig god måde at lære folk i byen at kende på, så det kan jeg kun anbefale alle at prøve før eller siden.
Der er mange skønne foreninger, hvor man kan give et nap med, og hjælpe med både store og små opgaver. Og så giver det bare sådan en skøn energi, at være med i fællesskabet.
Sorring er sådan en dejlig by. Og vi er meget glade for, at vi blev “lokket” hertil, så vi kunne skabe vores skønne hjem lige netop her, på toppen af Hjejlevej.
Folk er så venlige her i byen. Man hilser på hinanden og giver et smil med på vejen. Vi er gode til at stå sammen og hjælpe hinanden med små og store ting.
Ja, Sorring er noget særligt, og en fantastisk by at lade sine børn vokse op i.
Tak fordi du læste med.
Ditte Jensen
Tak for stafetten til min ”skøre nabokone” Birthe.
Jeg hedder Gitte, jeg bor på Høghgårdsvej i ”huset med det flade tag” sammen med min mand, Peter og vores 3 børn, Casper, Sofie og Lærke.
Jeg er født i Herning og opvokset i Snejbjerg, en lille by uden for Herning. Her boede jeg sammen med mine forældre indtil jeg blev student i 1999. I 1998 mødte jeg Peter, som kommer fra Vanløse. Vi flyttede sammen i august 1999 i en lille 1-værelses lejlighed i Århus. Her boede vi 1 år, indtil vi var heldige at få en 3-værelses lejlighed, stadig i Århus. Jeg har altid været meget glad for børn og jeg troede derfor, jeg skulle være pædagog. Jeg startede med at tage den pædagogiske grunduddannelse, som jeg afsluttede i oktober 2003, ca. 5 uger før Casper blev født. Efter barsel havde jeg flere vikarjobs og kunne her konstatere, at pædagog nok alligevel ikke var noget for mig. Det blev for meget med en hel dag med skrigende unger og så også skulle have overskud til mig egne børn.
Lidt ved et tilfælde hørte jeg om lægesekretærfaget og blev nysgerrig på, om det kunne være noget for mig. Jeg søgte ind, men fik desværre afslag, jeg havde ikke noget erfaring. Jeg var heldig at få en praktikplads på det gamle Amtssygehus, hvor jeg var, mens jeg var gravid med Sofie.
Da Sofie meldte sin ankomst i 2006, blev lejligheden for lille og vi var heldige at få en større lejlighed, 3 mdr. før hun kom til verden, denne gang i den anden ende af Ringvejen i Århus. Efter barsel med Sofie søgte jeg igen ind som lægesekretær og denne gang havde jeg min praktik erfaring med og jeg blev optaget.
Efter nogle år i denne lejlighed på 1. sal, drømte vi om mere plads og en have til vores børn. Vi søgte vidt og bredt på Boligsiden og var ude og se flere huse, men ingen havde det, vi gerne ville have. En dag fik jeg lavet en søgning over et for stort område, men her var huset, som umiddelbart havde alt det, vi gerne ville have, i Sorring. Ingen af os havde hørt om den by, men vi måtte alligevel ud og se huset og ja det endte med, at vi købte det og kunne flytte ind i september 2009.
Det var også i september 2009, jeg blev færdig som lægesekretær og var så heldig at få tilbudt job på en af de afdelinger, jeg havde været i praktik, Gynækologisk-Obstetrisk Afd. I dag hedder den Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler, men patientgruppen har ikke ændret sig.
I 2011 kom Lærke til familien. Nu var vi flyttet 3 gange og havde fået 3 børn, så vi bestemte, at vi ikke skulle flytte igen og den beslutning holder vi stadig ved, da vi er meget glade for at bo, hvor vi gør.
Jeg har altid selv været meget glad for håndbold og har spillet i mange år, så det var nærliggende, at mine børn også skulle prøve kræfter med dette. Desværre kan man ikke spille i Sorring, så vi måtte kigge mod Voel. Alle 3 børn har spillet håndbold og både Sofie og Lærke spiller stadig. Jeg har været træner for pigerne igennem næsten alle de år, de har spillet og er nu blevet ansat til at hjælpe klubben i administrationen nogle timer om ugen. Når man alligevel er meget i hallen, kan man jo godt hjælpe til 🙂
I foråret 2013, da jeg kom i SFO’en for at hente Casper, havde han meget travlt med at komme afsted, da han havde hørt, der skulle være opstart til et teaterstykke for børn i Gøgleriet og det ville han gerne være med til. Jeg havde aldrig hørt om stedet og vidste ikke, hvor vi skulle hen. Heldigvis kunne en af de voksne i SFO’en lede os på vej og vi kørte, efter anvisninger, op på Solbærmarken. Men det hjalp ikke meget, for hvor var det Gøgleri? Efter lidt tid og frustration fra drengen, kom en anden forælder og kunne hjælpe os ned i, hvad der udefra, kun lignede et almindeligt hus. Casper kom med i forestillingen og her var jeg første gang lidt med omkring en teaterforestilling i Pottemageregnens AmatørTeaterforening, da jeg hjalp lidt med det praktiske.
I sensommeren var der indkaldt til informationsmøde, for der skulle laves storstykke. Jeg tænkte jeg kan da møde op og høre mere om det. Jeg ville gerne hjælpe med det praktiske, men jeg skulle absolut ikke på scenen. Til mødet kom desværre ikke ret mange, så storstykket blev aflyst.
Den aften kom jeg til at sidde ved siden af Anette Dippel, som var instruktør på et stykke, der skulle opføres i Toustrup forsamlingshus i november. Hun spurgte om jeg kunne sy, ikke det store, svarede jeg, men blev alligevel en del af kostumeholdet til den forestående forestilling. Lynhurtigt blev jeg også en del af sminkeholdet og var nu en del af Pottemageregnens Amatørteaterforening og det er jeg stadig. I dag sidder jeg i bestyrelsen og er faktisk formand. Ja jeg har da også været på scenen et par gange i løbet af årene 🙂
Det er en fantastisk forening at være medlem af, fuld at gode mennesker, som bare gerne vil have det hyggeligt og sjovt og der er plads til alle, uanset om man vil på scenen eller ej.
Ud over timerne i hallen i Voel og i teaterforeningen prøver jeg at hjælpe, hvor jeg kan, da de fleste arrangementer og aktiviteter, f.eks. juletræsfest, fastelavn og skt. hans er afhængige af frivillige hænder. Min familie vil nok gå så langt som til at sige, at jeg aldrig er hjemme, men det er fedt at hjælpe til. Man kommer til at møde en masse søde mennesker og får en masse oplevelser i rygsækken, og oftest har jeg en eller flere fra familien med. Jeg kan kun anbefale alle, at deltage som frivillig, specielt hvis man er ny i byen, så kommer man hurtigt til at kende nogen 🙂
Sorring er en dejlig by med plads til alle og hvor man kan deltage på lige det niveau, man har lyst, tid og overskud til.
Gitte Nygaard RasmussenTak til Pernille for stafetten, - jeg blev glad over at skulle skrive i Miniavisen.
Jeg hedder Birthe, er 43 år gammel og bor på Høghgårdsvej 1. Jeg deler det store hus med min mand Mark, vores to drenge Nikolaj og Tobias samt vores (gøende!) hund Gizmo.
I mine barne- og ungdomsår boede jeg med mine forældre og 2 ældre brødre i Aulum. En tryg barndom i en lille landsby i midten af Jylland.
I 2005 blev jeg færdig som sygeplejerske, som jeg læste til i Holstebro. Jeg startede min sygeplejekarriere i Glostrup, har været en tur tilbage i Holstebro, men drømmen om et job på intensiv afdeling førte mig til Aarhus. I 2007 startede jeg på drømmejobbet på ITA på Kommune Hospitalet. Et meget spændende, udfordrende og til tider hårdt speciale, som jeg stadig holder meget af, men sagde farvel til i 2017. Nu kører jeg til Åbyhøj, hvor jeg arbejder som konsultationssygeplejerske i en almen praksis. Det er jeg rigtig glad for. Jeg er her fri for aften-, nat- og weekendarbejde, hvilket jeg har gjort meget i i mine tidligere jobs på sygehus og i kommunalt regi. Vagterne tager Mark sig blandt andet af i sit job som anæstesisygeplejerske i Randers.
I 2009 mødte jeg Mark, som var ny sygeplejerske på intensiv afdelingen. Det blev hurtigt til hemmelige kys og holden i hånd, når vi var på vagt sammen 🙂
Hurtigt efter at vi var blevet kærester købte vi vores første hus sammen i Spørring og kort efter blev jeg gravid. Nikolaj kom til verden i februar 2011.
Mark kunne ikke få job efter endt uddannelse til anæstesisygeplejerske, hvilket gjorde at vi tog 4 måneder til Bergen. Det var en fin oplevelse og med os hjem gemte lillebror sig i maven og Tobias kom til verden i september 2013. Og Mark havde fået fast stilling på Aarhus Sygehus.
I august 2014 blev vi gift i Besser Kirke på Samsø. Mark er vokset op på øen, så det var meget naturligt for os at blive gift i Besser Kirke, hvor mine svigerforældre er blevet gift, Mark konfirmeret og begge vores drenge døbt. Marks forældre bor fortsat på øen og vi elsker at tage færgen fra Hou til den lille ø i Kattegat.
En dag i november 2013 (der var julemarked i forsamlingshuset 🙂) kørte vi til Sorring, da vi havde en aftale med en ejendomsmægler. Vi havde udset et par huse, som var interessante. Vi var på udkig efter et hus max 30 minutter fra Aarhus og det førte os til denne dejlige by. Egentlig havde vi ikke planer om at se huset på Høghgårdsvej, men ejendomsmægleren mente, at huset lige var noget for os. Og ganske rigtigt!
Siden vi flyttede ind, har vi været i gang med at renovere og jeg er ikke sikker på, at vi nogensinde bliver færdige! 🙁
Vi trives her i byen. Her er trygt og rart, hjælpsomheden er stor ift. stort og småt. Man bliver mødt med smil og et ”hej” uanset hvor, man kommer hen. Ungerne har mange venner, spiller fodbold og badminton. Mark spiller bordtennis og også badminton. Jeg nyder naturen med mine gåture med Gizmo og nyder at snakke med venner og bekendte rundt omkring i byen. Tak til alle de frivillige her i byen som gør så stort et stykke arbejde for at danne rammen om fællesskab i Sorring. For Sorring er speciel.
Birthe Frølund Novotny
Mange tak for stafetten fra Amalie og Simon. Jeg fik i en hurtig vending, sagt at den ville vi gerne overtage, men ved nærmere eftertanke, havde jeg ikke den fjerneste idé om hvad jeg skulle skrive til Sorrings helt egen miniavis. Vi har været trofaste læsere af miniavisen siden vi flyttede hertil i 2021, og har nydt at lære lidt mere om de folk som bor her i byen ved at læse deres historier. Og nu blev det så vores tur til at fortælle lidt om os selv.
Jeg hedder Pernille Mertz, og sammen med min mand Eric og vores dreng Tim, flyttede vi til Sorring i sommeren 2021. Vi havde faktisk allerede købt huset i februar, men da overtagelsen gerne måtte passe sammen med sommerferien, aftalte vi med Katrine og Emil, som boede i huset dengang, at vi skulle overtage huset fra d. 1. juli. Det var en skøn årstid at flytte ind på Silkeborgvej 6. Haven stod i fuldt flor og Tim kunne lege ude i haven, imens vi gjorde lidt i stand inde i huset. Sidenhen er lillebror Sofus kommet til verden, så der er liv og glade dage i det lille røde murstenshus fra 1930.
Til dagligt arbejder jeg som projektleder i WSP, et rådgivende ingeniørfirma, hvor jeg bl.a. sidder med inddragelses- og samskabelsesprocesser inden for natur og klima. Eric slår sine folder som pædagog på Tilst Skole og Tim og Sofus går henholdsvis i børnehave og vuggestue i Sorrings Børnehus.
Jeg er oprindeligt fra Odense, og Eric er fra Brædstrup. Vi mødte hinanden i Aarhus hvor vi begge studerede og flyttede efter nogle år sammen i en lejlighed i Viby. Men som vores lille familie voksede, voksede vi også ud af lejligheden. Så vi lejede et husmandssted i Lillering, lige op til skoven. Der boede vi godt et år, da vi så at huset på Silkeborgvej 6, var til salg. Vi faldt for den gamle murermester stil, og syntes at huset med det store kirsebærtræ i haven, var utroligt charmerende. Vi kendte ikke meget til Sorring, udover at jeg havde været til nogle drejekurser hos Sorrings Lervarefabrik. Men vi fandt hurtigt ud af, at Sorring, selvom det er en lille landsby, har alt hvad man har brug for af indkøb, dagtilbud, skoler, hal, aktiviteter og med et rigtig godt sammenhold. Det hjalp også at Erics kollega Lisbeth, som også bor i byen, snakkede rigtig godt om Sorring.
Jeg havde egentlig aldrig troet, at jeg skulle bo i et hus, sidde med boliglån og med to biler. Jeg har altid holdt meget af rejse, og tog som 19-årig fire måneder til Sydamerika og det blev starten på mange rejser af forskellige varigheder til Asien, Centralasien, Mellemøsten og Kaukasien. Jeg har altid holdt af eventyr, der omhandlede mødet med det fremmede, som får en til reflektere over både hvordan man selv lever og ens egne kulturelle normer. Efter hver rejse, har jeg følt at jeg har lært lidt mere om livet, end jeg vidste før jeg tog afsted. I dag, eller i hvert fald lige nu, er det ikke længere de store rejser som er eventyret i mit liv. Nu handler eventyret i stedet om min dejlige familie, hvor hverdagen med to små børn, arbejde, venner og fritidsinteresser fylder alle døgnets timer ud.
Og sikke et eventyr det er. Jeg er glad for, at det er netop Sorring som danner rammerne om det eventyr som Eric og jeg står midt i. Vi nyder de lokale arrangementer, hvor vi bl.a. har været til juletræsfest i Toustrups forsamlingshus, fastelavn i hallen og vi glæder os til at skabe flere gode stunder og lære flere at kende her i byen.
Pernille Mertz