Sorring.dk

AF CHENETTE MADSEN PERANGIN ANGIN

Tak for stafetten til min gode veninde Bente Jakobsen.

Ligesom Stine Røhling starter med i sin fortælling om Mig og Sorring, så kan jeg vist også godt kalde mig “Et barn af Sorring”. Min fars familie har været bosat her i Sorring siden 1938. Min farfar Laurits Madsen var mejerist og bestyrer af mejeriet i Horskilde, indtil det lukkede i 1970. Til de som ikke lige ved det, så ligger Horskilde ca. 1 km uden for byen mod Låsby og Tovstrup.

I 1975 byggede min farfar og farmor hus på datidens “toppen af Hjejlevej”. Min farfar var en kendt mand i Sorring og gammel Gjern kommune. Han havde politiske interesser og blev i 1970 valgt som Gjern kommunes første borgmester.

Min farbror Sten er også en kendt Sorring-genser, da han var brugsuddeleren før Finn.

Min far er også et kendt ansigt i byen, idet han stod for marmeladekogningen i mange år for Sorring bær, han kører varetur for Brugsen, og han er kendt som “morfar Erling” for rigtig mange af byens børn.

Ja, så fik jeg beskrevet mit tilhørsforhold til Sorring, og nu til lidt om mig. Jeg hedder Chenette Madsen Perangin Angin, jeg er 42 år, og datter af Erling og Sonja Madsen. Mine forældre flyttede i slutningen af 1977 til Sorring eller rettere sagt til en nedlagt landbrugsejendom 2 km uden for Sorrings byskilt mod Gjern.

Her havde jeg en rigtig dejlig barndom, hvor min lillebror Johnny og jeg havde mange projekter i form af at bygge huler eller hjælpe naboerne med at samle sten og høste. I familien brugte vi meget tid sammen; om søndagen gik min far og jeg ind til Røhlings bageri på Møllebakken for at købe rundstykker, vi plukkede bær og bælgede ærter, og om vinteren sneede vi inde, så vores nabo, Verner, måtte komme os til undsætning med sin traktor. Ja, det var dengang, der var snevejr til.. Jeg husker tilbage på det som en skøn tid, omend mine egne drenge, der er vokset op i Ipad’ens æra, synes, det lyder som en barndom på Hjerl Hede.

På et tidspunkt fik jeg en hest, en islænder vallak som hed Baldur, der gik ikke længe, så fik min mor også en islænder, og på et tidspunkt havde vi en flok på fire islændere. Og jeg har virkelig redet mange ture i området omkring Storlyngdal og Sorringskoven.

Jeg har gået fastelavnssoldat, fra jeg startede i skole til jeg blev 11-12 år, jeg har været med til at plante de første solbærplanter på Solbærmarken, og var i 1985 med til at fejre Sorring skoles 150 års fødselsdag. Jeg kan huske Børges butik, Købmand Bak, Elmer købmand, posthuset, Sparekassen, Besteds kiosk, Jettes blomsterbutik, Blomsterkransen og mange flere forretninger som har været her i byen.

Fra Sorring skoles 150 års fødselsdag

I 1983 startede jeg på Sorring skole og gik der til og med 7. kl. Dengang var Sorring skole ikke så stor, og jeg kan huske at på et tidspunkt var min klasse nede på kun 3 piger og 10 drenge.

Så det var en omvæltning, da vi kom til Fårvang i 8.-10. kl., hvor der var fem 8. klasser! Årene på Fårvang var sjove og på mange måder lærerige, men festerne i Skanderup og Sorring forsamlingshus er nok dem, jeg husker bedst.

Så blev det HF i Silkeborg, og et halv år i huset ved den sødeste familie på Ternevej i Silkeborg.

I 1996 tog min veninde Marie og jeg 9 måneder til Brighton i Sydengland, hvor vi arbejdede som handicaphjælpere. Det var på mange måder udfordrende at stå på egne ben i en stor fremmed by, og ikke mindst at få økonomien til at hænge sammen. Men det var en fantastisk oplevelse, som jeg mindes med glæde.

Da vi vendte hjem fra Brighton i foråret 1997, tog vi og vores veninde Trine fra Holmstol til Indonesien. At det blev Indonesien, var en tilfældighed, vi lukkede øjnene og pegede på verdenskortet i atlasset, og fingeren landede på Indonesien!

Den rejse forandrede mit liv for altid, for vores jungleguide, som vi allerede mødte på andendagen, var Joshua, som jeg nu er gift med på 23. år.

Joshua og jeg blev gift på Gjern Rådhus i november 1997, efter at have kendt hinanden i bare et halvt år. I 1999 rejste vi tre måneder tilbage til Sumatra, hvor vi bl.a. blev gift på indonesisk og havde hele landsbyen på 600 mennesker inviteret med til fest.

Senere hen har vi også fået en kirkelig velsignelse i forbindelse med dåben på vores søn Lukas. Så det er blevet til tre bryllupper med den samme mand, – så er det vist slået fast 🙂

Sammen har vi fire drenge, Lukas på snart 17, Silas på 12 og Carlos på 6.
I 2002 mistede vi deres storebror Viktor, to uger før termin. I dag er sårene nogenlunde lægt, og han er på ingen måde en hemmelighed.

Joshua fik arbejde hos Gjern Glas i 2000, og inden da flyttede vi i lejligheden på Hovedgaden ved siden af Brugsen. Sidenhen flyttede vi til Vibevej 5 – også kendt som Jytte Vengs hus, og i dag bor vi på Hjejlevej 45, hvor vi byggede til, så jeg fik plads til mine dagplejebørn.

Jeg har været dagplejer i snart 15 år, så jeg har haft mange af byens børn og forældre “gennem mine hænder”. Jeg nyder mit arbejde og mine rigtig gode kollegaer i fulde drag.

Jeg er utrolig glad for, at vi valgte Sorring som rammen om vores hjem, da vi skulle starte vores familieliv op. Det har været nemt for Joshua at blive integreret i Sorring, og alle har været utrolig venlige og imødekommende overfor ham og os.

Vi har et godt sammenhold i byen, med mange gode arrangementer! Et godt idrætsliv, og takket være mange frivillige kan vores børn gå til gymnastik, badminton, fodbold og meget mere 🙂

Jeg føler mig tryg i Sorring, og det er min oplevelse, at børnene kan færdes trygt i byen, og at vi holder øje med hinanden og børnene – på den gode måde 🙂

Chenette Madsen Perangin Angin

Af Flemming Wandborg

Først en tak til Harry Jensen, der havde tillid nok til at spørge, om jeg ville overtage stafetten. Først senere fandt jeg ud af, at det var omkring jul, jeg skulle skrive – og da har man faktisk andet at tage sig til. Endelig er jeg jo ikke én, der har boet i Sorring i umindelige tider, er faktisk kun tilflytter med godt 15 år i Sorring.

Mit navn er Flemming Wandborg. Jeg er født i 1939 og opvokset i Hornbæk ved Randers og gik de første år i skole i Hornbæk skole, som dengang var 2-klasset, indtil jeg kom på Randers Statsskole og herfra tog mellem- og realeksamen.

Jeg videreuddannede mig til lærer på Århus Seminarium, var soldat og sergent i 2 år og fik derefter ansættelse i Skagen, hvor jeg var lærer, til jeg i 2003 gik på pension.

I min skoletid som barn fyldte musik og FDF en stor del af min fritid, og begge dele fulgte mig også i mit voksenliv, idet jeg var leder i FDF, korsanger og spillede på violin og klaver.

I min seminarietid var jeg kirkesanger i Fausing og Auning kirker, hvilket betalte min uddannelse, så jeg kun skyldte 50 kroner, da jeg blev færdig.

I 1965 blev jeg gift med Merete, som jeg indtil 1999 delte dels bord og seng med, dels også arbejde, idet hun også var lærer på samme skole som jeg var.

Desværre døde hun, kun 56 år gammel, og efter et par år var der én, der sagde til mig, at jeg skulle se at få mig en kone, og så var det, at Anna og jeg kom til at kende hinanden. Hendes mand, Arne, var død ca. en måned efter, at Merete døde; men hun ville ikke flytte fra Borum til Skagen, for der blæser det, og langt det meste af hendes familie bor her på egnen, så for at opnå hendes gunst måtte jeg altså rive teltpælene op og flytte, først hjem til hende, da huset i

Skagen var solgt, og derefter et halvt år til Skovby, mens vores hus her på Bredsigbakke blev bygget, idet hendes hus meget hurtigt blev afsat. I 2004 var huset her færdigt, vi flyttede ind og blev viet i Dallerup kirke.

At flytte til Sorring var noget af en omvæltning. I forvejen anede jeg knap, hvor byen lå, men det varede ikke ret længe, inden jeg havde rodet mig ind i diverse sammenhænge.

Der skulle oprettes en grundejerforening, og af en eller anden grund fandt man ud af, at jeg sammen med Åge Jakobsen fint kunne være formand og næstformand. Vi var jo pensionister, mens de øvrige på vores lille vej var arbejdsramte. De to poster indebar, at alt det praktiske blev overladt til os, mens den øvrige bestyrelse var god til at give råd.

Formandsposten, som jeg fik, indebærer visse privilegier. Jeg har ret til at slå græs på fællesarealer og rabatter, sørge for at maskinparken, en havetraktor, bliver serviceret og desuden andet forefaldende arbejde. Vores grundejerforening med kun 11 husstande er så lille, at vi mødes på kryds og tværs i mange forskellige sammenhænge, og generalforsamlinger og vejfester kan holdes hos en af beboerne.

Kort efter tilflytningen blev jeg medlem af bestyrelsen i Røde Kors og genoptog det arbejde, jeg i næsten al min tid i Skagen havde haft, ligesom en bestyrelsespost i en FDF-efterskole fortsatte i nogle år.

Der gik kun halvandet år, inden jeg blev valgt til menighedsrådet, hvor jeg har siddet siden, men efter 13 år stopper jeg om et år. Det har altid været spændende, og jeg kendte til arbejdet fra min tid i Skagen, hvor jeg var
med i ca. 24 år.

Endelig har jeg været brugt som kirkesangerafløservikar, et job, jeg kan
bruges til, når alt andet glipper. Titlen er opfundet af mig selv, men dækker ganske godt. Flemming som dreng i Hornbæk

Hvad Sorring betyder for mig, er ikke helt let at definere; men nu har jeg levet en stor del af mit liv i Skagen, og på det tidspunkt var centrum dér, ligesom når børnene i skolen skulle udpege et sted på Europakortet, skulle de lige først finde Skagen, hvilket jo ikke er så svært. Lidt sværere er det med Sorring. Når man fortæller fremmede, at man bor i Sorring, skal man ofte fortælle, hvor det er. Ikke desto mindre er Sorring for mig blevet noget særligt. En af de første dage efter indflytningen gik jeg hjem fra Brugsen, og på vejen kom den tanke over mig: Dette er for fremtiden DIN by. Det er ikke et sted, du er kommet for at besøge. Du bor her. Her er dit hjem. Denne indskydelse har fulgt mig siden og for mig er centrum nu her i Sorring.

Var valget af bosted rigtigt? Hvad kan Sorring gøre for dig – – og omvendt?

Ja, i højeste grad! Sorring har en størrelse, der gør, at man hurtigt kommer til at kende en hel del mennesker, ja, det er næsten umuligt andet, hvis man vil. Hvis man lukker sig inde og er sig selv nok, er det vel ligegyldigt, hvor man bor, men vil man have noget tilbage, må man åbne sig og tage del i det liv, der rører sig i ens nærhed.

Det var spændende, da det store slag skulle slås for Sorringhus. Heldigvis opdagede politikerne, at Sorring var et sted, hvor der skete noget. Mere, end de kloge hoveder havde drømt om, og borgermødet var en hyldest til fællesskabet, der i hvert fald i den situation fik magt til at ”omvende” adskillige, der vel også kunne se, at der var stemmer i at være positiv.

Anna og jeg er med tiden ikke blevet mindre begejstrede for Sorring. Sorring har det, vi behøver, både legemligt og åndeligt, så det valg, vi i sin tid tog, var i den grad det rigtige!

Flemming Wandborg

Gitte Jakobsen ringede og spurgte, om jeg ville skrive i denne serie. Det vil jeg gerne.

Inger 2016

Min historie i Sorring startede med indflytning den 29. august 1995. Da flyttede hele familien ind i Methas hus på Drosselvej 10, for Metha skulle giftes med Harry og flyttede hen i den anden ende af byen. Nu bor jeg her sammen med Filip. Vores børn er flyttet andre steder hen. Det er det sted, jeg har boet i længst tid i hele mit liv. Den første nat sov vi bare på madrasser på gulvet, for vores ejendele skulle samles sammen fra flere steder og foregik over flere dage.

Jeg husker ikke meget fra det første år i Sorring. Det hænger sammen med, at det var en meget stor forandring i mit og vores liv at komme hertil. Ikke fordi Sorring er så forskellig fra mange andre små bysamfund i landet men mere, fordi vi kom fra noget helt andet. Jeg husker det år som noget, hvor jeg klarede én dag ad gangen, og først fra det andet år blev der lidt mere overskud.

Filip er født i København, men voksede op i Sønderjylland. Jeg er født i Almind ved Viborg og har også boet nord for Viborg, så de flade ådale er et landskab, der har betydet meget for mig altid. Vi har taget lærereksamen i Århus, har boet i Vendsyssel i fire fede år, og så kom det næste afgørende afsnit i vores liv. Vi flyttede til Sorring fra Bangladesh efter 15 års engagement for det missions­selskab, der nu hedder Danmission. Mange ting er meget forskellige fra Bangladesh, men vi havde gennem de mange år vænnet os til den måde at leve på. Vi havde ansat folk til at gøre ting i huset. Vi havde en person til at lave mad og indkøb og en anden til at gøre rent og vaske tøj og en til at passe vores børn, da de var små. Nå ja, der var også nattevagter til at passe på området, når vi sov. Alle de ting var ikke her. Men her var huset udstyret med vaskemaskine, og en støvsuger fik vi også købt. Når vi køber ind, er hovedet hugget af kyllingen og den er renset. Jeg må lige afsløre, at en opvaskemaskine har vi stadig ikke skaffet os. Vores børn behøvede ikke pasning som tidligere, og Danmark har ikke mange nattevagter, når man som os ikke ejer mere end naboerne. Her er sygeforsikring og en velordnet trafik, og tiggere findes næsten ikke. Men i Bangladesh kører bussen, når den er fyldt op. Hvis det var tilfældet her, ville der sjældent komme en bus forbi, tror jeg. Der var altså masser af nye forhold at vænne sig til, og det tog meget energi, også selv om vi er vokset op her.

Filip havde fået arbejde i Blå Kors´ hovedkontor i Silkeborg og arbejdede der en del år, hvorefter han har arbejdet med andre ting. Vi skulle finde et hus på denne egn, men det var lidt tilfældigt, at det lige blev Sorring. Vi kendte ikke byen i forvejen, men havde mødt Lydia og Åge Drengsgaard, som nu begge er begravet på Dallerup kirkegård efter deres meget lange liv. De havde med en gruppe interesserede besøgt os i Bangladesh. Det gjorde de, fordi de engageret havde fulgt vores og andres arbejde gennem en del år og havde lyst og mulighed for at tage den rejse.

Og tiden går…

Vores bekendte rundt om fordeler sig i to grupper: Dem der aldrig har hørt om Sorring, og dem der siger ”Nå, det er der, vi køber ler”.

Noget af det, jeg husker fra de første uger, var Brugsen og Sten Madsen. Vi er begge vokset op i små samfund og ved, at det er vigtigt at støtte det, der foregår netop i disse små byer. Sten Madsen var brugsuddeler dengang. Han kender vel alle mennesker i denne by, og derfor spottede han da hurtigt, at vi var nye. Men diskretion havde han og masede ikke meget på over for os. Jeg tror, at han så vores indkøbsvogne, der bugnede lidt mere end de flestes de første dage i august 1995. Vi skulle jo have både sulfo, shampoo, rugbrød, smør, leverpostej, opvaskebørste, mel, grønsager, og alt mulig andet, som vi ellers køber lidt efterhånden, men som vi bare havde brug for at få skaffet, så familien kunne komme til at fungere. Det er godt at købe lokalt, selv om det ikke altid er absolut billigst. Til gengæld er service et brugbart begreb om vores Dagli´Brugsen, og den butik skal gerne være her også om mange år, så derfor skal vi købe ind der.

Nu er det Finn Lorenzen, der bestyrer Brugsen, og det er stadig med fin service. Jeg tænker også, at de mange af byens helt unge får nogle gode erfaringer som medarbejdere der. De er i hvert fald lært godt op med kundeservice, og det bliver de jo gennem Finn og de andre, der arbejder der.

Vores børn kom ikke til at gå i skole i Sorring. Den ældste skulle på efterskole, og de andre kom til at gå på Klippen, friskolen i Voel, hvor jeg selv fik arbejde, og hvor jeg endeligt stoppede med udgangen af oktober 2018. Jeg har ikke noget imod folkeskolen og kan se, at vores piger havde haft et lidt større kendskab til jævnaldrende herfra, end de endte med at få, men de skulle til gengæld skifte skole igen efter 7. klasse, og det tror vi, at de ikke havde brug for igen. Afstanden til Voel er fin på cykel, og en af de fede ting ved Sorring er, at udsigten til Himmelbjerget er så fin lige vest for byen. Jeg måtte fortsætte med at arbejde, indtil cykelstien var etableret, så det gjorde jeg. Jeg var endda med til at indvi stien en dag i september sidste år sammen med 4. klasserne fra Klippen og Voel og Sorring skoler. Det var en fin markering, selv om vejret ærlig talt var en prøvelse. Børnene klagede ikke, så det gjorde jeg heller ikke.

Det er godt at bo her, fordi så mange vil gøre noget for byen. Der er helt sikkert plads til, at flere gør noget, for som mange andre steder er der nogle, der gør en meget stor indsats, mens andre ikke synes, de kan overkomme det. Eller måske er de bare ikke blevet spurgt. Drosselvej blev efter lidt tid verdens centrum. Ingrid og Knud Johansen flyttede ind ved siden af, og vi lavede et hul i hækken, hvor en hækplante var gået ud, så det var nemt at smutte over til dem og også den anden vej. Og selv om Knud nu ikke er mere, og Ingrid er flyttet, så har vi stadig en hotline til hende.

Bijobs

Hvor ligger byens vandværk? Flovt at indrømme, men det vidste jeg først efter mere end ti år i Sorring. Nu kommer jeg til gengæld ret ofte dernede, for jeg fik lov at stille bistader op der, og de har stået der siden 2008. Der er andre i byen, der har bier, og vi skal da også lige veksle et par ord om vores ”bijobs”, når vi mødes rundt omkring.

Mit lokale engagement har ikke strakt sig til STIF, men nogle af de andre sammenhænge. For en del år siden dukkede jeg op, da PAF (Teaterforeningen) skulle i gang med et af de udendørs storstykker. Det endte ikke med nogen rolle der, men jeg kom til at hjælpe instruktøren med at holde styr på detaljerne. Det var meget sjovt og lærerigt. Og sikke et fællesskab! Siden hen med andre opgaver og også i bestyrelsen.

Jeg har været med i menighedsrådet en del år nu, og hvad der foregår i kirken havde nu også min interesse før den tid. Jeg gik i kirke også, da Rydal var præst. Så kom Signe Høg, og sidst har jeg været med til at udpege Oliver Karst som præst. Det er bare et stort ønske for mig, at vi kan blive flere om at nyde kirkens ro, budskab og mulighed for fællesskabet der også. Det var meget tilfreds­stillende at få lavet sognelokale ved Sorringhus. Og selv om jeg ikke kommer til mange ting i den anden del af Sorringhus endnu, så er det bestemt noget, jeg har tanke om at kunne komme til.

Vores tilknytning til byen fik en ny og helt uforudset dimension for knap tre år siden, idet vores yngste barn, Martha, døde helt pludseligt. Hun blev begravet ved Dallerup Kirke, og derfor er der det særlige sted at besøge og tænke på.

Vores to andre børn Simon og Gunvor, bor hhv. i Augustenborg på Als med kone og tre drenge og i Århus med mand og lille pige. Så bedstemor er bare det herligste, man kan opnå.

Inger Engsig-Karup