Sorring.dk

Tak for stafetten til Hans Erik, der delte sin historie i sidste Miniavis.

Fra det rå nordvest kvarter i København til Sorring
I 2009 startede jeg på pædagoguddannelsen og flyttede til København. Fra dag 1 på pædagogstudiet, levede jeg min uddannelse samt kampen for mit fag. Det hele stoppede brat i 2018, hvor jeg gik ned med alvorlig stress.

I dag lever jeg sammen med min kæreste Sofie, vores to børn, Bille på 4 år og Balder på 8 måneder, nede på Hovedgaden 17 ved Sorrings Byttebod og Alexandersen Cykler. Vi rundede vores første år i byen i sommers. Vi endte faktisk lidt ved en tilfældighed her i Sorring. Dette gør dog ikke byen mindre fantastisk. Byen, der vel uden at fornærme nogen blot er en flække, har præcis det, som skal til for at være en moderne landsby, der rejser sig skønt i det midtJyske. Vi kender langt fra alle i byen, men min nabo eller genbo kender dig nok. Dette skaber forpligtende fællesskab som vi holder utroligt meget af. Nærværet, hjælpsomheden og noget som “nærmest er helt glemt” – hilsepligten.

Bille var meget forundret over ham manden, ”Finn brugsuddeleren”, som høfligt hilste på ham i starten når vi var ved købmanden. Dette var ikke særlig københavnsk og ret underligt for ham. Nu hilser lillemanden fint tilbage, folk er ikke så fremmede længere, han finder glæde i denne gestus og deres smil, og så har han tilmed anlagt sig en dejlig, jysk accent.

Oprindeligt var planen sådan, at vi i juni 2022 skulle være flyttet i Kolonihave i Silkeborg i et års tid. Vi ønskede at etablere os, finde en ro, finde jobs og på sigt købe hus. Gerne et sted lidt udenfor Silkeborg, og meget gerne med adgang til skov og badesø, måske i en landsby med lokalt sammenhold og et blomstrende aktivitets- og foreningsliv. Dog gik denne plan i vasken, men vores jobs var sagt op og flyttebilen var bestilt, så noget skulle gøres og relativt hurtigt måtte vi ændre strategi.

Vi fik mulighed for midlertidigt at benytte gæsteafdelingen i min svigermors hus. Nu begyndte boligsøgningen så, med vores liv i flyttekasser. Vi fandt 2-3 huse vi gerne ville se på, og første prioritet var et gråt hus i Sorring med tilhørende anneks samt egen have. Sofie kendte til byen, idet hendes bedste veninde var vokset op her og hun selv i Silkeborg. Jeg derimod, havde aldrig været længere væk end Resenbro, samt været i sommerhus ude i Fårvang ud til Gudenåen. Silkeborg havde jeg større kendskab til, fordi jeg havde besøgt byen mange gange de sidste 6 år, sammen med Sofie.

Kærlighed flytter bjerge
Var jeg blevet spurgt bare 8 år forinden, om jeg ville bo i Jylland, ville mit klare svar have været nej. Men dette forjættede land, som jeg ellers har rejst i fra top til bund og på kryds og tværs for at holde oplæg, afholde kurser eller være bi­sidder mens jeg var tillidsvalgt for Pædagogstuderendes Landssammenslutning, begyndte at vokse på mig. Det viste sig stille og roligt, at jeg så mig mere og mere lun på det her med græs, at tingene godt måtte gå lidt langsomt, og det at folk langt de fleste steder ikke boede ovenpå hinanden i en betonlagkage, hvilket jeg ellers havde været vant til i København. Men det var i høj grad min kærlighed til Sofie, der hjalp mig det sidste stykke over broen.

Før tanken om Jylland dukkede op, drømte vi om økosamfund, selvforsynende køkkenhave, kortere arbejdsuger, og så ville jeg især gerne bygge et halmhus vi kunne leve i. Disse tanker synes de fleste banker lød utrolig spændende, de ville bare ikke låne penge til den slags “pjank”. Derved så vi ind i måske mere end 10 års byggerod, leve i en husvogn på sten, gå på arbejde for at tjene penge til materialer og skaffe kapital til at holde fri, for at kunne bygge hus. Det var bestemt ikke den model vi ville.

Det hele blev uoverkommeligt og imens havde Corona sendt boligpriserne på himmelflugt i København. Jeg var stadig sygemeldt med stress og havde udviklet generaliseret angst. Jeg var dog i lønnet praktik i en tømrervirksomhed, men var endt i stampe og havde aldrig rigtig rejst mig efter min stress-sygemelding i efteråret 2018. Vi var trætte af at bo i vores lille toværelses lejlighed, som ellers lå rigtig fint lige ud til Nordvest Parken. Vores lille formue efter et tidligere boligsalg var skrumpet ind, og priser var skudt i vejret. Omkring juletid 2021 tog vi beslutningen om det måtte blive Jylland.

Jeg er oprigtig rigtig glad for at bo i Sorring, og det er min familie også. Det er vores opfattelse at folk vil hinanden og byen det rigtig godt. Vi passer på hinanden, selv om vi ikke er på fornavn med alle, eller kender deres historie. Der er et forpligtende fællesskab i Sorring, med et fokus på at være en moderne landsby med fælles institutioner, virksomheder, foreningerne og kultursteder. Denne samhørighed giver tryghed og dette nærvær er for mig og min familie uvurderligt.

København mulighedernes by
Mit overskud er kommet tilbage. Ja, jeg kedede mig lidt i starten, men det var forventeligt. Folk jeg snakkede med, antog ofte, at det også måtte have været forfærdeligt at bo i København. Ikke for mig. Ikke for os. Vi elskede det og jeg kan da til tider godt savne mulighedernes by. Vi kendte alle lommerne, alle de fede og fantastiske legepladser, de lækreste spisesteder hvor børn også var velkomne. Vi boede “midt i byen”, men havde samtidig adgang til natur og dyr, og alt kunne nås i vores ladcykel.

Det var en kæmpe omstilling at lande i Sorring, og nu skulle vi til at aktivere vores barn noget mere end vi var vant til, når vi hentede ham fra børnehave. Vi kunne ikke lige ryste 10 muligheder ud af ærmet: vil du holde marsvin i de gamles by, skal vi tage i Utterslev mose og klappe lam eller vil du på legeplads? Legepladserne var nærmest alle sammen større end den nye i Indelukket inde i Silkeborg.

Sofie havde fået job som fysioterapeut da vi flyttede til byen. Jeg måtte en tur ind på jobcentret for at få tildelt ny praktik. Mit ønske var at komme indenfor i Cykelbranchen på et værksted da jeg selv havde rodet med cykler siden 2018, og gerne ville prøve det af professionelt. Så jeg tog på charmetur med uopfordrede ansøgninger i hånden, og det lykkedes at komme ind i en cykelbutik med eget værksted. Efter 8 måneder i praktik ville jeg gerne overgå til lønnet praktik, men efter et uforløst møde mellem praktikstedet, jobcentret og jeg, forsvandt modet samt viljen til at blive i systemet ret meget længere. Jeg følte mig ikke rask endnu, men måske var det systemet, der fastholdt mig i sygdom, jeg følte mig i hvert fald konstant på vægten. Jeg havde en enorm trang til at bestemme over mit liv. Jeg blev fritstillet, og fik 6 uger til at søge job. Men jobs hang ikke på træerne og slet ikke indenfor cykelværkstederne.

Herre i eget skur
Jeg havde længe gået med tanken om at blive selvstændig, nu kom tiden for at tage springet, og det endte med at jeg åbnede Alexandersen Cykler, dog med den tryghed i at jeg kunne få faste timer ved siden af, hos Schriver Cykler i Århus.

Jeg arbejder til dagligt med alle slags cykler, men primært fokus på hverdagscykler, hvilket mit værksted også er bygget op omkring. Jeg vil gerne drive min virksomhed som “et åbent køkken”, med ærligt, ordentligt håndværk til moderate priser. Jeg holder af at være med under hele processen, fra indlevering til aflevering, da jeg kan lide kundekontakten samt vejledningen. Jeg har på nuværende tidspunkt ikke behov for at min forretning skal vækste stort. Jeg ønsker at være et lille sted, med nærvær, ro og genkendelighed samt faste kunder. Jeg ønsker ikke at skulle slås med de store butikker eller kæder. Jeg drømmer da til tider om et lidt større værksted – måske endda med varme, men lige nu glæder jeg mig over at kunne holde mine udgifter nede, lave solide reparationer og møde glade kunder samt kunne køre det hele i mit eget tempo.

Københavner ferier, men vores hjem er Sorring
Sofie har nok haft sværest ved at falde til i landsbyen. Jeg er introvert og lader op alene eller med meget få mennesker. Jeg er i bund og grund “blevet luftet” ved at gå en tur over i Brugsen. Derimod kan jeg mærke, at Sofie kan mangle lidt urbanitet en gang imellem. Vores familie falder dog mere og mere til, og sidst vi drøftede fremtiden, blev vi enige om det nok var det rette sted vi er landet – hvert fald indtil børnenes skolegang i byen får en ende. Men at se hendes hjerte smelte når børnene render til halloween, når Bille og jeg går afsted denne aften for at mødes med et par stykker fra børnehaven, men støder ind i flere og flere vi kender for at ende med at møde op i samlet flok ved vores eget hus og råbe slik eller ballade, det er stemningen af landsby.

Det er hyggeligt at bo i Sorring og mon ikke vi ender med at blive, selvom der ikke er direkte adgang til skov og badesø. Til gengæld kan byen så meget andet som vi finder mindst ligeså vigtigt for os. Her er jo fantastisk og det er jo byens borgere, der gør Sorring til Sorring. Som det er lige nu, vil vi ikke være det foruden på nogen måde og mange tak for den fine modtagelse her i Sorring.

Martin Alexandersen

Her på årets første dag vil vi gerne starte med at takke Dorthe Haagen Nielsen – vores tidligere nabo, som sammen med resten af Sanddalen tog rigtig godt imod to unge nytilflyttere og novicer inden for huskøb.

Vi hedder Camilla Liv Pedersen Lund og Christian Lund og er hhv. 30 og 32 år. Vi mødte hinanden i Aarhus i midten af 10’erne, da Camilla læste til lærer og Christian netop var blevet færdig som psykolog og havde fået arbejde i byen. Efterfølgende har vi sammen været vidt omkring i det jyske, først i det vestjyske Skjern og efterfølgende i det Sydjyske Holsted.

10 tommelfingre og sammenhold

I slutningen af 2020 var vi efterhånden begyndt at savne de søde studieår i Aarhus og området heroppe i Midt- og Østjylland, samt blevet trætte af den omskiftelige tilværelse som lejlighedslejere. Som følge heraf, begyndte vi at lede efter hus i området ml. Aarhus, Skanderborg og Silkeborg. Vores ønskekombination af en forholdsvis lille by og et forholdsvist stort hus, førte os forbi Sorring og Sanddalen. Den gule villa var med sine ca. 350 m2, og en fortid som frisørsalon og indretning dertil, perfekt ift. vores tanker om masser af plads til familieforøgelse og mulighed for opstart af selvstændig psykologpraksis. Hertil kom, at Sorring (som vi hurtigt googlede os til, er Danmarks højest beliggende landsby) med sin charmerende beliggenhed, velrenommerede børnehave og skole og stærke foreningsliv var et rigtigt godt match med de værdier, som vi ønsker at efterleve og støtte som familie.

Med vores fælles boglige baggrund og 10-tommelfingre, virkede den gule etage-villa på Sanddalen som et godt valg, da den på papiret og ved en overfladisk inspektion af vores mere huskyndige fædre virkede til at være i god stand, vel-vedligeholdt og bygget i gode materialer. Så vi fik papirerne i orden, sat nogle kruseduller og planlagt en overtagelse i marts 2021. Som de bolig-optimister vi var, havde vi lagt en plan, som muliggjorde en dejlig sommer, hvor vi stille og roligt kunne nyde haven, da alt indvendig renovering efter planen skulle være i orden der. Huset trængte jo bare til en kærlig hånd, lidt ny tapet, maling og nye gulve, så var den i vinkel.

Vi blev dog klogere… Her knapt to år senere har vores hjem også fået nyt tapet, maling, gulve, nye rør diverse steder, et børneværelse og nye gulve, men også en hel masse mere. 2022 blev nemlig året, hvor vi ikke blot blev færdige med den overordnede renovering af stueetagen mm., men også året hvor en ny sorringgenser blev født. I slutningen af april, i dagene efter at vi fik lagt gulve i stueetagen, gik Camilla også i fødsel, så med en halvfærdig stue, en manglende væg og ingen møbler på den rigtige etage, hastede vi til Viborg Sygehus for at byde vores Nora-Marie velkommen til verdenen.

I tiden op til, har vi nydt stor glæde af det fællesskab og sammenhold, Sorring byder på, da Camilla i hvert fald ikke har lavet så få bygge-relaterede opslag i ’Det sker i Sorring’, og vi har begge draget stor fordel af byens beboeres generøsitet med bl.a. udlån af værktøj og kompetencer – endnu engang tak.

Efterhånden kan vi også bidrage til den fælles pulje af byggematerialer, der kan udlånes ved behov, da vi har stiftet bekendtskab med nye navne som slagjern og slagklods eksempelvis.

Vi er nu mere optimistiske for fremtiden i huset, da vi i nogle måneder ikke har set en rørskade, haft gæster med behov for paraply indendørs eller søde naboer til inspektion af huset, hvis vi har skulle være væk hjemmefra.

Huset byder på

Som nævnt faldt vi bl.a. for husets indretning, den tidligere frisørsalon er nemlig senere hen lavet om til slyngelstue. Det er et af de rum, vi ikke har ændret på, så det er meget autentisk med hessian, tæpper og mulighed for disko-lys. Vi har begge to en passion for brætspil, så vi så virkelig en mulighed i det rum. Det kan nemlig udover at huse vores (læs: særligt Christians) kæmpe samling af brætspil, også fint anvendes til et decideret brætspil-rum. I den anden ende er der indrettet en bar, som vi glæder os til at udstyre med fadøls-anlæg og diverse, så den med tiden kan blive til en ganske udmærket fredags-bar, hvor vi håber at kunne byde på et glas øl, et spil og en sludder.

Kælderen byder også snart på en psykologpraksis, da vi er ved at indrette både venteværelse og praksis i den anden del af kælderen. Vi håber, at Sorrings fantastiske beliggenhed kan åbne op for en bred kundekreds i Midtjylland.

Husets hovedattraktion er dog ikke kælderen, men den smukke udsigt altanen på 1. sal byder på, hvor man efter sigende kan se helt til Himmelbjerget, men i hvert fald kan nyde flotte solopgange, natur og fyrværkeri over Låsby til nytår.

Fremtiden

Med Christian, der arbejder i PPR i Hedensted og Camilla, der op til barslen arbejdede som lærer på en intern specialskole i Viborg, var vi lidt bekymrede for Nora-Maries opstart i vuggestue, da det tegnede til at blive nogle lange dage i institution. Men her tegner fremtiden også lysere, da Camilla fik en tidlig julegave i form af en ny stilling i Specialafdelingen på Låsby Skole. Så når Christian ender i sin barsel i slut februar, kan Nora-Marie se frem til en blid opstart i Sorring Børnehus.

Vi ser frem til at blive en del af institutions- og foreningslivet her i Sorring og bl.a. lære flere børnefamilier at kende. Det bliver en spændende tid, men allerede nu ved vi, at Nora-Marie kommer til at hygge sig med to gode veninder fra Mødregruppen, som også skal starte i vuggestuen her i begyndelsen af 2023.

Det er også en af hendes veninder fra Mødregruppens forældre, vi giver stafetten videre til nu, da Amalie og Simon, som også er relativt nytilflyttere, har sagt ja til at skrive det næste indslag til Mig og Sorring/Toustrup i Miniavisen.

Christian og Camilla Lund

Mig og Sorring/Toustrup
AF HEIDI FLANSMOSE JUNKER

Pia Møller Poulsen, tusind tak for stafetten, som jeg overtog på parkerings­pladsen foran Brugsen efter endnu en velspillet fodboldkamp på STIFs dameseniorhold. Udover fodbolden har Pia og jeg også drenge på samme årgang. Faktisk har vi også Vestjylland til fælles.

Jeg er stolt af at have modtaget stafetten, men har også været meget i tvivl om, hvad jeg egentlig skulle skrive, da meget allerede er skrevet i Miniavisen af andre Sorringensere (eller hvad vi nu hedder) – fællesskab, sammenhold, hjerterum, naboskab, tryghed, foreningsliv, frivillighed, natur, landlig idyl, Sorring-tårnet og mange flere ord, som jeg kun kan nikke genkendende til. Jeg stemmer i og vil derudover fortælle lidt om mig
og min familie i Sorring.

Mit navn er Heidi Flansmose Junker og i august 2018 flyttede min familie og jeg til Sorring – Jeg bliver her 4 år senere stadig rettet på, når jeg siger [Sorring] og ikke [Sårring] som det jo rigtigt hedder.

Jeg er gift med Henrik, og sammen har vi Aksel på 10 år, Astrid på 8 år og Karen på næsten 5 år.

Vi havde i et stykke tid kigget efter ejendom, men ikke rigtig fundet det, det skulle være – det eneste vi var sikre på, var at vi skulle have fundet en landsby med skole helst inden Aksel skulle begynde i skole, dvs. vores deadline var august 2018.

Henrik kommer fra Høruphav på Als i Sønderjylland og jeg fra Ferring vest for Lemvig i Vestjylland. Vi havde afprøvet tanken om at flytte ”hjem” til enten syd eller vest, men var ret enige om, at vi ville blive i nærheden af Århus, da det var her vi havde boet, levet og arbejdet siden vi mødte hinanden på skole i 2007. Men i og med at ingen af os havde kendskab til nogen af småbyerne med en rimelig køreafstand til Århus var det svært lige at vide og tage en beslutning…

I foråret 2018 intensiverede vi boligsøgningen og tog en søndag eftermiddag en køretur i de byer vi fra boligsøgningen vidste havde interessante huse og ejendomme til salg – så var det bare at finde ud af om byen også var interessant… Jeg mindes det som en lang dag – børnene var utålmodige og gad ikke sidde i bilen og der var bare ikke rigtig noget der fristede!

Dagens sidste stop blev på Møllebakken i Sorring, hvor vi havde set, at der var et hus til salg, men vi havde egentlig ikke fundet det interessant. Men nu var vi jo lige i nærheden, så kunne vi lige så godt kigge forbi. Som by havde Sorring på papiret det vi søgte, så hvorfor ikke… da vi kørte forbi huset – på Møllebakken og videre ud ad Herredsvejen mod Gjern var vi solgte – den udsigt – det var for vildt! I maj underskrev vi købsaftalen og den 15. august 2018 flyttede vi ind i Maibritt og Cliffs hus på Møllebakken 37.
Vi nåede det næsten til skolestart den 13. august 😊

Med børn der startede i hhv. 0. klasse, børnehave og vuggestue fik vi meget hurtigt en stor berøringsflade i byen. Naboer, både de faktiske naboer og dem man på landet kalder naboer 😊, og forældre i børnenes skoleklasse, børne/vuggestuegruppe var imødekommende og hjælpsomme, så det var meget nemt for vores familie at falde til.

Vi overtog et stuehus der var nærmest nybygget og det krævede derfor kun en klat maling og vores egne ting før vi kunne flytte ind og kalde det for hjem – udhusene og udenomsarealerne derimod har givet os rig mulighed for at udfolde os. Vi er udemennesker, ture i naturen, jagt, bål osv. og nyder at bruge tid på at indrette udenomsarealerne. Vores allerførste projekt var at åbne haven op imod udsigten mod vest trods advarsler om den hårde vestenvind. Dernæst har vi ryddet et hjørne for at få plads til køkkenhave, forsøgt os med blomsterbede, frugthave, stensætninger og legestativer.
Vores største projekt indtil videre har været at lave indkørsel og gårdsplads – hvilket gav sved på panden og vabler i hænderne, men vi er virkelig glade for resultatet.

Men vi er langt fra færdige – vi drømmer om shelter i haven, bålplads og udekøkken, om gårdhave og drivhus. Om renovering af udhuset, høns og får.
Det kommer nok hen ad vejen 😊

Henrik og jeg er begge uddannet indenfor landbrug og har i flere år arbejdet i landbrug. Henrik er blevet i den verden og har i mange år arbejdet med markforsøg, og arbejder i dag som planteavls – og forædlingstekniker hos Nordic Seed i Dyngby. Arbejdet består i at fremavle og dyrke nye kornsorter.

Jeg selv har fundet en helt anden retning – egentlig startede min vej til, hvor jeg arbejder i dag, med et rengøringsjob hos firmaet EL:CON.
Rengøringsjob blev til kontorjob, blev til koordinator og sidenhen projektleder og tilbudsberegner inden for gadebelysning og signalanlæg i sammen firma. 12 år gik og jeg har fået en masse erfaring indenfor entreprenørbranchen. I foråret 2022 fik jeg tilbud om at prøve at komme om på den anden side af bordet, at fungere som bygherre og herunder
indhentning af tilbud. Jeg tog chancen og arbejder i dag som udbudskonsulent ved Vejdirektoratet i Skanderborg.

Ved siden af arbejde og hjemmet, er store som små aktive i STIF. Aksel spiller på Sorring-Voels U11 fodboldhold og planlægger at starte til badminton til efteråret og har tidligere også lavet gymnastik. Karen spiller fodbold på U5 og skal til efteråret med til gymnastik, mens Astrid er ivrig gymnast på årgang 2014 gymnastikholdet, men har også spillet
fodbold et par sæsoner.

Som jeg skrev i indledningen, spiller jeg på byens dame fodboldhold. Jeg nyder virkelig at være sammen med damerne – bare spille bold, tømme hovedet, bruge kroppen og lattermusklen. Man kan komme som man er, med de talenter man har – høj/lav – ung/gammel – der er plads til alle der har lyst til at være med. Vi spiller for at have det sjovt, men ynder også
gerne at gå efter sejren i kampe 😉 Jeg vil unde alle at have en hobby de glæder sig lige så meget til, som jeg glæder mig til at komme til fodbold med Sorring-damerne hver tirsdag og torsdag.

Ud over at benytte os af de tilbud Sorring har, forsøger vi også at bidrage med det vi kan til fællesskabet. Henrik sidder i bestyrelsen i Brugsen, mens jeg er medtræner på Sorring-Voels U11 drengehold og er en del af et nyopstartet aktivitetsudvalg i STIF.

Jeg er virkelig glad for og stolt af at bo i en by, hvor der er så mange tilbud til os alle og hvor en stor del af de tilbud er baseret på frivillige kræfter.

Det er i dag absolut ikke kun udsigten, der gør Sorring til et fantastisk sted at leve. Det er godt naboskab, stærke venskaber for både voksne og børn, højt til himlen og alt det man som familie har brug for.

Vi har følt os velkommen i byen lige fra første dag.

Vi ses.

Heidi Flansmose Junker