Mig og Sorring af Bente Jakobsen

Tak for stafetten til Flemming. Jeg er meget beæret over, at blive tiltroet dette indlæg.

Jeg hedder Bente Jakobsen og har haft glæden af 45 somre. Jeg er født og opvokset på et Familielandbrug i Vestjylland, helt nøjagtig, ved Linde midt imellem Holstebro, Struer og Lemvig. Jeg er nr. 2 i rækken ud af 4 søskende, hvor de 3 fortsat bor på fødeegnen.

Hjemme har vi hjulpet til i stalden og marken. I 1. klasse skulle jeg møde kl. 10, og kunne derfor hjælpe med at muge ud ved grisene hver morgen, før jeg tog i skole. I 4. klasse begyndte jeg at hjælpe min far med malkningen. Og i 7. klasse passede jeg gården, når resten af familien var på den årlige sommerferie med campingvognen. Derudover fik jeg ansvaret for min onkels gård og naboens gård når de havde brug for husbondafløser.

Jeg har altid oplevet stor glæde ved landbruget og dyrene, og har også det meste af mit liv haft heste, hvilket bl.a. var det som senere skulle føre mig til Sorring.

Efter 8 år på den lokale folkeskole, et 2-årigt efterskoleophold og en HF eksamen, var jeg stuepige på et større gods, Ausumgård som ligger mellem Struer og Holstebro samt andre jobs, bl.a. pædagogmedhjælper. Jeg tog også et højskole¬ophold, og det var her jeg mødte Morten, som senere blev min mand og mine sønners far. Vi rejste rundt i Australien sammen. I 1996 flyttede jeg til Århus for at begynde på pædagogseminariet, som jeg afsluttede i 2000, og siden har jeg arbejdet i Gellerupparken og Langkærparken ved Århus som vuggestue- og børnehavepædagog. Vi boede i en lille 2-værelses lejlighed i Århus C. Jeg savnede markerne og især min hest, som i de år jeg var på seminariet stod på gården hos mine forældre.

Morten og jeg begyndte at lede efter et sted hvor vores ønsker kunne indfries, og for mig var det at kunne få mine heste hjem. For Morten, som studerede informationsvidenskab på Århus Universitet og senere underviste samt gik i gang med en PHD i undervisning, betød det, at vi skulle blive i det Østjyske. Vi søgte i små 2 år, og i april 2000 førte det os til Sorring. Et helt ukendt lokalområde for os begge, men i august 2002 flyttede vi ind på gården i Sorring.

Her i Sorring oplevede vi at blive taget meget hjerteligt imod af naboer, som bød på kaffe og masser af hyggelige stunder og snakke samt lokale beretninger. Jeg skulle finde foder m.m. til hestene, og der var altid en som kendte en der kunne hjælpe.
I 2003 kom Alexander til verden, og igen blev bekendtskabskredsen større, og i 2006 ventede vi Nikolaj, hvilket igen udvidede til nye omgangskredse.

2006 blev et begivenhedsrigt år. Morten og jeg blev beriget med Nikolaj, vi blev gift i Dallerup kirke på Nikolajs dåbsdag; men året bød også på sygdom og sygdomsforløb i vores lille familie, da Morten blev ramt af en aggressiv hjernetumor. Igennem dette sygdomsforløb blev jeg og vi mødt af medfølelse, masser af hjælp og mange lydhøre ører. I september 2007 måtte vi tage afsked med Morten.

I den efterfølgende tid mærkede vi Sorrings lokale ånd, nemlig i form af en stor forståelse og medfølelse for os i denne svære tid. Det var også det som betød at vi blev i Sorring. Det her var drengenes og min base, det var her Nikolaj og Alexander havde deres børnehave og dagpleje og dermed deres venner. Det samme gjaldt for undertegnede. Sorring skulle fortsat være base for vores familie i fremtiden, vi ønskede at blive blandt alle disse søde mennesker. I forbindelse med mine sønners opvækst har jeg tilbragt mange timer i hallen og på fodboldbanen i skønt selskab af andre forældre.


Jeg arbejdede i 2007 som souschef/pædagog i Gellerupparken, i en børnehave med 100 % 2-sprogede børn. Hvilket betød at hele åbningstiden skulle dækkes i tidsrummet, 6.30-17. Igennem en årrække har mine sønner haft flere gode unge ansvarsfulde Sorring-mennesker til at hente og være hos drengene, til jeg kom hjem.

Integrationen har været den røde tråd gennem hele mit virke siden jeg blev uddannet fra pædagogseminariet. I dag arbejder jeg bl.a. som familiekonsulent, jeg er en del af et integrationsteam som modtager de nye flygtningefamilier, der kommer til Ikast-Brande kommune. Min opgave er at hjælpe disse familier til en god start i kommunen. Derudover er jeg socialfaglig beboerrådgiver i to boligområder, hvor jeg vejleder bl.a. førstegangs forældre i emnet børn og søvn, hjælper unge til et fritidsjob og meget andet.
Sorring har indfriet mit ønske om at kunne se mine børn vokse op i et trygt landsbysamfund, omgivet af fantastisk natur.

Jeg har en perlerække af oplevelser her fra Sorring, som indeholder hyggelige sammenkomster, fødselsdage, spontane kaffesnakke, masser af gode legeaftaler for mine børn og snakke med deres forældre. – Ja, tiden går hurtigt i godt selskab, og her gik der lige små 20 år.

Bente Jakobsen

Landsbyen Sorring ligger som den højest beliggende by i Danmark, ved siden af den gamle gravhøj Sorring Loddenhøj. Loddenhøjen ligger 148 meter over havets overflade, og er udsmykket med et radio/tv tårn, der knejser flot over området (du kan læse mere om højen her LINK). Når man får øje på tårnet ved man, at der ikke er langt hjem.

Sorring ligger omkring 14 km fra Silkeborg, og er godt placeret i forhold til job, både i Aarhus, Horsens, Randers, Viborg og Silkeborg.

Sorring har i dag cirka 1100 indbyggere og forventer øget vækst. Byen har et stort og flot, rundt nybygget, der er fyldt med moderne bekvemmeligheder, fantastiske muligheder for de små i byen. Sorring har også en skole som går til 6. klasse. Skolen er også blevet moderniseret og renoveret. Sorring Skole er i øvrigt den højest beliggende skole i Danmark.

Sorring har gennem tiden været kendt for sin produktion af lertøj, og i 1870 var der registreret 70 lertøjs-producenter i landsbyen. Derudover har der været flere vindmøller, der har malet mel og skåret tømmer op. I dag har Sorring flere forskellige industrier og værksteder, som du kan finde i top menuen.

Sorring har et godt og aktivt fritidsliv, med mange tilbud af forskelig art. Du kan se i menuen foreninger og følge med i, hvad de laver.

Mig og Sorring af Flemming Wandborg

Af Flemming Wandborg

Først en tak til Harry Jensen, der havde tillid nok til at spørge, om jeg ville overtage stafetten. Først senere fandt jeg ud af, at det var omkring jul, jeg skulle skrive – og da har man faktisk andet at tage sig til. Endelig er jeg jo ikke én, der har boet i Sorring i umindelige tider, er faktisk kun tilflytter med godt 15 år i Sorring.

Mit navn er Flemming Wandborg. Jeg er født i 1939 og opvokset i Hornbæk ved Randers og gik de første år i skole i Hornbæk skole, som dengang var 2-klasset, indtil jeg kom på Randers Statsskole og herfra tog mellem- og realeksamen.

Jeg videreuddannede mig til lærer på Århus Seminarium, var soldat og sergent i 2 år og fik derefter ansættelse i Skagen, hvor jeg var lærer, til jeg i 2003 gik på pension.

I min skoletid som barn fyldte musik og FDF en stor del af min fritid, og begge dele fulgte mig også i mit voksenliv, idet jeg var leder i FDF, korsanger og spillede på violin og klaver.

I min seminarietid var jeg kirkesanger i Fausing og Auning kirker, hvilket betalte min uddannelse, så jeg kun skyldte 50 kroner, da jeg blev færdig.

I 1965 blev jeg gift med Merete, som jeg indtil 1999 delte dels bord og seng med, dels også arbejde, idet hun også var lærer på samme skole som jeg var.

Desværre døde hun, kun 56 år gammel, og efter et par år var der én, der sagde til mig, at jeg skulle se at få mig en kone, og så var det, at Anna og jeg kom til at kende hinanden. Hendes mand, Arne, var død ca. en måned efter, at Merete døde; men hun ville ikke flytte fra Borum til Skagen, for der blæser det, og langt det meste af hendes familie bor her på egnen, så for at opnå hendes gunst måtte jeg altså rive teltpælene op og flytte, først hjem til hende, da huset i

Skagen var solgt, og derefter et halvt år til Skovby, mens vores hus her på Bredsigbakke blev bygget, idet hendes hus meget hurtigt blev afsat. I 2004 var huset her færdigt, vi flyttede ind og blev viet i Dallerup kirke.

At flytte til Sorring var noget af en omvæltning. I forvejen anede jeg knap, hvor byen lå, men det varede ikke ret længe, inden jeg havde rodet mig ind i diverse sammenhænge.

Der skulle oprettes en grundejerforening, og af en eller anden grund fandt man ud af, at jeg sammen med Åge Jakobsen fint kunne være formand og næstformand. Vi var jo pensionister, mens de øvrige på vores lille vej var arbejdsramte. De to poster indebar, at alt det praktiske blev overladt til os, mens den øvrige bestyrelse var god til at give råd.

Formandsposten, som jeg fik, indebærer visse privilegier. Jeg har ret til at slå græs på fællesarealer og rabatter, sørge for at maskinparken, en havetraktor, bliver serviceret og desuden andet forefaldende arbejde. Vores grundejerforening med kun 11 husstande er så lille, at vi mødes på kryds og tværs i mange forskellige sammenhænge, og generalforsamlinger og vejfester kan holdes hos en af beboerne.

Kort efter tilflytningen blev jeg medlem af bestyrelsen i Røde Kors og genoptog det arbejde, jeg i næsten al min tid i Skagen havde haft, ligesom en bestyrelsespost i en FDF-efterskole fortsatte i nogle år.

Der gik kun halvandet år, inden jeg blev valgt til menighedsrådet, hvor jeg har siddet siden, men efter 13 år stopper jeg om et år. Det har altid været spændende, og jeg kendte til arbejdet fra min tid i Skagen, hvor jeg var
med i ca. 24 år.

Endelig har jeg været brugt som kirkesangerafløservikar, et job, jeg kan
bruges til, når alt andet glipper. Titlen er opfundet af mig selv, men dækker ganske godt. Flemming som dreng i Hornbæk

Hvad Sorring betyder for mig, er ikke helt let at definere; men nu har jeg levet en stor del af mit liv i Skagen, og på det tidspunkt var centrum dér, ligesom når børnene i skolen skulle udpege et sted på Europakortet, skulle de lige først finde Skagen, hvilket jo ikke er så svært. Lidt sværere er det med Sorring. Når man fortæller fremmede, at man bor i Sorring, skal man ofte fortælle, hvor det er. Ikke desto mindre er Sorring for mig blevet noget særligt. En af de første dage efter indflytningen gik jeg hjem fra Brugsen, og på vejen kom den tanke over mig: Dette er for fremtiden DIN by. Det er ikke et sted, du er kommet for at besøge. Du bor her. Her er dit hjem. Denne indskydelse har fulgt mig siden og for mig er centrum nu her i Sorring.

Var valget af bosted rigtigt? Hvad kan Sorring gøre for dig – – og omvendt?

Ja, i højeste grad! Sorring har en størrelse, der gør, at man hurtigt kommer til at kende en hel del mennesker, ja, det er næsten umuligt andet, hvis man vil. Hvis man lukker sig inde og er sig selv nok, er det vel ligegyldigt, hvor man bor, men vil man have noget tilbage, må man åbne sig og tage del i det liv, der rører sig i ens nærhed.

Det var spændende, da det store slag skulle slås for Sorringhus. Heldigvis opdagede politikerne, at Sorring var et sted, hvor der skete noget. Mere, end de kloge hoveder havde drømt om, og borgermødet var en hyldest til fællesskabet, der i hvert fald i den situation fik magt til at ”omvende” adskillige, der vel også kunne se, at der var stemmer i at være positiv.

Anna og jeg er med tiden ikke blevet mindre begejstrede for Sorring. Sorring har det, vi behøver, både legemligt og åndeligt, så det valg, vi i sin tid tog, var i den grad det rigtige!

Flemming Wandborg

 

Mig og Sorring/Toustrup af Harry Jensen

AF HARRY JENSEN

Tak til Martin for at videregive stafetten til mig. Jeg har boet i Sorring siden 1957. Mine forældre købte en lille ejendom på 5 tdr. land, der hvor UN kraner ligger nu, som de drev samtidig med, at min far arbejdede som tømrer. Så var der også lidt arbejde til os to drenge: Børge og jeg.

Jeg er født ved Toustrup Station i 1946. Mine forældre: Mariane og Karl Jensen, også kaldet »Karl snedker«. Jeg var således 11 år, da vi flyttede til Sorring. Min skoletid begyndte i Sorring Centralskole i 1953, skolen ude på Toustrup Mark, som lærer Højer drev, blev nedlagt ca. et år før. Transporten til skolen foregik med skolebus, Robert Rohde kørte turen fra Sorring om morgenen for at hente elever til kl. 8. Igen til middag for at aflevere formiddagselever og tage nye elever med, som skulle møde om eftermiddagen, og igen aflevere eftermiddags­elever efter endt skoletid: Tre ture om dagen: Sorring-Tovstrup By-Centralen-Toustrup Mark-Toustrup Station-Tovstrup By-Sorring. Da vi kom til Sorring var transporten til skolen på cykel.

Toustrup St. var dengang postkontor, idet Hammelbanen kørte dengang. Et kendt navn, Post Bak, var et af postbudene, der udgik fra stationen. Stations­pladsen var også et godt sted at lege, da der næsten altid stod en tom godsvogn på sidesporet. En stor portalkran fandtes også ved stationen, hvor der kunne aflæsses gods, for eksempel maskiner til smeden i Tovstrup.

Når der skulle handles andet end dagligvarer derhjemme, var det i Hammel, da det var nemt at tage med toget dertil. Den lokale købmand dækkede familiens behov for dagligvarer. Hammelbanen blev nedlagt i 1956 efter at have eksisteret i først 12 år, hvor den gik fra Aarhus til Hammel, i 1914 blev strækningen udvidet til også at nå Thorsø. Navnet på togvognene var AHTJ.

Det var ikke bare banen, der stoppede, den lokale købmand lukkede sin butik omkring 1953, hvorefter vi blev betjent først af købmand Jens Svendsen, Toustrup Mark og senere af købmand Svend Pedersen i Tovstrup. Der var rig mulighed for at købe madvarer, der kom slagter fra Farre, en grønthandler fra Anbæk, (vi havde nu selv rigeligt med grøntsager i haven), bageren fra Skovby kom om onsdagen og bager Helmer Røhling fra Sorring kom hver lørdag eftermiddag og igen søndag morgen med de bestilte rundstykker.

Efter endt skoletid 7 år og konfirmation i 1960 ved pastor Ammitzbøll, blev det landbruget, der havde min store interesse. Det skyldes måske, at som dreng ved Toustrup St. havde jeg min gang ved nogle landmænd, og da vi flyttede til Sorring, var der også rig mulighed for at dyrke interessen.

Min første plads var hos Inger og Jens Poulsen, Skovslund Toustrup Mark, dernæst ved Astrid og Alfred Justesen, Sorring, denne gård er nu nedrevet og erstattet med området: Kastanievej, markerne er plantet til med juletræer. Senere to pladser længere mod vest. Derefter kom soldatertiden, som ikke blev særlig lang, efter 5 måneder og et færdselsuheld blev det til et halv år på sygehuset. Først 5 måneder i Tarm, der var nærmeste sygehus, ulykken skete i Lønborg. Den sidste måned var på sygehuset i Silkeborg til genoptræning. Efter 3 måneders rekreation hjemme hos mine forældre fik jeg arbejde på Dallerup Maskinstation, det lugtede også lidt af landbrug.

Mit arbejdsliv begyndte som sagt ved landbruget, men selvom det var et frit liv var det også lidt bundet med lange arbejdsdage. Så i 1970 fik jeg job som chauffør på Sorring Savværk og Tømmerhandel. Det blev til 14 dejlige år på en god arbejdsplads. Der skete forandringer i byggebranchen, med nedgang i arbejdsopgaverne, så i 1984 ved årets udgang sluttede mit job i træbranchen.

I 1969 blev der bygget lagerhaller på modsat side af Silkeborgvej: Stenfeldt Hansen Glas. Der måtte man også se ændringer i glasbranchen, så man var nødt til at sadle om, i stedet for bare at distribuere glas til forskellige glarmestre, blev der indkøbt maskiner til forarbejdning af de forskellige glastyper. Det blev min arbejdsplads i mange år med en enkelt afstikker til termorudefabrikken i Gjern for så at komme tilbage til Sorring. Det blev til 22 gode år i glasbranchen med forskellige indehavere af virksomheden, nu hedder firmaet: Gern Glas. Glas er tungt og skørt at arbejde med, så jeg gik på efterløn i 2006.

Som dreng var jeg medlem af KFUM-spejderne med Viggo Nielsen, Robert Laursen og Henning Mortensen som ledere. Der var klublokale på loftet hos Gerda og Jens Bak. Efter konfirmationen fortsatte jeg som spejder og blev siden medlem af KFUM og K i Sorring, indtil jeg flyttede fra egnen til landbrug i nærheden af Kjellerup.

Min egen familie er ikke stor. Efter fars død i 1975 og mors død 9 år senere i 1984, har jeg min bror Børge. Han overtog vore forældres ejendom på Klintrupvej efter mors død, denne ejendom var mors fødehjem og har været i slægtens eje i flere generationer. Den lille ejendom, som blev købt i 1957, blev solgt igen i 1963, hvor mine forældre flyttede ud på Klintrupvej. Far blev desværre syg med forkalket kranspulsåre kort tid efter, de var flyttet, så han var indlagt flere gange, dengang var der ikke de muligheder for ballonudvidelse, som der er i dag. Mor kom på et tidspunkt i gang med at strikke store trøjer til et firma i Hurup i Thy, det gav en god lille indtægt, mor havde altid været hjemmegående og ikke vant til store indtægter, så det hun fik for at strikke var et godt supplement til pensionen. Naboer og venner var altid velkomne til at kigge ind til en snak og en kop kaffe, det nød mor, det gav lidt adspredelse i hverdagen.

Mit liv fik en større dimension, da jeg blev gift med Meta, som var blevet alene efter Knuds død i 1992. Der fulgte en stor familie med, børn, som alle var gift og havde stiftet familie og selv fået børn, og der kom flere til i alt 13 børnebørn. Når der i forskellige sammenhænge har været tale om, hvor mange børnebørn vi har, plejer jeg at sige, at dem er jeg måske ikke kommet helt ærlig til, men de er dejlige og jeg holder af dem alle. Familien vokser stadig, den består nu foruden 13 børnebørn også af 5 oldebørn, og der er mulighed for flere.

Huset, vi bor i, er mit hus, nogle, som tidligere har skrevet i dette blad bor i en »andens hus«, sådan er der så meget, men det er nok for bedre at kunne stedfæste beliggenheden. Huset byggede jeg i 1973 på en grund købt af Frida og Jørgen Møller. Grunden havde intet med Hjejlevejs udstykningen at gøre, den hørte til Sandalen, men en ansøgning til Gjern Kommune gav tilladelse til udkørsel til Hjejlevej og er nu nr. 14 på denne gade. Det er et selvbyggerhus med hjælp fra min far, der kunne vejlede og give gode råd, min bror Børge hjalp til, og nogle venner var også involveret.

Meta og jeg har i mange år haft vores gang i missionshuset, indtil det blev nedlagt og solgt i 2015. Vi er nu med i samfundet i Voel i deres missionshus. Meta var i mange år med til at holde søndagsskole i missionshuset hver anden søndag, dette børnearbejde blev senere til »Spiren«, som blev holdt om torsdagen. Da jeg var dreng, var det Høgsberg, der holdt søndagsskole. Høgsberg og fru Høgsberg, som hun altid blev kaldt, var bestyrer på Sorring Alderdomshjem.

Både Meta og jeg har været i menighedsrådet, Meta fra 1980 til 1996, derefter blev det min tur i de næste 16 år. Jeg holdt en pause i den følgende periode fra 2012 – 2016. Jeg blev midt i denne periode valgt til kirkeværge efter Mogens Jensen Tovstrup og var i den forbindelse med til alle menighedsrådsmøderne, så i 2016 blev jeg valgt i rådet igen for en ny 4-årig periode.

Vi vil begge to gerne deltage i gudstjenesterne, også fordi vi føler, at det er Dallerup kirke vil hører til og vil gerne være med i det, der foregår i og ud fra kirken. Ved gudstjenesten på Sorringhus ca. en gang om måneden er vi med som medhjælpere, Meta bager kringle til kaffen, jeg dækker bord og vasker op.

Jeg er både døbt, konfirmeret og gift i Dallerup Kirke, Meta er født i Nørbæk Sogn ved Viborg og konfirmeret her i Dallerup, hendes forældre kom her til Sorring i 1945. Meta blev også gift med Knud i kirken her, og nogle år efter Knuds død, blev Meta og jeg gift med hinanden. Vi ønsker også at blive begravet på Dallerup kirkegård.

Der er sket meget i Sorring igennem årene, når jeg tænker tilbage til 1957, da vi flyttede til byen eller lidt udenfor, var der tre købmænd, en brugsforening, to slagterforretninger, en bager og et brødudsalg, en gartner og en smed var der og to mekanikere, den ene med benzinsalg, en skrædder, en telefoncentral, en bank i et lokale ved købmand Jens Bak og en sparekasse i et lokale på Sorring Alderdomshjem. Fem vognmandsforretninger, Jens Laurids Jensen var eksport­vognmand og senere skolebus, Laurs Jensen havde lastbiler og en enkelt turistbus, Robert Rohde som kørte skolebus og minibus, Laurids Møller var lillebil vognmand, og Niels Rasmussen, »kaldet Niels Fragtmand« med hestene. Savværket ikke at forglemme, har været en god arbejdsplads for mange af Sorrings beboere.

Nu er Dagli’Brugsen, stor og flot, den eneste dagligvarebutik her i byen, den har så hele varesortimentet, og der er håndkøbsudsalg og postbutik, så byen er dækket ind. Jeg husker Olav Refsgaard som uddeler, da vi kom til Sorring, han efterfulgtes af Sten Madsen, og nu er det Finn Lorenzen. Brugsen havde også grovvarehandel dengang. Det havde købmand Pedersen også, der fik far malet grutning til grisene, da vi boede på den lille ejendom, der var kun 220 volt strøm, det var ikke nok til at drive en kværn.

Vi føler os godt tilpas her i Sorring og som medlem af Sorring-Toustrup Seniorer, deltager vi også i nogle af arrangementerne i Sorringhus.

Harry Jensen

Mig og Sorring/Toustrup AF Martin Skipper

Tak til Inger for at videregive stafetten til mig. Jeg føler mig stadig som en af de nye i byen, selvom det er 10 år siden, jeg og min familie flyttede til Sorring. Vi kendte ikke noget til byen, før vi flyttede til Silkeborgvej 42, men vi faldt for det hyggelige hus i udkanten af byen. Min kone, Eva, har altid boet i byer, og jeg er opvokset på en lille gård i Lund ved Herning. Så dette hus – på grænsen mellem land og by – passede perfekt til os.

Jeg undersøgte selvfølgelig alt det, der var på nettet om Sorring, før vi købte huset. Og www.sorring.dk blev også gransket grundigt. Det gjorde indtryk, at landsbyen havde en hjemmeside, hvor det var tydeligt, at der var liv i byen. Hjemmesiden var opdateret og gjorde et godt indtryk på mig.

Senere har jeg selv fået lov at få indflydelse på Sorring.dk først i form af en opdatering af systemet bag og et nyt logo og layout på siden. Nu sidder jeg i bestyrelsen for Internetgruppen Sorring, som bl.a. er ansvarlig for denne hjemmeside. Det er godt og hyggeligt at være med i dette lille arbejdsfællesskab.

Jeg har arbejdet med udvikling af hjemmesider siden 1999, og de seneste 12 år har jeg haft eget firma: Kreativweb.dk, hvor jeg udvikler, designer og opdaterer hjemmesider. Jeg er uddannet socialpædagog og senere webudvikler. Min interesse for IT og kommunikation har optaget det meste af mit arbejdsliv bl.a. som underviser på Webintegrator-uddannelsen i Aarhus og som kommunika­tionsmedarbejder i Silkeborg. Lige nu er jeg ved at omstille mit arbejdsliv, så jeg får mere tid til mit eget firma, hvor jeg har succes med et intranetsystem, som jeg har udviklet til kirker.

Da Eva og jeg flyttede til Sorring, havde vi kun Benjamin på 1 år. Siden da er Jonathan, Elisa og Kristian kommet til. Så vores hus er fuld af liv. Vi har ikke været så flittige brugere af Sorrings institutioner. Det er kun Benjamin og Jonathan, der har gået i Sorring Børnehus. For 5 år siden blev Eva hjemme­gående, og det har været godt for vores familie. Vores tre ældste børn går på den kristne friskole Klippen i Voel, og det er de rigtig glade for.

I Sorring er der et rigt foreningsliv i STIF, og det har vores børn også nydt godt af – både gymnastik, fodbold og badminton. Jeg har ikke selv kompetencer inden for idrættens verden, men jeg er rigtig glad og taknemmelig over, at der er andre, der har evner for det, og vil bruge tid som trænere og ledere i det lokale foreningsliv.

Noget andet, vi holder af ved Sorring, er den smukke natur. Fra vores hus har vi udsigt både til Himmelbjerget og ind mod Silkeborg. Det er skønt at kunne se langt. Vi nyder også at kunne gå ture rundt i og omkring Sorring. Vi er også glade for cykelstien, der forbinder Sorring med Voel. Vi kan se, den bliver brugt flittigt, så det har været en god investering.

I det hele taget er det en fornøjelse at bo i en by, hvor så mange brænder for, at her skal være godt at leve og bo for alle aldersgrupper. Tak til alle jer, der blander jer i debatten, når bus 112 er i spil og da Sorringhus var truet. Der er mange gode ting i vores landsby, der er værd at kæmpe for, så det bliver ved at være et attraktivt sted at bo. Og der er noget, der tyder på, at Sorring er attraktiv. Byen har vokseværk, og bl.a. vores hus er steget i værdi, siden vi købte det midt i finanskrisen. Så det giver håb og optimisme for fremtiden. Og vi har tænkt os at bo i Sorring i mange år endnu.

Martin Skipper

Det går godt i Brugsen

Af Thomas Storm. Så godt, at Finn den 13. september annoncerede på Facebook, at der 2 dage i træk var billig slik og i 2 timer om fredagen gratis is til alle. Det nød blandt andet Gry, Mathilde og Sofie godt af.

Der blev spist mange is den dag, men ikke nok til at rykke på det flotte ½ års resultat, som er 100.000 kr. bedre end budgettet. Troen på og opbakningen til vores alle sammens Dagli’Brugs er stigende, og vi glæder os alle over det. Det er vigtigt at fastholde den positive udvikling, og Finn og alle hans dygtige medarbejdere fortjener stor ros. Vi hviler ikke på laurbærrene, og vi glæder os alle til en fremtid, hvor butikken skal gøres endnu mere attraktiv.

En Brugs med en sund økonomi giver mulighed for at skabe egne arrangementer for vores medlemmer og støtte op om aktiviteterne i byen, som kommer alle til gode.

Alle har således vanen tro mulighed for at deltage i de næste 2 vin-arrangementer:

 

8. november: Spansk vinaften med en let tapas-anretning

Sted: Forsamlingshuset = plads til mange

 

3. december: Champagneaften

Sted: 1. sal i Brugsen = plads til 20

For tilmelding: Hold øje med Facebook og opslag i Brugsen.

 

ADVARSEL – Melder du dig ind i Finns vinklub, får du hang til god vin.

PAS PÅ – det er kraftigt vanedannende

Som Finn altid slutter sin sms af, når han sender ugens godt vintilbud af sted:

Med “Vinlig” hilsen – Bestyrelsen i DIN Dagli’Brugs

Mig og Sorring/Toustrup af Inger Engsig-Karup

Gitte Jakobsen ringede og spurgte, om jeg ville skrive i denne serie. Det vil jeg gerne.

Inger 2016 Inger 2016

Min historie i Sorring startede med indflytning den 29. august 1995. Da flyttede hele familien ind i Methas hus på Drosselvej 10, for Metha skulle giftes med Harry og flyttede hen i den anden ende af byen. Nu bor jeg her sammen med Filip. Vores børn er flyttet andre steder hen. Det er det sted, jeg har boet i længst tid i hele mit liv. Den første nat sov vi bare på madrasser på gulvet, for vores ejendele skulle samles sammen fra flere steder og foregik over flere dage.

Jeg husker ikke meget fra det første år i Sorring. Det hænger sammen med, at det var en meget stor forandring i mit og vores liv at komme hertil. Ikke fordi Sorring er så forskellig fra mange andre små bysamfund i landet men mere, fordi vi kom fra noget helt andet. Jeg husker det år som noget, hvor jeg klarede én dag ad gangen, og først fra det andet år blev der lidt mere overskud.

Filip er født i København, men voksede op i Sønderjylland. Jeg er født i Almind ved Viborg og har også boet nord for Viborg, så de flade ådale er et landskab, der har betydet meget for mig altid. Vi har taget lærereksamen i Århus, har boet i Vendsyssel i fire fede år, og så kom det næste afgørende afsnit i vores liv. Vi flyttede til Sorring fra Bangladesh efter 15 års engagement for det missions­selskab, der nu hedder Danmission. Mange ting er meget forskellige fra Bangladesh, men vi havde gennem de mange år vænnet os til den måde at leve på. Vi havde ansat folk til at gøre ting i huset. Vi havde en person til at lave mad og indkøb og en anden til at gøre rent og vaske tøj og en til at passe vores børn, da de var små. Nå ja, der var også nattevagter til at passe på området, når vi sov. Alle de ting var ikke her. Men her var huset udstyret med vaskemaskine, og en støvsuger fik vi også købt. Når vi køber ind, er hovedet hugget af kyllingen og den er renset. Jeg må lige afsløre, at en opvaskemaskine har vi stadig ikke skaffet os. Vores børn behøvede ikke pasning som tidligere, og Danmark har ikke mange nattevagter, når man som os ikke ejer mere end naboerne. Her er sygeforsikring og en velordnet trafik, og tiggere findes næsten ikke. Men i Bangladesh kører bussen, når den er fyldt op. Hvis det var tilfældet her, ville der sjældent komme en bus forbi, tror jeg. Der var altså masser af nye forhold at vænne sig til, og det tog meget energi, også selv om vi er vokset op her.

Filip havde fået arbejde i Blå Kors´ hovedkontor i Silkeborg og arbejdede der en del år, hvorefter han har arbejdet med andre ting. Vi skulle finde et hus på denne egn, men det var lidt tilfældigt, at det lige blev Sorring. Vi kendte ikke byen i forvejen, men havde mødt Lydia og Åge Drengsgaard, som nu begge er begravet på Dallerup kirkegård efter deres meget lange liv. De havde med en gruppe interesserede besøgt os i Bangladesh. Det gjorde de, fordi de engageret havde fulgt vores og andres arbejde gennem en del år og havde lyst og mulighed for at tage den rejse.

Og tiden går…
Og tiden går…

Vores bekendte rundt om fordeler sig i to grupper: Dem der aldrig har hørt om Sorring, og dem der siger ”Nå, det er der, vi køber ler”.

Noget af det, jeg husker fra de første uger, var Brugsen og Sten Madsen. Vi er begge vokset op i små samfund og ved, at det er vigtigt at støtte det, der foregår netop i disse små byer. Sten Madsen var brugsuddeler dengang. Han kender vel alle mennesker i denne by, og derfor spottede han da hurtigt, at vi var nye. Men diskretion havde han og masede ikke meget på over for os. Jeg tror, at han så vores indkøbsvogne, der bugnede lidt mere end de flestes de første dage i august 1995. Vi skulle jo have både sulfo, shampoo, rugbrød, smør, leverpostej, opvaskebørste, mel, grønsager, og alt mulig andet, som vi ellers køber lidt efterhånden, men som vi bare havde brug for at få skaffet, så familien kunne komme til at fungere. Det er godt at købe lokalt, selv om det ikke altid er absolut billigst. Til gengæld er service et brugbart begreb om vores Dagli´Brugsen, og den butik skal gerne være her også om mange år, så derfor skal vi købe ind der.

Nu er det Finn Lorenzen, der bestyrer Brugsen, og det er stadig med fin service. Jeg tænker også, at de mange af byens helt unge får nogle gode erfaringer som medarbejdere der. De er i hvert fald lært godt op med kundeservice, og det bliver de jo gennem Finn og de andre, der arbejder der.

Vores børn kom ikke til at gå i skole i Sorring. Den ældste skulle på efterskole, og de andre kom til at gå på Klippen, friskolen i Voel, hvor jeg selv fik arbejde, og hvor jeg endeligt stoppede med udgangen af oktober 2018. Jeg har ikke noget imod folkeskolen og kan se, at vores piger havde haft et lidt større kendskab til jævnaldrende herfra, end de endte med at få, men de skulle til gengæld skifte skole igen efter 7. klasse, og det tror vi, at de ikke havde brug for igen. Afstanden til Voel er fin på cykel, og en af de fede ting ved Sorring er, at udsigten til Himmelbjerget er så fin lige vest for byen. Jeg måtte fortsætte med at arbejde, indtil cykelstien var etableret, så det gjorde jeg. Jeg var endda med til at indvi stien en dag i september sidste år sammen med 4. klasserne fra Klippen og Voel og Sorring skoler. Det var en fin markering, selv om vejret ærlig talt var en prøvelse. Børnene klagede ikke, så det gjorde jeg heller ikke.

Det er godt at bo her, fordi så mange vil gøre noget for byen. Der er helt sikkert plads til, at flere gør noget, for som mange andre steder er der nogle, der gør en meget stor indsats, mens andre ikke synes, de kan overkomme det. Eller måske er de bare ikke blevet spurgt. Drosselvej blev efter lidt tid verdens centrum. Ingrid og Knud Johansen flyttede ind ved siden af, og vi lavede et hul i hækken, hvor en hækplante var gået ud, så det var nemt at smutte over til dem og også den anden vej. Og selv om Knud nu ikke er mere, og Ingrid er flyttet, så har vi stadig en hotline til hende.

Bjobs...
Bijobs

Hvor ligger byens vandværk? Flovt at indrømme, men det vidste jeg først efter mere end ti år i Sorring. Nu kommer jeg til gengæld ret ofte dernede, for jeg fik lov at stille bistader op der, og de har stået der siden 2008. Der er andre i byen, der har bier, og vi skal da også lige veksle et par ord om vores ”bijobs”, når vi mødes rundt omkring.

Mit lokale engagement har ikke strakt sig til STIF, men nogle af de andre sammenhænge. For en del år siden dukkede jeg op, da PAF (Teaterforeningen) skulle i gang med et af de udendørs storstykker. Det endte ikke med nogen rolle der, men jeg kom til at hjælpe instruktøren med at holde styr på detaljerne. Det var meget sjovt og lærerigt. Og sikke et fællesskab! Siden hen med andre opgaver og også i bestyrelsen.

Jeg har været med i menighedsrådet en del år nu, og hvad der foregår i kirken havde nu også min interesse før den tid. Jeg gik i kirke også, da Rydal var præst. Så kom Signe Høg, og sidst har jeg været med til at udpege Oliver Karst som præst. Det er bare et stort ønske for mig, at vi kan blive flere om at nyde kirkens ro, budskab og mulighed for fællesskabet der også. Det var meget tilfreds­stillende at få lavet sognelokale ved Sorringhus. Og selv om jeg ikke kommer til mange ting i den anden del af Sorringhus endnu, så er det bestemt noget, jeg har tanke om at kunne komme til.

Vores tilknytning til byen fik en ny og helt uforudset dimension for knap tre år siden, idet vores yngste barn, Martha, døde helt pludseligt. Hun blev begravet ved Dallerup Kirke, og derfor er der det særlige sted at besøge og tænke på.

Vores to andre børn Simon og Gunvor, bor hhv. i Augustenborg på Als med kone og tre drenge og i Århus med mand og lille pige. Så bedstemor er bare det herligste, man kan opnå.

Inger Engsig-Karup

Skt. Hans og STIF 60 år ​ ​- Båltale d. 23/7 2019

Af Thue Bjerring Lindballe

Kære alle sammen, Så skete det… Jeg havde godt fornemmet at det var Sorring-måden eller måske ligefrem velset, det der​ ​med at have tre børn. Og se nu​ ​bare; Anne og jeg får barn nr. tre og straks bliver man inviteret til at tale ved en offentlig forsamling. Tilfældigt? Det tror jeg ikke!

Dejligt at se jer alle her ved bålet på denne skønne midsommeraften. I år fylder​ ​vores idrætsforening jo 60 år​ ​og som formand vil jeg gerne benytte lejligheden til at tale lidt om STIFs historie, om frivillighed og om vigtigheden​ ​af et rigt foreningsliv.

Som det står mejslet i granit på​ ​den store sten her omme foran klubhuset, så har man i Sorring dyrket foreningsidræt siden 1942.

S.I.F. hed det dengang.

​​I dag er det STIF vi fejrer, det​ ​har nemlig været navnet på​ ​vores idrætsforening siden 1959 hvor Toustrup kom med​ ​og det daværende trekløver​ ​logo blev til firkløveren, som vi kender den i dag.

I STIFs tidlige år var det mest ​ ​fodbold der spilledes. Hvorvidt​ ​man havde et skur at klæde​ ​om i, er jeg ikke sikker på, men spillet havde i hvert fald endnu​ ​ikke fundet sin vej herop. Datidens ene bane lå sydvest​ ​for byen, ca. på området omkring det grønne fællesareal​ ​på Høghgårdsvej – altså før der var noget der hed Høghgårdsvej.​ ​

Gymnastik og Badminton kunne man såmænd også gå til, og utroligt nok så foregik det​ ​i Forsamlingshuset nede på Hovedgaden – Man kan jo spekulere lidt over om man​ ​mon havde særlige krav til ketsjerens længde for at skåne loftbeklædningen – det melder historien ikke noget om. Det var ikke kun idrættens form​ ​der var en anden dengang, byen så også anderledes ud.

Sorring Skole holdt til i det vi i​ ​dag kalder den gamle børnehave, og den var sammen med Rasmussens Planteskole de eneste man ​ ​kunne besøge her på​ ​Skolebakken. Planteskolens arealer er siden blevet bygget​ ​til med skolen, som vi kender​ ​den i dag og, som alle nok ved,​ ​blev noget af den udlagt og fredet til Rasmussens Have. Det var først i sidste halvdel af ​ ​60’erne at der begyndte at komme huse op langs vejen og i 1972 fik STIF sit klubhus her på toppen af det hele. Som jeg har fået det fortalt med stor indsats fra byens indbyggere, ligesom vedligehold og​ ​tilbygninger sidenhen var det. Huset bestod som​ ​udgangspunkt af de to gamle omklædningsrum, fyrrummet​ ​og boldrummet, som dengang var kiosk. Tre gange er​ ​klubhuset blevet bygget om og udvidet til den lidt sjove​ ​bygningsmasse, som man nok​ ​må sande, det er i dag.

Sidenhen har skolen fået gymnastiksalen bygget til og seneste opgradering af​ ​områdets idrætsfaciliteter blev​ ​rejsningen af Hallen her bag mig i 2008.​ ​Så der er bestemt sket noget med lokal-idrættens rammer gennem årene. Det hænger blandt andet​ ​sammen med et stigende befolkningstal og dermed​ ​behov.

Dengang i 50’erne​ ​havde Sorring ca. 400 indbyggere, i dag nærmer vi os​ ​1200.​ ​Og i hele vores område, Dallerup Sogn, med Toustrup,​ ​Toustrup Stationsby og alle de gode folk der bor ude i det​ ​omkringliggende landskab, tæller vi 1800. Ikke mindst i lyset af disse tal, kan vi glæde os over at mere end 600… hver tredje borger,​ ​er medlem af Idrætsforeningen.​ ​Dertil skal lægges, de ca. 60​ ​frivillige som er med til at drive foreningen. Frivillige foruden hvem vi ingen idrætsforening​ ​havde. Dem vender jeg tilbage til lidt senere.

Sammen med idrættens​ ​rammer, har STIFs tilbud​ ​udviklet sig gennem årene.​ ​Udendørs håndbold for kvinder ​ ​blev erstattet af kvindefodbold omkring den tid hvor man fik​ ​klubhuset. Børnenes håndbold rykkede ind i gymnastiksalen​ ​da den kom og er sidenhen blevet overgivet til Voel. Ligesom volleyball og sikkert​ ​også andre tiltag er kommet og gået.​ ​Den dag i dag er det stadig de​ ​tre oprindelige sportsgrene som trives særligt godt i STIF og det gør de selvfølgeligt​ ​sammen med vores store​ ​fitnessafdeling. STIF forsøger​ ​sig også med at tilbyde eSport, men med knap så​ ​imponerende tilslutning.

Ja, eSporten er en satsning for​ ​STIF og afdelingens tilværelse er stadig lidt op ad bakke grundet trænermangel i de populære spil. MEN ambitionen om at​ ​tiltrække nogen af dem, der​ ​ikke ellers er en del af foreningsfælleskabet, som går glip af at føle ansvar overfor sit hold og lære andre gode​ ​værdier, den er intakt.​ ​Og hele satsningen bør i øvrigt ses som et sundhedstegn.

Borgerne her i området har​ ​adgang til en idrætsforening​ ​med en vifte af tilbud og en sund økonomi. Vi har mulighed​ ​for at gøre ting og, ja, at satse​ ​lidt. ​​Nye fitnessmaskiner vidner om​ ​at foreningen ikke har satset over evne og at udviklingen af de eksisterende tilbud ikke går​ ​i stå. eSporten vidner om at STIF siger JA til nye initiativer. STIF siger også JA, når vi får mulighed for at udvide fodbolden med en sæson eller​ ​to for de aldersgrupper der​ ​ellers har svært ved at stille hold. Vi bekymrer os mere om​ ​dét, end om at trøjen har den​ ​rigtige farve, klubnavnet bliver udvasket eller at det er 100 %​ ​sikkert at økonomien kan hænge sammen.​

​Klubsamarbejdet med Voel​ ​GFG er kommet godt fra start og er et vidnesbyrd om den​ ​positive udvikling som​ ​foreningen er i.
Det lyder jo meget ædelt når​ ​man sådan står og taler om at sige JA, men det er meget ​ ​simpelt. Der ikke noget ​ ​alternativ. STIF kunne ikke eksistere uden frivillige der siger JA og STIF udviklede sig​ ​ikke uden en bestyrelse der siger JA. Faktisk er det bestyrelsens​ ​fineste opgave at sige JA til jeres initiativer.

Som bestyrelse sikrer vi kontinuiteten i måden​ ​vi gør ting på og tilsammen kender vi mange mennesker i​ ​vores lille samfund. Det er​ ​vigtigt, når man skal have ting​ ​til at ske.​ ​Men initiativet er så meget jeres, som det er vores.

Et​ ​STIF-medlemskab er ikke et Fitness.dk abonnement hvor​ ​medlemmerne betaler og STIF leverer.​ ​Som i alle andre foreninger så​ ​sker tingene i samarbejde med borgerne og konkrete​ ​forbedringsforslag​ ​implementeres ved fælles hjælp, så der kan skabes nye​ ​og bedre tilbud. Det starter med at nogen tager et initiativ. Men hvorfor er det så så vigtigt​ ​med nye og bedre tilbud? Hvorfor er STIF og alle de andre foreninger her i området egentligt noget at gå op i. Det er de selvfølgeligt fordi de​ ​spiller en central rolle i at det ​her sted er et fedt sted at bo,​ ​et trygt og sundt sted at vokse op og ikke mindst​ ​et sjovt sted at gå til fest…

Foreningerne er der hvor vi mødes, der hvor vi dygtiggør​ ​os i det vi selv synes er sjovt,​ ​og det er der vi bliver stolte af​ ​at komme fra Sorring. Der er stort set ingen af mine ungdomsvenner eller kolleger der taler om det sted de bor i dag, men det gør jeg og det​ ​tror jeg også flere af jer gør…

Foreningerne former vores fællesskab, på en målestok der række ud over vejfesten, og som i mange tilfælde er​ ​stærkere end vores jyske eller danske selvforståelse fordi den er så åbenlyst nærværende i vores dagligdag. Ydermere er vi selvfølgeligt bundet sammen af at det som​ ​lille samfund er svært at råbe​ ​det stor samfund op. Det er​ ​svært at få et budskab ud om,​ ​at vores område er et godt sted​ ​at bo. Jeg tror ikke, vi kan overbevise​ ​folk udefra om, at Sorring og​ ​omegn er noget særligt. Udefra set er der jo mange små​ ​samfund som vores. Folk flytter​ ​ikke hertil fordi her er fedt at​ ​bo… De flytter hertil fordi der er​ ​en daginstitution, en skole, en​ ​Brugs og 30 min til Aarhus og​ ​andre større byer. Det er nemlig den samme afstand som det kræver for huspriserne at knække til købers fordel.​ ​Men os der bor her skal jo synes, det er fedt at bo her, og​ ​dem der så faktisk vælger at​ ​flytte hertil skal hurtigt få det​ ​lært.

Og her spiller foreningerne en vigtig rolle! De kan medvirke til at tilflytterne lige bliver lidt​ ​længere, så skolen kan holde​ ​sin størrelse og Brugsen sin​ ​omsætning. Ja, måske de​ ​endda kan vokse lidt, så vi kan​ ​holde centrallisterne for døren.​ ​Så vi kan bevare skolen og Brugsen, og så vi fortsat kan råde over hele pakken af dagligdags nødvendigheder,​ ​lige her hvor vi bor. Og det leder mig tilbage til de​ ​frivillige, for det er dem der er rygraden i al foreningsarbejde.​ ​Og nu hvor alle forstår vigtigheden af foreninger, kan der ikke herske tvivl om de​ ​frivilliges betydning.

I forhold til STIF så taler jeg om de trænere og hjælpetrænere, som har været på kursus i trænergerningen,​ ​som forbereder og gennemfører træningen, som ved noget om maskinerne, som er med til at arrangere og​ ​afvikle stævner og som hver uge byder vores børn​ ​og voksne velkommen i​ ​foreningen.

SKÅL for 60 år med frivillighed i idrætten i Sorring-Toustrup! Den slags frivillige, som tager det lange seje træk over en hel sæson, er også dem som har​ ​fundet en vej igennem den frivilliges dilemma. Jeg tror​ ​mange frivillige har spekuleret over det dilemma det er; på den ene side at føle man ikke​ ​har tid nok, til alt det man gerne vil for sig selv og sin​ ​familie. Og på den anden side at skulle give sin tid til andre.

Mange af vores frivillige er​ ​også træner for deres eget eller deres børns hold, og det​ ​er lige præcis, som det skal være. Vi kan ikke ønske os​ ​mere af hinanden end at vi bidrager med lige netop det vi selv synes, vi kan. Heldigvis er det sådan, at de​ ​fleste frivillige oplever, at det​ ​de giver kommer tilbage med​ ​renter, for eksempel igennem medmenneskers anerkendelse​ ​af deres indsats. Og i mange tilfælde bliver de derfor også hængende i mere end én​ ​sæson.

En vigtig drivkraft i den frivilliges arbejde er selvfølgelig​ ​også en stærk pligtfølelse og forståelse af at kun hvis man ​selv siger JA og KOM VI GØR ​ ​DET kan man være sikker på, ​ ​at der bliver et tilbud.​

​Det er nok det altoverskyggende fællestræk​ ​for de frivillige i STIF, de siger​ ​JA.​ ​Nogle gange ved de ikke hvad,​ ​de siger ja til, men det finder de så bare ud af i fællesskab med​ ​de andre frivillige. Man er​ ​ALDRIG frivillig alene. Jeg selv har aldrig før STIF bedrevet forenings- eller​ ​frivilligt arbejde, ej heller​ ​kommer jeg af en familie, hvor​ ​det er normen. Men for to år siden savnede STIF en formand og lige så angstprovokerende, som jeg helt ærligt synes, det var at​ ​sige JA. Lige så sikker var jeg​ ​på, at det passede på mine​ ​værdier, at jeg skulle bidrage,​ ​på en eller anden måde. Og​ ​jeg forsikrede mig selv om, at det kunne jo aldrig gå værre end galt. Så her står jeg nu og er ingenlunde ekspert i bestyrelsesarbejde,​ ​foreningsdanmark eller sport​ ​for den sags skyld, men jeg​ ​ved at jeg bidrager til noget meningsfuldt, at jeg er med til​ ​at give mine og jeres børn en aktiv barndom, og vi voksne noget at mødes om.

Overskud i hverdagen, det har jeg lige så lidt af som alle jer andre. Men en forståelse af mine​ ​værdier og initiativet til at sige​ ​JA, har givet mig et stort kendskab til mit lokalsamfund og folkene, der lever her. Jeg håber min tale kan være med til at inspirere endnu flere​ ​til at bidrage til vores​ ​fællesskab her i området. Husk​ ​der er mange andre måder at bidrage på end en trænergerning i STIF.

Et eksempel er den nyligt​ ​gennemførte generalforsamling​ ​i IGS, Internetgruppen Sorring.​ ​I år ringede formanden på forhånd til mig i håbet om at sikre sig en ordstyrer.​ ​Mens mange af os har en holdning til Sorring.dk, byens​ ​ansigt udadtil, byens reklamesøjle, så er der blot mellem én og to deltagere til​ ​deres generalforsamlinger.​ ​Dukker man op til den slags, så er man også med til at bidrage til vores lokale fællesskab. Et andet eksempel hvor man​ ​kan bidrage er Torvedagen,​ ​som mangler en tovholder. Ingen kan formodentlig​ ​overskue sådan en opgave​ ​som udenforstående, men man​ ​kan erklære overfor sine medmennesker at ”det giver mening for mig at Sorring har​ ​en Torvedag, så jeg vil godt være med i den gruppe som​ ​skal sørge for at holde det i​ ​live”.

Hvis ikke man siger det​ ​højt, så bliver man ikke hørt og risikoen er, at vi måske mister​ ​noget, vi ikke havde behøvet at miste.

Gransk jeres værdier og find​ ​ud hvordan I gerne vil bidrage​ ​til vores lokalsamfund. Måske​ ​det bare er at give en anden​ ​frivillig dit nummer, til hvis et pludseligt behov skulle opstå.​ ​Det er unægteligt nemmer at​ ​blive tilbudt hjælp end at skulle ud at opsøge den. Støt jeres næste i at melde sig på banen – det gælder både teenagebørn og ægtefæller

Vis de frivillige at du bakker op om dem, ved at møde op til foreningernes arrangementer.​ ​Vis bestyrelserne at du bakker op om dem ved at møde op til​ ​generalforsamlingerne. Tag børnene med hvis de ikke kan blive passet – det er også​ ​med til at danne dem.

Det glade budskab er at det går godt i STIF og i vores​ ​område generelt, og at vi bare skal hjælpe hinanden med at​ ​det fortsætter.

Gennem initiativ og frivillighed. Dem der bidrager og dem der er frivillige, er ikke overmennesker. De er ligesom​ ​alle andre, og det ER et glad​ ​budskab. Det betyder bare at​ ​reglerne er simple: Sæt dig ind i den frivilliges sted​ ​og støt dem eller giv en hånd,​ ​hvis du ser et behov. OG ​ ​Du er kun ét JA for selv at blive​ ​frivillig.​ ​SKÅL for jeres initiativ! Og inden jeg takker helt af.

Et​ ​rigt foreningsliv kræver jo selvfølgelig også nogle penge. Det er ikke helt så sexet at tale​ ​om sådan en aften, men vær​ ​ikke i tvivl om, at vores lokale håndværkere og firmaer holder hånden under os.

Særligt vil jeg gerne fremhæve vores​ ​gode samarbejde med Brugsen.

SKÅL for alle vores glade sponsorer!

Tak til jer alle for en dejlig dag,​ ​hvor jeg synes det endnu​ ​engang er lykkedes vores lille​ ​samfund at stable noget​ ​meningsfuldt på benene. ​

​God sommer til alle, TAK!

Mig og Sorring af Gitte Dalsgaard Jakobsen

Mit navn er Gitte Dalsgaard Jakobsen. Jeg er født i Års i Himmerland, og flyttede til Dallerup da jeg var 5 år, sammen med mine forældre Dagmar og John ”mekaniker” (de havde auto-værksted i 35 år, der hvor OK tanken er i dag) og min lillebror Tommy. Kort efter blev familien forøget med Ulla og et par år efter Uffe.

Vi boede i Dallerup i 4 år hvor jeg havde min daglige gang på Westergaards bondegård, og tilbragte også mange timer på kirkegården sammen med Gustav, Tove og Peter Møller, når de passede deres arbejde. Det var før der fandtes børnehaver udenfor storbyerne.

I 1967 flyttede vi til Silkeborgvej 18 i Sorring, og jeg begyndte at spille håndbold i STIF, på banen hvor Høghgårdsvejs nye huse nu præger bybilledet. Jeg har været medlem af STIF i næsten alle årene siden, så det må være mindst 45 år!

Jeg gik 7 år på Sorring Skole og havde Per Bjørn som lærer i nogle fag. Bagefter fortsatte jeg 3 år i Fårvang.

Da jeg var 12 år begyndte jeg at hente varer i Brugsen og hos Købmand Bak og Købmandsbutikken hvor der nu er Røde Kors, for 3 familier 2-3 gange i ugen. Det var for bager Røhling, deres datter Birgit som havde en tøjbutik på Høghgårdsvej 3 og tømrer Graugaard der havde møbelforretning på Silkeborgvej 14. I en skoleferie var jeg på Post Fjerkræslagteri i Holmstol, og jeg begyndte at være barnepige hos forskellige familier, bl.a. hos Søren Ryge der dengang boede på Høngevej.

Efter skoletiden blev jeg stuepige på Hotel Dania i Silkeborg, så blev jeg ung pige i huset hos en familie i Risskov, inden jeg kom i lære som smørrebrødsjomfru på Norsminde Gl. Kro. Det var imens jeg var der, at Karsten og jeg fandt sammen. Så fik jeg arbejde på Silkeborg Kurbad, og vi købte hus i Mollerup og flyttede sammen. Det var i sommeren 1981.

I 1983 blev vi forældre til Heidi og overtog husmandsstedet ”Sultenlurer” på Skolebakken 30 i Sorring d. 1/1 1984.

I januar 1985 fik vi Morten og blev gift i september, og i 1988 fik vi Brian.

De har alle 3 gået på Sorring Skole, og fortsatte på Fårvang, inden de kom på hhv. Gymnasiet, HTX og HHX i Silkeborg.

Fra 1982 til 1993 var jeg ansat hos pyntegrønts-firmaet Jopin i Mollerup som sæsonarbejder. Og nød at være hjemmegående hos børnene, i de perioder der ikke var noget arbejde.

Karsten som er udlært smed hos Bent Sørensen (der havde værksted hvor Jens Hansen nu har el-forretning), arbejdede fra efteråret 1983 til sommeren 1997 hos Container Care i Århus, og har siden været ansat hos Sorring Maskinhandel.

I 20 år havde vi lidt landbrug med svin, høns, planteavl og juletræer, men nu er jorden forpagtet ud, og Karsten passer i stedet 3 vandværker.

Jeg har siden 1994 været ansat i forskellige institutioner hvor jeg har gjort rent, lavet mad og været pædagogmedhjælper, hvilket jeg har været og er meget glad for.

I mine unge år var jeg håndbold-hjælpetræner, og da Brian blev 5 år startede jeg med at træne ungdoms fodbold og sluttede først med det da jeg fik skiftende arbejdstider i 2008. Siden har jeg været holdleder for Damesenior fodbold, og spiller stadig på holdet, det er super sjovt, i år er den yngste på holdet 18 år, og så er vi et par stykker på 60 år, så her er plads til alle.

I 2013 var Karsten og jeg så heldige at der var plads til os i Sorring Skiklub, så vi kunne prøve at komme på skiferie, det har vi været med på siden og nyder det meget, selvom jeg kun er kommet til at kunne stå på de blå pister.

Siden 1985 har jeg også siddet nogle år i bestyrelsen for forskellige foreninger, bl.a. Sorring Forsamlingshus, STIF + Støtteforeningen og i Dagli’Brugsen. Når der har været teaterstykker i PAF, og der er blevet afholdt Sommerfest/Byfest, Torvedage, Fællesspisninger m.m. har jeg været med som hjælper. Det har givet mange sjove timer i fællesskab med andre, og det vil jeg gerne opfordre alle til at prøve.

Bedstemor titlen er jeg mega stolt af, indtil videre er det blevet til 4 børnebørn. Mille og Brian der i øjeblikket er ved at flytte til Resenbro har Maja på 5 år og Oliver på 2 år, og Heidi og Brian der bor i Nøvling v/Ålborg har Magnus på 2½ år og Frederik på 8 mdr. Louisa og Morten bor i Ejdrup mellem Nibe og Aars.

Sorringhus er også et sted jeg ynder at komme, og jeg glæder mig til at kunne deltage i mange flere aktiviteter der, når jeg om få år kan stoppe med at arbejde.

For mig er Sorring/Toustrup et smørhul, skøn natur, overskuelig, med de institutioner og indkøbs muligheder der er behov for, til at få et mindre samfund til at fungere, men tæt ved større byer. Jeg nyder at bo her, og håber at blive her mange år endnu, at kunne fortsætte med at deltage i fællesskabet og alle de forskellige aktiviteter der tilbydes, og snakke med venner, bekendte og nye mennesker, når vi mødes rundt i området.

God sommer til alle.

Gitte Jakobsen

 

Mig og Sorring AF SUSANNE SKØTT IVERSEN

Mig og Sorring/Toustrup

AF SUSANNE SKØTT IVERSEN

Tak til Mogens Kaspersen for stafetten – her kommer mit bidrag.

Mit navn er Susanne Skøtt Iversen og jeg bor på Johannes Jensens Vej 57 uden for Toustrup – nede i hullet overfor den gamle Toustrup Mølle og i Johannes’ gamle hus 🙂 Det er jo det med os i de små byer – vi bor altid i en andens hus når man skal forklare hvor man bor ☺☺.  Ejendommen er en landejendom på 5,3 ha, og her bor jeg sammen med min mand Carsten som jeg har været gift med i 27 år og vores børn Martin på 21 og Rikke på 19. Vi har boet her i 20 år d. 1.4.2019.

Her i 2019 har Martin sabbatår hvor han arbejder i Fitness World i Silkeborg mens ham og kæresten venter på de skal starte på en videregående uddannelse til sommer. Rikke bliver student fra HHX i Silkeborg til juni. Carsten arbejder hos JYSK, hvor han har været i 21 år, og jeg har ejendomsmæglerbutikken EDC AROS i Galten på 26. år.

Oprindelig er jeg fra Hasle hvor jeg er født i 1966 og gik på Gammelgårdsskolen i Åbyhøj. Her boede jeg med mine forældre og da jeg var 18 år flyttede min familie til Skovby. Min far var malermester og min mor sad i økonomiafdelingen på Århus Kommune. Jeg har en yngre bror Heine som jeg har fået flyttet til Sorring og som har bygget hus på toppen af Hjejlevej sammen med sin familie.

Efter min HH eksamen i 1986 var jeg i 2 år elev hos en ejendomsmægler i Aarhus. Samtidig læste jeg til Statsautoriseret ejendomsmægler og Valuar om aftenen og blev færdig som mægler i 1991 og Valuar året efter. Det var en tid hvor piger i faget stadig ikke var hverdagskost og jeg befandt mig stort set i en mandeverden. I 1988 blev jeg ansat hos EPA som handlede med pantebreve og var her, til jeg i 1990 blev ansat som ejendomsmægler ved EDC i Brabrand.

I 1989 flyttede Carsten og jeg fra hvert vores værelse hos vores forældre – til vores nye hus på Vestergade i Galten.

 

Da EDC BoligSyd startede 1.1.1992 på Viby Torv var der kun Jan Larsen og jeg.
I dag er Jan Larsen stadig direktør for det der nu er 13 EDC AROS butikker i Østjylland.

I april 1993 åbnede vi så i Galten med mig som bestyrer, og hvor jeg her 26 år senere stadig driver butikken – de sidste 15 år som medejer. Vi startede butikken på Vestergade 6 – 500 m fra hvor vi boede privat – og i 1993 flyttede vi lokalerne til Søndergade 12 – overfor bageren. Vi er i disse dage ved at modernisere butikken med ekstra mødelokale, nyt køkken, gulve, lofter, belysning og indretning og glæder os til at det i løbet af maj måned står færdigt.

 

En af mine dygtige mæglere købte sig i 2016 ind i butikken og vi har i dag en harmonisk og velfungerende butik og supplerer hinanden rigtig godt. Vi har en butik med et meget højt fagligt niveau – 6 ansatte, heraf 5 uddannede mæglere og en trainee der bliver færdig til sommer.

 

 

Vi har siden 2011 været områdets mest sælgende ejendomsmæglerbutik, hvilket har indbragt os en pris ved EDC. Vi omsætter ca. 140 ejendomme om året fordelt på ejerlejligheder, villaer, andelsboliger og landejendomme.

I 1999 flyttede vi fra Vestergade i Galten til Johannes Jensens Vej i Toustrup.  Martin var på det tidspunkt lige blevet 1 år, og ca. 1 måned efter indflytning opdagede vi, at han ikke skulle være enebarn, og på min 33 års fødselsdag i november kom Rikke så til verdenen.

Da vi flyttede til Sorring havde vi i EDC Galten ikke haft så meget salg i Sorring som dengang mest ”hørte til” Hammel eller Silkeborg. Jeg kunne dog hurtigt konstatere, at jeg havde nemmere ved at trække de unge købere fra Århus til Sorring end mæglerne i Hammel og Silkeborg, og da Sorring var blevet min by, blev det helt naturligt at det selvfølgelig var mig der skulle sælge byen – og sådan har jeg det stadig ☺.

EDC har da også en markedsandel på omkring 60% i postnr. 8641. Faktisk er det sådan, at det i en by som Sorring ikke er nok at sælge huset – 50% af de kunder vi sælger huse til i Sorring, har aldrig hørt om byen, før vi fortæller om den. Så i mange tilfælde vil det være sådan, at kan du ikke sælge byen, kan du ikke sælge huset.

 

Privat har vi opbygget en base på Johannes Jensens Vej med vores børn midt i den skønneste natur og med skolebussen lige ved indkørslen. Så selvom vi bor 4 km fra Sorring by har det ikke været et problem.

Vi har gennem årene haft mange forskellige slags dyrehold – bl.a. gæs, kalkuner, kødgeder og høns og selvfølgelig en hund. I dag har vi Skotsk Højlands kvæg på hobbyplan sammen med naboen.

Meget af vores fritid har altid gået med “gården” og vi er ubetinget udemennesker. Jeg har altid gået meget op i haven og har gennem årene haft en meget stor køkkenhave, et stort drivhus, staudebede og rigtig mange frugtbuske samt en ”æbleplantage” hvor vi hvert år presser æblejuice.

En del af vores fritid er gennem årene også gået med forskelligt foreningsarbejde. Jeg har siddet i forældrerådet for skolen og SFO’en da børnene var mindre. I Galten er jeg med i Markedsføringsforeningen, Galten-Skovby Rotary Klub og har været med i Bygruppen, et udvalg under kommunens planlægningsafdeling.

Jeg har altid syntes, det var en fantastisk ting at vores børn er opvokset i Sorring. Når jeg tidligere talte med veninder om det stressende i, at deres børn som 3 årig skulle fra vuggestue og til en ny børnehave de ikke kendte, og igen når de nåede skolealderen skulle starte i en fremmed skole, var det et ukendt problem for mig. Mine børn har været passet hos skønne dagplejere, som ofte var sammen med børnehaven, og da de gik i store børns gruppen på Rød Krudtugle var de hver onsdag oppe på skolen. Så da det blev tid til skolestart, tog man blot store børn fra børnehaven og satte dem sammen i 0. klasse. – Kun 1 spor med ca. 20 børn som allerede kendte hinanden – super nemt og meget blidt i forhold til hvad jeg hørte andre fortælle.

Da Rikke startede i 0. startede Martin i 1. Begge årgange var dengang 1 spor med henholdsvis 16 og 20 elever. De 2 klassetrin blev meget tætte, da der typisk var brug for begge årgange, bl.a. når der skulle stilles fodboldhold i STIF. Det har gennem årene betydet, at vi har haft en stor kontaktflade med skønne unger og siden unge mennesker fra årgang 1997-1999. Det er stadig sådan, at når Martin og Rikke tager i byen og vi spørger hvem de skal være sammen med – og svaret er “det er bare dem fra Sorring” så ved vi, at de er sammen med deres barndomsvenner og at alle passer på hinanden – Jeg elsker den flok!

Når vi holder ferie – er den vigtigste ferie uge 7, hvor vi siden børnene var 3 og 4 år har været på skiferie – de seneste 9 år har det været med Sorring skiklub. 40-65 skønne børn og voksne i en uge fyldt med dejligt skiløb, grin, afterski og hygge på tværs af familier, aldre og skifærdigheder.

I sommerferien har vi gennem børnenes barndom brugt meget tid på Danmarks campingpladser, og har også elsket bare at være hjemme og bruge tiden i haven og på forskellige projekter. Sidste år købte vi så et hus i Skagen for at have et sted hvor vi kunne gå ture og slappe helt af, da vi nok ikke er ret gode til det når vi er herhjemme. Det er meget hurtigt blevet vores åndehul og vi håber på mange skønne timer ved havet og i byen.

Når fritiden ikke bruges i haven eller drivhuset, dyrker jeg styrketræning ligesom jeg løber et par gange om ugen i Silkeborg løbeklub og gerne deltager i løb når der er tid til det.

Her og nu er vi ved at opføre 70 kvm garage så vores projekter slutter aldrig – de bliver bare afløst af et nyt ☺ – dette selvfølgelig fordi vi elsker Toustrup og Sorring og forventer at blive boende i mange år endnu.

Susanne Skøtt Iversen

Page 1 of 3 >