Af Thue Bjerring Lindballe
Kære alle sammen, Så skete det… Jeg havde godt fornemmet at det var Sorring-måden eller måske ligefrem velset, det der med at have tre børn. Og se nu bare; Anne og jeg får barn nr. tre og straks bliver man inviteret til at tale ved en offentlig forsamling. Tilfældigt? Det tror jeg ikke!
Dejligt at se jer alle her ved bålet på denne skønne midsommeraften. I år fylder vores idrætsforening jo 60 år og som formand vil jeg gerne benytte lejligheden til at tale lidt om STIFs historie, om frivillighed og om vigtigheden af et rigt foreningsliv.
Som det står mejslet i granit på den store sten her omme foran klubhuset, så har man i Sorring dyrket foreningsidræt siden 1942.
S.I.F. hed det dengang.
I dag er det STIF vi fejrer, det har nemlig været navnet på vores idrætsforening siden 1959 hvor Toustrup kom med og det daværende trekløver logo blev til firkløveren, som vi kender den i dag.
I STIFs tidlige år var det mest fodbold der spilledes. Hvorvidt man havde et skur at klæde om i, er jeg ikke sikker på, men spillet havde i hvert fald endnu ikke fundet sin vej herop. Datidens ene bane lå sydvest for byen, ca. på området omkring det grønne fællesareal på Høghgårdsvej – altså før der var noget der hed Høghgårdsvej.
Gymnastik og Badminton kunne man såmænd også gå til, og utroligt nok så foregik det i Forsamlingshuset nede på Hovedgaden – Man kan jo spekulere lidt over om man mon havde særlige krav til ketsjerens længde for at skåne loftbeklædningen – det melder historien ikke noget om. Det var ikke kun idrættens form der var en anden dengang, byen så også anderledes ud.
Sorring Skole holdt til i det vi i dag kalder den gamle børnehave, og den var sammen med Rasmussens Planteskole de eneste man kunne besøge her på Skolebakken. Planteskolens arealer er siden blevet bygget til med skolen, som vi kender den i dag og, som alle nok ved, blev noget af den udlagt og fredet til Rasmussens Have. Det var først i sidste halvdel af 60’erne at der begyndte at komme huse op langs vejen og i 1972 fik STIF sit klubhus her på toppen af det hele. Som jeg har fået det fortalt med stor indsats fra byens indbyggere, ligesom vedligehold og tilbygninger sidenhen var det. Huset bestod som udgangspunkt af de to gamle omklædningsrum, fyrrummet og boldrummet, som dengang var kiosk. Tre gange er klubhuset blevet bygget om og udvidet til den lidt sjove bygningsmasse, som man nok må sande, det er i dag.
Sidenhen har skolen fået gymnastiksalen bygget til og seneste opgradering af områdets idrætsfaciliteter blev rejsningen af Hallen her bag mig i 2008. Så der er bestemt sket noget med lokal-idrættens rammer gennem årene. Det hænger blandt andet sammen med et stigende befolkningstal og dermed behov.
Dengang i 50’erne havde Sorring ca. 400 indbyggere, i dag nærmer vi os 1200. Og i hele vores område, Dallerup Sogn, med Toustrup, Toustrup Stationsby og alle de gode folk der bor ude i det omkringliggende landskab, tæller vi 1800. Ikke mindst i lyset af disse tal, kan vi glæde os over at mere end 600… hver tredje borger, er medlem af Idrætsforeningen. Dertil skal lægges, de ca. 60 frivillige som er med til at drive foreningen. Frivillige foruden hvem vi ingen idrætsforening havde. Dem vender jeg tilbage til lidt senere.
Sammen med idrættens rammer, har STIFs tilbud udviklet sig gennem årene. Udendørs håndbold for kvinder blev erstattet af kvindefodbold omkring den tid hvor man fik klubhuset. Børnenes håndbold rykkede ind i gymnastiksalen da den kom og er sidenhen blevet overgivet til Voel. Ligesom volleyball og sikkert også andre tiltag er kommet og gået. Den dag i dag er det stadig de tre oprindelige sportsgrene som trives særligt godt i STIF og det gør de selvfølgeligt sammen med vores store fitnessafdeling. STIF forsøger sig også med at tilbyde eSport, men med knap så imponerende tilslutning.
Ja, eSporten er en satsning for STIF og afdelingens tilværelse er stadig lidt op ad bakke grundet trænermangel i de populære spil. MEN ambitionen om at tiltrække nogen af dem, der ikke ellers er en del af foreningsfælleskabet, som går glip af at føle ansvar overfor sit hold og lære andre gode værdier, den er intakt. Og hele satsningen bør i øvrigt ses som et sundhedstegn.
Borgerne her i området har adgang til en idrætsforening med en vifte af tilbud og en sund økonomi. Vi har mulighed for at gøre ting og, ja, at satse lidt. Nye fitnessmaskiner vidner om at foreningen ikke har satset over evne og at udviklingen af de eksisterende tilbud ikke går i stå. eSporten vidner om at STIF siger JA til nye initiativer. STIF siger også JA, når vi får mulighed for at udvide fodbolden med en sæson eller to for de aldersgrupper der ellers har svært ved at stille hold. Vi bekymrer os mere om dét, end om at trøjen har den rigtige farve, klubnavnet bliver udvasket eller at det er 100 % sikkert at økonomien kan hænge sammen.
Klubsamarbejdet med Voel GFG er kommet godt fra start og er et vidnesbyrd om den positive udvikling som foreningen er i.
Det lyder jo meget ædelt når man sådan står og taler om at sige JA, men det er meget simpelt. Der ikke noget alternativ. STIF kunne ikke eksistere uden frivillige der siger JA og STIF udviklede sig ikke uden en bestyrelse der siger JA. Faktisk er det bestyrelsens fineste opgave at sige JA til jeres initiativer.
Som bestyrelse sikrer vi kontinuiteten i måden vi gør ting på og tilsammen kender vi mange mennesker i vores lille samfund. Det er vigtigt, når man skal have ting til at ske. Men initiativet er så meget jeres, som det er vores.
Et STIF-medlemskab er ikke et Fitness.dk abonnement hvor medlemmerne betaler og STIF leverer. Som i alle andre foreninger så sker tingene i samarbejde med borgerne og konkrete forbedringsforslag implementeres ved fælles hjælp, så der kan skabes nye og bedre tilbud. Det starter med at nogen tager et initiativ. Men hvorfor er det så så vigtigt med nye og bedre tilbud? Hvorfor er STIF og alle de andre foreninger her i området egentligt noget at gå op i. Det er de selvfølgeligt fordi de spiller en central rolle i at det her sted er et fedt sted at bo, et trygt og sundt sted at vokse op og ikke mindst et sjovt sted at gå til fest…
Foreningerne er der hvor vi mødes, der hvor vi dygtiggør os i det vi selv synes er sjovt, og det er der vi bliver stolte af at komme fra Sorring. Der er stort set ingen af mine ungdomsvenner eller kolleger der taler om det sted de bor i dag, men det gør jeg og det tror jeg også flere af jer gør…
Foreningerne former vores fællesskab, på en målestok der række ud over vejfesten, og som i mange tilfælde er stærkere end vores jyske eller danske selvforståelse fordi den er så åbenlyst nærværende i vores dagligdag. Ydermere er vi selvfølgeligt bundet sammen af at det som lille samfund er svært at råbe det stor samfund op. Det er svært at få et budskab ud om, at vores område er et godt sted at bo. Jeg tror ikke, vi kan overbevise folk udefra om, at Sorring og omegn er noget særligt. Udefra set er der jo mange små samfund som vores. Folk flytter ikke hertil fordi her er fedt at bo… De flytter hertil fordi der er en daginstitution, en skole, en Brugs og 30 min til Aarhus og andre større byer. Det er nemlig den samme afstand som det kræver for huspriserne at knække til købers fordel. Men os der bor her skal jo synes, det er fedt at bo her, og dem der så faktisk vælger at flytte hertil skal hurtigt få det lært.
Og her spiller foreningerne en vigtig rolle! De kan medvirke til at tilflytterne lige bliver lidt længere, så skolen kan holde sin størrelse og Brugsen sin omsætning. Ja, måske de endda kan vokse lidt, så vi kan holde centrallisterne for døren. Så vi kan bevare skolen og Brugsen, og så vi fortsat kan råde over hele pakken af dagligdags nødvendigheder, lige her hvor vi bor. Og det leder mig tilbage til de frivillige, for det er dem der er rygraden i al foreningsarbejde. Og nu hvor alle forstår vigtigheden af foreninger, kan der ikke herske tvivl om de frivilliges betydning.
I forhold til STIF så taler jeg om de trænere og hjælpetrænere, som har været på kursus i trænergerningen, som forbereder og gennemfører træningen, som ved noget om maskinerne, som er med til at arrangere og afvikle stævner og som hver uge byder vores børn og voksne velkommen i foreningen.
SKÅL for 60 år med frivillighed i idrætten i Sorring-Toustrup! Den slags frivillige, som tager det lange seje træk over en hel sæson, er også dem som har fundet en vej igennem den frivilliges dilemma. Jeg tror mange frivillige har spekuleret over det dilemma det er; på den ene side at føle man ikke har tid nok, til alt det man gerne vil for sig selv og sin familie. Og på den anden side at skulle give sin tid til andre.
Mange af vores frivillige er også træner for deres eget eller deres børns hold, og det er lige præcis, som det skal være. Vi kan ikke ønske os mere af hinanden end at vi bidrager med lige netop det vi selv synes, vi kan. Heldigvis er det sådan, at de fleste frivillige oplever, at det de giver kommer tilbage med renter, for eksempel igennem medmenneskers anerkendelse af deres indsats. Og i mange tilfælde bliver de derfor også hængende i mere end én sæson.
En vigtig drivkraft i den frivilliges arbejde er selvfølgelig også en stærk pligtfølelse og forståelse af at kun hvis man selv siger JA og KOM VI GØR DET kan man være sikker på, at der bliver et tilbud.
Det er nok det altoverskyggende fællestræk for de frivillige i STIF, de siger JA. Nogle gange ved de ikke hvad, de siger ja til, men det finder de så bare ud af i fællesskab med de andre frivillige. Man er ALDRIG frivillig alene. Jeg selv har aldrig før STIF bedrevet forenings- eller frivilligt arbejde, ej heller kommer jeg af en familie, hvor det er normen. Men for to år siden savnede STIF en formand og lige så angstprovokerende, som jeg helt ærligt synes, det var at sige JA. Lige så sikker var jeg på, at det passede på mine værdier, at jeg skulle bidrage, på en eller anden måde. Og jeg forsikrede mig selv om, at det kunne jo aldrig gå værre end galt. Så her står jeg nu og er ingenlunde ekspert i bestyrelsesarbejde, foreningsdanmark eller sport for den sags skyld, men jeg ved at jeg bidrager til noget meningsfuldt, at jeg er med til at give mine og jeres børn en aktiv barndom, og vi voksne noget at mødes om.
Overskud i hverdagen, det har jeg lige så lidt af som alle jer andre. Men en forståelse af mine værdier og initiativet til at sige JA, har givet mig et stort kendskab til mit lokalsamfund og folkene, der lever her. Jeg håber min tale kan være med til at inspirere endnu flere til at bidrage til vores fællesskab her i området. Husk der er mange andre måder at bidrage på end en trænergerning i STIF.
Et eksempel er den nyligt gennemførte generalforsamling i IGS, Internetgruppen Sorring. I år ringede formanden på forhånd til mig i håbet om at sikre sig en ordstyrer. Mens mange af os har en holdning til Sorring.dk, byens ansigt udadtil, byens reklamesøjle, så er der blot mellem én og to deltagere til deres generalforsamlinger. Dukker man op til den slags, så er man også med til at bidrage til vores lokale fællesskab. Et andet eksempel hvor man kan bidrage er Torvedagen, som mangler en tovholder. Ingen kan formodentlig overskue sådan en opgave som udenforstående, men man kan erklære overfor sine medmennesker at ”det giver mening for mig at Sorring har en Torvedag, så jeg vil godt være med i den gruppe som skal sørge for at holde det i live”.
Hvis ikke man siger det højt, så bliver man ikke hørt og risikoen er, at vi måske mister noget, vi ikke havde behøvet at miste.
Gransk jeres værdier og find ud hvordan I gerne vil bidrage til vores lokalsamfund. Måske det bare er at give en anden frivillig dit nummer, til hvis et pludseligt behov skulle opstå. Det er unægteligt nemmer at blive tilbudt hjælp end at skulle ud at opsøge den. Støt jeres næste i at melde sig på banen – det gælder både teenagebørn og ægtefæller
Vis de frivillige at du bakker op om dem, ved at møde op til foreningernes arrangementer. Vis bestyrelserne at du bakker op om dem ved at møde op til generalforsamlingerne. Tag børnene med hvis de ikke kan blive passet – det er også med til at danne dem.
Det glade budskab er at det går godt i STIF og i vores område generelt, og at vi bare skal hjælpe hinanden med at det fortsætter.
Gennem initiativ og frivillighed. Dem der bidrager og dem der er frivillige, er ikke overmennesker. De er ligesom alle andre, og det ER et glad budskab. Det betyder bare at reglerne er simple: Sæt dig ind i den frivilliges sted og støt dem eller giv en hånd, hvis du ser et behov. OG Du er kun ét JA for selv at blive frivillig. SKÅL for jeres initiativ! Og inden jeg takker helt af.
Et rigt foreningsliv kræver jo selvfølgelig også nogle penge. Det er ikke helt så sexet at tale om sådan en aften, men vær ikke i tvivl om, at vores lokale håndværkere og firmaer holder hånden under os.
Særligt vil jeg gerne fremhæve vores gode samarbejde med Brugsen.
SKÅL for alle vores glade sponsorer!
Tak til jer alle for en dejlig dag, hvor jeg synes det endnu engang er lykkedes vores lille samfund at stable noget meningsfuldt på benene.
God sommer til alle, TAK!