Jeg har, med stolthed, overtaget stafetten fra Heidi Flansmose Junker, som jeg kender og holder af gennem to af vores børn, der går i henholdsvis klasse og børnehave sammen.
Jeg hedder Pernille Skovby og er gift med Jeppe på snart niende år. Vi har døtrene Clara på 11, Ella på 8og en dreng Valdemar på 5 år.
Vi flyttede til Sorring for 4 år siden fra Skovby ved Galten, men kommer oprindeligt begge fra Vestjylland, Struer for mit vedkommende og Jeppe fra Skive.
Vi mødte hinanden en aften på Fatter Eskild i Århus, hvor jeg faldt hovedkulds for den gråhåredearkæolog J©
Vi boede knap 4 år i lejlighed tæt på Tivoli Friheden, indtil vi ventede vores ældste datter Clara. Så opstod drømmen om hus og have, og vi fandt et
ældre hus i Skovby, der trængte til en større renovering. Vi fik lavet en del, men der var stadig langt igen, da vores datter Ella kom til verden, og
opgaven blev for uoverskuelig og pladsen for trang, da vi fik Valdemar. Egentlig var vi veletablerede i Skovby, men da byen blev større med flere udstykninger, blev huspriserne også derefter.
Vi måtte udvide vores søgefelt omkring Skovby/Galten, og faldt over en lille by vi flere gange havde kørt igennem på vores vej til Resenbro, hvor et vennepar bor.
To af pigernes pædagoger boede/bor ligeledes her og kunne fortælle om en hyggelig lille landsby omgivet af den skønneste natur og et stærkt fællesskab.
For os vægtede det højt, at der skulle være gode institutionsmuligheder, en skole, indkøb og rigt foreningsliv. Når snakken faldt på Sorring, så var det netop det rige foreningsliv og imødekommenhed der blev pointeret – det har rygtedes bredt, at i Sorring står man sammen!
Vi faldt over “entreprenørens” gamle hus på Bredsigbakke 17, hvilket passede lige til vores behov. Et rimeligt vedligeholdelsesfrit hus, med rigeligt plads til børn, bedsteforældre og Jeppe’s musikalske fritidsinteresser. Et dejligt lukket vænge, med boldbane lige uden for køkkenvinduet og mulighed for at mødes med naboerne over hækken.
Vi fik heldigvis solgt vores gamle hus på blot en uge, og kunne efterfølgende skrive under på købsaftalen. Der gik 5 måneder inden vi 1. november fik nøglerne og vi kunne gå i gang med at sætte vores eget præg på huset. Vi nåede lige at få lagt de sidste trægulve inden vi flyttede ind sidst i november. Planen var at Clara skulle starte i sin nye klasse 1. december, – en hyggelig måned at starte op i med julehygge og julearrangementer.
Det var svært for hende, at skulle forlade veninder og skolen i Skovby, men da vi en dag i november tog ud for at besøge klassen i Sorring, blev vi mødt i skolegården af en hel klasse der kom løbende imod os og råbte “Hej Clara”!
Det var meget overvældende og rørende – sikke en modtagelse! Det er det Sorring kan – her bliver man omfavnet. Som ny i byen betyder det alverden,
at folk hilser på gaden, i Brugsen, på skolen. Det er det en landsby kan og det var det vi savnede og søgte.
Jeppe bruger dog stadig meget tid i Skovby, hvor han i starten af august blev ansat som skolelærer. Han uddannede sig for 5 år siden som meritlærer, da jobsituationen som arkæolog var for usikker. Han arbejder primært med mellemtrin, som historie-, dansk- og musiklærer.
Jeg selv arbejder som sygeplejerske på intensiv afdeling på Skejby sygehus. Jeg har været her de seneste 13 år og passer her både børn og voksne patienter med intensivt behov. Det betyder en del vagter og weekendarbejde, så både børn og mand sætter pris på de mange legeaftaler de har med venner og veninder i byen.
Børnene har fra andet år vi boede her været aktive i STIF. Begge piger har gået til gymnastik her og Valdemar har også prøvet både gymnastik og nu fodbold af. Ella er lige startet til badminton, hvilket Jeppe også spiller for andet år på seniorholdet. De nyder at møde deres venner fra klassen og børnehaven her. Jeg har selv været hjælpetræner et enkelt år på Ella’s hold, men måtte desværre trække mig af personlige årsager. Jeg håber jeg kan byde ind med en hjælpende hånd igen næste sæson, det er en dejlig måde at være sammen med sine børn på og man lærer her deres klassekammerater og venner at kende på en helt anden måde.
Indtil da er det kun blevet til et engagement i forældrerådet i Ella´s klasse, men det er også en dejlig måde at møde nogle forældre på og på samme tid være med til at planlægge nogle hyggelige arrangementer for ens børn.
Vi har fra dag 1 af kunnet mærke, at Sorring er en by hvor fællesskabet er i fokus. Vi har begge stor respekt for det frivillige arbejde der bliver lagt i byens arrangementer, det gør en kæmpe forskel for både børn og voksne. Sorring vokser sig år for år større i vores hjerter.
 |
 |
 |
Vi glæder os til at deltage mere i det fællesskab, som Sorring netop er så god til at tilbyde.
Vi ses derude J
Pernille Snedker Skovby