Sorring.dk

Tak for stafetten til Tina Brokmann.

Jeg kender Tina gennem vores piger som går i klasse sammen, og gennem hundeklubben hvor vores Berner-pige Minnie træner.

Jeg hedder Kristine, er 32 år og jeg har boet i Sorring med min mand Lasse i 13 år.

Jeg kommer fra Stavtrup ved Viby J. Der er jeg vokset op med min mor, far og søster. Så jeg har været vant til hele mit liv at bo lidt landligt uden for de store byer. Derfor vidste jeg også ret tidligt at jeg gerne ville bo på landet, når jeg blev voksen. Allerede i en tidlig alder fik jeg øjnene op for udeliv, sport og sang. Først var det dans, og kor, senere FDF, fodbold, håndbold og sang. Det var det jeg brugte min barndom og første teenage-år på. Gennem alle disse ting havde jeg en stor omgangskreds og jeg har altid haft kæmpe støtte fra mine forældre, som hjalp og tog del i alle mine interesser i det omfang de kunne og fik lov til. Det er dog kun musik og sang som jeg bruger min fritid på i dag. Det var det eneste jeg kunne efter min skade.

Mine forældre købte i 2001 en campingvogn og vi skulle prøve det der camping af. Der var jeg 11 år, og jeg elskede at skulle på camping. Det blev Askehøj camping ved Laven, de blev fastligger på, og er det stadig den dag i dag. Det er vi også selv. Vi købte vores egen campingvogn i 2014. Det var også her jeg mødte Lasse. Vi havde kendt hinanden siden 2001, men det var først i 2003 vi blev kærester. Vi var og er meget forskellige, og Lasse er lidt ældre end mig, men jeg var meget moden af min alder. Jeg tror ikke nogen af os dengang ville have spået vi skulle være sammen. Men det skete bare lige pludselig. I dag har vi været sammen i 19 år.

Et spark i ryggen i 2003 satte en brat stopper for mit aktive liv. Jeg var 13 år, og jeg kunne ikke komme nogen steder, kunne ikke selv gå, kunne ikke engang komme i skole og jeg måtte genoptrænes. I den periode var jeg så afhængig af alle omkring mig, og jeg skulle hjælpes med alt.  Jeg havde heldigvis en stærk omgangskreds som var der for mig. Det spark har lige siden haft en stor betydning for mit liv. Allerede i 2007 begyndte Lasse og jeg at kigge på hus. Vi ville gerne flytte sammen, noget landligt med plads til et lille værksted. Lasse er nemlig uddannet lastvognsmekaniker, og han har altid været interesseret i biler. Men vi skulle vente på jeg blev 18, så vi havde god tid til at kigge. Det samme år startede jeg på HG i Viby J. Jeg kunne ikke komme ind andre steder, på grund af mit høje fravær i skolen. Og kommunen ville ikke blandes ind i det, før jeg blev 18 år. På HG kunne jeg køre hjemme undervisning, og hvis jeg bare afleverede mine ting behøvede jeg ikke at møde op. Det var en god løsning for mig, fordi jeg ikke kunne holde til at være der en hel dag, på grund af min ryg. Jeg gjorde det så godt jeg kunne, mest hjemmefra og var afsted de timer jeg kunne holde til.  Jeg blev færdig i 2009 på HG. Det var en hård kamp, men det lykkedes at færdiggøre det jeg var begyndt på og det alene var en kæmpe sejr. Fra 2008-2018 var jeg til udredning ved kommunen. Den endte efter 10 år med jeg fik tilkendt førtidspension. Det er jeg i dag rigtig glad for. Det har givet mig ro og overskud til at kunne nyde livet.

Vi havde i 2008 fundet et nedlagt landbrug på Horskildevej i Sorring. Det var et gammelt hus fra 1826. Det bestod af stuehus, værksted, og lade. Der var lavt til loftet og synlige bjælker, skæve vægge og ulige gulve. Men det var et hyggeligt hus, og vi kunne se os selv bo der. Det lå højt med en kanon udsigt over marker og Låsby. Så vi købte det, selv om vi ikke kendte noget til Sorring. Vi havde været i området og vi vidste det lå tæt på campingpladsen, men det var også hvad vi vidste. Sorring havde det vi skulle bruge i form af indkøbs muligheder. Børnehave og skole. Vi flyttede i 2009 hjemmefra hver vores hold forældre sammen i huset i Sorring, med vores hund Jessie. Vi blev hurtigt budt velkommen til vejen af naboer, og de var gode til at stoppe op, komme forbi eller hjælpe til, hvis vi havde spørgsmål eller manglede en hånd. Der var mange ting at finde ud af når man sådan lige flytter hjemmefra og i eget hus. Men det er for mig også noget af det der kendetegner Sorring. Her hjælper vi hinanden, og får altid hjælpen igen. Naboerne tog os med til fester i Toustrup forsamlingshus, halbal og ja, vi fik også en markræser til at drøne rundt i. Vi holdt bål aftner, mødtes over kaffe, eller øl. Vi tog med til torvedag, og hvad der nu ellers skete rundt omkring i byen, og det var bare med til at gøre vi hurtigt følte os godt tilpas i Sorring. I 2012 kom vores datter Celina til verden. I den forbindelse så vi jo en “ny” Sorring. For gennem dagplejer, børnehaven og skolen har vi gennem tiden mødt og stiftet nye bekendtskaber og venskaber.

Vi valgte i 2015 at rive det gamle stuehus og laden ned, og byggede nyt hus. En beslutning vi i dag er glade for. Vi ville blive på Horskildevej, så mens der blev bygget nyt, boede vi i vores campingvogn på Askehøj camping. Vi blev gift i 2017 i Dallerup kirke, hvor Celina også er døbt. Festen holdt vi i Toustrup forsamlingshus. Det er sådan et smukt forsamlingshus, og skulle vi giftes, ville vi holde det der. Efter jeg fik tilkendt førtidspension, har jeg fået lov at være på Sorring skole et par timer om ugen. Her laver jeg kaffe, hjælper på biblioteket, tager kopier, klipper, laminerer eller hvad der nu lige ligger af ting til mig som jeg kan lave, eller hjælpe med. Jeg elsker at komme lidt ud, og er kun glad for at kunne hjælpe, også selv om det er små ting. Til juletræsfest, fastelavn og hvad der ellers sker i byen hjælper vi som regel også. Lasse hjælper med det tunge arbejde og jeg kan så sælge kaffe, billetter, eller hvad der nu lige er.

Vi startede med at træne vores Berner Sennen hund Minnie i STIF, på et lømmelhold i 2019 ved Tina. Lasse træner Minnie, mens jeg er med på sidelinjen i det omfang jeg kan. Vi er vilde med at træne i STIF, og Minnie elsker det. Der er et stort sammenhold i klubben, som man mærker lige fra start. Jeg er ikke i tvivl om vi valgte det rigtige sted at købe hus, selv om det var ret tilfældigt. Jeg nyder at gå ture i området, være i skoven og at bo med heste i haven. Hvor hunden kan ligge i gårdspladsen og sove. Den gode udsigt, og alle de skønne mennesker som er en del af Sorring. Hvor alle er velkommen og bliver taget godt imod. Og hvor man hjælper og støtter hinanden. For mig er det Sorring.

Kristine Dalgaard