AF CHENETTE MADSEN PERANGIN ANGIN
Tak for stafetten til min gode veninde Bente Jakobsen.
Ligesom Stine Røhling starter med i sin fortælling om Mig og Sorring, så kan jeg vist også godt kalde mig “Et barn af Sorring”. Min fars familie har været bosat her i Sorring siden 1938. Min farfar Laurits Madsen var mejerist og bestyrer af mejeriet i Horskilde, indtil det lukkede i 1970. Til de som ikke lige ved det, så ligger Horskilde ca. 1 km uden for byen mod Låsby og Tovstrup.
I 1975 byggede min farfar og farmor hus på datidens “toppen af Hjejlevej”. Min farfar var en kendt mand i Sorring og gammel Gjern kommune. Han havde politiske interesser og blev i 1970 valgt som Gjern kommunes første borgmester.
Min farbror Sten er også en kendt Sorring-genser, da han var brugsuddeleren før Finn.
Min far er også et kendt ansigt i byen, idet han stod for marmeladekogningen i mange år for Sorring bær, han kører varetur for Brugsen, og han er kendt som “morfar Erling” for rigtig mange af byens børn.
Ja, så fik jeg beskrevet mit tilhørsforhold til Sorring, og nu til lidt om mig. Jeg hedder Chenette Madsen Perangin Angin, jeg er 42 år, og datter af Erling og Sonja Madsen. Mine forældre flyttede i slutningen af 1977 til Sorring eller rettere sagt til en nedlagt landbrugsejendom 2 km uden for Sorrings byskilt mod Gjern.
Her havde jeg en rigtig dejlig barndom, hvor min lillebror Johnny og jeg havde mange projekter i form af at bygge huler eller hjælpe naboerne med at samle sten og høste. I familien brugte vi meget tid sammen; om søndagen gik min far og jeg ind til Røhlings bageri på Møllebakken for at købe rundstykker, vi plukkede bær og bælgede ærter, og om vinteren sneede vi inde, så vores nabo, Verner, måtte komme os til undsætning med sin traktor. Ja, det var dengang, der var snevejr til.. Jeg husker tilbage på det som en skøn tid, omend mine egne drenge, der er vokset op i Ipad’ens æra, synes, det lyder som en barndom på Hjerl Hede.
På et tidspunkt fik jeg en hest, en islænder vallak som hed Baldur, der gik ikke længe, så fik min mor også en islænder, og på et tidspunkt havde vi en flok på fire islændere. Og jeg har virkelig redet mange ture i området omkring Storlyngdal og Sorringskoven.
Jeg har gået fastelavnssoldat, fra jeg startede i skole til jeg blev 11-12 år, jeg har været med til at plante de første solbærplanter på Solbærmarken, og var i 1985 med til at fejre Sorring skoles 150 års fødselsdag. Jeg kan huske Børges butik, Købmand Bak, Elmer købmand, posthuset, Sparekassen, Besteds kiosk, Jettes blomsterbutik, Blomsterkransen og mange flere forretninger som har været her i byen.
Fra Sorring skoles 150 års fødselsdag
I 1983 startede jeg på Sorring skole og gik der til og med 7. kl. Dengang var Sorring skole ikke så stor, og jeg kan huske at på et tidspunkt var min klasse nede på kun 3 piger og 10 drenge.
Så det var en omvæltning, da vi kom til Fårvang i 8.-10. kl., hvor der var fem 8. klasser! Årene på Fårvang var sjove og på mange måder lærerige, men festerne i Skanderup og Sorring forsamlingshus er nok dem, jeg husker bedst.
Så blev det HF i Silkeborg, og et halv år i huset ved den sødeste familie på Ternevej i Silkeborg.
I 1996 tog min veninde Marie og jeg 9 måneder til Brighton i Sydengland, hvor vi arbejdede som handicaphjælpere. Det var på mange måder udfordrende at stå på egne ben i en stor fremmed by, og ikke mindst at få økonomien til at hænge sammen. Men det var en fantastisk oplevelse, som jeg mindes med glæde.
Da vi vendte hjem fra Brighton i foråret 1997, tog vi og vores veninde Trine fra Holmstol til Indonesien. At det blev Indonesien, var en tilfældighed, vi lukkede øjnene og pegede på verdenskortet i atlasset, og fingeren landede på Indonesien!
Den rejse forandrede mit liv for altid, for vores jungleguide, som vi allerede mødte på andendagen, var Joshua, som jeg nu er gift med på 23. år.
Joshua og jeg blev gift på Gjern Rådhus i november 1997, efter at have kendt hinanden i bare et halvt år. I 1999 rejste vi tre måneder tilbage til Sumatra, hvor vi bl.a. blev gift på indonesisk og havde hele landsbyen på 600 mennesker inviteret med til fest.
Senere hen har vi også fået en kirkelig velsignelse i forbindelse med dåben på vores søn Lukas. Så det er blevet til tre bryllupper med den samme mand, – så er det vist slået fast 🙂
Sammen har vi fire drenge, Lukas på snart 17, Silas på 12 og Carlos på 6.
I 2002 mistede vi deres storebror Viktor, to uger før termin. I dag er sårene nogenlunde lægt, og han er på ingen måde en hemmelighed.
Joshua fik arbejde hos Gjern Glas i 2000, og inden da flyttede vi i lejligheden på Hovedgaden ved siden af Brugsen. Sidenhen flyttede vi til Vibevej 5 – også kendt som Jytte Vengs hus, og i dag bor vi på Hjejlevej 45, hvor vi byggede til, så jeg fik plads til mine dagplejebørn.
Jeg har været dagplejer i snart 15 år, så jeg har haft mange af byens børn og forældre “gennem mine hænder”. Jeg nyder mit arbejde og mine rigtig gode kollegaer i fulde drag.
Jeg er utrolig glad for, at vi valgte Sorring som rammen om vores hjem, da vi skulle starte vores familieliv op. Det har været nemt for Joshua at blive integreret i Sorring, og alle har været utrolig venlige og imødekommende overfor ham og os.
Vi har et godt sammenhold i byen, med mange gode arrangementer! Et godt idrætsliv, og takket være mange frivillige kan vores børn gå til gymnastik, badminton, fodbold og meget mere 🙂
Jeg føler mig tryg i Sorring, og det er min oplevelse, at børnene kan færdes trygt i byen, og at vi holder øje med hinanden og børnene – på den gode måde 🙂
Chenette Madsen Perangin Angin