Mig og Sorring/Toustrup – Camilla og Christian

Her på årets første dag vil vi gerne starte med at takke Dorthe Haagen Nielsen – vores tidligere nabo, som sammen med resten af Sanddalen tog rigtig godt imod to unge nytilflyttere og novicer inden for huskøb.

Vi hedder Camilla Liv Pedersen Lund og Christian Lund og er hhv. 30 og 32 år. Vi mødte hinanden i Aarhus i midten af 10’erne, da Camilla læste til lærer og Christian netop var blevet færdig som psykolog og havde fået arbejde i byen. Efterfølgende har vi sammen været vidt omkring i det jyske, først i det vestjyske Skjern og efterfølgende i det Sydjyske Holsted.

10 tommelfingre og sammenhold

I slutningen af 2020 var vi efterhånden begyndt at savne de søde studieår i Aarhus og området heroppe i Midt- og Østjylland, samt blevet trætte af den omskiftelige tilværelse som lejlighedslejere. Som følge heraf, begyndte vi at lede efter hus i området ml. Aarhus, Skanderborg og Silkeborg. Vores ønskekombination af en forholdsvis lille by og et forholdsvist stort hus, førte os forbi Sorring og Sanddalen. Den gule villa var med sine ca. 350 m2, og en fortid som frisørsalon og indretning dertil, perfekt ift. vores tanker om masser af plads til familieforøgelse og mulighed for opstart af selvstændig psykologpraksis. Hertil kom, at Sorring (som vi hurtigt googlede os til, er Danmarks højest beliggende landsby) med sin charmerende beliggenhed, velrenommerede børnehave og skole og stærke foreningsliv var et rigtigt godt match med de værdier, som vi ønsker at efterleve og støtte som familie.

Med vores fælles boglige baggrund og 10-tommelfingre, virkede den gule etage-villa på Sanddalen som et godt valg, da den på papiret og ved en overfladisk inspektion af vores mere huskyndige fædre virkede til at være i god stand, vel-vedligeholdt og bygget i gode materialer. Så vi fik papirerne i orden, sat nogle kruseduller og planlagt en overtagelse i marts 2021. Som de bolig-optimister vi var, havde vi lagt en plan, som muliggjorde en dejlig sommer, hvor vi stille og roligt kunne nyde haven, da alt indvendig renovering efter planen skulle være i orden der. Huset trængte jo bare til en kærlig hånd, lidt ny tapet, maling og nye gulve, så var den i vinkel.

Vi blev dog klogere… Her knapt to år senere har vores hjem også fået nyt tapet, maling, gulve, nye rør diverse steder, et børneværelse og nye gulve, men også en hel masse mere. 2022 blev nemlig året, hvor vi ikke blot blev færdige med den overordnede renovering af stueetagen mm., men også året hvor en ny sorringgenser blev født. I slutningen af april, i dagene efter at vi fik lagt gulve i stueetagen, gik Camilla også i fødsel, så med en halvfærdig stue, en manglende væg og ingen møbler på den rigtige etage, hastede vi til Viborg Sygehus for at byde vores Nora-Marie velkommen til verdenen.

I tiden op til, har vi nydt stor glæde af det fællesskab og sammenhold, Sorring byder på, da Camilla i hvert fald ikke har lavet så få bygge-relaterede opslag i ’Det sker i Sorring’, og vi har begge draget stor fordel af byens beboeres generøsitet med bl.a. udlån af værktøj og kompetencer – endnu engang tak.

Efterhånden kan vi også bidrage til den fælles pulje af byggematerialer, der kan udlånes ved behov, da vi har stiftet bekendtskab med nye navne som slagjern og slagklods eksempelvis.

Vi er nu mere optimistiske for fremtiden i huset, da vi i nogle måneder ikke har set en rørskade, haft gæster med behov for paraply indendørs eller søde naboer til inspektion af huset, hvis vi har skulle være væk hjemmefra.

Huset byder på

Som nævnt faldt vi bl.a. for husets indretning, den tidligere frisørsalon er nemlig senere hen lavet om til slyngelstue. Det er et af de rum, vi ikke har ændret på, så det er meget autentisk med hessian, tæpper og mulighed for disko-lys. Vi har begge to en passion for brætspil, så vi så virkelig en mulighed i det rum. Det kan nemlig udover at huse vores (læs: særligt Christians) kæmpe samling af brætspil, også fint anvendes til et decideret brætspil-rum. I den anden ende er der indrettet en bar, som vi glæder os til at udstyre med fadøls-anlæg og diverse, så den med tiden kan blive til en ganske udmærket fredags-bar, hvor vi håber at kunne byde på et glas øl, et spil og en sludder.

Kælderen byder også snart på en psykologpraksis, da vi er ved at indrette både venteværelse og praksis i den anden del af kælderen. Vi håber, at Sorrings fantastiske beliggenhed kan åbne op for en bred kundekreds i Midtjylland.

Husets hovedattraktion er dog ikke kælderen, men den smukke udsigt altanen på 1. sal byder på, hvor man efter sigende kan se helt til Himmelbjerget, men i hvert fald kan nyde flotte solopgange, natur og fyrværkeri over Låsby til nytår.

Fremtiden

Med Christian, der arbejder i PPR i Hedensted og Camilla, der op til barslen arbejdede som lærer på en intern specialskole i Viborg, var vi lidt bekymrede for Nora-Maries opstart i vuggestue, da det tegnede til at blive nogle lange dage i institution. Men her tegner fremtiden også lysere, da Camilla fik en tidlig julegave i form af en ny stilling i Specialafdelingen på Låsby Skole. Så når Christian ender i sin barsel i slut februar, kan Nora-Marie se frem til en blid opstart i Sorring Børnehus.

Vi ser frem til at blive en del af institutions- og foreningslivet her i Sorring og bl.a. lære flere børnefamilier at kende. Det bliver en spændende tid, men allerede nu ved vi, at Nora-Marie kommer til at hygge sig med to gode veninder fra Mødregruppen, som også skal starte i vuggestuen her i begyndelsen af 2023.

Det er også en af hendes veninder fra Mødregruppens forældre, vi giver stafetten videre til nu, da Amalie og Simon, som også er relativt nytilflyttere, har sagt ja til at skrive det næste indslag til Mig og Sorring/Toustrup i Miniavisen.

Christian og Camilla Lund

Posted in: Mig og Sorring

Written by Henrik