AF PIA MØLLER POULSEN
Tak for stafetten til Kristine Dalgaard. Vi kender hinanden via vores børn, som er på årgang. Dette har bl.a. medført at børnene har fælles fritidsaktiviteter, hvor der bl.a. skal planlægges kørsel til FDF i Silkeborg 2. Kreds.
Jeg hedder Pia Møller Poulsen og er 41 år og har boet i Sorring siden november 2010, hvor min mand Peter og jeg købte hus på Høghgårdsvej. Et område som vi senere blev bekendt med, blev omtalt som Sorrings svar på Beverly Hills.
Jeg er født og opvokset i Vestjylland i nærheden af Lemvig i en lille by, der hedder Fabjerg. Gennem mange år troede jeg, at Vestjylland var stedet for mig, og havde ingen planer om at skulle bosætte mig andre steder. Efter endt gymnasie tid i Struer meldte lysten sig til et par af de populære sabbatår. Tilfældigt fik jeg job på Egmont Højskolen. Højskoleopholdet samt en længere udlandsrejse med frivilligt arbejde på Thailands største børnehjem og rundrejse i Thailand, Cambodia og Vietnam, gav mig mod på at forlade det vestjyske. Muligheden for at flytte i min gymnasievenindes fars lejlighed i centrum af Århus bød sig, og så stod jeg pludselig der med husleje og intet job. Heldigvis manglede daginstitutionerne i området vikarer. I september 2003 begyndte jeg på pædagoguddannelsen på Jydsk pædagogseminarium i Århus. Jeg blev færdiguddannet i 2007 og gik direkte i job på en døgninstitution.
Kort efter mødte jeg Peter, som kommer fra Djursland, og stien blev hurtigt lagt med først fælles lejlighed i Århus, som skulle udskiftes med et hus, så der var plads til bryllupsfest og børn. Peter arbejdede på det tidspunkt i Låsby, og som mange andre søgte vi efter drømmehuset udenfor Århus for at få mere for pengene. Vi brugte en del tid på at besøge små byer i periferien af Århus. En søndag eftermiddag besluttede vi os så for at besøge Sorring, og gik en tur på stierne i byen. Alle vi mødte sagde hej og smilte, der var indkøbsmulighed, en hyggelig kirke og et hus vi straks forelskede os i. Det eneste vi umiddelbart ville ændre var at hækken skulle være lavere, fordi ude bag den, gemte sig en fantastisk udsigt, som på den rigtige dag gør, at Himmelbjerget kan skimtes i horisonten. Desuden ville vi have et drivhus i haven og så var alt perfekt.
Året efter blev vi gift i Dallerup kirke og det efterfølgende år kom vores søn David til verden og et par år efter blev Silas født. Med børnene kom også et bredere bekendtskab til flere fra byen. Hvor det pludselig blev tydeligt, hvordan mange kender hinanden på kryds og tværs i en lille by som Sorring. Nogle er født her og mange, som os, flytter hertil, når storbylivet skal skiftes ud med egne rammer. Det giver en skøn dynamik og masser af engagement. Det lille bysamfund giver også mulighed for, at børnene efter endt tid i dagpleje, stadig kan møde deres meget vellidte dagplejemor på vej i Brugsen, eller gå forbi børnehaven, for lige at prøve yndlings klatretårnet, når man nu er blevet skolebarn. Alt sammen er med til at skabe en fantastisk kontinuitet og sammenhæng i et barneliv, som er foregået i Sorring.
Kort efter vi flyttede til byen begyndte jeg på STIFs pilates hold og gik der i flere år. Dejlig træning, men ikke så meget socialt fællesskab. Det er der til gengæld masser af på STIFs damesenior fodboldhold, som jeg blev en del af efter endt barsel med vores andet barn. Holdet blev af mig hurtigt omtalt som luksus-holdet. Et fantastisk koncept hvor Gitte Jakobsen sørger for at der kan stilles hold til kamp og indkalder til træning. Hun sørger også for samkørsel ved Brugsen, spilletøjsvask og kolde drikkevarer til tredje halvleg. Hanna kommer som oftest til kamp og sørger for udskiftning under kampen. Det er da luksus⚽
Holdet kan klart anbefales til andre, hvis man har den mindste lyst til at spille fodbold – alle kan være med, hvis bare man gerne vil have det sjovt og hygge sig.
Sidste år var vi tre damer fra seniorholdet, som synes det var ærgerligt at vores børn i henholdsvis 1. og 2. klasse ikke kunne opleve det samvær og hygge, som vi selv oplevede med dameholdet. Derfor fik vi lov at oprette et hygge fodboldhold for de to årgange. Ingen af os havde træner erfaring, men blot lysten til fodbold. Pludselig stod vi med knap 20 børn, som også synes fodbold var sjovt. Det greb om sig og nogle af dem blev så begejstrede at de søgte nye udfordringer i Voel, med kampe osv. Hyggeholdet i Sorring er fortsat i denne sæson dog med flere årgange og dermed med stor aldersspredning og et forholdsvis stort spænd i fodbolderfaring. Dette til trods kæmper alle det bedste de kan, og har en positiv tilgang til spillet. Det er virkelig fantastisk, at være en del af og stor tak til de forældre, som torsdag eftermiddag lader deres børn tage til fodbold med Janne, Simone og jeg.
Noget af det, som gør Sorring til en dejligt sted for mig er bl.a. det gode foreningsliv, hvor man mødes på tværs af alder om fælles interesser. Samtidig oplever jeg Sorring, som et sted hvor meget kan lade sig gøre, når vi hjælper hinanden. Naturen, som er lige rundt om os, samt infrastrukturen som muliggør at have job i en af de omkringliggende større byer har også stor værdi for det som Sorring kan tilbyde. Jeg kører f.eks. til Århus hver dag for at varetage mit job som specialpædagog på Århus kommunes dagtilbud udelukkende for børn med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. På de gode dage tages turen på 30 min. Det er kortere tid end nogle af mine kollegaer bruger på at komme fra den ene ende af Århus til den anden i bil.
Som familie har vi også nydt rigtig godt af både fællesspisninger i forsamlingshuset, diverse gymnastikhold, højtidsarrangementer som fastelavn og juletræstænding samt det gode naboskab. F.eks. har vi pt. fået lov til at bo i campingvogn på vores Grundejerforenings fællesareal, mens vi renoverer vores hus. En renovering som vi flere gange har overvejet om gav mening. Vi har kigget på flere andre huse i Sorring, men aldrig været i tvivl om, at vi selvfølgelig skulle blive i byen. Her har vi det rigtig godt.
Friplejehjemmets nyhed om at deres byggeri med meget stor sandsynlighed ville komme til at finde sted på marken lige udenfor vores hæk, gav os endnu en gang overvejelsen om hvorvidt vi skulle flytte, men vi kom frem til at dialog med menneskene bag Friplejehjemmet, samt alt det vi godt kan lide ved at bo, hvor vi gør, gjorde at vi er gået i gang med renoveringen, og håber at byggeriet af Friplejehjemmet ikke kommer til at tage hele vores udsigt, som vi sætter meget stor pris på.
Muligheden for at have by på den ene side af huset og landlig idyl på den anden giver os virkelig stor værdi, og var netop en af grundene til vi valgte at bosætte os i Sorring. Nu er der, som beskrevet, kommet meget mere til.
Pia Møller Poulsen