Sorring.dk

Mange tak for stafetten til vores nabo Emil Jørgensen.

Det er nu fire og et halvt år siden to udlændinge flyttede til Sorring. Det var mig, Corina Münch, som oprindelig er tysker, og min ægtemand Carsten Marcussen, som er sjællænder fra djævleøen.

 

Min vej til Sorring var lang. Jeg blev født 1968 i Tyskland i en lille landsby mellem Köln og Frankfurt. Området er kuperet med skov, mark, engarealer og søer – altså næsten som det ser ud her i området.

Da jeg var otte år gammel kom min far hjem og spurgte min mor, min lillesøster og mig om vi ikke havde lyst til at flytte til Afrika – og det havde vi. Så blev vi vaccinerede, pakkede vores ting sammen og flyttede som gæstearbejdere til Afrikas vestkyst, nærmere sagt Liberia.

Min far, som var uddannet som smed og elektriker, arbejdede i reparations­værkstedet til en jernmine. Efter skolen gik jeg tit hen og besøgte min far i værkstedet. Det var der jeg fik min interesse for metaller og store maskiner.

Jeg gik i en international skole, sammen med Liberianerne og børn fra hele verden, og skolesproget var engelsk. I min fritid gik jeg tit på jagt eller ud at fiske sammen med min far. Jeg elskede også at læse bøger. Problemet i Liberia var dog, at udvalget i biblioteket var meget begrænset. De få børnebøger havde jeg læst ret hurtigt, så fortsatte jeg med alle andre bøger som kunne findes. Som 11-årig var jeg derfor allerede stor fan af krimier og historiske romaner.

Da jeg var 12 år gammel udbrød der borgerkrig i Liberia og vi flygtede derfra. Det tog os 3 uger at komme tilbage til Tyskland.

Tilbage i Tyskland drømte jeg om at gå på gymnasium fordi jeg ønskede enten at læse fysik på universitetet eller blive kriminalbetjent. Men min mor, som var hjemmegående hustru, sagde: altså Corina, du er jo en pige, du bliver gift og får børn, du behøver da ikke at gå på gymnasium. Det er ikke noget for piger og i øvrigt dumpede min bror i gymnasiet (læs: hvis en dreng ikke kunne klare gymnasiet, så kunne en pige slet ikke). Men jeg trodsede min mors modstand, overtalte min far og fik lov til at gå i gymnasiet, som var i byen, omkring 20 kilometer væk. Da bussen kun kørte få gange om dagen fik jeg en knallert, som eneste pige i hele området. En dag kørte jeg galt og smadrede gearkassen. Min far købte reservedele, pegede på sit værksted og sagde: værsgo, Corina. Du skal selv reparere hvad du har ødelagt – og så gik han væk. Det var første gang jeg har adskilt en gearkasse. Jeg brugte 3 dage i værkstedet og så kørte den igen.

Det gik udmærket godt i gymnasiet indtil jeg blev 16 år gammel, hvor jeg fandt ud af at min far ikke kunne betale skolegangen mere. Jeg besluttede at jeg ville finde en læreplads og fortsætte med skolen senere. Men det var umuligt at finde et uddannelsessted som smed eller elektriker eller anden teknisk uddannelse for en pige. Efter 154 jobansøgninger og 154 afslag var jeg ved at blive fortvivlet.

En dag kom en af min mors veninder, som vi kendte fra Liberia, på besøg. Jeg fortalte hende om mit problem med at finde en læreplads. Hun sagde at hun arbejdede i en stålfabrik i Düsseldorf og at hun gerne ville spørge om der var en mulighed. Dagen efter ringede hun kl. 08.15 at jeg kunne komme til Düsseldorf med det samme og starte i lære. Jeg pakkede mine ting sammen og flyttede hjemmefra samme dag kl. 12.00.

Jeg startede med en grunduddannelse som smed, efterfulgt af en uddannelse som tekniker i fysiske materialeundersøgelser, metallurgist og specialist i havariundersøgelser. Senere læste jeg til industri-ingeniør i aftenuniversitetet, ved siden af mit arbejde.

Jeg blev i Düsseldorf-området i omkring 15 år. På grund af jobbet flyttede jeg til Nordtyskland. Sidst på året 2007 blev jeg kontaktet af en headhunter som spurgte mig om jeg kunne tænke mig at arbejde i Danmark. Ja, hvorfor ikke, svarede jeg, pakkede mine ting sammen og flyttede kort tid efter til Danmark. Jeg var knap 40 år gammel og vidste ingenting om Danmark, har aldrig været der før. Men der gik ikke lang tid før jeg blev helt forelsket i landet, den danske mentalitet og værdier.

Jeg boede og arbejdede i Randers og Århus og så blev jeg forelsket i en dansker: Carsten, som er programmør og designer af databaser og arbejdede i samme firma. Da firmaets sprog var engelsk og min danske kæreste ikke kunne tale tysk, talte vi engelsk sammen. Derfor var det svært at lære dansk. Jeg læste mange bøger på dansk, så dansk fjernsyn, men jeg kunne godt tænke mig at forbedre sproget. Så blev jeg medlem af en forening i Randers. Der lærte jeg en kvinde at kende, som inviterede mig til at blive medlem af Soroptimist International, som er en international velgørenhedsorganisation, som har til formål at forbedre kvinders og pigers liv.

I 2011 under finanskrisen blev mange fyret og en af dem var min kæreste, som var konsulent i firmaet, mens jeg var fastansat. Da jeg også var bange for at miste jobbet kiggede vi på mulighederne. Jeg havde slet ikke lyst til at tage tilbage til Tyskland, selvom der var gode jobmuligheder, men jeg følte mig aldrig hjemme i Tyskland. Som kvinde i en mandeverden var og er man i Tyskland altid nødt til at forklare hvorfor jeg, som kvinde, elsker at arbejde med teknik. Så kom Carsten med en skør ide at vi skulle dog bygge laboratoriet nummer 10 – denne gang skulle det bare være mit eget. Imod all odds sagde banken og flere leverandører ja til det og vi startede vores egen lille virksomhed på Djursland. Det var også der vi blev fuldstændig integrerede i Jylland da vi købte en trailer til vores bil.

Snart kunne vi dog mærke at huset og hallen, som vi havde lejet, blev for småt, fordi virksomheden voksede hurtigt. Vi kiggede på omkring tredive huse i hele region Midtjylland før vi fandt det absolut rigtige sted til både firma og privatliv, og det var i Sorring. Det tog mange måneder at få alle byggetilladelser på plads men i april 2018 fik vi nøglerne til Heidis hus.

Med hjælp af meget dygtige lokale håndværkere forberedte vi hallerne til vores firma, pakkede vores ting sammen, og flyttede til Sorring.

Vi blev helt overvældede af den varme velkomst vi fik her i Sorring. Mange naboer kom med velkomstgaver og folk stoppede os og spurgte om hvad vi laver. Det er ikke så nemt at forklare hvad vi arbejder med. Mange af vores opgaver handler om at finde ud af, hvorfor nogle dele som for eksempel lejer eller tandhjul fra store gearkasser eller store maskiner er gået i stykker. Det kunne også være et kunstigt hofteled som knækkede eller en plade af rustfrit stål som ruster, en bolt som er knækket, eller… På grund af min mangeårige erfaring i skadesundersøgelser har jeg set mange forskellige fabrikker og fremstillings­metoder og sammen med min baggrund i materialevidenskab kan jeg finde ud af, om det var gået i stykker på grund af en materialefejl eller designet eller noget helt andet. Carsten forklarer gerne, at jeg er en slags Sherlock Holmes i materialeverdenen, og jeg synes at det passer godt.

Så snart firmaet var på plads udvidede vi familien med en familiehund: vores labradortæve Bella, som vi desværre mistede i en ung alder på grund af en formodet hjerneblødning. Da vi ikke kunne undvære en hund, kørte vi til Galten og kom tilbage med vores nuværende labradordreng Eddie, som også hedder frækkert, især når han hopper over hegnet og forskrækker vores kære naboer, eller når han er på tur i byen, for at finde den lækre tæve, som er i løbetid. Jeg elsker at træne med hunden i STIF familiehund-klubben, hvor der kan findes meget dygtige hundetrænere og andre hundeelskere.

Ved siden af firmaet planlagde vi vores hobby-landbrug. Med hjælp fra en lokal landmand fik vi anlagt en hømark til vores tre vilde shetlandsponyer, vi holder flere høns og en hane og har også haft en kalv. Det tog mig dog noget tid i google- forskning at finde ud af hvilket dyr vi skal anskaffe for at kunne lave valgflæsk.

Vi elsker at dyrke vores egne grøntsager og køber næsten alle vores dagligvarer i vores lokale Brugsen. Vi støtter selvfølgelig forsamlingshuset, lokale håndværkere, forretninger og virksomheder. Sidste år investerede vores firma i en hjertestarter, som står til rådighed for alle når vi er hjemme, og det er vi næsten altid, fordi vi jo arbejder hjemmefra. Og ærligt sagt: hvorfor skal man på ferie når man bor på toppen af Danmark i denne skønne by med så mange venlige og hjælpsomme mennesker?

Carsten og jeg har besluttet at det nu er slut med flytteriet, det er i Sorring, at vi gerne vil blive boende. Det er her vi føler os hjemme og vi vil gerne bidrage med at støtte byen så godt vi kan. Mange tak kære Sorringboere for, at I tog så godt imod os to udlændinge.

Corina Münch