Mig og Sorring/Toustrup – Amalie Sten Elefsen

På en grå og kold søndag i marts 2021 kørte vi igennem Sorring for at se et hus der lige var sat til salg på Jordbærvej. Her var godt nok stille, og byen virkede meget lille – en stor kontrast til Aarhus hvor vi boede dengang.

Det var Simon, som faldt for huset med det samme han så boligannoncen. Huset havde alt vi drømte om, inklusiv en fantastisk udsigt ud over markerne. Han var solgt. Det var Amalie dog ikke – i hvert fald ikke lige med det samme.

I ugerne efter snakkede vi meget om huset på Jordbærvej i Sorring. Plusser og minusser blev diskuteret og efterhånden som vi undersøgte mere om Sorring, blev plus-siden markant større end minus-siden. Vi kunne se at Sorring ikke bare var en kedelig lille landsby, men faktisk kunne tilbyde alt det vi søgte som børnefamilie, med Børnehuset, skole, Daglig Brugs, STIF og en lokation beliggende perfekt i forhold til vores familie og arbejdspladser. Så vi tog ud for at se huset igen, og så var mavefornemmelsen bare helt rigtig. Her skulle vi bo! Handlen kom i hus, og vi fik nøglerne af Marc og Tanja i juli 2021.

Vi er meget glade for huset, som er nemt at se når man kører mod Gjern ad Møllebakken. Sidste hus på højre hånd med de store vinduespartier ud mod vejen, lige ved Sorring byskiltet. Her bor familien Sten Elefsen.

Og hvem er vi så?

Vi er far Simon, mor Amalie og så har vi to dejlige børn; Theo på tre år og Emma på knap et år. Vi har været sammen i 12 år, blev gift i 2018, og er begge ingeniør­uddannede i Aarhus hvor Simon også er opvokset. Han arbejder ved DAFA i Brabrand som produkt­udviklingsingeniør og nyder den flotte køretur ad Langelinje ind mod byen i hverdagene.

Jeg selv er opvokset ved Låsby og arbejder i dag som group quality manager ved Dacapo, en international rustfri stål grossist med hovedkontor og lager i Hårup (lagerhallerne er nemme at genkende, da de er dækket af store firkanter i mange farver og kan ses fra motorvejen mod Silkeborg). Det er en fantastisk virksomhed og arbejdsplads med gode værdier og søde kollegaer.

Theo er skiftet fra vuggestue til børnehaven i januar og det er gået rigtig godt. Det er fantastisk at Sorring byder på integreret institution, så skiftet mellem vuggestue og børnehaven, kan ske i et trygt og roligt tempo. Emma starter i vuggestue til marts og så starter hamsterhjulet ellers efter påske, med to fuldtidsjobs og to børn i institution. Vi er spændte på hvordan det kommer til at være. Heldigvis er vi meget privilegerede og har to sæt bedsteforældre på efterløn/deltid som henter flere gange om ugen og hjælper til i hverdagen.

Vi oplever Sorring som et meget trygt sted at bo, hvor folk søger fællesskabet, hjælper hinanden og hilser.

I løbet af de første uger på Jordbærvej, havde flere naboer kigget forbi og ønsket os velkommen – noget vi blev overraskede og meget glade for. I vores år i Aarhus, har vi sjældent hilst på vores naboer. “Her er rart at bo i Sorring”, tænkte vi og det er kun blevet bekræftet siden.

Vi fandt for eksempel også hurtigt ud af, at det ikke var nødvendigt at sætte lås på klapvognen, ligesom inde i Aarhus. I et mindre lokalsamfund som Sorring bliver ting ikke bare stjålet. Heller ikke dankort bliver taget, hvilket Amalie fandt ud af da hun for nyligt havde tabt sit kort på vej til Brugsen. Få timer efter bliver hun kontaktet via Facebook og flere har skrevet sms’er om at kortet er fundet.

Vi ses med flere børnefamilier i Sorring, som vi har fået kontakt til gennem Børnehuset og under Amalies barsel via mødregruppen. Vi oplever at flere unge familier som os vælger Sorring til, og vi ser frem til at danne flere relationer med folk i byen via legeaftaler med børnene og kolde øl over hækken med naboer (vi er vel alle en slags naboer her i Sorring?).

Sorring og omegn byder på flere gode aktiviteter som vi nyder godt af som familie. Her kan nævnes julemarkedet på Stougaarden, biblioteket i Gjern, Landal Søhøjlandet, og selvfølgelig alle de aktiviteter der bliver arrangeret i Sorring by som “Sorring Står Sammen”, julemarked i forsamlingshuset og fastelavn i hallen. Vi ser frem til årets fastelavnsfest i STIF hvor Simon skal forsvare sin titel som kattedronning.

Det er også i STIF at Simon kortvarigt har været badmintontræner, hvilket han håber på at kunne genoptage når vi er på den anden side af småbørns-livet.

Vi er imponerede over den frivillige ånd og det store arbejde der bliver lagt i at afholde disse fester og arrangementer i Sorring. En stor TAK til alle jer frivillige, som bruger jeres fritid på at stable disse gennemførte arrangementer på benene. Vi håber på at kunne bidrage selv en dag, når børnene er blevet lidt større.

Tak til Camilla for at give mig stafetten. Det er en god mulighed for at sige “hej” til alle jer der læser Miniavisen og vi håber I vil sige “hej” tilbage, hvis I ser os i byen. Vi har i hvert fald tænkt os at blive boende i mange år frem.

Amalie Sten Elefsen

Posted in: Mig og Sorring

Written by Henrik