AF SØREN HANSEN
Vi er meget beærede over at Bodil og Ernst Bilde sendte stafetten videre til os.
Mit navn er Søren Hansen, og jeg bor på Solbærmarken sammen med min kone Jette og vores 3 børn Katrine, Kasper og Victor.
Jeg er født og opvokset i Frederikshavn til jeg blev 13 år, og derefter flyttede vi ud i en lille landsby, som hedder Hørby. Efter Folkeskolen kom jeg i lære i et gartneri i Hørby. I min læretid var der 3 skoleophold på Beder Gartner skole, som ligger syd for Århus. Nogle kaldte det også partnerskolen. Det passede også meget godt i mit tilfælde for der mødte jeg Jette.
Jette er opvokset i Låsby, og var i lære ved Leif Simonsen, hvis gartneri lå udenfor Låsby på vej mod Skanderborg. Jettes forældre arbejdede ved kirken i Låsby og Dallerup dengang.
Efter jeg blev færdig uddannet som gartner i 1991, aftjente jeg min værnepligt ovre ved Den Kongelige Livgarde i København. Jeg var inde i vagtkompagniet i sommeren 92, det var en god sommer med EM i fodbold.
Efter vi blev uddannet gartner i 1993 søgte vi job i USA, hvor vi var så heldige at vi begge fik et job derovre. På gartneriet var der næsten 400 ansatte, så lige noget større end vi var vant til herhjemme. Gartneriet lå lige syd for San Francisco, nemlig i en lille hyggelig by som hedder Half Moon Bay, som lå helt ud til Atlanterhavet. Der skulle vi arbejde i 6 måneder, men det blev til 12 måneder, og så flyttede vi op til Seattle, hvor vi fik job ved en dansk gartner, der var vi i 8 måneder. Der var også nogle gode skisportssteder, så vi fik også lært at stå på ski. Efter vi stoppede oppe i Seattle, skulle vi så rejse rundt derovre, hvor vi ville have kørt tværs over USA, men så blev Jette desværre syg og vi måtte rejse hjem.
Vi flyttede så ind i en lejlighed i midtbyen i Århus, som var ejet af Anna og Åge fra Toustrup. Efter et par år derinde besluttede vi os så for at rejse jorden rundt i 7 måneder. Det var en kæmpe oplevelse for os, hvor vi så også fik kørt tværs over USA, som vi gik glip af et par år tidligere.
Så var tiden inde og vi skulle slå os ned og stifte familie. Vi kiggede flere steder hvor vi så faldt over Sorring, og områdets flotte og dejlige natur. Der var også mange gode bakker til en god løbetur. Vi byggede et hus på Høghgårdsvej 16 i 1998, hvor Søren og Helle Serritzlew bor nu. Det var et godt valg. Nogle i byen kaldte det også for Beverly Hills 🙂 da det nok var et stykke tid siden der sidst var bygget nye huse i byen, og det var også der, hvor den gamle fodboldbane lå før.
Jeg kan huske den første gang vi kom til torvedag nede på Brugsens parkerings-plads, hvor vi gik med barnevogn. Der sad mange fra byen ved et langt bord og fik kaffe. De kiggede vist lidt efter os, hvor vi så tror de snakkede om, hvem det nu var, der var ankommet til byen. Vi var jo nok nogle af de første nye tilflyttere. Efterfølgende blev der bygget en del huse hvor der kom mange nye tilflyttere til byen efter vi kom til byen i 1998. Så der har været en god tilflytning til byen siden vi kom hertil, og vi har fået en flot ny børnehave, som vi nu er nabo til.
Katrine kom til verden 2 måneder før vi flyttede til Sorring. Vores lille familie fik en god modtagelse i byen. Året efter blev vi gift i Dallerup kirke, og festen var selvfølgelig i Sorring forsamlingshus, hvor der var rigtig god dansemusik af Aage Hoberg, men året bød også på sygdom, hvor vi måtte tage afsked med Jettes far som jo arbejdede ved Dallerup kirke. Jeg valgte at søge jobbet, og fik det, hvor jeg var i næsten 17 år.
Før det kørte jeg rundt for et firma, der hedder Decoplant, som er et firma der leverer og passer indendørs planter på kontorer og virksomheder. Der kørte jeg rundt i det meste af Jylland. Så Jeg følte mig privilegeret af at kunne få et job så tæt på hvor vi boede. Jeg har været rigtig glad for de år jeg var ved kirken, og alle de mennesker i lokalområdet som jeg kom til at kende.
Især Anne Grethe Bonde husker jeg tydeligt. Hun var en frisk ældre dame som gik forbi kirken hver dag. Vi fik en lille sludder i alt slags vejr, om så det sneede eller regnede kom hun forbi. Hun blev 99 og gik trofast næsten til det sidste.
I 2016 blev jeg opfordret til at søge stillingen som halinspektør i Låsby. Da jeg altid har været i idrættens verden, var det lige noget for mig, så nu arbejder jeg i nabobyen.
Kasper kom til verden i 2000 og Victor kom til verden i 2001. Mens børnene var små arbejdede Jette som dagplejemor i byen.
Foreningslivet i byen har altid bidraget med mange gode tilbud, og tæt fællesskab. Dem har vi benyttet os godt af, og de har betydet meget for vores familie, og skabt mange gode bekendtskaber for os.
Alle vores børn har dyrket sport i Sorring. De gik til gymnastik, badminton og fodbold. Vi har som familie nydt godt af de gode tilbud, som har været i byen. Kan også huske at Jette tog børnene med i forsamlingshuset, dengang der var danseundervisning der. Men det var ikke lige noget for drengene, de var mere til fodbold og badminton.
Vi har brugt rigtig mange gode timer i idrætshallerne, og på fodboldbanerne sammen med andre børn og forældre her fra byen. Det var en fantastisk tid som bare er gået alt for hurtigt.
Jeg har selv været en del af STIF i en lang årrække som fodboldtræner og fitness instruktør, det var en rigtig god tid, og jeg har mange rigtig gode oplevelser. Især med de fodbolddrenge som jeg trænede. Det var også en god måde at komme til at kende børnene og forældrene i byen på. I var nogle gode knægte, og vi var på nogle rigtig gode og sjove ture sammen. Vi var ca. af sted hver sommer til stævner med overnatning. Et år var vi i Göteborg til en turnering, og vi var en tur i en stor forlystelsespark som hedder Liseberg med nogle kæmpe rutsjebaner. Så sådan en tur kan godt anbefales, og det er også en rigtig god måde at lære drengene at kende.
Byen kan bl.a. også tilbyde en strikkeklub som ligger i Garnbiksen som Jette har masser af glæde af. Der har de det rigtig hyggeligt, og jeg får måske en sweater engang 🙂
Vi er rigtig glade for byen, og hvad byen har at tilbyde, børnene har haft en rigtig tryg og god opvækst her, og som Kasper sagde engang, da vi var en tur i København, ”Nej hvor er jeg glad for at vi bor i Sorring.”
Vi mærkede for alvor sammenholdet og medfølelsen i byen, og masser af hjælp, da vores yngste søn Victor fik konstateret leukæmi i 2015. Det siger lidt om Sorring og sammenholdet i byen. Vi benytter lige chancen til at sige en kæmpe tak til alle som støttede os i den svære tid.
Ikke mindst en kæmpe tak til de 3 skoleveninder der tog initiativ til at samle penge ind til knæk cancer ved at sælge hjemmebagt kage i Brugsen. De fik lidt over 16.000. – Godt gået.
Søren Hansen