Sorring.dk

AF SIMON NØRGAARD LAURSEN

De første linier vil jeg benytte på at takke Helle Urup for at sende “blyanten” videre til min familie og jeg. Det er fornøjeligt måned efter måned at læse om sine medborgere. Og det er egentligt også rart at være tvunget til at fundere lidt over sin egen tilværelse og historie.

“Attraktiv landsby i rivende vækst” stod der. Og “Byen har en rigtig god bykultur og et fantastisk sammenhold”. Det var, hvad salgsannoncen lovede os, da vi skrev under på salgsaftalen på den gamle villa på Ebbesensvej 16 i februar 2018. Det var stort set også, hvad vi vidste om Sorring.  Dét samt at luften skulle være ualmindeligt tynd efter danske standarder. Jeg havde nogle dystre anelser. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på navnet “Sorring” som den ærgerlige sammentrækning af sorrow og boring. Vi havde ikke været i byen længe, før vi glædeligt kunne konstatere, at ejendomsmægleren havde ret, og min skepsis blev manet fuldstændig til jorden – i Sorring er der bestemt hverken sørgeligt eller kedeligt.

Vores historie går tilbage til Aarhus, hvor Simone og jeg kender hinanden fra studiet på Aarhus Universitet. Her studerede Simone molekylærbiologi og arbejdede med, hvordan mælk kan påvirke hjernen. Jeg selv er uddannet biolog og har arbejdet særligt meget med hjertet i krybdyr. Da vi var færdige med at studere, rykkede vi nordpå til Aalborg, hvor jeg fik mit første job i et rådgivende ingeniørfirma. I Aalborg kom vores datter, Luna, til verden. Med bulder og brag. Simone udviklede en sjælden form for svangerskabsforgiftning, som det tog lang tid at komme sig over. Med Lunas tilkomst steg savnet til vores familier i det midtjyske – Simone kommer fra Horsens, jeg selv fra Djursland. Så det var kærkomment, da jeg fik arbejde i Laven, at vi da kunne begynde at lede efter et sted at bo i Aarhus- eller Silkeborgområdet.

Når man tegner den “østjyske boligsøger-trekant” med hjørner i Randers, Silkeborg og Aarhus, så ligger der, lige lidt øst for trekantens centrum, en lille uanselig by ved navn Sorring. Det var bestemt ikke givet, at vi skulle ende her. Men da vi en vinterdag stod i det hvide hus med de blå vinduer, kiggede Simone og jeg – uden ejendomsmægleren noterede det – hinanden i øjnene og nikkede stiltiende til hinanden. Den var god nok, vi havde begge to de der sælsomme – men dyre – bobler i maven, der opstår inden et spontant boligkøb. Så pludselig sad vi der med et hus på 100 år, og hvad der ellers følger med af skønhedspletter i sådan et. For at reducere tiden jeg dagligt brugte på E45 mellem Laven og Aalborg, fandt vi på AirBNB et sted vi kunne bo i de 2 måneder, der gik, indtil vi kunne overtage nøglerne til huset. Dette viste sig at være et af de varmeste og mest åbenhjertige hjem, vi har kendt. Det er med stor glæde og med mange gode minder, at vi tænker tilbage på denne tid som logerende hos Anne Grethe og Frode i Røgen. Derudover har vi kun alt muligt godt at sige om Røgen. Det var en by, hvori vi kun befandt os kort tid, men på denne tid nåede Røgen at gøre et bestandigt og varmt indtryk på os.

Ebbesensvej 16, Sorring

Da vi endelig kunne sætte den gamle nøgle i den utætte hoveddør på Ebbesensvej, var det med ambivalens, men dog også et smil på læben, at vi altid blev mødt med “Nå… det er jer, der bor i Tinas og Pouls hus”. I vores hoved var det jo egentlig vores, men vi måtte nok bare acceptere, at byen har en historie, der går vores tid længe forud. Da vi så huset første gang, faldt vi for sjælen og charmen i den gamle karetmager-bolig. Vi har selvfølgelig ønsket at bevare meget af sjælen i det, og er nu efterhånden ved at have været over alle flader og i alle hjørner af huset. Det har været en stor mundfuld. En meget, meget større mundfuld, end vi havde forestillet os. Men det har også været en spændende og lærerig proces at omdanne et gammelt hus til vores eget. Blandt andet er vores hus ikke længere “det gamle, hvide hus med de blå vinduer og de mange æbletræer”, men et gammelt hvidt hus med hvide vinduer – dog stadig mange æbletræer. På samme måde som vi efterhånden begynder at kende huset og føle, at det virkelig er vores, begynder vi også at føle os hjemme i Sorring. “Nu er vi snart hjemme”, bliver der altid sagt, så snart Sorring-tårnet kan spejdes i horisonten. Her i byen kom den seneste tilføjelse til familien også, da vi i oktober fik vores søn Aamund. I dag er vi altså fire på matriklen. Aamund fra 2020 og Luna på 3 år, som går på Rævestuen i Børnehuset. Simone, som er i gang med en PhD på Aarhus Universitet. Her arbejder hun med den mekanisme, hvorpå hjernen optager medikamenter. Jeg selv arbejder i Taconic Biosciences, hvor vi kan påføre mus de samme sygdomme, som vi mennesker lider af. Herved kan man udvikle, teste og forbedre medicin, inden det bliver brugt på mennesker.

Gennem det stærke foreningsliv og de mange kontakter man får sig igennem børnenes gang i børnehuset, har vi efterhånden fået mange venner og rigtig gode bekendtskaber her i byen. Simone har spillet på STIFs dame fodboldhold, og jeg selv har spillet på det lokale og stolte Oldboyshold. Og det er med enorm ærgrelse, at jeg har spillet min sidste sæson på det ambitiøse og talentfulde Oldboyshold, da en knæskade i en meget udramatisk situation, i en meget udramatisk kamp satte en stopper for mine fodboldmæssige udfoldelser. Onde tunger vil måske melde, at der bliver drukket flere øl, end der bliver scoret mål, men hvad gør det, når målene er ualmindeligt flotte? I den anledning vil jeg meget gerne slå et slag for STIF, som bliver drevet og vedligeholdt af en gruppe arbejdsomme og initiativrige borgere. Jeg vil anbefale alle, hvad end man er tidligere elitespiller eller har lyst til at prøve at spille fodbold for første gang at melde sig ind i STIF. STIF favner alle niveauer, der er et utroligt kammeratskab, og det er en enormt god måde for nytilflyttere at komme ind i det sociale liv, der findes i og omkring Sorring. Derudover er der jo mange flere tilbud end fodbold i STIF, lige fra badminton til eSport. Så det er bare at kridte støvlerne eller routeren og komme i gang.

Vi er enormt glade for sammenholdet og viljen til det lokale i Sorring. Jeg vil ikke sige, at vi er taknemmelige, for netop dette sammenhold var et grundvilkår for, at vi endte her. Og dette føler jeg er en vigtig pointe; vi har hverken Bilka, biograf eller bibliotek i byen. Der er mange ting, vi ikke har. På den måde kan man sige, at der er rigtig mange grunde til ikke at flytte til Sorring. Men vi har noget, som er meget mere vigtigt end alt det andet, og det er sammenholdet. Vi har hinanden, og de fleste af os har en vilje til byen og til Sorring. Det skal vi blive ved med, for det er vigtigt for folk, der bor her. Og det er lige så vigtigt for folk, der netop er kommet til eller andre, der i skrivende stund leder efter et sted at bo. Man må sige, at fællesskabet har været udfordret det seneste år. Mange af de sociale arrangementer vi plejer at have i byen er blevet aflyst, og foreningslivet er blevet sat på pause. Men jeg tror, at man kan vende den nuværende situation til noget positivt. Jeg tror, at folk mærket af mere end et år under disse omstændigheder kan se og prissætte glæden og vigtigheden af sådanne muligheder i endnu højere grad. Jeg tror, at mere end et år lukket inde i hjemmets fire rammer kan tænde en gnist i folks vilje til fællesskabet. Så vi en gang, når samfundet igen åbner, vil støtte endnu mere op og værne endnu mere om de sociale fællesskaber vi har i byen, og som er så vigtige for byens fortsatte beståen. Af netop denne grund, var det også enormt dejligt og nervepirrende at sidde og følge opbakningen til vores Dagli’Brugsen. Dette var et levende bevis på, at folk i Sorring vil Sorring. Og det er godt for hele byen og for byens fremtid.

Simone, Luna og Simon ved Gudenåen.

Efter dette lokalpatriotiske manifest vil jeg blot sige tak til sorringenserne, for at gøre Sorring til et rigtig dejligt sted at flytte til. Lad fortsat Sorring være det.

Simon Nørgaard Laursen og familie.