Sorring.dk

Gitte Jakobsen ringede og spurgte, om jeg ville skrive i denne serie. Det vil jeg gerne.

Inger 2016

Min historie i Sorring startede med indflytning den 29. august 1995. Da flyttede hele familien ind i Methas hus på Drosselvej 10, for Metha skulle giftes med Harry og flyttede hen i den anden ende af byen. Nu bor jeg her sammen med Filip. Vores børn er flyttet andre steder hen. Det er det sted, jeg har boet i længst tid i hele mit liv. Den første nat sov vi bare på madrasser på gulvet, for vores ejendele skulle samles sammen fra flere steder og foregik over flere dage.

Jeg husker ikke meget fra det første år i Sorring. Det hænger sammen med, at det var en meget stor forandring i mit og vores liv at komme hertil. Ikke fordi Sorring er så forskellig fra mange andre små bysamfund i landet men mere, fordi vi kom fra noget helt andet. Jeg husker det år som noget, hvor jeg klarede én dag ad gangen, og først fra det andet år blev der lidt mere overskud.

Filip er født i København, men voksede op i Sønderjylland. Jeg er født i Almind ved Viborg og har også boet nord for Viborg, så de flade ådale er et landskab, der har betydet meget for mig altid. Vi har taget lærereksamen i Århus, har boet i Vendsyssel i fire fede år, og så kom det næste afgørende afsnit i vores liv. Vi flyttede til Sorring fra Bangladesh efter 15 års engagement for det missions­selskab, der nu hedder Danmission. Mange ting er meget forskellige fra Bangladesh, men vi havde gennem de mange år vænnet os til den måde at leve på. Vi havde ansat folk til at gøre ting i huset. Vi havde en person til at lave mad og indkøb og en anden til at gøre rent og vaske tøj og en til at passe vores børn, da de var små. Nå ja, der var også nattevagter til at passe på området, når vi sov. Alle de ting var ikke her. Men her var huset udstyret med vaskemaskine, og en støvsuger fik vi også købt. Når vi køber ind, er hovedet hugget af kyllingen og den er renset. Jeg må lige afsløre, at en opvaskemaskine har vi stadig ikke skaffet os. Vores børn behøvede ikke pasning som tidligere, og Danmark har ikke mange nattevagter, når man som os ikke ejer mere end naboerne. Her er sygeforsikring og en velordnet trafik, og tiggere findes næsten ikke. Men i Bangladesh kører bussen, når den er fyldt op. Hvis det var tilfældet her, ville der sjældent komme en bus forbi, tror jeg. Der var altså masser af nye forhold at vænne sig til, og det tog meget energi, også selv om vi er vokset op her.

Filip havde fået arbejde i Blå Kors´ hovedkontor i Silkeborg og arbejdede der en del år, hvorefter han har arbejdet med andre ting. Vi skulle finde et hus på denne egn, men det var lidt tilfældigt, at det lige blev Sorring. Vi kendte ikke byen i forvejen, men havde mødt Lydia og Åge Drengsgaard, som nu begge er begravet på Dallerup kirkegård efter deres meget lange liv. De havde med en gruppe interesserede besøgt os i Bangladesh. Det gjorde de, fordi de engageret havde fulgt vores og andres arbejde gennem en del år og havde lyst og mulighed for at tage den rejse.

Og tiden går…

Vores bekendte rundt om fordeler sig i to grupper: Dem der aldrig har hørt om Sorring, og dem der siger ”Nå, det er der, vi køber ler”.

Noget af det, jeg husker fra de første uger, var Brugsen og Sten Madsen. Vi er begge vokset op i små samfund og ved, at det er vigtigt at støtte det, der foregår netop i disse små byer. Sten Madsen var brugsuddeler dengang. Han kender vel alle mennesker i denne by, og derfor spottede han da hurtigt, at vi var nye. Men diskretion havde han og masede ikke meget på over for os. Jeg tror, at han så vores indkøbsvogne, der bugnede lidt mere end de flestes de første dage i august 1995. Vi skulle jo have både sulfo, shampoo, rugbrød, smør, leverpostej, opvaskebørste, mel, grønsager, og alt mulig andet, som vi ellers køber lidt efterhånden, men som vi bare havde brug for at få skaffet, så familien kunne komme til at fungere. Det er godt at købe lokalt, selv om det ikke altid er absolut billigst. Til gengæld er service et brugbart begreb om vores Dagli´Brugsen, og den butik skal gerne være her også om mange år, så derfor skal vi købe ind der.

Nu er det Finn Lorenzen, der bestyrer Brugsen, og det er stadig med fin service. Jeg tænker også, at de mange af byens helt unge får nogle gode erfaringer som medarbejdere der. De er i hvert fald lært godt op med kundeservice, og det bliver de jo gennem Finn og de andre, der arbejder der.

Vores børn kom ikke til at gå i skole i Sorring. Den ældste skulle på efterskole, og de andre kom til at gå på Klippen, friskolen i Voel, hvor jeg selv fik arbejde, og hvor jeg endeligt stoppede med udgangen af oktober 2018. Jeg har ikke noget imod folkeskolen og kan se, at vores piger havde haft et lidt større kendskab til jævnaldrende herfra, end de endte med at få, men de skulle til gengæld skifte skole igen efter 7. klasse, og det tror vi, at de ikke havde brug for igen. Afstanden til Voel er fin på cykel, og en af de fede ting ved Sorring er, at udsigten til Himmelbjerget er så fin lige vest for byen. Jeg måtte fortsætte med at arbejde, indtil cykelstien var etableret, så det gjorde jeg. Jeg var endda med til at indvi stien en dag i september sidste år sammen med 4. klasserne fra Klippen og Voel og Sorring skoler. Det var en fin markering, selv om vejret ærlig talt var en prøvelse. Børnene klagede ikke, så det gjorde jeg heller ikke.

Det er godt at bo her, fordi så mange vil gøre noget for byen. Der er helt sikkert plads til, at flere gør noget, for som mange andre steder er der nogle, der gør en meget stor indsats, mens andre ikke synes, de kan overkomme det. Eller måske er de bare ikke blevet spurgt. Drosselvej blev efter lidt tid verdens centrum. Ingrid og Knud Johansen flyttede ind ved siden af, og vi lavede et hul i hækken, hvor en hækplante var gået ud, så det var nemt at smutte over til dem og også den anden vej. Og selv om Knud nu ikke er mere, og Ingrid er flyttet, så har vi stadig en hotline til hende.

Bijobs

Hvor ligger byens vandværk? Flovt at indrømme, men det vidste jeg først efter mere end ti år i Sorring. Nu kommer jeg til gengæld ret ofte dernede, for jeg fik lov at stille bistader op der, og de har stået der siden 2008. Der er andre i byen, der har bier, og vi skal da også lige veksle et par ord om vores ”bijobs”, når vi mødes rundt omkring.

Mit lokale engagement har ikke strakt sig til STIF, men nogle af de andre sammenhænge. For en del år siden dukkede jeg op, da PAF (Teaterforeningen) skulle i gang med et af de udendørs storstykker. Det endte ikke med nogen rolle der, men jeg kom til at hjælpe instruktøren med at holde styr på detaljerne. Det var meget sjovt og lærerigt. Og sikke et fællesskab! Siden hen med andre opgaver og også i bestyrelsen.

Jeg har været med i menighedsrådet en del år nu, og hvad der foregår i kirken havde nu også min interesse før den tid. Jeg gik i kirke også, da Rydal var præst. Så kom Signe Høg, og sidst har jeg været med til at udpege Oliver Karst som præst. Det er bare et stort ønske for mig, at vi kan blive flere om at nyde kirkens ro, budskab og mulighed for fællesskabet der også. Det var meget tilfreds­stillende at få lavet sognelokale ved Sorringhus. Og selv om jeg ikke kommer til mange ting i den anden del af Sorringhus endnu, så er det bestemt noget, jeg har tanke om at kunne komme til.

Vores tilknytning til byen fik en ny og helt uforudset dimension for knap tre år siden, idet vores yngste barn, Martha, døde helt pludseligt. Hun blev begravet ved Dallerup Kirke, og derfor er der det særlige sted at besøge og tænke på.

Vores to andre børn Simon og Gunvor, bor hhv. i Augustenborg på Als med kone og tre drenge og i Århus med mand og lille pige. Så bedstemor er bare det herligste, man kan opnå.

Inger Engsig-Karup