Af Flemming Wandborg
Først en tak til Harry Jensen, der havde tillid nok til at spørge, om jeg ville overtage stafetten. Først senere fandt jeg ud af, at det var omkring jul, jeg skulle skrive – og da har man faktisk andet at tage sig til. Endelig er jeg jo ikke én, der har boet i Sorring i umindelige tider, er faktisk kun tilflytter med godt 15 år i Sorring.
Mit navn er Flemming Wandborg. Jeg er født i 1939 og opvokset i Hornbæk ved Randers og gik de første år i skole i Hornbæk skole, som dengang var 2-klasset, indtil jeg kom på Randers Statsskole og herfra tog mellem- og realeksamen.
Jeg videreuddannede mig til lærer på Århus Seminarium, var soldat og sergent i 2 år og fik derefter ansættelse i Skagen, hvor jeg var lærer, til jeg i 2003 gik på pension.
I min skoletid som barn fyldte musik og FDF en stor del af min fritid, og begge dele fulgte mig også i mit voksenliv, idet jeg var leder i FDF, korsanger og spillede på violin og klaver.
I min seminarietid var jeg kirkesanger i Fausing og Auning kirker, hvilket betalte min uddannelse, så jeg kun skyldte 50 kroner, da jeg blev færdig.
I 1965 blev jeg gift med Merete, som jeg indtil 1999 delte dels bord og seng med, dels også arbejde, idet hun også var lærer på samme skole som jeg var.
Desværre døde hun, kun 56 år gammel, og efter et par år var der én, der sagde til mig, at jeg skulle se at få mig en kone, og så var det, at Anna og jeg kom til at kende hinanden. Hendes mand, Arne, var død ca. en måned efter, at Merete døde; men hun ville ikke flytte fra Borum til Skagen, for der blæser det, og langt det meste af hendes familie bor her på egnen, så for at opnå hendes gunst måtte jeg altså rive teltpælene op og flytte, først hjem til hende, da huset i
Skagen var solgt, og derefter et halvt år til Skovby, mens vores hus her på Bredsigbakke blev bygget, idet hendes hus meget hurtigt blev afsat. I 2004 var huset her færdigt, vi flyttede ind og blev viet i Dallerup kirke.
At flytte til Sorring var noget af en omvæltning. I forvejen anede jeg knap, hvor byen lå, men det varede ikke ret længe, inden jeg havde rodet mig ind i diverse sammenhænge.
Der skulle oprettes en grundejerforening, og af en eller anden grund fandt man ud af, at jeg sammen med Åge Jakobsen fint kunne være formand og næstformand. Vi var jo pensionister, mens de øvrige på vores lille vej var arbejdsramte. De to poster indebar, at alt det praktiske blev overladt til os, mens den øvrige bestyrelse var god til at give råd.
Formandsposten, som jeg fik, indebærer visse privilegier. Jeg har ret til at slå græs på fællesarealer og rabatter, sørge for at maskinparken, en havetraktor, bliver serviceret og desuden andet forefaldende arbejde. Vores grundejerforening med kun 11 husstande er så lille, at vi mødes på kryds og tværs i mange forskellige sammenhænge, og generalforsamlinger og vejfester kan holdes hos en af beboerne.
Kort efter tilflytningen blev jeg medlem af bestyrelsen i Røde Kors og genoptog det arbejde, jeg i næsten al min tid i Skagen havde haft, ligesom en bestyrelsespost i en FDF-efterskole fortsatte i nogle år.
Der gik kun halvandet år, inden jeg blev valgt til menighedsrådet, hvor jeg har siddet siden, men efter 13 år stopper jeg om et år. Det har altid været spændende, og jeg kendte til arbejdet fra min tid i Skagen, hvor jeg var
med i ca. 24 år.
Endelig har jeg været brugt som kirkesangerafløservikar, et job, jeg kan
bruges til, når alt andet glipper. Titlen er opfundet af mig selv, men dækker ganske godt. Flemming som dreng i Hornbæk
Hvad Sorring betyder for mig, er ikke helt let at definere; men nu har jeg levet en stor del af mit liv i Skagen, og på det tidspunkt var centrum dér, ligesom når børnene i skolen skulle udpege et sted på Europakortet, skulle de lige først finde Skagen, hvilket jo ikke er så svært. Lidt sværere er det med Sorring. Når man fortæller fremmede, at man bor i Sorring, skal man ofte fortælle, hvor det er. Ikke desto mindre er Sorring for mig blevet noget særligt. En af de første dage efter indflytningen gik jeg hjem fra Brugsen, og på vejen kom den tanke over mig: Dette er for fremtiden DIN by. Det er ikke et sted, du er kommet for at besøge. Du bor her. Her er dit hjem. Denne indskydelse har fulgt mig siden og for mig er centrum nu her i Sorring.
Var valget af bosted rigtigt? Hvad kan Sorring gøre for dig – – og omvendt?
Ja, i højeste grad! Sorring har en størrelse, der gør, at man hurtigt kommer til at kende en hel del mennesker, ja, det er næsten umuligt andet, hvis man vil. Hvis man lukker sig inde og er sig selv nok, er det vel ligegyldigt, hvor man bor, men vil man have noget tilbage, må man åbne sig og tage del i det liv, der rører sig i ens nærhed.
Det var spændende, da det store slag skulle slås for Sorringhus. Heldigvis opdagede politikerne, at Sorring var et sted, hvor der skete noget. Mere, end de kloge hoveder havde drømt om, og borgermødet var en hyldest til fællesskabet, der i hvert fald i den situation fik magt til at ”omvende” adskillige, der vel også kunne se, at der var stemmer i at være positiv.
Anna og jeg er med tiden ikke blevet mindre begejstrede for Sorring. Sorring har det, vi behøver, både legemligt og åndeligt, så det valg, vi i sin tid tog, var i den grad det rigtige!
Flemming Wandborg