AF MICHAEL EGEBJERG SANBERG
Jeg sender en stor tak til Anders Precht, for at videresende stafetten til mig.
Mit navn er Michael Egebjerg Sanberg, er 35 år er gift på 10. år med min skønne kone Mia, og sammen har vi børnene Fabian på 10 år og Nelli på 7 år.
Mia og jeg er begge vokset op i Tilst. Vi kom til Sorring i 2006, da andelsboligerne på Jordbærvej blev opført, og hvor vi indtil august i år har boet på Jordbærvej 16, og er nu ved at bygge hus på Bredsigbakke.
Til daglig arbejder jeg på et lager i Hasselager, hvor vi modner bananer, bl.a. til Brugsen i Sorring.
Årsagen, til vi flyttede til Sorring, var, at jeg dengang arbejdede som grave-fører hos en entreprenør, der havde sine fleste opgaver i Vestjylland.
Med de i forvejen mange kørte kilometer fra Tilst til Vestjylland, virkede Sorring ikke langt væk og med den kommende motorvej fra Aarhus til Herning, gav det mere mening at bo tættere på min arbejdsplads, uden at skulle flytte langt fra familien i Tilst.
Vi havde ikke tidligere kendskab til byen Sorring, andet end det var en by, man kørte igennem, når man kom fra Tilst til Silkeborg via Langelinie.
Andelsboligen blev købt, og vi flyttede ind november 2006, i starten som et springbræt, men endte med at bo der i 12 år, i et dejligt hjem, på en vej med en masse gode naboer.
Det lå ikke i kortene, at vi skulle blive i Sorring, men som årene gik, fik vi vores 2 børn, og med børn i Sorring, kan man ikke undgå at udvide sit netværk, med diverse sammenkomster i børnehøjde, hvor man mødes med andre familier i byen. Nu er 12 år gået, vi bor stadigvæk i Sorring, og har for nylig solgt vores andelsbolig, og er nu på vej mod nye eventyr på Bredsigbakke.
Da vores søn fik smag for sportens verden, og begyndte – ligesom mange andre børn i hans alder – til fodbold, og da der pludselig blev behov for en ny træner til hans fodboldhold, stod jeg klar, dog uden erfaring som træner, og min egen karriere inden for fodbolden var meget kort. Men jeg kunne da gøre mit bedste, om ikke andet kunne de da få lidt løbetræning.
Jeg har nu været træner for drengene i næsten 6 år, og har efterhånden fået en masse erfaring som træner, samt et indgående kendskab til min søns venner og omgangskreds.
Til en Sankt Hans aften for nogle år tilbage blev der i båltalen nævnt, hvor få der deltog til STIF`s generalforsamlinger, til trods for det store medlemstal pr. indbygger, og med de nævnte tal, vakte det min opmærksomhed eller dårlige samvittighed. Jeg besluttede mig for, at jeg ville komme til alle fremtidige generalforsamlinger hvis muligt, især når jeg nu i forvejen var træner for et fodboldhold og havde 2 børn, der var aktive i foreningen.
Med deltagelse i generalforsamlingerne, har det nu resulteret i, at jeg i dag sidder som formand for vores fodboldafdeling. Det skal dog siges, at jeg meldte mig af lyst og ikke af nød, og har ikke fortrudt det siden. Det er utroligt givende, at kunne være med til at udvikle og bidrage til foreningslivet i byen.
STIF´s bestyrelse består af 7 ildsjæle, der hver brænder for deres virke, hvilket gør, at når vi mødes en gang om måneden, kan møderne hurtig trække ud, samtidig med det er hyggeligt. Det koster selvfølgelig meget af min fritid at være både træner og formand, men det er gået hen og blevet som en hobby for mig, og som træner har jeg stadig tid med min søn.
Igennem formandskabet har jeg igen udvidet mit netværk i byen, og det er jo fantastisk at køre igennem Hovedgaden og hilse på næsten alle, man kører forbi på sin vej. Det samme gør sig gældende, når man er ude at gå en tur, eller bare en tur i Brugsen, så hilser man på menneskene på sin vej.
Som frivillig får jeg lov til at være ”en del af noget større”. Jeg kan kun opfordre til at få meldt sig ind i en forening hurtigst muligt, hvis man trænger til at udvide sit netværk eller bare har noget på hjerte. Ikke nødvendigvis som formand, men der er altid brug for en frivillig. Det er de frivillige kræfter, der får byen til at være et godt sted at bo. Sorring tilbyder noget for en hver smag.
Sorring er en fantastisk by at bo i. Vi er ”byen under tårnet” og samtidig ”byen på toppen”. Måske ikke det flotteste tårn, men et vartegn der står højt i landskabet, og kan ses langvejs fra, både fra Nord, Syd, Øst og Vest. Sorring-tårnet er for mig lig med hjemme, hvor min familie sover trygt, og hvor mine venner og naboer bor. Her er trygt, vi står sammen, vi hjælper hinanden, og her er muligheder for aktivitet i alle aldre.
Jeg vil gerne benytte lejligheden, til at sende et stort tak til alle de frivillige kræfter der er i byen. De er i høj grad med til at gøre vores Sorring til et bedre sted at være.
Michael Egebjerg Sanberg