Tak for stafetten til Hans Erik, der delte sin historie i sidste Miniavis.
Fra det rå nordvest kvarter i København til Sorring
I 2009 startede jeg på pædagoguddannelsen og flyttede til København. Fra dag 1 på pædagogstudiet, levede jeg min uddannelse samt kampen for mit fag. Det hele stoppede brat i 2018, hvor jeg gik ned med alvorlig stress.
I dag lever jeg sammen med min kæreste Sofie, vores to børn, Bille på 4 år og Balder på 8 måneder, nede på Hovedgaden 17 ved Sorrings Byttebod og Alexandersen Cykler. Vi rundede vores første år i byen i sommers. Vi endte faktisk lidt ved en tilfældighed her i Sorring. Dette gør dog ikke byen mindre fantastisk. Byen, der vel uden at fornærme nogen blot er en flække, har præcis det, som skal til for at være en moderne landsby, der rejser sig skønt i det midtJyske. Vi kender langt fra alle i byen, men min nabo eller genbo kender dig nok. Dette skaber forpligtende fællesskab som vi holder utroligt meget af. Nærværet, hjælpsomheden og noget som “nærmest er helt glemt” – hilsepligten.
Bille var meget forundret over ham manden, ”Finn brugsuddeleren”, som høfligt hilste på ham i starten når vi var ved købmanden. Dette var ikke særlig københavnsk og ret underligt for ham. Nu hilser lillemanden fint tilbage, folk er ikke så fremmede længere, han finder glæde i denne gestus og deres smil, og så har han tilmed anlagt sig en dejlig, jysk accent.
Oprindeligt var planen sådan, at vi i juni 2022 skulle være flyttet i Kolonihave i Silkeborg i et års tid. Vi ønskede at etablere os, finde en ro, finde jobs og på sigt købe hus. Gerne et sted lidt udenfor Silkeborg, og meget gerne med adgang til skov og badesø, måske i en landsby med lokalt sammenhold og et blomstrende aktivitets- og foreningsliv. Dog gik denne plan i vasken, men vores jobs var sagt op og flyttebilen var bestilt, så noget skulle gøres og relativt hurtigt måtte vi ændre strategi.
Vi fik mulighed for midlertidigt at benytte gæsteafdelingen i min svigermors hus. Nu begyndte boligsøgningen så, med vores liv i flyttekasser. Vi fandt 2-3 huse vi gerne ville se på, og første prioritet var et gråt hus i Sorring med tilhørende anneks samt egen have. Sofie kendte til byen, idet hendes bedste veninde var vokset op her og hun selv i Silkeborg. Jeg derimod, havde aldrig været længere væk end Resenbro, samt været i sommerhus ude i Fårvang ud til Gudenåen. Silkeborg havde jeg større kendskab til, fordi jeg havde besøgt byen mange gange de sidste 6 år, sammen med Sofie.
Kærlighed flytter bjerge
Var jeg blevet spurgt bare 8 år forinden, om jeg ville bo i Jylland, ville mit klare svar have været nej. Men dette forjættede land, som jeg ellers har rejst i fra top til bund og på kryds og tværs for at holde oplæg, afholde kurser eller være bisidder mens jeg var tillidsvalgt for Pædagogstuderendes Landssammenslutning, begyndte at vokse på mig. Det viste sig stille og roligt, at jeg så mig mere og mere lun på det her med græs, at tingene godt måtte gå lidt langsomt, og det at folk langt de fleste steder ikke boede ovenpå hinanden i en betonlagkage, hvilket jeg ellers havde været vant til i København. Men det var i høj grad min kærlighed til Sofie, der hjalp mig det sidste stykke over broen.
Før tanken om Jylland dukkede op, drømte vi om økosamfund, selvforsynende køkkenhave, kortere arbejdsuger, og så ville jeg især gerne bygge et halmhus vi kunne leve i. Disse tanker synes de fleste banker lød utrolig spændende, de ville bare ikke låne penge til den slags “pjank”. Derved så vi ind i måske mere end 10 års byggerod, leve i en husvogn på sten, gå på arbejde for at tjene penge til materialer og skaffe kapital til at holde fri, for at kunne bygge hus. Det var bestemt ikke den model vi ville.
Det hele blev uoverkommeligt og imens havde Corona sendt boligpriserne på himmelflugt i København. Jeg var stadig sygemeldt med stress og havde udviklet generaliseret angst. Jeg var dog i lønnet praktik i en tømrervirksomhed, men var endt i stampe og havde aldrig rigtig rejst mig efter min stress-sygemelding i efteråret 2018. Vi var trætte af at bo i vores lille toværelses lejlighed, som ellers lå rigtig fint lige ud til Nordvest Parken. Vores lille formue efter et tidligere boligsalg var skrumpet ind, og priser var skudt i vejret. Omkring juletid 2021 tog vi beslutningen om det måtte blive Jylland.
Jeg er oprigtig rigtig glad for at bo i Sorring, og det er min familie også. Det er vores opfattelse at folk vil hinanden og byen det rigtig godt. Vi passer på hinanden, selv om vi ikke er på fornavn med alle, eller kender deres historie. Der er et forpligtende fællesskab i Sorring, med et fokus på at være en moderne landsby med fælles institutioner, virksomheder, foreningerne og kultursteder. Denne samhørighed giver tryghed og dette nærvær er for mig og min familie uvurderligt.
København mulighedernes by
Mit overskud er kommet tilbage. Ja, jeg kedede mig lidt i starten, men det var forventeligt. Folk jeg snakkede med, antog ofte, at det også måtte have været forfærdeligt at bo i København. Ikke for mig. Ikke for os. Vi elskede det og jeg kan da til tider godt savne mulighedernes by. Vi kendte alle lommerne, alle de fede og fantastiske legepladser, de lækreste spisesteder hvor børn også var velkomne. Vi boede “midt i byen”, men havde samtidig adgang til natur og dyr, og alt kunne nås i vores ladcykel.
Det var en kæmpe omstilling at lande i Sorring, og nu skulle vi til at aktivere vores barn noget mere end vi var vant til, når vi hentede ham fra børnehave. Vi kunne ikke lige ryste 10 muligheder ud af ærmet: vil du holde marsvin i de gamles by, skal vi tage i Utterslev mose og klappe lam eller vil du på legeplads? Legepladserne var nærmest alle sammen større end den nye i Indelukket inde i Silkeborg.
Sofie havde fået job som fysioterapeut da vi flyttede til byen. Jeg måtte en tur ind på jobcentret for at få tildelt ny praktik. Mit ønske var at komme indenfor i Cykelbranchen på et værksted da jeg selv havde rodet med cykler siden 2018, og gerne ville prøve det af professionelt. Så jeg tog på charmetur med uopfordrede ansøgninger i hånden, og det lykkedes at komme ind i en cykelbutik med eget værksted. Efter 8 måneder i praktik ville jeg gerne overgå til lønnet praktik, men efter et uforløst møde mellem praktikstedet, jobcentret og jeg, forsvandt modet samt viljen til at blive i systemet ret meget længere. Jeg følte mig ikke rask endnu, men måske var det systemet, der fastholdt mig i sygdom, jeg følte mig i hvert fald konstant på vægten. Jeg havde en enorm trang til at bestemme over mit liv. Jeg blev fritstillet, og fik 6 uger til at søge job. Men jobs hang ikke på træerne og slet ikke indenfor cykelværkstederne.
Herre i eget skur
Jeg havde længe gået med tanken om at blive selvstændig, nu kom tiden for at tage springet, og det endte med at jeg åbnede Alexandersen Cykler, dog med den tryghed i at jeg kunne få faste timer ved siden af, hos Schriver Cykler i Århus.
Jeg arbejder til dagligt med alle slags cykler, men primært fokus på hverdagscykler, hvilket mit værksted også er bygget op omkring. Jeg vil gerne drive min virksomhed som “et åbent køkken”, med ærligt, ordentligt håndværk til moderate priser. Jeg holder af at være med under hele processen, fra indlevering til aflevering, da jeg kan lide kundekontakten samt vejledningen. Jeg har på nuværende tidspunkt ikke behov for at min forretning skal vækste stort. Jeg ønsker at være et lille sted, med nærvær, ro og genkendelighed samt faste kunder. Jeg ønsker ikke at skulle slås med de store butikker eller kæder. Jeg drømmer da til tider om et lidt større værksted – måske endda med varme, men lige nu glæder jeg mig over at kunne holde mine udgifter nede, lave solide reparationer og møde glade kunder samt kunne køre det hele i mit eget tempo.
Københavner ferier, men vores hjem er Sorring
Sofie har nok haft sværest ved at falde til i landsbyen. Jeg er introvert og lader op alene eller med meget få mennesker. Jeg er i bund og grund “blevet luftet” ved at gå en tur over i Brugsen. Derimod kan jeg mærke, at Sofie kan mangle lidt urbanitet en gang imellem. Vores familie falder dog mere og mere til, og sidst vi drøftede fremtiden, blev vi enige om det nok var det rette sted vi er landet – hvert fald indtil børnenes skolegang i byen får en ende. Men at se hendes hjerte smelte når børnene render til halloween, når Bille og jeg går afsted denne aften for at mødes med et par stykker fra børnehaven, men støder ind i flere og flere vi kender for at ende med at møde op i samlet flok ved vores eget hus og råbe slik eller ballade, det er stemningen af landsby.
Det er hyggeligt at bo i Sorring og mon ikke vi ender med at blive, selvom der ikke er direkte adgang til skov og badesø. Til gengæld kan byen så meget andet som vi finder mindst ligeså vigtigt for os. Her er jo fantastisk og det er jo byens borgere, der gør Sorring til Sorring. Som det er lige nu, vil vi ikke være det foruden på nogen måde og mange tak for den fine modtagelse her i Sorring.
Martin Alexandersen
