AF TORBEN EGEBJERG
I foråret 2018 skrev jeg til min gode gamle ven Mogens, i en henslængt kommentar på Skype, at jeg havde fundet en lille by tæt på Aarhus, der havde det hele og havde potentiale til at være en oase for vores børnefamilier i hverdagens stress og jag. Der gik ikke meget mere end en måned, så skrev Mogens, at de havde købt hus i Sorring!
Det satte gang i tankerne i vores lille familie. Felix var seks år og gik i 0. klasse
og Willum var 3 år og gik i Børnehave i Ikast, hvor vi havde vores røde murermestervilla fra 1949. Jeg arbejdede i Skanderborg og Anja, min bedre halvdel, arbejdede dengang i Herning. Vi havde længe gået med planer om at finde et sted tættere på Aarhus og Østjylland, hvor jeg arbejdede og Anja barslede med planer om at finde noget nyt i den østlige del af Jylland.
Alt gik derefter stærkt. Vi fik sat murermestervillaen til salg, og solgte den på otte dage! Vi gik så hastigt i gang med diverse online sider og søgte huse i Sorring og fandt nogle interessante huse. Så drog vi afsted mod det jeg i dag med et glimt i øjet ynder at kalde ”toppen af Danmark” for at finde vores nye hjem. I bilen på Herning motorvejen spottede vi varemærket Sorring Tårnet på lang afstand og stadig i dag når vi er på vej hjem mod Sorring er det en sport at spotte tårnet først.
Udsigt fra stuen i vores nye hjem
Vi faldt med det samme for atmosfæren i Sorring og ikke mindst det store himmelrum, den betagende udsigt med den flotte natur og den friske luft. Vores valg faldt på Hjejlevej med sin smukke udsigt og centrale beliggenhed i byen, med let til det hele: Idrætsfaciliteterne ved STIF-hallen og boldbanerne, skolen og dejligt tæt på vores gode Brugs og Pizzamand.
Vores hus på Hjejlevej
Det er ikke bare himlen der er højt til i Sorring, her er også masser af hjerterum og højt til loftet. Stort set alle vi mødte og kom i kontakt med, da vi flyttede til byen, var meget åbne og hjælpsomme. Man kunne godt frygte at et lille samfund, som vores, var mere konservativt indstillet overfor tilflyttere. Men i Sorring gives der plads og velkomst til nye, ikke mindst, tror jeg, fordi mange i byen selv er tilflyttere med et ønske om et lokalsamfund med gode sociale relationer i højsædet.
Med skoleskift og ny børnehave var der nok omvæltninger at tage hånd om, så at forældrene i vores drenges skoleklasser og børnehavegruppe var imødekommende og hjælpsomme var en kærkommen bonus. Willum var rigtig glad for sine år i Sorring børnehus, hvor han især nød tiden i storbørnsgruppen med den store legeplads, en god dynamisk gruppe og nærværende voksne. Felix skulle vænne sig til de nye rammer og rigtig mange nye venner i Sorring skoles største klasse på, jeg tror 37 elever i skrivende stund – en stor mundfuld for en knægt på 6 år.
Men både Felix og jeg startede på fodbold i STIF og fik på den måde styrket vores sociale relationer og dyrket dejlig motion. Felix spiller også badminton i STIF-regi, hvor de har en dygtig junior afdeling med nogle meget kompetente trænere.
Jeg har ikke spillet fodbold i klub siden jeg var 13… Men jeg var fast besluttet på at Oldboys klubben i Sorring var noget, jeg skulle være en del af. Jeg havde hørt at der var talstærkt fremmøde både til træning, første, anden og ikke mindst tredje halvleg. Det sociale aspekt i Oldboys holdet vægter lige så stort for mig som selve bolden og det at holde min ikke helt nye krop i gang med motion. Jeg fik anskaffet støvler og stod klar på grønsværen en dejlig sensommeraften i august 2018. Fem minutter senere humpede jeg hjem med en mindre fiber i hvert lår. Fantastisk debut. Så, der skulle gå endnu en månedstid, før jeg sidst i september vendte frygteligt tilbage og har været en del af holdet lige siden, med op- og nedture og ikke mindst hyggelige fester og fantastisk kammeratskab. Det kan kun anbefales, specielt som tilflytter, at blive en del af STIF og nyde det netværk og samvær, der kommer ud af det.
I foråret 2020 manglede min største drengs fodboldhold en træner og, til trods for at jeg ikke umiddelbart havde udprægede kompetencer ud i den sfære, meldte jeg mig som frivillig under STIFs banner. Til at starte med mest af nød, for ellers var der stor risiko for, at ungerne ikke fik noget fodboldhold, det skulle dog vise sig at blive en givende udfordring. 2020 blev som vi alle ved et ret trægt år i sociale, kulturelle og sportslige sammenhænge. Men vi fik stablet træning på benene og ungerne formåede at vinde deres første sæson i efteråret. Jeg fik lov til at være med til at høste frugterne af tidligere års træneres hårde arbejde. At opleve den umiddelbare glæde sådan nogle unger får ved at kæmpe sig til sejer, med holdånd, sammenspil og vilje var helt fantastisk. Der var sprudlende jubelscener og stoltheden, der lyste ud af deres øjne, var uvurderlig.
En kæmpe bonus ved at være træner i en forening som STIF er, at jeg har fået et rigtig godt kendskab til min søns kammerater og deres forældre. Det kan kun anbefales, dog skal overskuddet være til det, da det kan kræve en vis portion pædagogiske resurser.
Personligt sætter jeg sociale relationer højt og i Sorring, er der rig mulighed for at pleje netop disse. Selvfølgelig er pandemien en hæmsko, men vi skal huske at værdsætte vores muligheder, når vi kommer ud på den anden side. De gode dagligdags tiltag, som vi i familien har glædet os over, er fællesspisning i hallen, specielt når der er stegt flæsk på menuen. Fællesspisninger i forsamlingshuset, der også er omdrejningspunkt for julemarkedet. Og jeg vil anbefale den månedlige fredagscafe, hvor man kan få en lille anekdote fra lokalmiljøet, møde nye mennesker og få en hyggestund med sine venner.
Vi har nydt de større arrangementer i hallen omkring Jul, Fastelavn og Skt. Hans aften. Den årlige rundboldturnering har vi kun nået at deltage i en gang, men vi håber den vender stærkt tilbage!
Tak til Simon for at sende stafetten min vej og til Sorring for at have lukket os ind i et godt fællesskab med mange gode nye venner, vi ses derude!
Torben Egebjerg