Hjælp Kontakt Log ind Webmail

Mig og Sorring - Maria Damgaard Jung Andersen

Af MARIA DAMGAARD JUNG ANDERSEN
 

Tak til min gode ven Morten Dahlberg for at give stafetten videre til mig. Nu håber jeg at kunne løfte opgaven ligeså godt som de foregående. Jeg er nok den yngste der i skrivende stund skal skrive om mig og Sorring. Men jeg burde om nogen vide noget om Sorring, jeg er født og opvokset her og min families rødder går langt tilbage.
 

Jeg er opvokset sammen med min søster Kira og mine forældre Pia og Jørgen Andersen på en lille nedlagt landejendom, nemlig Møllebakken 35.  Det er her jeg voksede op, gik i dagpleje, derefter børnehave i Voel indtil børnehaven åbnede i Sorring  -  jeg var et af de første børn der startede i børnehaven. Herefter tilbragte jeg 8 år på Sorring Skole fra børnehaveklassen til 7. klasse. Min familie har altid gået meget op i sport og jeg har tit siddet på sidelinjen når min far spillede fodbold. Men det var kun til at jeg selv begyndte på sport og andre aktiviteter.  Jeg tror snart ikke der er noget jeg ikke har gået til i Sorring. Fodbold, badminton med mine forældre som holdledere og dans i forsamlings-huset har jeg også gået til i mange år - for ikke at nævne spring, håndbold, børnekabaret, et par forestillinger i teaterforeningen – ja og meget andet. Ja Sorring har altid haft et godt forenings- og idrætsliv som jeg har nydt meget af.

 
Da jeg blev ældre, begyndte jeg at arbejde i Sorring Dagli Brugs. Jeg arbejdede i Brugsen i 6-7 år, først som ”kassepige” og senere som ungarbejder over 18 år. Et arbejde jeg var rigtig glad for og stolt over at kunne tilføje på CV’et. Et skønt lokalt sted at arbejde med godt sammenhold for både ungarbejderne og de faste. I et par sommerperioder kunne jeg lige i de tidlige morgentimer plukke jordbær for Sorring Bær, der hvor børnehaven ligger i dag, inden turen som regel gik videre til Brugsen.
 

Det var dengang, hvor sommerfesten lå i starten af august måned, med både modeshows, rundbold-turnering, kagebagning, bilorienteringsløb og meget andet. Der var altid stor opbakning til arrangementerne og det var noget vi som børn glædede os til.

 
Det var også til sommerfesten i Sorring, jeg første gang mødte min mand Jens Bjørn Hansen i en sen aftentime, hvor festen var fortsat. Der gik dog 1/2 år, før vi begyndte at komme sammen – til gengæld har vi været sammen lige siden – 16 år nu. Men som mange unge, havde jeg brug for at komme væk, starte på noget nyt, bo en i anden by. Jeg var derfor i et par år væk fra byen, først bosiddende i Silkeborg og siden i Resenbro indtil vi fandt det i vores øjne helt perfekte sted, stedet hvor vi kunne se os selv, stedet hvor vi kunne se vores familie vokse, stedet vi vil kalde hjem – nemlig i Sorring – Høngevej 1. I dag er vi gift og har 3 børn, Oskar på snart 10 år, Josephine på 8 år og Isabella på 3 år.
 

For mig er Sorring indbegrebet af hjem. Det er her jeg føler mig godt tilpas – det er her jeg føler mig hjemme. Måske det ligger i generne at jeg har denne følelse. For når jeg kigger tilbage på min mors slægt går den langt tilbage, tilbage forbi pottemageren (det vi i dag kender som Sorring lervarefabrik) ja helt tilbage til 1849 hvis jeg kigger i slægtsbogen.
 

Jeg har hørt mange historier om Sorring fra min morfar John Stephensen som i mine øjne åndede og levede for Sorring og i den grad var med til at forme Sorring til det den er i dag. Både som formand og medlem af forskellige foreninger – idrætsforeningen, vandværket, miniavisen, menighedsrådet mv. Han nød også at fortælle historier om sin barndom i Sorring og om sin bedstefar Laurs Jensen, pottemager, som han brugte meget tid hos som dreng, historier han var stolt af og stolt af at være familie af. Historier som mine ældste børn også fik fortalt og kan huske den dag i dag. De synes det er rigtig sjovt og spændende og kunne sige, at deres tip tip oldefar var pottemager i Sorring.


 

På den anden side af familien er min farfar Svend Juul Andersen. Jeg er sikker på, at den lidt ældre generation husker ham eller i hvert fald husker købmanden i Toustrup. En lille købmandsbutik i hjertet af Toustrup, hvor man kunne få det man lige stod og manglede. Min farfar havde butikken fra han overtog den i 1965 til han lukkede den i 1991 og selv gik på pension.

 

Jeg er glad for at bo i en by som Sorring. En by som er omringet af fantastisk natur, hvor jeg og min familie kan gå masser af gode ture sammen med vores hund Tarzan. En by hvor der stadig er frivillige ildsjæle i idrætsforeningen, som gør det muligt for både børn og voksne i alle aldre at dyrke forskellige former for motion og enten skabe nye relationer og venskaber eller bare vedligeholde dem man har. Jeg er også glad for at jeg selv har kunnet bidrage med at være træner for Oskars fodboldhold i en periode. Sorring er en by med et rigt foreningsliv, en by hvor folk hilser på hinanden og stopper op for en kort snak. En by hvor man holder fast i traditionerne som med fastelavn (ja som barn gik jeg også soldat i byen). En by hvor jeg kan give mine børn mange af de muligheder jeg har haft stor glæde af som barn og ung. En by med en historie som ligger min familie nær,
en by hvor også min nærmeste familie stadig bor. Sorring.

Maria Damgaard Jung Andersen

 

Undersider

 
© 2011-2018 Landsbyen Sorring || Design: Kreativweb.dk