Hjælp Kontakt Log ind Webmail

Mig og Sorring - Anders Precht


AF ANDERS PRECHT
 

Først vil jeg takke min nabo Svend Aage for at lade mig overtage stafetten – et privilegie. Jeg synes det er lidt sejt, og med dette udtryk finder man jo også ud af at der er stor aldersforskel på Svend Aage og jeg, men naboskabet er helt fantastisk trods den store aldersforskel.


Jeg er jo en tilflytter og har ikke kendt noget til Sorring inden vi kom til byen for 7 år siden.
Da min kone og jeg skulle kigge på hus, så blev der kigget i området, for Heidi er oprindelig fra Nr. Vissing og jeg fra Skjørring, så langt væk er vi ikke flyttet hjemmefra.


Hvorfor Sorring?
Ja, et godt spørgsmål, men vi kendte da nogle, der boede her, og ud fra snakken med dem var det et godt valg, som vi ikke har fortrudt siden.
 

Vi kiggede på nogle forskellige huse men da vi kørte ned af Vibevej var der noget, der sagde klik, et stort 70er hus med 1. sal og stor grund, værksted og for enden af en lukket vej.
 

Ja og så er der nok nogle der har gættet, at vi bor i Børge Andersens (tømrermester i Sorring) gamle hus, som han selv byggede til sig selv.
 

Eller Hanne og Villys gamle hus. Hanne var talepædagog i Gjern kommune, så er der vist nogle der ved, hvor vi bor.
 

Vi købte huset i september og flyttede ind i julen 2011 med vores lille søn William. Med ham åbnede en ny dør sig her i byen og det var oppe ved Randi på Jordbærvej.
 

Da blev han passet i dagpleje og man begyndte at møde andre familier og andre dagplejere, som tog fantastisk imod en. Senere var det i børnehaven og nye forældre og personale samt vi startede forfra ved Randi med vores datter Frederikke.
 

Dags dato er vi gået i gang med det sidste år i børnehaven og den store skal i 2. klasse på skolen.
 

Generelt alle de steder, hvor vi er kommet her i byen, er man blevet mødt med åbne arme, og det er dejligt, når man nu er tilflytter.
Så vores lille familie er blevet integreret i Sorring både store som små. Heidi har været i dagpleje-bestyrelsen i nogle år og er i dag med i lokalrådet, hvor hun gør et stort arbejde.
 

Jeg selv har været træner i fodbold og har haft de drenge, der skal til at være U9, i 4 år. Det er super sjovt at træne de drenge, og de giver en masse tilbage.
Så spiller jeg selv fodbold på det lokale oldboys-hold og nyder og få lidt motion og kammeratskab hver mandag og onsdag.

Så har jeg mødt mange mennesker igennem min lille virksomhed (Sorring Tømrer og Tag) som jeg har udført en række opgaver for.

Så hvis jeg selv skal sige det, så er vi faldet godt til i Sorring, og vi tager selvfølgelig imod de ny borgere i Sorring med åbne arme - om det så er i børnehaven, skolen, fodbold eller bestyrelse. For det er sådan vi blev taget imod.
 

Sorring er en fantastisk by med 1.151 indbyggere, der holder sammen. Byen er omgivet af en fantastisk natur som spejler sig i udsigten til Himmelbjerget.
 

I mine øjne er samarbejde det vigtigste for Sorring - ellers bliver man glemt i det store samfund.

Vi må holde sammen, for så er der mange ting, der kan lykkes!

Nu sidder man og skriver sit indlæg til Miniavisen, og den vil jeg heller ikke glemme – en fantastisk lille avis som også bliver dreven af frivillige. Det er dejligt når den lander i postkassen, det er en af de få ting jeg får læst.
 

Anders Precht

Undersider

 
© 2011-2018 Landsbyen Sorring || Design: Kreativweb.dk