Mig og Sorring – Sonja Pedersen

Af SONJA PEDERSEN

Jeg betegner mig selv som tilflytter – selvom jeg er født og opvokset, lige præcis på den anden side af Sorring-skellet. Sorring-skellet er hvor Silkeborgvej bliver til Sorringvej, et par kilometer udenfor Sorring, mod Voel. Helt præcist er jeg født på Voel Østermark, pr. Silkeborg. Der var nemlig ikke hverken gadenavn, husnummer eller postnummer. Jeg gik i skole i Voel fra 1.-7. klasse.
Men jeg var mindst lige så tiltrukket af Sorring By, som af Voel By. For når det handlede om fritidsaktiviteter, som jeg kunne lide – så var der i Sorring en danseskole i Forsamlingshuset, hvor jeg var trofast elev gennem 15 dansesæsoner. Jeg startede med at spille håndbold i Voel KFUM, men valgte på et tidspunkt at forsætte min håndboldkarriere i Sorring-Toustrup Idrætsforening. Det betød ikke noget med hensyn til transporten. Afstandsmæssigt var det ligegyldigt, om jeg skulle cykle til Voel eller til Sorring, da jeg jo boede lige midt imellem.
Da jeg blev 15 år kunne jeg endda få lov til at køre på min storebrors Yamaha knallert, det var trods alt lidt nemmere.
Derfor har jeg hele mit liv haft mindst lige så stor tilknytning til Sorring, som til Voel. Med fælles overbygningsskole i Fårvang – så var der venner i alle nabobyer i gamle Gjern Kommune – så fællesskaberne var lige i nærheden.
Da Poul Erik og jeg ville købe hus, kiggede vi godt nok rundt omkring i oplandet, men vi endte i Sorring. Det tror jeg ikke var helt tilfældigt, for udover at det rigtige hus, til den rigtige pris på Drosselvej var til salg, så var der også et vist kendskab til byen, som har så meget at byde på og som tiltalte os. Her ville vi stifte familie.
Vi flyttede sammen til Sorring 1. maj 1983, vi blev gift i 1986 og vi har fået vores 3 børn Mette i 1989, Rikke i 1992 og Kasper i 1996.
Efter at være flyttet til Sorring fortsatte jeg med håndbold – nu på dameholdet – og der gik da heller ikke lang tid, før end både Poul Erik og jeg engagerede os i byens øvrige foreningsliv. Den forening vi har og fortsat nyder godt af, er Pottemageregnens Amatørteaterforening. Det er blevet til rigtig mange fantastiske oplevelser både for os hver især, men også for os alle 5, hvor vi har været involveret i samme forestilling. Ja, flere forestillinger er det faktisk blevet til, hvor vi i samlet flok, er taget til øvning på friluftsscenen ved Sorring Skole. En skøn fællesskabsfølelse både i vores egen lille familie og i byens teaterliv.

Jeg har været medlem af Pottemageregnens Amatørteaterforening siden 1986 og er fortsat aktivt medlem, mest i Cabaret.
Jeg forestiller mig, at jeg måske er det eneste medlem af Pottemageregnens Amatørteaterforening, som har slægtninge, som har været pottemager i Sorring og slægtninge som har spillet dilettant i Sorring.
Jeg er født på slægtsgården på Sorringvej (nr. 80), hvor min storebror i dag er 5. generation.


Maren og Niels Peter Jensen

Min oldefar og oldemor drev slægtsgården frem til 1916. Min oldefar (Niels Peter Jensen) var pottemager og min oldemor (Maren Jensen, 2. generation) var landmand. Min oldemor flyttede efter min oldefars død til Sorring i lejlighed på Hovedgaden (nr. 40) i 1930.

Jeg har også oldeforældre, som var bestyrere på Fattiggården i Dybdalen, og senere byggede hus på Dybdalsvej (nr. 14). Denne oldefar Fragtmand Carl Rasmussen spillede dilettant i Sorring, bl.a. sammen med sin søn Søren Rasmussen (min bedstemors bror). De er sammen med resten af holdet fotograferet i 1926, et foto som har været bragt i Midtjyllands Avis.

Faktisk har jeg Tip-, tip-tip- og i hvert fald tip-tip-tipoldeforældre, der er fødte, døbte og siden døde og begravet i Dallerup sogn, måske endda flere generationer. Stamtræets rødder ligger dybt for mig og Sorring.
I 2004 købte vi en byggegrund, da Sverrigsgården blev udstykket i Sanddalen. Vi fik solgt vores hus på Drosselvej (nr. 7) og i 2005 kunne vi flytte ind i vores nye hus, i Sorring!

Ane Kathrine og Carl Rasmussen Carl Rasmussens hus i Sorring –  Dybdalsvej nr. 14

Jeg er nok det man kalder lokalpatriot. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg ikke kom længere væk hjemmefra. Den yngre generation benytter sig af, at verden er blevet meget mindre. Vores 3 børn har været (og én er i øjeblikket) på længerevarende rejser ude i verden. Det er en fornøjelse, at det er muligt.
De vender glade hjem til Sorring og de skønner på, at der er mange bekendte at hilse på, når de f.eks. er med i Brugsen for at handle ind. “Det er det fede ved at komme hjem” – som de siger. Vores ældste datter har da også valgt at stifte familie her i byen, for hvorfor ikke bo, der hvor man ved, at der er dejligt at være.

Posted in: Mig og Sorring

Written by Henrik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*