Mig og Sorring – Uffe Christensen

Af UFFE CHRISTENSEN

 

Ja, hvad er der med mig og Sorring?
Vores forhold er stadig ret nyt, men jeg erkender blankt, at det var kærlighed ved første blik – og jeg tror, at det ender med ægteskab…
I sommeren 2016 ledte jeg målrettet efter et nyt sted at bo. Min arbejdsplads ligger i Viby ved Aarhus. Der har jeg haft mit virke i næsten 30 år, men har i de senere år løst de fleste opgaver med base og udgangspunkt i mit hjemmekontor.

Jeg har aldrig haft det fjerneste imod at bo i nogen afstand fra byen. Tværtimod.
Så en varm augustdag sidste år passerede jeg for allerførste gang nu hedengange Sorring Hus, som – læste jeg på banneret på gavlen –  borgerne kæmpede for at bevare, og trillede ind over det første vejbump i Sorring.
Fik øje på LokalBrugsen og minsandten: Boligen jeg skulle kigge nærmere på, den lå lige omkring hjørnet – blot 2 minutters gang fra byens dagligevareforretning og tankstation.
Endnu inden, at jeg havde besigtiget huset på Ebbesensvej, fik jeg en klar oplevelse af, at der var noget helt specielt over landsbyen, der på toppen af bakken. Den smilede til mig…
Jeg kendte ikke Sorring i forvejen, men forbandt den alligevel med et eller andet, som jeg den fredag formiddag for et halvt års tid siden, ikke lige kunne komme i tanker om.
Da jeg havde besigtiget boligen, var jeg ikke et sekund i tvivl:
Relativt få dage efter vendte jeg tilbage til Sorring – og denne gang i slipstrømmen på en stor flyttebil proppet med alt mit habengut og mine positive forventninger.

Januar 2017

(Klik på billederne og se dem i stort format med billedtekst. Brug piltasterne for at bladre.)

Fotograf: Uffe Christensen, Sorring

Allerede på vej hjem den dag i august sidste år, dukkede navnet Asger Jorn pludselig op i mit hoved, og i løbet af de næste dage fandt jeg ud af, hvad der var med blandt mange andre Jorn og Sorring:
Lervarefabrikken og pottemagerne.
Så var det på plads.
Fascineret som jeg er af historie satte jeg mig de følgende dage godt og grundigt ind i byens historie, som jo rummer så mange interessante elementer – holder f.eks. også meget af at gå rundt nede omkring Dallerup Kirke og lade bygningen og kirkegården fortælle historier.
Jeg var – og er – i den grad klar til byen og hvad den må give.
Men også ud fra tesen, der blev lanceret af John F. Kennedy i dennes indsættelsestale den 20. januar 1961:
”Spørg ikke hvad Sorring kan gøre for dig. Spørg hvad du kan gøre for Sorring.”

Jeg havde ikke boet her ret længe, inden folk begyndte at hilse på gaden – flere standsede mig faktisk og spurgte, om jeg ikke var ny i byen – jeg følte mig meget velkommen. Hygger mig altid, når jeg lige køber ind hos Finn i Brugsen og der ofte får et godt grin sammen med de prægtige unge mennesker ved kassen.

I skrivende stund har januartågen lagt sig over byen – det er koldt og gråt.
Jeg glæder mig voldsomt til foråret, så jeg efter generalprøven i sensommeren, kan opleve, hvordan byen folder sig ud.

Endnu har jeg ikke været specielt aktiv i byens mange fællesskaber og foreninger, men alene det faktum, at fællesskabet og foreningerne faktisk er her – lige uden for min dør – gør Sorring til et dejligt sted at bo.
Og hvor er det i grunden livsbekræftende at gå rundt ude i haven og høre et kor af glade børnestemmer, når der oppe på skolen holdes frikvarter.

Så til Sorring skal der fra en nytilkommen lyde et hjertelig tak for en god modtagelse.
Siden jeg nu nævnte John F. Kennedy, så håber jeg, at jeg en dag kommer dertil, hvor jeg med et tilfreds smil på læben og fra hjertet kan konstatere:
”Ich bin ein Sorringer…”

Så sådan forholder det sig altså med mig og Sorring – tak for en god modtagelse af en tilflytter til byen på toppen.

Fotograf: Uffe Christensen, Sorring

Mig og Sorring – Finn Lorenzen

Af FINN LORENZEN

Ja, så blev det min tur til at skrive lidt. Og tak til Uffe Christensen for de rosende ord i dit indlæg i forrige udgave af Mig og Sorring.
Mig og Sorring… hmmm… Ja, det lå ikke rigtigt i kortene, at Sten Madsens efterfølger skulle være mig. Men mere om det senere…

Oprindeligt kommer jeg fra Vestjylland, og min hustru fra Nordjylland. Og hvordan fandt vi hinanden? Selvfølgelig i Brugsen!
Karina var i lære, jeg var førstemand, og det der ikke måtte ske, skete naturligvis. Vi forelskede os. Og så gik det ellers slag i slag!
Efter et ophold i Sønderjylland blev jeg uddeler i Tvingstrup ved Horsens. Her kom også 2 dejlige døtre til familien. Dernæst gik turen til Stjær, men efter nogen tid talte vi om at finde det sted, vi skulle blive.

2 børn og et 3. på vej gjorde, at familien og ikke mindst jeg selv længtes efter dét sted, vi skulle slå os ned. Vi havde igennem længere tid kigget efter lige netop det rigtige sted. Vi ville gerne tæt på enten Nordjylland eller Vestjylland pga. vores forældre m.fl. Lige netop derfor var Sorring Brugs ikke lige noget for mig, da stillingen blev slået op, og Stens afløser skulle findes.

Alligevel sagde jeg en sen søndag eftermiddag lidt henkastet til Karina, at Sorring søgte uddeler og der kunne jo ikke ske noget ved at køre et lille smut til Sorring Brugs. Som sagt, så gjort! Og efter et besøg i Sorring Brugs tog jeg hjem til Karina og sagde, at det var vist ikke lige mig!
Efter 3-4 dage fik Karina endnu en gang beskeden, at jeg kørte en tur til Sorring Brugs. Beskeden, hun fik, da jeg kom hjem denne gang, var dog anderledes end efter første besøg! Jeg sagde til hende:
”Der står s’gu ’Finns Brugs’ på facaden”.

Herefter var sagen klar. Jeg søgte stillingen, var til samtale, og blev utrolig glad og stolt, da Bodil Osterland, den daværende formand, ringede nogen timer senere og sagde: ”Ja, vi blev jo godt nok enige om, at det skulle være dig, for nogen tid siden, men vi skulle altså have noget at spise, inden jeg kunne ringe og fortælle dig det!”
En dybfølt tak til Bodil og den øvrige bestyrelse for at vise mig den tillid. Det har betydet utrolig meget for mig, min hustru og vore børn.

Nå. Så købte vi hus, flyttede og jeg startede i Brugsen.
Første arbejdsdag…
På varetur med Erling Madsen, vareturs-chauffør.
Man kan sige meget om vores tur rundt til de gamle i byen, men man bliver i alt fald ikke stresset sammen med Erling! Spøg til side… Allerede her fik jeg et glimt af den specielle Sorring-ånd. Vi fik en snak med kunderne, og jeg blev budt velkommen. Tak for det!

Hernæst havde jeg 3 dage sammen med Sten Madsen. Her blev alarm, rutiner, køleanlæg og meget mere vendt og drejet, for at overdrage Brugsen så godt som muligt til mig. En stor tak til dig, Sten, for at bruge tiden på at hjælpe mig i gang. Det sætter jeg stor pris på. Jeg glæder mig også over, at vi stadig kan vende løst og fast, både om Brugsen og andet. Og selvom jeg gør hvad jeg kan for at forny og forbedre, gør jeg også hvad jeg kan for at fortsætte i Stens ånd… Vi er nemlig begge to klar over, at Sorring er et ganske særligt sted!

Sorring er nemlig helt speciel! På flere måder… I Sorring er der f.eks. ikke nogen, der bor i sit eget hus… Vi købte vores hus af Jens Laursen, men selvom Jens har fået penge som aftalt, spørger alle os, om ikke vi bor i Jens Laursens hus? Og vi svarer selvfølgelig: ”Jo, det gør vi”!

Jeg er utrolig glad og stolt over at bo i Sorring, selvom jeg er tilflytter… og jo vil være tilflytter i de næste mange år… Her er højt til himlen, selvom vi bor højt i De Jyske Alper. Det er heller ingen hemmelighed, at min hustru og jeg længtes efter at finde et godt sted at slå os ned.
Et godt sted for børn…
Et godt sted for vores børns forældre…
Et trygt sted at være…

De sidste par år inden vi kom hertil blev længslen større og større. Hvor skulle vi hen? I Stjær kan man sagtens se Sorring-tårnet i det fjerne! Vi har tit kigget på hinanden og sagt: ”Hvor er det morsomt, at det vi gik og længtes imod, kunne skimtes i horisonten.”

At komme til Sorring har på mange måder været som at komme hjem. Hvorfor? Det kan da kun være på grund af de, som bor her…
Det tror jeg i hvert fald på.

Finn Lorenzen og familie

Mig og Sorring – Maria Damgaard Jung Andersen

Af MARIA DAMGAARD JUNG ANDERSEN

Tak til min gode ven Morten Dahlberg for at give stafetten videre til mig. Nu håber jeg at kunne løfte opgaven ligeså godt som de foregående. Jeg er nok den yngste der i skrivende stund skal skrive om mig og Sorring. Men jeg burde om nogen vide noget om Sorring, jeg er født og opvokset her og min families rødder går langt tilbage.

Jeg er opvokset sammen med min søster Kira og mine forældre Pia og Jørgen Andersen på en lille nedlagt landejendom, nemlig Møllebakken 35.  Det er her jeg voksede op, gik i dagpleje, derefter børnehave i Voel indtil børnehaven åbnede i Sorring  –  jeg var et af de første børn der startede i børnehaven. Herefter tilbragte jeg 8 år på Sorring Skole fra børnehaveklassen til 7. klasse. Min familie har altid gået meget op i sport og jeg har tit siddet på sidelinjen når min far spillede fodbold. Men det var kun til at jeg selv begyndte på sport og andre aktiviteter.  Jeg tror snart ikke der er noget jeg ikke har gået til i Sorring. Fodbold, badminton med mine forældre som holdledere og dans i forsamlings-huset har jeg også gået til i mange år – for ikke at nævne spring, håndbold, børnekabaret, et par forestillinger i teaterforeningen – ja og meget andet. Ja Sorring har altid haft et godt forenings- og idrætsliv som jeg har nydt meget af.

Da jeg blev ældre, begyndte jeg at arbejde i Sorring Dagli Brugs. Jeg arbejdede i Brugsen i 6-7 år, først som ”kassepige” og senere som ungarbejder over 18 år. Et arbejde jeg var rigtig glad for og stolt over at kunne tilføje på CV’et. Et skønt lokalt sted at arbejde med godt sammenhold for både ungarbejderne og de faste. I et par sommerperioder kunne jeg lige i de tidlige morgentimer plukke jordbær for Sorring Bær, der hvor børnehaven ligger i dag, inden turen som regel gik videre til Brugsen.

Det var dengang, hvor sommerfesten lå i starten af august måned, med både modeshows, rundbold-turnering, kagebagning, bilorienteringsløb og meget andet. Der var altid stor opbakning til arrangementerne og det var noget vi som børn glædede os til.

Det var også til sommerfesten i Sorring, jeg første gang mødte min mand Jens Bjørn Hansen i en sen aftentime, hvor festen var fortsat. Der gik dog 1/2 år, før vi begyndte at komme sammen – til gengæld har vi været sammen lige siden – 16 år nu. Men som mange unge, havde jeg brug for at komme væk, starte på noget nyt, bo en i anden by. Jeg var derfor i et par år væk fra byen, først bosiddende i Silkeborg og siden i Resenbro indtil vi fandt det i vores øjne helt perfekte sted, stedet hvor vi kunne se os selv, stedet hvor vi kunne se vores familie vokse, stedet vi vil kalde hjem – nemlig i Sorring – Høngevej 1. I dag er vi gift og har 3 børn, Oskar på snart 10 år, Josephine på 8 år og Isabella på 3 år.

For mig er Sorring indbegrebet af hjem. Det er her jeg føler mig godt tilpas – det er her jeg føler mig hjemme. Måske det ligger i generne at jeg har denne følelse. For når jeg kigger tilbage på min mors slægt går den langt tilbage, tilbage forbi pottemageren (det vi i dag kender som Sorring lervarefabrik) ja helt tilbage til 1849 hvis jeg kigger i slægtsbogen.

Jeg har hørt mange historier om Sorring fra min morfar John Stephensen som i mine øjne åndede og levede for Sorring og i den grad var med til at forme Sorring til det den er i dag. Både som formand og medlem af forskellige foreninger – idrætsforeningen, vandværket, miniavisen, menighedsrådet mv. Han nød også at fortælle historier om sin barndom i Sorring og om sin bedstefar Laurs Jensen, pottemager, som han brugte meget tid hos som dreng, historier han var stolt af og stolt af at være familie af. Historier som mine ældste børn også fik fortalt og kan huske den dag i dag. De synes det er rigtig sjovt og spændende og kunne sige, at deres tip tip oldefar var pottemager i Sorring.

 

På den anden side af familien er min farfar Svend Juul Andersen. Jeg er sikker på, at den lidt ældre generation husker ham eller i hvert fald husker købmanden i Toustrup. En lille købmandsbutik i hjertet af Toustrup, hvor man kunne få det man lige stod og manglede.
Min farfar havde butikken fra han overtog den i 1965 til han lukkede den i 1991 og selv gik på pension.

Jeg er glad for at bo i en by som Sorring. En by som er omringet af fantastisk natur, hvor jeg og min familie kan gå masser af gode ture sammen med vores hund Tarzan. En by hvor der stadig er frivillige ildsjæle i idrætsforeningen, som gør det muligt for både børn og voksne i alle aldre at dyrke forskellige former for motion og enten skabe nye relationer og venskaber eller bare vedligeholde dem man har. Jeg er også glad for at jeg selv har kunnet bidrage med at være træner for Oskars fodboldhold i en periode. Sorring er en by med et rigt foreningsliv, en by hvor folk hilser på hinanden og stopper op for en kort snak. En by hvor man holder fast i traditionerne som med fastelavn (ja som barn gik jeg også soldat i byen). En by hvor jeg kan give mine børn mange af de muligheder jeg har haft stor glæde af som barn og ung. En by med en historie som ligger min familie nær,
en by hvor også min nærmeste familie stadig bor. Sorring.

Maria Damgaard Jung Andersen

Mig og Sorring – Morten Dahlberg

Af MORTEN DAHLBERG

Jeg vil starte med at takke Sonja min kære nabo, for at jeg må overtage stafetten fra hende. Jeg mødte hende foran ”Sorring storcenter” som det blev navngivet i mine unge dage, da brødrene Anders og Mikkel Madsen var flaskedrenge i Dagli’ brugsen Sorring.

Jeg husker mit første minde med Sorring, meget klart. Det var i sommeren 1986, 5 år gammel, jeg var med min far på køretur rundt til byggemøder i den gamle Gjern Kommune. Han var på daværende tidspunkt selvstændig Malermester, Malermester Arne Eriksen – Faarvang, som han præsenterede sig når telefonen blev taget. Da vi kom til Sorring skulle vi til byggemøde på Ebbesensvej, hos Poul og Tina Schaltz, der var vel noget malerarbejde der skulle udføres, men det er nu ikke det jeg husker bedst fra mit første møde med Sorring. Det jeg husker var da de voksne sad og fik sig en øl og talte om alt muligt som jeg ikke forstod, der kom en mand iklædt lædervest og cowboybukser ind ad døren og sagde ”jeg kommer da vist lige i rette tid til byggemøde”. Han satte sig på en stol som brasede sammen under ham, han tog derefter stolen og brækkede den helt sammen, åbnede et vindue og smed den ud, derefter tog han sin øl og tog en god tår. Forskrækket kikkede jeg op på min far og spurgte ham hvem manden var. ”Det er skoleinspektøren på Sorring skole, Per Bjørn”, svarede han.

Herefter gik der nogle år inden jeg igen husker noget fra Sorring. I min skoletid var årgangene i den gamle Gjern Kommune samlet af og til, men det var først i 8. klasse, da vi blev samlet på Faarvang skole, at jeg lærte de første fra Sorring at kende og som blev venner for livet. Det var også her jeg blev præsenteret for ungdomsdiskoteket – Sorring festerne. Det var fantastisk, at vi havde et sted at mødes og starte de glade festdage i nogenlunde trygge rammer. Det var også i denne tid at jeg lærte den gode familie på Horskildevej 6 at kende. Et kærligt og rart sted hvor jeg og Rikke, min kære Kone, har tilbragt mange gode timer.

I det herrens år 2000 flytter Rikke og jeg sammen, i en lille taglejlighed i Silkeborg. Jeg var i lære som snedker og Rikke læste på seminariet. Det var dejligt at bo ”Down Town” i Silkeborg, men vi blev hurtigt enige om at byboere blev vi ikke, så vi begyndte at kigge efter noget andet og større at bo i. Efter at have kigget i noget tid på diverse gør det selv tilbud, var det i sommeren 2004, at Anders sagde til os, at vi da kunne købe en byggegrund i Sorring af en lokal bondemand. Der var ingen byggepligt på den og jord kan man jo altid komme af med igen. Som sagt så gjort, i august 2004 købte vi Sanddalen 6 af Øyvind og Pernille.

Der gik et års tid inden at vi flyttede til Sorring, her var en af brugsens lejligheder blevet ledig, efter at vores nuværende naboer flyttede ind i deres nye hus. Vi kunne så overtage Hovedgaden 12C. Vi skulle dog lige godkendes som lejere af brugsens bestyrelse, så vi blev inviteret på kaffe i den gamle kaffestue i brugsen. I lejligheden på Hovedgaden 12C brugte vi den første tid på planlægning af vores byggeprojekt, det kommende bryllup og vores fremtid i Sorring. I 2006 blev vi gift og i 2008 flyttede vi ind på Sanddalen 6 og fik vores datter Stella. Thor er efterfølgende født i 2010 og så fik vi hund i 2016.

Sorring ligger fantastisk godt placeret i det dejlige bakkede landskab. Som to østtyske håndværkere sagde en sommeraften, hvor vi sad på husmuren og fik en øl med dem: ”Dette er det smukkeste landskab, vi har set i Danmark”, og jeg er meget enig. Jeg elsker at tage en tur på min MTB rundt i de omkringliggende skove (når der engang i mellem ikke er jagt i dem), gå en god tur med familien og hunden. For ja, det er et fantastisk sted at bo, og vi kan alle være med til at bibeholde og gøre det til et endnu mere unikt sted at bo, men det kræver at vi alle støtter op om Sorring. Jeg er selv blevet valgt ind i brugsens bestyrelse og jeg er glad for at kunne bidrage med noget frivilligt arbejde til vores lille samfund. Jeg synes også det er hyggeligt, at vi har Miniavisen og det sker da også af og til at jeg hjælper med at omdele den, da vi er frivillige omdelere.

Morten Dahlberg

< Page 2 of 2