Mig og Sorring/Toustrup – Sv. Aage Mikkelsen

AF SV. AAGE MIKKELSEN

I huset der ligger på Johs. Jensens Vej 26 i Toustrup kom jeg til verden den 13. juni 1941. Huset var dengang delt i beboelse og snedkerværksted.
I min barndom var der SNE om vinteren og SOL om sommeren, og computer og tv endnu ikke kommet til Toustrup, hvilket bevirkede at vi børn var overladt til at bruge vores fantasi til selv at opfinde nye lege – vidunderlig barndom.

I 1947 køber forældrene så ejendommen på 4 tdr. beliggende Johs. Jensens Vej 62 og livets alvor begyndte – skolegang! Seks dage i folkeskolen og på syvende¬dagen – søndagsskole i missionshuset (Johs. Jensens Vej 36).
Her kunne vi børn så efter en times indoktrinering glæde os til Kirstine Frederiksens hjemmebagte kringle og saftevand – hvilket hjalp gevaldigt også på den åndelige fordøjelse.


Ringrideroptog

Om vinteren var der i forsamlingshuset atter skolegang, men nu var det danseskole! – Og det var ikke kropsnære danse, som argentinsk tango, vi lærte her. Nej det var rheinlænderpolka m.m. Sportslige aktiviteter blev afviklet i området imellem Johs. Jensens Vej 36 og 42, populært kaldet ”hullet”. Her blev der spillet håndbold. En ting som jeg særligt husker fra barndommen var sommerfesten. Her kunne man bl.a. opleve ringriderturnering. At tænke sig, der var så mange heste på gårdene at man kunne afvikle et temmelig stort ringriderstævne.


Karleholdet 1943

I ungdommens vår er der teltballerne i Sønderskoven. Ingen strøm til belysning, kun petromaxlygternes dæmpede skær, ingen forstærkere til musikken, her kunne de uforfalskede toner fra klaver, violin og tromme forplante sig fra teltet og blande sig med bøgetræernes grønne blade. Ved et skovbal traf jeg i 1958 mit livs lys, min lampes petroleum – INGER, den sødeste, kærligste og milde pige (mildheden har dog igennem de 56 år vi har været gift, haft en svag nedadgående tendens).

Flyttede til Aarhus i 1961, blev gift i 62, blev forældre til Elin i 65 og siden til Lars i 68. Efter 14 år i Aarhus begyndte ønsket om det rolige landliv at trænge sig på, og via min bror, som vidste at Børge Andersen havde et nybygget hus til salg i Sorring, blev det så til at vi blev prioritetsbestyrere af 14ay, Vibevej 9 i 1975.
125 kvm. hus – 1200 kvm. grund, hvor der så siden er kommet 1000 kvm. til.

Udover at passe hus og have blev vi begge en del af foreningslivet i Sorring. Bl.a. blev jeg formand i STIF. Blandt de ting der skete i de år kan nævnes, salget af den gamle bane, som frivillige havde udgravet og planeret i 1942. Banen lå der, hvor hovedparten af bebyggelsen på Høghgårdsvej nu ligger. Kommunen betalte 25.000 kr. for banen, men forpligtede sig også til at etablere den øverste af de to baner på Skolebakken. Det oprindelige klubhus på Skolebakken, bygget i 1974, blev udvidet første gang i 1980 og sidenhen i 82. Byggeriet af det gamle klubhus samt de to tilbygninger blev alt sammen udført af frivillig arbejdskraft!


Udgravning og planering af Banen

”We have a dream” i 1977 om, at der skulle bygges en hal i Sorring, lagde utrolig mange timer i forberedelserne, og fik den erfaring: bland aldrig politik og sund fornuft sammen. Politiske studehandler endte med at – Fårvang og Voel fik hver en hal og – Sorring en gymnastiksal ved skolen. En lokalpolitiker udtrykte det på denne måde: ”Godt nok fik I it en hal, men I fik da en sal huer I ka spel lidt bold”. I dag har Sorring sin hal takket være nye kræfter, blot med en tidsforskydning på 30 år.

Der kunne nævnes endnu mange ting fra de aktive år. Et par ting som blev til traditioner skal dog med. Traditioner skal jo have en begyndelse, og den 12. august 1978 startede der en; Parasoldag (nu torvedag). 32 boder, alle med parasol, smeden med sin transportable esse, Tut og Hartman med lervarer, og flere kunne nævnes.

I 1979 startede en anden tradition; flagalléen gennem byen på konfirmations-dage. Annette og Kaj Jensen skulle have Kent, Inger og jeg, Elin konfirmeret. Kaj og jeg opstillede selv flagstænger og satte flag op. To traditioner blev skabt, lidt stolt af at de lever endnu – ja, måske?

Skønne barndomsår i Toustrup og dejlige aktive og senior-år i Sorring. Men har nu nået en alder hvor jeg mange gange ser på min husketavle og ser på et lille digt af KNUD SØRENSEN:


MEN ENDNU

De ansigter
som omgiver mig
eller som jeg møder
rundt om
og som jeg ved
jeg kender
er begyndt
at tabe deres navne
og nu er jeg et sted
mellem to virkeligheder
en
hvor jeg er omgivet af ansigter
som jeg ved jeg burde kende
og en
hvor navne jeg kender
vandre ansigtsløse rundt

MEN ENDNU
når jeg ser mig i spejlet
kan jeg dog sige:
Ham der
det er jo mig

Mig og Sorring – Sonja Pedersen

Af SONJA PEDERSEN

Jeg betegner mig selv som tilflytter – selvom jeg er født og opvokset, lige præcis på den anden side af Sorring-skellet. Sorring-skellet er hvor Silkeborgvej bliver til Sorringvej, et par kilometer udenfor Sorring, mod Voel. Helt præcist er jeg født på Voel Østermark, pr. Silkeborg. Der var nemlig ikke hverken gadenavn, husnummer eller postnummer. Jeg gik i skole i Voel fra 1.-7. klasse.
Men jeg var mindst lige så tiltrukket af Sorring By, som af Voel By. For når det handlede om fritidsaktiviteter, som jeg kunne lide – så var der i Sorring en danseskole i Forsamlingshuset, hvor jeg var trofast elev gennem 15 dansesæsoner. Jeg startede med at spille håndbold i Voel KFUM, men valgte på et tidspunkt at forsætte min håndboldkarriere i Sorring-Toustrup Idrætsforening. Det betød ikke noget med hensyn til transporten. Afstandsmæssigt var det ligegyldigt, om jeg skulle cykle til Voel eller til Sorring, da jeg jo boede lige midt imellem.
Da jeg blev 15 år kunne jeg endda få lov til at køre på min storebrors Yamaha knallert, det var trods alt lidt nemmere.
Derfor har jeg hele mit liv haft mindst lige så stor tilknytning til Sorring, som til Voel. Med fælles overbygningsskole i Fårvang – så var der venner i alle nabobyer i gamle Gjern Kommune – så fællesskaberne var lige i nærheden.
Da Poul Erik og jeg ville købe hus, kiggede vi godt nok rundt omkring i oplandet, men vi endte i Sorring. Det tror jeg ikke var helt tilfældigt, for udover at det rigtige hus, til den rigtige pris på Drosselvej var til salg, så var der også et vist kendskab til byen, som har så meget at byde på og som tiltalte os. Her ville vi stifte familie.
Vi flyttede sammen til Sorring 1. maj 1983, vi blev gift i 1986 og vi har fået vores 3 børn Mette i 1989, Rikke i 1992 og Kasper i 1996.
Efter at være flyttet til Sorring fortsatte jeg med håndbold – nu på dameholdet – og der gik da heller ikke lang tid, før end både Poul Erik og jeg engagerede os i byens øvrige foreningsliv. Den forening vi har og fortsat nyder godt af, er Pottemageregnens Amatørteaterforening. Det er blevet til rigtig mange fantastiske oplevelser både for os hver især, men også for os alle 5, hvor vi har været involveret i samme forestilling. Ja, flere forestillinger er det faktisk blevet til, hvor vi i samlet flok, er taget til øvning på friluftsscenen ved Sorring Skole. En skøn fællesskabsfølelse både i vores egen lille familie og i byens teaterliv.

Jeg har været medlem af Pottemageregnens Amatørteaterforening siden 1986 og er fortsat aktivt medlem, mest i Cabaret.
Jeg forestiller mig, at jeg måske er det eneste medlem af Pottemageregnens Amatørteaterforening, som har slægtninge, som har været pottemager i Sorring og slægtninge som har spillet dilettant i Sorring.
Jeg er født på slægtsgården på Sorringvej (nr. 80), hvor min storebror i dag er 5. generation.


Maren og Niels Peter Jensen

Min oldefar og oldemor drev slægtsgården frem til 1916. Min oldefar (Niels Peter Jensen) var pottemager og min oldemor (Maren Jensen, 2. generation) var landmand. Min oldemor flyttede efter min oldefars død til Sorring i lejlighed på Hovedgaden (nr. 40) i 1930.

Jeg har også oldeforældre, som var bestyrere på Fattiggården i Dybdalen, og senere byggede hus på Dybdalsvej (nr. 14). Denne oldefar Fragtmand Carl Rasmussen spillede dilettant i Sorring, bl.a. sammen med sin søn Søren Rasmussen (min bedstemors bror). De er sammen med resten af holdet fotograferet i 1926, et foto som har været bragt i Midtjyllands Avis.

Faktisk har jeg Tip-, tip-tip- og i hvert fald tip-tip-tipoldeforældre, der er fødte, døbte og siden døde og begravet i Dallerup sogn, måske endda flere generationer. Stamtræets rødder ligger dybt for mig og Sorring.
I 2004 købte vi en byggegrund, da Sverrigsgården blev udstykket i Sanddalen. Vi fik solgt vores hus på Drosselvej (nr. 7) og i 2005 kunne vi flytte ind i vores nye hus, i Sorring!

Ane Kathrine og Carl Rasmussen Carl Rasmussens hus i Sorring –  Dybdalsvej nr. 14

Jeg er nok det man kalder lokalpatriot. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg ikke kom længere væk hjemmefra. Den yngre generation benytter sig af, at verden er blevet meget mindre. Vores 3 børn har været (og én er i øjeblikket) på længerevarende rejser ude i verden. Det er en fornøjelse, at det er muligt.
De vender glade hjem til Sorring og de skønner på, at der er mange bekendte at hilse på, når de f.eks. er med i Brugsen for at handle ind. “Det er det fede ved at komme hjem” – som de siger. Vores ældste datter har da også valgt at stifte familie her i byen, for hvorfor ikke bo, der hvor man ved, at der er dejligt at være.

Mig og Sorring – Poul Schaltz

Af POUL SCHALTZ

Jeg siger tak til Gert Nielsen fordi han sender stafetten videre til undertegnede. Egentlig bør det ikke være to gamle hoveder der skriver om Sorring “i dag”. Men man må så finde sig i, at der så vil være en del historisk om os og byen.

Det var i det herrens år 1978 at nyt job i Silkeborg førte os, Tina, Poul, Heidi og Pernille, til det midtjyske fra Ålborg. En venlig ejendomsmægler kørte os rundt på egnen, og han ville absolut vise os et nedlagt landbrug i en lille “flække” ved navn Sorring. Navnet lyder lidt sørgmodigt så vi var lidt tvivlende. Men Horskildevej 12 viste sig at være stråtag og bindingsværk, hele 65 kvm. bolig, og der fulgte en hest med i købet. Vi var solgte så vi købte på stedet. Også selv om vi så lidt skævt til det høje tårn på toppen af Terpvej. Så i starten af sommer-ferien sadlede vi vores 2CW og kørte til Sorring til det vi troede kun skulle være få år i byen. Foreløbig er det blevet til 39 år. Og noget af det, der har gjort at det er blevet til 39 år, vil jeg forsøge at beskrive her.

Strisser på havetraktor

I Ålborg arbejdede Tina i en ungdomsinstitution med ret så skrappe unge mennesker. Vi var flyttet ind, men havde ikke fået pakket alle flyttekasserne ud, da ca. 20 af disse unge kom forbi. De var på udflugt og ville besøge os, og selvfølgelig gerne overnatte. Det fik de selvfølgelig lov til, og næste morgen, da de fleste kun lige havde fået søvnen ud af øjnene lød det pludselig – STRISSER —
og fluks gik alle de unge i flyverskjul under borde og senge. Det blev vores første møde med det rige foreningsliv i Sorring. Det var nemlig betjent Erik Henriksen – i civil – men dog i en gammel og aftjent politijakke, der kom futtende på sin havetraktor. Han ville såmænd bare orientere os om borgerforeningen, og ville gerne have os meldt ind i samme. Det gjorde vi, og det blev starten på vores kontakter til de mange foreninger som var, og nogle af dem stadig er, i Sorring, og i Toustrup ikke at forglemme.

Vore to piger skulle begynde i henholdsvis første og tredje klasse på Sorring skole. Dengang en meget lille skole. Og det at have børn i samme skole giver en masse at være fælles om, og du kommer hurtigt til at lære de fleste “jævnaldrende” at kende. Når så børnene vokser op, som de jo heldigvis gør, så mister man let en del af kontaktnettet til de yngre i byen – dem med børn i skolen. Vi har været så heldige, at vores barnebarn har frekventeret byens højtliggende vuggestue og børnehave i 5 år. Og vi har hentet ham så mange gange, at vi stort set kun bliver kaldt mormor og morfar. Og pludselig kender vi igen mange af “de yngre” i Sorring. Og det er jo sjovt.

Præsten på de skrå brædder

I august det år vi flyttede til Horskildevej, var vi med til vores første sommerfest og vores livs første revy i et stort telt på sportspladsen. Stor var vores forbavselse, da der på scenen optrådte en djævel og en engel. Djævlen viste sig at være præsten, Ole Rydal. Det blev starten til vores indtræden i amatørteater-livet med mange års fornøjelser, udfordringer, sene aftensæder for os. Og bekendtskab og venskab med en kreds af ligesindede ildsjæle. Og vi var såmænd med til at starte Pottemageregnens Amatørteaterforening, og hænger stadigvæk ved netop den forening med dens mange aktiviteter. Så hvis man vil lære mange sjove og dejlige mennesker at kende, så kan et medlemskab af PAF anbefales.

Mange frivillige ildsjæle

Det samme gælder idrætsforeningen, hvor frivillige ildsjæle tilbyder en lang række sportsgrene og motionscenter til alle aldre – fra børnehaven til pensionen. Enten som frivillig træner eller blot som deltager får du en masse motion og specielt en masse kontakter og venskaber. Og vel har vi ikke elitehold i Sorring, men vi har en meget stor del af byens sjæle, som jævnligt sveder sammen i en, eller flere af de mange sportsmuligheder. Og det er i grunden ikke så galt.

Et specielt kapitel i Sorring, og også her skal Toustrup med, er forsamlings-husene. Et fænomen som kun kendes herude på landet. Rammer om alt mellem himmel og jord. I guder hvor har vi brugt mange skønne timer i de to lokale forsamlingshuse. Alt kan de rumme. Familiefester, dilettant, cabaret, banko, fællesspisning, generalforsamlinger, grisefester, valgmøder og valgsteder, møder af enhver karakter osv. osv. En mangfoldighed af medleven og fællesskab. Deltagelse og medlemskab bør være et must for alle nytilflyttere og såmænd også for alle os andre. Der vil blive mærkelig tomt hvis der lige pludselig ikke var noget forsamlingshus at samles i.

Karetmagerens hus

I 1989, hvor vores ældste datter var flyttet hjemmefra, og den yngste var på vej til det, besluttede Tina og jeg, at nu var tiden inde til at flytte fra landet ind til den store by. Og den store by blev til centrum – næsten – af Sorring. Nemlig på Ebbesensvej. Der havde Tina tidligere spottet karetmagerens store, hvide hus, og havde besluttet at det skulle være vores. Og det blev det. Meget arbejde er lagt i det, og det har været, og er stadig, et skønt hus at leve i. Og det har vi gjort i 28 skønne år.

Fantastisk foreningsliv

Idrætsforening, Sorrings forsamlingshus, Sorring Bær, Pottemageregnens Amatørteaterforening, Brugsforening, Sorringhus’ Venner, Sorring Mandskor, og sikkert nogle små og større foreninger, som jeg har glemt. Ja, man kunne fristes til at sige, at du kan lave en forening med hvad som helst, og så få nogle sorring-beboere til at synes at det faktisk er en god ide. Og netop dette foreningsliv, sammen med skole og børnegården, som samlingspunkter i en lille by som Sorring, er guld værd. Og man kan håbe, at nytilflyttere får en velkomst (ikke nødvendigvis af en politibetjent i en gammel politijakke), hvor de meget hurtigt møder foreningslivet i byen, og dermed mange af byens gode bedsteborgere.

Venner for livet

For det er sådan, at når man bor i en lille by, så er det trygge og det nære, for både voksne og børn, et væsentligt element i glæden ved at bo netop her. Og deltagelsen i foreninger og lokale arrangementer er netop med til, at her i byen hilser man på hinanden, man snakker sammen i Brugsen, og man får forhåbentlig gode bekendte og venner for livet.

Det gælder også selv om vi snart flytter fra byen. For helt ærligt, så er det i vores alder ikke helt sagen med et stort hus og en stor grund, så nu er planen et generationsbofællesskab med vores datter og barnebarn inde i Silkeborg. Det bliver rigtig spændende og vi glæder os til det. Men vi holder kontakten til Sorring og vores mange gode venner i bl.a. Dunlop, rejseholdet og i cabaret-truppen.

Mig og Sorring – Gert Nielsen

Af GERT NIELSEN

Den ene dag var jeg menig 507372, der stod til hjemsendelse efter 16 måneders soldatertid, og næste morgen var jeg klasselærer i 6. klasse på Sorring skole. Det var 1. november 1964.

Unægtelig noget af et skifte. Men hvilket skifte. At dumpe ned i en fantastisk skønt beliggende landsby med ansigtet vendt mod syd med tre købmands­butikker samt en brugsforening, to pengeinstitutter, to kødudsalg, to meka­nikerværksteder, to tømrerforretninger, et postkontor og apotekerudsalg.
Og så Sorring skole.

Skolen var under førstelærer Werming Pedersens ledelse. Helt sikkert fast og bestemt og det skete, at der faldt et dask over en elev. Det var jo legalt dengang. Jeg husker eleverne som glade for skolen og undervisningen. Alle elever, jeg tror der var 169, var samlet i “den gamle skolebygning”. Der var 6 klasseværelser, formning på loftet og sløjd i kælderen i førstelærerboligen. Bortset fra lidt smugrygning af de store elever på toilettet gik dagene i fred og ro.

Om sommeren skinnede solen hver dag, og om vinteren var der enorme mængder af sne, så alle eleverne tog kælke med og så kælkede vi nede i Dybdal – i skoletiden… Sådan husker jeg dengang!

Efter et fravær på 10 år vendte Alice og jeg tilbage til Sorring. Nu med tre børn og bopæl på Skolebakken.

Et andet Sorring, men stadig med sol om sommeren og sne om vinteren. Færre butikker, postkontoret, apotekerudsalget, kødudsalgene, pengeinstitutterne var forsvundet, eller på vej til det, men vores Brugs lever. Sloganet var dengang: “Tænk globalt – handl lokalt”, det skal sikre, at vi kan bevare vore Brugs. Nu har vi ny skole, nyt Sorringhus og stor flot børne­institution og snart cykelsti til Silkeborg.

Et markant kendetegn for Sorring er sammenhold, aktivitet og engagement. Dette viser sig i de mange bestyrelser og råd byen har. Lokalrådet som samler op på indbyggernes tanker, ønsker og ideer. Idrætsforeningen der tager sig af alles interesser inden for idræt. Brugerrådet på Sorringhus, der sikrer rammer for ældres ønske om aktivitet. Teaterforeningen, der er med til at give os alle gode teateroplevelser og skønne kabaret aftner. Sorring Borger- og Kulturhus, hvor vi kan mødes til fællesspisning, fester og begravelseskaffe, når det er påkrævet.

Alle disse aktiviteter, som udfolder sig i vores by, er kun mulige, hvis vi alle deltager eller slutter op om de mennesker, der påtager sig opgaver af for­skellig art. Vi føler vel alle mere eller mindre, at vi er lidt “udkantsSilkeborg” og det kan vi kun modvirke ved, at vi samler os om det, vi har, og støtter op om alle institu­tioner, butikker, foreninger og bestyrelser. Min opfordring til alle sorringborgere skal være: Tag din nabo, genbo eller tilflytter under armen og inddrag vedkom­mende i byens fantastiske fællesskab. Må Sorring fortsat være et sted med masser af sol om sommeren og høj sne om vinteren.

“Keep Sorring special”

Har lige skrevet ovennævnte indlæg til Miniavisen. Min kære redaktør, Kirsten mener, det handler for meget om Sorring (det troede jeg det skulle) og for lidt om mig, så jeg skriver et nyt:

Jeg så første gang Sorring i august 1964. Jeg søgte stilling ved Sorring Skole. Sammen med Fru Gudrun Bilde kørte vi rundt i hendes sorte Opel Kaptajn og aflagde præsentationsvisit hos samtlige skolekommissionsmedlemmer. Kaffe og småkager og nyfigne spørgsmål alle steder. Man blev målt og vejet, og til alt held fundet værdig til embedet.

Lærerpersonalet på Sorring skole i 1965. Fra venstre ses Yrsa, NN, Sørine, frk. Poulsen, fru Dige, Werming Pedersen, Gert og Lærer Balle.

Det var fantastisk. 24 herlige unger. Jeg skal undlade navnene her, men flere af eleverne fra dengang går stadig rundt i Sorring.
Alle klasser blev undervist i “Den gamle skolebygning”. Der var 7 klasser og 6 lokaler. Meget varieret i størrelse. Et klasseværelse var lærer Diges gamle stue, her gik SkanseBent og LåsbySvendsens knægt, Svend. I Diges sove­værelse gik Ole Loft og Hanne Refsgård. På loftet var der specialundervisning og formning. Yrsa, meget smuk lærerinde, brugte meget limfarve og om vinteren frøs alt på det uopvarmede loft.

I den østre ende af loftet boede Frk. Poulsen, og som ung lærer blev man inviteret op efter skoletid til et glas Dubonnet!! I Werming Pedersens kælder blev drengene undervist i sløjd, mens gymnastikken foregik i forsamlings­huset. Ved indgangsdøren stod en megastor kakkelovn, men uanset vejret tror jeg aldrig, der har været tændt op til en gymnastiktime.

Det var herlige unger, der gik på skolen. Stadig børn præget af en “gammeldags” patriarkalsk opdragelse. Man gjorde, hvad de voksne sagde… sådan da.

Der var nogle af de store drenge i 6.-7. klasse som i frikvarteret fik sig en cigaret i smug i skolens udvendige toiletbygning. Det ville jeg gerne til livs. Jeg røg dengang pibe, det skulle en mandlig lærer gøre, og vi lavede den aftale, ungerne og jeg: At jeg ikke måtte ryge på skolen i en måned, mens ungerne slet ikke måtte ryge i samme periode. Efter en måned skulle der så gøres status. Det viste sig at alle ungerne havde fortsat deres rygning, mens jeg havde vandret rundt på skolen uden en eneste pibe tobak. Det grinte vi meget af.

Noget helt fantastisk ved Sorring skole var sommerudflugterne. I dag Lejrskole. Rohde havde en bus og hans søn Heine kørte for os. Werming Pedersens kone, Anne pakkede en stor hvidmalet dragkiste, som blev bundet bag på bussen. I kisten var der rugbrød, leverpostej, spegepølse og en Eva hånddrevet brødmaskine. Så lavede Werming en tur ud i Danmark. Vi stoppede, hvor der var noget vi ville se, eller hvor Werming tilfældigvis vågnede fra sin laaaange middagslur. Vi så slotte, kirker, Dannevirke, Gudenåens udspring og badede, når det kunne lade sig gøre. Jeg er uddannet svømmelærer, så det var mit job at gå ud i vandet og bestemme, hvor ungerne måtte komme til.

Nede ved Assens var vi i vandet. Der var godt nok mange hvepse, de svirrede omkring ørerne på mig, da jeg skulle ud og markere, hvor man måtte gå til. Jeg kunne nu ikke se alle disse irriterende insekter, men i stedet kom en lille mand farende med et stort rødt flag, mens han råbte og skreg. Væk, Væk. I er på et militært skydeterræn. Der skete dog intet.

Alt godt har en ende. Alice og jeg der jo boede i Hanna og Poul Stephensens hus, dengang kun etplans, havde fået vores første barn. En stor oplevelse. Jeg havde taget en stor øvelsesgranat med hjem fra forsvaret. Og da jeg fik en søn, skulle granaten selvfølgelig bruges. Kors hvor en eksplosion. Bordet granaten lå på blev sprængt i stumper og stykker. Alle ruder i byen klirrede og byens folk løb rundt og kiggede efter jetjagere, punkterede bildæk, ja sågar mente nogen, at benzintanken foran Børge Nielsens købmandsbutik var eksploderet.

Jorde­moderen kom farende og gav mig det største møgfald, jeg nogensinde har fået.

Så var det på tide at komme videre… Grønland.

Gert

Mig og Sorring/Toustrup – Mogens Rafael Jensen

AF MOGENS RAFAEL JENSEN, Toustrup

”Og hvis hus bor du så i? ”, vil nogen måske spørge. Jeg bor i Trine Bildes hus, hvor jeg har boet siden sommeren 1980. Vi blev gift i februar 1982 i Dallerup kirke, senere dukkede der et par døtre op. Marie i 1981 (Ja, vi nåede ikke at blive gift, inden hun kom) og Sofie i 1985. De bor og arbejder i hhv. København og Aarhus, og de har leveret tre skønne børnebørn til os. Elisa, Anton og Kirsten.

Oprindeligt stammer jeg fra en landsby, der hedder Barrit, som ligger på nordsiden af Vejle fjord tæt ved Juelsminde. På dette dejlige sted tilbragte jeg de første 22 år af mit liv, og troede aldrig jeg skulle derfra. Her havde min far dyrlægepraksis og min mor var sygeplejerske (hun er for resten født og opvokset på Toustrup Overgård). – Og hvordan er jeg så havnet i Toustrup? I august 1979 var vi til familiefest i Toustrup Forsamlingshus, hvor jeg mødte Trine (hun hedder faktisk Anne Katrine) og vi dansede en del den aften, og det endte med, jeg tog med hjem til hendes hus og overnattede – i stedet for med mine forældre hjem.

Da jeg kom til Toustrup i 1980, havde jeg lige afsluttet min læreruddannelse fra Jelling Seminarium. Samme sommer var jeg så heldig at få arbejde ved Sorring skole. På Sorring skole var der en god fast stab af kolleger, som havde den indstilling, at skolen skulle være en aktiv del i lokalsamfundet og stille lokaler og faciliteter til rådighed for de fritidsaktiviteter, der var i Sorring/Toustrup- området. – At bo tæt ved skolen, hvor jeg arbejdede og var en del af lokalsamfundet, passede mig fint. Det var meget lig, det jeg var vant til fra min barndomsegn. – Den tanke og indstilling til nærområdet jeg blev ”opflasket” med på skolen, har haft stor indflydelse på min og min families hverdag. Gennem årene efter min ankomst til Sorring/Toustrup har jeg været med i mange foreningsbestyrelser. Det er bl.a. Pottemageregnens Teaterforening, Dagli’ Brugsen Sorring, Toustrup Bys Vandværk og sidst men ikke mindst Toustrup Forsamlingshus, som jeg har et blødt punkt for. Herudover har jeg været kirkeværge (udenfor menighedsrådet) ved Dallerup kirke i 22 år; men er efterfølgende nu blevet gyldigt medlem af menighedsrådet. Arbejdet i menighedsrådet har i den nuværende periode været koncentreret om to store emner: Færdiggørelse af sognelokaler på Sorringhus og ansættelse af ny sognepræst. To meget spændende og ikke uvæsentlige punkter for mange mennesker i sognet. – Derfor en anbefaling og opfordring til alle om at engagere sig, så får du en fornemmelse af, hvad der rører sig i lokalsamfundet, og du lærer en masse dejlige personer at kende. Det er en kæmpe sidegevinst. Det er godt at kende sin nabo!

En stor del af min fritid har jeg tilbragt i Pottemageregnens Teaterforening. Siden teaterforeningens start har jeg været med i mange skuespil opført i Toustrup Forsamlingshus, Sorring forsamlingshus og på den flotte udendørs scene ved Sorring skole. Oplevelserne i teaterforeningen har ofte været engagementer, hvor hele familien kunne deltage. Trine har tit siddet i sufflørkassen og vores piger deltog også tidligere i flere forestillinger. – Interessen for at spille teater ligger måske i generne. Min oldefar Niels Jensen-Toustrup dannede omkring 1865 (20 år gammel!) ”De Toustrup Dilettanter”, hvor de spillede dilettantstykker i laden på Toustrup Overgård. Han fik endda lavet en aftale med Aarhus Teater i 1867 om at komme til Aarhus og spille en forestilling. Tre aftener i påsken dette år spillede De Toustrup Dilettanter ”Gøngehøvdingen” for fulde huse. –

D. 7. juli i år er det præcis 100 år siden, at mindestenen med min oldefar blev afsløret vest for Toustrup. Silkeborg Avis skrev, at der denne dag kom mellem 1000 og 1200 mennesker til afsløringen. Imponerende!

Efter min tid som degn ved Sorring skole har jeg fået et andet degnejob, nemlig kordegn ved Hammel, Voldby og Lading kirker og har kontor i det gamle Tinghus ved siden af Hammel kirke. Det er et rent administrativt arbejde, hvor jeg fører alt med tilknytning til kirkelige handlinger ind i den elektroniske kirkebog. Det er alt fra fødsel til død, så jeg møder både glade og sørgende mennesker. Et spændende job hvor man ikke ved, hvad dagen byder.


I rollen som kong Svend i “Svend, Knud og Valdemar” 2010

”Når jeg bli’r gammel” synger Gnags ”så vil jeg sidde på en bænk”. Det vil jeg/vi også gøre enten i Toustrup eller Sorring, hvor der i de senere år er blevet bygget attraktive lejemål for den ældre generation, så vi kan blive bosiddende i vores lokalsamfund, sammen med dem vi kender. Det er ikke så ring’. – Og vi kan mødes hos hinanden på terrassen og snakke om de gode gamle dage og stille hinanden spørgsmålet: ”Kan du huske…..?”. Selvfølgelig kan vi huske. Forhåbentligt. Vi frygter ikke at blive gamle i vores sogn, for der er så mange gode mennesker, vi kender.

Mogens Rafael Jensen

Mig og Sorring – Stine Mønsted Røhling

Af STINE MØNSTED RØHLING

Jeg har fået stafetten af Finn. Det krævede lidt overtalelse fra Finns side, før jeg tog imod. Men Finn havde argumenterne i orden. Jeg citerer: Det er jo ikke kun ”spidserne” i Sorring som skal skrive.

Der er en sang der hedder ”Barn af natten”, skrevet af Panama. Jeg tænker på mig selv som barn af Sorring. Sorring er en dejlig by, og jeg burde vide det, jeg har næsten boet her hele mit liv!

Jeg flyttede til Sorring første gang, da jeg var 2 år gammel, med mine forældre som begge er her fra byen. De havde dog valgt at prøve at bo i Silkeborg, og derefter bygge hus i Them, hvor min tvillingesøster Louise og jeg er født. Men så skete underet. Frands Jessens gamle ejendom på Hovedgaden 43 i Sorring blev sat til salg, netop det sted min far havde ønsket at bo, siden han var dreng. Der var min families fremtid, og sådan blev jeg fjerde generation af en gammel bager-familie der kom til Sorring første gang i januar 1909. Min mors side af familien kom til Sorring i 1966, så man kan vel sige mine rødder i Sorring er i orden.

Her voksede jeg op, gik i legestue, derefter i børnehave i Gjern, der var ingen børnehave i byen dengang. Jeg tilbragte hele 8 år på Sorring Skole fra børne-haveklassen til og med 7. klasse. Jeg har blandt andet været med til at plante træer i Sorring Skoles naturpark, den ligger hvor det ældste rensnings¬anlæg lå, på vej mod Dallerup kirke. Som barn var jeg godt tilfreds med at bo i Sorring. Da jeg blev teenager, mente jeg dog at her skete for lidt. Bussen kørte, hvis man var heldig, 4 gange på en lørdag. Jeg lovede mig selv at jeg aldrig ville blive boende i Sorring når jeg var voksen. (Men jeg skulle blive klogere).


Jeg har undersøgt, hvordan det er at bo andre steder, har boet i Stavtrup og i Ikast, endte med at bo 7 måneder på Færøerne. Da vi (min kæreste Henrik og jeg) kom hjem til Danmark, efter vores ophold på de fantastiske øer i Atlanterhavet, skulle vi finde et sted at bo. I første omgang flyttede vi begge ind hos mine forældre på Hovedgaden, her var jo plads til mange.

Nu gik jagten ind på det perfekte sted at bo. Men hvor var det henne? Der var flere overvejelser, Viborg, Hammel, vi nærmede os mere og mere Sorring, kunne godt se fordelene ved at bo i samme by som sine forældre og bedsteforældre. Jeg har selv nydt godt af at have mine egne bedsteforældre tæt på.

Nu blev der udstykket dejlige grunde på den mark, hvor Sorring Bær siden sidst i 80’erne havde haft deres solbærbuske. Dejlige sydvendte grunde med udsigt til Himmelbjerget, og tæt til alle byens faciliteter. Altså byens bedste beliggenhed! Ringen er næsten sluttet nu, vi har bygget vores dejlige hus på Solbærmarken, stedet hvor jeg på knæ mellem ørentviste og andre insekter tjente mine første lommepenge, ved at plukke solbær for Sorring Bær.


Her på Solbærmarken starter næste del af mit/vores liv. Fra at være barn af Sorring er jeg nu voksen i Sorring. Selvom jeg lovede mig selv at jeg aldrig skulle blive i Sorring, så er vi nu 4 medlemmer af familien på Solbærmarken.

Sorring er det perfekte sted for vores børn at vokse op, her er pasning til vores børn, en dejlig skole, som vi heldigvis fik lov at beholde. Her er Brugsen, hvor man faktisk kan få næsten alting, ellers spørger man bare Finn, så sørger han for man kan.

Her er vi tæt på naturen. Sorring er jo ikke så frygtelig stor, man er hurtigt ude af byen og ude i naturen, en tur rundt om Dallerup eller om Syvhøje er jo altid dejligt.

Jeg er glad for at bo i en by, hvor vi hilser på hinanden på gaden, at folk jeg møder på min vej ikke er fremmede mennesker, og jeg har tit tænkt over hvorfor folk i Sorring altid er så meget venligere end de er andre steder? Går jeg ned i Brugsen møder jeg da også altid nogen jeg kender, og man kan få en sludder. Det er hyggeligt, det giver tryghed. Tryghed så man kan lade sine børn færdes frit, uden at være nervøs, at de selv kan gå i skole og komme glade hjem fra en dejlig dag.

I Sorring bliver der gjort meget for at styrke sammenholdet for byens borgere. Jeg synes det er skønt, at der bliver holdt fast i traditionerne. Traditioner som fastelavnsfest, juletræsfest og torvedag er arrangementer der gør, at jeg som voksen kan tage mine piger med til de arrangementer, som jeg som barn satte stor pris på.

Jeg glæder mig over, at vi har valgt at slå os ned her i Danmarks højest beliggende landsby.

Mig og Sorring – Uffe Christensen

Af UFFE CHRISTENSEN

 

Ja, hvad er der med mig og Sorring?
Vores forhold er stadig ret nyt, men jeg erkender blankt, at det var kærlighed ved første blik – og jeg tror, at det ender med ægteskab…
I sommeren 2016 ledte jeg målrettet efter et nyt sted at bo. Min arbejdsplads ligger i Viby ved Aarhus. Der har jeg haft mit virke i næsten 30 år, men har i de senere år løst de fleste opgaver med base og udgangspunkt i mit hjemmekontor.

Jeg har aldrig haft det fjerneste imod at bo i nogen afstand fra byen. Tværtimod.
Så en varm augustdag sidste år passerede jeg for allerførste gang nu hedengange Sorring Hus, som – læste jeg på banneret på gavlen –  borgerne kæmpede for at bevare, og trillede ind over det første vejbump i Sorring.
Fik øje på LokalBrugsen og minsandten: Boligen jeg skulle kigge nærmere på, den lå lige omkring hjørnet – blot 2 minutters gang fra byens dagligevareforretning og tankstation.
Endnu inden, at jeg havde besigtiget huset på Ebbesensvej, fik jeg en klar oplevelse af, at der var noget helt specielt over landsbyen, der på toppen af bakken. Den smilede til mig…
Jeg kendte ikke Sorring i forvejen, men forbandt den alligevel med et eller andet, som jeg den fredag formiddag for et halvt års tid siden, ikke lige kunne komme i tanker om.
Da jeg havde besigtiget boligen, var jeg ikke et sekund i tvivl:
Relativt få dage efter vendte jeg tilbage til Sorring – og denne gang i slipstrømmen på en stor flyttebil proppet med alt mit habengut og mine positive forventninger.

Januar 2017

(Klik på billederne og se dem i stort format med billedtekst. Brug piltasterne for at bladre.)

Fotograf: Uffe Christensen, Sorring

Allerede på vej hjem den dag i august sidste år, dukkede navnet Asger Jorn pludselig op i mit hoved, og i løbet af de næste dage fandt jeg ud af, hvad der var med blandt mange andre Jorn og Sorring:
Lervarefabrikken og pottemagerne.
Så var det på plads.
Fascineret som jeg er af historie satte jeg mig de følgende dage godt og grundigt ind i byens historie, som jo rummer så mange interessante elementer – holder f.eks. også meget af at gå rundt nede omkring Dallerup Kirke og lade bygningen og kirkegården fortælle historier.
Jeg var – og er – i den grad klar til byen og hvad den må give.
Men også ud fra tesen, der blev lanceret af John F. Kennedy i dennes indsættelsestale den 20. januar 1961:
”Spørg ikke hvad Sorring kan gøre for dig. Spørg hvad du kan gøre for Sorring.”

Jeg havde ikke boet her ret længe, inden folk begyndte at hilse på gaden – flere standsede mig faktisk og spurgte, om jeg ikke var ny i byen – jeg følte mig meget velkommen. Hygger mig altid, når jeg lige køber ind hos Finn i Brugsen og der ofte får et godt grin sammen med de prægtige unge mennesker ved kassen.

I skrivende stund har januartågen lagt sig over byen – det er koldt og gråt.
Jeg glæder mig voldsomt til foråret, så jeg efter generalprøven i sensommeren, kan opleve, hvordan byen folder sig ud.

Endnu har jeg ikke været specielt aktiv i byens mange fællesskaber og foreninger, men alene det faktum, at fællesskabet og foreningerne faktisk er her – lige uden for min dør – gør Sorring til et dejligt sted at bo.
Og hvor er det i grunden livsbekræftende at gå rundt ude i haven og høre et kor af glade børnestemmer, når der oppe på skolen holdes frikvarter.

Så til Sorring skal der fra en nytilkommen lyde et hjertelig tak for en god modtagelse.
Siden jeg nu nævnte John F. Kennedy, så håber jeg, at jeg en dag kommer dertil, hvor jeg med et tilfreds smil på læben og fra hjertet kan konstatere:
”Ich bin ein Sorringer…”

Så sådan forholder det sig altså med mig og Sorring – tak for en god modtagelse af en tilflytter til byen på toppen.

Fotograf: Uffe Christensen, Sorring

Mig og Sorring – Finn Lorenzen

Af FINN LORENZEN

Ja, så blev det min tur til at skrive lidt. Og tak til Uffe Christensen for de rosende ord i dit indlæg i forrige udgave af Mig og Sorring.
Mig og Sorring… hmmm… Ja, det lå ikke rigtigt i kortene, at Sten Madsens efterfølger skulle være mig. Men mere om det senere…

Oprindeligt kommer jeg fra Vestjylland, og min hustru fra Nordjylland. Og hvordan fandt vi hinanden? Selvfølgelig i Brugsen!
Karina var i lære, jeg var førstemand, og det der ikke måtte ske, skete naturligvis. Vi forelskede os. Og så gik det ellers slag i slag!
Efter et ophold i Sønderjylland blev jeg uddeler i Tvingstrup ved Horsens. Her kom også 2 dejlige døtre til familien. Dernæst gik turen til Stjær, men efter nogen tid talte vi om at finde det sted, vi skulle blive.

2 børn og et 3. på vej gjorde, at familien og ikke mindst jeg selv længtes efter dét sted, vi skulle slå os ned. Vi havde igennem længere tid kigget efter lige netop det rigtige sted. Vi ville gerne tæt på enten Nordjylland eller Vestjylland pga. vores forældre m.fl. Lige netop derfor var Sorring Brugs ikke lige noget for mig, da stillingen blev slået op, og Stens afløser skulle findes.

Alligevel sagde jeg en sen søndag eftermiddag lidt henkastet til Karina, at Sorring søgte uddeler og der kunne jo ikke ske noget ved at køre et lille smut til Sorring Brugs. Som sagt, så gjort! Og efter et besøg i Sorring Brugs tog jeg hjem til Karina og sagde, at det var vist ikke lige mig!
Efter 3-4 dage fik Karina endnu en gang beskeden, at jeg kørte en tur til Sorring Brugs. Beskeden, hun fik, da jeg kom hjem denne gang, var dog anderledes end efter første besøg! Jeg sagde til hende:
”Der står s’gu ’Finns Brugs’ på facaden”.

Herefter var sagen klar. Jeg søgte stillingen, var til samtale, og blev utrolig glad og stolt, da Bodil Osterland, den daværende formand, ringede nogen timer senere og sagde: ”Ja, vi blev jo godt nok enige om, at det skulle være dig, for nogen tid siden, men vi skulle altså have noget at spise, inden jeg kunne ringe og fortælle dig det!”
En dybfølt tak til Bodil og den øvrige bestyrelse for at vise mig den tillid. Det har betydet utrolig meget for mig, min hustru og vore børn.

Nå. Så købte vi hus, flyttede og jeg startede i Brugsen.
Første arbejdsdag…
På varetur med Erling Madsen, vareturs-chauffør.
Man kan sige meget om vores tur rundt til de gamle i byen, men man bliver i alt fald ikke stresset sammen med Erling! Spøg til side… Allerede her fik jeg et glimt af den specielle Sorring-ånd. Vi fik en snak med kunderne, og jeg blev budt velkommen. Tak for det!

Hernæst havde jeg 3 dage sammen med Sten Madsen. Her blev alarm, rutiner, køleanlæg og meget mere vendt og drejet, for at overdrage Brugsen så godt som muligt til mig. En stor tak til dig, Sten, for at bruge tiden på at hjælpe mig i gang. Det sætter jeg stor pris på. Jeg glæder mig også over, at vi stadig kan vende løst og fast, både om Brugsen og andet. Og selvom jeg gør hvad jeg kan for at forny og forbedre, gør jeg også hvad jeg kan for at fortsætte i Stens ånd… Vi er nemlig begge to klar over, at Sorring er et ganske særligt sted!

Sorring er nemlig helt speciel! På flere måder… I Sorring er der f.eks. ikke nogen, der bor i sit eget hus… Vi købte vores hus af Jens Laursen, men selvom Jens har fået penge som aftalt, spørger alle os, om ikke vi bor i Jens Laursens hus? Og vi svarer selvfølgelig: ”Jo, det gør vi”!

Jeg er utrolig glad og stolt over at bo i Sorring, selvom jeg er tilflytter… og jo vil være tilflytter i de næste mange år… Her er højt til himlen, selvom vi bor højt i De Jyske Alper. Det er heller ingen hemmelighed, at min hustru og jeg længtes efter at finde et godt sted at slå os ned.
Et godt sted for børn…
Et godt sted for vores børns forældre…
Et trygt sted at være…

De sidste par år inden vi kom hertil blev længslen større og større. Hvor skulle vi hen? I Stjær kan man sagtens se Sorring-tårnet i det fjerne! Vi har tit kigget på hinanden og sagt: ”Hvor er det morsomt, at det vi gik og længtes imod, kunne skimtes i horisonten.”

At komme til Sorring har på mange måder været som at komme hjem. Hvorfor? Det kan da kun være på grund af de, som bor her…
Det tror jeg i hvert fald på.

Finn Lorenzen og familie

Mig og Sorring – Maria Damgaard Jung Andersen

Af MARIA DAMGAARD JUNG ANDERSEN

Tak til min gode ven Morten Dahlberg for at give stafetten videre til mig. Nu håber jeg at kunne løfte opgaven ligeså godt som de foregående. Jeg er nok den yngste der i skrivende stund skal skrive om mig og Sorring. Men jeg burde om nogen vide noget om Sorring, jeg er født og opvokset her og min families rødder går langt tilbage.

Jeg er opvokset sammen med min søster Kira og mine forældre Pia og Jørgen Andersen på en lille nedlagt landejendom, nemlig Møllebakken 35.  Det er her jeg voksede op, gik i dagpleje, derefter børnehave i Voel indtil børnehaven åbnede i Sorring  –  jeg var et af de første børn der startede i børnehaven. Herefter tilbragte jeg 8 år på Sorring Skole fra børnehaveklassen til 7. klasse. Min familie har altid gået meget op i sport og jeg har tit siddet på sidelinjen når min far spillede fodbold. Men det var kun til at jeg selv begyndte på sport og andre aktiviteter.  Jeg tror snart ikke der er noget jeg ikke har gået til i Sorring. Fodbold, badminton med mine forældre som holdledere og dans i forsamlings-huset har jeg også gået til i mange år – for ikke at nævne spring, håndbold, børnekabaret, et par forestillinger i teaterforeningen – ja og meget andet. Ja Sorring har altid haft et godt forenings- og idrætsliv som jeg har nydt meget af.

Da jeg blev ældre, begyndte jeg at arbejde i Sorring Dagli Brugs. Jeg arbejdede i Brugsen i 6-7 år, først som ”kassepige” og senere som ungarbejder over 18 år. Et arbejde jeg var rigtig glad for og stolt over at kunne tilføje på CV’et. Et skønt lokalt sted at arbejde med godt sammenhold for både ungarbejderne og de faste. I et par sommerperioder kunne jeg lige i de tidlige morgentimer plukke jordbær for Sorring Bær, der hvor børnehaven ligger i dag, inden turen som regel gik videre til Brugsen.

Det var dengang, hvor sommerfesten lå i starten af august måned, med både modeshows, rundbold-turnering, kagebagning, bilorienteringsløb og meget andet. Der var altid stor opbakning til arrangementerne og det var noget vi som børn glædede os til.

Det var også til sommerfesten i Sorring, jeg første gang mødte min mand Jens Bjørn Hansen i en sen aftentime, hvor festen var fortsat. Der gik dog 1/2 år, før vi begyndte at komme sammen – til gengæld har vi været sammen lige siden – 16 år nu. Men som mange unge, havde jeg brug for at komme væk, starte på noget nyt, bo en i anden by. Jeg var derfor i et par år væk fra byen, først bosiddende i Silkeborg og siden i Resenbro indtil vi fandt det i vores øjne helt perfekte sted, stedet hvor vi kunne se os selv, stedet hvor vi kunne se vores familie vokse, stedet vi vil kalde hjem – nemlig i Sorring – Høngevej 1. I dag er vi gift og har 3 børn, Oskar på snart 10 år, Josephine på 8 år og Isabella på 3 år.

For mig er Sorring indbegrebet af hjem. Det er her jeg føler mig godt tilpas – det er her jeg føler mig hjemme. Måske det ligger i generne at jeg har denne følelse. For når jeg kigger tilbage på min mors slægt går den langt tilbage, tilbage forbi pottemageren (det vi i dag kender som Sorring lervarefabrik) ja helt tilbage til 1849 hvis jeg kigger i slægtsbogen.

Jeg har hørt mange historier om Sorring fra min morfar John Stephensen som i mine øjne åndede og levede for Sorring og i den grad var med til at forme Sorring til det den er i dag. Både som formand og medlem af forskellige foreninger – idrætsforeningen, vandværket, miniavisen, menighedsrådet mv. Han nød også at fortælle historier om sin barndom i Sorring og om sin bedstefar Laurs Jensen, pottemager, som han brugte meget tid hos som dreng, historier han var stolt af og stolt af at være familie af. Historier som mine ældste børn også fik fortalt og kan huske den dag i dag. De synes det er rigtig sjovt og spændende og kunne sige, at deres tip tip oldefar var pottemager i Sorring.

 

På den anden side af familien er min farfar Svend Juul Andersen. Jeg er sikker på, at den lidt ældre generation husker ham eller i hvert fald husker købmanden i Toustrup. En lille købmandsbutik i hjertet af Toustrup, hvor man kunne få det man lige stod og manglede.
Min farfar havde butikken fra han overtog den i 1965 til han lukkede den i 1991 og selv gik på pension.

Jeg er glad for at bo i en by som Sorring. En by som er omringet af fantastisk natur, hvor jeg og min familie kan gå masser af gode ture sammen med vores hund Tarzan. En by hvor der stadig er frivillige ildsjæle i idrætsforeningen, som gør det muligt for både børn og voksne i alle aldre at dyrke forskellige former for motion og enten skabe nye relationer og venskaber eller bare vedligeholde dem man har. Jeg er også glad for at jeg selv har kunnet bidrage med at være træner for Oskars fodboldhold i en periode. Sorring er en by med et rigt foreningsliv, en by hvor folk hilser på hinanden og stopper op for en kort snak. En by hvor man holder fast i traditionerne som med fastelavn (ja som barn gik jeg også soldat i byen). En by hvor jeg kan give mine børn mange af de muligheder jeg har haft stor glæde af som barn og ung. En by med en historie som ligger min familie nær,
en by hvor også min nærmeste familie stadig bor. Sorring.

Maria Damgaard Jung Andersen

Mig og Sorring – Morten Dahlberg

Af MORTEN DAHLBERG

Jeg vil starte med at takke Sonja min kære nabo, for at jeg må overtage stafetten fra hende. Jeg mødte hende foran ”Sorring storcenter” som det blev navngivet i mine unge dage, da brødrene Anders og Mikkel Madsen var flaskedrenge i Dagli’ brugsen Sorring.

Jeg husker mit første minde med Sorring, meget klart. Det var i sommeren 1986, 5 år gammel, jeg var med min far på køretur rundt til byggemøder i den gamle Gjern Kommune. Han var på daværende tidspunkt selvstændig Malermester, Malermester Arne Eriksen – Faarvang, som han præsenterede sig når telefonen blev taget. Da vi kom til Sorring skulle vi til byggemøde på Ebbesensvej, hos Poul og Tina Schaltz, der var vel noget malerarbejde der skulle udføres, men det er nu ikke det jeg husker bedst fra mit første møde med Sorring. Det jeg husker var da de voksne sad og fik sig en øl og talte om alt muligt som jeg ikke forstod, der kom en mand iklædt lædervest og cowboybukser ind ad døren og sagde ”jeg kommer da vist lige i rette tid til byggemøde”. Han satte sig på en stol som brasede sammen under ham, han tog derefter stolen og brækkede den helt sammen, åbnede et vindue og smed den ud, derefter tog han sin øl og tog en god tår. Forskrækket kikkede jeg op på min far og spurgte ham hvem manden var. ”Det er skoleinspektøren på Sorring skole, Per Bjørn”, svarede han.

Herefter gik der nogle år inden jeg igen husker noget fra Sorring. I min skoletid var årgangene i den gamle Gjern Kommune samlet af og til, men det var først i 8. klasse, da vi blev samlet på Faarvang skole, at jeg lærte de første fra Sorring at kende og som blev venner for livet. Det var også her jeg blev præsenteret for ungdomsdiskoteket – Sorring festerne. Det var fantastisk, at vi havde et sted at mødes og starte de glade festdage i nogenlunde trygge rammer. Det var også i denne tid at jeg lærte den gode familie på Horskildevej 6 at kende. Et kærligt og rart sted hvor jeg og Rikke, min kære Kone, har tilbragt mange gode timer.

I det herrens år 2000 flytter Rikke og jeg sammen, i en lille taglejlighed i Silkeborg. Jeg var i lære som snedker og Rikke læste på seminariet. Det var dejligt at bo ”Down Town” i Silkeborg, men vi blev hurtigt enige om at byboere blev vi ikke, så vi begyndte at kigge efter noget andet og større at bo i. Efter at have kigget i noget tid på diverse gør det selv tilbud, var det i sommeren 2004, at Anders sagde til os, at vi da kunne købe en byggegrund i Sorring af en lokal bondemand. Der var ingen byggepligt på den og jord kan man jo altid komme af med igen. Som sagt så gjort, i august 2004 købte vi Sanddalen 6 af Øyvind og Pernille.

Der gik et års tid inden at vi flyttede til Sorring, her var en af brugsens lejligheder blevet ledig, efter at vores nuværende naboer flyttede ind i deres nye hus. Vi kunne så overtage Hovedgaden 12C. Vi skulle dog lige godkendes som lejere af brugsens bestyrelse, så vi blev inviteret på kaffe i den gamle kaffestue i brugsen. I lejligheden på Hovedgaden 12C brugte vi den første tid på planlægning af vores byggeprojekt, det kommende bryllup og vores fremtid i Sorring. I 2006 blev vi gift og i 2008 flyttede vi ind på Sanddalen 6 og fik vores datter Stella. Thor er efterfølgende født i 2010 og så fik vi hund i 2016.

Sorring ligger fantastisk godt placeret i det dejlige bakkede landskab. Som to østtyske håndværkere sagde en sommeraften, hvor vi sad på husmuren og fik en øl med dem: ”Dette er det smukkeste landskab, vi har set i Danmark”, og jeg er meget enig. Jeg elsker at tage en tur på min MTB rundt i de omkringliggende skove (når der engang i mellem ikke er jagt i dem), gå en god tur med familien og hunden. For ja, det er et fantastisk sted at bo, og vi kan alle være med til at bibeholde og gøre det til et endnu mere unikt sted at bo, men det kræver at vi alle støtter op om Sorring. Jeg er selv blevet valgt ind i brugsens bestyrelse og jeg er glad for at kunne bidrage med noget frivilligt arbejde til vores lille samfund. Jeg synes også det er hyggeligt, at vi har Miniavisen og det sker da også af og til at jeg hjælper med at omdele den, da vi er frivillige omdelere.

Morten Dahlberg