Mig og Sorring/Toustrup AF Martin Skipper

Tak til Inger for at videregive stafetten til mig. Jeg føler mig stadig som en af de nye i byen, selvom det er 10 år siden, jeg og min familie flyttede til Sorring. Vi kendte ikke noget til byen, før vi flyttede til Silkeborgvej 42, men vi faldt for det hyggelige hus i udkanten af byen. Min kone, Eva, har altid boet i byer, og jeg er opvokset på en lille gård i Lund ved Herning. Så dette hus – på grænsen mellem land og by – passede perfekt til os.

Jeg undersøgte selvfølgelig alt det, der var på nettet om Sorring, før vi købte huset. Og www.sorring.dk blev også gransket grundigt. Det gjorde indtryk, at landsbyen havde en hjemmeside, hvor det var tydeligt, at der var liv i byen. Hjemmesiden var opdateret og gjorde et godt indtryk på mig.

Senere har jeg selv fået lov at få indflydelse på Sorring.dk først i form af en opdatering af systemet bag og et nyt logo og layout på siden. Nu sidder jeg i bestyrelsen for Internetgruppen Sorring, som bl.a. er ansvarlig for denne hjemmeside. Det er godt og hyggeligt at være med i dette lille arbejdsfællesskab.

Jeg har arbejdet med udvikling af hjemmesider siden 1999, og de seneste 12 år har jeg haft eget firma: Kreativweb.dk, hvor jeg udvikler, designer og opdaterer hjemmesider. Jeg er uddannet socialpædagog og senere webudvikler. Min interesse for IT og kommunikation har optaget det meste af mit arbejdsliv bl.a. som underviser på Webintegrator-uddannelsen i Aarhus og som kommunika­tionsmedarbejder i Silkeborg. Lige nu er jeg ved at omstille mit arbejdsliv, så jeg får mere tid til mit eget firma, hvor jeg har succes med et intranetsystem, som jeg har udviklet til kirker.

Da Eva og jeg flyttede til Sorring, havde vi kun Benjamin på 1 år. Siden da er Jonathan, Elisa og Kristian kommet til. Så vores hus er fuld af liv. Vi har ikke været så flittige brugere af Sorrings institutioner. Det er kun Benjamin og Jonathan, der har gået i Sorring Børnehus. For 5 år siden blev Eva hjemme­gående, og det har været godt for vores familie. Vores tre ældste børn går på den kristne friskole Klippen i Voel, og det er de rigtig glade for.

I Sorring er der et rigt foreningsliv i STIF, og det har vores børn også nydt godt af – både gymnastik, fodbold og badminton. Jeg har ikke selv kompetencer inden for idrættens verden, men jeg er rigtig glad og taknemmelig over, at der er andre, der har evner for det, og vil bruge tid som trænere og ledere i det lokale foreningsliv.

Noget andet, vi holder af ved Sorring, er den smukke natur. Fra vores hus har vi udsigt både til Himmelbjerget og ind mod Silkeborg. Det er skønt at kunne se langt. Vi nyder også at kunne gå ture rundt i og omkring Sorring. Vi er også glade for cykelstien, der forbinder Sorring med Voel. Vi kan se, den bliver brugt flittigt, så det har været en god investering.

I det hele taget er det en fornøjelse at bo i en by, hvor så mange brænder for, at her skal være godt at leve og bo for alle aldersgrupper. Tak til alle jer, der blander jer i debatten, når bus 112 er i spil og da Sorringhus var truet. Der er mange gode ting i vores landsby, der er værd at kæmpe for, så det bliver ved at være et attraktivt sted at bo. Og der er noget, der tyder på, at Sorring er attraktiv. Byen har vokseværk, og bl.a. vores hus er steget i værdi, siden vi købte det midt i finanskrisen. Så det giver håb og optimisme for fremtiden. Og vi har tænkt os at bo i Sorring i mange år endnu.

Martin Skipper

Mig og Sorring/Toustrup af Inger Engsig-Karup

Gitte Jakobsen ringede og spurgte, om jeg ville skrive i denne serie. Det vil jeg gerne.

Inger 2016 Inger 2016

Min historie i Sorring startede med indflytning den 29. august 1995. Da flyttede hele familien ind i Methas hus på Drosselvej 10, for Metha skulle giftes med Harry og flyttede hen i den anden ende af byen. Nu bor jeg her sammen med Filip. Vores børn er flyttet andre steder hen. Det er det sted, jeg har boet i længst tid i hele mit liv. Den første nat sov vi bare på madrasser på gulvet, for vores ejendele skulle samles sammen fra flere steder og foregik over flere dage.

Jeg husker ikke meget fra det første år i Sorring. Det hænger sammen med, at det var en meget stor forandring i mit og vores liv at komme hertil. Ikke fordi Sorring er så forskellig fra mange andre små bysamfund i landet men mere, fordi vi kom fra noget helt andet. Jeg husker det år som noget, hvor jeg klarede én dag ad gangen, og først fra det andet år blev der lidt mere overskud.

Filip er født i København, men voksede op i Sønderjylland. Jeg er født i Almind ved Viborg og har også boet nord for Viborg, så de flade ådale er et landskab, der har betydet meget for mig altid. Vi har taget lærereksamen i Århus, har boet i Vendsyssel i fire fede år, og så kom det næste afgørende afsnit i vores liv. Vi flyttede til Sorring fra Bangladesh efter 15 års engagement for det missions­selskab, der nu hedder Danmission. Mange ting er meget forskellige fra Bangladesh, men vi havde gennem de mange år vænnet os til den måde at leve på. Vi havde ansat folk til at gøre ting i huset. Vi havde en person til at lave mad og indkøb og en anden til at gøre rent og vaske tøj og en til at passe vores børn, da de var små. Nå ja, der var også nattevagter til at passe på området, når vi sov. Alle de ting var ikke her. Men her var huset udstyret med vaskemaskine, og en støvsuger fik vi også købt. Når vi køber ind, er hovedet hugget af kyllingen og den er renset. Jeg må lige afsløre, at en opvaskemaskine har vi stadig ikke skaffet os. Vores børn behøvede ikke pasning som tidligere, og Danmark har ikke mange nattevagter, når man som os ikke ejer mere end naboerne. Her er sygeforsikring og en velordnet trafik, og tiggere findes næsten ikke. Men i Bangladesh kører bussen, når den er fyldt op. Hvis det var tilfældet her, ville der sjældent komme en bus forbi, tror jeg. Der var altså masser af nye forhold at vænne sig til, og det tog meget energi, også selv om vi er vokset op her.

Filip havde fået arbejde i Blå Kors´ hovedkontor i Silkeborg og arbejdede der en del år, hvorefter han har arbejdet med andre ting. Vi skulle finde et hus på denne egn, men det var lidt tilfældigt, at det lige blev Sorring. Vi kendte ikke byen i forvejen, men havde mødt Lydia og Åge Drengsgaard, som nu begge er begravet på Dallerup kirkegård efter deres meget lange liv. De havde med en gruppe interesserede besøgt os i Bangladesh. Det gjorde de, fordi de engageret havde fulgt vores og andres arbejde gennem en del år og havde lyst og mulighed for at tage den rejse.

Og tiden går…
Og tiden går…

Vores bekendte rundt om fordeler sig i to grupper: Dem der aldrig har hørt om Sorring, og dem der siger ”Nå, det er der, vi køber ler”.

Noget af det, jeg husker fra de første uger, var Brugsen og Sten Madsen. Vi er begge vokset op i små samfund og ved, at det er vigtigt at støtte det, der foregår netop i disse små byer. Sten Madsen var brugsuddeler dengang. Han kender vel alle mennesker i denne by, og derfor spottede han da hurtigt, at vi var nye. Men diskretion havde han og masede ikke meget på over for os. Jeg tror, at han så vores indkøbsvogne, der bugnede lidt mere end de flestes de første dage i august 1995. Vi skulle jo have både sulfo, shampoo, rugbrød, smør, leverpostej, opvaskebørste, mel, grønsager, og alt mulig andet, som vi ellers køber lidt efterhånden, men som vi bare havde brug for at få skaffet, så familien kunne komme til at fungere. Det er godt at købe lokalt, selv om det ikke altid er absolut billigst. Til gengæld er service et brugbart begreb om vores Dagli´Brugsen, og den butik skal gerne være her også om mange år, så derfor skal vi købe ind der.

Nu er det Finn Lorenzen, der bestyrer Brugsen, og det er stadig med fin service. Jeg tænker også, at de mange af byens helt unge får nogle gode erfaringer som medarbejdere der. De er i hvert fald lært godt op med kundeservice, og det bliver de jo gennem Finn og de andre, der arbejder der.

Vores børn kom ikke til at gå i skole i Sorring. Den ældste skulle på efterskole, og de andre kom til at gå på Klippen, friskolen i Voel, hvor jeg selv fik arbejde, og hvor jeg endeligt stoppede med udgangen af oktober 2018. Jeg har ikke noget imod folkeskolen og kan se, at vores piger havde haft et lidt større kendskab til jævnaldrende herfra, end de endte med at få, men de skulle til gengæld skifte skole igen efter 7. klasse, og det tror vi, at de ikke havde brug for igen. Afstanden til Voel er fin på cykel, og en af de fede ting ved Sorring er, at udsigten til Himmelbjerget er så fin lige vest for byen. Jeg måtte fortsætte med at arbejde, indtil cykelstien var etableret, så det gjorde jeg. Jeg var endda med til at indvi stien en dag i september sidste år sammen med 4. klasserne fra Klippen og Voel og Sorring skoler. Det var en fin markering, selv om vejret ærlig talt var en prøvelse. Børnene klagede ikke, så det gjorde jeg heller ikke.

Det er godt at bo her, fordi så mange vil gøre noget for byen. Der er helt sikkert plads til, at flere gør noget, for som mange andre steder er der nogle, der gør en meget stor indsats, mens andre ikke synes, de kan overkomme det. Eller måske er de bare ikke blevet spurgt. Drosselvej blev efter lidt tid verdens centrum. Ingrid og Knud Johansen flyttede ind ved siden af, og vi lavede et hul i hækken, hvor en hækplante var gået ud, så det var nemt at smutte over til dem og også den anden vej. Og selv om Knud nu ikke er mere, og Ingrid er flyttet, så har vi stadig en hotline til hende.

Bjobs...
Bijobs

Hvor ligger byens vandværk? Flovt at indrømme, men det vidste jeg først efter mere end ti år i Sorring. Nu kommer jeg til gengæld ret ofte dernede, for jeg fik lov at stille bistader op der, og de har stået der siden 2008. Der er andre i byen, der har bier, og vi skal da også lige veksle et par ord om vores ”bijobs”, når vi mødes rundt omkring.

Mit lokale engagement har ikke strakt sig til STIF, men nogle af de andre sammenhænge. For en del år siden dukkede jeg op, da PAF (Teaterforeningen) skulle i gang med et af de udendørs storstykker. Det endte ikke med nogen rolle der, men jeg kom til at hjælpe instruktøren med at holde styr på detaljerne. Det var meget sjovt og lærerigt. Og sikke et fællesskab! Siden hen med andre opgaver og også i bestyrelsen.

Jeg har været med i menighedsrådet en del år nu, og hvad der foregår i kirken havde nu også min interesse før den tid. Jeg gik i kirke også, da Rydal var præst. Så kom Signe Høg, og sidst har jeg været med til at udpege Oliver Karst som præst. Det er bare et stort ønske for mig, at vi kan blive flere om at nyde kirkens ro, budskab og mulighed for fællesskabet der også. Det var meget tilfreds­stillende at få lavet sognelokale ved Sorringhus. Og selv om jeg ikke kommer til mange ting i den anden del af Sorringhus endnu, så er det bestemt noget, jeg har tanke om at kunne komme til.

Vores tilknytning til byen fik en ny og helt uforudset dimension for knap tre år siden, idet vores yngste barn, Martha, døde helt pludseligt. Hun blev begravet ved Dallerup Kirke, og derfor er der det særlige sted at besøge og tænke på.

Vores to andre børn Simon og Gunvor, bor hhv. i Augustenborg på Als med kone og tre drenge og i Århus med mand og lille pige. Så bedstemor er bare det herligste, man kan opnå.

Inger Engsig-Karup

Skt. Hans og STIF 60 år ​ ​- Båltale d. 23/7 2019

Af Thue Bjerring Lindballe

Kære alle sammen, Så skete det… Jeg havde godt fornemmet at det var Sorring-måden eller måske ligefrem velset, det der​ ​med at have tre børn. Og se nu​ ​bare; Anne og jeg får barn nr. tre og straks bliver man inviteret til at tale ved en offentlig forsamling. Tilfældigt? Det tror jeg ikke!

Dejligt at se jer alle her ved bålet på denne skønne midsommeraften. I år fylder​ ​vores idrætsforening jo 60 år​ ​og som formand vil jeg gerne benytte lejligheden til at tale lidt om STIFs historie, om frivillighed og om vigtigheden​ ​af et rigt foreningsliv.

Som det står mejslet i granit på​ ​den store sten her omme foran klubhuset, så har man i Sorring dyrket foreningsidræt siden 1942.

S.I.F. hed det dengang.

​​I dag er det STIF vi fejrer, det​ ​har nemlig været navnet på​ ​vores idrætsforening siden 1959 hvor Toustrup kom med​ ​og det daværende trekløver​ ​logo blev til firkløveren, som vi kender den i dag.

I STIFs tidlige år var det mest ​ ​fodbold der spilledes. Hvorvidt​ ​man havde et skur at klæde​ ​om i, er jeg ikke sikker på, men spillet havde i hvert fald endnu​ ​ikke fundet sin vej herop. Datidens ene bane lå sydvest​ ​for byen, ca. på området omkring det grønne fællesareal​ ​på Høghgårdsvej – altså før der var noget der hed Høghgårdsvej.​ ​

Gymnastik og Badminton kunne man såmænd også gå til, og utroligt nok så foregik det​ ​i Forsamlingshuset nede på Hovedgaden – Man kan jo spekulere lidt over om man​ ​mon havde særlige krav til ketsjerens længde for at skåne loftbeklædningen – det melder historien ikke noget om. Det var ikke kun idrættens form​ ​der var en anden dengang, byen så også anderledes ud.

Sorring Skole holdt til i det vi i​ ​dag kalder den gamle børnehave, og den var sammen med Rasmussens Planteskole de eneste man ​ ​kunne besøge her på​ ​Skolebakken. Planteskolens arealer er siden blevet bygget​ ​til med skolen, som vi kender​ ​den i dag og, som alle nok ved,​ ​blev noget af den udlagt og fredet til Rasmussens Have. Det var først i sidste halvdel af ​ ​60’erne at der begyndte at komme huse op langs vejen og i 1972 fik STIF sit klubhus her på toppen af det hele. Som jeg har fået det fortalt med stor indsats fra byens indbyggere, ligesom vedligehold og​ ​tilbygninger sidenhen var det. Huset bestod som​ ​udgangspunkt af de to gamle omklædningsrum, fyrrummet​ ​og boldrummet, som dengang var kiosk. Tre gange er​ ​klubhuset blevet bygget om og udvidet til den lidt sjove​ ​bygningsmasse, som man nok​ ​må sande, det er i dag.

Sidenhen har skolen fået gymnastiksalen bygget til og seneste opgradering af​ ​områdets idrætsfaciliteter blev​ ​rejsningen af Hallen her bag mig i 2008.​ ​Så der er bestemt sket noget med lokal-idrættens rammer gennem årene. Det hænger blandt andet​ ​sammen med et stigende befolkningstal og dermed​ ​behov.

Dengang i 50’erne​ ​havde Sorring ca. 400 indbyggere, i dag nærmer vi os​ ​1200.​ ​Og i hele vores område, Dallerup Sogn, med Toustrup,​ ​Toustrup Stationsby og alle de gode folk der bor ude i det​ ​omkringliggende landskab, tæller vi 1800. Ikke mindst i lyset af disse tal, kan vi glæde os over at mere end 600… hver tredje borger,​ ​er medlem af Idrætsforeningen.​ ​Dertil skal lægges, de ca. 60​ ​frivillige som er med til at drive foreningen. Frivillige foruden hvem vi ingen idrætsforening​ ​havde. Dem vender jeg tilbage til lidt senere.

Sammen med idrættens​ ​rammer, har STIFs tilbud​ ​udviklet sig gennem årene.​ ​Udendørs håndbold for kvinder ​ ​blev erstattet af kvindefodbold omkring den tid hvor man fik​ ​klubhuset. Børnenes håndbold rykkede ind i gymnastiksalen​ ​da den kom og er sidenhen blevet overgivet til Voel. Ligesom volleyball og sikkert​ ​også andre tiltag er kommet og gået.​ ​Den dag i dag er det stadig de​ ​tre oprindelige sportsgrene som trives særligt godt i STIF og det gør de selvfølgeligt​ ​sammen med vores store​ ​fitnessafdeling. STIF forsøger​ ​sig også med at tilbyde eSport, men med knap så​ ​imponerende tilslutning.

Ja, eSporten er en satsning for​ ​STIF og afdelingens tilværelse er stadig lidt op ad bakke grundet trænermangel i de populære spil. MEN ambitionen om at​ ​tiltrække nogen af dem, der​ ​ikke ellers er en del af foreningsfælleskabet, som går glip af at føle ansvar overfor sit hold og lære andre gode​ ​værdier, den er intakt.​ ​Og hele satsningen bør i øvrigt ses som et sundhedstegn.

Borgerne her i området har​ ​adgang til en idrætsforening​ ​med en vifte af tilbud og en sund økonomi. Vi har mulighed​ ​for at gøre ting og, ja, at satse​ ​lidt. ​​Nye fitnessmaskiner vidner om​ ​at foreningen ikke har satset over evne og at udviklingen af de eksisterende tilbud ikke går​ ​i stå. eSporten vidner om at STIF siger JA til nye initiativer. STIF siger også JA, når vi får mulighed for at udvide fodbolden med en sæson eller​ ​to for de aldersgrupper der​ ​ellers har svært ved at stille hold. Vi bekymrer os mere om​ ​dét, end om at trøjen har den​ ​rigtige farve, klubnavnet bliver udvasket eller at det er 100 %​ ​sikkert at økonomien kan hænge sammen.​

​Klubsamarbejdet med Voel​ ​GFG er kommet godt fra start og er et vidnesbyrd om den​ ​positive udvikling som​ ​foreningen er i.
Det lyder jo meget ædelt når​ ​man sådan står og taler om at sige JA, men det er meget ​ ​simpelt. Der ikke noget ​ ​alternativ. STIF kunne ikke eksistere uden frivillige der siger JA og STIF udviklede sig​ ​ikke uden en bestyrelse der siger JA. Faktisk er det bestyrelsens​ ​fineste opgave at sige JA til jeres initiativer.

Som bestyrelse sikrer vi kontinuiteten i måden​ ​vi gør ting på og tilsammen kender vi mange mennesker i​ ​vores lille samfund. Det er​ ​vigtigt, når man skal have ting​ ​til at ske.​ ​Men initiativet er så meget jeres, som det er vores.

Et​ ​STIF-medlemskab er ikke et Fitness.dk abonnement hvor​ ​medlemmerne betaler og STIF leverer.​ ​Som i alle andre foreninger så​ ​sker tingene i samarbejde med borgerne og konkrete​ ​forbedringsforslag​ ​implementeres ved fælles hjælp, så der kan skabes nye​ ​og bedre tilbud. Det starter med at nogen tager et initiativ. Men hvorfor er det så så vigtigt​ ​med nye og bedre tilbud? Hvorfor er STIF og alle de andre foreninger her i området egentligt noget at gå op i. Det er de selvfølgeligt fordi de​ ​spiller en central rolle i at det ​her sted er et fedt sted at bo,​ ​et trygt og sundt sted at vokse op og ikke mindst​ ​et sjovt sted at gå til fest…

Foreningerne er der hvor vi mødes, der hvor vi dygtiggør​ ​os i det vi selv synes er sjovt,​ ​og det er der vi bliver stolte af​ ​at komme fra Sorring. Der er stort set ingen af mine ungdomsvenner eller kolleger der taler om det sted de bor i dag, men det gør jeg og det​ ​tror jeg også flere af jer gør…

Foreningerne former vores fællesskab, på en målestok der række ud over vejfesten, og som i mange tilfælde er​ ​stærkere end vores jyske eller danske selvforståelse fordi den er så åbenlyst nærværende i vores dagligdag. Ydermere er vi selvfølgeligt bundet sammen af at det som​ ​lille samfund er svært at råbe​ ​det stor samfund op. Det er​ ​svært at få et budskab ud om,​ ​at vores område er et godt sted​ ​at bo. Jeg tror ikke, vi kan overbevise​ ​folk udefra om, at Sorring og​ ​omegn er noget særligt. Udefra set er der jo mange små​ ​samfund som vores. Folk flytter​ ​ikke hertil fordi her er fedt at​ ​bo… De flytter hertil fordi der er​ ​en daginstitution, en skole, en​ ​Brugs og 30 min til Aarhus og​ ​andre større byer. Det er nemlig den samme afstand som det kræver for huspriserne at knække til købers fordel.​ ​Men os der bor her skal jo synes, det er fedt at bo her, og​ ​dem der så faktisk vælger at​ ​flytte hertil skal hurtigt få det​ ​lært.

Og her spiller foreningerne en vigtig rolle! De kan medvirke til at tilflytterne lige bliver lidt​ ​længere, så skolen kan holde​ ​sin størrelse og Brugsen sin​ ​omsætning. Ja, måske de​ ​endda kan vokse lidt, så vi kan​ ​holde centrallisterne for døren.​ ​Så vi kan bevare skolen og Brugsen, og så vi fortsat kan råde over hele pakken af dagligdags nødvendigheder,​ ​lige her hvor vi bor. Og det leder mig tilbage til de​ ​frivillige, for det er dem der er rygraden i al foreningsarbejde.​ ​Og nu hvor alle forstår vigtigheden af foreninger, kan der ikke herske tvivl om de​ ​frivilliges betydning.

I forhold til STIF så taler jeg om de trænere og hjælpetrænere, som har været på kursus i trænergerningen,​ ​som forbereder og gennemfører træningen, som ved noget om maskinerne, som er med til at arrangere og​ ​afvikle stævner og som hver uge byder vores børn​ ​og voksne velkommen i​ ​foreningen.

SKÅL for 60 år med frivillighed i idrætten i Sorring-Toustrup! Den slags frivillige, som tager det lange seje træk over en hel sæson, er også dem som har​ ​fundet en vej igennem den frivilliges dilemma. Jeg tror​ ​mange frivillige har spekuleret over det dilemma det er; på den ene side at føle man ikke​ ​har tid nok, til alt det man gerne vil for sig selv og sin​ ​familie. Og på den anden side at skulle give sin tid til andre.

Mange af vores frivillige er​ ​også træner for deres eget eller deres børns hold, og det​ ​er lige præcis, som det skal være. Vi kan ikke ønske os​ ​mere af hinanden end at vi bidrager med lige netop det vi selv synes, vi kan. Heldigvis er det sådan, at de​ ​fleste frivillige oplever, at det​ ​de giver kommer tilbage med​ ​renter, for eksempel igennem medmenneskers anerkendelse​ ​af deres indsats. Og i mange tilfælde bliver de derfor også hængende i mere end én​ ​sæson.

En vigtig drivkraft i den frivilliges arbejde er selvfølgelig​ ​også en stærk pligtfølelse og forståelse af at kun hvis man ​selv siger JA og KOM VI GØR ​ ​DET kan man være sikker på, ​ ​at der bliver et tilbud.​

​Det er nok det altoverskyggende fællestræk​ ​for de frivillige i STIF, de siger​ ​JA.​ ​Nogle gange ved de ikke hvad,​ ​de siger ja til, men det finder de så bare ud af i fællesskab med​ ​de andre frivillige. Man er​ ​ALDRIG frivillig alene. Jeg selv har aldrig før STIF bedrevet forenings- eller​ ​frivilligt arbejde, ej heller​ ​kommer jeg af en familie, hvor​ ​det er normen. Men for to år siden savnede STIF en formand og lige så angstprovokerende, som jeg helt ærligt synes, det var at​ ​sige JA. Lige så sikker var jeg​ ​på, at det passede på mine​ ​værdier, at jeg skulle bidrage,​ ​på en eller anden måde. Og​ ​jeg forsikrede mig selv om, at det kunne jo aldrig gå værre end galt. Så her står jeg nu og er ingenlunde ekspert i bestyrelsesarbejde,​ ​foreningsdanmark eller sport​ ​for den sags skyld, men jeg​ ​ved at jeg bidrager til noget meningsfuldt, at jeg er med til​ ​at give mine og jeres børn en aktiv barndom, og vi voksne noget at mødes om.

Overskud i hverdagen, det har jeg lige så lidt af som alle jer andre. Men en forståelse af mine​ ​værdier og initiativet til at sige​ ​JA, har givet mig et stort kendskab til mit lokalsamfund og folkene, der lever her. Jeg håber min tale kan være med til at inspirere endnu flere​ ​til at bidrage til vores​ ​fællesskab her i området. Husk​ ​der er mange andre måder at bidrage på end en trænergerning i STIF.

Et eksempel er den nyligt​ ​gennemførte generalforsamling​ ​i IGS, Internetgruppen Sorring.​ ​I år ringede formanden på forhånd til mig i håbet om at sikre sig en ordstyrer.​ ​Mens mange af os har en holdning til Sorring.dk, byens​ ​ansigt udadtil, byens reklamesøjle, så er der blot mellem én og to deltagere til​ ​deres generalforsamlinger.​ ​Dukker man op til den slags, så er man også med til at bidrage til vores lokale fællesskab. Et andet eksempel hvor man​ ​kan bidrage er Torvedagen,​ ​som mangler en tovholder. Ingen kan formodentlig​ ​overskue sådan en opgave​ ​som udenforstående, men man​ ​kan erklære overfor sine medmennesker at ”det giver mening for mig at Sorring har​ ​en Torvedag, så jeg vil godt være med i den gruppe som​ ​skal sørge for at holde det i​ ​live”.

Hvis ikke man siger det​ ​højt, så bliver man ikke hørt og risikoen er, at vi måske mister​ ​noget, vi ikke havde behøvet at miste.

Gransk jeres værdier og find​ ​ud hvordan I gerne vil bidrage​ ​til vores lokalsamfund. Måske​ ​det bare er at give en anden​ ​frivillig dit nummer, til hvis et pludseligt behov skulle opstå.​ ​Det er unægteligt nemmer at​ ​blive tilbudt hjælp end at skulle ud at opsøge den. Støt jeres næste i at melde sig på banen – det gælder både teenagebørn og ægtefæller

Vis de frivillige at du bakker op om dem, ved at møde op til foreningernes arrangementer.​ ​Vis bestyrelserne at du bakker op om dem ved at møde op til​ ​generalforsamlingerne. Tag børnene med hvis de ikke kan blive passet – det er også​ ​med til at danne dem.

Det glade budskab er at det går godt i STIF og i vores​ ​område generelt, og at vi bare skal hjælpe hinanden med at​ ​det fortsætter.

Gennem initiativ og frivillighed. Dem der bidrager og dem der er frivillige, er ikke overmennesker. De er ligesom​ ​alle andre, og det ER et glad​ ​budskab. Det betyder bare at​ ​reglerne er simple: Sæt dig ind i den frivilliges sted​ ​og støt dem eller giv en hånd,​ ​hvis du ser et behov. OG ​ ​Du er kun ét JA for selv at blive​ ​frivillig.​ ​SKÅL for jeres initiativ! Og inden jeg takker helt af.

Et​ ​rigt foreningsliv kræver jo selvfølgelig også nogle penge. Det er ikke helt så sexet at tale​ ​om sådan en aften, men vær​ ​ikke i tvivl om, at vores lokale håndværkere og firmaer holder hånden under os.

Særligt vil jeg gerne fremhæve vores​ ​gode samarbejde med Brugsen.

SKÅL for alle vores glade sponsorer!

Tak til jer alle for en dejlig dag,​ ​hvor jeg synes det endnu​ ​engang er lykkedes vores lille​ ​samfund at stable noget​ ​meningsfuldt på benene. ​

​God sommer til alle, TAK!

Mig og Sorring af Gitte Dalsgaard Jakobsen

Mit navn er Gitte Dalsgaard Jakobsen. Jeg er født i Års i Himmerland, og flyttede til Dallerup da jeg var 5 år, sammen med mine forældre Dagmar og John ”mekaniker” (de havde auto-værksted i 35 år, der hvor OK tanken er i dag) og min lillebror Tommy. Kort efter blev familien forøget med Ulla og et par år efter Uffe.

Vi boede i Dallerup i 4 år hvor jeg havde min daglige gang på Westergaards bondegård, og tilbragte også mange timer på kirkegården sammen med Gustav, Tove og Peter Møller, når de passede deres arbejde. Det var før der fandtes børnehaver udenfor storbyerne.

I 1967 flyttede vi til Silkeborgvej 18 i Sorring, og jeg begyndte at spille håndbold i STIF, på banen hvor Høghgårdsvejs nye huse nu præger bybilledet. Jeg har været medlem af STIF i næsten alle årene siden, så det må være mindst 45 år!

Jeg gik 7 år på Sorring Skole og havde Per Bjørn som lærer i nogle fag. Bagefter fortsatte jeg 3 år i Fårvang.

Da jeg var 12 år begyndte jeg at hente varer i Brugsen og hos Købmand Bak og Købmandsbutikken hvor der nu er Røde Kors, for 3 familier 2-3 gange i ugen. Det var for bager Røhling, deres datter Birgit som havde en tøjbutik på Høghgårdsvej 3 og tømrer Graugaard der havde møbelforretning på Silkeborgvej 14. I en skoleferie var jeg på Post Fjerkræslagteri i Holmstol, og jeg begyndte at være barnepige hos forskellige familier, bl.a. hos Søren Ryge der dengang boede på Høngevej.

Efter skoletiden blev jeg stuepige på Hotel Dania i Silkeborg, så blev jeg ung pige i huset hos en familie i Risskov, inden jeg kom i lære som smørrebrødsjomfru på Norsminde Gl. Kro. Det var imens jeg var der, at Karsten og jeg fandt sammen. Så fik jeg arbejde på Silkeborg Kurbad, og vi købte hus i Mollerup og flyttede sammen. Det var i sommeren 1981.

I 1983 blev vi forældre til Heidi og overtog husmandsstedet ”Sultenlurer” på Skolebakken 30 i Sorring d. 1/1 1984.

I januar 1985 fik vi Morten og blev gift i september, og i 1988 fik vi Brian.

De har alle 3 gået på Sorring Skole, og fortsatte på Fårvang, inden de kom på hhv. Gymnasiet, HTX og HHX i Silkeborg.

Fra 1982 til 1993 var jeg ansat hos pyntegrønts-firmaet Jopin i Mollerup som sæsonarbejder. Og nød at være hjemmegående hos børnene, i de perioder der ikke var noget arbejde.

Karsten som er udlært smed hos Bent Sørensen (der havde værksted hvor Jens Hansen nu har el-forretning), arbejdede fra efteråret 1983 til sommeren 1997 hos Container Care i Århus, og har siden været ansat hos Sorring Maskinhandel.

I 20 år havde vi lidt landbrug med svin, høns, planteavl og juletræer, men nu er jorden forpagtet ud, og Karsten passer i stedet 3 vandværker.

Jeg har siden 1994 været ansat i forskellige institutioner hvor jeg har gjort rent, lavet mad og været pædagogmedhjælper, hvilket jeg har været og er meget glad for.

I mine unge år var jeg håndbold-hjælpetræner, og da Brian blev 5 år startede jeg med at træne ungdoms fodbold og sluttede først med det da jeg fik skiftende arbejdstider i 2008. Siden har jeg været holdleder for Damesenior fodbold, og spiller stadig på holdet, det er super sjovt, i år er den yngste på holdet 18 år, og så er vi et par stykker på 60 år, så her er plads til alle.

I 2013 var Karsten og jeg så heldige at der var plads til os i Sorring Skiklub, så vi kunne prøve at komme på skiferie, det har vi været med på siden og nyder det meget, selvom jeg kun er kommet til at kunne stå på de blå pister.

Siden 1985 har jeg også siddet nogle år i bestyrelsen for forskellige foreninger, bl.a. Sorring Forsamlingshus, STIF + Støtteforeningen og i Dagli’Brugsen. Når der har været teaterstykker i PAF, og der er blevet afholdt Sommerfest/Byfest, Torvedage, Fællesspisninger m.m. har jeg været med som hjælper. Det har givet mange sjove timer i fællesskab med andre, og det vil jeg gerne opfordre alle til at prøve.

Bedstemor titlen er jeg mega stolt af, indtil videre er det blevet til 4 børnebørn. Mille og Brian der i øjeblikket er ved at flytte til Resenbro har Maja på 5 år og Oliver på 2 år, og Heidi og Brian der bor i Nøvling v/Ålborg har Magnus på 2½ år og Frederik på 8 mdr. Louisa og Morten bor i Ejdrup mellem Nibe og Aars.

Sorringhus er også et sted jeg ynder at komme, og jeg glæder mig til at kunne deltage i mange flere aktiviteter der, når jeg om få år kan stoppe med at arbejde.

For mig er Sorring/Toustrup et smørhul, skøn natur, overskuelig, med de institutioner og indkøbs muligheder der er behov for, til at få et mindre samfund til at fungere, men tæt ved større byer. Jeg nyder at bo her, og håber at blive her mange år endnu, at kunne fortsætte med at deltage i fællesskabet og alle de forskellige aktiviteter der tilbydes, og snakke med venner, bekendte og nye mennesker, når vi mødes rundt i området.

God sommer til alle.

Gitte Jakobsen

 

Mig og Sorring AF SUSANNE SKØTT IVERSEN

Mig og Sorring/Toustrup

AF SUSANNE SKØTT IVERSEN

Tak til Mogens Kaspersen for stafetten – her kommer mit bidrag.

Mit navn er Susanne Skøtt Iversen og jeg bor på Johannes Jensens Vej 57 uden for Toustrup – nede i hullet overfor den gamle Toustrup Mølle og i Johannes’ gamle hus 🙂 Det er jo det med os i de små byer – vi bor altid i en andens hus når man skal forklare hvor man bor ☺☺.  Ejendommen er en landejendom på 5,3 ha, og her bor jeg sammen med min mand Carsten som jeg har været gift med i 27 år og vores børn Martin på 21 og Rikke på 19. Vi har boet her i 20 år d. 1.4.2019.

Her i 2019 har Martin sabbatår hvor han arbejder i Fitness World i Silkeborg mens ham og kæresten venter på de skal starte på en videregående uddannelse til sommer. Rikke bliver student fra HHX i Silkeborg til juni. Carsten arbejder hos JYSK, hvor han har været i 21 år, og jeg har ejendomsmæglerbutikken EDC AROS i Galten på 26. år.

Oprindelig er jeg fra Hasle hvor jeg er født i 1966 og gik på Gammelgårdsskolen i Åbyhøj. Her boede jeg med mine forældre og da jeg var 18 år flyttede min familie til Skovby. Min far var malermester og min mor sad i økonomiafdelingen på Århus Kommune. Jeg har en yngre bror Heine som jeg har fået flyttet til Sorring og som har bygget hus på toppen af Hjejlevej sammen med sin familie.

Efter min HH eksamen i 1986 var jeg i 2 år elev hos en ejendomsmægler i Aarhus. Samtidig læste jeg til Statsautoriseret ejendomsmægler og Valuar om aftenen og blev færdig som mægler i 1991 og Valuar året efter. Det var en tid hvor piger i faget stadig ikke var hverdagskost og jeg befandt mig stort set i en mandeverden. I 1988 blev jeg ansat hos EPA som handlede med pantebreve og var her, til jeg i 1990 blev ansat som ejendomsmægler ved EDC i Brabrand.

I 1989 flyttede Carsten og jeg fra hvert vores værelse hos vores forældre – til vores nye hus på Vestergade i Galten.

 

Da EDC BoligSyd startede 1.1.1992 på Viby Torv var der kun Jan Larsen og jeg.
I dag er Jan Larsen stadig direktør for det der nu er 13 EDC AROS butikker i Østjylland.

I april 1993 åbnede vi så i Galten med mig som bestyrer, og hvor jeg her 26 år senere stadig driver butikken – de sidste 15 år som medejer. Vi startede butikken på Vestergade 6 – 500 m fra hvor vi boede privat – og i 1993 flyttede vi lokalerne til Søndergade 12 – overfor bageren. Vi er i disse dage ved at modernisere butikken med ekstra mødelokale, nyt køkken, gulve, lofter, belysning og indretning og glæder os til at det i løbet af maj måned står færdigt.

 

En af mine dygtige mæglere købte sig i 2016 ind i butikken og vi har i dag en harmonisk og velfungerende butik og supplerer hinanden rigtig godt. Vi har en butik med et meget højt fagligt niveau – 6 ansatte, heraf 5 uddannede mæglere og en trainee der bliver færdig til sommer.

 

 

Vi har siden 2011 været områdets mest sælgende ejendomsmæglerbutik, hvilket har indbragt os en pris ved EDC. Vi omsætter ca. 140 ejendomme om året fordelt på ejerlejligheder, villaer, andelsboliger og landejendomme.

I 1999 flyttede vi fra Vestergade i Galten til Johannes Jensens Vej i Toustrup.  Martin var på det tidspunkt lige blevet 1 år, og ca. 1 måned efter indflytning opdagede vi, at han ikke skulle være enebarn, og på min 33 års fødselsdag i november kom Rikke så til verdenen.

Da vi flyttede til Sorring havde vi i EDC Galten ikke haft så meget salg i Sorring som dengang mest ”hørte til” Hammel eller Silkeborg. Jeg kunne dog hurtigt konstatere, at jeg havde nemmere ved at trække de unge købere fra Århus til Sorring end mæglerne i Hammel og Silkeborg, og da Sorring var blevet min by, blev det helt naturligt at det selvfølgelig var mig der skulle sælge byen – og sådan har jeg det stadig ☺.

EDC har da også en markedsandel på omkring 60% i postnr. 8641. Faktisk er det sådan, at det i en by som Sorring ikke er nok at sælge huset – 50% af de kunder vi sælger huse til i Sorring, har aldrig hørt om byen, før vi fortæller om den. Så i mange tilfælde vil det være sådan, at kan du ikke sælge byen, kan du ikke sælge huset.

 

Privat har vi opbygget en base på Johannes Jensens Vej med vores børn midt i den skønneste natur og med skolebussen lige ved indkørslen. Så selvom vi bor 4 km fra Sorring by har det ikke været et problem.

Vi har gennem årene haft mange forskellige slags dyrehold – bl.a. gæs, kalkuner, kødgeder og høns og selvfølgelig en hund. I dag har vi Skotsk Højlands kvæg på hobbyplan sammen med naboen.

Meget af vores fritid har altid gået med “gården” og vi er ubetinget udemennesker. Jeg har altid gået meget op i haven og har gennem årene haft en meget stor køkkenhave, et stort drivhus, staudebede og rigtig mange frugtbuske samt en ”æbleplantage” hvor vi hvert år presser æblejuice.

En del af vores fritid er gennem årene også gået med forskelligt foreningsarbejde. Jeg har siddet i forældrerådet for skolen og SFO’en da børnene var mindre. I Galten er jeg med i Markedsføringsforeningen, Galten-Skovby Rotary Klub og har været med i Bygruppen, et udvalg under kommunens planlægningsafdeling.

Jeg har altid syntes, det var en fantastisk ting at vores børn er opvokset i Sorring. Når jeg tidligere talte med veninder om det stressende i, at deres børn som 3 årig skulle fra vuggestue og til en ny børnehave de ikke kendte, og igen når de nåede skolealderen skulle starte i en fremmed skole, var det et ukendt problem for mig. Mine børn har været passet hos skønne dagplejere, som ofte var sammen med børnehaven, og da de gik i store børns gruppen på Rød Krudtugle var de hver onsdag oppe på skolen. Så da det blev tid til skolestart, tog man blot store børn fra børnehaven og satte dem sammen i 0. klasse. – Kun 1 spor med ca. 20 børn som allerede kendte hinanden – super nemt og meget blidt i forhold til hvad jeg hørte andre fortælle.

Da Rikke startede i 0. startede Martin i 1. Begge årgange var dengang 1 spor med henholdsvis 16 og 20 elever. De 2 klassetrin blev meget tætte, da der typisk var brug for begge årgange, bl.a. når der skulle stilles fodboldhold i STIF. Det har gennem årene betydet, at vi har haft en stor kontaktflade med skønne unger og siden unge mennesker fra årgang 1997-1999. Det er stadig sådan, at når Martin og Rikke tager i byen og vi spørger hvem de skal være sammen med – og svaret er “det er bare dem fra Sorring” så ved vi, at de er sammen med deres barndomsvenner og at alle passer på hinanden – Jeg elsker den flok!

Når vi holder ferie – er den vigtigste ferie uge 7, hvor vi siden børnene var 3 og 4 år har været på skiferie – de seneste 9 år har det været med Sorring skiklub. 40-65 skønne børn og voksne i en uge fyldt med dejligt skiløb, grin, afterski og hygge på tværs af familier, aldre og skifærdigheder.

I sommerferien har vi gennem børnenes barndom brugt meget tid på Danmarks campingpladser, og har også elsket bare at være hjemme og bruge tiden i haven og på forskellige projekter. Sidste år købte vi så et hus i Skagen for at have et sted hvor vi kunne gå ture og slappe helt af, da vi nok ikke er ret gode til det når vi er herhjemme. Det er meget hurtigt blevet vores åndehul og vi håber på mange skønne timer ved havet og i byen.

Når fritiden ikke bruges i haven eller drivhuset, dyrker jeg styrketræning ligesom jeg løber et par gange om ugen i Silkeborg løbeklub og gerne deltager i løb når der er tid til det.

Her og nu er vi ved at opføre 70 kvm garage så vores projekter slutter aldrig – de bliver bare afløst af et nyt ☺ – dette selvfølgelig fordi vi elsker Toustrup og Sorring og forventer at blive boende i mange år endnu.

Susanne Skøtt Iversen

Nye ophængs-bokse ved byskiltene

28.04.19

LandsbyBær (Landsbyen Sorring ApS) har opsat/sponsoreret de 2 nye ophængs-bokse på byskiltene, der står ved indkørslen til Sorring by fra Voel- og Låsbysiden.

For at skiltene ikke skal stå tomme, når der ikke lige er et arrangement, der skal annonceres, vil vi gerne opfordre skolen, børneinstitutionerne, lokale kunstnere – eller andre kreative borgere – til at lave plakater, der løbende skiftes ud på skiltene.

Temaet er ”Velkommen til Sorring”, der beskriver Sorrings særlige kvaliteter med elementer som f.eks. ler/krukke, bær, fællesskabet – børn og voksne – unge og ældre i flok, naturen mm.

Der er plads til ophæng i max str. 100 cm højt og 70 cm bredt format – og husk med tydelig skrift/farver og gerne i 2 eksemplarer.

Henvendelse angående ophæng til

Bjarne Schmidt på tlf. 2987 3327

Mail: schmidt@turbopost.dk

Eller på adressen, Svinget 5, 8641 Sorring.

Med venlig hilsen

LandsbyBær (Landsbyen Sorring ApS)

www.landsbyensorring.dk

Områdets udvikling

Vi arbejder aktivt med udvikling og den positive fortælling om området.

Sorring Lokalråd har i nært samarbejde med Sorring-Voel Landsbyklyngen i længere tid været i gang med kortlægning og muligheder omkring områdets udvikling. Gruppen har i forrige måned haft et konstruktivt møde med Borgmesteren, Plan- og Byg-chefen samt jordejere med interesse i udstykning eller salg til dette. Disse områder ligger allerede i udviklingsområdet, og er dermed hurtigere af få igennem det kommunale system.

Læs mere på lokalrådets side.

Mig og Sorring – Mogens Kaspersen

af Mogens Kaspersen

Tak for stafetten til Bodil van Rijn, jeg skal forsøge at gøre mit bedste.

Jeg hedder Mogens Kaspersen, indehaver af Sorring Autotrim på Herredsvejen i Sorring, eller ”Mogens fra Sorring”, som jeg plejer at præsentere mig i telefonen, når jeg bestiller reservedele.

Jeg er født i 1967 som den ældste af 4 brødre på en gård i Toustrup, hvor min far også er født. Han overtog ejendommen fra mine bedsteforældre et par år, før jeg blev født. Min mor er født på Sverriggården i Sorring. Min kone, Birgitte, er født på en gård på Toustrup mark, som også hendes far overtog efter forældrene. En gren af Birgittes familie har boet på Toustrup mark i over 150 år – måske meget længere. Mine bedsteforældre flyttede til hhv. Toustrup og Sorring for omkring 90 år siden, så Sorring/Toustrup området er et sted, man bliver hængende!

Præsten i Dallerup sogn da jeg blev født, Ole Rydal, døbte både Birgitte og jeg og siden vore tre børn. Skoleinspektøren i vores skoletid, Per Bjørn, var der også stadig, da det blev børnenes tur til at komme i skole. Der var også stadig lærere fra min mors skoletid, da jeg gik der.

Birgitte og jeg gik begge på Sorring skole i 1.-7. klasse, så vi har kendt hinanden næsten altid. Da pigerne kom med til fastelavnsmarchen i Toustrup, fulgtes vi også der. Da jeg i 1981 var konge ved fastelavnsfesten i forsamlingshuset var hun min dronning – og det er hun stadig!

Birgitte med fanen og jeg klar til afgang på Toustrup St. Vej – th. Festen i forsamlingshuset

Birgitte fortsatte i 8. og 9. klasse på Fårvang skole. Derefter kom hun på EFG levnedsmiddellinje og siden i lære som butiksslagter i en slagterforretning i Ry. Derfor er hun fantastisk til at lave mad! Jeg tog 8.-9. klasse på Kornmod i Silkeborg, men var ikke begejstret for at gå i skole, jeg ville hellere lave praktisk arbejde og havde allerede længe vidst, at jeg ville være mekaniker.

Straks efter at have afsluttet 9. klasse, fik jeg job som arbejdsdreng på Gummifabrikken i Låsby. Her var jeg, indtil jeg fik læreplads hos Saab-forhandler Verner Mortensen i Silkeborg. (Han havde også rødder i Sorring!) Som 11/12-årig ”arvede” jeg vores nabos gamle knallert. Jeg fik den også til at køre, så vi kunne køre ræs på markvejen. Siden kom flere knallerter til. Jeg havde fået indrettet et værksted derhjemme i det tidligere roehus. Der tilbragte jeg mange timer, ofte sammen med kammerater.

Herredsvejen 22, 5.11.1995

Da jeg havde afsluttet læretiden, skulle jeg aftjene værnepligt. Men der var et par måneder til, så i den tid arbejdede jeg hos Ib Lundgård, Horskilde Auto, som var beliggende i det gamle mejeri, Hovedgaden 99, i Sorring. April 1988 tiltrådte jeg som menig i Dronningens Livregiment, Nr. Uttrup. Efter hjemsendelse købte Birgitte og jeg sammen et hus på Rodelundvej i Glarbo. Birgitte var stadig hos slagteren i Ry, så det var en passende afstand til, at hun kunne køre på arbejde på sin Puch Maxi. – Jeg kom igen til Horskilde Auto, hvor jeg var et par år. Derefter søgte jeg til Silkeborg og kom først til Jens Nielsen/Volvo, derefter til Mercur biler, som senere blev købt af Ejner Hessel/Mercedes og Mitsubishi. – Til huset i Glarbo hørte en stor garage, som jeg indrettede til værksted. Der fik jeg mine første kunder. Jeg havde nogle gange været ude på Herredsvejen i Sorring for at få noget lavet hos Mogens Arhøj, som var ekspert i turbo-motorer. En dag spurgte han mig, om jeg ikke ville købe hans ejendom. Det kunne jeg godt tænke mig, men vidste ikke lige, hvordan det skulle lade sig gøre. Det endte dog med, at alle brikker faldt på plads, så vi flyttede til Sorring 1.10.1995.

2 måneder forinden havde vi fået vores første søn, Christian, så den første begivenhed, der blev fejret på Herredsvejen, var hans dåb.

Vi arbejdede stadig begge ude, Birgitte i Ry og jeg i Silkeborg, nu hos Carl Hjorth/Volvo og Renault. Samtidig fik jeg så småt gang i værkstedet hjemme, det betød lange arbejdsdage. Vi blev gift i Dallerup kirke i 1997, året efter blev søn nr. 2, Kasper, født. Efter barselsperioden skiftede Birgitte arbejdsplads til pålægsfabrikken Delika i Hammel. Jeg sagde mit job i Silkeborg op, og 1.11.1998 startede jeg ”Sorring Autotrim” på fuld tid.

I 2001 meldte jeg mig til en konkurrence udskrevet af ”Motormagasinet”, hvor man skulle dyste om at blive ”Danmarks bedste mekaniker”. Jeg vandt konkurrencen, det var en god reklame for mit dengang forholdsvis nystartede værksted.

Foruden titlen vandt jeg også 2 billetter til Formel 1. Så jeg tog Birgitte med til løb i Østrig i foråret 2002. – Jeg har i mange år været interesseret i motorsport. I mine unge år kørte jeg selv en lille smule. Først på crosser hjemme i grusgraven, senere ”Folkeræs” på forskellige baner i Jylland og på Fyn. Men det blev for tidskrævende. Bilen blev som regel smadret i hvert løb, så der skulle bruges lang tid på at gøre den køreklar til næste løb. Men jeg har været tilskuer flere gange både til Le Mans i Frankrig og Formel 1 flere steder i Europa.

Camilla blev født i 2003. Efter barselsperioden blev Birgitte hjemmearbejdende altmuligkvinde på værkstedet – og mange andre steder. Vi har lavet mange forbedringer/forandringer på ejendommen i tidens løb. I 2006 var det værkstedets tur. Der blev bygget til, så der blev et par ekstra arbejdspladser og lifte, et kontor, personalerum, toiletter og venterum til kunder.

Rejsegilde på værkstedstilbygningen

 

 

I årenes løb har vi haft en del lærlinge og svende på værkstedet. Jeg har droslet ned på folkeholdet og har nu kun en svend, Nicklas, som også er udlært her, Nicklas er naturligvis fra Sorring! – Han er i øvrigt oldebarn af vore naboer hjemme i Toustrup, mine ”reservebedsteforældre”, Esther og Jens Peter Mikkelsen. Selvfølgelig har jeg også Birgitte, som hele vejen har været min uvurderlige hjælp og støtte. Desuden er hun en fantastisk mor for vore børn.

Vi har gennem alle årene i Sorring været ”medspillere” i institutioner og foreninger: Børnehave, skole, idrætsforening, hallen, forsamlingshuse både i Sorring og Toustrup. Ikke at forglemme den årlige skitur med ”Sneexpressen” til Norditalien i uge 7 sammen med en masse gode folk fra Sorring og omegn. For en del år siden kom jeg i bestyrelsen for Sorring vandværk. Efter John Stephensens sygdom og død blev jeg formand. – Det giver en del arbejde – og indblik i undergrunden i området!

I 2017 overtog vi naboejendommen, Herredsvejen 28, der bor vores ældste søn, Christian, sammen med kæresten, Kirstine. Christian er udlært mekaniker hos Ejner Hessel, Tilst, hvor han stadig arbejder. Kasper er i lære hos Sanistål i Herning. I fritiden er han fitness-instruktør i Sorring-hallen, og i week-ender serverer han af og til på Knudhule Badehotel. Camilla går i 9. kl. på Sølystskolen i Silkeborg. Hun har fritidsjob i Sportmaster på Vestergade og på Silkeborg Højskole. Desuden er hun ivrig håndboldspiller. Hun skal på efterskole efter sommerferien.

Som det forhåbentlig fremgår, har vi befundet os godt i Sorring, og har planer om at blive her mange år endnu!

Hele familien samt hundene Lulu og Sille

 

Mogens Kaspersen

Har du en idé til at forskønne dit lokalområde?

Så er der mulighed for at søge penge til projektet.

Plan- og Vejudvalget og byrådet har besluttet at sætte 1,0 mio. kr. af til at få dine idéer til at forskønne lokalområder ført ud i livet. 

For at få tilskud fra denne pulje skal forskønnelsen ske på offentlige arealer og ved offentlige veje i byerne. Ud over tilskuddet vil Teknik- og Miljøafdelingen også gerne hjælpe med at tage kontakt til de ansvarlige for de offentlige arealer og evt. koordinere et samarbejde, hvis der er tale om et fællesprojekt.

Man kan søge op til 225.000 kr. til et projekt. Her er de 100.000 kr. i forvejen sat af til rådgivning og skitsering.

Tag fat i Sorring Lokalråd, hvis du har en idé til at forskønne jeres lokalområde. Det er Sorring Lokalråd, der skal sende ansøgningen til forskønnelsen.

Kontakt Sorring Lokalråd via lokalrad@sorring.dk eller via Facebook siden Sorring Lokalråd.

 

Find tidligere politiske beslutninger for Sorring her.

 

 

Med venlig hilsen

Sorring Lokalråd

Mig og Sorring – Toustrup – Bodil Van Rijn

AF BODIL VAN RIJN

Tak til Søren Serritzlew, som har rakt mig stafetten, som jeg nu snupper og vil hermed forsøge at berette om mit lange forhold til Sorring.

Mit navn er Bodil van Rijn. Jeg er 62 år. Gift med Hans, sammen har vi to børn – Astrid på 24 år og Jens på 21 år.

Jeg blev ansat i Gjern Kommunes hjemmepleje i februar 1987 – får nys om jobbet via oversygeplejersken på Risskov Børnepsykiatrisk, hvis svigerdatter Marie Hegndal, arbejdede i Hjemmeplejen. Jeg var heldig at få jobbet og lykkelig for det, da man skal have arbejdet i hjemmeplejen for at studere til sundheds­plejerske, hvilket var min plan.

Her lærte jeg virkelig noget om tavshedspligt. Man har en helt særlig måde at præsentere borgerne, der skal have besøg på. Der kom nemlig en beskrivelse på hvem han var søn af, far, fætter eller hvad ved jeg til. Alle kender alle, fordi de er i familie til hinanden i flere led eller har naboskab til hinanden. Som sundheds­plejerske har jeg også erfaret, at Sorring er et sted, man kommer tilbage til, om ikke andet, når man skal stifte familie. Man har måske lige været i Silkeborg, Låsby eller lignende forinden. Jeg havde skønne kollegaer og varme, interessante borgere, hvor jeg blev godt modtaget.

Jobbet blev ikke ringere af, at jeg skulle køre rundt i de smukkeste omgivelser. Jeg tænkte den gang, at det blev man nok ”mæt” af, men der er intet, der kunne være mere forkert. Jeg nyder det stadig, nu 32 år senere.

I større byer kan der være tendens til, at der opstår kvarterer, hvor alle ligner hinanden. Charmen ved Sorring er, at befolkningen er så forskellige, alle snakker sammen, hjælper hinanden, høj som lav. Så da der blev slået en sundheds­plejerske stilling op i Gjern Kommune et halvt år før endt uddannelse, vovede jeg at søge og minsandten, om jeg ikke fik den.

Jeg kørte frem og tilbage fra Aarhus det første ¾ år, før vi fandt drømmehuset. En nedlagt ejendom på Klintrup Hedevej. Min hollandske mand – Hans, følte sig som en herremand med ”alt det jord”, der hørte til – noget helt andet end ”det frimærke”, han er vokset op på.
Trods adressen lå i Hammel kommune, har vi altid følt, at vi boede i Sorring.

En af de første familier, jeg besøgte som sundhedsplejerske, var Ulla og Ivan Greve. Ivan beskrev levende aktiviteterne i Pottemageregnens Amatørteater forening. Det var lige noget for mig. Hvor har den forening beriget mit liv. Her har jeg mødt fantastisk engagerede mennesker, både på og omkring scenen. Her har jeg været med til at opføre mindre teaterstykker i Toustrup og Sorring Forsamlingshuse. Jeg har mange minder fra aftener, hvor vi øvede, og tiden under scenen i Sorring Forsamlingshus, lige før vi skulle op at optræde, var noget helt specielt. Jeg har også haft fornøjelsen af at være med til kæmpe opsæt­ninger bag skolen på amfi scenen. Det helt særlige ved de forestillinger var, at flere generationer var aktive og engagerede, og at alle aldre var repræsenteret.

Det har været fantastisk at opleve, hvad der kan skabes, når en hel landsby står sammen om det.

Da vores børn Astrid og Jens var 7 og 11 år, ville jeg gerne flytte ind til byen, så de havde lettere ved at komme hen til deres kammerater og fritids aktiviteter. At jeg mente Sorring og ikke Silkeborg, grinede kollegaer og andet godtfolk af.

Vi besluttede at bygge et træhus på Sanddalen på en grund, som Øyvind og Pernille Finsrud havde udstykket fra Sverriggården. Da jeg skulle afhente en pakke i Brugsen, kunne brugsuddeleren Sten Madsen fortælle mig, at Brugsens klubværelser var ledige fra juni. Så der boede vi ca. et ½ år, til vores hus stod færdig i december 2005. Et glimrende eksempel på, at har man et problem og åbner munden herom, så får man hjælp i Sorring.

Nogenlunde sammenfaldende havde vi den store kommunesammenlægning, hvor Gjern Kommune blev til Silkeborg Kommune. Dette gav anledning til at få nyt distrikt i mit arbejde som sundhedsplejerske. I 1988 startede jeg med at køre i Voel, Gjern og Sorring. Efter ca. 5 år, udelukkende Gjern og Sorring. Havde været der så længe, at jeg nærmest kendte alle skolebørnene, fra de var spæde. Det var helt rørende, da jeg fejrede 25 års jubilæum, modtog jeg blomster og vin fra de kæreste unge mennesker, som jeg havde besøgt som spæde, og hvor flere af dem stadig er bosat i Sorring. Så det var da med vemod at skifte til et andet distrikt, hvor jeg nu i stedet fremover skulle besøge familier i Sejs, Laven, Linå og Mollerup.

Her befinder jeg mig dog også godt. Gevinsten er, jeg kan nu kan færdes i Sorring, uden at være opmærksom på tavshedspligten i det sociale samvær.

Af bestyrelsesposter har jeg en periode været med i Teaterforeningens og knap ca. 15 år i Brugsens bestyrelse. Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi støtter op om at handle i vores nærsamfund, så det består. I bestyrelserne har jeg også mødt mange spændende mennesker, med hvem jeg har haft mange gode samtaler, diskussioner og hygge.

Jeg har nu i mange år spillet badminton i hallen, hvor vi får svedt og grinet. Efter badet får vi også snakket sammen på kryds og på tværs. Her bliver man holdt orienteret om, hvad der sker i vores lille by. Det var også her, jeg fik at vide, at Jørgen Boye og Per Morten Holm ville starte Sorring Skiklub. Heldigvis var der også plads til vores lille familie. I 2012 fyldte vi en bus og tog af sted til Italien. Vi glæder os alle fire til igen i år at komme afsted igen i uge 7. Nu med Mogens Kaspersen og hans bror Henrik som arrangører.

En gang om måneden er vi en flok kvinder, der mødes på skift hos hinanden. Vi har dannet en Læsekreds i 2011. Medlemmerne har været lidt skiftende. Her diskuteres de meget forskelligartede bøger, vi har læst, hvilket er meget berigende.

Som jeg forhåbentligt har fået beskrevet, så befinder jeg mig rigtig godt her i Sorring. Det gælder også i mit nabolag, hvor vi har hyggelige traditioner, og hvor hjælpsomheden er stor.

Sorring er en by, hvor vi interesserer os for hinanden og står sammen, når forandringer kan true det lille samfunds overlevelse. Det være sig snak om nedlæggelse af Sorringhus, buslinjen mm. Det gør mig stolt, så det glæder mig stadig, at der tilbage i 1987 var nogen, der gjorde mig opmærksom på stillingen i Gjern Kommune og dermed bragte mig og Hans til Sorring, og at Sorring blev byen, hvor vi stiftede familie.

Bodil van Rijn

Page 1 of 3 >