Hjælp Kontakt Log ind Webmail

Mig og Sorring - Gert Nielsen

Mig og Sorring

Af GERT NIELSEN

Den ene dag var jeg menig 507372, der stod til hjemsendelse efter 16 måneders soldatertid, og næste morgen var jeg klasselærer i 6. klasse på Sorring skole. Det var 1. november 1964.
 

Unægtelig noget af et skifte. Men hvilket skifte. At dumpe ned i en fantastisk skønt beliggende landsby med ansigtet vendt mod syd med tre købmands­butikker samt en brugsforening, to pengeinstitutter, to kødudsalg, to meka­nikerværksteder, to tømrerforretninger, et postkontor og apotekerudsalg.
Og så Sorring skole.
 

Skolen var under førstelærer Werming Pedersens ledelse. Helt sikkert fast og bestemt og det skete, at der faldt et dask over en elev. Det var jo legalt dengang. Jeg husker eleverne som glade for skolen og undervisningen. Alle elever, jeg tror der var 169, var samlet i "den gamle skolebygning". Der var 6 klasseværelser, formning på loftet og sløjd i kælderen i førstelærerboligen. Bortset fra lidt smugrygning af de store elever på toilettet gik dagene i fred og ro.
 

Om sommeren skinnede solen hver dag, og om vinteren var der enorme mængder af sne, så alle eleverne tog kælke med og så kælkede vi nede i Dybdal - i skoletiden… Sådan husker jeg dengang!
 

Efter et fravær på 10 år vendte Alice og jeg tilbage til Sorring. Nu med tre børn og bopæl på Skolebakken.
 

Et andet Sorring, men stadig med sol om sommeren og sne om vinteren. Færre butikker, postkontoret, apotekerudsalget, kødudsalgene, pengeinstitutterne var forsvundet, eller på vej til det, men vores Brugs lever. Sloganet var dengang: "Tænk globalt - handl lokalt", det skal sikre, at vi kan bevare vore Brugs. Nu har vi ny skole, nyt Sorringhus og stor flot børne­institution og snart cykelsti til Silkeborg.
 

Et markant kendetegn for Sorring er sammenhold, aktivitet og engagement. Dette viser sig i de mange bestyrelser og råd byen har. Lokalrådet som samler op på indbyggernes tanker, ønsker og ideer. Idrætsforeningen der tager sig af alles interesser inden for idræt. Brugerrådet på Sorringhus, der sikrer rammer for ældres ønske om aktivitet. Teaterforeningen, der er med til at give os alle gode teateroplevelser og skønne kabaret aftner. Sorring Borger- og Kulturhus, hvor vi kan mødes til fællesspisning, fester og begravelseskaffe, når det er påkrævet.
 

Alle disse aktiviteter, som udfolder sig i vores by, er kun mulige, hvis vi alle deltager eller slutter op om de mennesker, der påtager sig opgaver af for­skellig art. Vi føler vel alle mere eller mindre, at vi er lidt "udkantsSilkeborg" og det kan vi kun modvirke ved, at vi samler os om det, vi har, og støtter op om alle institu­tioner, butikker, foreninger og bestyrelser. Min opfordring til alle sorringborgere skal være: Tag din nabo, genbo eller tilflytter under armen og inddrag vedkom­mende i byens fantastiske fællesskab. Må Sorring fortsat være et sted med masser af sol om sommeren og høj sne om vinteren.
 

"Keep Sorring special"
 

Har lige skrevet ovennævnte indlæg til Miniavisen. Min kære redaktør, Kirsten mener, det handler for meget om Sorring (det troede jeg det skulle) og for lidt om mig, så jeg skriver et nyt:
 

Jeg så første gang Sorring i august 1964. Jeg søgte stilling ved Sorring Skole. Sammen med Fru Gudrun Bilde kørte vi rundt i hendes sorte Opel Kaptajn og aflagde præsentationsvisit hos samtlige skolekommissionsmedlemmer. Kaffe og småkager og nyfigne spørgsmål alle steder. Man blev målt og vejet, og til alt held fundet værdig til embedet.

Lærerpersonalet på Sorring skole i 1965. Fra venstre ses Yrsa, NN, Sørine, frk. Poulsen, fru Dige, Werming Pedersen, Gert og Lærer Balle.


Det var fantastisk. 24 herlige unger. Jeg skal undlade navnene her, men flere af eleverne fra dengang går stadig rundt i Sorring.
Alle klasser blev undervist i "Den gamle skolebygning". Der var 7 klasser og 6 lokaler. Meget varieret i størrelse. Et klasseværelse var lærer Diges gamle stue, her gik SkanseBent og LåsbySvendsens knægt, Svend. I Diges sove­værelse gik Ole Loft og Hanne Refsgård. På loftet var der specialundervisning og formning. Yrsa, meget smuk lærerinde, brugte meget limfarve og om vinteren frøs alt på det uopvarmede loft.

I den østre ende af loftet boede Frk. Poulsen, og som ung lærer blev man inviteret op efter skoletid til et glas Dubonnet!! I Werming Pedersens kælder blev drengene undervist i sløjd, mens gymnastikken foregik i forsamlings­huset. Ved indgangsdøren stod en megastor kakkelovn, men uanset vejret tror jeg aldrig, der har været tændt op til en gymnastiktime.
 

Det var herlige unger, der gik på skolen. Stadig børn præget af en "gammeldags" patriarkalsk opdragelse. Man gjorde, hvad de voksne sagde… sådan da.

Der var nogle af de store drenge i 6.-7. klasse som i frikvarteret fik sig en cigaret i smug i skolens udvendige toiletbygning. Det ville jeg gerne til livs. Jeg røg dengang pibe, det skulle en mandlig lærer gøre, og vi lavede den aftale, ungerne og jeg: At jeg ikke måtte ryge på skolen i en måned, mens ungerne slet ikke måtte ryge i samme periode. Efter en måned skulle der så gøres status. Det viste sig at alle ungerne havde fortsat deres rygning, mens jeg havde vandret rundt på skolen uden en eneste pibe tobak. Det grinte vi meget af.
 

Noget helt fantastisk ved Sorring skole var sommerudflugterne. I dag Lejrskole. Rohde havde en bus og hans søn Heine kørte for os. Werming Pedersens kone, Anne pakkede en stor hvidmalet dragkiste, som blev bundet bag på bussen. I kisten var der rugbrød, leverpostej, spegepølse og en Eva hånddrevet brødmaskine. Så lavede Werming en tur ud i Danmark. Vi stoppede, hvor der var noget vi ville se, eller hvor Werming tilfældigvis vågnede fra sin laaaange middagslur. Vi så slotte, kirker, Dannevirke, Gudenåens udspring og badede, når det kunne lade sig gøre. Jeg er uddannet svømmelærer, så det var mit job at gå ud i vandet og bestemme, hvor ungerne måtte komme til.

Nede ved Assens var vi i vandet. Der var godt nok mange hvepse, de svirrede omkring ørerne på mig, da jeg skulle ud og markere, hvor man måtte gå til. Jeg kunne nu ikke se alle disse irriterende insekter, men i stedet kom en lille mand farende med et stort rødt flag, mens han råbte og skreg. Væk, Væk. I er på et militært skydeterræn. Der skete dog intet.


Alt godt har en ende. Alice og jeg der jo boede i Hanna og Poul Stephensens hus, dengang kun etplans, havde fået vores første barn. En stor oplevelse. Jeg havde taget en stor øvelsesgranat med hjem fra forsvaret. Og da jeg fik en søn, skulle granaten selvfølgelig bruges. Kors hvor en eksplosion. Bordet granaten lå på blev sprængt i stumper og stykker. Alle ruder i byen klirrede og byens folk løb rundt og kiggede efter jetjagere, punkterede bildæk, ja sågar mente nogen, at benzintanken foran Børge Nielsens købmandsbutik var eksploderet.

Jorde­moderen kom farende og gav mig det største møgfald, jeg nogensinde har fået.

 

Så var det på tide at komme videre… Grønland.

 

Gert
 

Undersider

 
© 2011-2017 Landsbyen Sorring || Design: Kreativweb.dk