Hjælp Kontakt Log ind Webmail

Mig og Sorring - Finn Lorenzen

Af FINN LORENZEN


Ja, så blev det min tur til at skrive lidt. Og tak til Uffe Christensen for de rosende ord i dit indlæg i forrige udgave af Mig og Sorring.
Mig og Sorring… hmmm… Ja, det lå ikke rigtigt i kortene, at Sten Madsens efterfølger skulle være mig. Men mere om det senere…
 

Oprindeligt kommer jeg fra Vestjylland, og min hustru fra Nordjylland. Og hvordan fandt vi hinanden? Selvfølgelig i Brugsen!
Karina var i lære, jeg var førstemand, og det der ikke måtte ske, skete naturligvis. Vi forelskede os. Og så gik det ellers slag i slag!
Efter et ophold i Sønderjylland blev jeg uddeler i Tvingstrup ved Horsens. Her kom også 2 dejlige døtre til familien. Dernæst gik turen til Stjær, men efter nogen tid talte vi om at finde det sted, vi skulle blive.

2 børn og et 3. på vej gjorde, at familien og ikke mindst jeg selv længtes efter dét sted, vi skulle slå os ned. Vi havde igennem længere tid kigget efter lige netop det rigtige sted. Vi ville gerne tæt på enten Nordjylland eller Vestjylland pga. vores forældre m.fl. Lige netop derfor var Sorring Brugs ikke lige noget for mig, da stillingen blev slået op, og Stens afløser skulle findes.


Alligevel sagde jeg en sen søndag eftermiddag lidt henkastet til Karina, at Sorring søgte uddeler og der kunne jo ikke ske noget ved at køre et lille smut til Sorring Brugs. Som sagt, så gjort! Og efter et besøg i Sorring Brugs tog jeg hjem til Karina og sagde, at det var vist ikke lige mig!
Efter 3-4 dage fik Karina endnu en gang beskeden, at jeg kørte en tur til Sorring Brugs. Beskeden, hun fik, da jeg kom hjem denne gang, var dog anderledes end efter første besøg! Jeg sagde til hende:
”Der står s’gu ’Finns Brugs’ på facaden”.

Herefter var sagen klar. Jeg søgte stillingen, var til samtale, og blev utrolig glad og stolt, da Bodil Osterland, den daværende formand, ringede nogen timer senere og sagde: ”Ja, vi blev jo godt nok enige om, at det skulle være dig, for nogen tid siden, men vi skulle altså have noget at spise, inden jeg kunne ringe og fortælle dig det!”
En dybfølt tak til Bodil og den øvrige bestyrelse for at vise mig den tillid. Det har betydet utrolig meget for mig, min hustru og vore børn.
 



Nå. Så købte vi hus, flyttede og jeg startede i Brugsen.
Første arbejdsdag…
På varetur med Erling Madsen, vareturs-chauffør.
Man kan sige meget om vores tur rundt til de gamle i byen, men man bliver i alt fald ikke stresset sammen med Erling! Spøg til side… Allerede her fik jeg et glimt af den specielle Sorring-ånd. Vi fik en snak med kunderne, og jeg blev budt velkommen. Tak for det!


Hernæst havde jeg 3 dage sammen med Sten Madsen. Her blev alarm, rutiner, køleanlæg og meget mere vendt og drejet, for at overdrage Brugsen så godt som muligt til mig. En stor tak til dig, Sten, for at bruge tiden på at hjælpe mig i gang. Det sætter jeg stor pris på. Jeg glæder mig også over, at vi stadig kan vende løst og fast, både om Brugsen og andet. Og selvom jeg gør hvad jeg kan for at forny og forbedre, gør jeg også hvad jeg kan for at fortsætte i Stens ånd… Vi er nemlig begge to klar over, at Sorring er et ganske særligt sted!


Sorring er nemlig helt speciel! På flere måder… I Sorring er der f.eks. ikke nogen, der bor i sit eget hus… Vi købte vores hus af Jens Laursen, men selvom Jens har fået penge som aftalt, spørger alle os, om ikke vi bor i Jens Laursens hus? Og vi svarer selvfølgelig: ”Jo, det gør vi”!

Jeg er utrolig glad og stolt over at bo i Sorring, selvom jeg er tilflytter… og jo vil være tilflytter i de næste mange år… Her er højt til himlen, selvom vi bor højt i De Jyske Alper. Det er heller ingen hemmelighed, at min hustru og jeg længtes efter at finde et godt sted at slå os ned.
Et godt sted for børn…
Et godt sted for vores børns forældre…
Et trygt sted at være…


De sidste par år inden vi kom hertil blev længslen større og større. Hvor skulle vi hen? I Stjær kan man sagtens se Sorring-tårnet i det fjerne! Vi har tit kigget på hinanden og sagt: ”Hvor er det morsomt, at det vi gik og længtes imod, kunne skimtes i horisonten.”


At komme til Sorring har på mange måder været som at komme hjem. Hvorfor? Det kan da kun være på grund af de, som bor her…
Det tror jeg i hvert fald på.
 

Finn Lorenzen og familie

Undersider

 
© 2011-2017 Landsbyen Sorring || Design: Kreativweb.dk